Starting Over

[Stella Todd]

Stella smilede til ham og kom til at kigge lidt drømmende på ham, da hun fik lov til at snakke om sin store passion; eventyr. "Jeg synes eventyr kan noget magisk på en helt særlig måde. De giver håb, er lærerige og ja, de har ofte rigtig gode budskaber." Hendes øjne funklede næsten som små julelys, da hun forklarede sig, der var ingen tvivl om at eventyr havde en helt særlig plads i hende. "Jeg skrev Den fortabte Guldring for nogle år siden" forklaredehun så med et lille stolt smil, det var egentlig ret sejt, når man tænkte på det.
 Hun var samtidig også typen der gerne diskuterede meningen med et eventyr eller som elskede at analysere på det, men selvom det var nok ikke lige var det en dreng som Timmy gad, så kunne hun ikke dy sig fra at stille et spørgsmål i forhold til de tre brødre. "Virkelig? Hvilken af brødrene synes du tog det bedste valg? i forhold til gave fra døden altså?" Hun var selv helt klar over, hvilken af dem hun helst ville have, men det ville hun kun fortælle hvis han spurgte. 
I tankerne stod hun og overvejede, hvad Timmy ville vælge, måske staven? Han kunne godt virke som typen der ville have en god stav så han kunne vinde en masse dueller. Tanken fik hende til at smile lidt, måske havde han lidt ridderligt over sig.
Hun ville egentlig helst bare ignorer det med at der var nogen, som var efter hende. Det var ikke noget en som Timmy skulle vide. "Tja, det er ikke så slemt." Løj hun derfor. Hun kom dog til at smile over hvordan han forsøgte at muntre hende op. Det var virkelig sødt og det hjalp bestemt også på det hele. Faktisk var det svært ikke at være glad nær Timmy.

[Timorthy Lavoie]

Timmy kunne kun erklære sig enig i hendes udsagn. Igen var han mere til gyserhistorier, men eventyr blev også værdsat. "Jeg er helt enig. De er kan være virkelig spændende, jeg læste engang et mugglereventyr der var lidt creepy, det var med en gut der skal spædbørn." Han så lidt frem for sig. Det havde sat sig ret dybt i ham dengang, men han kunne også ret godt lide børn.
"Den Fortabte Guldring?" Han så på lidt tænksomt på hende. "Hvorfor siger det mig et eller andet?" Han kørte atter hånden gennem sit hår alt imens han forsøge at komme i tanke om hvor han havde hørt det før.
Deres skridt gav genlyd gennem gangen de befandt sig på. Der var ikke mange elever her, men det passede ham nu ganske glimrende. Hendes spørgsmål drog atter hans opmærksomhed tilbage til hende, "hmm," sagde han lidt tænksomt og så så lidt frem for sig som han mentalt gennemgik mulighederne. "Honestly, ingen af dem. Jeg mener ingen af dem vandt jo noget på det kan man sige." Han trak lidt på skuldrene og tænkte så lidt videre, "men altså skulle jeg vælge ville jeg nok sige den tredje af brødrene tog det bedste valg." Han fugede let sine læber og søgte så hende blik med sit eget, "hvad synes du?" Han var altid glad for at åbne debatter på denne måde, bare dele venskabelige synspunkter det var virkelig noget der kunne sætte ens hjerne på arbejde og fange hans koncentration i lidt mere end bare 5 minutter.
"Godt nok, man skal ikke lade sig træde på at folk hvis mening alligevel ikke betyder noget for en." Konkluderede han. Det var livet simpelthen for kort til.
Han stoppede op som de nåede til et enormt rum, med virkelig højt til loftet. Det var som et trapperum og imens han stod og kiggede begyndte de forskellige trapper at ændre position. "Wow!" Udbrød han imponeret.

[Stella Todd]

