Where do I go from here?

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chrissandra lejlighed

Leonardo Russo

---

Chriss havde bestemt sig for, at hun ville sove hjemme hos sig selv den kommende nat. Det var dog underligt når Leo var der, men hun skulle jo også holde lidt øje med ham. Han skulle helst ikke ende med at stikke af. Det ville hun ikke tillade. Han kunne dog gå når han ville, da hun jo var på arbejde.

Hun havde mødt Emiliya nede i byen, men anede ikke, at hun lige havde været hjemme og dermed set Leo. Det ville ikke være godt, hvis du så ham nu, for Chriss ville ikke ane hvad hun skulle fortælle hende. Selv var hun ikke sikker på, hvorfor han var der. Det var meget underligt det hele. Hun burde bare sende ham hjem, men af en eller anden grund ville hun gerne passe på ham.

Hun låste døren op til sin lejlighed og gik indenfor. Hun havde handlet ind til lasagne på vejen hjem. Hun var ikke den bedste godt og hun havde aldrig været det, men hun var ret god til at lave lasagne, så det skulle Leo da smage. Kunne han ikke lide det, kunne han spise sin egen hånd til aftensmad. Hun satte posen på bordet og begyndte at sætte tingene i køleskabet.

"Jeg er hjemme nu." Råbte hun. Hun havde ikke tjekket om Leo var i stuen eller om han lå på hendes værelse. Hun stod bare med ryggen til stuen og fyldte i køleskabet.

[Leonardo Russo]

Leo havde ikke spildt tiden efter Emiliya var gået. Han havde omgående givet sig i kast med at gennemrode Chrissandras lejlighed for spor omkring datteren – og alt andet der kunne fange hans interesse. Heldigvis for ham var han fornuftig nok til at tage én ting af gangen, han vidste at Chris måtte være lige på trapperne og han ville helst ikke tages med hånden i kagedåsen – som man jo så fornemt udtalte det.
Han var i gang med at gennemrode en af skufferne i hendes kommode i soveværelset da han høret hoveddøren gå op. Lynhurtigt fik han kastet tingene tilbage i skuffen og smækket den i, måske en smule for højt, men eftersom hun gik ud i køkkenet gik han ikke ud fra ta hun havde hørt det.

Han gik ud fra soveværelset og kastede et kort blik over skulderen for at sikre sig at det hele så normalt ud. Så gik han ud i køkkenet hvor han blev mødt af duften fra hendes shampoo som hang i luften. Leo kunne godt lide den duft og han tog sig selv i at tage en lidt dyb indånding.
”Velkommen hjem til de ydmyge gemakker.” Sagde han med højtidelig ryst og smilede til hende. ”Hvad har du købt?” Han tog et par skridt nærmere for at kigge med over skulderen på hende.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss blev færdig med at fylde ting i køleskabet, da hun pludselig hørte Leo bag sig. Hun lavede et lille hop i forskrækkelse.
"Jøsses, Leo." Sagde hun og vendte sig halvt mod ham. "Jeg har handlet ind til lasagne." Sagde hun og lukkede køleskabet efter sig og gik hen til et køkkenskab, hvor hun lagde posen fra sig, så hun kunne bruge den næste gang. "Så det håber jeg, at du har det fint med." Hun ville gerne sige, at hvis han havde noget imod det, så kunne han bare gå, men det synes hun ikke, at han skulle. Han var stadig ikke helt på toppen og hun ville heller ikke bare sende ham tilbage, hvis nu varulven kom tilbage. Og så var der en lille bitte del af hende, som bare godt kunne lide, at han var der. Hun skulle også få taget sig sammen til at fortælle ham om Emiliya, før han så hende.

Hun stod nu med front til ham.
"Jeg har også købt en snack til dig, men den må du selv finde i køleskabet. (ved ikke hvad han kan lide)" Sagde hun med et lille smil. Hun var ude på tynd is. "Hvad har du fået tiden til at gå med i dag?" Spurgte hun og fandt et glas frem. Hun havde lyst til et glas vand. Hun kiggede på Leo og rakte et glas frem, hvis han nu skulle have lyst. Det var så underligt at have ham der. De havde ikke rigtigt talt om noget vigtigt. Kun om angrebet og småting som vejret og hvad han lavede. Hun vidste ikke om hun skulle bringe andre ting på banen. De var ikke som sådan venner, men det kunne da være, at de kunne tale om fortiden eller bare snakke som venner gjorde. Hun startede dog ikke nu.

