The world is a loving place...

[Deleted]

Adrian Russo

Kl. 21.00

Skt. Mungos

---

Harper havde det forfærdeligt, hun havde lyst til at græde, råbe og skrige. Hun følte sig tom indeni, fuldkommen tom. Død - færdig. Harper havde mest af alt lyst til at tage livet af sig selv lige nu. Hun havde absolut intet at leve for mere, og hun savnede Adrian og hendes børn så ufatteligt meget.
Efter hun havde set Adrian komme til skade, vidste hun at hun var nødt til at se om han var okay. Så i en stille aftentime på Skt. Mungos var hun kommet ind iført en hætte igennem bagindgangen, hun havde fundet stuen Adrian lå på, og åbnede langsomt døren ind til ham.
Han lignede en der sov.

Der var helt stille, og hun lod roligt hætten falde imens hun gik hen i mod ham. Hun ønskede ikke at han opdagede hende, og endnu mindre ønskede hun at andre gjorde. Hun gik hen i mod hans seng, og stod længe for at kigge på ham.
Hun kunne mærke hvor ked af det hun blev og tårer begyndte at løbe ned af hendes kinder imens hun lod en hånd ae hans kind som han lå der. Hun tørrede dem hurtigt væk og kiggede hen i mod døren for at sikre ingen kom. Hun savnede ham virkeligt.

[Adrian Russo]

Adrian befandt sig i et underligt stadie mellem drøm og virkelighed. I drømmen var han atter oppe og slås med garden. Denne gang var børnene med og han forsøgte konstant at sikre sig at de ikke blev ramt at de besværgelser der fløj om ørerne på dem. Så pludselig stod han overfor Harper. Hun rettede sin stav mod Hope og et grønt lyn skød ud af den, han selv lå på jorden ude af stand til at røre sig. Så rettede hun staven mod Phoenix og gjorde det igen. Adrian ville skrige, men ikke en lyd kom over hans læber.
Han gispede let og slog øjnene en smule op. Han havde fået en del eliksirer til at hjælpe sig på benene igen og han kunne også sagtens bevæge sig igen, det havde været en kortvarig lammelse grundet slaget der havde ramt nogle af de centrale nervebaner, men ifølge healerne skulle han være tilbage på benene om en lille uges tid.

Han missede mod det dunke lys i stuen der stadigvæk virkede alt for skarpt lige nu. Han fik øje på en skikkelse, men der gik nogle sekunder før han kunne fokuserer på hvem det var. Harper. Han mærkede hendes hånd mod sin kind og lod automatisk sin hånd føre op til hendes for at holde over den. "Harper?" Hans stemme var hæs og undrende.
Stadigvæk overbevist om at det måtte være en drøm eller en hallucination forsatte han, som hvis nu han fik svar her ville det give ham ro i sjælen, "hvorfor forlod du os?" han var ikke vred, bare forvirret han lukkede øjnene og drømmen forsatte lidt endnu hvor hun gik frem mod ham som han lå på jorden. Han tvang atter sine øjne op, hun var der stadigvæk og han følte stadigvæk at han sov.

[Deleted]

Harper elskede Adrian så ufatteligt højt, og hendes hjerte gik stadig i stykker hver gang hun tænkte på ham. Hun ville så gerne hjælpe ham og hun hadede sig selv for at være skyld i at han nu lå indlagt på Mungos. Men hun havde haft brug for at se at han var okay. Hun ville ikke kunne leve med sig selv hvis der skete ham noget alvorligt.
Harper gispede let som han tog fat omkring hendes hånd og sagde hendes navn. Hun kunne mærke sit hjerte slå hårdt i mod sit bryst imens tåre kom frem i hendes øjne. Hun ville så gerne være sammen med ham.
Aldrig nogensinde havde hun elsket nogen så højt som ham.

Harper kunne godt se på ham at han ikke helt var sig selv: "Jeg havde ikke noget valg" sagde hun i en lav stemme og lod en tåre trille ned af hendes kind som hun lænede sig frem og kyssede hans pande: "Pas godt på børnene" sagde hun helt lavt og slap ham.
Hun var nødt til at komme udherfra og sikre sig at ingen så hende. Hun gik hen i mod døren og sendte et sidste blik i mod ham. HUn håbede lidt at hun aldrig ville se ham igen, bare fordi at hun ikke ønskede de skulle i endnu en kamp.
På den anden side ville hun bare så gerne tilbage til ham.