Stella lyttede grundigt efter, hun kendte efterhånden de fleste eventyr fra begge verdener. Den ene slags kunne noget den anden slags ikke kunne og omvendt. Hun genkendte det allerede vedordet Creepy  og smilede. "Rumleskaft gætter jeg på?" Hun smilede ret selvsikkert og følte sig på hjemmebane i dette her. Spørgsmålet til hendes bog fik hende til at smile stolt. "Måske har du set de på biblioteket eller i en butik et sted." Foreslog hun roligt uden, at det blev til pral, at hun havde udgivet en bog allerede. Det var egentlig ikke noget særligt, hun havde bare været heldig. Det var hvert fald hendes holdning til det. 
Da Timmy fortalte at han ikke ville vælge en eneste af dødens gaver, lagde Stella hovedet let på sned, havde hun alligevel mistolket ham. "Jeg have troet du ville vælge staven. Du virker så.. sej. Som en der godt kan lide at dyste imod andre og som ikke er bange for noget." Hun var meget ærlig omkring det, det var noget andet nu, hvor de snakkede om eventyr, det kunne hun slappe af i og sige tingene noget mere frit. "Jeg ville vælge kappen. Ikke for at gå med den hele tiden, men tænk sig at kunne forsvinde når man lige havde brug for det." Hun ville elske at kunne bruge den nær Beatrix, så hun ville få fred. Det ville være den perfekte flugt for Stella.
Hun kiggede overrasket på Timmy over has overraskede udbrud og så så ud over trapperne. Hun sank en klub og brugte et øjeblik på at samle sig. Det var et af de værste steder på skolen. "Som nævn, så være forsigtig på trapperne. De bevæger sig" Hun så lidt ubekvemt ud ved det hele.

[Timorthy Lavoie]

Han spærrede øjnene op som han genkendte navnet på eventyret, "ja lige præcis!" Udbrød han måske en kende for begejstret. "Hm hvor ironisk er det at jeg ikke kan huske hans navn nå det er det hele eventyret nærmest går ud på." Han lo lidt for sig selv og rystede kort på hovedet.
I nogle lange sekunder kiggede han på hende som kunne han ikke finde ud af om hun jokede, "seriøst?" Der lå en undertone af fascination i hans stemme. Havde hun virkelig udgivet sit eget eventyr? Det var da mega awesome!
Det drengede smil vendte tilbage til hans læber som hun beskrev ham, eller rettere beskrev det indtryk han havde givet hende. "Er det sådan jeg fremsrår? Sejt!" Hans smil voksede sig større. "Anyway, altså jeg er nok mere typen der vælger mine kampe med omhu. Jeg kan godt sige fra og jeg er ikke bange for at sige min mening, men altså jeg gider ikke gøre det for enhver pris. Sommetider skal man bare vide når det er smartest ikke at sige noget." Konkluderede han, men følte sig alligevel lige et par centimeter højere over at hun synes han virkede sej og ikke var bange for noget, "og altså jo jeg er da bange for noget og det er endda virkelig åndsvagt," sagde han med en skæv grimasse før han sænkede stemmen som skulle han til at indvige hende i en stor hemmelighed, "jeg er mega gange for fugle...har du nogen anelse om hvor upraktisk det er når man er magiker? Bare tænk på postsystemet alene." Han rystede morende på hovedet af sig selv, "og seriøst, hvilken fyr med respekt for sig selv er bange for fugle?" Han sendte hende et kækt blik.
"Hvorfor skulle du have grund til at gemme dig?" Spurgte han i en sød tone. Hun virkede da både sød og hun var køn, så hvas skulle hun dog gemme sig for?
Han så fascineret på trapperne, "ja det kan jeg se, det er da mega blæret," han kiggede tilbage på hende og bemærkede at hun ikke virkede helt tryg ved situationen, "er du okay?" Spurgte han med bekymring i stemmen.

[Stella Todd]

Stella smilede stolt over at have gættet sig til, hvilket eventyr han snakkede om. Et smil der kun blev større, da det så ud til, hvor imponeret han blev over at hun havde skrevet et eventyr selv. “Jeg var meget heldig med den bog.” Forklarede hun så bare. Det var svært for hende helt at tage imod ros for det, fordi det var så surrealistisk at det var sket.

Da han stillede spørgsmål til sin udstråling var hun først stille. Han skulle ikke tro, at hun var ved at falde pladask for ham, men han var nu altså meget indbydende, på sin helt egen måde. Han var bestemt spændende og der hvilede en ro over ham, som hun var helt vild med. “Helt ærligt, så ja. Du virker som typen der tør lidt af hvert... “ hun rynkede brynene lidt, var han bange for fugle? Det havde hun aldrig oplevet før, de var da så små og ja ugler var praktiske, men hun vidste hvor slemt det kunne være at være bange for noget, så hun kommenterede det ikke. “Også selv hvis du er bange for fugle, så virker du modig... eller hvert fald... jeg ved det ikke. Hmm...”
Han prøvede så at spørge ind til det med kappen og gemme sig, men igen kunne hun ikke få sig selv til at sige det, det lød bare ikke lige så godt som det han sagde. Også selvom han lige havde fortalt at han var bange for fugle. “Jo for så kunne folk ikke se hvor jeg var, og jeg kunne så få lov til at bevæge mig omkring uden problemer.”
De var nået til trapperne og Stella kiggede usikkert på dem. Det var bare ikke hendes yndlings ting at de bevægede sig. Hun frygtede stadig, at hun en dag ville være på vej op og ned af en trappe og så den flyttede sig mens hun var lige i toppen eller i bunden af den. Hun sank en klump og lod ikke blikket vige fra trapperne da hun svarede Timmy. “Jeg er ikke så glad for det her sted” indrømmede hun så flovt og så ned i jorden. “Jeg... jeg er virkelig bange for højder og for at falde ned.” Hun måtte bide sig i kinden for ikke at vise, hvor slemt det faktisk var.