[Leonardo Russo]

Okay, han tog måske en lille smule nydelse i at han havde formået at snige sig ind på hende. Et smil formede sig i hvert fald på hans læber ved hendes udbrud og de blå øjnede flakkede legesygt i nogle sekunder før han atter tog fat i nakken på sig selv. ”Lasange..” gentog han og ligenede en der lige smagte på ordene for at veje om det nu også var det han havde lyst til. ”Joh det lyder da ret lækkert.” Nu var han ikke vandt til noget særligt selv. Han hadede at lave mad, så det blev for det meste et eller andet dåsehalløj han kunne klare ved at varme det op og spise – uden at tage det ud af dåsen vel og mærke, for det lavede jo opvask.

Brynene blev skudt i vejret, ”lækkert, er det fordi jeg har opført mig pænt?” Spurgte han med påtaget barnlig begejstring alt imens han allerede var i gang med at gennerode køleskabet til han fandt en chokoladebar der i hvert fald ikke havde ligget der tidligere.
Han tog en bid og lænede sig så op af køkkenbordet efter at have lukket køleskabet. ”Åh jamen jeg har skam været yderst produktiv-” begyndte han ”-jeg har ommøbleret dine sofapuder 4 gange, leget ”flaskehalen peger på” -hvilket virkelig ikke er det samme når man kun er en, så har jeg gemt fire at dine rene trusser på mærkelige steder sådan at når du får gæster opdater du dem pludselig helt random og får svært ved at forklare dig ud af det....hvad mere....” Han tappede sin hage på tænksom maner før det drilske blik atter vendte tilbage, ”nåh jo, så mødte jeg din datter. Emiliya.” Han tog en ny bid og betragtede Chriss med et lidt for selvtilfreds udtryk i ansigtet.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss vidste godt, at det ikke var smart af hende at have Leo boende så længe. Hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun havde det med ham, men på et eller andet tidspunkt ville hun blive nødt til at høre ham ad om fortiden og hun ville blive nødt til at fortælle ham om Emiliya.
"Det bliver det også." Svarede hun ham og lænede sig op ad køkkenbordet. Hun rystede igen på hovedet. Det havde hun gjort meget i hans selskab, gik det op for hende.
"Ja ja." Hun smilede lidt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med ham, men indtil videre ville hun gerne have, ar han skulle være i sikkerhed. Åbenbart. Hun skulle lige til at sige mere, da han begyndte at fortælle om alle de narrestreger, som han havde lavet i løbet af dagen. Hun vidste ikke helt om hun skulle tro på ham, men han havde jo ikke ret meget at lave og så skulle hun jo huske på, at det jo var Leo. Han var lidt af en ballademager.

Hun tog en dyb indånding.
"Leo... Jeg siger dig... Jeg river begge ben af dig, hvis det er rigtigt og der bare er én, der finder dem og jeg sørger for, at du resten af livet bare kan spille flaskehalsen peger på ALENE!" Sagde hun og kiggede strengt på ham. Hun blev normalt ikke så pinligt berørt, men når det handlede om dette, så var hun måske lidt prinsesse agtig. Andre behøvede ikke at se hendes trusser og da slet ikke Leo. "Please sig det bare var en joke!" Kom kiggede lidt bedende på ham og hadede lidt sig selv for det. Det værste var dog, at han sagde det med puderne. Hun var ikke altid så glad for, at andre skulle flytte hendes ting, men det var ikke en del af hende, som hun elskede at vise frem.

Hun gjorde store øjne, da han pludselig nævnte hendes datter. Som jo så også var hans datter. Ville han kunne se, at det var hans? Det var ret tydeligt på øjnene, men ville han tænke over det? Hun fandt dog et halvt smil frem.
"Nå da. Jamen ja. Hun er lige flyttet ind." Hun anede ikke hvad hun skulle sige. Hun havde intet godt.

[Leonardo Russo]

Han nikkede lidt. Igen skulle der ikke meget til at imponerer ham når det kom til mad. Han smilede muntert og drenget da hun gav ham ret i at det var fordi han havde opført sig pænt - skønt det med største sandsynlighed var en af hendes han-får-ret-jeg-får-fred-moments. Det var nu også okay.
Smilet voksede sig kun større ved hendes ord og hans legesyge blik blev kun forstærket, "sig mig engang Ms. Pendareva, truer du mig?" Han lod der ikke herske tvivl om at han ikke følte sig den mindste smule truet af hende, men kun fandt det yderst underholdende at hun forsøgte. Det var næsten sødt, men han var blevet truet på livet så mange gange at han ikke havde tal på det og oftest af folk der var lidt mere frygtindgydende end en blond, prinsesseligende Hogwartsprofessor.

