Huff and puff

[Deleted]

Selvom Lys ikke havde haft kontakt til @erin siden Hogwarts, så havde Lys med det samme prøvet på at finde tid til at besøge hende, da nyhederne om at hun var endt på Skt Mungos, nåede hen til hende.
Det havde været svært at finde tid, da hun var midt i renoveringen af sine afdøde forældres hus, men en dag havde hun besluttet at hun blev nødt til at komme af sted.

Efter en tur til en blomsterhandler og en succesfuld transferens, var det kun en kort vandretur til Skt Mungos, før hun befandt sig foran en ældre dame, der tog imod besøgende.
”Hej, jeg er her for at se Erin Wakefield… Hun venter mig ikke, men jeg er en gammel veninde –” Lys nåede ikke at sige mere, før den ældre dame holdte en hånd op foran sig, for at stoppe den yngre heks. ”Erin Wakefield” svarede den ældre dame i en gentagende tone, mens hun bladrede igennem en bog for at finde informationerne om denne patient. Det tog et langt minut, før informationerne var fundet, og Lys fik i en tør tone fortalt vejen til sin gamle veninde.

Lys havde stået og nikket lydigt og opmærksomt, indtil kvinden havde viftet hende videre, og så var hun gået af sted for at lede efter Erin.
Hun kom til den afdeling, som hun skulle være på, hvor Lys undgik den beskyttende dragt, med hendes hastige skridt. Hun mente ikke at det ville være farligt at gå uden, for Lys var ikke typen der blev syg… mente hun selv.
Hun kom hen til værelset, hvor hun bankede på, før hun prøvende åbnede døren og kiggede ind.
Blomsterne hun havde taget med, havde hun gemt bag ryggen på sig selv, så hun kunne overraske sin gamle veninde.
"Erin?"

[Deleted]

Erin havde efterhånden ikke tal på hvor mange gange sygeplejerskerne på Skt Mungos havde truet med at konfiskere hendes stav. Hendes magi var på en måde kommet tilbage, men med drastiske bivirkninger. Hun ønskede at træne det, men hver gang hun forsøgte, gik der kaos i det. Sidst havde hun klirret vinduet og smadret dørkarmen i selv samme vink med staven og personalet var stormet ind i deres beskyttende dragter med reprimander. Det var hurtigt blevet slået ned at Erins logik og fornuft, der sejrede over dem. Det, samt truslen om at hendes managers donationer kunne risikere at stoppe eller blive nedsat. Nogle gange måtte man bare true lidt, for der var ingen chance i helvede for at hun lod dem få sin elskede stav! Det betød dog også at de havde fundet ud af, at eliksirerne tilsyneladende havde nogen virkning. Hendes hosteanfald var nedsat, der var ingen blødninger ud af øjne, ører og næse og egentlig følte hun sig som sådan ikke svækket.

Til gengæld havde hun en massiv hovedpine. Værre end migræne. Meget værre. Hun havde svært ved larm og lys og nogle gange havde hun det faktisk lidt som om at kraniet var ved at bryde sammen under huden. Som om at der var noget, der pulserede inden i hjernen og gjorde den til en overkogt, overmoden melon, klar til at splatte ud hvornår end det skulle være. Det var ikke rart og derfor var det også svært at læse de bøger, hun havde fået. Eller den ene, men den havde hun også læst igennem to gange mindst nu, og den var ikke helt så spændende længere. Hun havde behov for flere! Og hun havde behov for at have mindre hovedpine, så hun kunne slippe for at sidde og glo herinde.
Hospitalstøjet var erstattet af hendes eget, så i det mindste følte hun sig lidt mere behageligt tilpas, men det hjalp stadig ikke på hovedet.
Hun var stadig bleg som et lagen da hendes ven dukkede op i lokalet, men på benene, gående rundt som en løve i et bur, rastløs og meget frustreret over at være spærret inde. Men så snart hun så Lys, kom der da et lille smil frem, der til gengæld hurtigt blev erstattet af bekymring. Lys havde ikke dragten på. "Lys... Har de fortalt dig hvad jeg fejler derude? Det smitter vildt meget, det ved du godt ikke?" det var overhovedet ikke normalt at Erin snakkede så meget til andre, men Lys var hendes ven og dem talte hun næsten som et vandfald til, når hun havde muligheden. "Du bliver pisse syg og ender med den her hovedpine.. Det har ingen lyst til," øjnene lyste nærmest af bekymring, selvom hun var ekstatisk over at se sin ven efter så vildt lang tid væk fra hinanden.

