Scaramouch will you do the fandango?

[Lawrence Dale Rider]

Denne tråd er tilegnet Nikki Elicia Adams  

Foregår i Edinburgh 

Oktober 2055 
Kl. 16:04

---

Lawrence havde brugt nogle dage i Edinburgh, da han havde været hos en tatovør, som gæst. Så han havde egentlig mest bare arbejdet og ikke rigtigt fået undersøgt byen han var i. Han måtte så også indrømme, det var en meget lille interesse hos ham, da steder, personer og ting generelt havde en lille affektionsværdi i ham. Han kendte knapt lokalområdet i den del af London, han selv boede i. Han var dog blevet enig med sig selv om, at han ligeså godt kunne få et kig på byen, når det var en af de sidste dage han var her og han havde fået forholdvis tidligt fri, da resten af hans dag var blevet aflyst i sidste øjeblik og der ikke var kommet nye ind i den tid. Det irriterede ham, for hans arbejde var en del af hvert et åndedræt han tog, så han foretrak egentlig han bare kunne bruge resten af dagen på at tatovere videre. Det var dog fint. Han havde som altid, når han begik sig udenfor, en hue og et par solbriller på. Han var ikke i tvivl om, at Faded Exit også måtte have fans i Skotland. Hans tøj bestod ellers bare af en jakke, da kulden efterhånden var kommet for at blive - sådan var det oftest jo tættere Halloween stod, en trøje med noget print og ellers et par lange sorte skinny jeans samt et par dr. martens. Han havde tit fået at vide ham og Charles havde samme stil, men han så det ikke, hvor han foruden heller ikke altid så, at de kunne ligne hinanden. Hans krop var dækket af tatoveringer og hans gang og ikke mindst stemme var også en anden. Personligheden var en altoverskyggende grund til, de slet ikke kunne være samme person. Lawrence så Charles som en følelsesmæssiginvolveret flødebolle, der interesserede sig for andre. Han kunne ikke være længere fra den beskrivelse selv. Han stoppede op på et torv for at se sig omkring. Var der mulighed for en øl her? Der var jo trods alt en del pubs og andet i nærheden, og han måtte indrømme gåturen rundt i byen havde ikke vækket den store interesse i ham, da slet ikke når tørsten meldte sig. 

[Nikki Elicia Adams]

Nikki havde været ude efter nogle tæpper, som hun skulle bruge til sine dyr. Hun ville gerne have, at de havde noget blødt, når de skulle ligge ned i lang tid, imens de fik det bedre. Hun elskede sit arbejde og gik rigtig meget op i det. Det var faktisk næsten det, der betød allermest for hende. Selvfølgelig var der hendes venner og hendes familie, men hendes job betød også rigtig meget. Hun var der stort set hele tiden og det var også en af grundende til, at hun ikke så sine venner og sin familie ret tit. Dyrene skulle have det godt og de skulle helst blive raske igen. Hun var lidt perfektionist på det punkt. Selvom hun stolede på sine medarbejdere, deriblandt hendes bedste veninde, så havde hun det altid bedst, når hun selv var der.

Hun gik roligt ned gennem gaden og nød den friske luft. Hun havde været på sit arbejde i 24 timer. Hun sov på sit kontor, men ikke ret meget, da der var en kat, der havde set ret skidt.
Nikki stoppede pludselig op, da hun så en bekendt skikkelse. Var det Charles? Hun havde ikke set ham så meget efter Hogwarts, da han jo havde sit band og hun havde sit job. De havde dog været ret tætte på Hogwarts og hun savnede ham da. Hun fortrød lidt, at hun ikke rigtigt havde skrevet til ham, men nu kunne de måske få kontakten igen. Hun gik hen til ham og smilede. Han havde solbriller på og så da anderledes ud med alle de tatoveringer, men hun kunne godt kende ham.
"Charles?" Spurgte hun, da hun selvfølgelig gerne ville være sikker. Det var ved at være en del år siden.