"Tja, det finder du jo nok ud af tids nok." Han trak let på skuldrene og tog endnu en bid af chokoladebaren bare for at virke så frygtesløs som overhovedet muligt. Han havde virkelig svært ved at holde masken.
Leo mærkede at hun pludselig lød en anelse befippet og han så atter på hende med et aflæsende blik. "Ja det fandt jeg ud af," kommenterede han og tog endnu en bid. "Så hun går på Hogwarts og er..hvad sagde hun...15 år gammel?" Havde hun sagt 15 eller 16, han var faktisk ikke helt sikker. "Hun ligner dig på en prik, det er næsten skræmmende." Tilføjede han så.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss var godt klar over, at han nok ikke var ret bange for hende, men så havde han ingen idé om, hvordan hun var med en tryllestav. Hun smilede blot koldt til ham og lagde en hånd på hans skulder.
"Jeg ser måske ikke ud af meget, men du griner nok ikke så meget den dag du ender som en tændstikæske." Sagde hun og klappede ham på skulderen. Hun var ret overbevist om, at hun sagtens kunne give ham kamp til stregen i en duel. Selvfølgelig håbede hun da ikke, at det blev aktuelt, for hvad skulle det i virkeligheden gøre godt for, men hun var bestemt ikke bange for ham.

Hun havde det ikke ret godt med at tale om sin datter, da hun ikke anede, hvad hun skulle sige. På et eller andet tidspunkt, så skulle han jo have at vide, at hun også var hans datter, men de kendte ikke rigtigt hinandens, så hun anede ikke, hvordan han ville reagere på det. Ville han blive sur eller ville han blive glad? Hun tvivlede ret meget på det sidste, men hun vidste det jo i teorien ikke.
"Hun er 15, ja. Hun er jo min datter, så ja hun ligner mig ret meget. Hun ligner dog også sin far..lidt." Sagde hun og fortrød med det samme. Hun skulle ikke have nævnt faderen. Det var dumt! Hun havde håbet, at Leo ikke ville spørge ind til det, men det virkede næsten umuligt nu, hvor hun faktisk selv havde nævnt ham. Ville han kunne regne det ud? Datteren havde jo hans øjne. Det var der ingen tvivl om. De øjne, som hun stadig kunne blive forgabt i, når han ikke lagde mærk til det. Damn those eyes!
"Nå, men så har du jo mødt hende. Jeg vidste ikke, at hun kom hjem i dag." Sagde hun med et skuldertræk og håbede, at han ville skifte emne. Hun vendte sig om og gik hen mod stuen.

[Leonardo Russo]

Han fnøs let som troede han ikke på hende, ”Du kan jo dårlig nok gøre en myg fortræd,” kommenterede han udfordrnede. Det havde været en lang kedsommelig dag og det kom så til udtryk nu i hans barnlige trang til at teste grænser. Han var godt klar over at hun var en stærk heks og han havde da heller ikke tænkt sig at kaste sig ud i en duel med hende, men hun var alligevel sjov at provokerer.
Leo spiste det sidste af chokoladebaren og smed papiret i skraldespanden. ”Så hvornår laver vi mad?” Spurgte han. Han havde været tæt på at sige ”hvornår laver du mad, men havde nået at stoppe sig selv. Hvis han lod som om at han faktisk var interesseret i at hjælpe var der større sandsynlighed for at hun tilbød at gøre det selv end hvis han bare tog som en selvfølge at hun gjorde det.

