Damn It Patrice!

[Timorthy Lavoie]

Han opsatte atter et snedigt ansigtsudtryk, "ja man! Kodeordet kan være Kodeord, det vil sikkert forvirre fjenden," lo han og tænkte sig så lidt om, "skjulestedet må jeg ligge på dine skuldre, jeg har en ide om at du kender Hogwarts bedre end jeg." Hans smil nåede de brune øjne som de snakkede. Det var lige sådan noget der pirrede Timmys eventyrlyst og han elskede det. "En liste ville dog ikke være en dum ide." Men nu var han også stor fan af lister.
Timmy kunne stadigvæk mærke hvordan det gav et sug i maven når hun lavede visse bevægelser eller blinkede til ham. Han vidste ikke hvorfor. Hun var sød og ufattelig smuk, men det var ikke derfor. Det var som om at der var på et mere overfladisk plan. Når han tænkte på Stella derimod gav det ham en underlig kildrene fornemmelse i maven som sommerfugle. Dette var også ret underligt taget i betragtning af at han kun havde mødt hende én gang. men der havde bare været noget over hende som han ikke havde oplevet før. Han slog tanken ud af hovedet for atter at være nærværende.
Timmy lod en hånd løbe gennem det grønne hår. "Du har nok ret, det ville stå ret godt til mine øjne ik sandt?" Han lo.
Han rømmede sig en smule da hun påpegede at han havde krummer om munden, "og jeg der ellers troede at jeg var så diskret." Sagde han i et nyt grin. Han fulgte hende tilbage til de gode sager og hjalp hende med at fylde bøtten op velvidende om at dette her nok ville give en seriøs mavepine senere.
Stadigvæk med et stort smil fulgte han efter hende så resten af alferne ikke skulle opdage dem. "Så det du siger er at du nu vil vise mig frem til dit hemmelige tilholdssted?" Spurgte han for at pege joken med deres lille team tilbage igen.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly måtte slippe et grin, "Burde jeg være bange for den der mastermind, der tydeligvis gemmer sig derinde?" spurgte hun. Kodeordet: Kodeord. Tjek. Det var én ting de kunne strege fra deres sikkert lange liste. Det var helt uvant for hende, at klikke så hurtigt med nogen som helst, især når det en af modsatte køn, som samtidig ikke bare prøvede at komme i bukserne på hende. "Skjulestedet, skal jeg nok tage mig af. Stol på mig," hendes stemme var engageret og hun kunne mærke, hvordan hun lagde al energi i deres projekt. "Vi laver en liste, når vi kommer frem til vores.." hun holdt en dramatisk pause, før hun lod den ene hånd glide igennem luften, "Skjulested," lod det så fra hende, før hun grinte let igen og lod sin hånd falde.
Havde Timmy valgt at fortælle Kim, hvordan han havde det inden i, når han så hende, havde hun hurtigt og nemt, kunne forklare ham, at det med al sandsynlighed var fordi hun var willieslægt, men hun var ikke tankelæser. Hun kunne ikke give ham et svar på noget, han ikke delte med hende. Hun tænkte ikke selv over det, før det blev pointeret overfor hende. Hun vidste godt, at fyrerne vendte hovedet efter hende på gangene og gaderne, og deres tanker ikke ligefrem var de mest rene. Men hun vidste også godt, at det ikke var ægte kærlighed eller noget i den dur. Hun havde kun haft én kæreste, og ham var hun virkelig sikker på, kun havde været sammen med hende på grund af hendes mors blod som løb i hendes åre. Hun havde derudover været i seng med tre andre fyre. En af dem havde været hendes storebrors bedste ven - på det tidspunkt i hvert fald. En anden af dem, havde faktisk også været venner med hendes storebror, dog dengang de havde gået på Hogwarts. Den sidste af dem, havde været en tilfældig fyr, utrolig sød egentlig, men hun regnede ikke med at se ham nogensinde igen.
Hun kyssede sin pegefinger og tommelfinger, og kastede hånden ud i luften med et elegant bevægelse, "Magnifique," lød det på fransk fra hende, til hans kommentar om hans hår.
Hun grinte endnu engang, før hun førte sin frie hånd op til hans mundvie, for at fjerne nogle af krummerne, "Meget, det kunne jo have været fregner," svarede hun morende og blinkede til ham med et stort smil på sine læber, som fik selv de klare, blå øjne til at smile med, før hun fjernede sin hånd igen og smilede lidt for sig selv, da han begyndte at hjælpe hende med at fylde bøtten. "Bøtten skal være tilbage senest i morgen klokken 13, frk. York, det ved De godt," lød det fra husalfen, som stod lidt fra dem og holdt en smule øje med dem, dog med et fornøjet glimt i øjnene. Det afslørede nok lidt, hvor ofte hun havde gjort dette her. "Selvfølgelig Gravpot, har jeg måske nogensinde, brudt en aftale mellem dig og mig?" spurgte hun og smilede til husalfen, som rystede lidt på hovedet.
Hun så lidt i mod ham, "Er du sikker på, du er klar til det, min kære følgesvend?" spurgte hun med en stemme, som i hvert fald om ikke andet, så forsøgtes, at skulle lyde alvorlig, måske endda på kanten til en smule dyster. Hun kunne dog ikke holde masken ret længe, og begyndte derfor at grine igen. "Kom, jeg viser dig mit ynglingsted på hele skolen," sagde hun med et smil fra det ene øre til det andet.

