Starting Over

[Timorthy Lavoie]

Tilegnet: Stella Todd

Hvor: Hogwarts

Hvornår: Omkring kl. 16

---

Den kolde vind rev blidt i det grønne hår der ofte tilkendegav den unge teenager. Han var kort forinden ankommet til skolen og havde nu halvvejs slæbt halvvejs trukket sin kuffert op af den bakkede sti fra porten til hoveddøren eftersom den havde tabt et hjul på halvvejen. På trods an kølige eftermiddag var en del elever ude og nyde eftermiddagssolens sidste stråler efter en lang dags undervisning.
Timmys blik hvilede på en lille gruppe de sad og lo af en eller anden joke den ene havde fortalt. Et skævt smil sneg sig op på hans læber. Ikke at han havde hørt joken, men det føltes bare virkelig godt at være igang igen, det at sidde hjemme på et værelse fik bare tankerne til at løbe afsted med ham, her kunne han i det mindste få det hele lidt på afstand om så det var sundt eller ej.
Han gik gennem de store døre og ind i den enorme hall der virkelig var fascinerende, "hold da op," mumlede han for sig selv og slap kufferten et øjeblik. Han skulle finde rektors kontor så han kunne blive indlogeret på et kollegium.
Mange andre unge i hans alder ville måske føle sig svigtet og sure på livet efter at have mistes deres mor og blive sendt på en fremmed skole i et andet land, men Tim havde besluttet - som han altid besluttede - at se det som en ny start med nye muligheder frem for begrænsninger.
Han begyndte at bakse kufferten frem mod den store marmortrappe imens han kiggede sig lidt hjælpeløst rundt, han måtte nok hellere finde en af spørge om vej.

[Stella Todd]

Stella sad med sin bog i en af de brede vindueskarme og havde endelig fundet ro fra Beatrix som ellers igen var ude efter hende. Heldigvis kunne hun her sidde skjult så hun ikke var lige til at se. Hun kiggede dog ud, da hun hørte noget dunke gennem hallen.

En ny elev? Hvert fald ikke en hun havde set før, men det var der vel sikkert styr på? Alligevel kiggede hun lidt rundt. Det så ikke ud til at der rigtig var noget der gav fyren opmærksomhed. Var det en måde at byde nye folk velkommen. Hun lukkede derfor sin bog og hoppede ned af karmen og gik og til ham. ”Hej. Er du ny her? Jeg mener…” hun kom til at stirre på hans hår. En fyr med så grønt hår ville man lægge mærke til. ”Har du brug for hjælp?”

[Timorthy Lavoie]

Han blev stående og kort overvejede sin situation. Han ville ikke begive sig ud i at finde kontoret selv, det ville nok bare ende ud i at han ville fare vild for slotte var jo enormt! Han kunne næsten ikke vente til at snige sig rund og udforske det, men det måtte vente til han havde fået smidt den genstridige kuffert fra sig og havde fået noget mad i maven som fra tid til anden klagede højlydt over den manglende indtagelse af føde.
Tim ruskede kort op i det grønne hår og skulle til tage fat i kufferten igen da han hørte en stemme som lod til at være henvendt til ham. Han vendte sig om og kiggede på pigen den tilhørte. Øjeblikketligt blev et bredt smil formet på hans læber, "ja, ja det er jeg," sagde han og følte sig lettet over at hun var kommet over, så ville han ikke behøve at udpege sig nogen han kunne spørge, man følte sig vel altid lidt som en alien når man mødte op nye steder. Han kunne godt mærke at hendes blik gled op mod håret hvilket blot fik ham til at smile endnu mere.
Den gruppe venner han havde gået med på Beauxbatons var alle spøgefulge ligesom ham selv, en intern joke imellem dem havde været at de alle skulle farve deres hår i en eller anden vild farve og så skulle de se hvem af dem der kunne holde hårfarven længst tid. Den udfordring havde Timmy naturligvis tænkt sig at vinde om så det betød at han skulle have grønt hår til han var 50+. Desuden var det et rart minde at have fra det liv han ufrivilligt havde lagt bag sig.
"Hvor er jeg glad for du spørger," sukkede han let, "jeg leder efter rektors kontor, jeg skal registrereres." Forklarede han. "Kan du måske vise mig derhen? Jeg er bange for at jeg aldrig når frem hvis jeg skal forsøge at finde det selv." Han smilede og så lidt frem for sig, "Og I ville kunne høre mig hjemsøge gangene slæbende på kufferten hver eneste dag ved denne tid..." Endnu et smil som han dramatisk afsluttede sin påstand som naturligvis var ment som en joke. Han kiggede kort rundt. Han måtte indrømme at han ikke glædede sig voldsomt meget til at vade rundt i skoleuniformen, det virkede så formelt, han var ret glad for de hullede jeans og slidte gummisko for ikke at nævne sin røde og hvide jakke. Ikke at Durmstrangs skoleuniformer havde været meget bedre.

