I Actually Need You

[Deleted]

Han nikkede, han havde ikke mere at sige og han kunne mærke hvordan alt i ham klappede sammen som en østers, alle følelser og alle tanker han havde omkring hende, de forsvandt som skyen for solen. Han anede slet ikke hvorfor, sådan gjorde hans krop bare, som var det en form for forsvars mekanisme. Det var langt klogere ikke at føle noget som helst, og tænk at han i et lille øjeblik så meget som havde overvejet at hun var interesseret i ham! Naturligvis skulle hun have en fyr som Cedric, hvor var det dog idiotisk at han overhovedet havde troet andet. Han sagde ingenting. "Jeg ligger fint, du kan bare gå ind og ligge dig" sagde han og lænede sig tilbage. OM det var sygdommen eller hendes nyhed der gjorde ham svimmel var han ikke sikker på, men han følte han havde det skidt. Det var nok fint at sove fra det hele, hvis han altså kunne, desværre led han jo en del af mareridt. Han dog i mod tæppet og lukkede øjnene. Han måtte hellere sove det hele væk.

♛

[Deleted]

Hun kunne ikke beskrive det. Det var som om noget i hans blik ændrede sig. Det fik hendes mave til at slå knuder. Hun havde jo ikke planlagt at det skulle være på denne måde, hvorfor skulle han også pludselig sidder der og virke så interesseret? Var det bare fordi at det var længe siden? Hun kunne simpelthen ikke finde ud af hvad der foregik i hovedet på den mand.
Hun orkede næsten ikke at det hele skulle gå tilbage til hvordan det havde været før, hun kunne godt lide den lidt mere venlige side af ham, det fik hende til at føle sig langt mere værdsat. Selvfølgelig var det ikke hans opgave at hun skulle føle sig værdsat. De var ikke kærester. Men de gik dog alligevel en del op af hinanden. "Jeg er ked af hvis det gør dig ukomfortabel." Sagde hun spille og så lidt ned på sine hænder.
Hun sukkede nærmest en smule opgivende som han fastslog at hun bare kunne gå i seng. Hun glædede sig til at få dragten af, men hun havde nu håbet på at de havde kunne være på god fod. Nu gik det jo lige så godt. "Okay." Hun kunne ikke undgå at lyde skuffet over den pludselige ændring i stemningen.
Dog var hun godt klar over at der ikke var noget hun kunne gøre. Hun rejste sig langsomt fra sofaen og så tilbage på ham en sidste gang før hun gik ind på sit værelse og lukkede døren efter sig. En besværgelse skulle gerne holde virussen ude. Hun skiftede hurtig til sit nattøj og lagde sig i sengen hvor hun vendte og drejede sig en del gange før hun omsider faldt i en urolig søvn.

// TIME //

[Deleted]

Alecander havde ikke noget at sige til hende. Det var jo fint at hun havde valgt at date Cedric, det var jo sikkert også et langt bedre valg end ham, Cedric var en god mand og noget mere normal. Alecander havde det fint med sine brød,e men han var ikke tætte med nogen af dem. Han havde det fint med at holde dem lidt på afstand, han var nok bare ikke typen der brød sig om at tale så meget om tingene. Hvilket nok også var resultatet nu. Alecander lå om natten, han sov uroligt og han kunne mærke hvordan feberen steg i takt med at hans mareridt blev værre og værre. Han vendte sig voldsomt rundt i sengen og kunne mærke at han hjerte hamrede, som han pludseligt gav et spjet fra sig og faldt ned på gulvet med et ordenligt bump, hvilket fik hans krop til at gå i krampe. Han kunne abolut ingenting se og alt føltes sort, i et øjeblik var han faktisk sikker på at han skulle dø. Ingen overraskelse at dette her skulle være enden.