[Timorthy Lavoie]

Han slog let ud med hånden, "okay jeg må lige stoppe dig der, hvis du kan udgive dine egene eventyr, så er du ikke heldig så er du dygtig." Rettede han hende med et glimt i øjet. "Det er der sgu ikke mange der kan prale af, så det har du god grund til at være stolt af." Han puffede venligt til hende. Man skulle være stolt af sig selv, det havde han altid lært og man kunne sagtens være stolt af sig selv og ydmyg samtidig, det handlede bare om at finde grænsen derimellem, men hun forekom ham nu ikke som typen der ville blive for høj i hatten.
Han lod sig virkelig underholde af at høre hendes mening om ham, det var altid sjovt at se hvilket førstehåndsindtryk man gav en person man ikke kendte, men som regel faldt det jo ikke lige ind som samtaleemnet.
"Well.." han vippede lidt på fødderne, "altså jeg får nok lidt for ofte roddet mig ud i problemer fordi jeg har næsen lidt for langt fremme, men om det kaldes mod eller dumhed ved jeg ikke." Han blinkede kækt til hende.
Timmy kunne ikke rigtigt andet end at le da hun forsøgte at overbevise ham om at han stadigvæk var modig på trods af hans frygt for fugle, "det er okay, du må godt sige at det er fjollet." Sagde han i en mild tone. Det var jo ret dumt.
Han tænkte kort over hendes argument, mundvigene blev peget let nedad og underlæben skudt en smule frem imens han nikkede anerkendende. "Det er et ret godt argument." Erklærede han sig enig. Han tænkte nok mere i baner af at hun kunne snige sig rundt uden at blive opdaget af professorerne, tanken om at hun skulle blive mobbet havde ikke helt strejfet ham endnu.
Det ellers så drengede glimt i de brune øjne blev mere alvorligt før han smilede opmuntrende til hende. "Bare rolig jeg skal nok sørge for du ikke falder nogen steder." Forsikrede han hende. Han vidste hvordan det kunne være at se sin frygt i øjnene, det skete alt for ofte for ham eftersom fugle jo ikke ligefrem var et dyr man kunne undgå og uanset hvor latterligt det så end lød så var frygt jo ikke noget man bare lige kunne slukke for uanset hvor ulogisk det så måtte være.

[Stella Todd]

Heldig eller dygtig, det var nok som man så det. Hun så ikke umiddelbart den store forskel i de to ord. Ikke i denne sag hvert fald. Det var et eventyr, det var med andre ord for tidligt at kalde det dygtighed. Men hun kunne lide måden han fremlagde det på og mærkede hvordan varmen steg op i kinderne og et lille forlegent smil lagde sig på hendes læber. "Tak Timmy. Det pænt af dig at sige sådan."
Hun så på ham og ville gerne sige noget sødt igen om det med mod og dumhed. Men det var lidt svært at finde ud af hvordan hun lige skulle gøre det. "Jeg synes det er modigt at farve sit hår grønt." lød det lidt dumt fra hende. Dumt var det hvert fald ikke at farve hår på den måde han havde gjort det. Der var helt sikkert også andre ting ved ham hun ville kalde modig. Det var bare hele hans væsen det hvilede over. Frisk, parat og modig, det var de ord hun ville bruge om ham. Og hvad så hvis han var bange for fugle, alle var vel bange for et eller andet? ”men jeg synes ikke det er fjollet. Lidt upraktisk måske, men se på mig, jeg hader højder! Det er vel lige så dumt så?” det betød hvert fald, at hun nu ikke havde set quidditch ordentlig i to år. Hun havde set det på sikker afstand fra en ny flyvetur.
Stella så fra trapperne til den nye dreng, som jo var hvad han var. ”du minder lidt om hovedpersonen i et eventyr, ved du godt det?” spurgte hun med et smil. Det var klart et kompliment.