”Det må man sige, jeg troede først at du havde badet i ungdommes kilde.” Svarede han. Det havde næsten været lidt uhyggeligt. ”Du kan i hvert fald ikke løbe fra at hun er din.” Afsluttede han med et skævt halvhjertet smil. Han var stadigvæk ikke helt tilfreds med at hun havde en datter med en eller anden random gut. Ikke at faderen havde været random for hende – gik han ud fra, men han var random for Leo og det var jo det som betød noget, vidste alle godt!
Han tog sig i at himle svagt med øjnene, ”spændende.” Svarede han uimponeret. ”Og hvor mødste du så den starut henne?” Han var ikke helt sikker på om han ville vide det, men han kunne ikke lade være med at spørge ind.
Leo blinkede lidt over den letsindige måde hun forsøgte at lukke samtaleemnet på. Hvorfor ville hun ikke snakke om det? Han troede da at kvinder elskede at snakke om deres samlejeaffald.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss rystede blot på hovedet og lagde armene over kors. Hun var ret sikker på, at Leo ikke havde lyst til at duellere med hende og han kunne også bare lige prøve. Hun kunne forvandle ham til en bogorm uden at blinke med øjnene. Hun smilede dog bare. Nok mest ved tanken om ham som et lille kryb, som hun kunne jokke på, hvis han ikke opførte sig ordentligt.
Hun hævede et øjenbryn, da han spurgte om, hvornår de skulle lave mad. Hun var godt klar over, at han havde en agenda og, at det bestemt ikke hed at hjælpe, men nu havde han jo sagt det på den måde.
"Jamen nu, hvor du spørger så venligt, så kan vi da godt begynde nu. Jeg er faktisk ved at være sulten. Du kan jo tage hvidløgen inde i køleskabet og begyndte at pille det." Hun smilede til ham og fandt en gryde frem. Derefter fandt hun kødet fra køleskabet, hakkede tomater og diverse krydderier.

Hun grinede lidt af hans kommentar til hendes datter.
"Ja det er der mange der siger. Ikke lige så elegant som dig, men der er mange, der siger, at vi ligner hinanden uhyggeligt meget." Hun smilede lidt ved tanken. Det var dejligt at have sin datter tæt på sig igen.
Hun panikkede lidt, da han pludselig spurgte ind til faderen. Det var ikke meningen, at han skulle stille spørgsmål om ham. For fivlan, Leo!
"Øhh.. Det er Luckas, der er faderen. Hvis du kan huske ham." Sagde hun hurtigt og uden at tænke over det. Hun syntes at huske, at Leo ikke var så stor fan af Luckas. Eller.. Det var vist efter, at hun begyndte at tale med Luckas, at Leo var stoppet med at tale til hende, men hvad der præcis skete, anede hun stadig ikke. Hun håbede ikke, at de var venner i dag og, at han bare kunne spørge Luckas. Hun gik dog ikke ud fra det, men det ville ikke være godt. Hun var ikke klar til at fortælle Leo om det endnu.

[Leonardo Russo]

Han bemærkede godt hendes smil og lod hovedet tippe en smule undrende på skrå i den forbindelse, men slog den hen med at det måtte være hans joke hun fandt underholdende. Lidt store forventninger til sig selv havde man vel især når man hed Leonardo Russo.
Leo tog sig selv i at sukke opgivende da hun rent faktisk tog sig den frækhed at tage imod hans hjælp, det var ikke hvad han havde forventet. Alligevel gik han hen til køleskabet og fandt hvidløget frem som han stirrede på i nogle lange sekunder før han begyndte at spejde efter en kniv.
Igen havde Leo aldrig været ekspert i et køkken så det kom vel ikke som nogen overraskelse at han tog en af de største knive han kunne finde for at skære enden af det lille bitte fed så det kunne blive pillet.

"Ja det kan vi vidst med lethed slå fast." Konkluderede han og gik i stå med løget imens han snakkede. Måske fordi samtale emnet var langt mere interessant end den fact at der var et løg som skulle pilles. Da hun nævnte Luckas fik Leo ført et udtryk som havde han tygget på de resterende fed hvidløg. "Jo ham kan jeg godt huske." Besvarede han som han hurtigt genvandt fatningen. "Jeg vidste ikke at I stadigvæk snakkede sammen?" De måtte jo grangiveligt have snakket sammen siden skoletiden hvis de skulle have produceret en datter på den alder.
I stedet for at forsætte med løget lagde han det fra sig og gav sig i stedet til at lege med kniven, balancerer den på fingerspidsen med en uhyggelig lethed som havde han en fortid som kniv-gøgler.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss begyndte at finde de forskellige ingredienser frem fra skabene og køleskabet, så hun stille og roligt kunne få lavet maden. Hun var godt klar over, at Leo faktisk ikke havde lyst til at hjælpe hende, men det gjorde det bare sjovere at få ham til det. Hun kiggede over på ham, som han tog den størst mulige kniv. Han var håbløs. Hun rystede let på hovedet, som hun begyndte at brune kødet i gryden, som hun havde fundet frem.

