Where do I go from here?

[Leonardo Russo]

Leonardo så til som hun fratog ham hans opgave med hvidløget. Det gjorde nu ikke så meget, han havde mistet interessen for opgaven allerede før han var begyndt. Desuden var samtalen her langt mere interessant. "Jah," han trak på skuldrene uden at vide hvor stor en ting det var at han sagde det til netop hende. "Altså for det første er jeg jo ikke ligefrem far-potentiale, hvis altså det skulle have forbigået din opmærksomhed," han smilede stort som var han nærmest stolt over det. "Desuden så er min livsstil nok ikke ligefrem den smarteste at involverer børn i, jeg er ikke ligeså dum som Alastair og Adrian." De to fjolser havde begge fået kærester og børn og hvad havde det givet dem? De havde begge levet på flugt i ufattelig lang tid.
Leonardos bryn blev hævet i kort overraskelse, "ham auror-gutten?" Han fulgte trods alt lidt med i hvad der skete rundt omkring og han kunne også godt huske Trescott fra Hogwarts. Svagt i hvert fald.

igen rynkede Leo brynene i undren. Men hvis hun selv tænkte at Lucas muligvis ville tage ansvar så gav det da ikke helt mening at hun ikke ville fortælle ham det. Men altså det måtte hun jo selv om. Det nagede ham en smule med pigen, men altså på den anden side havde han jo ikke noget med hende at gøre så han kunne jo sådan set være ligeglad, pointen var at Chris ikke havde kontakt til ham og det havde Leo det fint med - også selvom at det måske nok gjorde ham til en af de mest egoistiske mennesker i London. Oh well han havde aldrig påstået andet.
Han mødte hendes blik og blev også selv en smule grebet af tavsheden og noget i hendes blik. Han slog det dog hen og flyttede blikket imod lasagnen som hun kort efter kastede ind i ovnen. Han var faktisk også ved at være godt sulten.
"Såh...hvor længe har du planer om at holde mig under lockdown?" Spurgte han så lidt casual som han snuppede en tomat fra køkkenbordet der ikke var havnet i maden. På den ene side ville han virkelig bare gerne tilbage til sin egen lejlighed og sit bekymringsfrie liv, dog var der en lille - meget lille - del af ham som ikke følte han var helt klar til at vende hjem endnu. Han var godt klar over at han nok aldrig villle se hende igen når først han "blev sendt hjem," han kom i hvert fald ikke til at kontakte hende, han var ikke den type fyr der håbede på happy ever after. Den del af ham forsvandt for mange år siden.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss var ikke selv klar over, hvad hun havde forventet af Leo, men det gjorde faktisk ondt, at han havde det sådan med børn. Det var ikke fordi hun forventede, at nu skulle de til at have nogle flere. nej for filan, det skulle de bestemt ikke. De passede bestemt ikke sammen på nogen måder og hun kunne ikke lide ham på den måde. Troede hun. Dog ville hun ønske, at Emiliya kunne få et forhold til sin far, hvis hun nogensinde skulle finde ud af, hvem han var. Det var dog ikke en mulighed nu, hvor han havde sagt disse ting. Han virkede endda stolt over sin mening omkring det og det gøs lidt i hende. Hvorfor havde hun dog fået et barn med ham? To be fair, vidste hun ikke, at det var ham, da hun fik hende.

Hun skød sine bryn i vejret, da han tydeligvis vidste, hvem Scott var.
"Kender du ham?" De havde da gået på Hogwarts sammen, men hun vidste ikke lige, at de var bekendte. "Men ja ham. Vi var kærester i nogle år." Sagde hun og satte æggeuret, så hun var sikker på, hvornår lasagnen var færdig. Hun havde egentligt ikke lyst til at tale mere om sine ekskærester. Hun kunne virkelig godt bruge en drink. tanken om Hogwarts, Luckas og Alastair havde sat sine spor og hun stod nu og overvejede om hun skulle spørge ind til deres fortid. Det krævede dog en drink eller fem. Hun nåede dog ikke længere, da han spurgte hvor lang tid han skulle være hos hende. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige, for hun havde på en måde ikke lyst til, at han skulle forlade hende, men hun vidste ikke hvorfor.
"Øhh... Vil du have en drink?" Hun fandt whisky frem, uden at høre hans svar og stak et glas i hånden på ham, hvorefter hun satte sig hen i sofaen. Hun hældte op i sit glas og tog en stor slurk.
"Det er faktisk op til dig selv nu. Hvis du føler dig stærk nok til at komme hjem, så vil jeg ikke holde dig her mere." Sagde hun og prøvede at lyde meget casual. "Det har hele tiden været dit eget valg. Jeg ville bare sikre mig, at du ikke forblødte eller noget." Hun smilede svagt og kiggede halvt på ham.

