Damn It Patrice!

[Kimberly Aya Minore York]

Timorthy Lavoie
Februar 2056
Hogwarts' storsal, lidt efter aftensmaden.

---

Kimberly havde valgt at blive siddende på sin plads, ved Slytherins langbord, da hun simpelthen ikke magtede ikke, at følge strømmen af mennesker som flygtede ud til alle afkrogerne af Hogwarts, fordi de lige skulle nå et eller andet inden sengetid. I stedet for valgte hun, at iagttage folkemængden fra sin plads. Det var utroligt, det var nærmest som at se vilde dyr, kaste sig over et bytte de netop havde nedlagt. Bare der ikke var nogen som ville komme til skade i processen. Arh, hvad fanden, en enkelt måtte sgu godt skride i sviget. Hun smilede lidt for sig selv, over sin egen tankegang. Selvfølgelig vidste hun godt, at det ikke var sjovt at joke med sådan noget, men hvad der skete inden i hendes hoved, kunne ingen tage fra hende eller dømme hende for.
Hun havde ikke ret mange hun snakkede med, efter hendes storesøster var graduret i sommers. Hun var altid utrolig påpasselig med, hvem hun snakkede med, da folk ofte fik en eller anden idé om, at bare fordi hun var lillesøster til en kendt narrøv, som havde valgt at gå solo og rejse til USA, eller fordi hun var willieslægt, hvilket hun var fuldt ud bevidst om. Udnyttede hun det til tider? Ja, ja det gjorde hun nok. Fik hun dårlig samvittighed over det? Nej, ikke rigtigt. Jo nogen gange, men så var det også fordi hun kendte personen.
Hun smilede lidt, som det så ud til, at folket var begyndte at forsvinde og døråbeningen rent faktisk kunne ses igen. Jo færre mennesker, jo bedre, hvis man spurgte hende. Hun svang sin taske over skulderen, da hun ikke havde nået at stille den op på sin sovesal inden aftensmaden, da tiden var løbet fra hende - hvilket var noget der skete alt for ofte for hende for tiden, fordi hun blev så opslugt af sine tegninger. Hun rejste sig fra sin plads, men i det hun svang sin taske over sin skulder, mærkede hun at den ramte en. "Ej, det må du virkelig undskylde," skyndte hun sig at sige, før hun vendte sig rundt, for at se, hvem hun havde ramt med sin taske.

[Timorthy Lavoie]

Timmy sad lidt længere tid ved Ravenclawbordet imens folk begyndte at bevæge sig vider. Han ville lige vente så han ikke havnede i den trafikprop det var ved at skabe ved dørerne ind til storsalen.
I sin ventetid snuppede han sig et eksta kyllingelår som han hurtigt fik sat til livs. En af hans missioner var alt sikkert at finde frem til køkkenet, det havde ikke lykkedes for ham endnu på trods af at han havde været på en del udforskningsture.
Da han blev færdig pakkede han de sidste ting sammen han havde haft med sig ned i salen. For at være ærlig havde han håbet at fange et glimt af Stella, men det var ikke lykkedes for ham til aften. Hun virkede ret cool og Timmy ville gerne hænge lidt mere ud med hende hvis hun skulle være interesseret, han ville virkelig gerne skabe sig nogle gode venskaber.
Der var nogle søde mennekser på hans kollegie, men han havde bare ikke lige klikket med nogen af dem, ikke endnu i hvert fald, men det kunne jo være at det kom med tiden.
Han rejste sig og gik langs Slytheringbordet ned mod udgangen som en taske pludselig ramte ham i brystet og nær væltede ham omkuld. Han gispede let og så på den blonde pige der havde været årsag til hans lige-ved-og-næsten-røvtur.
Om det var tasken i sig selv eller om det var hendes næsten unaturlige skønhed der tog pusten fra ham var han ikke sikker på, men det tog ham lige et par sekunder at genfinde fatningen, "Nej nej det er okay, jeg kunne jo også bare se hvor jeg gik." sagde han med et skævt smil og modstod sig trangen til at komme med en eller anden dum kommentar om hvordan han nær var faldet for hende. Bogstavelig talt. Det ville simpelthen være for pinligt hvis ikke hun opfangede joken i det. 

