I Think I'm In Love

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Lawrence Dale Rider
Hjemme hos Jasper.
September 2055 - omkring klokken 18.

---

Jasper havde inviteret Lawrence hjem til sig, til aftensmad bare de to. Han vidste godt, at de følelser han havde for Arian og han virkelig havde prøvet at undertrykke, ikke var ham menneskeligt muligt mere. Han havde dog sagt til Arian, at han ikke ville indgå et forhold, før Lawrence havde godkendt det og hvis hans søn valgte at sige nej, så ville han heller ikke gøre det. Arian var gradueret, så nu var det også lovligt for Jasper at være sammen med ham.
Det var underligt for Jasper. Han havde ikke haft følelser for nogen siden, Rachel, og han havde faktisk været på et punkt de sidste mange år, hvor han havde været overbevidst om, at han aldrig ville elske nogen igen. Om han direkte elskede Arian, vidste han ikke og selv hvis han gjorde, så ville han ikke indrømme det. Det var han ikke klar til. Men han var klar til, at give dem et skud og se hvor det ville bæger hen.
Han vidste ikke hvordan han skulle snakke med Lawrence omkring Arian. De havde jo sådan set 'mødt' hinanden, selvom det nok ikke lige havde været det bedste førstehåndsindtryk. "Nå, skal vi få lavet noget mad?" spurgte han og rejste sig fra sofaen og tog sin dåseøl med ud i køkkenet og gav sig til, at finde maden frem. "Skal du ha' en øl mere?" spurgte han og tømte sin egen dåse i en sidste slurk. Han havde brug for alkoholen lige nu, selvom han langt fra var fuld eller påvirket, da der skulle virkelig meget til. Han træk vejret tungt ind, før han vendte blikket mod Lawrence. Hvordan skulle han starte den her samtale? 'Kan du huske ham fyren, du tog mig på sengen med?' nej, det var nok ikke lige den smarteste måde. Han rømmede sig lidt, mens nakken blev kløret lidt. Det lignede ham ikke, ikke bare at sige tingene lige ud, men han vidste ærligt talt ikke hvordan han skulle få det ud. Han tog sig selv i, blot at stå og se på Lawrence, mens han kløede sig meningsløst i nakken og stod med den tomme øl dåse i den anden hånd. Han pustede tungt ud. Okay. Det skulle ud nu. Nu eller aldrig. Åben nu bare munden og sig det. Han tanker pressede virkelig på. "Hvordan ville du have det med, hvis jeg blev kærester med Arian?" spurgte han direkte og lod langt om længe sin hånd stoppe med at klø i nakken, men hans blik veg ikke fra hans søn. 