[Deleted]

Lys blev selv ramt af en familiær glæde, da hun fik øje på Erin, men hun genkendte også hurtigt det bekymrede blik, som Erin sendte hende, og det bekymrede blik blev hurtigt forklaret af Erin.

Hun lod blikket glide ned ad sig selv, som hun stod her i rummet med en smittet person, og hun sukkede dybt over hvor tåbelig hun vidste hun selv var – hun burde have taget en dragt på, men hun havde bevidst ladet være.
Lys sukkede, før hun med hastige skridt trådte over imod Erin, så hun kunne lægge en varm hånd på hendes skulder, usikker på om den gamle veninde ønskede et kram eller ej.

”Jeg havde ikke lyst til at ses med dig i den dragt – det må være forfærdeligt kun at se folk i dragter… ” hun rakte buketten med blomster frem mod hende. Buketten med vilde blomster var allerede placeret i en vase, da Lysistrata havde været ret sikker på at Skt Mungos ikke gav vaser ud til højre og venstre.
”Desuden, så stoler jeg på mit immunforsvar – det har aldrig fejlet mig før,” men nu havde Lys heller aldrig stået ansigt til ansigt med en virus, som denne, men alligevel valgte Lys at sende et varmt smil mod Erin, for at vise at hun ikke bekymrede sig om det, og at Erin heller ikke burde.

[Deleted]

Erin genkendte godt det dybe suk. Det kom ofte tilbage på Hogwarts, når hun havde påpeget et eller andet logisk og fornuftigt over for Lys og Lys derefter havde indset at der kunne være noget om logikken. Men ikke desto mindre var hun virkelig glad for at se et venligt og genkendeligt ansigt, der ikke var hendes bror for en gangs skyld. Hendes bekymrede grimasse blev erstattet af et lidt forsigtigt smil. Lys' berøring var kærkommen, noget hun havde haft brug for i lang tid uden at hun egentlig vidste det. Hun ønskede mere end bare det, men hun frygtede samtidig for at smitte Lys, så hun gjorde ikke optræk til flere handlinger end selv at lægge en hånd på hendes arm, givende den et lille klem.

"Du... Du har ret. Jeg er ved at blive sindssyg af alle de dragter.. Og jeg er også virkelig glad for at se dig igen, efter så lang tid," indrømmede Erin med et halvt nedslået blik før hun tog imod blomsterne med et let hævet øjenbryn. Det var ikke hver dag hun fik blomster af nogen som helst, men hun værdsatte det i hvert fald stadig!
"Jeg troede også at mit immunforsvar var stærkt. Men jeg har virkelig aldrig været så syg her i mit liv.. Nogensinde," hun havde ikke lyst til at indrømme at hun decideret havde frygtet for sit liv, men hendes blik fortalte det lidt i sig selv som frygten kort kunne ses i hendes øjne, før hun lidt brat vendte sig rundt og gik hen for at stille blomsterne på sit natbord. Hun stod lidt med ryggen til noget tid, ude af stand til at bearbejde den frygt hun stadig et eller andet sted havde inden i sig. For hun var ikke rask. Hun havde stadig en kraniesplittende hovedpine og der var stadig hosteanfald indimellem. Hun ville end ikke ønske dette for sin værste fjende.

[Deleted]

Lys forstod godt hvorfor Erin ikke gjorde mere end at give hendes arm et klem, men det var på en måde trist at de ikke kunne omfavne hinanden, nu hvor de ikke havde set hinanden så længe. damn det, tænkte Lys, som en sjælden tanke… Og hun trak Erin ind til sig i et kram.

Da Lysistrata havde fået at vide at Erin var endt på hospitalet med denne virus, havde hun frygtet det værste for hendes veninde. Hun ville ikke miste Erin, og i dette øjeblik blev hun mindet om hvor hurtigt man kunne miste dem man holdte af og derfor ville hun ikke vente et sekund mere, før hun mærkede Erin mod sig i en omfavnelse.

”Jeg frygtede det værste, så nu må du finde dig i den risiko at du måske kommer til at smitte mig, for jeg var bange for at jeg aldrig skulle se dig igen,” hun kunne have grædt, men Lys var god til at holde masken, så hun havde i stedet et lettere alvorligt ansigtsudtryk malet over ansigtet, mens hun holdte sin veninde tæt.