[Kimberly Aya Minore York]

Selvfølgelig havde Kim godt hørt og set den grønhåret dreng, gå rundt på gangene og de havde også et par enkelte lektioner sammen, men nu var det grønne hår også ret gennemtrængende og svært at overse. Hun havde dog ikke snakket med ham, da hun holdt sig meget til sig selv. Inderst inde, var hun nok bare en usikker lille pige, som prøvede at finde sin plads i den store hvide verden, men hun viste det ikke. Hun var ikke særligt dygtigt til magi, og hendes karakterer var faldet en del efter de sidste to skole år, fordi hendes tanker var helt andre steder. Hun vidste hvad hun ville efter Hogwarts og ventede faktisk bare på, at blive færdig her, så hun kunne komme videre i livet.
Hun lod de blå øjne, hvile på den grønhåret dreng, med et blik som nok ret tydeligt fortalte, at hun ikke var helt enig i hans udsagn. "Er du sikker?" spurgte hun og mærkede tasken langsomt begyndte at rutsje ned af hendes skulder, dog uden at reagere på det. "Jeg kunne også bare have set mig for, før jeg svinger vildt, voldsomt og helt styrligt med min taske," sagde hun og sendte ham et venligt smil, som dog hurtigt blev udskiftet med et opgivende suk, i det hendes taske gled helt ned af hendes skulder og før hun nåede at reagere, havde den allerede ramt gulvet og indholdet var begyndte at trille ud. Hun skød hovedet opgivende bagud i et tungt suk. "Og dét der.. Det var karma.." sagde hun opgivende og vendte blikket mod gulvet, hvor nogle af hendes tegninger var faldet ud, samt et par småkager, som ikke havde været blevet serveret under nogle af måltiderne.
Hun satte sig ned i hug og begyndte, at samle sine ting sammen igen, før hun vendte blikket tilbage mod ham, "Såh.. Det her er så mit held, hvad med dig?" spurgte hun og grinte let, mest af alt fordi hun efterhånden havde lært ikke at se så sort på tingene, når det gik galt. Der var jo ikke andet at gøre, end at prøve igen.

[Timorthy Lavoie]

Han nikkede med et optimistisk. Ja det havde da slået luften lidt ud af ham, men det var ikke fordi han ville ende med varige mén gik han ud fra. "Ja ja, helt sikker bare rolig." Der var ingen grund til at gøre det til et større nummer.
Hendes kommentar fik ham til at le, "ja altså jeg vil godt erkende at er gået en god basker tabt i dig hvis ikke du allerede spiller selvfølgelig," jokede han i en rolig tone. Han var nok lidt af en trickster og havde det med at komme med dumme kommentarer og jokes fra tid til anden, han kunne aldrig helt stoppe sig selv.
Hans blik fulgte hendes taske som den faldt til jorden og tømte sig selv på ægte movie-moment-maner. Han havde ikke nået at gribe ud efter den skønt det sikkert ville have set godt ud om han havde lavet et vildt ninja-move.
Med et lille grin over hendes kommentar satte han sig på huk for at hjælpe hende med at samle tingene sammen igen. Hans blik landede omgående på småkagerne, se dét var den slags en glad madmave som hans bemærkede. "De ser gode ud, er de hjemmebagt?" Spurgte han nysgerrigt og gjorde et kast mod lækkerierne.
Han smilede igen som de sad der overfor hinanden og smalede hendes taskeindhold sammen, "well, jeg har ikke slået folk ned med min taske for nylig i hvert fald, men altså jeg trådte i et eller andet udefinerbart her for nogle dage siden og tro mig jeg tror det er bedst for alle hvis det bliver i det uvisse hvor det kom fra." Lo han og rakte hende tegningerne, dog kunne han ikke undgå at lade et nysgerrigt blik glide over dem. "Wau de er gode, har du selv tegnet dem?". Spurgte han nysgerrigt ind.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberlys læber gled op i et smil, "Det er jeg glad for," svarede hun venligt, det var jo ikke med vilje, at hun havde ramt ham og det var nok ret tydeligt, så det behøvede de vel ikke at spilde mere tid på, så længe han var okay, så ville hun ikke have dårlig samvittighed mere.
Hun grinte let og rystede lidt på hovedet, "Det gør jeg ikke, jeg tænker det ville være uretfærdig overfor alle de andre hold, jeg ville jo jorder dem alle sammen," svarede hun med et kækt glimt i sine klar blå øjne. Det var rart, at snakke med en fyr, som for en gangs skyld rent faktisk ikke lagde an på hende og bare prøvede at komme i bukserne på hende, men førte en samtale og han tilmed var sjov.
Hun smilede til ham, da han satte sig ned og begyndte at hjælpe hende med, at samle de løbske småkager og tegninger. Hun bed sig lidt i læben ved hans spørgsmål, "Ehm.. Altså teknisk set, så ja.." hun lænede sig lidt frem mod ham, "De er fra køkkenet," afslørede hun med et drilsk smil. Hun havde gået på skolen i 6 år efterhånden, så hun havde fundet mange sjove genveje og veje frem til forskellige afkroger af hele slottet. Hun måtte endnu engang slippe et grin, "Nogen ting har bare bedst ved, at forblive i det uvisse," svarede hun med et grin. Hun var egentlig ikke særligt socialt anlagt, hun holdt sig faktisk helst for sig selv, for så vidste hun, at hun ikke kunne blive såret. Der skulle meget til før hun lukkede folk ind, især efter hun havde fundet ud af, at hendes egen storebror havde manipuleret med hende. Hun tog i mod tegningerne og lagde dem i sin taske. Hun smilede lidt og nikkede, "Ja, det har jeg. Tak," svarede hun og kløede sig lidt i nakken, hun syntes ikke selv hun var så dygtig som hun gerne ville være, men det var vel bare endnu en grund til, at blive ved med at øve sig. Hun ville gerne være tatovør, når hun engang blev færdig på Hogwarts og hun havde også planer om, at tage et sommerjob i sommerferien i en salon, hvis hun kunne finde et sted som ville have hende. "Har du nogle skjulte talenter?" spurgte hun nysgerrig og åbnede posen med småkagerne, og rakte den frem mod ham, så han kunne tage en hvis han ville smage dem.