[Stella Todd]

Med nogle få skridt var hun ovre ved fyren, hun kunne ikke lade være med at kigge på ham, hver en tomme blev set efter. Ikke bare som når man møder en lækker fyr i byen og lige tjekker ham ud, nej dette her var dybere, anderledes. Der var så meget ved ham, at Stella ikke følte hun kunne få det hele med, derfor hørte hun også kun hvad han sagde med et halvt ører. Hun slog dog blikket op, da han snakkede om at hjemsøge gangene. ”Åh nej, vi har allerede rigeligt med spøgelser, men dem skal du nok møde.” Blikket faldt på kufferten, den så ret tung og uhandy ud, og det var da enormt fjollet at han ville bære rundt på den, før han vidste hvor den skulle hen. ”Lad den stå her, hvis bare vi lige skubber den ind til siden så…”Hun stoppede meget pludseligt op og så overrasket på ham. Hun havde helt glemt at præsentere sig eller spørge hvem han var eller noget som helst! Han havde været så spændende, at hun helt havde glemt alt andet. ”Undskyld. Jeg glemmer jo helt at præsentere mig. Stella Todd, og du?” Det var meget godt lige at kende hans navn som det første. Hun trak håret om bag øret hvilket afslørede de let lyserøde kinder. ”Rektors kontor er denne vej. Øhm.. Du skal ikke blive forskrækket når vi kommer til trapperne, de bevæger sig.” Selv hadede Stella trapperne og gjorde hvad hun kunne for at undgå dem, den del var næsten umulig, men for en der ikke kunne lide højder, så var svævende trapper ikke ligefrem toppen af poppen.

[Timorthy Lavoie]

Han smilede igen som hun nævnte spøgelserne. De havde også nogle stykker på Durmstrang, han fandt dem temmelig fascinerende, men der var nu også noget trist over at skulle leve for evigt. Altså det måtte da blive kedeligt i længden. Timmy var ikke en type der var særlig god til hvis dagene ligenede hinanden for meget han elskede at være spontan og opleve nye ting og nye eventyr hver eneste dag. "Cool, det må jeg se frem til." Sagde han og førte atter en hånd gennem det græsgrønne hår.
Forslaget om at stille kufferten fra sig var ganske kærtkommen, ikke at han var meget for at indrømme det, men han var temmelig kvæstet i armene efter at have slæbt afsted på den. Tydeligvis havde det ikke været det aller smarteste at tage samtlige af sine tegneserier med sig, men det var bare en af hans svage punkter og siden elektronik efter sigende ikke skulle virke her kunne han jo ikke rigtigt have sin gameboy med. Well han var lidt af en nørd, men det var til gengæld end af de ting han ikke var bange for at indrømme. "Herligt." Han skulle til at give sig i kast med at flytte den ind til siden som det gik op for ham at hun kiggede på ham igen.
Det spørgende udtryk han ellers havde opsat gled atter over i det varme smil som hun præsenterede sig, "Timorthy Lavoie, men de fleste kalder mig Tim eller Timmy," fortalte han sandfærdigt.
"Okidoki." Svarede han bekymringsfrit. Som han fulgte efter hende tog han sig muligheden for at spørge lidt mere ind til det hele, "jeg har ellers hørt at det skulle være en ret awesome skole, jeg mener Harry Potter gik her, det er da ret svedigt." Hans ordforråd passede nok ikke helt til hans franske rødder, men han havde nu aldrig været speciel fornem på den. "Og jeg har hørt noget om at I også har quidditchhold her?" Der var forhåbning at spore i hans stemme.