[Leonardo Russo]

Leonardo var lykkelig uvidende omkring den oplysning Chrissandra sad inde med. For ham var familie ikke noget man skulle sætte for højt for man vidste aldrig hvornår de vendte en ryggen. Det var den følelse hans forældre havde givet ham for alle de år tilbage da de afskar ham og nu også Alastair. De havde haft en brocode om at det skulle være de to mod resten af verden, men den havde Alastair ændret uden så meget som at se sig over skulderen og nu var Leo fast besluttet på at han aldrig mere ville være afhængig af andre
Hendes spørgsmål trak ham ud af hans tanker og han så først lidt spørgende på hende som skulle det lige synke ind hvad det egentlig var hun havde sagt til ham. "Nja, kender og kender, jeg ved hvem han er," forklarede han sig med et let skuldertræk. Han vidste at Adrian arbejdede for ham. "Okay så, der kan man bare se." Leonardo nikkede kort for sig selv og rømmede sig så en smule. Det gav faktisk ret god mening i hans hovede at Chris havde fundet sammen med en aurer, for ærlig talt hvorfor ikke, der var bare noget med kvinder og mænd i uniformer.

Han anede ikke hvilke nervebaner han havde ramt i deres samtale, men hans overraskelse var stor da hun pludselig fandt whiskyen frem og gjorde hans dag så meget bedre. "Tjo tak som byder. Nogen speciel anledning?" Han hævede et bryn af hende.
Han fulgte efter hende ind i stuen og satte sig ned ved siden af hende hvorfra han tog imod glasset. Endelig skete der da noget. Endnu et overrasket bliv blev sendt i hendes retning og han bed sig kort i læben uden han helt vidste om han skulle være lettet eller ej. Han glædede sig til at komme hjem til sig selv og sin butik, men det var da heller ikke værst at blive serviceret her hos hende. "Og jeg som troede at du ville stille en debat op omkring det." Indrømmede han og fugtede sine læber. "Der kan man bare se."
"Virkelig? Det har ikke helt føltes som mit eget valg." Påpegede han og tog selv en stor slurk af sit glas. Han mærkede den rare velkendte følelse af whiskyen der brændte sig vej ned gennem halsen.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss trak blot på skuldrene til hans kommentar om, om han kendte Scott. Der var ret mange, der kendte ham og det gav da mening, at Leo vidste hvem han var, når de nu havde gået på Hogwarts sammen. Hun satte sig hen i sofaen og efter hun havde skænket sig selv et glas whisky, tog hun en stor slurk og endte med at tømme glasset. Hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle starte denne samtale, for det ville blive akavet. Meget akavet.
Hun sukkede af hans kommentar og rystede på hovedet. Hun ville ikke rigtigt have, at han skulle forlade hende og da slet ikke før de havde talt sammen, så hvis hun skulle have den samtale med ham, så skulle det være nu.
"Måske, men jeg ville jo bare være sikker på, at du ikke ville ligge og forbløde et sted, hvis du ikke tager vare på dig selv." Sagde hun og trak på skuldrene og skænkede op til dem begge to. Hun tog endnu en stor slurk og tog lidt mod til sig. Hun kiggede på ham og blev igen lidt fanget i hans øjne. For fivlan, hvor var han dog flot. Måske hun faktisk ikke skulle drikke, hvis det var den slags tanker, hun havde.
"Leonardo.." Sagde hun og prøvede at tage mod til sig. Hun anede ikke, hvordan hun skulle starte det. "Jeg... Jeg må indrømme, at jeg er lidt forvirret over, hvad der skete dengang på Hogwarts." Mere sagde hun ikke, da det var for mærkeligt. De havde ikke rigtigt haft en seriøs samtale før og man kunne da godt sige, at dette var en seriøs samtale.