Chriss var ked af, at Emiliya ikke havde boet hos hende før nu, men hun vidste, at hun havde haft det godt og de havde set hinanden flere gange om ugen siden hun blev født. Chriss vidste ikke, at det var på grund af Luckas, at Leo havde stoppet med at tale til hende på Hogwarts, men hun lagde mærke til hans ansigtsudtryk, da hun nævnte ham. Det kom lidt bag på hende, at han reagerede på den måde, men hun sagde ikke noget til det. ”Altså vi har ikke kontakt nu. Men vi havde da dengang, da vi stadig var kærester der. I hvert fald i et par dage mere.” Hun mindedes tiden med ham. Han havde virkelig været fantastisk, men hendes karriere havde taget hende til udlandet og det kunne deres forhold ikke holde til. Hun havde da set ham siden. Han havde inviteret hende på en date, da hun var flyttet tilbage og det var det, der endelig skulle til, for at hende og Scott kunne finde sammen. Hun kiggede hen på Leo, da han begyndte at balancere med kniven.
”Leo. Hvis du gerne vil have mad, så skal du altså komme i gang.” Sagde hun hun lidt skarpt. Derefter vendte hun sig igen mod gryden. ”Desuden, så ved Luckas ikke, at Emiliya findes.” Hun mumlede det lidt, da hun selvfølgelig havde lidt dårlig samvittighed over, at faderen ikke kendte til hende og omvendt.

[Leonardo Russo]

Leo forsøgte sig med sine vaklende madkundsskaber imens han lyttede til hvad Chris havde at sige om Lucas. Ikke at Lucas på nogen måde interesserede ham, men af en eller anden årsag interessede det ham hvem Chris så af fyre skønt han godt vidste at det ikke burde rage ham det mindste.
Han nikkede kort. "Ved han godt at han er far til hende? Altså siden I ikke har kontakt nu." Spurgte han ind. Det var faktisk en lettelse i sig selv at vide at de ikke snakkede sammen mere. Stadigvæk var han godt klar over at det var total åndsvagt at han gik op i det, men han havde bare virkelig været vild med Chris dengang og eftersom Lucas havde været konkurrenten der fik hende i sidste ende så havde det bare været lidt af et nederlag dengang. Det var godt at Leo havde haft Alastair at støtte sig opad.

"Hm?" Han havde været lidt opslugt i sine egne tanker da hun kommenterede hans manglende deltagelse i madlavningen. Han havde nær tabt kniven, men nåede at fange skæftet af den inden den faldt ned over hans egen fod.
Han gav sig lidt fraværende til at hakke løgene i temmelig store stykker - hvilket udelukkende skyldtes hans manglende interesse i kogekunsten og nikkede så lidt til da hun svarede på spørgsmålet ved at sige at Lucas ikke var klar over det. "Hvorfor har du ikke fortalt ham det?" Spurgte han ind. Chris havde altid virket som en kvinde med temmelig høje moraler så at hun ikke havde fortalt det til manden virkede ikke helt som hende, på den anden side havde han ikke snakket med Chris i mange år, mange ting kunne havde nået at ændre sig siden da.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss vidste godt, at Leo burde have at vide, at han havde en datter, men hun kendte ham ikke ret godt længere og hun vidste ikke om han ville tage godt imod det. Hun måtte indrømme, at der var en lille del af hende, der var glad for at have ham i sit liv og hun var lidt bange for, at han ville gå, hvis hun fortalte ham det. Hun vidste dog ikke, hvorfor det var vigtigt for hende, at han blev. Han var ret irriterende.

Hun blev lidt forskrækket, da hen var ved at tabe kniven, men han havde styr på det. Hun kiggede på måden han skar hvidløgen og hun blev en smule stram i ansigtet. Dog ville hun ikke sige noget. Hun blev nødt til at slippe kontrollen lidt bare nogle gange. Desuden ville han sikkert bare sige, at hun selv kunne skære dem. Nu var det hans job.

Hun bed sig i læben og trak på skuldrene, som det ikke var det store problem, selvom hun faktisk synes, at det var.
"Jeg ved det ikke helt. Vi har ikke rigtigt talt sammen siden. Eller jo én gang. Han inviterede mig på date og så fandt jeg altså en anden. Eller jeg var forelsket i en anden og det gik ikke med Luckas.. Okay jeg ved ikke, hvorfor du skulle vide det." Sagde hun og begyndte sig at koncentrere sig om kødet igen. "Jeg ved godt, at han burde få det at vide, men hvis han ikke har lyst til at have noget med hende at gøre alligevel, så er det vel lige meget? Jeg mener... Hvad ville du gøre, hvis det var din datter?" Spurgte hun og håbede, at det løs så henkastet, som det gjorde i hendes hoved.