[Stella Todd]

Stella trak lidt på smilebåndet. Hele hans væsen var nyt og spændende, lige fra den sprudlende personlighed til det grønne hår, hvilket hendes øjne gentagende gange fæstnede sig ved. Hvem have dog så grønt hår? Hvorfor havde man dog så grønt hår? Det så nu ret godt ud, faktisk men altså.. hvem? Timmy ja men hvorfor? Hun forsøgte at ryste tankerne ud af hovedet og fokusere på at snakke med ham igen. Han skulle nødigt tro hun var tosset. "Jeps, bare være forsigtig omkring Peevees. Han er en rigtig poltergejst." Stella havde heldigvis aldrig rigtig haft noget med ham at gøre, men hun havde set flere piger blive hevet i fletningerne af ham, eller drenge der havde fået smidt vand i hovedet, for at snakke grimt om nogen. Nej, Peevees var bestemt ikke noget godt bekendtskab.
Som han præsenterede sig smilede hun og gentog hans navn i hovedet, for lige at huske det. Derpå hilste hun tydeligt. "Velkommen til Timmy, jeg håber du bliver glad for at være her." Igen kiggede hun på det grønne hår, ganske diskret, men hun kiggede. Der var altså noget rebelsk over det, noget spændende.
Hun kom til at grine lidt af hans kommentar om skolen, sådan havde hun aldrig selv rigtig set på det. "Tjo det er en ret god skole, og jo Harry Potter gik her, men.. altså, hvis du spørger mig, så er der andre der er lige så cool som har gået her." Hun stoppede op et øjeblik, hun ville normalt ikke bruge et ord som "cool", var det hans indvirkning på hende? "Fx synes jeg personligt Neville Longbottom er langt mere coo.... imponerende." Jo der var ved at ske et eller andet, hun vidste ikke hvad, men der var forandringer på vej, det kunne hun mærke. Gode måske, det håbede hun på. Måske noget så hun kunne stille sig op imod @themadhatterwasher12 som havde været efter hende i nu to år. Tanken kom samtidig med at Timmy nævnte quidditchholdene, hvilket fik hende til at stoppe op et øjeblik. Var han spiller? Så ville han måske hurtigt glemme hende. Pigen der aldrig var til stede ved kamp. Alligevel fandt hun dog et smil frem og satte i bevægelse igen. "Hvis du skal spille, så håber jeg du bliver fordelt til Gryffindor." Det ville hvert fald være lettere på den måde.

[Timorthy Lavoie]

Igen kunne han godt fornemme hvordan hendes blik gled op til hans prægtige hårfarve. Et nyt smil formede sig på hans læber. ”Altså hvis du nogensinde skulle få lyst til at afprøve det så kan jeg en god besværgelse,” sagde han hentydende til håret og blinkede muntert til hende. Han forstod nu godt at det måtte være lidt af et blikfang.
”Tag mig i agt for poltergejsten Peevees, det er hermed noteret.” Sagde han og gjorde en gestus som om at han hakkede noget af fra en usynlig liste. Selvfølgelig havde han allerede nu lavet en mental note om at opsøge selvsagte poltergejst, han anede ikke hvem det var, men han skulle nok finde ud af det.
Han bukkede elegant for hende, ”Jeg takker og bukker,” Svarede han med et glimt i øjet.
Han rettede sig atter op og smilede opmuntrende til hende, ”For at være ærligt har jeg ikke været sååå godt til at høre efter i historie, men navnet siger mig noget,” han lod de brune øjne hvile på hende og havde egentlig ikke bidt mærke i at hun havde taget hans udtryk til sig, men på den anden side så kendte han hende jo ikke, for ham kunne det ligeså godt være et hverdags ord for hende som det var for ham.
Brynene blev formet i en let rynken, ”Gryffindor..” gentog han så ”-det er en af kollegierne right? Der er 4 eller 5 så vidt jeg husker...har jeg ret?” Det faldt ham meget naturligt at smile til hende åbenbart, han var i hvert fald ikke i stand til at stoppe sig selv fra at sende hende endnu et imens de gik videre.
Det kunne godt være at det var lidt mærkeligt, men han håbede allerede nu på at blive suteret ind på hendes kollegium, han havde alligevel ingen præference, men det ville være fedt at starte op med et kendt ansigt. Igen betød det noget at hun havde valgt at komme hen og hjælpe ham, det gav ham en følelse af at være velkommen på skolen skønt han jo ikke anede om de overhovedet havde noget som helst til fælles. Men på den anden side havde han jo masser af tid til at finde ud af om de havde.