♛

[Deleted]

Olivia vågnede op uden helt at vide hvad der havde vækket hende. Hun havde haft en underlig drøm, den havde omhandlet både Alec og Cedric de havde sloges på grund af noget hun havde gjort.
Skønt hende og Alec ikke havde haft noget sammen udover den ene nat på hotelværelset, kunne hun ikke undgå at føle at hun havde været ham utro eller noget i den stil ved at date hans bror. Det generede hende at hun havde det sådan for sådan hang det jo på ingen måder sammen. Alec havde aldrig så meget som hentydet til at han skulle være interesseret i hende på den måde -igen udover Paris. Hun lod en hånd løbe ned over sit ansigt og vendte sig så om på siden.
Så hvorfor var det helt præcist at dette her gav hende en ubehagelig knude i maven? Hun var ikke hans, det havde hun aldrig været. Han havde endda haft piger til hans samlejerum boende under samme tag som hende og hun havde ikke løftet et øjenbryn, men nu lå hun her med en synkende fornemmelse i maven og det værste var at han jo ikke engang som sådan havde virket sur over det. Måske en smule afvisende, men ikke direkte sur.
Hun lå lidt og lyttede til natten og var også lige ved at blunde hen igen som hun hørte larmen fra stuen. Det startede med et bump efterfulgt af en række undelige lyde. Et anfald. Uden så meget som at skænke beskyttelsesdragten en tanke fløj hun ud fra værelset med tryllestaven i hånden. Som hun nåede stuen faldt hun på knæ ved siden af ham. Hun hævede sin stav og et gråligt lys slap ud fra enden. Dette skulle gerne få ham til at slappe af. Hun fik ham vendt om på siden og lod hans hoved hvile imod hendes skød og først her ramte den skinbarlige sandhed hende...hun var smittet.

[Deleted]

Alecander var ikke det nemmest menneske at være omkring, og det vidste han godt selv. Det havde nok taget ham nogen år at ville indrømme det, men på den anden side så havde han jo aldrig rigtigt været interesseret i at være sammen med nogen da han var yngre. han havde haft nogen få gode Hogwarts venner, but that was it. Han havde aldrig rigtigt brudt sig om at være midt punkt, selvom han da aldrig havde manglet opmærksomhed. Om folk blev tiltrukket af hans rolige personlighed eller hans udseende anede han ikke. Han nød nok lidt af have den magt, hvadend grunden så var til den. Alecander kunne slet ikke fornemme noget, andet end det faktum at hans øjne rullede rundt i hovedet og han havde det som om han var klar til at stille træskoene. Han kom med et højt gisp og trak vejret hårdt ind som han pludseligt følte han kom til overfladen og han åbnede sine øjne, spærrede dem vidt op som var han lige vågnet fra et mareridt. Det var måske heller ikke helt forkert, det var jo sådan det føltes. Han kunne mærke hans krop dirrede og selvom han kiggede op på Olivia så var det som om han ikke helt forstod om hun var der, han var ret sikker på at han havde høj feber, men følte sig ikke stand til at sige noget.

♛

[Deleted]

Hun så ned på ham som han langsomt kom til sig selv igen og lod så hans hoved hvile i hendes skød. Hun hvilede en hånd imod hans kind for at sikre sig at han kunne mærke hun var der. Hans hud føltes alt for varm mod hendes egen hud. Det var underligt at sidde på denne måde velvidende om at der intet var at gøre nu. Det kunne ikke svare sig at forsøge at slippe udenom, hun havde båret sig dumt ad, handlet uden at tænke og nu var hun smittet som han.
I et forsøg på ikke at bryde hulkende sammen over sin egen kommende skæbne, koncentrerede hun sig i stedet om at forsøge at få ham til at ligge komfortabelt. "Alec?" sagde hun i en rolig stemme og strøg blidt hans kind, "kan du høre mig?" Hun kunne se at han var tilbage, men stadigvæk forvirret hvilket kun gav god mening efter at være besvimet.
"Bare tag det roligt, det skal nok gå." Beroligede hun ham og forsøgte at fange hans blik.
Dette her var virkelig noget lort, men hun blev nødt til at holde hovedet koldt. Folk arbejdede på højtryk med at finde en kur, selvfølgelig ville de finde en kur! Det skulle de simpelthen, og meget gerne før både hun selv og Alec endte som ofre for denne frygtelige virus.
"Du er brandvarm," konstaterede hun nok mere til sig selv end til ham. Hun havde virkelig ondt af ham, men lige nu kunne hun ikke gøre meget andet end at gøre det komfortabelt for ham.