[Timorthy Lavoie]

Han smilede bare muntert til hende ved den kommentar og som lige at understrege en sidste gang at der var no hard feelings.
Brynene blev let hævet over hendes kommentar hvorefter han brød ud i en mild latter, "Ved du hvad, det giver faktisk god mening." Svarede han morende.og lod en hånd glide gennem det græsgrønne hår. Hun virkede nu ret cool, han var ikke helt sikker på hvorfor han følte sig så draget til hende, tanken om at hun var willieslægt strejfede ham på intet tidspunkt. Det var også anderledes end det fx var med Stella. Hende følte han sig uden tvivl også draget mod, men dette er var ligesom mere hans krop der handlede uden han havde noget at skulle have sagt hvor med Stella var han selv i kontrol.
Han spærrede øjnene op ved hendes indrømmelse, "så du ved hvor køkkenet er? Det har jeg prøvet at finde siden jeg ankom til skolen!" Udbrød han og så sig så lidt rundt da det gik op for ham at det blev sagt lidt højere end hvad han havde ment. Heldigvis var de alene i salen nu. Han sænkede atter stemmen, "og som du nok kan se er jeg diskret som en ninja, så hvis du skulle få lyst itl at dele din viden med mig sååh.." han smilede igen med en smule røde kinder over sit eget udbrud.
"Præcis," erklærede han sig enig.
Han var oprigtigt imponeret over hendes tegnekuntskaber, "hvor er det blæret! Det gad jeg godt kunne." Sagde han ærligt.
Spørgesmålet fik ham til at smile, "well jeg spiller klaver og keyboard," han sang også en smule, men lige den del var han ikke så god til overfor andre. Han tog glædeligt imod en småkage før han atter rejste sig op fra gulvet. "Mmm! Vildt gode!" Meddelte han med krummer om munden.

[Kimberly Aya Minore York]

Kim grinte let med Tim, "Ja ik?" svarede hun med et smil på sine læber. Hun vidste udmærket godt selv, at hun var willieslægt, hendes mor var ren willie, så det ville nærmere have undret hende, hvis hun ikke havde arvet genet. Hun havde i starten haft virkelig svært ved det, og det havde hun til tider også stadig, netop fordi hun aldrig vidste om folk ville hende for den hun var, eller fordi hun tiltrak dem, på et plan hvor de ikke selv havde hundrede procent kontrol. Hun gjorde det jo ikke med vilje.
Hun bed sig i læben, og prøvede virkelig at holde et grin tilbage, men det var ikke helt nemt. "Yeah.. Ninja.. Jeg er sikker på, du går i ét med græsset, hvis du lægger dig ned på det," sagde hun med en drillende undertone og blinkede til ham. Hun smilede lidt til ham, mens hun lod sit blik hvile eftertænksomt på ham. "Så pyt da. Men kun hvis jeg får historien bag det grønne hår, og ja jeg forventer alle detaljer. Intet vil være for mystisk, sidste år havde vi en blå, pleset fyr på skolen, sååh.." sagde hun og så afventende på ham med et smil. Det var virkelig rart, at være lidt social til en forandring. Normalvis på dette tidspunkt sad hun gemt væk på biblioteket med sine tegninger, frem til enten en vejleder eller en professor, ville opdage hende og smide hende i seng. Det ville i hvert fald ikke være første gang. Eller anden. Eller femogtyvende.
Hun mærkede en svag rødme snige sig ind på hendes ellers blege kinder. "Tak, jeg vil gerne lære dig det, hvis det er," tilbød hun optimistisk. Hun elskede at tegne og hun glædede sig til, at blive færdig på skolen, så hun kunne komme ud og bruge sine evner og blive endnu dygtigere. Et stort smil meldte sig på hendes læber, "Sejt! Det skulle ellers være ret svært, at lære," sagde hun oprigtigt interesseret. Hun kunne selv spille guitar og synge, men hun gjorde det ikke foran andre overhovedet. Både fordi hun godt vidste hun blev mere tiltrækkende, når hun sang, men også fordi hun ikke brød sig at gøre det foran andre, da det var lige den sti der blev forventet af hende, fordi hendes storebror også var kendt, eller i hvert fald havde været det, frem til han var gået solo og var rejst til USA. Hun havde ikke snakket med ham siden, hun var stadig sur på ham. Hun grinte let, "Ja ik? Kom så skal jeg vise dig vej til køkkenet. Hvor længe har du gået her på skolen?" spurgte hun og fik kommet de sidste ting i sin taske, og begyndte at gå mod de store egetræsdøre som førte ud af storsalen, for at sætte kursen mod køkkenet. "Husalferne må bare ikke opdage os, de bliver skide sure," advarede hun med et let grin.