[Stella Todd]

Stella kom til at grine af ham og slog hænderne op for munden. Det var jo helt skørt, hun kunne ikke bare sådan farve sit hår. "Er du gal, jeg ville ikke se halvt så godt ud som dig med grønt hår." Der gik noget tid før det egentlig gik op for Stella, hvad hun lige havde sagt, hvilket gjorde hende knaldrød i hovedet. Hvad nu hvis han troede alt muligt om hende? Men det kom bare så naturligt, sådan plejede det slet ikke at være. "ups.. deeet... øhm..." Det var virkelig flovt. Hun kørte et par fingre op i håret hvormed hun fæstnede hårlokken bag øret og bed så ned i underlæben. Måske havde han ikke bidt mærke i hvad hun havde sagt, og så var det jo fint nok.
Der var altså noget særligt over ham, noget nyt og næsten eventyrligt, hun elskede allerede hans sprudlende energi og kunne slet ikke lade være med at smile til ham. Det var jo helt vanvittigt!
"Neville Longbottom var en genert løve, samme årgang som Harry Potter. Han..." Hun stoppede kort op, og måtte lige tage en pause før hun kunne fortsætte, der var mange ligheder mellem hende og Neville, kunne man godt sige. "Han blev mobbet en hel del, men endte med at blive virkelig... sej?" Var 'sej' Det rigtige ord at bruge her? Det var det måske nok. "Sådan ville jeg gerne ende ud." tilføjede hun så og så væk. Han skulle ikke se at hun faktisk også var bange af og til, flov over ting endda, som fx at være bange for højder. "Vi har 4 kollegier." Fortsatte hun så, egentlig glad for at skifte emne. "Gryffindor hvor de modige og stærke går, Hufflepuf for de loyale og tapre, Ravenclaw hvor du finder de vidbegærlige og intelligente og så SLytherin hvor de snedige, viljefaste bor. " Af en grund håbede Stella ikke på at Timmy ville blive fordelt til Slytherin. Alt andet ville være fint, bare ikke slytherin!

[Timorthy Lavoie]

Timmy betragtede hende lidt som vurderede han muligheden, frem til hun snakkede, havde hun lige sagt han så godt ud? Han så på hende lidt spørgende, men slog det så hen med et lille grin, hun havde nok ikke ment det på den måde, alligevel måtte han kæmpe lidt imod en stigende rødmen i kinderne der heldigvis ikke slog helt igennem.
Sandheden var at selvom han altid jokede omkring med det og godt kunne flirte med piger, så troede han ikke selv specielt meget på det og han blev altid forvirret hvis pigerne så endelig rent faktisk viste ham interesse for det skete så sjældent - tæt på aldrig.
Han rømmede sig en smule, "pjat med dig, du har det perfekte kønne ansigt til at rocke det look." Dette blev sagt med stor overbevisning i stemmen og han forsøgte selvfølgelig at få hans lille flirten til at lyde så casual som overhovedet muligt.
Timmy kløede sig let i håret, "og når du siger læse går jeg ikke ud fra at du mener løve løve." Der var et spørgsmål gemt i den sætning, ikke at han gik ud fra at det havde løver som kæledyr på Hogwarts, men hey man kunne aldrig vide, han kendte trods alt ikke til våbenskjoldende.
Han stoppede op samtidig med hendes og hans hovede gled en smule på skrå, "Forhåbentlig med at blev sej og ikke mobbet." Sagde an så og smilede skæv til hende, "men altså, jeg synes da allerede du virker ret sejl Jeg mener du viser mig vej OG du kan lide mit hår," han blinkede til hende.
Som hun fortlate om kollegierne nikkede han interesseret. "Hvor bliver "de tossede uden nogen ideer om hvad de vil med deres liv" så placeret? Det er nok mest den kategori jeg falder ind under." Ha lo kort og rystede så lidt på hovedet af sig selv.