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence havde faktisk glædet sig til, at han skulle have en aften med Jasper. Det kunne forhåbentlig aflede hans tanker for alt det, der foregik derinde. Hans hjerne damnede med ham på et punkt, han aldrig havde oplevet før og af en eller anden årsag, var det nogen den især gjorde når han var i nærheden af Tati eller hans tanker generelt var om hende. Han anede ikke hvad det var, udover han ikke havde haft det sådan før og han sådan helt seriøst troede, at der var noget i vejen med ham og han havde overvejet om lægen kunne hjælpe ham, for normalt var det da i hvert fald ikke.
Lawrence kunne skam godt huske Arian og han var egentlig heller ikke sikker på, om han nogensinde kunne få lov til at glemme ham igen. Synet af Jasper og Arian i samme seng havde virkelig indprintet sig på hans nethinde og det forsvandt virkelig ikke igen. Han havde prøvet. ”Ja,” svarede han, inden han drak resten af det indhold, der var tilbage i hans øl. Lawrence måtte dog indrømme hans appetit for det seneste var blevet nedsat, hvilket generelt var usædvanligt for ham. Det plejede kun at være sådan, når han havde røget en fed, og det havde han efterhånden ikke gjort længe og det var kun så længe, han havde virkningen derfra. ”Ja tak,” svarede han ham, som han havde rejst sig og han var kommet ud i køkkenet. Lawrence anede ikke hvad der foregik inde i Jaspers hoved lige nu, og begyndte da også at gå i gang med at skære, inden han så på Jasper da han rømmede sig og begyndte at klø sig i nakken. Han vendte blikket væk igen, da Jasper ikke lod til at sige noget, men kunne mærke et konstant blik på ham og han vendte derfor hovedet igen og så tilbage på ham med to store spørgsmålstegn i øjnene. ”Er du okay?” spurgte han, som han begyndte at følge hans hånd, hvor han stadig stod og kløede sig i nakken. Hvad fanden lavede han? Hvorfor gloede han sådan. ”Sig mig, har jeg noget i ansigtet eller hvad?” spurgte han direkte, da det var begyndt at blive lidt for mærkeligt. De grønne øjne spærrede sig en smule op ved hans spørgsmål, da han havde svært ved at skjule sin overraskelse over essensen af spørgsmålet, men også over måden det kom ud på. Det havde da virkelig presset sig på længe. ”Har du tænkt på det længe?” spurgte han, da han ikke kunne lade være, før han sendte ham et kortfattet smil. ”Jeg ville have det fint. Har jo sagt til dig, jeg synes du skal være sammen med nogen. Så gå ud og mor dig,” svarede han ham direkte med et kortfattet smil og sendte ham et nik blot for at understrege hvad det var han mente.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Havde Jasper for bare et halvt sekund kunne kigge ind i Lawrences hjerne, havde han uden nogen form for doktorgrad, kunne diagnoser Lawrence med det udbredte fænomen: Forelskelse. Men eftersom Jasper ikke besad even for tankelæsning, var det ikke menneskeligt muligt for ham. Og det eneste han vidste om Tatianna, var at hun havde introduceret Lawrence for netflix og chill. Men han regnede da med, at Lawrence selv ville komme og sige, hvis der var mere han mente Jasper skulle vide.
Han sagde ikke noget til Lawrences ja, men begyndte blot at gøre klar ude i køkkenet. Han havde købt et par gode bøffer fra slagteren og der skulle selvfølgelig kartofler og sovs til, de var jo mænd og Jasper ville faktisk bare virkelig gerne nyde Lawrences selskab og have de fik en god aften. Han tog to øl ud af køleskabet, nu hvor han alligevel stod der og rakte den ene til sin søn. Han var ligeglad med at drikke i sin søns selskab, han havde heller ikke haft noget problem med at købe smøger og alkohol til ham, dengang han ikke selv havde været gammel nok, da han stolede på at Lawrence havde styr på det. Han blinkede et par gange, da han blev spurgt om han var okay. "Selvfølgelig," svarede han kortfattet, det var altid hans svar, når han blev spurgt om han var okay, for det var virkelig en selvfølge i hans hoved. Han var en mand, han skulle være okay, altid og hele tiden. Han rystede lidt på hovedet, "Nej, jeg tænker bare," svarede han, mens hans hjerne stadig prøvede at formulere en god åbnings sætning, men Lawrences overraskelse afslørede hurtigt for ham, at det ikke var gået særligt godt. Han trak lidt på den ene skulder, uden at svare. Han anede ikke hvad han skulle svare, for ja, hvor længe havde han tænkt på det? Han kunne vitterligt ikke svare på det. Han blik hvilede analyserende på Lawrence, da han svarede ham. Han observerede enhver lille detalje. "Okay," svarede han kortfattet og sendte et lidt påtvunget smil retur, som ikke nåede de mørke øjne, før han vendte sin opmærksomhed tilbage på maden. "Er den der tatovering ny?" spurgte han og nikkede mod Lawrences arm, for nej han havde ikke mere at sige i Arian sagen. Han havde fået Lawrences accept og mere havde han ikke brug for. Desuden synes han faktisk ikke, at han havde set lige præcis den tatovering han havde hentydet til.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence anede ikke hvad der foregik udover han havde det mærkeligt og han ikke fattede halvdelen af det. Han følte han ikke kunne stole på noget som helst. Hans hjerne, sanser eller resten af hans organer. Han havde aldrig oplevet hjertebanken på den måde og det var efterhånden mange år siden, han havde oplevet noget der mindede om en egentlig angst og frygt. Han vidste ikke en gang hvad han skulle sige til Jasper, for han ville jo ikke bekymre ham med noget der for Lawrence føltes som livstruende symptomer og han vidste heller ikke der var noget at fortælle i forhold til Tatianna.
