I Actually Need You

[Deleted]

Olivia blev faktisk ikke engang overrasket over han kort efter nægtede hende adgang til soveværelset. Hun havde haft en ide om at han ikke helt havde opfattet hvad hun havde sagt til at starte med og derfor havde sagt ja. Hun havde trods alt aldrig haft lov til at gå derind. "Jeg kan ikke gøre din seng klar hvis ikke jeg må gå derind." Sagde hun blot. Det var ikke noget hun ønskede at debaterer med ham. Det var hans private sag, men indrømmet havde hun lidt svært ved at se havd der skulle være mere farligt for hende at se end et samlejerum.
En ting der dog kom bag på hende var da han sagde at han havde tænkt på hende. Hun kneb øjenene let sammen som regnede hun med at han om ville bryde total ud af karakter og råbe aprilsnar eller noget i den stil. En del af hende var smigret, en anden del var ikke helt sikker på om det overhovedet var ment så sødt som han havde sagt det eller om han mente han havde tænkt på hende i et andet henseende.

Det bekymrede hende også virkelig at han lod til at gentage sig selv og være meget diffus. "Måske skal vi få dig op i seng?" Forslog hun. Hun ville ikke sige at han så forfærdelig ud, men ærlig talt ligende han noget katten havde slæbt med ind, men det skyldtes uden tvivl sygdommen.
"Jeg skal nok lade være med at gå med ind på dit værelse, men lad mig i det mindste hjælpe dig derop?" Forslog hun stille og tilbød ham en hånd så han atter kunne komme op. Hen så ud til at være virkelig varm. "Jeg kan lave noget suppe til dig eller noget te?" Forslog hun forsigtigt.

[Deleted]

"Du skal ikke gå derind, jeg sover herinde" sagde han og mente naturligvis stuen, han var meget stædig omkring det rum og han havde bestemt ikke tænkt sig at hun skulle stikke sin nysgerrige næse derind. Alecander var en meget privat mand og nogen ting ville han gerne holde for sig selv, og hans soveværelse af en af de ting: "Bare et glas vand ville være fint... Ved du om mine brødre har fået besked?" spurgt han. Nu var det ikke Eric og Wyatt han tænkte så meget på, nok mere Christopher og Cedric. Det var trods alt de to han talte mest med, også selvom han ikke ligefrem kunne prale af at tale helt vildt meget med dem. Alecander sukkede let og smilede så i mod hende, Olivia var virkeligt en sød pige og han hadede sig selv for ikke at kunne fortælle hende det, men han havde en blokade i sig selv der gjorde det svært for ham at tale om sådan nogen ting. Han lagde sig let tilbage i sofaen og trak vejret tungt: "Jeg ønsker ikke du bliver smittet" sagde han roligt itl hende, det var jo slemt nok at han allerede lå og havde det skidt.

♛

[Deleted]

Hun sukkede opgivende af han kommentar om at hun ikke måtte gå der ind. Hendes blå øjne hvileder derefter på ham i nogle lange sekunder imens hun overvejede hvad pakker han kunne gemme derinde som var så skrækkeligt at hun ikke måte se det. Havde det ikke været fordi han var syg havde hun spurgt ham om han havde sin bunke af skelletter fra dem han myrdede derinde siden det skulle være værre end samlejerummet, men hun besluttede sig for at hun ikke ville diskuterer med ham nu. Det var ikke den rette tid.
Hun nikkede kort og forsvandt så ud i køkkenet ganske kortvarigt for derefter at komme tilbage med et glas vand til ham samt en fugtig klud, han så virkelig varm ud, men det skyldtes sikkert feberen. "Det har de, familien var den første der blev kontaktet da du..." hun overvejede sine ord, "..dukkede op." Endte hun.
Hun rettede en af sofapuderne til så han bedre ville kunne ligge sig og tog så et tæppe fra den ene stol som hun lagde over ham. "Hvad skete der med dig?" Spurgte hun så som hun så på ham, denne gang var hendes blik atter bekymret og alvorligt. Hun satte sig ved siden af ham i sofaen og førte forsigtigt kluden til hans pande hvor hun holdt den lidt.
Hans bekymring kom igen lidt bag på hende uden hun helt vidste hvorfor hun blev så overrasket. Hun var tydeligvis også langt mere bekymret for ham end hun brød sig om at indrømme. "Du skal ikke bekymre dig om mig, jeg har dragten på," sagde hun blidt skønt hun hadede at have den på. Den var super ubehagelig, men det var trods alt bedre end alternativet.
Det var som om at tonene imellem dem var blevet langt mere venlig og bekymret hvilket var rart, det var bare trist at det først kom nu hvor han var døende.

