Post by Jasper 'Wolfgang' Rider on Oct 14, 2018 15:40:45 GMT
Jaspers flabet smil forsvandt ikke, da Lawrence sagde nej til forklaringen, omkring hvad det var Tatianna ville lægge krop til. "Hvis du ved det, hvorfor fanden siger du så måske?" spurgte han, selvom han bandede meget, så mente han oftes ikke tingene så hårdt, som det kom ud. Han pakkede bare aldrig tingene ind, da han mente man kom længere med, bare at være lige ud i sine udtaler. Så kom der ingen misforståelser. Det var nok en ting han havde lært i gennem sit ægteskab med Rachel. Giv kvinden ret og sig altid ja, med mindre spørgsmålet lød på om hendes røv så stor ud i et par bestemte bukser. Sjovt nok virkede det samme på Arian. Han sukkede let, da Lawrence sagde han ville se på det. Hvorfor sagde han ikke bare ja? Jasper ville dog ikke presse på, Lawrence var en voksen mand, så Jasper havde ingen forældremyndighed eller noget som helst over ham mere, han kunne gøre hvad han ville, når han ville. Men det betød selvfølgelig ikke, at Jasper ikke ville være støttende omkring hans søns valg, selv hvis han valgte ikke at deltage. Han hævede mistroisk det ene øjenbryn, da Tatianna 'afslørede', hvad der var på tegningen. "Ha ha, så tror jeg på den og så tror jeg ikke på mere i dag," sagde han, hans tillid til Lawrence var alligevel det større, selvom der for et kort sekund havde været et svagt tegn af, 'oh hell no' indeni ham. Det var dog ikke noget han viste udadtil.
Han kunne ikke se Lawrences reaktion, men han kunne godt høre det fnøs, der havde lydt fra ham. Han kunne til gengæld se Arians uskyldige blik alt for tydeligt, mærke hans ånde mod sin hud da han hviskede mod Jaspers øre, og selvfølgelig gjorde kysset på kinden det ikke meget bedre. "Pas nu på, hvad du siger," svarede han tilbage en smule sammenbidt. Han kunne godt mærke lysten til, at stoppe tatoveringen for i dag steg i ham og blev erstattet, med lysten til at tage hjem og vise Arian hvor skabet stod, men han var en voksen mand og havde for længst lært, at styre sine lyster og ikke mindst skjule dem.
Han svarede ikke på Lawrences ord, men rømmede sig blot lidt. Han kunne da også hurtigt mærke, at det begyndte at gå væk igen. Som regel var det kun i små rum, at hans panikanfald kom, men rummet her havde også føltes utroligt lille. Jasper havde aldrig snakket, hverken med professionelle eller venner, omkring hvad der var sket. Ikke dengang han havde været lille, og heller ikke dengang med Rachel og børnene. I hans hoved så ville det ikke hjælpe noget. Ingen af dem ville alligevel kunne gøre noget ved det. Han havde mistet sine forældre, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner og storebror, før han var begyndt på Hogwarts. Han havde mødt Rachel og hendes familie havde taget ham til sig. Han havde adopteret Lawrence sammen med Rachel og de havde derudover fået to børn, de var blevet gift, men så havde varulvene også taget dem fra ham. Han havde ingen andre end Lawrence tilbage, og selv ikke han vidste noget om, hvad der var sket med Jaspers familie dengang han havde været barn. Rachel havde ikke engang vidst det. "Det besvarede ikke mit spørgsmål. Men hun vil måske ikke noget seriøst med dig eller hvad?" spurgte han stadig ligeså lavmeldt som hele tiden, så de andre ikke kunne høre, hvad de snakkede om, selvom det lød til, at de allerede havde gang i deres egen samtale.
Han sendte et svagt smil til Arian, som dog ikke nåede øjnene, da han godtog de godt kunne gå ned efter smøgerne. At han så også havde planer om, at købe sprut med, well, det var vel bare hvad man fik ud af, at give sin pin-kode ud... "Kald mig 'babe' én gang til og du vil samle dine tænder op fra gulvet. Og hvis det ikke rager mig, så er det da også et svar jeg vil acceptere," svarede han følelsesløst og vendte blikket afventede mod Tatianna. Hendes ærlige svar, overraskede ham dog en hel del, selvom han ikke viste det udadtil, så kunne han mærke det helt ind i knoglerne. Udadtil var det et hm-blik, der meldte sig. "Jah-nej, nej det havde det nok ikke. Men godt at vide du får lettet trykket et sted, Lawrence," sagde han og fortrød egentlig lidt at han havde spurgt, men det var vel konsekvensen af, at blande sig for meget i ens søns liv.
Han kunne ikke se Lawrences reaktion, men han kunne godt høre det fnøs, der havde lydt fra ham. Han kunne til gengæld se Arians uskyldige blik alt for tydeligt, mærke hans ånde mod sin hud da han hviskede mod Jaspers øre, og selvfølgelig gjorde kysset på kinden det ikke meget bedre. "Pas nu på, hvad du siger," svarede han tilbage en smule sammenbidt. Han kunne godt mærke lysten til, at stoppe tatoveringen for i dag steg i ham og blev erstattet, med lysten til at tage hjem og vise Arian hvor skabet stod, men han var en voksen mand og havde for længst lært, at styre sine lyster og ikke mindst skjule dem.
Han svarede ikke på Lawrences ord, men rømmede sig blot lidt. Han kunne da også hurtigt mærke, at det begyndte at gå væk igen. Som regel var det kun i små rum, at hans panikanfald kom, men rummet her havde også føltes utroligt lille. Jasper havde aldrig snakket, hverken med professionelle eller venner, omkring hvad der var sket. Ikke dengang han havde været lille, og heller ikke dengang med Rachel og børnene. I hans hoved så ville det ikke hjælpe noget. Ingen af dem ville alligevel kunne gøre noget ved det. Han havde mistet sine forældre, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner og storebror, før han var begyndt på Hogwarts. Han havde mødt Rachel og hendes familie havde taget ham til sig. Han havde adopteret Lawrence sammen med Rachel og de havde derudover fået to børn, de var blevet gift, men så havde varulvene også taget dem fra ham. Han havde ingen andre end Lawrence tilbage, og selv ikke han vidste noget om, hvad der var sket med Jaspers familie dengang han havde været barn. Rachel havde ikke engang vidst det. "Det besvarede ikke mit spørgsmål. Men hun vil måske ikke noget seriøst med dig eller hvad?" spurgte han stadig ligeså lavmeldt som hele tiden, så de andre ikke kunne høre, hvad de snakkede om, selvom det lød til, at de allerede havde gang i deres egen samtale.
Han sendte et svagt smil til Arian, som dog ikke nåede øjnene, da han godtog de godt kunne gå ned efter smøgerne. At han så også havde planer om, at købe sprut med, well, det var vel bare hvad man fik ud af, at give sin pin-kode ud... "Kald mig 'babe' én gang til og du vil samle dine tænder op fra gulvet. Og hvis det ikke rager mig, så er det da også et svar jeg vil acceptere," svarede han følelsesløst og vendte blikket afventede mod Tatianna. Hendes ærlige svar, overraskede ham dog en hel del, selvom han ikke viste det udadtil, så kunne han mærke det helt ind i knoglerne. Udadtil var det et hm-blik, der meldte sig. "Jah-nej, nej det havde det nok ikke. Men godt at vide du får lettet trykket et sted, Lawrence," sagde han og fortrød egentlig lidt at han havde spurgt, men det var vel konsekvensen af, at blande sig for meget i ens søns liv.