[Timorthy Lavoie]

Timmy nikkede på hovedet og gav hende en tommel op, "total, jeg er i hvert fald glad for jeg ikke ville skulle mødes med dig ude på banen." Han smilede bredt. Han skulle se at finde ud af at komme på det quidditchhold.
Det var en lettelse at hun ligende en der var ved at bryde ud i latter. Mange af eleverne på Beauxbatons var så fine på den, det kunne godt være en smule trættende. Det havde også været en a grundende til at han og hans venner havde farvet deres hår. "Åh ja, hvis jeg lagde mig fladt på maven ville du slet ikke ane jeg var der." Jokede han med.
Han kunne mærke en mindre kuldegysning glide gennem ham som hun blinkede til ham. Det var en meget særpræget følelse fordi han ikke helt kunne sætte en finger på hvorfor han følte sig så tiltrukket af hende. Ikke at han ville kaste sig over hende eller noget, men det var som om at han ikke helt havde kontrol over sin krop skønt hans fornuft ikke så hende på den måde. Jo hun var da ufattelig køn, men han var mere interesseret i at snakke med hende og lære hende at kende, men alt hvad hun gjorde pirrede et eller andet i ham.
Han rettede ryggen og skød hagen lidt op som overvejede han hendes tilbud, "Du er hård at handle med, men jeg accepterer dit tilbud." Svarede han i højtidelig stemme som var han en eller anden mafiaboss. Herefter brød et smil den hårde facade han lige havde forsøgt at sætte op. "wait...sagde du en blå pelset fyr?" Hans stemme var undrende, det havde han godt nok aldrig hørt om før.
Brynene blev hævet på ny, "altså jeg kan da udfører nogle temmelig hæftige pindemænd så tænker at der er godt potentiale der," jokede han velvidende om at "punktum-punktum-komma-streg nok var det tætteste han nogensinde ville komme på et kunstnerisk mesterværk.
Han trak en smule på skuldrene, "det er ikke så slemt når først man kan kende tangenterne," fortalte han hende, han havde spillet siden han var lille, så måske var det derfor han ikke fandt det særlig besværligt.
"Fedt," han ventede til hun var klar og fulgte så efter hende og forberedte sig på at lave et mentalt kort så han kunne finde dertil igen under senere lejligheder. "Ikke så længe, et par uger." Svarede han hende imens de gik. "Så er det godt at jeg har mine omtalte ninja skills," han blinkede muntert til hende.

[Kimberly Aya Minore York]