Lawrence nød god mad og selskabet med sin far. Han nød at de forstod hinanden og hvad der var godt at spise, samt de havde muligheden for at drikke nogen øl. Det var dog efterhånden som Jasper i længere tid havde stået akavet og stirret på ham, mens han kløede sig i nakken, gået op for Lawrence at der skete et eller andet. Lawrence havde på sin vis også været ret fornuftig i sine teenage år, da han sagtens havde kunne styre hvor meget alkohol han fik indenbords, men han havde samtidig også gjort utrolig mange dumme ting, men han stod ved dem. Lawrence så hans blink og rynkede på næsen. ”Okay,” svarede han, da han ikke rigtig så okay ud, men han vidste at ingen af dem snakkede om de ting, så han ville heller ikke grave dybere i det. ”Tænker du?” spurgte han, dog uden han nødvendigvis behøvede at vide hvad Jasper tænkte, for de tanker var hans egen og igen, de havde ikke ligefrem været nogen der tidligere havde delt meget i mellem dem, så det ville måske også være mærkeligt at spørge indtil det. Han så på ham som han afventede et svar på det var okay og nikkede kort, da Jaspers eneste svar var okay. Så var det vel ligesom det. Han havde egentlig lyst til at grine over hans spørgsmål, men holdt det inde i sig selv. Han bed sig dog i læben. ”Næ… Tror den er 5-6 år gammel,” svarede han med et kort smil, der dog ikke nåede de grønne øjne. ”Men jeg har lige fået en ny, den må du da gerne se?” forsatte han inden han satte kartoflerne over.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper havde prøvet at være forelsket. Han havde været dybt forelsket i Rachel og han var blevet ødelagt den dag hun og børnene var døde. Men selvom han måske ikke direkte ville indrømme det, så var han også forelsket i Arian. Han vidste det godt, for han kunne genkende følelsen, selvom det var så mange år siden, så var han ikke i tvivl. Ellers havde han jo heller aldrig nogensinde, så meget som overvejet at spørger Lawrence om, han ville være okay med de indgik et forhold. Derfor ville han også vide præcis, hvad der var 'galt' med Lawrence, hvis han åbnede sig op og fortalte Jasper hvordan han havde det.
Han vidste godt, at det ikke var til hans fortjeneste, at Lawrence havde været en forholdvis fornuftig teenager. Jasper havde jo overladt ham meget til sig selv, fordi han selv havde været i sorg og ikke vidst, hvordan han havde skulle håndtere det og det vidste han stadig ikke. Derfor var det bare nemmere at lade vær med, at snakke om det eller tænke på det. Han nikkede blot lidt, da Lawrence accepterede hans 'selvfølgelig'. Det var helt rart, at der rent faktisk var en som ikke blev ved eller spurgte mere ind til det, men han gjorde jo også det samme den anden vej rundt. "Ja. Men jeg forventer ikke du kender til det, det kræver trods alt en hjerne," svarede han med et lidt flabet smil på sine læber, uden det nåede op til hans øjne.
Han hævede lidt det ene øjenbryn, da Lawrence afslørede hvor gammel tatoveringen var, "Oh.." sagde han blot og forsatte med maden. Han var egentlig ligeglad med, hvor mange tatoveringer Lawrence havde og tilføjede til sin samling, det var ikke Jasper krop eller hans ansvar. Men han synes de var flotte, altså lige undtal ulven med Rachel og børnenes navne, men det var kun fordi det rev op i noget, som Jasper ikke kunne deale med, men han lod jo bare vær med, at kigge på lige præcis den. "Jeg vil altid gerne se dem du får," sagde han og vendte sit blik mod Lawrence, "Har du tænkt over, hvad du vil lave på mig, og hvornår?" spurgte han roligt. Han vidste at han ikke ville have nogen som helst form for tillid til andre end Lawrence, hvis han skulle have en tatovering, så skulle det være hans søn som lavede den på ham.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence havde set noget anerledes ved Jasper med Arian i nærheden, og han var blevet glad for det også selvom Arlan virkede som en.... speciel type, som for en som Lawrence betød anstrengende. Han havde dog aldrig rigtigt haft en ordentlig samtale med ham, og han var også forudindtaget af, at Arian havde kaldt ham Charles. Jasper havde været i mørket lidt for længe, så det var dejligt hvis nogen kunne trække ham ud på den anden side. Den side, han en gang havde været på sammen med hans mor. Lawrence havde også både bevidst og ubevidst taget afstand fra ham, da han havde givet sig selv skylden for, at Jasper var ked af det. Han var til gengæld blevet et spyttende billede af Jasper. Han var selv kold og undgik al snak om følelser. Han havde dog aldrig været en decideret varm person, for det havde hans første mor sørget for at ødelægge den dag, hun havde forsøgt at dræbe det hele af den lille familie. 
Lawrence havde gjort mange dumme ting som teenager, men han havde da i det mindste altid husket kondom og meget sjældent været så stiv, han ikke kunne finde hjem og han brækkede sig. Han ville ikke have, Jasper skulle hente ham hvis der havde været noget. Jo vist, han havde røget en masse, men det var ikke før han var blevet voksen han havde prøvet at tage stoffer. Lawrence så på ham med et blik der kunne slå ihjel - selvfølgelig for sjov, men præcis som hans far, var humor ikke ligefrem noget der kom ud på en konstruktiv måde. "Jamen så er det da godt jeg skal tatovere dig, når jeg mangler en," kommenterede han flabet tilbage. 
Han nikkede til Jaspers oh. Han vidste godt, han ikke kunne lide den med ulven og han havde præcis samme holdning, som den dag han havde fået den. Den sad ikke på Jaspers krop, og alligevel havde han placeret den sådan, at det var en man kunne se. Han brød sig ikke om ulve, men han ville omvendt heller ikke slå dem ihjel. Desuden så han ulven i sig selv som et smukt dyr, men varulve var problemet. "Er du sikker?" spurgte han med et drenget smil over sine læber. Han var ikke sikker på, han ville se dem hvis han var blevet tatoveret på ballerne. Han begyndte at smøge sit ærme op, hvor en trekant med bjerge, træer og søer kom til syne. "Selvlavet for hvad... 2-3 uger siden.." kommenterede han og nikkede lidt mens han lod Jasper kigge på den. "Ja, jeg har en tegning klar derhjemme, så hvad med næste weekend hjemme hos mig?" spurgte han ham direkte. 