[Timorthy Lavoie]

På nærmest djævelsk maner hævede og sænkede Timmy sine øjenbryn nogle gange, "Maybe," han brød herefter igen ud i latter. Han nikkede opmuntrende til hendes ord og fulgte hendes hånds bevægelse gennem luften før han snakkede. "Ligelig arbejdesfordeling, det kan jeg godt stå inde for." Nikkede han med en højtidelig mine.
Det nye smil der gled over hans læber vare bredere end det første som hun på nærmest perfekt fransk komplimenterede den mulige hårfarve og hans "Perfekt udtalelse, jeg må sige at jeg som fransker er imponeret." Han klappede lidt i hænderne og nikkede imponeret.
Han lod hende fjerne krummerne skønt det sendte nogle underlige vibes gennem ham. Det var den tiltrækning igen. Det forvirrede ham helt vildt fordi han fornuftmæssigt ikke var tiltrukket af hende på den måde, men det var som om at hans krop ikke helt gad høre tale om det.
Han rystede følelsen lidt af sig igen og rettede kort på jakken hvorefter han sendte hende et snedigt blik, "så hvor tit er du egentlig på rov?" Spurgte han morende. Nu kendte han hende jo ikke rigtigt, men hun lod til at kende sin vej rundt på skolen. "Jeg er klar, før mig til," han holdt en dramatisk pause og imiterede så den bevægelse hun havde lavet tidligere, "skjulestedet." Han smilede bredt igen som han fulgte hende ned af gangen.
Han glædede sig til at se hvor hun førte ham hen, måske et sted han kunne snige sig op og læse lidt engang imellem, det kunne i hvert fald være ret cool. Men hvad lød på den anden side ikke cool når man snakkede om det som var det en hemmelig mission.

[Kimberly Aya Minore York]

Hun så på ham med et falsk bange blik, "Nu er jeg i hvert fald bange," sagde hun før hun også begyndte, at grine. Hun nikkede et par hurtige gange efter hinanden, "Præcis," medgav hun med et stort smil på læberne.
Hun lo let, "Og med fransk blod i årene, må jeg sige af hjertet tak," grinte hun, hun kunne sagtens både forstå og snakke fransk flydende, "Så nu har vi også vores eget sprog. Der er ikke ret mange her på skolen, der kan fransk," lød det optimistisk fra hende. Hun havde i hvert fald ikke mødt nogen, som hun ikke var relateret til, som også kunne det franske sprog.
Hun tænkte ikke selv over sit williegen, da hun fjernede krummerne fra hans kind. Hun tænkte faktisk kun over det, når nogen lagde an på hende, flirtede eller hvis hun selv havde noget hun ville opnå og hun dermed udnyttede det lidt. Okay, måske lidt meget, til tider.
Hun trak lidt på den ene skulder, "Orh, sådan du ved.. Tre-fire gange.. Om dagen," svarede hun drillende og blinkede til ham med et morende smil legende på sine læber, "Ej, det ved jeg ikke. Når jeg bliver sukkerkold," svarede hun mere sandfærdigt, dog stadig med det drillende glimt i sine klare blå øjne. Hun grinte da han efterabede hendes bevægelse, "Kom med mig, o du læring," sagde hun morende.
Der gik da heller ikke længe, før de var i et af tårnene, selvom det var en smule koldere så højt oppe. Hun skubbede en dør op indtil noget som mindede om et loftrum, som aldrig blev brugt. Møblerne var ret støvet og gulvet var heller ikke helt rent, men Kim syntes der var hyggeligt og hun nød at tage derop og sidde for sig selv, med sine tegninger. Hvor nørdet det så end lød. "Så er vi her. Jeg ved godt, det ikke ser ud af meget, men jeg elsker at være her," fortalte hun med et smil på sine læber, før hun slog sig ned i sofaen, før hun fandt bøtten med kagerne frem. "Har du ellers mødt nogle søde mennesker? Altså ud over mig, selvfølgelig," spurgte hun med et kækt glimt i sine øjne.