Et smil meldte sig på Kims læber, "Spiller du?" spurgte hun nysgerrig. Hun var normalvis ikke særligt social anlagt, ikke fordi hun ikke kunne lide andre mennesker, men fordi hun var så bange for, at blive udnyttet at det var nemmere bare at holde sig for sig selv. Det var nok første gang i meget lang tid, at en helt fremmede, havde fået hende til at grine oprigtigt.
Hun grinte let igen, "Jeg tror dig virkelig," svarede hun morende, hun ville aldrig selv farve sit hår, men hun havde stor respekt for folk som gjorde det, især i sådanne nogle farver, som nærmest skreg efter opmærksomhed og det faktum at han kunne lave sjov med det også, det viste også bare, at han havde selvtilliden i orden. Et stort smil meldte sig på hendes læber, som han acceptererede hendes tilbud. Hun viste ham vej til køkkenet, hvis han til gengæld fortalte hende historien bag det grønne hår. Det var da fair nok, synes hun. Hun havde dog ingen idé om, hvilke følelser hun satte i gang i ham, på trods af at hun godt vidste hun var willieslægt, men eftersom han ikke virkede udadtil til at være påvirket af det, så tænkte hun ikke selv over det. "Deal, du kan fortælle på vejen," sagde hun optimistisk, før hun nikkede, "Yep. Mayson, hed han.. Eller, det gør han nok stadig, men han gradurede sidste år. Det var vidst noget med en forbandelse, da han var lille, men jeg er ikke helt sikker, jeg snakkede aldrig med ham," fortalte hun og trak lidt på den ene skulder. Hun vidste bare, at han havde hængt ud med Luke, så hun havde automatisk taget afstand.
Hun måtte atter lad en latter forlade de røde læber, "Perfekt, så har vi et solidt udgangspunkt," lød det i et nyt optimistisk toneleje. Hun elskede at tegne og virkelig fordybe sig. Hun var utrolig perfektionistisk på det punkt, og kunne virkelig blive sur på sig selv, når det ikke blev som hun ville have det.
"Men så kræver det også lige man lærer det," svarede hun med et roligt smil, hun var ikke sikker på, at musikken var en vej hun ville i sit liv. Hun havde haft det inde på livet så meget, at hun var godt mættet, på trods af at hun sagtens kunne synge og spille guitar, så var det tegning, kunst og alt det indebar, der drev hende.
Hun gik roligt ned af gangene, "Fedt, jamen velkommen til Hogwarts. Hvor gik du før?" spurgte hun nysgerrig ind, hun ville gerne lære ham bedre at kende, for han virkede som en ret sød og cool fyr. Hun grinte og nikkede i mens, "Dem får vi brug for, og sammen med mine basker skills, så skal vi nok klare det sammen," sagde hun og kunne selv nærmest høre helte musikken i sit hoved.

[Timorthy Lavoie]

"Nej ikke endnu," indrømmede han stadigvæk med smilet malet på læberne, "men jeg har store planer om at søge ind...eller hvad man nu kalder det." Det ville være fedt og det var lige sådan noget han kunne bruge til at distraherer sig selv.
Det var fedt at møde nye mennekser som havde humoren i orden. Kimberly virkede som en ret cool pige skønt han stadigvæk følte sig underligt draget imod hende og hendes latter var bare perfekt. Et kort sekund overvejede han om nogen havde smuldre en kærlighedseliksir i hans drink, på den anden side så ville han vel ikke tænke at det kunne være en mulighed hvis det rent faktisk var det som var sket. Tanken blev skubbet fra ham igen, det var jo latterligt.
Timmy gjorde store øjne "Wow, det må virkelig stinke." Svarede han så og imens de gik forsøgte han at forstille sig hvordan man så ud hvis man var blå.
Han nikkede med et selvsikkert udtryk i ansigtet. "Ja så come at me bro....eller sis....eller hvad man nu siger," jokede han og førte en hånd gennem håret hvilket mindede ham om; "og altså hår-historien er nu ikke så lang," nu var de jo begyndt at gå så han kunne ligeså godt holde sin del af aftalen, "vi var en vennegruppe på 4 og altså jeg gik på Beauxbatons, ved ikke om du har været der, men de kan være sådan teeeeemmelig fint på den," forklarede han, "så vi blev enige om at skabe oprør....fordi så vilde var vi. Så vi farvede alle vores hår i tossede farver og lavede et væddemål om hvem der kunne holde hårfarven længst tid." Han smilede bredt, "jeg er bare glad for det ikke var mig som skulle farve det pink." Han lo af mindet om hans ven da han i en lodtrækning blev den der skulle farve håret pink. Åh det havde været brilliant, brilliant!!
Han nikkede optimistisk, "Ja man! Vi burde næsten have en temamelodi!" Sagde han som havde han læst hendes tanker hvorefter han gik igang med at nynne melodien til mission impossible.