[Leonardo Russo]

Leo fandt det måske en lille smule underligt at hun valgte at de skulle have en skænk på denne tid af dagen, ikke at han havde tænkt sig at sige nej, han anså hende bare ikke som typen der drak medmindre der var en særlig lejlighed. På den anden side var det jo mange år siden at han havde kendt hende og meget kunne have ændret sig. Dengang de kendte hinanden vidste de vel dårligt nok hvem de selv var.
Han kunne ikke modstå at sende hende et lidt flabet grin. "Jeg er en stor stærk dreng, jeg kan slev større mine egene sandaler og alt muligt." Svarede han flabet og nippede kort til whiskyen som for lige at sikre sig at den var en rigtig tår værd. Either way ville ha nok ende med at drikke den alligevel, han var trods alt ikke sart når det kom til den slags sprøjt.

Han mødte hendes blik, der var et eller andet ved hendes udtryk der måske næsten bekymrede ham lidt, men han var ikke sikker på hvad det var. Han hævede brynene af hende og kunne mærke at stemningen blev en smule trykket, måske var det bare ham, men han følte lidt at hun skulle til at sige noget han ikke ville bryde sig om at høre. Ikke at han var klar over hvad det skulle være for han var ikke specielt påvirkelig normalt.
Spørgsmålet undrede ham dog en del. "Der skete mange ting på Hogwarts?" Var hans respons. Han var ikke helt sikker på hvad hun hentydede til skønt han havde en fornemmelse. Dog havde han ikke lyst til at fortælle hende hvad der i virkeligheden var sket. At han var blevet såret over hun havde fundet sammen med en anden og de ting Alastair havde sagt.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss rullede med øjnene endnu engang. Han var simpelthen alt for irriterende og hun var slet ikke sikker på, hvorfor hun havde taget ham med hjem. Kunne han ikke bare sige noget normalt bare for en gangs skyld? Hun vidste dog godt, at det nok ikke ville ske sådan lige.
"Ja du er så dygtig, min dreng." Sagde hun på den mest mor-agtige måde, som hun kunne og pjuskede hans hår. Derefter rullede hun igen med øjnene og stirrede frem for sig. "Men hvis du gerne vil, så kan du jo bare tage hjem. Det er dit eget valg." Sagde hun oprigtigt, men det gjorde alligevel lidt ondt at sige, selvom hun ikke var helt klar over hvorfor hun havde det sådan. Dumme Leo.

Hans kommentar gav hende lyst til at smadre sit glas i hans dumme fjæs, men hun beherskede sig dog og kiggede bare på ham.
"Det er rigtigt. Det kan jeg ikke benægte. Dog talte jeg om dengang, hvor du stoppede med at tale til mig. Det har altid generet mig, at jeg ikke vidste hvorfor." Sagde hun og lagde det ene ben over det andet. Hun var ikke sikker på, at hun havde lyst til at kende svaret, men det gik hende så meget på, at nu skulle sandheden altså frem. Hun var også godt klar over, at han måske ikke havde den store lyst til at have en alvorlig samtale, men så måtte han jo tage hjem. Han var ikke hendes fange.

[Leonardo Russo]

For Leonardo var det en ren refleks at komme med sine tåbelige kommentarer og vittige bemærkninger. Det var lige så naturligt for ham som at trække vejeret, desværre var det ikke alle der værdsatte det så meget som han selv gjorde og det endte ofte med en del skræmmer her og der, men det lod han sig ikke anfægte af.
Han forstod nok i grove træk ikke at Chrissandra havde bekymret sig over ham i første omgang. Han var selvfølgelig på sin vis taknemmelig over at hun havde hjulpet ham, men altså han havde været igennem en del og anså da sig selv som værende temmelig hårdført, derfor var det svært for ham at skulle forholde sig til hendes omsorg. Måske det lød lidt cliche-agtigt, men det havde han bare aldrig rigtigt været vandt til fra nogen sider andre end Alastairs og på sin egen måde Adrians.
Han sendte hende et flabet smil som hun ruskede ham i håret, ”hov hov, pas lige på frisuren.” Var hans kommentar selvom hans hår mest af alt ligende en fuglerede.
Faktisk var det næsten en lettelse da hun sagde at han kunne tage hjem, Selvfølgelig havde de altid været hans valg, hun kunne jo ikke tvivge ham til at blive, men noget havde alligevel holdt ham der, nysgerrighed om hvorfor hun handlede som hun gjorde var et ret godt bud på årsagen.