[Deleted]

Alecander rystede og han kunne ikke helt finde hverken ord eller sætninger at sige, lige nu var det hele rodet for ham og rummet snurrede mere end han før havde oplevet det, alt i ham var sikker på at han lige om lidt ville sætte træskoene, så at sige. Alecander kom roligt tilbage til sig selv som han lå på gulvet og han stirrede op i loftet som han kunne mærke at hans krop begyndte at falde til ro: "jeg ender med at dø af det her" mumlede han ganske forsigtigt uden at sige noget. Han havde ikke engang tænkt over at hun ikke havde dragten på. "Jeg... Ehm... Din dragt" sagde han endeligt som han roligt kunne kigge over i mod hende, imens hans krop fra tid til anden stadig gav en rystelse fra sig som havde han høj feber, lige nu kunne han dog kun selv mærke at han frøs. Ligemeget hvem der havde gjort det her, så håbede han at karma ville ramme den person og sørge for at han blev tortureret i al evighed. Alecander lukkede kort øjnene og sukkede som forsøgte han lige at få ro på sig selv igen. Alecander var sjældent bange, nok mest fordi han ikke følte han havde meget at miste, men lige nu var han nok en smule bange. Måske han ikke var så klar til at dø som han troede han var.

♛

[Deleted]

Olivia sad på knæ med han hovede i skødet som han omsider begyndte at vende tilbage til bevisthenden. Hun så ned på ham og holdt blidt en hånd mod hver af hans kinder for at holde hans hovede i ro.
Det var forfærdeligt at se ham på denne måde og den skræmmende tanke ramte hende at hun måske ville ende med at blive den næste. Hun tog en dyb indånding for ikke at virke for bekymret som han atter genvandt sin bevidsthed,
"Du skal nok klare den," forsøgte hun at berolige ham skønt hun godt vidste at det var tomme løfter. Hans sygdom var uden tvivl blevet værre og kom der ikke snart en kur ville Alecander nok ikke klare sig meget længe endnu.
Hun blinkede et par gange og mødte hans blik da han bemærkede at hun ikke havde sin dragt på. "Jeg ved det, det gik så hurtig." Sagde hun med en mild stemme. "Det lader till at vi er i samme båd." Hun sukkede mildt og bed sig i den bløde underlæbe. "Der skal nok komme en kur." Denne gang sagde hun det nok mere for at berolige sig selv, hun var bestemt ikke overbevist.
Uhyggeligt at tænke på at hun meget vel lige kunne have underskrevet sin egen dødsdom. "Hvordan har du det?" Spurgte hun roligt og uden at tænke over det strøg hun blidt sine tommelfingre mod hans kinder som en ringe form for komfort.

[Deleted]

Alecander forsøgte at komme på benene for at komme op i sofaen igen så han ikke skulle ligge og lede rundt på gulvet: "Det håber jeg" sagde han i en rolig stemme, normalt var det Alecander der var selvsikker og typen der mente det hele nok skulle gå. Men han måtte indrømme at han ikke følte sig helt lige så sikker denne her gang, han håbede da at det hele ville gå go at der kom en kur, men han måtte indrømme at han ikke helt vidste om han turde håbe længere. "Jeg håber bare de fanger manden bag" sagde han, det var lige før at Alecander var villig til at dø hvis han bare vidste at ham der havde gjort dette her, fik lov til at bøde. "Jeg har det okay lige nu, jeg fryser bare" sagde han: "Jeg er ikke god til at være den svage i det her selskab" sagde han ærligt til hende. Han plejede at drille hende og dominerer samtaler, og lige nu havde han knapt kræfter til at leve, så han kunne ikke andet end at være ærlig med hende: "Hvad med dig? Kan du mærke noget?" spurgte han. Nu vidste han jo at hun også var blevet smittet, og han havde jo ingen fornemmelse af hvor hurtigt disse her ting gik.