[Timorthy Lavoie]

Han smilede atter varmt til hende. Det faldt ham altid ret naturligt at smile til folk. "Well, man skal huske at være stolt af sig selv og de sejre man får gennem livet, store som små." Sagde han med en vis undertone. Det var nok lidt meget af det gode, men altså ikke desto mindre var det rigtigt se med hans øjne.
Det var som om at hun rødmede en lille smule, han var ikke helt sikker det kunne også være lyset der gjorde det, men han blev alligevel lidt varm indeni af det. Han vidste ikke noget bedre end at gøre folk glade.
Det var ikke med vilje, men hendes kommentar om hans mod i at farve håret fik ham til at le. Han forsøgte virkelig at holde det inde for han ville jo ikke gøre grin med hende eller noget, men det var bare en virkelig sød kommentar som man ikke kunne andet end at grine lidt af, ligesom når man så en video med kattekillinger eller noget i den stil. "Ej undskyld," begyndte han så lidt forlegent, "sådan har jeg bare aldrig set på det før, men tak." Han smilede igen og håbede ikke at hun ville tage det som noget negativt.
"Meget upraktisk," rettede han hende galant og smilede på ny. "Jeg tænker at højder er lidt mere rationelt, men hey alle har jo en svaghed så det skal man vel ikke skamme sig over," Han rak let på skuldrene.
Denne gang lo han ikke over hendes kompliment, det rørte ham faktisk lidt, "det tror jeg er det sødeste kompliment jeg nogensinde har fået," Indrømmede han. Altså selvfølgelig hvis man så bort fra de komplimenter han havde modtaget fra sin mor, for ingen kunne vel komplimenterer sit barn som en mor, men det talte bare ligesom ikke helt i denne ligning. "Okay, men hvad siger du så til at være min medhovedperson?" Han smilede til hende og vendte sig så mod trapperne, "to garvede sjæle på en vigtig færd, farerne lurer overalt, men vi ved vi har hinandens ryg!" Sagde han i en heroisk tone og så så tilbage imod hende hvortil han rakte en hånd frem mod hende som tegn til at hun skulle tage den, "vi vil møde vores værste frygt i form af tre prøvelser, "De Levende Trapper" er første prøvelse," det eventyrlystne glimt var tilbage i øjnene på ham. Det var måske lidt barnligt, men man fik jo kun det sjov man selv lavede.

[Stella Todd]

Hun stod længe og så på Timmy. Det var svært for hende at være stolt af sit ene eventyr. Det var jo bare ét. Det kunne alle vel gøre? Samtidig med så var det jo bare, hvad hun kunne lide at lave. Nogen kunne lige quidditch eller troldmandsskak og hun kunne lide at skrive eventyr længere var den egentlig ikke. Derfor smilede hun også bare og nikkede taknemmeligt. Hun var trods alt stadig glad for de ord han sagde. Hun så på ham med rødmende kinder, da han kommenterede på hendes kompliment. "Jamen.. Det gør du. Sådan lidt utraditionel ridder ting der skal ud og slås med drager, rede jomfruer i nød og finde skatten. Bortset fra..." Hun kiggede lidt på ham med det muntert smil."Du ville helt sikkert have dine helt egne måde at gøre tingene på. Men, nu ævler jeg vidst også og burde nok holde min bøtte inden du tror jeg er alt for mærkelig." Grinede hun og kløede sig lidt i håret. At være sammen med Timmy gjorde et eller andet ved hende, som hun aldrig havde prøvet før. Det var som om hun blev mere modig, når altså ikke lige der var tale om højder.
overraskende nok virkede han til bare at gribe hendes kompliment, og gøre hende til en del af den. Tænk at han ville det? Medhovedpersonn? Hun kunne godt lide det, men var ikke helt sikker på hvad det indebar. Han opførte sig som et barn på legepladsen, men hvor alle andre ville have sukket af ham, så valgte Stella at gribe det. "De Levende Trapper. Hvis ikke man passer på så fald..." Hun havde kigget ud over gelænderet mens hun havde snakket, men havde trukket hovedet til sig inden hun fik talt færdig. Nej så modig var hun bestemt heller ikke. Nu gik det så op for hende, at hun i sin frygt havde været ved at klamre sig til Timmy, som hun nu hurtigt slap. "Undskyld. Trapper tjek. vi må heller se at komme op inden de bevæger sig igen."