//TIME// 

Lawrence havde stillet alt klar til Jasper skulle tatoveres. Han havde taget en masse blik med hjem fra Black Lotus, men han havde selvfølgelig tjekket med Celia om det havde været fint nok inden han blot havde gjort det. Resten af det de skulle bruge havde han selv. Som det bankede på døren, åbnede han og bød sin far velkommen og hans... kæreste vel. Han hilste pænt på Arian denne gang. "Du kan bare sætte dig derover," pointerede han, mens han pegede til sin sofa. "Og du har tre gæt til at regne ud, hvor du skal være," sagde han til Jasper, inden han begyndte at gøre ordentligt klar med nålen, så den var klar til de skulle i gang. Han havde lagt tegningen sådan, at Jasper ikke ville kunne se den og han ville først vende den, når han gik i gang. Han klargjorde Jaspers ryg forholdsvis hurtigt - han havde gjort det mange gange efterhånden, så det tog ikke alverdens længere. Han vendte tegningen om, for at se om de få hjælpestreger han havde valgt at have med, sad som han ville. "Og du er sikker på du ikke vil se det inden?" spurgte han Jasper. Han kunne godt selv lide det han havde lavet, men hvis Jasper ikke kunne, så var det også bare en gigantisk tillid. 

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper havde taget en snak med Arian om, ikke at nævne hverken Charles eller Faded Exit i det hele taget, i nærheden af Lawrence. Han vidste godt, at han ikke kunne holde Charles hundrede procent ude af Lawrences liv, fordi den klaphat havde valgt at blive kendt, uden hans forældre af ukendte årsager, ikke lige havde tænkt så langt og vide at Lawrence nok havde kunne regne det hele ud. Godt nok var det ikke Jasper som havde adopteret Lawrence direkte fra Lavoie familien, men Jasper havde selv kun været 18 år, da han og Rachel havde adopteret Lawrence, så han var egentlig ret tidligt blevet far, men det havde ligget så naturligt i deres forhold, at han aldrig havde følt han var gået glip af noget.
Han måtte indrømme, at det varmede hans ellers kolde hjerte lidt, at se Lawrence hilse pænt på Arian, på trods af den skæve start de havde fået. "Wow kun tre? Du gør det sørme ikke nemt for mig, huh?" svarede han med et svagt drillende smil på sine læber, som som aldrig ramte hans øjne. Han trak sin bluse over hovedet og lagde den på en stol, før han tog plads på briksen. Han ville ikke sige han var nervøs, han stolede på Lawrence og smerte var han vant til, hvilket også tydeligt kunne ses på hans krop. Han havde ufattelig mange ar over alt på sin krop, nogle af dem nyere end andre. Nogle af dem helt tilbage fra hans barndom. Mange af dem, vidste han godt at Lawrence aldrig havde set før nu, ganske simpelt fordi Jasper ikke var typen som rendte rundt i bar overkrop, uanset hvor varmt det var. "Jeg er helt sikker, Lawrence, jeg stoler på dine evner. Desuden kan jeg altid gøre dig arveløs, hvis du damner up," svarede han tørt, men vidste godt, at Lawrence i hvert fald ville kendte ham godt nok til, at vide det var en joke. Om Arian også ville opfange det, var han til gengæld ikke helt sikker på. Han lagde armene under hovedet og vendte blikket mod Arian og sendte ham et svagt smil. I det mindste havde han noget pænt, at kigge på i mens han bare skulle ligge her og ligge. "Jeg er klar når du er," sagde han og rettede sin halskæde med vielsesringene i, for de ikke skulle presse sig ind i hans hals, mens han lå her.