[Deleted]

Alecander var ikke rigtigt i snakke humør, men man kunne jo selvfølgelig diskutere om det var noget nyt, han var ikke en mand der sagde så meget og slet ikke når det handlede om ham selv, han ville gerne holde tingene privat og tæt ind til kroppen. "Fint" sagde han blot, Alecander havde ikke haft lyst til at se nogen, heller ikke dem. Så længe de vidste han havde det fint, så var det fint. Alecander var den ældste af brødrende, og nok den som var mindst med i fællesskabet, han var bare ikke så god til at være social. Hendes spørgsmål fik ham til at rynke lidt på panden: "Der er ikke sket noget, vi sad bare i en kælder i spildte tiden" sagde han helt køligt, han var ikke god til at snakke om ting, alligevel ville han hellere tale om det end sin barndom. Alecander havde nok været den der havde sagt mindst imens de andre havde brokket sig og plapret op, de var ikke helt behagelige at være i rum med da Alecander godt kunne gætte sig til de alle sammen hadede ham. Han nikkede, og rakte så ud efter hendes hånd som han tog at omkring, han sagde ingenting, nok fordi han ikke rigtigt vidste hvad han skulle sige, hvilket man jo ikke ligefrem kunne sige var en nyhed. Alecander var altid lidt lamslået.

♛

[Deleted]

Hun gloede på ham i nogle lange sekunder med den kommentar. "I sad i en kælder og spildte tiden?" Gentog hun og hævede selv brynene af ham. "Du var væk i flere måneder og det er alt du har at sige?" Hun var nok en smule chokeret havde det været hende ville hun da have været dybt traumatiseret og hun ville sikkert begynde at tude som en lille pige så snert nogen nævnte det.
Nu var det ikke fordi hun forventede den reaktion fra Alecaner, det ville nok skræmme hende mere ærlig talt, men hun havde da regnet med bare en eller anden form for respons. "Hvem var det? Hvad gjorde de ved jer?" Han så jo forfærdelig ud så hun havde svært ved at forstille sig hvad han måtte have været igennem.
Hun tøvede som han tog fat om hendes dragtbeklædte hånd og så ned på ham som søgte hun hans tilladelse til at forsætte. Det gav alligevel en underlig rolig følelse i hende når rørte ved hende skønt deres hud ikke mødtes. Denne underlige tiltrækning gav hende lidt dårlig samvittighed overfor Cedric. Selvfølgelig var hun glad for Cedric, det var hun virkelig og hun havde ikke følelser for Alec. Det kunne hun ikke have. Hun bekymrede sig bare for ham. Hvordan hun var endt der havde hun ingen ide om. De havde jo ikke ligefrem været perlevenner før-
"Lad mig nu hjælpe dig," bad hun i et blidt tonefald og så på ham med et roligt blik. Han var ikke typen der bare lige lod andre nurse ham, så meget havde hun da lært, men bare denne ene gang ville han måske have godt af at lade hende.

[Deleted]

Alecander var ikke nem at forhandle med og han vidste også godt at han ikke altid var nem at tale til. Der var mange ting i hans krop der gjorde ham til en svær person at være omkring, mest fordi at han ikke vidste hvordan man taklede følelser. Han trak sig hurtigt ind i sig selv: "Olivia, det er ligemeget... Det er alligevel ovre" sagde han. Han vidste godt han ikke gav hende meget, men han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Han kunne mærke hvordan det trak sig sammen i brystet på hende, han kunne bare ikke. Det var jo lige præcist derfor han ikke involverede sig med folk, han kunne ikke give dem det som de ønskede af ham. "Du hjælper mig rigeligt ved at være her" forsikrede han hende. Han slap roligt hendes hånd og lænede sig så en smule tilbage som han sukkede, han kunne mærke hans krop var træt, men det var måske ikke så mærkeligt: "Tingene er bare som de nu engang er..." tilføjede han ud af det blå. Han var ikke sikker på om det betød noget, men han følte at han var nødt til at sige et eller andet. Men som altid tænkte han istedet bare tusinder af tanker.