[Kimberly Aya Minore York]

Et nyt smil blottede Kims hvide tænder, "Fedt! Hvor på banen vil du gerne spille?" spurgte hun ind. Hun havde aldrig været ret glad for højder, så hun mente selv, hun mest hørte til på jorden, på trods af at flyvning var et af de få fag, hvor hun rent faktisk ikke stod til at dumpe. Hun var skoletræt og det kunne virkelig mærkes helt ind til knoglerne, men det havde nok også noget at gøre med, at hun gik meget for sig selv.
Hun tænkte aldrig rigtigt over, at informere nye mennesker om sit williegen, da hun nok bare antog, at det var hele grunden til, at de havde taget kontakt til hende i første omgang og de dermed sagtens kunne mærke det, uden hun behøvede at fortælle dem, at det var dét der gjorde det. Hun var altid virkelig bange for, at udnytte folk på grund af det, for det ville ikke være første gang det var sket, men det var svært for hende, at skelne mellem, hvornår det var williegenet de ville og hvornår det var hende som person de ville. "Mh. Jeg hedder forresten Kimberly, men de fleste kalder mig Kim," præsenterede hun sig, da det gik op for hende, at hun havde været så langt væk i deres samtale, at hun helt havde glemt, at præsentere sig.
Hun nikkede lidt, "Jah.. Blå er ikke lige min farve. Jeg ville foretrække violet eller måske bare hvid.. Det er jeg nærmest i forvejen," lo hun let med et lille skuldertræk, som hentydning til hendes i forvejen blege, fine hud, før hun rettede lidt på sin taske, imens hun viste vej til køkkenet. Hun grinte let, "Sidst jeg tjekkede var jeg en sis, så med mindre der er sket noget siden da, såh," svarede hun drillende med et muntert blink i hans retning.
Hun lyttede mens han fortalte historien om det grønne hår. Det lød næsten som titlen på et helt eventyr. Hun skar en grimmasse, "Så du har selvfølgelig tænkt dig, at være grønhåret indtil den dag du er for gammel og dement, til at huske væddemålet mere?" spurgte hun morende, hun havde aldrig selv farvet hår. Hun havde da leget med tanken, men der var langt fra tanke til handling nogen gange. Hun viftede let med den ene hånd, "Pff, pink kan ellers være utroligt maskulint," jokede hun, selvom der selvfølgelig var få mænd der kunne bæger det.
Hun måtte slippe et nyt grin, da han begyndte at nynne, "Så enig!" sagde hun morende og begyndte at nynne med, til de nåede køkkenet, lidt længere fremme. "Hvis vi er heldige, så er det Gravpot, der er her i dag. Han plejer at være ret sød til, at dele ud af godterne," sagde hun optimistisk.

[Timorthy Lavoie]

Timmy tænkte lidt over spørgsmålet, "well egentlig ville jeg gerne være basker, men jeg tager gerne hvad jeg kan få," sagde han og gengældte smilet, "jeg har bare brug for at der sker noget, har aldrig været god til at sidde stille for længe af gangen," han skar en grimasse. Quidditch var lige noget for ham, en sportsgren der kævede at man var fysisk aktiv, det var spændnede fordi det foregik højt oppe og med høj fart og så baskerdelen der bare gjorde det hele lidt mere interessant, prikken over det berømte "i" om nan ville.
Igen lyste han op i et bredt smil som hun præsenterede sig, "Kim, det lyder også ret checket. Jeg hedder Timorthy, normalt kalder folk mig Timmy, men jeg kan sagtens gå under navnet Tim, bare fordi Tim-Kim lyder godt," dette blev sagt i en morende tone. Han tog aldrig sådan rigtigt notits af hvad folk kaldte ham, nogen kaldte ham også ved efternavn og hans onkel kaldte ham Timo så der var en bred vifte at vælge imellem.
Han lo kort med hendes og kiggede en smule tænksomt på hende, "så jeg kan gå i et med græsset og du kan gå i et med sneen, vi kunne næsten starte vores eget spionage-firma, du klare vintersagerne og jeg klare sommer-sagerne." Jokede han.
Han slog ud med hånden og skar en grimasse, "pff ja da! Selvfølgelig!" For at være ærlig var han blevet ret glad for det grønne hår og han havde intentioner om at beholde det et godt stykke tid endnu i hvert fald.
"....ja....maskulint." Han rømmede sig tydeligvis ikke enig i den erklæring, selvom hun også lod til at mene det i sjov. Imens de gik kastede han blikket lidt rundt for lige at sikre sig at han havde styr på vejen, han skulle jo helst kunne finde hertil igen en af de andre dage.
Det glædede ham at hun kendte melodien, det var jo ikke alle magikere der havde set mugglerfilm, han kunne nu godt lide at se en film engang imellem, det var dejlig afstressende. Som de nynnende nåede køkkenet, tog Timmy igen hurtigt en mental note om stedet og smilede så til hende, "cool! Så må vi snige os ind og håbe på det bedste," han anlagde sig en mine som skulle de til at kaste sig ud i en opgave der kune koste dem livet hvorefter han alligevel ikke helt kunne holde den og smilede i stedet. "Let's do this!"