Arian Herakles Mason

[Arian Herakles Mason]

Arian havde virkelig gjort alt for at nedtone sit tøj. Han havde faktisk bare taget et par mørke bukser og en lidt for stor t-shirt. Det eneste der var overdrevet ved ham i dag, var den taske han havde med sig. Selv hans sko var bare et par sneakers. Det var egentlig ikke fordi han troede Lawrence ville have et problem med måden han gik klædt på, men han ville gerne gøre et godt indtryk. Han havde også forstået at alt med Charles Lavoie og Faded Exit var et ømt emne, så han ville ikke bringe det op. Han rakte sin hånd frem for at hilse på Lawrence og sendte ham et venligt smil. De to mænd lignede hinanden. De havde samme døde blik i deres øjne og ingen af dem virkede som nogen, der ville vise følelser. "Okay," sagde han venligt, inden han satte sig på sofaen og hev et blad op af sin taske, så han havde noget at lave, mens han lod far og søn lege med en nål. Han var ikke sikker på, han selv ville have en tatovering. Han så på skiftevis på Lawrence og Jasper, som de jokede med de træ gæt, som Jasper havde fået. Han sagde ikke noget til dem, for han ville bare lade dem. Det var dog rart at kunne få lov til at møde Lawrence, også selvom han ikke havde så meget at sige til ham. Dels fordi Lawrence skulle koncentrere sig og dels fordi han virkelig heller ikke vidste, hvad han skulle sige. Arian kunne godt forstå, det var angstprovokerende at Jasper ikke ville godkende noget som helst først. "Så vælger han bare et dårligt plejehjem," påpegede Arian. Han var forsigtig, men han lod det ikke bare lige sådan vise. Han ville gerne have Lawrence skulle kunne lide ham og han vidste, han nogen gange var for meget. Arian tog sit modeblad op, og gav sig til at læse og kigge på det tøj, der var deri. 

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence havde sådan set heller ikke noget imod Arian og slet ikke det faktum, han var homoseksuel. Han kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan han var klædt eller hvordan han opførte sig, så længe han gjorde hans far glad. Han følte sig ikke erstattet - i det mindste ikke endnu og han havde givet lov. Han måtte da også se to gange på ham over han virkede forsigtig, men ikke ville vise det. Han havde slet ikke været så forsigtig, første gang Lawrence havde mødt ham. "Jamen jeg ved det godt. Den er i forvejen svær," kommenterede Lawrence til Jasper og sendte ham ligeledes et drillende smil igen. Det nåede dog heller aldrig op til hans øjne. Han lod Jasper trække sin bluse af og lagde mærke til arrene på hans krop. Han kommenterede dem ikke. Han vidste, hvad han ville få smidt i hovedet. At det ikke var noget de skulle snakke om eller også ville han sige, det var de forbandede varulve, så han gad ikke en gang tænke på det. Han havde desuden også mange ar på sin krop, men han havde dækket de fleste af dem med blæk. Han så på Jasper som han sagde han ville gøre ham arveløs, hvis han fuskede op. Han vidste han sagde det for sjov og det ramte ham ikke. Han var dog stadig bekymret for om han kunne lide hans design. Han så mod Arian, da han kommenterede. Wow, han kunne sige noget. "Nemlig, Arian," lød Lawrence stemme kold, som han så på Jasper, som han begyndte at gøre hans ryg klar. "Super, jeg begynder nu," advarede han, før han satte nålen mod Jaspers hud. Han havde bare sat de helt basale streger på hans ryg, så han kunne tegne resten i fri hånd, når de kom så langt. 