♛

[Deleted]

Igen kiggede hun på ham i nogle lange sekunder og sukkede så. Hun havde ikke lyst til at presse ham. Eller det var løgn, hun havde virkelig lyst til at presse ham og få nogle svar ud af ham, men hun vidste godt at det ikke var hendes plads. Han var ikke hendes kæreste, hun vidste ikke engang om han var hendes ven eller om han blot var hendes udlejer og patient.
Det var forvirrende især fordi hun havde svært ved ikke at lade hans sygdom påvirke hende. Hun ønskede ikke at han skulle have det skidt, hun havde håbet at han ville komme tilbage og at han ville være okay. At han kom tilbage, døende, virkede bare som en ufattelig grotesk joke.
Hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle tolke at hun hjalp ham ved at være der, for ærlig talt følte hun ikke selv at hun udøvede den store hjæp til ham lige nu.
Et let suk brød hendes læber og duggede glasset i beskyttelsesdragten i et kort øjeblik.
"Jeg ville bare ønske at du ville fortælle mig hvad du har brug for." Erkendte hun så. Måske havde han bare brug for at hun sad her sammen med ham. Men han måtte da have et eller andet på hjertet.
Hendes hånd faldt ned i hendes skød og hun betragtede ham med vagtsomme øjne. "Men det burde ikke være på denne måde." Om hun sagde det som svar på hans kommentar eller om hun bare tænkte højt fordi hun stadigvæk var frustreret over situationen vidste hun ikke. Hun lænede sig selv lidt tilbage i sofaen og så lidt frem for sig. "Jeg er glad for at du kom tilbage." Det føltes godt at få det ud også selvom det måske kun ville være midlertidigt havde hun brug for at understrege overfor ham at hun trods alt var glad for at se ham igen.

[Deleted]

Det var jo ikke fordi han direkte ville snærre af hende, men Alecander var bare ikke særlig god til andre mennesker og han var ikke særlig god til at sige de rigtige ting. Det var jo også derfor han godt vidste det nok var bedst at han bare var alene og ikke havde folk tæt på sig. Han havde jo ikke engang et særligt godt forhold med sine fire brødre, det var jo ikke fordi tá han kke kunne lide dem, men han havde bare svært ved at snakke med folk om det. Han ville hellere bare holde tingene for sig selv. ”Jeg har ikke brug for noget, jeg har bare brug for at være her, sammen med dig” sagde han i en rolig stemme, han kunne ikke sige andet til hende. Han havde det fint nok men han havde brug for tid, han ville bare gerne være her i trygge omgivelser og måske få arbejdet en smule for ikke at kede sig halvt ihjel. ”Jeg er da også glad for at være tilbage” sagde han i en rolig stemme og kiggede i mod hende, der var ikke mange ord i ham, nok fordi han ikke var sikker på hvad han skulle sige, han ville gerne sige at han havde savnet hende, men det kom bare ikke rigtigt til mere end tanken.

♛

[Deleted]

Olivia vidste at det var uprofessionelt af hende, men hun kunne ikke undgå at mærke at det rørte noget i hende når han sagde at han havde brug for at være der sammen med hende. Igen turde hun ikke satse på at han mente mere med det end som så. Desuden dalede hun hans bror så det ville være forkert af hende på alle kunstens regler at lade sig lokke ind i hans spil.
I sit stille sind kunne hun ikke lade være med at tænke på om det var sådan Kimberly var blevet lokket ind i det hele til at starte med. Desværre måtte Olivia erkende efter lang tids benægtelse at der var noget ved ham som gav hende lyst til at blive hængene. Noget der gjorde hende nysgerrig på hans måde at se verden på og noget der gjorde at hun måske endda lidt længtes efter det.
Men det var absurd. Hun var en pæn pige, hun vidste hvor grænsen gik. Hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, men han blurrede ligesom bare de linjer og det frustrerede hende.
"Okay," endte hun så og sad lidt tavs før hun atter kiggede på ham, "men altså så snart du bliver rask er jeg færdig med at være så medgørlig." Dette blev sagt med et glimt i øjet så han vidste at det var ment i sjov. Selvfølgelig var det ham der bestemte i sidste ende, men hun ville bare gerne vide lidt mere om hvad der var sket imens han havde været væk, hun ville bare ikke presse ham så længe han havde det så skidt. Hun vidste også godt at der ikke var nogen kur, men hun valgte at snakke som om at det hele nok skulle gå, for ærlig talt havde hun brug for at det hele skulle gå i orden.
Hun mødte hans blik da han sagde at han var glad for at være tilbage og sendte ham et svagt smil retur. Det var som om at der var noget usagt imellem dem. En form for forståelse hun ikke havde kunne mærke før, men det kunne selvfølgelig også bare være hende der var galt på den, klokken var jo ved at være mange.

