I Actually Need You

[Deleted]

@olivia1
Kl. 19.00
Skt. Mungos

Alecander lå i en seng på Skt. Mungos bag vindue og glas, han var i karantæne som han selv havde bedt om, også selvom han havde tænkt sig at han ville hjem i sit hjem, og det var præcist derfor han havde spurgt efter at Olivia kom og besøgte ham. Han havde slet ikke set hende efter han var kommet tilbage, men han havde virkeligt tænkt meget på hende, og Alecander kunne godt mærke at der var begyndt at ske noget indeni ham som han faktisk ikke havde håbet eller regnet med ville ske. Han havde naturligvis bedt at hun også kom ind i karantænen med dragt og hele lortet, hun skulle ikke smittes, men han håbede alligevel at hun ville gå med til at passe ham hjemme ved ham, selvom hun skulle rendt rundt med en hvid kedeldragt på. Alecander havde det lidt bedre end den dag han var kommet hjem, han var vågen men hostede og fik nogen vilde ture med feber og koldsved, som heldigvis kom og gik, det her skulle ikke blive hans sidste og han ville kæmpe for at den idiot der havde gjort dette her i mod alt hvad han elskede og stod for, skulle straffes.

♛

[Deleted]

Så snart Olivia havde fået nyheden om at Alecander var blevet fundet havde hun gjort sig klar til at tage ind og møde ham på Skt. Mungos. Hun måtte indrømme at hun var blevet temmelig overrasket over at han i det hele taget havde sendt bud efter hende, men en lille del af hende var faktisk glad for det. Det var jo altid rart at føle sig ønsket.
Hende og Cedric havde det ellers også ret godt sammen for tiden, de havde hjulpet hinanden meget i hans forsvinden. Hun havde nok haft det lettere end Cedric eftersom for hende var Alec jo blot manden hun boede hos, for Cedric var det hans bror.
Hun gik ud fra at familien var informeret om at han var tilbage, hvis ikke var det nok fordi Alecander ønskede det på den måde og som hans healer måtte hun ikke sige noget videre - ikke engang til Cedric, medmindre Alec selv ønskede det.

Hun transfererede sig hurtigt frem til Skt. Munos og skyndte sig op på afsnittet hvor Alec efter sigende skulle ligge. Her blev hun mødt af lidt af en overraskelse. Hele afdelingen var nærmest spærret af. Folk gik rundt i store dragter og der var blevet oprettet et desinficeringsafsnit.
Desværre var hun godt klar over havd dette betød. Hun kendte sikkerthedsprocedurerne, dette havde noget med smitsomme sygdomme at gøre. Efter hun var blevet iført en dragt som efter sigende skulle være beskyttet af diverse besværgelser gik hun ind på stuen.
I det samme hun fik øje på ham, mærkede hun et stik i brystet. Det var ikke første gang hun havde set ham på et hospital, men det var første gang at situationen havde virket så alvorlig. Derudover havde han jo været væk virkelig længe. "Mr. Moore." Hilste hun i en meget lille stemme og gik hen til sengekanten.

[Deleted]

Alecander havde det nok rimeligt meget som sidst han havde været syg, hvor han jo flere gange havde været lige ved at dø, han kunne slet ikke overskue at gennemgå det igen, og lige nu var hans hoved fokus bare på at passe på alle de andre i den magiske verden, selvom Alecander var lukket og kold, så betød folket som helhed utroligt meget for ham. Han vidste ikke hvorfor at hans hoved havde blevet ved med at vise ham Olivia, men han måtte nok indrømme at der var nogen følelser involveret i hende, som han ikke før havde haft lyst til at mærke, og det irriterede ham faktisk. Han vidste jo hvor meget kærlighed kunne skade, men på den anden side kunne han mærke at han ikke kunne bekæmpe det, og lige nu havde han bare et klart ønske om at se hende igen. "Kald mig Alec" sagde han roligt og kiggede i mod døren hvor to vagter stod: "Vær sød at give os lidt alene tid" sagde han til dem, som fik dem til at forsvinde. Det var ikke den samme hårde stemme som normalt, han havde ikke kræfter til det. En ting var at hans krop var ødelagt, men en anden ting var at det også bare havde været nogen hårde måneder: "Hvordan har du det?" spurgte han roligt og kiggede i mod hende som han lå i sengen, noget mere bleg end normalt. Han følte sig feber ramt, men havde det lidt bedre end tidligere på dagen.