[Lawrence Dale Rider]

Alt i Lawrences krop stivnede. Alt hvad der kunne kravle op, kravlede og vendte sig i hans krop. Charles. Bare navnet kunne få alt inde i ham til at se rødt. Han anede ikke hvem hun var, om det var en fan eller en der skulle forestille at kende Charles. Han hadede sin tvillingebror, med alt han havde og det var til trods for intet af det der var sket var Charles’ skyld. Charles anede ikke en gang han eksisterede og det var heller ikke meningen Lawrence skulle vide det. Det var dog ret svært, når idiotens forældre ikke lige havde fået fortalt ham, at det med at blive kendt, det var nok en dårlig idé. De havde nok regnet med han enten var død eller på den anden side af jorden, så han ikke ville opdage det. For gud forbyde, at Charles ikke skulle følge sine drømme. Gud forbyde det var Charles der skulle tage langt fra England, blot for at komme i skole. Fanden tage hele den familie! De havde givet ham væk til en familie, der var blevet taget væk fra ham allerede inden han var fyldt 10. Han så op på Nikki med et blik, der kunne slå ihjel. ”Fandme nej,” påpegede han med en irriteret tone. Hvor end han gik, skulle det navn dukke op. Selv når han var på arbjedet og folk sådan med al seriøsitet troede, de skulle tatoveres af Charles. Han kunne til tider være smart, bare lege med på at han var Charles og se hvor det bragt ham hen, men han ville simpelthen ikke være i stand til at lege Charles i mere end 5 minutter.

[Nikki Elicia Adams]

Nikkis smil falmede ret hurtigt og det gav et sæt i hende, da 'Charles' svarede hende som han gjorde. Okay så det var ikke ham eller også var en en rød eller også jokede han. Han lignede dog ikke en, der jokede. Havde han en tvilling, som hun ikke kendte til eller var det blot en dobbeltgænger?
"Åh.. Øhh." Det må du virkelig undskylde." Sagde hun og kunne faktisk mærke, at hun lød lidt mere irriteret end det havde været meningen. Dog synes hun, at det var ret uhøfligt af hende. "Det var jo ellers min intention, da jeg kom herover at fornærme dig ved at tro du var min ven fra skolen.. Ikke andet." Sagde hun sarkastisk. Nikki var normalt ikke sådan, men hun synes hans svar havde været noget så provokerende. Hun kunne jo ikek gøre for, at han lignede Charles på en prik, hvis man lige så bort fra en tatovering eller fem.

Hun trak vejret dybt og prøvede at kontrollere sin irritation.
"Okay fint. Du må have en god dag." Sagde hun og trak på skuldrene og vendte sig om. Hun havde da håbet, at det var Charles, da hun da gerne ville høre, hvordan det gik med ham, men der var heldet ikke lige med ham. Hun skulle belemres med hans evil clone. Hun sendte ham dog et lille smil, inden hun vendte sig om, da hun alligevel kunne være helt uhøflig. Det lå bare ikke til hende. Længere. Som teenager var hun modbydelig, men ikke længere.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence så på den ukendte kvinde, der tydeligvis havde et bekendtskab til hans uduelige bror, med kolde øjne. Hvor kendte de hinanden fra? Havde han knaldet hende eller hvad? Så havde han ligeså dårlig smag, som han altid havde forestillet sig, han havde. Han kunne nu alligevel heller ikke lade være med at tænke, hun var en stakkel, hvis det var tilfældet. 
Han så på hende som hun undskyldte. Hvorfor gik hun ikke bare? Som om han ved sine fulde fem ville kunne tilgive hende for, at tro han var en anden og da slet ikke hans tvilling. "Whatever," svarede han hårdt tilbage på hendes undskyldning. Lawrence så ikke sig selv som værende uhøflig eller hård ved hende. Nok var han irriteret på hende, men han talte ikke til hende på en måde, han nærmest ikke snakkede på normalt. Han var kold i sit toneleje og hans øjne vidste ingenting. De skjulte alt det der var hændt ham, fordi hans biologiske forældre havde valgt Charles over ham. At han havde mistet ikke en, ikke to, men tre mødre. At han havde mistet to fædre, og han hver dag frygtede at miste den tredje. Den tredje, havde til gengæld en uduelig kæreste, som også havde troet han var Charles. Han fnøs køligt ved hendes kommentar. "Kun din ven?" spurgte han i en spottende tone, som de grønne øjne faldt på hende. 

Han trak en mine ved hendes kommentar. "Lad vær med at sige noget, du ikke mener," påpegede han, da han ikke kunne have den slags mennesker. Han havde fornærmet hende, og de var udenfor, så hun kunne gå uden at sige noget, men alligevel havde hun følt for at ønske ham en god dag, hvorfor? Han synes ikke hun skulle have en god dag, og han havde heller ikke nogen muligheder for at opnå det nu. Det havde Charles allerede ødelagt ved hans eksistens. 

[Nikki Elicia Adams]

Nikki kunne godt mærke, at hendes eksistens lige nu, nok ikke var den mest ønskede fra hans side, men hun var blevet mere rolig nu. Hun havde taget sig sammen, da hun ikke ville være hård. Han måtte have en grund til at være som han var og måske der lå mere bag, end at han bare var direkte uhøflig. Det fik hun nok aldrig at vide, men derfor kunne hun godt være det store menneske. Hun trak på skuldrene, da han var ligeglad med hendes undskyldning. Det måtte han jo om.