[Deleted]

Alecander var ikke et nemt menneske at være omkring, og bare det at hun gav ham et forsøg var mere end de fleste mennesker, men det var nok gensidigt. Normalt ønskede han jo ikke folk omkring sig, men han ønskede virkeligt hende. Det var en mærkelig fornemmelse og han kunne slet ikke huske hvordan det havde været før hun var en del af hans liv: "Jeg er bare glad for du er her... " sagde han roligt, det var det bedste han kunne komme ud med, og nok derfor han gentog det. Han kunne ikke rigtigt finde ud af at udtrykke følelser. "Er du sikker på det? Jeg kan godt lide når du er medgørlig" blinkede han til hende, der var noget over denne her flirten som han godt kunne lide, også selvom det uden tvivl var meget anderledes for ham. Han flirtede jo aldrig rigtigt, men han var ret sikker på at det virkede: "Eller du er måske ikke nysgerrig mere?" drillede han en smule underforstået. Der var noget ret sjovt over hendes, og generelt noget specielt over deres relation. Alecander havde det godt med hende hvilket var en vigtig del af det, og han var glad for at hun var den der tog sig af ham.

♛

[Deleted]

Der var et eller andet i måden han sagde det på. Noget der gik ind og rørte noget i hende selvom hun ville ønske at det ikke var sådan. Hvorfor var det hun følte at de dansede som katten om den varme grød?
Hans flirten....for det var da flirten var det ikke? Det ligende det. Åh de mixere signaler drev hende til vanvid, men samtidig trak de hende også kun længere ind. "Ja det kan De sikkert Mr. Moore, men havd sjov ville der være i det." Drillede hun tilbage. Hun følte virkelig at hun var ude på dybt vand når det kom til ham, men af en eller anden årsag kunne hun ikke stoppe sig selv. Lige nu var det dog ret uskyldigt.
Hans sidste sætning fik omgående et sug til at løbe gennem kroppen uden hun var sikker på om de tænkte på det samme. Det gjorde de jo nok. Det der var sket mellem dem, hendes mange spørgsmål ind til rummet. Kinderne blussede omgående op i en rødlig nuance og hun så kort væk.
Pludselig virkede dragten helt afsindig varm at have på. Hun rømmede sig, "Jeg er skam altid nysgerrig, men du er ikke særlig snaksagelig." Påmindede hun ham så med et nyt lille smil legende på læberne. Okay dette her var måske alligevel ikke helt så uskyldigt. Hun burde fortælle ham at hun dalede hans bror, men hun var også bare bange for at udbryde det og han så bare ville glo mærkeligt på hende hvis han nu slet ikke mente det som flirterier.
Hvorfor skulle han også komme tilbage og pludselig være så fandens charmerende? Hvorfor havde hun i det hele taget savnet ham så meget. Det var ikke fair.

[Deleted]

Han smilede let ved hendes ord: "Åh tro mig, det kan der komme en masse sjov ud af" sagde han blot. Et øjeblik kunne han mærke at han havde glemt alt om at have ondt, om at have det dårligt eller noget som helst andet. Han nød virkeligt de her legesyge øjeblikke og han oplevede dem aldrig rigtigt med andre end hende. Hun var en helt speciel kvinde og hun kunne virkeligt en ting eller to når det kom til at fange hans interesse, havde han haft lidt flere kræfter havde han muligvis også handlet på det, men dette var en af de helt sjældne gange hvor Alecander faktisk ikke lige orkede at tage tøjet af nogen. "Til hvad jeg havde i tankerne, skal vi heller ikke snakke" påpegede han lidt mere tørt som om han snakkede om at lave mad eller noget andet lidt mere ligegyldigt. Alecander var jo egentligt ikke genert af sig. han var bare ikke god til at snakke om ting der handlede om følelser, men når han var sikker på sig selv så kunne man også mærke det på ham, og nu var de ved at være over i et emne som han følte sig noget mere sikker på. At hun så var på dybt vand; det fandt han bare underholdende.