Tatianna Mary Maximorff 

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati havde siddet sammen med nogle venner og spillet, da der var poppet en tattoo-konkurrence op på en af hendes venners mobil. Af en eller anden årsag, var Lawrence ligeså hurtigt poppet op i hendes hoved. Hun havde smidt hvad hun havde i hænderne - hvilket ville sige controlleren, som var smadret, men hun var ligeglad. Hun havde bare givet sin ven nogle penge til, at købe en ny og så havde hun skyndt sig ud af døren. Det lignede hende ellers slet ikke, at stoppe midt i et spil. Men.. Hun havde jo fået en undskylding til at kontakte Lawrence og det havde hun brug for. Hun havde først været nede i Black Lotus, hvor Celia havde fortalt, at Lawrence ikke var der idag.
Hun halv løb op af trapperne, med en flyer hun havde printet ud, da det var nemmere at vise ham det på den måde. Hun stoppede dog op foran hans hoveddør. Hvorfor var den ikke lukket? Det virkede næsten som om, at Celia havde afsløret at Tati var på vej. Hun havde dog musik i ørerne som spillede højt og overdøvede stemmerne indefra stuen. "Hey Jackass," sagde hun, mens hun tog musikken ud og allerede havde taget skoene af, og mere eller mindre allerede stod i stuen. "Og gæst," tilføjede hun og sendte den unge fyr i sofaen et kort smil, før hun bevægede sig længere ind og fik øje på manden på briksen og Lawrence med sit tatoveringsgear. "-er," rettede hun sig selv, da det gik op for hende at der var mere end én gæst. Hun sendte ligeledes et kort smil til manden på briksen, før hun gik hen til Lawrence og lagde sine arme om ham bagfra, før hun kyssede ham på halsen lige under hans øre, hvorefter hun fangede hans læber i et kort kys dog, hun vidste trods alt ikke, hvordan han havde det med, at kysse hende foran andre. Selv var hun ligeglad, men hun ville ikke overtræde hans grænser.
Hun var iført et par stramme sorte jeans, en sort t-shirt med skriften 'My dad has the most awesome daughter in the world' i hvid, samt en sort og rødternet skjorte bundet om livet. Læderjakken havde hun taget samtidig med hun havde taget sine sko af, så den hang ude i gangen.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Selvom Jasper på mange punkter kunne virke følelsesløs, så var han det ikke nær Arian og Lawrence. Skønt han ikke viste det udadtil, så var hans ellers stillestående, kolde hjerte begyndt at slå igen. Han mærkede varme i det, når han så Arian blive tage godt imod af Lawrence. Også selvom han godt kunne mærke de slog sig lidt sammen mod ham, da Arians kommentar lød, "hov hov, I to, det kræver jeg lever så længe, at et plejehjem bliver aktuelt," svarede han tørt. Jasper var ikke bange for at blive gammel, men han vidste godt at hans chancer for at blive det, ikke var ret store med hans fritidsaktivitet. Han ville nok være heldig, hvis han nåede at blive 60. Han var dog glad for, at Lawrence ikke kommentere på hans utallige ar, for ja, han ville få et svar som lød på, at det skulle de ikke snakke om. Han snakkede ikke om sine ar, de var bare en del af ham. "Yes, yes" svarede han blot til at Lawrence ville begynde, mens han vendte blikket mod Arian, som sad med sit blad. Han var så gudesmuk. Han mærkede dårligt nok nålen, som begyndte at prikke sig vej ind i hans hud, fordi han var så opslugt af Arian og al hans skønhed.
Hans tanker blev dog afbrudt, som en kvindestemme pludselig lød i gennem lejligheden. Jackass? Hvad fanden havde Lawrence nu lavet? Han prøvede, at spotte kvinden ud af øjenkrogen, da han trods alt ikke ville bevæge sig for meget. Han rynkede dog lidt på brynene, da kvinden lagde armene om Lawrence, det var nok første gang nogensinde, at Jasper så nogen som helst så tæt på Lawrence overhovedet. Foruden Rachel selvfølgelig. Han skjulte sin overraskelse, da kvinden tog det stepet videre og rent faktisk kyssede Lawrence. What. The. Hell. Han så over på Arian, som han prøvede at aflæse om Arian havde nogen ide om hvem hun var, men vendte hurtigt blikket tilbage på kvinden. Godt han ikke var blufærdig. Han rømmede sig lidt og så på Lawrence med et hævet øjenbryn og et smørret smil på læberne, som dog ikke nåede hans øjne. "Hej. Jasper, Lawrences far, og du er..?" spurgte han og rakte en hånd op mod kvinden. Smuk var hun, det måtte han give sin søn, men ikke en Jasper selv ville kigge efter på gaden, men nu havde han så også kun øje på Arian.