Hun lagde hovedet let på skrå, da han spurgte ind til hendes forhold til Charles. Hvorfor i alverden sagde han det på den måde?
"Ja. Ven. Ikke andet." Sagde hun roligt og trak på skuldrene. Der havde aldrig været noget mellem hende og Charles og så vidt hun vidste, var der ingen af dem, der nogensinde havde ønsket mere end det. Han var en flot fyr og han rigtig sød fyr, men han havde været hendes ven og ikke mere. "Piger og drenge kan faktisk godt bare være venner." Sagde hun så, uden at smile eller lade være.

Hun rystede let på hovedet af ham ved hans næste kommentar. Han var godt nok en spydig lille satan, måtte hun da indrømme. Hun vendte sig imod ham og trak på skuldrene.
"Tro det eller lad være, men jeg mener det faktisk. Det er muligt, at vi to ikke ligefrem bliver slyngveninder, men derfor håber jeg da ikke, at du får en dårlig dag." Et lille smil brød frem og det var oprigtigt. Det var dog meget småt.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence så afmålt på hende, som hun svarede ham. ”Aha,” svarede han køligt. Så troede han på den, men heller ikke mere. Selv hvis hvad hun sagde var sandt, ville han ikke kunne forstå, han ikke havde været der. Ikke fordi mænd og kvinder ikke kunne være venner, men han var jo direkte dum hvis ikke han tog nogle chancer. ”Det sagde jeg ikke,” svarede han i en kølig tone, som han lod de følelsesløse grønne øjne hvile på hende.



Lawrence ville ikke en gang se sig selv som spydig. Han var ærlig og måske til tider en kende flabet, men han var vant til at se, at Jasper var flabet, så han tænkte ikke videre over det. Han så på hendes smil, efter hendes lange smøre om hun rent faktisk ønskede ham en god dag og de ikke blev slyngveninder. ”Hvorfor?” spurgte han, da han gerne ville have et svar på, hvorfor hun ville ønske ham en god dag. Lawrence var stadig irriteret over, nogen endnu en gang havde troet, han var hans tvillingebror. For ham lignede de ikke hinanden særlig meget, men han så også virkelig også Charles som uduelig følelses flødebolle, der bare havde alt, mens han følte, alt var blevet taget fra ham. Logisk set, vidste han jo godt, det ikke var Charles’ skyld, men det var nemmere at give ham skylden.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki vidste ikke, hvorfor denne fyr var som han var, men hun kunne jo sådan set være ligeglad. Hun ville ikke blive sur eller flabet overfor ham, for det havde hun ikke en grund til. Hvis han direkte blev grov overfor hende, så kunne hun bare gå. Det kunne hun da sådan set alligevel, men af en eller anden grund, så havde de en form for samtale. Det var ikke ligefrem en af de bedste samtaler, hun havde haft i sit liv, men det var da en samtale. Hun kunne dog forestille sig, at samtalen snart ville slutte, da han ikke ligefrem virkede til at være ret interesserede i hende, men det passede hende nu også fint nok.

Nikki trak på skuldrene og overvejede ikke engang sit svar.
"Jamen hvorfor skulle jeg det? Hvad ville jeg få ud af det?" Sagde hun og og lagde armene over kors, da hun følte, at hun skulle gøre noget med sine arme. Hun vidste ikke rigtigt, hvor han ville hen med dette og hvorfor det var vigtigt for ham at vide, men hun havde det helt fint med at svare ham.
"Det virker ikke til, at du har den bedste dag lige nu, så jeg håber da, at den bliver bedre og jeg er da ked af, hvis det er min skyld, at du er i dette humør, selvom jeg slet ikke forstår hvordan." Hun trak på skuldrene og førte den ene hånd igennem sit lange brune hår. Hun var nu ret nysgerrig om, om han var i familie med Charles, men hun turde sjovt nok ikke at spørge, når han nu var i det humør.

[Lawrence Dale Rider]

”Fordi der ikke er nogen grund til at være venlig overfor en, der ikke er venlig over for dig,” påpegede han med et par følelsesløse øjne. Sandheden var, han ikke var venlig over for en eneste sjæl, udover Tati. Han ville slet ikke være venlig overfor en, der havde startet med at kalde ham Charles. Det var tydeligt de ikke var samme person, hvis man spurgte ham. Det kunne godt være de lignede hinanden på mange punkter, Lawrence var ikke blind. Han så bare også de mange punkter, hvor de på ingen måde var ens – eller han i hvert fald forestillede sig det.