♛

[Deleted]

Hun svarede ham ikke, men så i stedet bare på ham med et lille smil og en rødlig nuance i kinderne. Det irriterede hende at hun reagerede sådan overfor ham, det var jo lige præcis dette her hun havde været så uforstående overfor før hun lærte ham at kende, hvordan han kunne charme sig ind på folk. Det var bare som om at alt den viden hun havde omkring hans rum bare ikke helt trængte igennem til hende lige nu, som var det en helt anden person og ikke ham.
Dog måtte hun erkende at hun godt kunne lide det spil der var imellem dem. Det gav hende en følelse af at noget ukendt, noget hun ikke var i kontrol over og det var svært for en som hende der altid var i kontrol og altid forsøgte at kontrollerer alt omkring sig. På en eller anden måde formåede han at udfordre den del af hende og det var virkelig rart.
Den anden kommentar fik for alvor den rødlige farve til at stige. For et kort sekund havde hun nærmest lyst til at udfordre ham til at handle på det, men der var bare lige den detalje at han var smittet med en farlig virus og hun ville blev smittet hvis de så meget som forsøgte at komme tæt på hinanden, derudover så datede hun stadigvæk Cedric og det ville hun aldrig gøre imod ham.
Den del med Cedric ramte hende dog lidt pludseligt som havde hun lige en kort stund glemt ham imens hun i de mørkere dele af sit sind forstillede sig hvad Alec ville kunne gøre ved hende. "Jeg dater Cedric.." Det fløj ud af hende inden hun nåede at stoppe sig selv. Faktisk var det ment som en påmindelse til sig selv, men så gik det op for hende at hun havde sagt det højt. Hun blinkede et par gange og brød så øjenkontakten med Alec. Hun var pludselig underlig flov over hele situationen som havde hun gjort noget forkert.

[Deleted]

Alecander sukkede let, han anede faktisk ikke hvad han skulle sige til hende. Hun satte så mange følelser i ham og han vidste ikke hvad han skulle gøre af dem, hvilket jo ikke ligefrem var nogen nyhed. Som hendes ord kom ud af hendes mund, stilnede han hen og nærmest stirrede bare på hende et øjeblik, ikke sikker på hvad han skulle sige, Cedric? "Min bror?" sagde han i en blanding af en konstatering og et spørgsmål. Han kunne mærke en vrede begynde at sprede sig i kroppen på ham, men han forsøgte ikke at lade det vise sig. "Hvor fint... Dejligt du har fundet en" sagde han blot og prøvede virkeligt ikke at virke sammenbidt, men ordene ville nok virke en smule sammenbidt. Han var bare ikke en fyr der var god til forandringer og slet ikke når det var en han kunne lide,men han vidste jo godt han ikke havde noget at sige, hvad skulle han overhovedet sige til hende? Det var jo fint at hun havde fundet en. Så kunne han jo også komme videre med sit liv, han havde brug for at komme videre, så han kunne jo også bare gå ud og søge en ny submissive: "Jeg tror gerne jeg vil sove" sagde han roligt til hende.

♛

[Deleted]

Wow. Med ét havde stemningen ændret sig fuldkommen fra næsten hyggelig til super akavet. Hun sank lidt hårdere end havd hun havde ment og begyndte omgående at fumle med sine handskebeklædte hænder i skødet. Dette her var slet ikke sådan hun havde planer om at tingene skulleforegå.
Hun rømmede sig en smule og rettede så ryggen for at forgive at hun var mere i kontrol end hun egentlig var. Hun fugtede læberne med tungespidsen og mødte så hans blik meget forsigtigt. "Ja..." bekræftede hun en anelse tøvende.
Det var ikke sådan hun havde håbet at han fast ud af det. Måske brude hun havde sagt det som noget af det første, men hele måden han var kommet tilbage på, der havde bare ikke rigtig været det rette øjeblik at fortælle ham det.
Noget i hans tone havde ændret sig. Han lød næsten irriteret over det og hun mærkede en smule ubehag løbe gennem kroppen. Men hvorfor? Ja selvfølgelig var det nok ikke fedt for ham at hun havde fundet sammen med hans bror, men altså det var jo ikke fordi at Alec havde givet udtryk for at ville have hende udover den ene gang i Paris. Desuden havde han haft kvinder boende i hjemme imens Olivia boede der så han kunne vel ikke tillade sig at blive sur over at hun havde fundet en. "Jah det....vi er også glade, men det er jo stadigvæk lidt nyt såh.." Hun stoppede sig selv. Han var nok ikke interesseret i at høre om det.
Hun nikkede blot til at han ville sove og rejste sig så fra sofaen. Hun fangede et tæppe og lagde det forsigtigt over ham nu hvor hun ikke måtte gå ind og hente hans dyne. "Er du sikker på at du ligger godt nok her?" Spurgte hun så.