[Timorthy Lavoie]

Han lyttede til det hun fortalte og smilede stort, "well når du siger det på den måde bliver jeg næsten overbevist om at du har ret." Hans tone var munter. Han var dog ret overbevist om at han aldrig skulle op og slås med nogen drage. Han håbede i hvert fald ikke at det ville blive nødvendigt.
"Bare rolig der skal mere til at skræmme mig væk," beroligede han hende. Hendes fantasifulde tankegang appelerede kun mere til ham eftersom han selv var lidt samme type.
Timmy var godt underholdt af at hun lod til at være med ham selvom hans fantasi måske til tider løb lidt an med ham. Men hey, man fik jo kun det sjov man selv lavede!
Han fulgte bekymringsfrit med hende ud på trappen imens hun snakkede og så betaget på hende, han var klar til den helt store fortælling, men i stedet endte hun vidst med at få lidt kolde fødder for i løbet af få sekunder mærkede han hende krumme sig ind til ham. Altså at sige han havde noget imod det villle være en løgn, han havde bare ikke været forberedt hvilket blot gav ham en smule røde kinder.
En lille lettere akavet letter og han lod hånden glide igennem det grønne hår igen. "det gør skam ingenting," forsikrede han, "jeg lovede dig jo også at jeg ville passe på dig." Han tog hendes ene hånd i sin og trak hende med sig de sidste skridt op af trappen inden den atter flyttede sig. "Altså nu spørger jeg bare," sagde han da det stod i sikkerhed på reposet, "burde man måske ikke lave en sikkerhedsmekaniske der gjorde at de ikke bevægede sig når man stod på dem?" Han tænkte slet ikke over at han stadigvæk holdt hendes hånd i sin.

[Stella Todd]

"Jamen jeg har også ret." Fik hun lyst til at sige, men gjorde det ikke. Den slags ville hun ikke turde sige høj. Istedet blev det bare til et lille smil det nåede helt op i øjnene. Stella var allerede nu glad for at være  stødt på Timmy, men hun begyndte også at frygte lidt om han ville glemme hende, når først han var faldet til her og sikkert fandt en masse andre venner.
Han forsikrede hende dog om et der skulle meget til at skræmme ham væk, men var der ikke også rigelig til at kunne skræmme ham? Særligt  hvis han nu fandt ud af at hun væremærkelig, bange for højder eller evigt og altid blev mobbet af Beatrix.
Det fik desværre smilet til at falme en anelse. Heldigvis for hende var de nu på en mission om at komme op af trapperne. Hvordan var det lige hun havde fået ham til at lege med på det? Eller egentlig var det vel ham der havde fået hende med på det, eftersom det var ham der var startet ud?
 
Stella havde så glemt sin højdeskræk og var blevet lidt for modig, hvilket bed hende i halen nu. "Jeg burde kunne gå op af et par trapper uden at klamre mig til en anden fyr." Sagde hun bare så. Det var første gang det reelt irriterede hende at hun blev så påvirket af højder. Før havde det været en ting hun bare havde accepteret og for to år siden, da hun skulle have sin prøve i flyvning, havde det ikke været noget problem for hende at nægte det. Men nu... Nu var det et problem. 
Timmy havde snakket videre omkring trapperne, uden at Stella rigtig havde hørt det. Hun var istedet blevet opmærksom på, at de stadig holdt hinanden i hænderne. "Timmy jeg..." Hun havde jo ikke lyst til at give slip, men kunne hun lade sin hån blive i hans?

[Timorthy Lavoie]

Han måtte indrømme at det var første gang en pige have kastet sig i armene på ham på den måde og i sit stille sind blev han enig med sig selv om at han nok godt ville kunne vende sig til det. Det var nok også den primære grund til at han sendte hende et muntert smil, "altså jeg klager ikke," han fugtede sine læber med et glimt i øjet som overvejede han kort sine ord før han forsatte "altså jeg mener; en smuk pige kaster sig i armene på en. Jeg er ret sikker på at de fleste fyre ville blive henrykte." Han håbede ikke at han havde overtrådt hendes grænser, de havde jo nærmest lige mødt hinanden, men altså det var jo sandt.
Der gik lidt tid hvor de bare stod, Timmys tanker omhandlede stadigvæk at men burde sikre trapperne lidt bedre så en uheldig elev ikke tumlede i døden en skønne dag. Dog blev tankestrømmen stoppet som hun snakkede. Han vendte atter blikket imod hende, spørgende som hun stoppede sin egen sætning og det var på nuværende tidspunkt at han blev pinlig opmærksom på at han stadigvæk havde hendes hånd i sin.
En smule forlegen smilede han som han mærkede varmen stige lidt op i kinderne, for han gik ud fra at det var det hun hentydede til, derfor slap han roligt hendes hånd og rettede lidt på sin jakke hvorefter han rømmede sig, "så hvilken vej?" Spurgte han ind, han ville helst ikke gøre det akavet imellem dem, hele hendes personlighed gav ham bare lyst til at kramme hende ind til sig og forsikre hende om at alt nok skulle gå. Han anede ikke hvorfor han havde den følelse omkring hende, det var jo ikke fordi hun ligenede en på randen til et sammenbrud eller noget, men han havde alligevel lyst til at passe på hende.