[Leonardo Russo]

Leos kogekunstskaber var i sandhed ikke noget at skrive hjem om, kom alt til alt ville han sandsynligvis ikke engang kunne kende forskel på en squash og en agurk. Hans madvaner var komplet usunde, men for ham var det at spise blot noget man blev nødt til at gøre for at overleve, præcis som at sove eller gå på toilettet.
Han lyttede som hun fortalte og tog sig selv i at hæve brynene et sted undervejs. "Jamen dog og hvem er så denne stud der var mand nok til at vippe Luckas af pinden?" Spurgte han nysgerrigt ind. Han ville da gerne lige vide hvem der havde formået at gøre det han ikke selv havde været i stand til dengang. Det betød naturligvis ikke noget længere, han skulle jo ikke være sammen med Chris nu, de levede alt for forskellige liv og han var ikke interesseret i kærlighed, der gjorde kun en svag eftersom ens fjender - og dem havde Leo mange af - ville kunne bruge det imod en. Det havde han jo set flere gange efterhånden og endda selv draget brug af mod andre.

Som hun vendte det til et spørgsmål mod ham blinkede han et par gange og sendte hende så et listigt smil, "well jeg ville nok helst slippe hvis jeg havde muligheden." Indrømmede han så. Han skulle satme ikke være far. Dermed ikke sagt at det ikke sagtens kunne være at han allerede var det for ærlig talt havde han da været vidt omkring når det kom til damer og de fleste af dem snakkede han aldrig med efterfølgende.
Lige i dette tilfælde kunne han selvfølgelig heller ikke vide at det var en skjult hentydning, havde han haft en ide om at Emiliya faktisk var hans datter ville han nok have valgt sine ord med lidt større omhu. "Men altså nu kendte jeg ikke Luckas særlig godt, men han virkede bare ikke på mig som typen der ville smutte fra sit ansvar hvis han fik det at vide." Ærlig talt passede det Leo glimrende at Chris ikke havde kontakt til den starut, men han forsøgte bare at holde samtalen lidt kørende.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss rørte i maden og tog hvidløget fra Leo, da hun synes, at de da sikkert var fine nok skåret, hvis hun da ikke kiggede for længe på dem. Hun hældte dem ned i gryden og det begyndte at dufte dejligt af hvidløg. Hun snuste ind og smilede let. Hun var blevet bedre til at lave mad. Hun sendte sin veninde fra Hogwarts en speciel tanke. Der aften på quidditchbanen, hvor de havde talt om brændt kylling og måner havde været fantastisk. Desværre havde deres venskab ikke varede ved og hun havde ikke set hende siden.
Hun kom tilbage til virkeligheden, som Leo svarede på hende spørgsmål.
"Virkelig?" Hun vendte sig overrasket om og så direkte på ham. Et øjeblik stod hun som forstenet og hun havde lyst til at kvæle ham med et stykke hvidløg, som var stort nok til det, eftersom han ar en elendig kok, men hun havde også lyst til at græde. Hun gjorde dog ingen af delene.
"Jeg mener.. Okay. Det er jo også noget stort og det er ikke for alle." Sagde hun og vendte sig om igen. Han skulle intet vide om Emiliya og hun skulle intet vide om ham. Chriss ønskede ikke, at hendes datter skulle blive skuffet, fordi hendes far ikke ville have noget med hende at gøre. Hun havde været så chokeret, at hun havde glemt at svare på hans andet spørgsmål.
"Åh og ham, der vippede Luckas af pinden eller hvad man kalder det, var Trescott Roden." Sagde hun henkastst. Hendes tanker var et helt andet sted.

Chriss vendte sig igen mod Leo. Hun glemte helt, at Leo faktisk havde kendt Luckas. Ikke godt, men de var da ca samme årgang.
"Måske. Nogle vil gerne tage ansvar. Måske han er en af dem." Hun trak på skuldrene. Hvad hun skulle gøre ved Leo? Hun kiggede på ham og blev en smule grebet af hans øjne igen. Det var virkelig en af hendes svagheder og det havde det altid været. Hun kom tilbage til virkeligheden igen og vendte sig om for at putte de sidste ingredienser i gryden. Kort tid efter, fandt hun et fad frem og fordelte lasagnen. Hun satte den ind i ovnen og satte et ur til en halv time.
"Vi spiser snart." Sagde hun. Hun overvejede virkelig at gå op på sit værelse, fordi hun ikke havde lyst til at se på Leo i dette øjeblik, men hun kunne af en eller anden grund ikke bevæge sig.