[Stella Todd]

Havde hun hørt rigtigt i forhold til hvad han sagde eller var det måske bare ønsketænkning? Hun skævede over til ham og sænkede diskret farten, mens fordi hun gerne ville have mere tid med den grønne fyr inden de nåede rektorskontor, bagefter var det ikke sikkert han ville se efter hende igen. Han nævnte dog noget der fik hende til at håbe. ”synes du mit ansigt er kønt?” lød det lidt mumlende fra hende. Hun ville blive glad hvis det virkelig passede. Så ville hun måske også fortælle hvad hun syntes om ham.
Hun kom til at grine over hans spørgsmål omkring løver. Det havde ikke strejfet hende, at man kunne være i tvivl. ”Gryffindors logo er en løve” hun pegede på at Hogwarts logo hvor men kunne se alle fire. ”som du kan se der. Hufflepuff er en grævling, Ravenclaw en ørn og slytherin har en slange”
Stella kiggede væk ved kommentaren omkring Neville. Hvad kunne hun sige som ikke fik hende til at lyde ynkelig? Det virkede ikke rigtig som en mulighed. ”mange ville sikkert vise dig vej, hvis ikke lige jeg havde fået øje på dig først og tja, hvis man ikke syntes dit hår er sejt, sået man enten kedelig eller forkert i hovedet” for hende var det meget naturligt at hjælpe så hun så ikke noget vildt i det.

[Timorthy Lavoie]

Han sendte hende endnu et opmuntrende smil. Hen var ikke vandt itl at pigerne var så imødekommende, på Beauxbatons havde de ærlig talt nok fundet ham en kende irriternede, men Stella virkede ikke irriteret over hans kommentar hvilket blot gav ham lidt blod på tanden til at opretholde den gode stemning. "Ja da, du lyder næsten overrasket?" Han tippede hovedet let på skrå og satte tempoet lidt ned i takt med hende.
Godt nok anede han ikke hvor tæt på kontoret de var og ærlig talt havde han ikke brugt særlig meget tid på at følge med i hvor de gik hen, han var bare glad for at have en at snakke med og det var primært det han fokuserede på.
"Huh. Der kan man bare se." Svarede han som han studerede symbolet en smule inden de forsatte deres færd. "Hvorfor har Ravenclaw ikke en ravn, det ville da give mere mening." Konstaterede han halvvejs henvendt til sig selv og halvvejs henvendt til hende.
Denne gang var det en varm kort latter der undslap ham, ikke fordi hun som sådan havde sagt noget sjovt, men han kunne nu ret godt lide hendes argument med hensyn til hans hår. "Tja det kan jeg jo ikke argumenterer imod," svarede han med et drenget glimt i øjet. "Men altså stadigvæk, jeg er glad for at du kom over." Han var en person der havde let til smil og latter til trods for det forløb han havde været igennem, men han havde bare altid været positiv og havde et mål om at forblive på den måde. Derfor blev næsten hver sætning afsluttet med det varme smil, han håbede bare ikke at det ville ende med at freake hende ud.

[Stella Todd]

Stella træk på skuldrene. “Det er ikke det jeg er vant til at blive kaldt. Bogorm hører jeg oftere og tja nogen gange også bangebuks eller tudeprinsesse” hvorfor hun egentlig nævnte det vidste hun ikke, men så vidste han det lidt om hvem hun var, også før han hørte nogen af rygterne. Hun så lige frem for sig, men lagde så hovedet lidt på skrå. “I nogle kulture er ravnen tegn på død, så det ville ikke være så heldigt. Desuden siger man jo at man er skarp som en ørn, så mon ikke det er derfra?” Hun havde aldrig rigtig selv tænkt over det, og lagde ikke så meget i det.
Nu kiggede hun dog alligevel over på ham, med et smil på læberne. “Ja? Jeg er også ret glad for det, hvis jeg skal sige det” så grinede hun lidt igen. Han gjorde hende glad på en hel ny måde og det vigtigste var, at hun ikke var bange omkring ham.