[Stella Todd]

Stella stoppede op og smilede oprigtigt til ham. Det var tydeligt at han netop havde sagt noget der gjorde hende virkelig glad. Sådan rigtig dybt og inderligt glad. 
Det var ikke som når man normalt fik at vide man var sød eller smuk. Nej dette her satte sig dybere end det. Hun havde lyst til at give ham et kram, istedet gav hun dog hans hånd et lille klem i taknemmelighed. 

Hun så på ham lidt mens smilet kun blev større. Det virkede næsten magisk imellem dem uden at det var pga magi. Øjeblikket blev dog ødelagt af hans spørgsmål. Men han var vidst også blevet lidt rød i kinderne. “Vi er der om lidt. Den her vej” Et øjeblik tænkte Stella, og så tog hun den beslutning at tage hans hånd igen og begynde at gå. 

[Timorthy Lavoie]

Hendes lykkelige udtryk fik ham til at smile om muligt endnu størrer. Hendes humør smittede af på ham skønt hans jo i forvejen havde været temmelig oppe. Han havde trods alt sat sig for fra starten af at dette her med at starte på en ny skole ikke skulle forhindre ham i at have det sjovt, han havde brug for at have det sjovt i disse tider.
Derudover var der noget betryggende at vide at han, trods hans måske lidt cheesy kommentar, ikke havde skræmt hende væk. Klemmet hun gav hans hånd sendte ligeså en behagelig varm følelse gennem kroppen som han genkendte som glæde.
Det var som om at den stemning der kort forinden var blevet bygget op imellem dem faldt til jorden da han snakkede og han fortrød næste lidt at ha havde åbnet munden. "Okay cool, for jeg er temmelig sikker på at jeg snart har mistet overblikket over hvilken vej vi kom fra." Han kastede et blik tilbage mod trapperne. Gad vide om man kunne få et kort over stedet? Tanken fra tidligere virkede pludselig ikke helt dum.
Hans tanker blev dog brudt som han atter mærkede hendes hånd i sin. Den var varm og blød skønt han dårligt nåede at registrere det inden hun trak ham med sig.
Igen var denne handling bestemt ikke noget han ville beklage sig over, så i stedet accepterede han sit held og lukkede sin hånd om hendes. Denne gang valgte han dog ikke at sige noget i frygt for at ødelægge magien igen, men følelsen gjorde ham ret varm indeni. Det kunne selvfølgelig også have noget at gøre med at han aldrig havde været så tæt med en pige. Eller jo han havde da holdt en pige i hånden før, men der var alligevel noget ved dette her der virkede anderledes somehow. Han kunne ikke beskrive hvorfor.

[Stella Todd]

Stella grinede og rystede på hovedet af ham. Så svært var det nu heller ikke at finde rundt, hvis bare man var lidt opmærksom. Timmy var selvfølgelig ny og dermed kunne det sikkert nok virke voldsomt. "Hvis du er klog kan du jo lave et Røverkort, som det Harry Potters far havde." Stella elskede Magisk historie, både det man kunne læse om i skolebøgerne, men så sandelig også det mere lyssky, som ikke alle bare sådan lige fandt. 
De gik gennem gangen og uden helt at tænke over det sænkede hun farten. De ville være der om ikke så længe og hvad så? Ville de komme til at snakke sammen igen. Hun så på ham og fugtede sine læber lidt. "Timmy... Når nu... Øhm..." Hvad skulle hun sige? Det lød lidt voldsom at sige, at hun håbede på han ikke ville glemme hende i mængden. måske med.. "Hvis du har brug for hjælp til at finde rundt eller andet, så bare sig til." Det var virkelig et dårligt forsøg, men hun ville gerne se ham igen.