[Timorthy Lavoie]

Han lo sammen med hende og som latteren forstummede og samtalen gled ind på Frankrig lyste hans øjne op. "Kommer du fra Frankrig?" Spurgte han ind. Han elskede sit hjemland, der var en smule lunere end her i Storbritannien, men derfor var der nu også noget charmerende over disse lande og han havde intet imod at bo her. Home is where the heart is -som man sagde. "Armen altså det er jo næsten meant to be." Lo han og lagde op til en highfive.
Han smilede bredt, ""det lyder som noget jeg kunne finde på. Erkendte han morende som de bevægede sig imod tårnene. Han fulgte hende op af trapperne i et tårn han ikke mindes at have befundet sig i før og da de nåede toppen lænede han sig kort på af dørkarmen som han forsøgte at få pulsen fra opstigningen lidt ned igen, "puha, det var hårdt!" Udbrød han og pustede tungt ud. Han var ellers ikke i direkte dårlig form, men de havde lagt en del trappetrin bag sig for at komme herop.
Han så rundt på det støvede loftrum. Hvor andre måske ville have været uimponeret og frastødt var Timmy helt på. "Her er da fantastisk!" Udbrød han uden at det var ment som en joke. Han lod de mørke øjne glide lidt rundt før han satte sig ved siden af Kimberly i sofaen. "Der er et eller andet hyggeligt over at alt er så gammelt og henlagt." Det var nok eventyrlysten der snakkede der. Det virkede bare næsten som et "hemmeligt rum" og han elskede det.
Som hun spurgte ind til om han havde mødt nogen søde mennekser mærkede han sine kinder brænde en smule. Det var jo helt åndsvagt, hvorfor nu det? Han havde mødt Stella en gang. Én gang, så hvorfor havde hun efterladt så stort et indtryk på ham? "Altså udover dig..." Gentog han og smilede til hende, "-well jeg har mødt en del søde mennesker faktisk." Sagde han så og så lidt væk. Han kunne lade den ligge der, men det var som om at han ikke havde kontrol over sin egen mund. "Kender du en som hedder Stella? Hun går vidst på Gryffindor.." Hvis Kimberly kendte Stella kunne hun måske give ham lidt gode råd....eller sige hvis hun havde en kæreste eller noget i den stil.

[Kimberly Aya Minore York]

Kim skar en lille grimmasse, "Jeg har fransk familie lidt længere ude, mit stamtræ er ret forvirrende så jeg har lidt opgivet, at finde rundt i det," svarede hun og grinte let, hun vidste at York familien længere ude, var gift ind i Lavoie familien, og så var der vidst noget med nogle doneræg, men det havde hun ikke sat sig ind. Hun lo mildt og gav ham den high-five, som han lagde op til, "Fuldstændigt," eniggjorde hun sig med et smil fra det ene øre til det andet.
Et lidt drillende glimt meldte sig i hendes klare blå øjne, "Man skulle næsten tro, vi var tvillinger," sagde hun og gjorde en mind-blow bevægelse med sine hænder. Okay chancerne var nok nærmest lig med nul, men mentale tvillinger. Men hun havde tre søskende i forvejen, så hun var tvivlende på om der var flere gemt et sted derude i verden. Hun viftede lidt med hånde, "Pjat med dig," grinte hun, på trods af hendes egen vejrtrækning var påvirket af de mange trapper.
Hun nikkede lidt og bed sig i læben, "Ja, jeg kan i hvert fald godt li det her," sagde hun med et smil og åbnede bøtten, da han satte sig på sofaen. "Udover mig, ja," gentog hun morende og blinkede til ham. Hun satte sig godt til rette og tog en af kagerne, som hun begyndte at spise, mens hun lyttede til ham. "Hvem har du mødt?" spurgte hun nysgerrigt ind, hun var meget en enspænder, hun isolerede sig hurtigt og havde det bedst med en eller få mennesker omkring sig, eller alene med sine tegninger. Et skævt smil meldte sig på hendes læber, da han begyndte at se væk, "Stella, fra Gryffindor? Hmm.. Nej, hun siger mig ikke lige noget, men er hun sød eller er hun sød, sød?" spurgte hun og hævede og sank de slanke øjenbryn et par gange.