”Lovely, jeg tror også at min butik savner mig.” Konkluderede han og så lidt frem for sig. Der var ingen mening i at skjule at det var ham der ejede en skumle butik længere.
Det dumme smil forlod hans læber da hun begyndte at spørge ind til fortiden. ”Stoppede jeg med at tale til dig?” Sprugte han fladt som om han ikke selv kunne erindre det. Han trak let på skuldrene og lignede en der forsøgte at tilbage kalde mindet hun snakkede om. ”Tror du ikke bare vi gled fra hiandnen?” Forsøgte han sig med.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss hævede et øjenbryn, da han kommenterede på sin frisure.
"Åh ja, undskyld.. jeg skulle jo nødigt ødelægge den redde, som mor solsort har lavet der jo." Hun lænede sig lidt tilbage i sofaen og kiggede på sit glas. Hun burde virkelig ikke drikke mere. Det var ikke fordi hun var fuld, men hun drak ikke ret tit og hvis hun bare kørte dem ind, så ville hun da hurtigt blive det. Det gik ikke. Det virkede dog heller ikke til, at det nyttede noget for selvom hun havde startet denne samtale, så virkede han ret hurtig til at lukke den. Det irriterede hende noget så grænseløst, at han ikke bare kunne være ærlig overfor hende.
"Så må du jo hellere komme hjem til den." Sagde hun koldt. Han ville tydeligvis ikke fortælle hende, hvorfor han var stoppet med at tale med hende dengang. Det var jo ikke fordi hun var sur over det, der var sket, for det var jo mange år siden, men hun ville bare sådan gerne have sandheden. Det havde irriteret hende i mange år, at hun ikke havde vidst det.
"Det gjorde vi ikke, nej, men hvis du ikke har lyst til at være ærlig omkring det, så lad os bare spise når maden er færdig og lad det være det." Det gjorde hende en smule trist, at han ikke ville fortælle hende det. Det krævede ikke ret meget af ham og hun havde allerede 'givet ham lov' til at forlade hendes hjem, så han behøvede jo ikke engang at se hende igen efter det. Det generede hende, at han stadig kunne gøre hende ked af det og endda også glad. Ikke, at han havde sagt noget, der kunne gøre hende glad, men bare det, at han var der. Det gjorde hende på en eller anden måde glad. Hun anede ikke hvorfor og hun var også ret sikker på, at hun ikke havde lyst til at vide det.

[Leonardo Russo]

Leonardo var nu rimelig fornøjet over hendes misfornøjelse. Det var den type han var. Morede sig en smule over andres elendighed, måske fordi det gav ham et indtryk af at hans eget liv ikke var så slemt. "Præcis, hun gjorde sig skam umage." Understregede han og blinkede lidt for kækt til hende. Det var dette her han var bedst til. Besvare alt med en smart kommentar så han ikke behøvede at være for seriøs omkring noget.
Han tog selv en tår af sit glas. Modsat hende var han temmelig vandt til at drikke så det ramte ikke ham så hårdt. Der gik i hvert fald længere tid imellem. Han så på hende og hørte godt den irriterede undertone, men han gjorde sit bedste for at lade som om at han ikke bemærkede det.

Derfor endte han med at tømme glasset og klappe sig selv på låreene. "Du har helt ret." Konkluderede han i håb om at kunne snige sig udenom det ubehagelige samtaleemne, dog ville han da gerne lige have aftensmad først nu hvor han selv havde været med til at lave den....sådan en lille smule med til at lave den...altså snittet løgene til hun ikke orkede at vente længere.
Alligevel formede en undrende rynke sig i panden på ham. "Okay du lyder meget sikker i din sag, men så fortæl mig, havd tror du der skete? For jeg kan ærlig talt ikke rigtigt huske det." Løj han letsindigt. Hun måtte jo hentyde til noget specifikt siden hun var så overbevist om sin sag. Nu havde det jo sådan set også været temmelig meget fra den ene dag til den anden, men alligevel.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Det gjorde faktisk ondt, at Leo ikke ville fortælle hende sandheden. Hun troede ikke på ham, da han sagde, at han ikke kunne huske det. Hvad end hun følte for ham, så vidste hun da, at hun glædede sig til ikke at skulle se ham igen. Han var irriterende og provokerende. Han vidste det godt selv og han virkede ikke som en, der havde lyst til at lave det om. Hun glædede sig til, at han gik, så lasagnen måtte gerne blive færdig nu.