[Timorthy Lavoie]

Han så på hende med et lidt mere alvorligt blik ved hendes ord. Var der en ting han ikke kunne stå indenfor på nogen måde var det mobning. Han hadede det så inderligt og ville altid blande sig hvis han oplevede det. "Altså bogorm ville jeg tage som et kompliment," svarede han og rettede ryggen en smule, "men hvorfor skulle man kalde dig de andre ting?" Det var måske ret åbenlyst, men nogen var bare mere følsomme end andre og i hans øjne var der intet glat i det.
At være en bangebuks kunne han ikke rigtigt sætte sig ind i, han rodede sig ofte ud i problemer der indebar at gøre dumme - til tider lettere farlige ting og han var da også kommet til skade et par gange, men sådan var det vel når man godt kunne lide at have lidt spænding i livet. Sommetider ville han nok have godt af en der kunne lege hans fornuft for hvis først han havde sat sig noget for var han ikke god til at tale sig selv fra det.
"Hmm. jo det lyder logisk nok." Erklærede han sig enig. Skønt ravne faktisk var nogen af de klogeste fugle der fandtes, så meget vidste han da.
Smilet blev hurtigt gengældt. "Fantastisk, så er vi begge glade og verden blev lidt lysere." Jokede han mildt. "Så du går altså på...Gry..findor?" Spurgte han ikke helt sikker på om han huskede navnet på kollegiet rigtigt, den slags var hans hjerne bare ikke specielt god til at huske. Han huskede altid kun de mærkelige ting synes han selv, men han var nu ret vidnebegærlig så det var ikke fordi han ikke havde lyst, han havde nok bare en mild grad af ADHD der gjorde at hans hjerne var ret diffus til tider. Ikke noget han havde fået nogen diagnose på, men hans gamle professorer havde nævnt det mere end én gang.

[Stella Todd]

Stella kunne ikke lade være med at fnyse muntert da et skældsord blev vendt til en værdi hos Timmy. Det var ret fantastisk at han kunne det, og hun sendte ham et meget taknemmeligt tak. "Sagen er at jeg er glad for eventyr og derfor ofte læse dem eller skriver." Det var lykkedes hende en gang at få en bog udgivet, hvilket var ret vildt, hvis man spurgte hende. Hun kiggede ned i sin favn var hun knugede en medet slidt udgave af Barden Beedles eventyr. Hun elskede så inderligt historien og De tre brødre at hun snart have læst den så godt at hun kunne den både forfra og bagfra, og alligevel kunne hun altid lige læse den en gang til.
"De andre ting er bare nogen der tror de er morsomme." Her tænkte hun særligt på Beatrix som havde været efter hende med mellemrum igennem de sidste to år. Det ville hun dog helst undgå at nævne. Der var ingen grundt til at han blandede sig i det. 

Stella kom til at grine lidt ved konklusionen om, at de altså begge var glad og smilede så venligt til ham. Heldigvis stillede han et nyt spørgsmål så der ikke blev tavshed, det var skønt og gjorde det nemmere for Stella. "Jep Gryffindor. Du ved løven og der hvor de modige og stærke går." Hvad hun selv lavede der, var hende ofte en gode, men hun fandt vel nok ud af det en dag. 

[Timorthy Lavoie]

Han så på hende med et imponeret blik, "personligt er jeg mest til gysere, men eventyr har ofte gode budskaber," han kunne godt lide eventyr, men kendte dog mest til de magiske. "Men du skriver selv? Det er da total nice!" Sagde han i oprigtig begejstring. Han var trods alt selv typen der elskede at læse selvom han ikke altid havde tålmodigheden til det, han skulle helst være i det helt rigtige humør,
Han fulgte hendes blik ned til den genkendelige eventyrbog og smilede "De Tre Brødre er min favorithistorie," indrømmede han så og smilede på ny. Hans mor havde læst historierne op for hm da han var lille inden sengetid. Et stik af savn meldte sig, men han slog det hurtigt væk som han havde været ekspert til det meste af tiden efter hendes død.
Timmy så kort op og ned af hende, "det lyder nu ikke særlig morsomt, oh well, haters gotta hate I guess." Han trak på skuldrene som var det en mindre detalje, "mange gange siger folk kun den slags for at dække over deres egen usikkerhed, det skal du ikke tage dig af." Han slog let ud med hånden.
Han havde selv haft sin fair share af den type folk og selvfølgelig gjorde det ondt når folk gik efter en på den måde, men hvis bare man havde nogen at læne sig op af virkede det ikke helt så hårdt.
Hænderne blev slået sammen som han ligenede en der lige havde bevist sin egen pointe, "der kan du selv se, hvordan skulle du være endt på "det modige kollegium" hvis du var en bangebuks?" Det var synd hvis hun gik og slog sig selv i hovedet over den slags, hun virkede som en virkelig cool pige.