♛

[Deleted]

Det var som om at hendes hjerne ikke helt kunne forlige sig med det hendes øjne viste hende. Han var tilbage, men han så nærmest endnu værre ud end hun huskede at hun havde set ham før og det gav hende en ubehagelig følelse indeni.
Hendes mund gled let op da han pludselig sagde at hun skulle kalde ham Alec. Det var ret nyt og stort, gad vide hvad der var sket med ham i den tid han havde været væk? Hendes bekymringsfulde ansigt var ikke til at tage fejl af, hun havde været virkelig bekymret for ham og hun havde ikke troet at han ville dukke op i live, men det havde bare påvirker hende en hel del mere end hun havde troet at det ville gøre. "O-okay...Alec..." Sagde hun som for lige at smage på navet. Det lød mærkeligt når det kom fra hende, eller var det bare noget hun bildte sig ind?
Hun trak en stol hen til sengekanten og satte sig ned uden at tænke over det. Dragten var rimelig varm at have på, men smittefaren var vidst ret stor så hun var nødsaget til at beholde den på. Hun så efter mændene som de forlod rummet og vendte så atter blikket imod ham.
"Hvordan jeg har det?" Hun blinkede overrasket som var det det dummeste spørgsmål hun nogensinde havde hørt, "De tager gas på mig ik? Det er Dem som har været forsvundet sporløst i flere måneder....Hele England har været ude af sig selv af bekymring," udbrød hun, det var lettere at sige "hele landet" end at specificerer det til hende selv. Hun havde end ikke bemærket den tårer der var trillet ned over hendes kind. Tydeligvis havde hun været langt mere bekymret for ham end hun brød sig om at stå ved. Desværre kunne hun end ikke tørre tåren væk på grund af dragten så i stedet snøftede hun en enkelt gang og blinkede kort med øjnene for at genvinde kontakten.

[Deleted]

Alecander vidste godt at det var anderledes og for at være ærlig, så havde han det ikke særligt godt, sidste gang han havde været alvorlig syg havde han været næsten sikker på at han skulle dø og denne her gang måtte han nok indrømme at han var lidt mere seriøs omkring tanken. Han kunne jo godt gætte sig til at hvad end denne mand havde smittet dem med, så var det nok ikke for sjovt eller ment som en uskyldig joke: "Jeg har det fint, jeg er glad for at være hjemme igen" sagde han roligt. Som han kiggede på hende kunne han ikke være med at tænke på den anden de havde været sammen: "Jeg ønsker du skal tage med og tage dig af mig hjemme i mit eget hjem, jeg ønsker ikke at ende mine dage her" sagde han i en alvorlig stemme. "Ministeriet skal naturligvis nok dække dine omkostninger og mere til" sagde han roligt, det her var det eneste han ville, han ville ikke ligge og rådne op inde på hospitalet, han ville hjem og ligge, også selvom han måske ikke havde kræfterne til det helt vilde.

♛

[Deleted]

Hendes hoved tippede let på skrå og hun betragtede ham med et indtrængende blik som forsøgte hun at gennemskue om han rent faktisk mente det. Hun sukkede let. "Det er godt at have dig hjemme igen." Medgav hun i et lille smil. "Veronica er dog flyttet," Hun så lidt væk.
Hun havde aldrig helt vendt sig til tanken om at han havde en kvinde boende kun for samleje, så da hun var flyttet ud nogle uger efter Alecs forsvinden havde hun ikke følt noget videre tab over det. Desuden kunne han jo bare ringe til hende eller hyre end ny...eller hvad man nu kaldte det.
Olivia rynkede brynene ved hans ord. "Altså jeg bor allerede hjemme ved dig, du lejede mig et værelse," sagde hun lidt usikkert. Det huskede han vel? Det havde været kort før hans forsvinden. "Og altså jeg er sikker på at du ikke skal være bekymret, der skal nok komme en løsning på tingene." Hun anede intet om virussen eller hvad den gjorde eller hvordan den smittede, én ting vidste hun dog og det var at det var meget alvorligt, det stod tydeligt skrevet i alles ansigter så kunne hun jo prøve at benægte det alt det hun ville, men det var sandheden.