♛

[Deleted]

Det var virkelig svært for hende at se ham på denne måde. Så afkræftet og svag i forhold til den man han ellers plejede at være. "Eller kvinden."Rettede hun ham. Nu anede hun jo ikke noget om hvad der havde været sket eller hvem der stod bag. Ja det var da mest logisk at det var en mand, det lød måske diskriminerende, men det var som regel mænd der stod bag denne slags angreb.
"Men ja, det håber jeg virkelig også." Indrømmede hun så.
Som han begyndte at kæmpe for at komme op hvilede hun blot en hånd imod hans skulder og så ned på ham. "Tag det nu roligt så du ikke falder." Sagde hun stille. Hun havde nok aldrig før mødt en mand så stædig og stolt som ham, men for at være ærlig var det jo også nogen af de ting ved ham som tiltrak hende en smule skønt det ikke burde.
Hun hjalp ham op i sofaen og så så på ham ved hans indrømmelse. Hun tog fat om hjørnet på tæppet og lagde det om ham hvorefter hun selv satte sig ind under det tæt ved ham for at hjælpe ham med at få varmen lidt hurtigere. "I "det her" selskab, eller generelt?" Hun så op på ham med et lille smil legende i den ene mundvig. Hun havde efterhånden lært ham nok at kende til at vide at han var en meget stolt mand der generelt ikke brød sig om at vise svagheder.
Lidt forsigtigt lænede hun sig op af ham. Hun fortalte sig selv at det var for at hjælpe ham med at få varmen, men en mere forræderisk side af hende vidste godt at det var for at være lidt tættere på ham. Sukkede let og lod sit hoved hvile imod hans skulder, så måtte han skubbe hende væk hvis han ikke ville have hende så tæt på. "Jeg kan ikke mærke nogen forskel." Erkendte hun som hun så lidt frem for sig, men det var jo også normalt der ville nok gå et par timer før de første symptomer begyndte at vise sig selvom det jo var forskelligt fra person til person.

[Deleted]

"Det er en mand" sagde Alecander, han var ret selvsikker og alligevel så var det hele en smule sløret for ham. Men det var da så også den eneste ting han var nogenlunde sikker på og han håbede oprigtigt at de ville blive fanget, hvemend der stod bag. Han gik naturligvis ud fra at der var flere, der var jo nok ikke nogen der kunne lave så stort ballade uden at de var en helt flok. Alecander hostede et par gange som fik ham revet væk fra sine tanker, lige nu ville han give alt for at alt dette her drama bare forsvandt fra den ene dag til den andens selvom han ikke var typen der var en dramaqueen, så måtte han indrømme at det her var begyndt at gøre ham nervøs. Hvad hvis det endte med at udslette den magiske verden? "Alt selskab" sagde han blot som han lagde sig på sofaen igen, han kunne ikke lide at være den der ikke kunne finde ud af tingene eller den som var fysisk svag, han var aldrig svag, men lige nu var han desværre så dårlig at han ikke rigtigt havde noget valg. "Jeg håber du er gået fri" sagde han blot og vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende. Han følte sig stadig akavet efter at vide hun var begyndt at date Cedric og han anede ikke helt hvad han skulle sige: "Vi burde nok bare prøve at sove igen" sagde han, han havde det også bedre lige nu.

♛

[Deleted]

Hun så på ham, han virkede meget sikkert sin sag. "Så du ham?" Spurgte hun lidt forsigtigt. Hun vidste godt det var et spørgsmål aurorne sikkert allerede havde dækket ind, men hun havde trods alt siddet herhjemme og været bekymret så lidt svar fortjente hun vel?
"Jeg er din healer Alec, jeg er vandt til at folk har det svært og er syge, det gør dig ikke svag. Måske fysisk, men det er ikke nogen skam, det er jo ikke din skyld." Forsøgte hun at forklare ham som hun så op på ham.
Hun fnøs en smule og rystede på hovedet, "så vidt jeg er bekendt er der ingen der går fri." Kommenterede hun tørt og sukkede opgivende. Hun var smittet, der var ingen vej udenom, hun måte bare håbe på at man nåede at finde ne kur inden det var for sent.
Hun rettede sig atter op da han sagde at de burde prøve at sove. Hun nikkede. "Ja du har nok ret." Sagde hun stille og rejste sig hvorefter hun gik imod værelset igen. Hun havde en del hun lige måtte tænke over. Hun var dødelig syg inden længe ville hun måske ende ligesom ham, hvorfor havde hun dog ikke tænkt før hun handlede?!

// out