[Deleted]

Hun kunne have sagt sig selv, at Lys ikke bare ville lade deres genforening ske uden mindst ét kram, så selvom hun burde være overrasket over at blive omfavnet bagfra, så var det næsten forventet. Og hun skyede heller ikke væk fra det. Det var rart at få den nærhed hun udelukkende havde oplevet dengang på Hogwarts når de to talte om de værste oplevelser de hver især nogensinde havde haft. Hvordan mon livet var gået for Lys efter skolen? Der var vel al tid til at spørge ind til det i, men lige nu ville hun hellere være i nu'et hvor de stod der, helt tæt på hinanden. 

"Hvis jeg skal være helt ærlig.. Så troede jeg faktisk at jeg skulle dø," Erin var ikke typen der skjulte sine ord bag en pæn maskerade. Man fik altid den smertefulde sandhed når det kom til hende og når det var en så god veninde som Lysistrata, så var hun heller ikke bange for at skjule sine følelser, som med alle andre. Hun lagde en hånd på venindens arm for at gengældte omfavnelsen mens hendes blik nærmest brændte sig ind i væggen foran hende. "Lov mig at du kommer hertil med det samme hvis du begynder at føle dig syg? Det er en virkelig farlig virus, jeg mener det," hun havde kastet blod op til hun ikke var i stand til at få luft da hun først var blevet indlagt her på Mungos og hun ville næsten hellere opleve det hele, 10 gange værre end at se Lys i samme tilstand.

[Deleted]

Lys holdte armene fast omkring Erin i deres omfavnelse, for nu stod de der og hvis det betød at hun nu skulle smittes, så måtte det bare være det.
Det gjorde hende trist, at høre at Erin havde troet at hun skulle dø, og Lysistrata følte at hun havde forsømt sin veninde i en tid, hvor hun havde haft brug for omsorg og opmærksomhed. Lys havde taget al for lang tid om at finde tid til hende, og hun anede ikke hvorfor hun ikke var kommet tidligere.

Hun lagde et hoved på Erins skulder og nikkede nænsomt, ”jeg lover at jeg nok skal tage her hen med det samme…” Hun stod i stilhed og holdte om sin veninde, ”Du må undskylde at jeg ikke kom her hen med det samme, men jeg har bare haft svært ved at se folk fra Hogwarts igen, efter jeg gik ud… Det er næsten skamfuldt at det tog så lang tid for mig at komme her hen,” hun lo ikke, selvom hun havde lyst til at børste den alvorlige stemning af med en latter – det havde bare ikke været nemt efter Hogwarts.

[Deleted]

Erin havde normalt generelt svært ved at læse andre mennesker, hvad meningen var bag hvad de sagde og hvad de følte, når de sagde det. Det var en af grundene til at hun altid sagde ting ligeud og måske lidt for direkte. Men med Lys var det ikke helt det samme, for de havde kendt hinanden så længe og selvom mange år var gået siden de sidst havde set hinanden, kunne hun godt aflæse i Lys' toneleje, at der lå mere bag det, hun sagde. Hun skævede ned mod Lys' hoved der havde lænt sig mod hendes skulder og gav så hendes arm et klem. Hun vidste ikke om Lys ønskede at tale om det og hun ville ikke presse kvinden overhovedet. Men hun måtte desværre indrømme nysgerrigheden inde i sig selv.

"Det gør ikke noget, Lys.. Jeg er heller ikke meget bedre selv og har nærmest ikke kontakt med nogen af dem fra Hogwarts i dag," hun aede nænsomt Lys' arm og lænede derefter sit eget hoved op af hendes, alt om smittefaren var glemt for en stund og hun følte sig tryg. "Du ved godt.. Hvis du har brug for at tale om det.. Så er jeg her, okay? Jeg går ingen steder," hverken figurativt eller bogstaveligt, hun ønskede virkelig kun at hjælpe.

[Deleted]

Hun sukkede tungt, mens de stod som de gjorde, og hun overvejede hvad Erin havde sagt. Det tog lidt tid før hun fandt ud af hvad hun ville sige, og hun aede blødt Erins skulder,
”jeg ved du altid er her – men jeg tror vi skal fokusere på at gøre dig rask, og så kan vi gemme mig til en anden gang, synes du ikke?” hun drejede sit hoved en anelse for at prøve at få et glimt af Erins ansigtsudtryk, og hun sendte sin veninde et varmt smil, som hun næppe kunne se meget af på grund af vinklen.

Lys slap omfavnelsen og gik over til hospitalssengen for at sidde sig udmattet ned på den, og hun rettede så sit blik over mod Erin, ”Har du hørt hvornår du kan få lov til at gå? Er du i bedring?” spurgte hun nysgerrigt og med en undertrykket bekymret tone.