[Deleted]

Han smilede til hende og nikkede så ganske roligt, han var også glad for at være hjemme igen: "Det er fint, jeg ønsker ikke hun skal bo der længere" sagde han i en kold stemme, desuden var han jo ikke lige i en tilstand hvor han kunne bruge det til noget. Han var en mand der havde behov, men lige nu var det nok mere bare et behov for at slappe af og forsøge at blive bedre. Han måtte bruge alt sin energi på at beskytte den magiske verden, også selvom det ikke var let. "Det er fint.. Jeg er klar til at tage hjem, jeg skal ikke dø på et hospital" sagde han i en hård stemme som betød det ingenting for ham at han kunne dø af det, han var ligeglad. Det hele var bare lidt køligt indeni ham lige nu, det havde været nogen hårde måneder og Alecander havde mest af alt lyst til at trække sig ind i sig selv. "Har du det godt?" spurgte han roligt. Hun betød faktisk noget for ham, men det var som om han selv helt havde svært ved at indse det, der var bare så mange mærkelige ting han skulle tage stilling til hele tiden, og han følte sig forvirret.

♛

[Deleted]

Olivia formede brynene i en let rynken. Selvfølgelig forstod hun godt at han ikke ville have random kvinder vadende rundt omkring sig når han havde det skidt, men hun havde ikke forventet at han ville være så afvisende for at lade hende flytte ind igen. Monica altså. "Okay, jamen så er der jo i hvert fald styr på den del." Svarede hun med et lidt forsigtigt smil.
Hun forsøgte ikke at tænke for meget over hvad hans seksuelle behov indebar nu hvor hun boede derhjemme, mest fordi hun ikke havde brug for at vide hvad der foregik i det omtalte rum imens hun var derhjemme.
Hun så på ham med et lettere bekymret blik. Ærlig talt brød hun sig ikke om at han havde det syn på tingene for der var ingen tvivl om at dette her var en hård sygdom og at man bestemt ikke ønskede at blive smittet, men hun frygtede at han allerede havde givet op. "Lad os nu se, der er jo ingen der egentlig ved hvad det er, måske er det slet ikke så slemt." forsøgte hun at opmuntre velvidende om at det nok var præcis så slemt som Alec tegnede et billede af.
Igen blev de skeptiske blå øjne rettet imod ham. Siden hvornår var han begyndt at bekymre sig om hendes velbefindende? Hun valgte dog at være sød ved ham, han havde trods alt været igennem en her del. "Jeg har det helt fint." Forsikrede hun og smilede forsigtigt til ham. Det havde været nogle hårde måneder ikke at vide om han kom tilbage i live, men det behøvede han jo ikke at vide.

[Deleted]

Alecander nikkede, han var svimmel lige nu og havde lidt kvalme, dog var det ingenting i forhold til hvordan han havde haft det før. Nu havde han jo også snart været syg over en lang periode, go flere gange havde han været sikker på at han skulle dø. Denne her gang var han dog lidt mere usikker, han vidste ikke hvad denne her sygdom ville gøre og om den overhovedet kunne gøres om, men han ønskede ikke at Olivia eller nogen andre fra denne her verden blev smittet. Mærkeligt nok så holde han måske af hende, hun var en sød pige, og han var nok lidt ked af at han ikke var bedre til at udtrykke hvordan han havde det. "Jeg siger ikke jeg skal dø, jeg siger bare at hvis jeg skal, så bliver det ikke her" påpegede han i en hård stemme, men han var da helt villig til at ofre sig. "Det var da godt... Lad os komme afsted så" sagde han og satte sig roligt op på sengen: "Kan du transferer os?” spurgte Alecander, han magi opførte sig ikke helt som den skulle og han vidste ikke engang hvor sin stav var. HAn anede slet ikke hvad der skulle til lige nu, men han havde brug for at komme hjem og mærke sig selv.