[Adrian Russo]

Alting var virkelig forvirrende lige nu og han blev ved med at føle at han sov og alligevel følte han sig vågen på samme tid. Hun virkede så virkelig, men fornuften sagde ham at det selvfølgelig ikke kunne være rigtigt. Hvorfor skulle hun være her? Hendes budskab havde været ganske tydeligt da hun næsten havde brækket ryggen på ham efter at have haft ham i Dollor.
Hans blik var sløret hver gang han åbnede øjnene som så han hende gennem et par briller med al for meget styrke i.
Det var en mærkelig fornemmelse ikke helt at vide om man sov eller ej, men igen vandt fornuften over alt andet. Han så en tåre løbe ned over hendes kind og han mærkede at det samme skete for ham. Han savnede hende så meget og han ville bare have at de kunne gå tilbage til det de havde haft sammen. Det var så svært at overbevise sig selv om at det var slut og at han blev nødt til at komme videre.

"Du har altid et valg," sagde han stille og tog lidt hårdere fat om hendes hånd som tårerne også løb ned over hans kinder. Om det også havde noget at gøre med alle de smertestillende eliksirer anede han ikke, men han var for træt til at kæmpe imod det. "Kom tilbage til os. Til mig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det uden dig.." Hans stemme var hæs og en smule grødet grundet tårerne.
Han lukkede øjnene som hun kyssede hans pande og ville holde fast i hendes hånd, men han følte ikke at han havde styrken til det og hun gled langsomt fri. Han mærkede hvordan han atter gled ind i den forgående drøm og da han atter åbnede øjnene var hun væk. Hvis altså hun overhovedet havde været der i første omgang.

[Deleted]

Kendall havde godt hørt at Adrian var landet på Skt. Mungos. Det var jo ikke fordi hun kendte ham super godt, men de havde trods alt mødt hinanden nogengange, og hun kunne bestemt ikke bare blive væk. Hun var nødt til at tage op at besøge ham og også sikre sig at han havde nogen til at se efter børnene.
Hun gik roligt ned af gangen i sko der gav genlyd og en lang sort frakke, samt en lille fransk, sort hat. Kendall arbejdede trods alt som chef for et modefirma, så hun gik en del op i at hun altid så classic ud - desuden kom hun lige fra arbejde.

Hun åbnede roligt døren ind til stuen og smilede forsigtigt hen i mod ham: "Hey... Jeg hørte at du lå her" sagde hun roligt og gik hen til sengekanten: "Hvordan har du det?" spurgte hun forsigtigt og satte sig ned ved siden af ham.
Selvom de ikke engang havde kysset eller noget endnu, så var hun ret glad for ham. Han var virkeligt en sød fyr, han havde nogen skønne børn og det virkede som om han havde nogen gode værdier. Han var bare en skøn fyr og han var altid god at være omkring.

[Adrian Russo]

Adiran vågnede langsomt op. Han følte sig stadigvæk lidt forvirret og diffus omkring hvor han var. Han havde haft den mærkeligeste drøm om at Harper havde været inde og besøge ham. Han slog det hen. Selvfølgelig var det en drøm, for det første var det jo ikke fordi hun bare lige kunne vade ind på Skt. Mungos og for det andet hvorfor skulle hun. Hun havde gjort sin besked temmelig tydelig da hun havde lagt ham i dollor og kylet ham mod træet.
Drømmen havde bare været så virkedelig. Han rystede lidt på hovedet af sig selv, det var på tide at opgive håbet om at han og Harper havde en chance. Tydeligvis var hun ligeglad med ham og børnene så han burde også være ligeglad med hende. Desværre var hjertet svære at overbevise end sindet.

Han havde været vågen lidt da døren gik op. Der gik et sug igennem ham da han lige ved allerførste øjekast tænkte Harper som Kendall kom ind. Hun ligenede hende egentlig ikke tæt på, men langt fra med det blonde hår og de strålende blå øjne og når han lige havde haft Harper i hovedet. Han fik hurtigt genfundet fatningen og smilede til hende, "ja jeg tænkte at jeg trængte til en fridag." Kommenterede han letsindigt.
Lige nu havde han bare brug for at få løftet stemningen for han følte sig virkelig nede. "Det går okay. Healerne siger at jeg er ude om et par dage." Svarede han og fik et lidt bekymret blik. Han kendte ingen der kunne tage ungerne imens han lå her, "dog har jeg planer om at skrive mig selv ud lidt senere i dag," fortalte han så, "ungerne er liiiiidt for små til at passe sig selv." Han holdt fingrene op foran sig for måle "lidt" mellem tommel- og pegefinger. "Det er virkelig pænt af dig at kigge forbi."

[Deleted]

Kendall smilede til ham som hun satte sig ved siden af han: "Du kom til skade på en opgave?" sagde hun nok mere konstaterende end spørgende. Adrian var en sød fyr - at være auror var jo en farlig opgave og hun turde næsten ikke spørge om det var første gang han var endt på hospitalet.
"Det skal du ikke tænke på, jeg skal nok tage dem hvis du har brug for det" sagde hun i et smil og aede roligt hans pande, hvilket fik hende til at kigge lidt en ekstra gang: "Du har.. Læbestift på panden" sagde hun og gnubbede det roligt væk med en finger.