Han så på hende med et løftet øjenbryn over hendes kommentar. ”Ville du have en god dag, hvis nogen troede, du var nogen du ikke var?” spurgte han direkte for at svare på hendes spørgsmål på, hvorfor det var hendes skyld. Det hvilede 100 procent på hende. Hun kunne bare have ladet ham være i fred, især hvis hun var usikker på om det overhovedet havde været Charles til at starte med.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki kunne da godt se, hvad han mente, men hun var nu ligeglad. Havde han slået hende eller kastet en sten på hende, så ville hun da ikke have, at han skulle have en god dag, men bare fordi han ikke var den mest venlige person, betød det ikke, at han ikke fortjente en god dag. Måske var venlighed det, han havde brug for.
"Du har tydeligvis nogle issues med denne situation, som jeg af gode grunde ikke forstår, og når nogen er i dårligt humør, så reagerer de på bestemte måder. Jeg kan jo ikke vide om du generelt ikke er venlig eller om det er fordi, du har en dårlig dag." Sagde hun med et skuldertræk. Det var nok en af de mest underlige situationer, hun havde været i. Hun havde troet, at han var Charles og han fik det til at lyde som om hun troede, at han var Voldemort.

Nikki stod et øjeblik og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. Regnede han virkelig med, at alle mennesker reagerede som han havde gjort, hvis nogen forvekslede dem med en anden? Den dreng havde nogle problemer.
"Det ville virkelig ikke være det, der ødelagde min dag, måtte jeg nok indrømme. Desuden sker det tit, da jeg er tvilling. Selv da min søster og jeg ikke kunne fordrage hinanden, tog jeg mig ikke af, hvis folk troede, at jeg var hende." Nikki forstod slet ikke, hvordan han kunne blive så sur på hende, bare fordi hun havde forvekslet ham med Charles. Kendte han Charles og kunne ikke lide ham eller var han bare en meget sensitiv person? Hun anede det ikke og hun havde på fornemmelsen, at hun aldrig ville finde ud af det.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence så på hende med et hårdt blik, som hun begyndte på han havde issues med situationen. ”Du har helt ret, jeg har issues. Jeg har issues med du tror jeg er Charles og jeg har issues med, at du overhovedet vil kendes ved at kende sådan et røvhul,” påpegede han køligt. Han var ikke en venlig person helt generelt, men han var heller ikke direkte uhøflig. Han var bare kold. Han ville ikke have folk tæt ind på livet af sig.



Lawrence så uimponeret på, som hun fortalte det ikke ville ødelægge hendes dag og at hun selv havde en tvilling. ”Jeg går heller ikke ud fra, at din biologiske familie gav dig væk til en psykotisk kvinde og en mand, som var under tøflen?” spurgte han direkte. Han lod hende ikke svare. ”For så senere at de pågældende forældre dør og din biologiske familie ikke gider at tage sig af det eller tage ansvar, hvorefter du flere år efter finder ud af, du har en tvilling som de valgte at beholde, mens du selv er gårsdagens glemte affald?” påpegede han direkte. Hans tone var stadig kølig og grænsede sig til hård. Hans blik var uberørt. Ikke han brød sig om at snakke om sin fortid eller åbne om, men det kunne være hun så det som en eller anden syg joke. Han hadede Charles til trods for han ikke havde noget med det at gøre. Han havde fået alt det, som han ikke selv havde haft nogen mulighed for at få. En familie med alle familiemedlemmer intakte. Han var blevet adopteret igen og nu havde han kun sin far tilbage.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki lyttede til ham og det gik op for hende, at han var Charles' tvilling. Hun kunne selvfølgelig godt regne det ud, men det skete da, at nogen havde en dobbeltgænger derude. Dog synes hun ikke, at det virkede helt rigtigt, at det skulle være det, der var svaret. Nu havde hun dog fået det bekræftet, men hun viste ingen reaktion. Hun lyttede blot til ham. Selvom han sikket ikke ville indrømme det, kunne Nikki forestille sig, at han havde brug for at tale om det. Eller i hvert fald bare komme ud med det.