♛

[Deleted]

Hun tav omgående bed hans hårde tone. Det var nok fordi hun havde svært ved at høre ham snakke på denne måde. Det burde hun ikke have, hun burde være professionel han var jo ikke den første patient hun havde haft der var døende, men nu var han lige kommet tilbage og en del af hende sagde hende bare at så kunne han da ikke bare dø. Ikke efter alt det han havde været igennem, hun var i hvert flad klar på at hjælpe ham så godt som hun kunne.
Efter et rum stilhed nikkede hun så. "Det forstår jeg godt, jeg skal nok snakke med overhealeren på afdelingen og høre om du ikke kan komme hjem" Sagde hun så og smilede igen til ham lidt opmuntrende. Hun forstod ham jo godt, men hun frygtede nok bare at han tog hjem for at give op. Hun rejste sig og gik mod døren, "jeg er tilbage om lidt." Det var jo ikke en beslutning hun kunne tage, hun bar bare en helt almindelig healer.

Der gik omtrent 20 minutter før hun var tilbage. Det havde ikke været let at få folk overtalt til at han måtte komme hjem, men efter at have forsikret at hun nok skulle forsegle huset og at hun nok skulle passe på ham og at det var okay de kom og checkede op på dem fra tid til anden havde de alligevel sagt okay. Det havde nok også noget at gøre med at Alec jo var minister, så det var lidt svært at modsætte sig hans ønske.
Hun sukkede en enkelt gange nikkede så. Jeg skal nok transfererer os hjem. Informerede hun og trak sin stav. Hun var lidt spændt på havd Cedric ville sige til at hans bror kom hjem. Hun håbede bare ikke at det ville komplicerer tingene at hende og Cedric var begyndt at date. Hun lagde sin hånd på Alecs skulder og transfererede dem så hjem til hans hus.

[Deleted]

Alecander skulle lige til at afbryde hende, han var Minister for Magi, han kunne vel selv bestemme om han ville hjem eller ej! Det var da også hans hus og ham der gjorde at det her overhovedet fungerede. Men han sagde ingenting og lod hende gå. Han havde så mange mærkelige følelser omkring det hele, men han havde uden tvivl stadig en interesse for Olivia som han forsøgte at skjule, Alecander var ikke god til følelser. Men når noget føltes rigtigt, var det nogengange svært at ignorerer. Som hun kom tilbage nikkede han roligt, og lukkede øjnene som hun lagde en hånd på hans skulder og han mærkede dem forsvinde igennem luften. Han landede på benene der hjemme, og måtte gribe fat omkring hende for ikke bare at døse om og falde til jorden, han hadede at føle sig så svag, han var en stærk mand der havde en stærk holdning til tingene, så han ville ikke være syg. Han slap hende langsomt og kiggede sig rundt: "Endeligt hjemme" sagde han i et suk og kiggede hen i mod sofaen, okay der virkede virkeligt langt hen til den lige pludseligt.

♛

[Deleted]

Som de landede i stuen måtte Olivia gribe ud og holde om ham som han var ved at falde, hun kunne mærke ham også tage fat omkring hende og hun blev stående lidt til han havde fundet sin balance. Dette her havde ikke lige været planen. Hun var lidt bekymret for hvordan det hele ville komme til at udvikle sig. Desuden måtte hun ligge nogle temmelig hæftige besværgelser over sit værelse sådan at smitten ikke bredte sig deling og hun måtte sørge for altid at børe dragten i nærheden af ham.
Lige nu virkede det hele en smule uoverskueligt, men det var som det var.
Som han slap hende fulde hun hans blik til sofaen før hun kommenterede på det han sagde. "Ja det har været længe undervejs." Hun så op på ham med bekymring i blikket, "Kom" sagde hun i en blid tone og lagde en arm omkring ham for støtte som hun guidede ham imod sofaen.
"Jeg har gjort rent i huset imens jeg har boet her, men har selvfølgelig ikke rørt dit soveværelse." En af husregelerne havde været at hun ikke gik derind så det havde hun selvfølgelig accepteret. "Men jeg tænker om ikke jeg skal gøre din seng klar til dig så du lettere kan komme i seng senere? Jeg skal nok lade være med at snuse rundt." Hun forventede nok at han ville afslå, men hånden på hjertet ville det være lettere at passe ham hvis hun måtte bevæge sig ind på hans soveværelse, medmindre han selvfølgelig havde tænkt sig at leve på sofaen fra nu af.