[Arian Herakles Mason]

Arian så mod Jasper, som han påpegede det krævede han levede længe nok. ”Hvem siger man behøver være gammel?” spurgte han med en drillende tone i sin stemme, og var glad for Lawrence havde givet ham ret i, det var planen. Arian kunne dog godt mærke han var den yngste i lokalet lige nu. Arian betragtede kort Lawrence gå i gang og skar en grimase, som han synes det så ud til at gøre ondt. Han kiggede kort på Jasper, men bemærkede ikke hvordan han betragtede ham. Han sendte ham blot et kærligt smil, som han vendte tilbage til sit blad. Han måtte dog trække det ned og se på en smuk, ung kvinde der kaldte en for Jackass, og han gik stærkt ud fra det var Lawrence, da Arian i hvert fald ikke kendte hende. Han sendte hende et smil, som hun sagde hej til ham. ”Hej,” svarede han med et lille nik. Han vidste ikke om han skulle præsentere sig selv. Hans øjne blev dog store, da han så hun gik over til Lawrence og gjorde hvad… Lagde en arm om ham? Kyssede ham? What. The. damn. Han tog sig selv i at stirre, inden han fjernede sit blik og rettede det mod Jasper for at se om han kunne bedømme hvad hans tanker var om dette finurlige fænomen. Han holdt dog også et grin tilbage, da Jasper introducerede sig selv.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence nikkede til Arians ord. ”Det kan være vi gør det i morgen. Hvem ved,” drillede han med den mest seriøse og monotone stemme, han kunne fremmane. Han kunne ikke lade være med at følge Jaspers blik kort, og lagde mærke til det var på Arian. Ikke han direkte kunne se hvor hans øjne var, men på et eller punkt kunne han fornemme at de lige nu så hinanden.

Lawrence gik kort i stå, da han hørte Tatiannas stemme og hans sædvanlige øgenavn, der nok nærmere var blevet mere et kælenavn. Han så op og smilede kort, da han fik øje på hende. Et kort sekund var der glæde i de ellers så følelseskolde øjne. Han bemærkede knapt hun sagde hej til hverken Arian eller Jasper, men mærkede i stedet hendes arme om sig. Han havde lyst til at forsvinde helt ind i dem. Han mærkede kysset bag øret og kysset på sine læber, før han vendte sig på stolen og træk hende ned til sig for at kysse hendes læber ordentligt. Han tog sig ikke til takke med så lidt. Han havde kun øjne for hende i dette korte øjeblik og han nød hendes tilstedeværelse i fulde drag. I så fulde drag han glemte alt om hans far lå på en briks og han havde været i gang med at tatovere ham, mens hans kæreste læste et modemagasin. Hans hjerte var stoppet med at slå i et kort sekund, alene fordi hendes tilstedeværelse fyldte i hans stue. Han anede ikke hvad der foregik med ham, men det her var en af grundene til han virkelig troede fuldt og fast på, han var blevet syg. Som Jasper snakkede, rømmede han sig ganske kort og gav slip. Hvordan ville hun mon præsentere sig? Hvordan skulle han præsentere hende? Skulle han det? Han bed sig kort i læben, som det gik op for ham, han bogstavelig talt havde glemt alt hvad der havde forgået omkring ham. og han ikke havde sagt et eneste ord til Tati endnu. 

[Tatianna Mary Maximorff]