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly nikkede lidt med et smil på sine læber, "Jamen så skal du jo bare søge ind," opfordrede hun optimistisk, hun elskede også quidditch, men det var mere at se det, end at spille selv. Hun lyttede til hans ord og nikkede anerkendende, "Arh, ADHD, det er ingen skam," sagde hun en smule drillende og blinkede til ham. Hun havde også selv en del krudt i røven, men hun kunne sagtens sidde stille i flere timer, hvis hun tegnede.
Normalvis var Kim ikke særlig god til small-talk, men Timorthy gjorde det ret nemt. Han virkede som en sød og frisk fyr, en hun faktisk følte sig på bølge længde med. "Tim-Kim," sagde hun og smagte lidt på deres kælenavne sammenslået, med et eftertænktsom blik, mens hun nikkede lidt, "Ja.. Ja, jeg kan li det," sagde hun som hendes læber gled op i et stort smil og et grin brød dem. Det gjorde det i hvert fald nemt, at huske hans navn. Hun reagerede også både på Kimberly og Kim, men faktisk også på sit mellem navn Aya og sit efternavn York, da hun også ofte blev kaldt disse to navne. Hun skammede sig dog ret meget over, at være Seths lillesøster, så kunne hun undgå, at fortælle folk det, så gjorde hun det og hvis folk så samtidig ikke genkendte hende, så var hun glad. Hun grinte let og nikkede, "Bare du lover mig, at grave mig fri fra sneen, hvis jeg fryser fast," jokede hun med.
"Det tænkte jeg nok," svarede hun med et smil og lod sin ene hånd løbe igennem det lange blonde hår. Hun ville slet ikke vide, hvordan hendes forældre eller resten af familien ville reagere, hvis hun en dag farvede sit hår. Hun lo let, "Okay, måske ikke, men violet ville jo ikke gøre det meget bedre, vel?" spurgte hun morende, og rettede sin taske, så den ikke ville falde ned af hendes skulder og smide alt indholdet ud en gang til. Én gang på en dag måtte være rigeligt.
Selvom Kim var fuldblodsheks, så havde hendes forældre altid gået meget op i, at de ikke var mere værd end mugglerne, så hun havde intet imod dem. Hun mente at mugglerne havde mange gode ting, at byde ind med. Det var blandt andet dem, som havde mobiltelefoner, tv og playstation, for slet ikke at snakke om andet end bare fjerpenne til at tegne med.
Hun gjorde et forsøg på at få sin nakke til, at sige knæk, men da det mislykkedes, valgte hun at sige lyden med sin munden i stedet for, "Yeah! Follow me!" sagde hun virkelig engageret i deres mission og med et nærmest lokkende smil legende på sine læber. Hun skubbede forsigtigt døren op ud til køkkenet og tog et par skridt derud, før hun vendte sig mod Tim, for at tjekke om han var med. Hun fangede en serviet på sin vej og listede på videre ind, meget målrettet mod lækkerierne. Hun skyndte sig at lægge så mange som muligt på servietten, før hun vendte rundt for, at komme ud igen. Dog i dét hun vendte rundt, stod der en husalf med korslagte arme og en trippende fod. Hun bed sig i læben med et uskyldigt smil gemt bag, "Heeej Gravpot. Du ser godt ud i dag," sagde hun og blinkede et par gange med sine blå øjne, hvilket fik husalfen til at bløde hurtigt op igen - det var klart en af fordelene ved hendes williegen. "Jeg viste bare min nye ven, Tim, rundt, så jeg tænkte at han selvfølgelig også skulle have glæden af at se, skolens smukkeste sted," fortalte hun og slog let ud med den ene arm, mens den anden stadig holdt servietten med lækkerierne i. Gravpot sukkede tungt, før han gik hen og hentede en tom bøtte til dem, "Fyld den og så har jeg ikke set jer," lød det fra husalfen, hvilket fik Kim til at smile stort mod Tim.