[Deleted]

Der var ingen bagtanker med hvad der foregik mellem dem lige nu. Erin havde udelukkende fokus på hvor rart det var og hun gjorde heller intet initiativ til at trække sig væk. "Hvis du mener det er bedst sådan," mumlede hun lavt mens hun nød at blive nusset om. Indtil det stoppede og Lys gik hen og satte sig, tydeligvis træt på sengen. Det fik næsten til at vende sit ansigt væk med en mindre grimasse, før hun også gik over til sengen. I stedet for at sætte sig på den, stod hun blot foran Lys et øjeblik.

Jeg tror ikke, jeg får lov at gå før de ved med sikkerhed at de har fundet den rigtige kur," der var noget mørkt i hendes øjne. Hun hadede at være herinde, alene, dag ud og dag ind, og selvom hun ikke rigtig blev overstimuleret af noget som helst, så følte hun sig berøvet fra alt og alle. Hun savnede det hele, at gå frit rundt omkring, at spille damning Quidditch med sine kammerater på holdet.. Noget så simpelt som at få lov til at lave kaffe på sin skide muggler-kaffemaskine! Det var til at blive sindssyg af, og hovedpinen hjalp ikke på det!

Det var kun sjældent at Erin fik anfald af let hysteri og vrede og nu var et af de tilfælde. Eller, det var i hvert fald tæt på. "Mit hoved gør ondt, jeg har siddet her for mig selv og læst den bog der," hun pegede over på bogen, som hendes bror var kommet med. "Mindst 15 gange! Og gæt hvem der kom med den...." hun begyndte så småt at gå rastløs frem og tilbage i lokalet igen.

[Deleted]

Lys havde foldet sine hænder i skødet på sig selv, mens hun kiggede op på Erin, som var gået med Lys hen til sengen, men som fortsat stod op. Hun lyttede opmærksomt til hvad hun fortalte og hun holdte de tusinde suk inde, fordi det var så frustrerende ikke at vide om der var fremgang eller ej. Erin virkede ikke til at være dødeligt syg lige nu, så hvorfor kunne hun ikke få lov til at gå? Lys vidste jo godt hvorfor, men hun var bare ked af at hendes veninde fortsat var i en risiko for at kunne få et tilbagefald.

Det var nemt at se at der var en forandring i Erins mentale tilstand, som hun begyndte at gå frem og tilbage i rummet og snakkede om at hun havde ondt i hovedet og det var tydeligt for Lysistrata at Erin måtte kede sig gevaldigt, hvilket gav hende dårlig samvittighed over kun at være kommet med blomster, når hun burde være kommet med nogle bøger.

I stedet for at rejse sig op, blev hun siddende og observerede sin veninde, som hun nok snart måtte trøste igen… Men hun havde snakket om bogen, og havde spurgt Lys om hun kunne gætte hvem der var kommet med dem. Hun rynkede brynene og kiggede lettere forvirret over mod bogen, før hun igen kiggede over på Erin. ”Hvem er kommet med bogen?” spurgte hun, for hvem der end var kommet med den, måtte have sat nogle stærke følelser i gang hos Erin.

[Deleted]

Måden, Erin kiggede tilbage på Lys på, da hun brød sin tavshed for at spørge indtil hvem der var kommet med bogen, kunne sagtens læses forkert. Som havde spørgsmålet lettet situationen, for Erins blik var rimelig fladt for følelser. Det var svært at tale om ham, Tyler. Han havde været flink over for hende og de havde endda talt rimelig godt sammen, men han mindede hende desværre stadig om sin familie. Mor, der havde forsøgt at bruge hendes berømthed til egen vinding, far der bare var pisseligeglad og høj-hellig og gentagne gange kaldte hendes magiske evner for djævelskab. Well, nu hvor hun knap nok kunne bruge sin magi, så havde de vel fået, hvad de ville have!

"Min lillebror," røg det ud af hende, stadig i en flad, tom tone. Men for dem der kendte Erin var det sikkert tydeligt at dette blot var stilheden før stormen. Hun var en bølge, nogle gange rolig, andre gange fuldstændig oppisket. Og det kunne ændre sig fra sekund til sekund når hun talte om sin familie.
"Han kom her, på Skt. Mungos, for at tale med mig," hun havde ingen intentioner om at give Lys dårlig samvittighed, så hun måtte pointere det hurtigt efter. "De første der fik at vide at jeg var syg var min familie. Jeg har ikke engang selv gjort et forsøg på at komme i kontakt med dem, eller med nogen andre," hun tog sig til hovedet med begge hænder.
"Og kun Tyler dukkede op.. Ikke mine forældre.. Jeg lå herinde, døende, og de "havde ikke tid"! og jeg ved allerede hvorfor; de er så skide bange for at blive overtaget af dæmoner og djævler og det er åbenbart ikke det værd!" hendes tone havde nået et lidt højere punkt, men med det samme kom den brændende hovedpine tilbage for alvor og hun snublede bagud til hendes ryg mødte væggen bag sig mens hendes ansigt tog en endnu mere bleg nuance end før. Hun var stadig edderspændt, men det var svært at holde temperamentet kørende, når det tog så meget energi ud af hende.