[Timorthy Lavoie]

Timmy kunne igen ikke lade være med at smile bredt. "Den følelse kender jeg godt," Erkendte han og rystede let på hovedet. Han smilede tilfreds som deres hænder ramte hinanden i et højt klask. Det sendte atter en underlig bølge af varme igennem ham, hvad pokker var det ved hende der gjorde at han reagerede så underligt på hende hele tiden.
"Gisp!" Udbrød han og tog sig til munden, "du har ret! Med indviklede stamtræer ingen af os kan huske! Vi ligner også hinanden nærmest på en prik!" Tydeligvis var denne dramatiske udtalelse kun ment i sjov. De var nok så langt fra hinanden i udseende som man overhovedet kunne være. Ham med mørke øjne, hende med blå, hun var blond og under det grønne hår kunne man ane hans mørke næsten sorte hår og så var der lige den lille detalje med hans lettere japanske gener der godt nok stammede fra hans far but still.
Han dykkede ned i slikskålen og tog en lyserød cupcake op som han studerede en smule skeptisk før han tog en lille bid. Da den lod til at sange godt nok gled den dog ned.
Hendes udtryk da hun spurgte ind til Stella gjorde ham først helt paf, han så på hende en smule forvirret hvorefter den alt for afslørende nervøse latte gled over hans læber blandet med den rødlige farve i hans kinder. "Jeg ved ikke helt hvad du mener med sød sød" Okay han havde en ret god ide om hvad hun mente, men det var en smule pinligt for ham at indrømme, alligevel kunne han ikke helt stoppe sig selv i at snakke videre, "jeg mødte hende den første dag jeg var her og hun virkede super cool, men altså..." han tøvede lidt og så væk for han lod en hånd glide gennem det grønne hår, "hun har sikkert allerede en kæreste, for ærlig talt hvorfor skulle hun ikke? Desuden så freakede hun lidt ud fordi jeg i en joke kyssede hende på hånden," han skar en grimasse, "det kan selvfølgelig også være mine total newbie-kysseegenskaber, jeg er ikke så rutineret i den slags, like...at all." han lo kort igen og rystede let op hovedet af sig selv.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly lo let, "Det kan umuligt være værre end mit," grinte hun, uviden om, at han var en Lavoie og det derfor var ligeså forvirrende som hendes eget stamtræ. Et stort smil meldte sig på hendes læber, da deres hænder mødtes i en high-five og lyden tilmed var tilfredsstillende. Hun tænkte ikke over sine williegener og slet ikke, når han ikke havde prøvet på noget, hun kunne jo ikke vide, hvordan han havde det inden i.
En overrasket mimik blev påtaget hendes blege ansigt, "Præcis! Tænk engang, her har jeg gået hele mit liv og troet, at jeg kun havde tre søskende," sagde hun i samme toneleje som ham, før hun måtte opgive at holde masken og brød derfor ud i grin. De lignede på ingen måder hinanden, så sandsynligheden for, at de var tvillinger, var nok ligeså stor som at møde en yeti i Afrika.
Hun sendte ham et 'really' blik, "Du ved, sød sød; kæreste potentiale sød eller veninde sød?" uddybede hun, selvom den røde farve på hans kinder, egentlig var svar nok i sig selv. Hun fandt en cookie, som hun begyndte, at spise, mens de klar blå øjne hvilede på ham, som han fortalte. "Mh.. Har du ikke kysset nogen?" spurgte hun og spiste det sidste af sin cookie, før hun lod en pegefinger fjerne eventuelle krummer fra sine mundviger. Hun flyttede bøtten med lækerierne i og rykkede tæt på ham, "Du finder ikke ud af, om hun har en kæreste, hvis ikke du spørg hende," sagde hun optimistisk, hun havde selv været ret tidligt ude, måske også for tidligt. Hun placerede blidt sine hænder mod hans nakke og lænede sig mod ham, til hendes læber blidt mødte hans i et kys. Hun gjorde det ikke alt for krævende, men hun holdt det nogle sekunder, for at give ham en fornemmelse af, hvordan det var at kysse en pige.