Hun kiggede på ham, men prøvede ikke at se ud som om hun havde medlidenhed med ham, for hun tvivlede på, at han ville tage det pænt.
"Jeg har aldrig kendt Charles som et røvhul. Dog kan jeg godt forstå, at hun har det lidt stramt med ham, fordi du blev valgt fra og han ikke gjorde. Jeg kan nu forstå, hvorfor du ikke vil kendes ved ham eller have, at folk skal tro, at du er ham. Dog er det ikke hans skyld og når I nu er tvillinger, så tror jeg, at du bliver nødt til at acceptere, at nogle vil tro, at du er ham. Der er sikkert også nogen, der tror, at han er dig. Jeg er ked af, at du har det sådan, for det kan da bestemt ikke være nemt." Sagde hun roligt. Hun forventede ikke, at han ville tage imod dette, for de var ikke venner og blev det nok aldrig, men hun fortrød nu ikke, at hun havde sagt det til ham.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence lod sit hvile uforstående på hende, som hun begyndte at tale til ham om forståelse og hvad han havde brug for at acceptere. ”Så må du åbne øjne, hvis ikke du kan se han er et røvhul,” påpegede han, inden han lod et suk glide forbi hans læber. Han havde ikke brug for at snakke om det. Han havde brug for, at han levede enten uvidende eller at det ikke var rigtigt. Det var en af de punkter, han ikke kunne lyve sig ligeglad. Han var ikke ligeglad, og han hadede når folk kunne se igennem det til trods for det var et af de eneste punkter, hvor han var nem at læse. Hadet gjorde ham helt utrolig bitter. ”Jeg gider ikke dit damning medlidenhedspis. Gem det til en, der har nogen form for følelser. Og alt er hans skyld, så hold nu din damning kæft om noget du ikke aner en damning skid om,” påpegede han med en irriteret tone og lod de kolde øjne hvile på hende, hvor vreden kort var til stede i de ellers nådesløse kolde øjne.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki var slet ikke i tvivl om, at denne fyr var utrolig bitter. Det var nok tydeligt for enhver og hun kunne godt forstå, at han havde haft det svært. Hun kunne dog ikke forstå, hvorfor han hadede Charles så meget. Det var ikke ham, der havde bestemt, at han skulle have et bedre liv end fyren her.
"Jeg har ikke set ham i nogle år, så jeg aner ikke, hvordan han er. Jeg tænker ikke, at jeg skal antage hvordan han er." Sagde hun og trak på skuldrende. Da han pludselig begyndte at være oprigtigt irriteret på hende og tale grimt til hende, var hun overrasket et øjeblik, men i og med, at han ikke ligefrem truede hende eller kom tættere på hende, tog hun sig ikke helt af det. Selvfølgelig påvirkede det hende, men hun forventede faktisk nok ikke andet. Hun havde faktisk engang selv været sådan og givet mange mennesker skylden for noget, som de ikke havde gjort. Hun hadede engang mugglerfødte, fordi de bestemt ikke fortjente at være på Hogwarts, hvis hendes egen fuldblodssøster ikke engang fik lov til det.
"Det er fint nok. Så får du ikke min medlidenhed." Sagde hun lidt koldt. "Dog synes jeg, at du skal tage dig sammen og give skylden til dem, som faktisk fortjener det. Eller komme videre." Hun lagde armene over kors og kiggede på ham med det udtryk der udstrålede ligegyldighed. Hun anede ikke, hvorfor hun blev ved med at stå der.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence kunne ikke se, hvordan det ikke var Charles’ skyld. Han anede ikke hvordan hans biologiske forældre så ud, og han havde ikke tænkt sig at finde ud af det. Charles var en offentlig person, og derfor en kontant påmindelse om, alt det han ikke selv havde haft. En familie, der stadig var intakt. Han hadede Charles for at deres forældre ikke havde rakt ud efter ham, da hans første forældre døde. Anden gang, hvor han mistede sin mor og sine søskende, havde han vænt sig til at alt han ville blive, var skuffet. De var ligeglade – det var umuligt for ham at tænke, de ikke havde fået det at vide. At de ville slette ham fuldstændig, for den tanke gjorde et eller andet sted mere ondt. ”Det behøver du jo sådan set heller ikke, når jeg lige har fortalt dig det,” påpegede han køligt. Han kunne ikke bruge til noget, at de ikke havde set hinanden i et par år. Han var ligeglad. Han var også ligeglad med om hans ord ramte hende eller ej. Han var ligeglad med hende. ”Så er vi enige,” svarede han hende køligt tilbage. Han ville heller ikke have hendes medlidenhed. Det fjernede ikke at hans biologiske forældre ikke ville have ham. Hans blik blev kort lynende, som hun mente han skulle give skylden det rigtige sted eller komme videre. ”Så synes jeg også du skal komme videre og indse, at Charles ikke er din ven, men en du en gang kendte og indse det faktum, han er ligeglad med dig,” påpegede han køligt. Apropos ingenting, han ville dog ikke tage hendes ord til sig.