[Timorthy Lavoie]

Han nikkede og smilede. Han håbede virkelig at det ville lykkedes for ham at komme på holdet, det kunne være super fedt. Timmy lo som hun nævnte ADHD, det var godt nok ikke noget han led af, hans more havde da nævnt en del gange at hans manglende evne til at sidde stille for længe af gangen kunne have noget med det at gøre. Dette blev dog altid sagt med et smil. Han havde da også lært at fordybe sig i visse ting såsom læsning og klaver.
Hans ansigt lyste op i et stort smil da Kimberly erklærede sig enig i deres "team-navn". "Fedt nok, så mangler vi har et hemmeligt håndtryk og så er vi vidst good to go." Jokede han videre. Kimberly eller Kim, lod til at have den samme humor og samme livlige fantasi som han selv. Det var ret fedt for han kunne virkelig godt bruge nogle venner der skejede sig lidt ud som han selv gjorde.
Han lo igen af hende ord og ligenede en der overvejede mulighederne, "jo så pyt da, eller bliver det et kort partnerskab." Han blinkede til hende gengældte det bredde smil hun stillede op. "Jooh en smule bedre faktisk," besvarede han morende. Det var stadigvæk ikke maskulint, megen altså det var pink vs violet her.
Et betragtende blik hvilede på hende som hun forsøgte at knække sin nakke, men i stedet endte med selv at sige lyder, han klappede stilfærdigt som når man så fornemme folk klappe på tv. "Meget overbevisende," kommenterede han som han fulgte med hende.
Timmy havde en ide om at han nok aldrig ville lære at finde rundt på skolen. Han fik et næsten djævelsk smil på læberne som hun skubbede døren op og de kunne liste sig ind i set velduftende køkken. Alene synet af alle godterne var nok til at få enhvers tænder til at løbe i vand. Timmy fulgte hurtigt hendes eksempel og fangede en serviet som lige nu virkede alt for lille til at kunne holde alt det han havde lyst til at snige med ud.
Han opdagede heller ikke husalfen før Kimberly henvendte sig til den. Han snurrede rundt og kiggede ned på den med et uskyldigt smil og krummerne fra en chokolademuffin afslørende klistret rundt om munden. Han rømmede sig en smule stadigvæk med munden fuld af den lige tilpas svampede kage. Timmy så på hende som hun forklarede alt imens han forsøgte at tygge sig igennem kagen. "Mhmm, flot sted!" Tilkendegav han afslørende og gav husalfen en thump-up.
Han sank det sidste af kagen og lyste glædeligt op som alfen rakte dem bøtten. Ham skulle Tim liiige huske at holde sig gode venner med.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly kunne godt mærke, at hun lod sig rive ret meget med i planerne og deres nye lille team, bestående af de to. "Vi mangler også et hemmeligt møde sted og et kodeord. Måske vi skulle lave en liste," sagde hun morende med de blå øjne hvilende på ham, som nærmest lyste mere op end stjerner på en skyfri nattehimmel. Det var virkelig sjældent hun klikkede så godt, så hurtigt med nogen, især af det modsatte køn. De ville som regel bare i bukserne på hende og adlyde hendes mindste vink.
Hun slog let ud med den ene hånd i en elegant bevægelse, "Det er dét jeg mener," eniggjorde hun sig og grinte let. Kim var en rigtigt pige-pige på mange punkter. Hun havde make-up på hver dag og gik gerne i kjoler og nederdele og hendes sko havde oftes også en hæl på, alt fra en lille diskret en til en høj tynd. Hun kunne godt lide farver som pink, lyserød og violet, blomster, smykker, hun havde også en piercing i navlen, som kun de færreste kendte til. Hun var generelt meget i kontakt med sine feminine side, dog havde hun også sine lidt mere drenget sider. "Jeg er sikker på, du ville se skide godt ud med pink hår," sagde hun drillende med et smil på sine læber, matchende til hendes toneleje. Hun sukkede lidt ved sit mislykkedes forsøg på, at få sin nakken til at sige knæk, frem til, at hun havde måtte sige lyden med sin mund i stedet for. "Well, point for forsøget, right?" spurgte hun og trak let på den ene skulder, med et mildt grin.
Kim skulle virkelig koncentrerer sig for, at kunne holde masken, da hun så krummerne omkring Tims mund. Hun tog hurtigt imod bøtten fra husalfen, "Taaak Gravpot, du er den bedste," lød det måske en smule fedtende fra hende, men det var nok en smagssag. Hun vendte sig hurtigt rundt og begyndte at grine, med fronten mod Tim, "Du har noget.. Lige dér," grinte hun lavmeldt, for de ikke skulle blive smidt ud, mens hun lod sin ene pegefinger snore rundt om sin egen mund, for at vise ham, hvor han havde noget. Hun begyndte at fylde bøtten med kager og andre godter, til der bogstaveligt talt ikke kunne være mere i den. "Kom," sagde hun morende og gik mod døren igen, så de ikke forstyrrede alt for meget. "Mh. Vildt gode," sagde hun med munden halvt fyldt af et stykke græskartærte. "Uh, jeg ved hvor vi kan gå hen og sætte os. Kom," sagde hun med et smil på sine læber og lagde bøtten i sin taske, for der ikke skulle komme nogen og stjæle den fra dem.