[Timorthy Lavoie]

Timmy lo på ny og slog let ud med hånden, "jeg elsker at du siger "kun" har tre søskende som om det ikke er mange, jeg er enebarn." Fortalte han med hovedet lidt på sned. Kimberly var virkelig sød og sjov, han havde en feeling med at dette her godt kunne gå hen og udvikle sig til et godt stærkt partner in crime -skab. Hvis der var noget der hed det. Tekniske set var de jo allerede partners in crime taget i betragtning af at det lige havde "røvet" køkkenet sammen.
Han rømmede sig en smule akavet og sneg en finger ned i kraven på sin bluse for at løsne den en smule. Hans kinder forrådte ham med at lade den rødlige nuance glide ned af halsen på ham. "Jeg øh..." han rømmede sig igen, "..det...det ved jeg ikke helt...jeg har jo kun mødte hende én gang," sagde han med en lettere uskyldig mine og fugtede sine læber en smule. Han følte sig pludselig lidt tør i halsen.
Han smilede igen, denne gang en smile mere forlegent, "nej." Indrømmede han, "jeg har ikke rigtigt haft muligheden.." Forklarede han uden at bide mærke i at hun flyttede kagedåsen og kom lidt tættere på hende. "Nej altså det er selvfølgelig rigtigt, men jeg tænker at det ville være et lidt underligt spørgsmål at stille under første møde." Sagde han roligt, denne gang var hans smil næsten genert og varmen holdt stadigvæk hans kunder rødlige.
Han stivnede en smule som hun sneg en hånd i hans nakke han mødte hendes blik lige i tide til at se hende læne sig frem mod ham og lukke afstanden imellem dem ved at presse sine læber imod hans. Dette satte en her bunke følelser igennem ham, en ukendt varme efterfulgte af mild nydelse. Han lænede sig en smule imod hende og lod en hånd hvile imod hendes ene lår. Hans øjne gled i som han lod sig synke lidt ind i følelserne det satte i ham.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly grinte let, "Ja, okay, hvis du sætter det i perspektiv på den måde, så er tre måske lidt mange.. Især når deres ego'er fylder for ni," svarede hun med et drillende glimt i det krystal klare, blå øjne. Det var meget sjældent hun mødte folk, som hun klikkede så hurtigt, så godt med, så hun nød det når det så endelig skete. Hun brugte langt det meste af sin tid alene, især efter hendes storesøster var stoppet på skolen, så hun havde nok lidt brug for en, som kunne lærer hende at komme lidt mere ud, for hun var egentlig ikke genret af sig.
Hun trak lidt på den ene skulder, selvfølgelig kunne hun ikke undgå, at bemærke den rødelige farve indtage mere og mere af hans ansigt og ned af hans hals, men hun vidste også godt, at det med al sandsynlighed kun ville gøre det værre, hvis hun begyndte, at kommentere på det. "Hvorfor skal man møde nogen mere end én gang, for at vide om man kan li' dem? Jeg mener; hvis der er nogen man ikke kan li', så ved man det som regel allerede efter like fem minutter," sagde hun med et af sine venlige smil. Hun kunne da allerede nu sige, at hun synes ret godt om Tim, ikke på et romantisk plan eller som en direkte ven, men hun ville bestemt gerne lærer ham bedre at kende, og håbe på et venskab.
Hun bed sig lidt i læben, "Det er ingen skam," sagde hun og sendte ham et smil. Hun fortrød som sådan ikke sit første kys eller sin første gang, hun mente derimod ikke at det var noget særligt, men at folk gik alt for meget op i den slags. Det var jo bare et basalt behov, som blev dækket, præcis ligesom at sove, spise og trække vejret. "Åh hold da op, en lækkerbisken som dig, pigerne må da have stået i kø efter dig," sagde hun optimistisk med et stort smil på læberne og tog en af kagerne, som om hun havde snakket til den, før hun vendte blikket tilbage på Tim med et drilsk glimt i sine øjne, "Ej, jeg driller bare," tilføjede hun og smilede til ham. Hun viftede lidt med den ene hånd, "Sikken noget vås, det kan man da sagtens spørger om," grinte hun.
Det var ikke første gang hun kyssede nogen, men det var faktisk første gang, at hun var nogens første kys. Det gjorde det dog ikke mindre nydende for hende. Hun mærkede hans hånd mod sit lår og kunne ikke lade vær med, at smile lidt i kysset. Hun lod kysset forsætte lidt endnu, før hun roligt slap det igen og smilede til ham, "Du er et rent naturtalent," sagde hun blidt og blinkede til ham, før hun lagde sin hånd oven på hans på hendes lår. Hun drejede en halv gang og rakte ud efter bøtten mod kagerne, for at stille den tilbage, hvor de begge to kunne nå. "Flere kager?" spurgte hun med et smil, som om det var det mest naturlige der lige var sket.