Hun slog ud med armene og rejste sig op, for at se til maden. Hun ville gerne få det til at gå hurtigere, men det var desværre ikke lige muligt.
"Jamen det er jo det, jeg ikke ved. Jeg ved kun, at den ene dag var vi tætte og den anden dag, var du der bare ikke. Jeg prøvede at kontakte dig flere gange, men du svarede bare ikke. Du undgik mig og lod som om, du ikke så mig. Og jo du gjorde, så kom ikke med en eller anden flabet kommentar om, at du nok ikke så mig." Hun kunne godt mærke, at hun var ved at blive godt og grundig irriteret, men hun ville simpelthen ikke lade sig påvirke for meget af det. Hun trak lige vejret et øjeblik og kiggede bare hen på ham.
"Jeg har bare undret mig over, hvad der skete." Sagde hun og trak på skuldrende. "Og så troede jeg, at vi kunne tale om det. Eller jeg håbede." Hun kiggede på ovnen og kort tid efter var maden færdig. Ikke fordi hun kiggede på den, men fordi det faktisk var færdigt. "Maden er færdig." Sagde hun og fik dækket bord med et slag med sin trykkestav.

[Leonardo Russo]

Som hun rejste sig og vendte ham ryggen for at gå ud og kigge til maden mærkede han et stik af dårlig samvittighed som han dog hurtigt fejede væk igen. Han nægtede at lade sig påvirke af dette her for det kunne da være bedøvende ligegyldigt med dengang. Det var mange år siden og han havde ingen interesse i at genopleve de følelser hans teenage-self havde ligget og reddet med. Igen fortid var fortid.
Det begyndte dog at gå op for ham at hun lod til at være oprigtigt irriteret på ham over det. Han himlede kort med øjnene, hvad var der med piger og den slags, de skulle bare altid hæng sig i detaljerne!
"Det er så mage år siden, hvorfor går du så meget op i det?" Sukkede han opgivende og slog ud med den ene hånd. Kunne hun ikke bare lade emnet falde til jorden, han havde ikke lyst til at snakke om det.

Leo forholdt sig tavs som bordet dækkede sig selv, eller rettere Chris fik det til at dække sig selv. Han vidste ikke hvad han skulle sige for igen havde han ikke lyst til at snakke om "dengang" det bragte for mange minder med sig og den slags var Leo ikke særlig stor fan af. Ikke fordi han var bange for at falde i armene på hende igen, men mere fordi at det var komplet unødvendigt at snakke igennem hvis man spurgte ham.
De var venner dengang til de ikke var det mere. The end. "Måske vi bare begge fik øjnene op for andre interesser." Endte han alligevel casually med at slynge ud for at bryde den akavede stemning inden han tog et stykke af den dampende lasagne. Han var godt nok sulten, men han var begyndt at overveje om måltidet her ville være det værd.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss kunne på en måde godt forstå, hvor det undrede Leo, at hun gik op i det. Det var dog ikke fordi hun som sådan gik op i det, men nu hvor de var voksne, kunne de vel godt tale om det? Det virkede dog som om hun var den eneste, der havde det sådan og hun måtte acceptere, at hun ikke fik noget ud af ham. Enten var det et meget ømt emne for ham eller også var han bare ikke blevet voksen. Hun trak på skuldrene og satte sig ned ved bordet. Hun lod ham tage først af maden, hvorefter hun og en portion. Det var stadig så varmt, at det dampede, så derfor sad hun blot og lod det afkøle en smule. Hun følte ikke lige for at brænde sin tunge.
"Jeg var bare nysgerrig." Sagde hun og begyndte så at skære et stykke, som hun kort pustede på, inden hun tog det i munden. Hun havde ikke rigtigt lyst til at kigge på ham. De var alt for forskellige og savnet til ham blev blot større. Det var ærgerligt, at de ikke var forblevet venner, men måske hans livsstil ville have ødelagt det senere hen. De levede vidt forskellige liv og hun var ret sikker på, at de ikke rigtigt ville kunne have et venskab.

Hun kiggede hen på ham igen.
"Måske." Sagde hun, men hun vidste på samme tid godt, at det ikke passede. Han holdte noget hemmeligt, som han ikke kunne for sagt. Han var en konge indeni. Han havde en konges magt (Græder!!). Nu skulle de bare have spist, så han kunne tage hjem og de begge kunne komme tilbage til en normal hverdag. Hun var nu mere end nogensinde, sikker på, at hun havde truffet det rigtige valg med ikke at fortælle ham om Emiliya.