[Deleted]

Alecander nikkede kort, han var ikke altid en mand der sagde mange ord, og han havde bestemt ikke lyst til at snakke om tiden han havde været væk, men på den anden side var det jo nok ikke helt nogen overrakelse for nogen, Alecander kunne ikke lide at snakke om noget som helst der kom bare den mindste smule tæt på. Som hun lagde en arm omkring ham, kom et lille forsigtigt smil frem på hans læber, men han sagde ingenting. Det betød dog ikke at han ikke tænkte cirka en million tanker, for som altid så kom der meget mere igennem ham end han måske lige ville sige. "Det er fint.. Tak" sagde han i en formeld stemme som var hun en ansat der havde gjort noget rigtigt. Det var nok bare Alecanders måde at være venlige på, han var ikke særlig god til sådan nogen ting, og desuden så sad de sidste måneders oplevelse stadig i ham. Alecander var en stærk magiker og det vidste han da godt selv, men han havde åbenbart ikke været stærk nok. "Det er fint... Hvordan har du haft det?" spurgte han endeligt, han lyste en smule op i sine øjne som han spurgte hende, men det bemærkede man nok kun hvis man var opsavant, for når der kom ændringer i hans bil. Så var de ikke særligt store, og slet ikke lige nu.

♛

[Deleted]

Som de fik ham hen til sofaen lod hun ham glide ned og blev selv lidt ubeslutsomt stående ved siden af. Det var virkelig underligt at have ham hjemme igen, men hun var til gengæld også meget glad for at han var der og at han var okay.
Da han sagde at det var fint så hun på ham som var hun ikke helt sikkert at hun have tydleliggjort det nok at det jo ville kræve at hun bevægede sig ind i hans "forbud-område" soveværelse. Hun rømmede sig forsigtigt, "altså det er okay jeg går ind på dit værelse...soveværelse" rettede hun sig selv for lige at understrege det, "og gør din seng klar....din seng i dit soveværelse." Okay hun vidste godt at det måske fik hende til at fremstå lidt fatsvag, men hun vidste at hans soveværelse havde været komplet forbudt område i al den tid hun havde været her både som healer, men også efter hun var flyttet ind. Derudover huskede hun fra Kimberlys dagbog at heller ikke hun have været tilladt adgang til værelset og aldrig havde fundet ud af hvad der gemte sig derinde.

Stadigvæk chokeret over at hun muligvis fik lov til at gå derind uden så meget som en debat hørte hun sig selv svare med et rutinesvar "fint nok..." hun tog sig selv i det og rystede kort på hovedet som hun bed sig let i underlæben. "Eller nej...jeg har ærlig talt ikke haft det særlig godt. Jeg har været virkelig bekymret for dig." Indrømmede hun så. Hvor mange aftener havde hun ikke bare siddet i sofaen hvor han sad nu og stirret ind i kaminens flammer og tænkt over hvordan han mon havde det og bare håbet på at han var okay. Måske var det lidt for meget at ligge i det, han var jo kun hendes chef sådan set, men Olivia bekymrede sig faktisk en del om de folk hun kunne lide.
Det havde hjulpet efter hun var begyndt at date Cedric, de havde støttet hinanden en del i det hele. Pludselig følte hun et jag af skyldfølelse skylle ind over hende ved tanken om Cedric. Det var som om at hun havde en del følelser indeni lige nu som hun havde ufattelig svært ved at holde styr på.

[Deleted]

Han kiggede på hende med et nærmest sløret blik, han følte ikke han talte helt sammenhængende og han kunne mærke at han følte sig svimmel, var han mon ved at have feber igen? Han kiggede i mod hende og forsøgte bare at holde fokus. "Soveværelset?" udbrød han pludseligt som tog det noget tid for ham at forstå hvad hun sagde: "Nej... Nej det skal du lade være" sagde hun og forsøgte at samle sig igen, selvom det nok mere blev til en mumlen. Hans krop var træt og han var ved at være godt træt af at være syg. Han satte sig lidt bedre tilrette i sofaen, han havde virkeligt brug for lige at trække vejret: "Jeg... Ehm... Ja jeg har også tænkt på dig... Hvordan har du haft det?" spurgte han, selvom han lige havde spurgt om sætningen en gang, men det var som om hans hoved ikke helt kunne følge med. "Jeg tror ikke jeg har det så godt" sagde han som han pludseligt fik voldsomt kvalme, han kunne sket ikke fatte alt det der var sket i hans liv, og han ville ønske han bare kunne glemme de sidste par måneder. Desværre var det nok lettere sagt end gjort.

♛