[Timorthy Lavoie]

Timmy smilede bredt. "Ja så må man jo sige at der er temmelig fuldt hus," jokede han mildt. Hun virkede super sød og han kunne godt bruge nogle gode venner og veninder på skolen.
Hun havde en ret god pointe måtte han erkende. Sommetider skete det vel bare og så vidste man det. Eller det havde han i hvert fald hørt. "Det er en ret god pointe." Indrømmede han en smule tænksomt imens han forsøgte at genvinde kontrollen over de rødblussende kinder.
"Nej..altså det er ikke som sådan fordi jeg har travlt," mumlede han stadigvæk en smule forlegen over situationen. Okay indrømmet kunne han godt føle sig en smule bagud, men når det var jo som det var. Det kom vel alt sammen en skønne dag. Han havde dog ikke forventet at kysset skulle ske netop i dag.
Han stirrede på hende med store øjne da hun kaldte ham en lækkerbisken, det var dog kun frem til, at han indså at det var kagen hun snakkede til og ikke ham. Han lo og rystede let på hovedet. "Er du sikker? Det ville ikke være lidt for meget...lige på -agtigt?" Faktisk var det ret befriende at snakke med en pige om det. Naturligvis var det ikke alle piger som tænkte ens, men der var alligevel noget betrykkende i at have en piges syn på sagerne.
Timmy havde ingen anelse om hvad der gik af ham, men trangen til at læne sig mod hende og komme tættere på hende voksede nærmest i hvert sekund kysset varede, måske var det også derfor han næsten blev skuffet som det sluttede, som var en fortryllelse blevet brudt. Han sank en enkelt gang og åbnede øjnene. Han havde lyst til at kysse hende igen. Nej han følte at han måtte kysse hende igen, som havde han ikke noget valg.
Dog brød hun også den underlige trang en smule som hun vendte rundt og atter snuppede kagerne hvilket fik ham til at sidde tilbage med et lettere dumt udtryk i ansigtet. "Wow...jeg anede ikke at det føltes sådan...." Mumlede han en smule forvirret over alle de underlige følelser der gled gennem hans krop lige nu. På den anden side vidste han heller ikke bedre. Det var først her det gik op for ham hvad hun havde sagt, "vent...var det...var jeg...sådan...okay?" Han rømmede sig en smule og rettede ryggen, det var da ret godt og vide om man kunne finde ud af det. Han snuppede en ekstra småkage måske også lidt for lige at genfinde sig selv. "Hvad er klokken egentligt? Vi må hellere huske at være tilbage til tiden." Han orkede ikke eftersidninger allerede, det ville Darcel nok ikke sætte så stor pris på.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly nikkede ivrigt. Huset kunne hurtigt føles fyldt, med tre ældre søskende, plus deres ego'er og venner og veninder. Kim var den yngste og var hurtigt og nemt blevet glemt, men hun havde nu aldrig følt sig svigtet, det var jo bare sådan tingene var.
Hun nikkede lidt og sendte ham et venligt smil, "Meeen der findes selvfølgelig også de tyder, hvor man troede man kendte dem og så viste de sig, at være nogle røvhuller," tilføjede hun og trak lidt på den ene skulder, uden at kommentere på hans røde kinder. Det ville nok ikke gavne ham alligevel, hvis hun gjorde. Dem havde hun desværre mødt alt for mange af i sit liv og det var desværre nok ikke sidste gang, hun ville opleve den slags, hun var trods alt stadig ung og havde hele livet foran sig.
Hun smilede venligt til ham, "Så længe du husker tre små ting, så har du intet at frygte. 1. Beskyttelse. 2. Varm pigen godt op, så det ikke gør ondt på hende og det vil være nemmere for dig, at.. du ved.. glide op i hende.. føj det lyder klamt, når man siger det sådan, men du ved hvad jeg mener.. Anyway, og 3. Advar hende inden du kommer, og lad vær med at kom efter like fem minutter," fortalte hun af erfaring med et roligt smil på læberne. Hun var okay med, at snakke om samleje og sådan, men det kom selvfølgelig også an på med hvem.
Hun lo med ham, da det gik op for ham, at hun havde lavet sjov med ham. Han virkede virkelig sød og hun håbede, at det her kunne blive starten på et godt venskab. Hun trak lidt på den ene skulder, "Næh, altså, det kommer selvfølgelig an på, hvordan du spørg hende. Det skal nok ikke lige være det første du siger, næste gang du ser hende, men piger kan godt li opmærksomhed fra en fyr, så når I spørg os om vi har en kæreste, så viser I os også, at I er interesseret," svarede hun og sendte ham et nyt smil, som fik selv de blå klare øjne til, at smile med.
Et sted burde hun nok have vidst, hvilken trang kysset ville sætte i gang i ham. Hun var jo fuldt bevidst om, at hun var willieslægt. Hendes mor var hel willie og alle hendes søskende havde arvet genet, så det havde nærmest været uundgåeligt, at hun ikke havde fået det. Plus Charles havde fortalt hende det. Hun tænkte bare ikke over det til daglig. Hun smilede til ham, han var virkelig sød, så hun ville ikke udnytte ham. "Jeg er halv willie, så du skal ikke regne med, at det vil føles sådan hver gang du kysser nogen," fortalte hun, selvom hun egentlig regnede med, at han havde bemærket hendes tiltrækningsgener, da hun ikke selv var herre over det. Hun nikkede roligt, "Du har intet at bekymre dig for, Tim, men hvis du er meget nervøs omkring det, så øver vi bare lidt mere," sagde hun en smule drillende og blinkede til ham, før hun vendte blikket mod sit armbåndsur, "Oh shot! Vi må hellere skynde os," svarede hun og lagde hurtigt låg på bøtten og stillede den under sofaen de sad på, "Så har vi til næste gang," lo hun og rejste sig for at gå mod døren.