Havde Tati vidste, at det var Lawrences far og hans fars kæreste som var på besøg, var hun aldrig dukket op. Hun havde mødt en fyr forældre én gang og det havde været Patricks. Hun bemærkede ikke hvordan den unge fyr i sofaen kiggede på hende, eller manden på briksen. Det eneste hun bemærkede var Lawrence og det faktum at hans øjne for et kort sekund, udviste noget hun aldrig før havde set i dem. Hun ville næsten vove og påstå, at det var glæde.
Hun havde med vilje ikke gjort noget særligt ud af kysset, og hun havde sluppet ham igen forholdvis hurtigt, da de jo sådan set ikke var kæreste, men venner.. med visse fordele. Hun kunne dog ikke lade vær med, at smile i kysset, da han vendte sig på stolen og trak hende ned til ham og kyssede hende, mere som de plejede. Okay, så kys foran andre, var altså okay. Hun kunne ikke lade vær med, at smile lidt i kysset han tildelte hendes læber, mens hun gengældte det. Hvordan kunne han være så dejlig helt alene? Han måtte kysse hende, alt det han ville og hun ville ikke stoppe ham. Dog stoppede noget andet hende. En rømmen fra manden på briksen, og derefter en fra Lawrence. Hun så på hånden der blev rakt frem mod hende og havde mest lyst til, at løbe skrigende væk, da han præsenterede sig som Lawrences far. damn. Nej, bare nej. Hun havde bare ikke lige kysset med Lawrence, foran hans far. Det skete bare ikke. Hendes krop reagerede af sig selv, som hun slap Lawrence og trykkede Jaspers hånd. "Hej.. Ehm.. Tatianna," præsenterede hun sig og slap hurtigt hans hånd igen. Hun glemte alt om, hvorfor hun var kommet i første omgang. Hendes hjerne var blevet slået fuldstændigt ud af kurs og kunne ikke tænke en eneste tanke til ende på en fornuftig måde. "Lawrences veninde," tilføjede hun, for ja, det var vel det hun var. Hun ville bare væk. Hun anede ikke hvordan hun skulle håndtere det her. Hun havde lige kysset Lawrence foran hans far og hvem end fyren i sofaen så var. Hun vendte blikket mod fyren og sendte ham et kort, ret så påtaget smil, da hun ikke kunne smile oprigtigt lige nu, før hun vendte et blik mod Lawrence som nærmest skreg af ham, at et headsup ville have været rart. Især fordi han intet sagde overhovedet. "Well, jeg kan se I har gang i noget her, så jeg vil ikke forstyrre mere. Det var hyggeligt, at møde dig Mr. Rider, og ehm.. Yeah.." lige nu elskede hun sin hjerne for, i det mindste at kunne finde ud af, at sætte ord sammen, mens hun langsomt begyndte, at trække længere og længere ud af stuen og mod gangen, klar til at tage benene på nakken og løbe ned af trapperne og tænde sig en smøg eller to.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper himlede let med øjnene, "Jeg skal kraftdæleme ikke på noget på plejehjem, så hellere Sankt Mungos," sagde han tørt, ja selv Azkaban lød mere tiltalende end et plejehjem, men eftersom det rent faktisk var en real mulighed, at han kunne ende der, så valgte han ikke at nævne det. Hans blik hvilede blot forsat på Arian, som han sendte et kort smil retur til, selvom det ikke nåede hans øjne. Han vidste et sted godt, at hans følelser for Arian var ægte og han var virkelig oprigtig glad for, at Lawrence tog så pænt i mod Arian. Også selvom han hverken sagde det eller viste det. Han nød det bare i sit stille indre.
Han mærkede hvordan nålen stoppede med, at bevæge sig mod hans hud som den unge kvinde havde bevæget sig ind i lejligheden. Han måtte dog rynke let på panden. Seriøst, hvad skete der? Var han blevet bortført af rumvæsner og placeret i et alternativt univers eller sådan noget? Lawrence. Hans søn. Kyssede en pige, eller ung kvinde, nok nærmere. Han blinkede et par gange, da Lawrence oveni købet tog det til det næste niveau og trak hende ind i et kys som var en del mere, som dem han selv havde med Arian. Hans læber gled op i et 'aha'-smil, som den unge kvinde trykkede hans hånd og præsenterede sig. "Arh, Netflix og chill pigen," sagde han og nikkede lidt før han slap hendes hånd igen. "Yeah.. Veninde.. Det kan jeg se. I må være meeeget tætte," svarede han med et lettere flabet smil legende på sine læber, selvom øjnene i sig selv var følelsesløse, på trods af at han inden i jublede. Så var der måske alligevel en minimal chance for, at han en dag ville opleve, at blive farfar. "Nej, det er fint, bliv du bare," sagde han roligt og mærkede en underlig varm følelse i kroppen. Han havde aldrig set Lawrence kysse nogen som helst før på den måde. Var der chance for, at Lawrence rent faktisk havde fundet en, som havde vækket noget i ham? Jasper håbede det noget så inderligt. "Det er Arian, min kæreste. Og by the way, så bare kald mig Jasper," sagde han roligt og vendte sit blik tilbage på Lawrence, "Forsætter du eller holder vi pause?" spurgte han, for ham var begge dele fint nok, han kunne godt holde det ud, især lige nu, hvor hans krop var fyldt med underlige varme følelser, som han ikke helt vidste hvordan han skulle håndtere, så faktisk ville den svage smerte fra nålen, kun være godt for ham lige nu.