[Leonardo Russo]

Leo tog en bid af maden, tydeligvis var han ikke vandt til at spise i selskab med andre end sin egen skygge for han var bestemt ikke nogen lækkermås at se på lige i dét tilfælde. "I kvinder..." mumlede han generaliserende, "I vil altid snakke om den slags, jeg fatter det ikke," han slog en smule ud med gaflen. "Sommetider er der bare ikke rigtigt noget at fortælle." Det var der dog i denne situation, men det skulle hun ikke vide for det ville simpelthen være for ydmygende.
Han tog et par nye bider af maden på sin tallerken i stilhed og gjorde sig temmelig umage ikke at kigge op på hende. Det der var sket dengang havde virkelig sat præg på ham og set i bakspejlet var det nok lidt tåbeligt, men det var som det var.

Efter lidt mødte hans blik dog alligevel hendes. Tippede hovedet på skrå, "men lad os nu ikke hænge os i fortiden, du ved, det gælder om at ligge fortiden bag sig." (//oh yes I did) Sagde han med et skuldertræk som betød det ingenting.
Han glædede sig bare til at komme hjem. Langt væk fra denne samtale og andre ubehageligheder. "Så havde du ellers en god dag på arbejdet?" Det var ikke fordi den slags som sådan interesserede ham, for at være ærlig kunne han ikke huske om han også havde spurgt hende da hun stod ude i køkkenet, men han var desperat efter at skifte samtaleemne.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss hævede sine øjenbryn og lagde kniv og gaffel fra sig, for så at folde sine hænder og kigge på ham, da hun da var meget interesseret i at høre, hvad han havde tænkt sig at sige om kvinder.
"Jaså.." Sagde hun og havde lyst til at grine af ham, fordi han lignede en, som virkelig synes han var klog og bare vidste noget om kvinder. "Ja og I mænd har prøver altid at tale udenom, når samtaleemner bliver for personlige. Du gør et meget stort nummer ud af, ikke at tale om det her, men det er fint nok. Jeg var bare nysgerrig og håbede, at vi kunne have en voksen samtale om det her, men der tog jeg fejl. Vi glemmer det bare. Hvis du ikke har noget at sige, så vil jeg ikke tvinge dig." Sagde hun roligt. Hun vidste godt, at hun nok godt kunne tvinge ham, men hun havde ikke tænkt sig at gøre det. "Okay Timon. Så gør vi det." Sagde hun og tog atter sit bestik i hænderne igen og spiste videre.

Det kom lidt bag på hende, at han pludselig ville høre til hendes arbejde, men han ville nok bare gerne skifte emne. Han skjulte noget og hun var ret sikker på, at hun aldrig ville få at vide, hvad det var.
"Jeg havde en fin dag. Der skete ikke så meget." Sagde hun og tog en bid lasagne. "Fik du lavet noget spændende i dag?" Spurgte hun og kiggede ned på sin tallerken, imens hun skar en bid mere ud. Hun havde ikke rigtigt lyst til at kigge på ham. Hun havde en følelse eller to til at sidde i klem og det irriterede hende, når han var sådan.

[Leonardo Russo]

Det kunne godt være at Leo ikke var noget geni, men han var nu heller ikke født i går og han kunne tydeligt høre hvordan hun forsøgte sig med omvendt psykologi. Eller sådan virkede det i hvert fald. Dog havde han ikke tænkt sig at sige noget, han ville tage hemmeligheden med sig i graven! Primært fordi det var et ret så ømt punkt for ham og han ikke brød sig om at snakke om den slag ting. Det kom bare for tæt på.
Han himlede med øjnene af hende og gjorde ikke noget synderligt for at skjule det, "Jamen jeg har ikke noget at sige," slog han fast og lod armene falde over kors som et stædigt barn, et undrende udtryk gled kort over hans ansigt. "Og hvem er Timon?" Han kendte da sin vej omkring i mugglerverden, men det var ikke fordi han sad og så film. Faktisk havde han vidste ikke set en eneste film i sit liv.

"Okay," sagde an og tog ligeledes en bid. Dette her var pludselig blevet super akavet. "Ingen elever ude på ballade?" Han smilede drillesygt mest fordi at han selv havde været en af de elever der havde styrtet rundt og lavet balllade.
Han trak let på skuldrene og tog en tår af glasset foran sig, "altså udover det med at gemme dine trusser og alt det, så nej, så er der ikke sket det helt store." Et bredt smil formede sig atter på hans læber.