[Timorthy Lavoie]

Timmys mund gled op i total overraskelse over hendes opremsning, pludselig følte han sig temmelig akavet. Den rødelige farve havde spredt sig til hele ansigtet og halsen og han følte sig på ingen måde klar itl at have den samtale. Han rømmede sig, "altså.." hans stemme knækkede lidt grundet nervøsiteten, han rømmede sig igen, "jeg øh, det....jeg er slet ikke nået...dertil...jeg tænkte mere på..du ved..kysset." Sagde han og kiggede væk. Han var ikke sikker på om han havde lyst til at spøger ind til det, det var alligevel lidt for grænseoverskridende.
"Du," han rømmede sig lidt igen, "du lyder som om at du har prøvet det før." Det var måske naivt at tro at hun ikke havde. Han kunne vel egentlig meget nemt være den eneste jomfru på hele årgangen. En anden tanke strejfede ham, var Stella mon jomfru? Han slog det hurtigt ud af hovedet igen.
Det næste hun sagde skrev han sig dog bag øret, "sådan havde jeg ikke tænkt på det, jeg var bange for det ville lyde påtrængende." Indrømmede han.
Han havde den mærkeligeste følelse i kroppen. En ukendt længsel. Han havde lyst ti at kysse hende igen, men alligevel var det ikke fordi han var vild med hende på den måde, hun var mega sød, men han havde det ikke på samme måde som da han havde snakket med Stella. Det var super sært, dog begyndte brikkerne at falde lidt på plads for ham da hun sagde at hun var willie. "Willie?" Gentog han og kunne næsten have taget sig selv til hovedet, "det er dem der...tiltrækker...mænd." Konkluderede han nærmest for dig selv. Se så gav tingene mere mening.
Da hun forslog at de kunne øve sig lidt mere havde han nærmest lyst til udbryde et kæmpe JA! Men samtidig skulle han måske også passe lidt på at han ikke lod sig rive med, han ville meget gerne at hans første gang var speciel, selvom det måske lød tøset, og derudover ville han ikke kompromisserer det venskab de kunne bygge op.
Han nåede dog ikke at svare før hun havde pakket sammen og rejst sig. Han så efter hende med et lidt forvirret blik, men rejste sig så og fulgte efter hende. "Jeg er glad for at jeg i det mindste ikke er helt hjælpeløs." Sagde han så og smilede skævt.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly kunne godt se den røde farve overtage mere og mere af Tims ansigt. Hun nikkede lidt til hans ord, selvom han så væk, "Okay, det var også bare et råd.. Eller tre teknisk set," sagde hun og lod sin ene hånd glide igennem det lange blonde hår. Hun nikkede lidt, "Et par gange," svarede hun en smule skamfuldt, hun var ikke stolt over, at have været sammen med så mange, slet ikke taget i betragtning at de også havde været ældre end hende. Hun var næsten mere flov over ikke at være jomfru mere, end hun ville have været, hvis hun havde været jomfru.
Hun prikkede sig et par gange mod siden af sin pande, "Master mind. Skal du bruge flere råd, så betrak mig, som din to-go-to-person," sagde hun morende, før hun trak lidt på den ene skulder, "Det lyder kun påtrængende, hvis du tvinger det ind i samtalen. Du kan foreksempel spørger hende, om hun har nogle ideer til, hvem af fyrerne, du kan hænge ud med. Du ved, hvem er det gode selskab og hvem er det dårlige, og på den måde måske komme ind på, om der er nogle tøser du skal holde dig fra, for ikke at få tæv af en af de andre fyre," foreslog hun med et smil på læberne, egentlig ret tilfreds med sin egen mester mind, men samtidig også en smule skræmt, da hun mindede sig selv lidt om sin søster. Uhyggeligt. I samme proces blev hun pludselig helt opmærksom på, at hun selv ikke var nogen lille pige mere, men rent faktisk en teenager.
Hun rystede lidt på hovedet, "Willieslægt.. Min mor er helt willie, og tro mig, hende ønsker man ikke at gøre sur," sagde hun drillende og grinte lidt. Det var dog sandt. Hun havde set sin mors ørne-artige hoved en enkelt gang, men det havde også været mere end rigeligt. Hun var bare glad for, at hun ikke selv havde den del af 'gaven'. Hun nikkede langsomt et par gange, "Yeah.. Og nogle kvinder.. Undskyld jeg ikke sagde det noget før, jeg troede du kunne mærke det," undskyldte hun og bed sig lidt i læben, mens hun kunne mærke den efterhånden genkendelige frygt for, at han kun snakkede med hende fordi hun tiltrak ham, ufrivilligt, ude af hendes kontrol, vel og mærket.
Hun ville ikke have noget imod, at hjælpe ham med at blive verdens mester i at kysse. De behøvede jo ikke lave andet end kys, og det kunne - i hendes hoved - også være ganske uskyldigt. Hun smilede stort til ham, hvilket fik de klare blå øjne til, at smile med. Hun gik hen til ham, lagde en blid hånd mod hans kind og kyssede ganske blidt hans læber på ny. Denne gang dog ganske kort. "Slet ikke håbløs overhovedet," forsikrede hun og blinkede til ham, "Men vi må hellere skynde os, så vi ikke kommer forsent," sagde hun og smilede og gik hen og åbnede døren, "Kommer du?" spurgte hun og gjorde et nik med hovedet.