[Deleted]

Lys lod sine hænder gribe langsomt rundt om sig selv, i en beskyttende selv-omfavnelse, mens hun ventede på at høre hvad Erin kunne berette om bogen. Lys havde før set sin veninde i denne ”tilstand” og hun havde på fornemmelsen at der ikke ville gå længe, før alle følelserne ville vælte ud af hende.

Det kunne ikke undgås, at Lys sad og fik en smule dårlig samvittighed, som Erin begyndte at fortælle om hendes bror – og forældrene der ikke havde tid til at komme og se deres døende datter. De havde ikke kunne finde tid til deres døende datter, ligesom Lys havde haft svært ved at finde tid til sin døende veninde. Hun slog blikket skyldigt ned i skødet på sig selv, da hun hørte Erin tale om det, men hun prøvede på at bekæmpe den følelse, for hun vidste godt at denne fortælling ikke var møntet på Lys, men Erins familie.

Det skyldige blik blev dog hurtigt erstattet med et bekymret et, da hun hørte veninden ramme ind i noget. Hun slog blikket op og så Erin stå imod væggen, med ansigt der nok kunne måles til at være blegere end de kolde lagner her på Skt. Mungos.
Hurtigere end lynet havde Lys rejst sig op og var nået hen til sin Erin, med en hånd, der hjælpsomt rakte ud mod hendes skulder.
”Erin, er du okay? Måske skulle du sidde ned?” Hendes stemme var varm og omsorgsfuld. Hun ville helst ikke spilde et sekund med at få veninden til at sidde ned med hovedet mellem benene i et lille øjeblik, så hun ikke besvimede på stedet.

[Deleted]

Vreden kørte stadig i hendes hoved da Lysistrata havde rejst sig og var henne ved hende, men det øjeblik hun mærkede venindens hånd på sin skulder, ebbede det ud af hende, som fra en ballon der løb tør for luft. Hun gjorde som der blev sagt og gled ned i en siddende stilling uden den mindste modstand. Her tog hun sig til hovedet med begge hænder og kneb kort øjnene i, i et forsøg på at få den voldsomme hovedpine væk. Men det fungerede ikke rigtigt og til sidst lænede hun bare hovedet tilbage mod den kolde væg og sukkede lavt.

"Jeg er så træt af dem, Lys," hun følte sig stadig fanget i, at være barn til de mest overtroiske og ekskluderende forældre nogensinde og selvom hun flere gange havde forsøgt at løbe fra det faktum, så endte hun alligevel altid tilbage i det. Tankerne om, at de måske en dag ville forstå hende og hjælpe hende i stedet for at afvise hende eller misbruge hendes ry og omdømme. Det kunne have været rart at have sådan nogle forældre der bare forstod én i stedet for, men man kunne bare ikke altid få, hvad man ville have. Hun kiggede kort på Lys, før hun lænede sig op af hende, søgende efter trøst uden helt at vide det selv.

[Deleted]

Lysistrata havde sine hænder på veninden, mens hun satte sig ned, og Lys fulgte hende ned i samme bevægelse, indtil de begge sad ved siden af hinanden. Hun havde ikke tænkt sig at forlade hendes side, så længe hun havde det så skidt.

Hun holdte vejret, da Erin fortalte at hun var træt af sin familie. Lys forstod hende udmærket og hun var ked af det på sin venindes vegne.
”Du fortjener bedre end det her – de ved ikke hvor fantastisk en person, de går glip af…” hun strøg sin venindes skulder, og lod sin ene hånd hvile der.

Da Erin lænede sig ind imod hende, turde Lys endelig at presse Erin en smule tættere på, og frygten for at berøringen ville overstimulere hendes allerede oprørte veninde, begyndte langsomt at falme.
Hun tog sig en dyb indånding, før hun fandt noget mere at sige, ”Jeg ville ønske jeg kunne blive ved dig i nat… Jeg har ikke lyst til at forlade dig, når du har det så skidt.”