[Timorthy Lavoie]

Han sendte hende et lidt skævt smil og nikkede så, "sorry, jeg er bare ikke helt så vandt til at snakke om den slags," indrømmede han og forsøgte desperat at få styr på rødmen. "Men jeg er glad for at jeg har fået min egen "go-to" -person, det kan godt være at jeg får brug for det på et tidspunkt." Han smilede bredere. Det var stadigvæk lidt akavet for ham, men på den anden side var det ikke fordi han var bange for at snakke om det, det var bare kommet lidt uventet.
Han sukkede let som hun sagde at hun havde prøvet det et par gange, "sommetider kan jeg ikke helt lade være med at tænke om det bare er mig som er ret bagud," sagde han så og trak let på skuldrene. "Det gør mig nu ikke så meget, jeg tror på at det kommer når det er rigtigt, men synes bare de fleste jeg snakker med allerede har prøvet det," Han skar en let grimasse.
Han nikkede til hendes forslag, "det vil jeg forsøge at få ind i samtalen somehow." Bekræftede han så.
Timmy lo kort da hun kommenterede at man ikke skulle gøre hendes mor sur, "jeg har godt læst noget med ild og fuglehoveder..." han tøvede lidt, "omg er det rigtigt med fuglehovederne?" Spurgte han så ind.
Et smil formede sig atter på hans læber og han slog let ud med hånden, "det skal du ikke tænke på, det giver bare mere mening nu. Jeg har aldrig været....du ved...tiltrukket på den måde før." Indrømmede han så. Idet hun lænede sig frem og atter mødte hans læber gengældte han det denne gang mere afslappet end før. Han kunne stadigvæk mærke trangen til at røre ved hende og presse sig imod hende, men han holdt igen. Dette her var hyggeligt og han ville ikke ødelægge det og da slet ikke nu hvor han vidste hvor den voldsomme tiltrækning kom fra. Det betød dog ikke at han havde noget imod at sidde og kysse lidt med hende for hun var virkelig sød og det var en rar følelse.
Da de brød kysset smilede han blot til hende ved hendes ord. "Det er jeg virkelig glad for at du siger." Sagde han i et suk. Han nikkede og fulgte så efter hende så de kunne komme tilbage inden nogen opdagede at de var væk.

// out