Det var ikke fordi det var super tydeligt, men dog nok til at man kunne fornemme den rosenrøde farve: "Selv tak, er der noget du har brug for? mad? Drikke?" spurgte hun og lod en hånd holde fat omkring hans, hun anede ikke hvad de to var, men hun kunne ret godt lide det.
"Jeg tager bare et par dage fri fra arbejdet, det er fint... Jeg kan arbejde hvor som helst" sagde hun, meget af det var jo bare ldit kontor arbejde og det kunne hun jo godt lave imens hun passede hans børn.
Trods alt var hun ret god med børn.

[Adrian Russo]

Adiran smilede igen, denne gang lidt mere afmålt og rettede sig lidt op i sengen. "Ja." Svarede han så. Han havde ikke været endt på hospitalet før - ikke så vidst han huskede i hvert fald, men han var da kommet til skade et par gange.
Hendes tilbud fik ham til at spærre øjnene lidt op. "Virkelig, ville du gide det?" Hans stemme var lettet og forhåbningfuld. Det ville virkelig være en stor hjælp hvis hun gad. Han havde ingen babysitter - hvilket han nok burde få anskaffet sig - og han stolede ikke rigtigt nok på sin familie til at lade dem varetage opgaven. Hans far havde trods alt slået ham som barn og lukket dem inde i skabet når de ikke "opførte sig pænt". Leonardo var udelukket på alle måder, han ville nok bare sælge dem til slaveri for at tjene lidt ekstra og Alastair var han heller ikke sikker på. Han havde godt nok selv en datter nu, men Adrian havde ikke rigtigt snakket med ham siden de allesammen var kommet hjem igen.

Hendes kommentar fik ham til at rynke brynene "læbestift?" Han så uforstående på hende og tog selv hånden til panden som om han ville kunne mærke det. "Hvor kommer det fra?" Hans forvirring var oprigtig. Det kunne ikke have været Harper - det ville jo slet ikke give nogen mening...måske en sygeplejerske? Ikke at det gav mere mening, men det kunne han trods alt bedre forholde sig til.
Han smilede over hendes hjælpsomhed, det var rart at have en som virkede så kærlig kontra Harper der godt kunne være lidt hård i kanterne. "Du er virkelig sød," kommenterede han og gav hendes hånd et klem. "Men jeg har ikke brug for noget lige nu andet end dit gode selskab." Han var virkelig begyndt at blive glad for hende, men han havde ikke turde at tage chancen fordi håbet om at blive genforenet med Harper stadigvæk havde ligget der. Men det var slut nu.

[Deleted]

Kendall nikkede: "ja selvfølgelig" sagde hun, Kendall elskede trods alt børn, og naturligvis ville hun hjælpe ham når han havde brug for det: "Hvor er de henne nu og hvornår skal jeg tage dem?" spurgte hun lidt mere praktisk.
Hun syntes det var træls han var kommet til skade, nok mest for hans egen skyld og hans børn, det lød jo til at de allerede havde mistet deres mor, og så var hun ret sikker på de ville sætte pris på hvis de ikke også lige mistede deres far i samme omgang: "Du må passe på dig selv derude i marken" sagde hun i et smil.

Hun nikkede og trak så på skuldrende, det var ihvertfald ikke hende, de havde jo trods alt ikke kysset eller noget i den stil, så hun havde heller ikke lidt rendt og kysset ham på panden. Hun smilede og rødmede let som han sagde at hun var sød.
[b9"Du er sød.. Jeg skal nok være der et par dage når du kommer hjem, jeg kan lave kontor arbejde hvor som helst"[/b] sagde Kendall, nogengange var der store fordele i at være sin egen chef.
Hun kunne trods alt altid styrer hvordan tingene var når det kom til hendes arbejdsliv.
Kendall var stolt af sit arbejde og ønskede at gøre sin far stolt: "Hvis du har brug for det selvfølgelig" tilføjede hun, hun ville ikke presse sig på.

[Adrian Russo]

Adrian lyste op i endnu et smil. Det ville være en kæmpe hjælp at få Kendall til at passe ungerne til han blev udskrevet. Hun lod også til at være virkelig god til børn så det skræmte ham slet ikke at hun skulle se efter dem. Derudover hvis de havde tænkt sig at gøre noget mere ved det de havde startet op så ville det måske ikke være en dum ide at hun begyndte at tilbringe tid med børnene også.
"Altså lige nu er de i vuggestue, men hvis du kan hente dem ved 16 tiden, hvis du har lyst kan jeg måske lokke dig til at bo hjemme i mit hus naboen passede Boomer i går, men de skal rejse i morgen.." Han vidste godt at den ældre schæferhund kunne være lidt speciel sommetider, men han havde brug for nogen til at hjælpe med at lufte den og passe den. "Jeg er ked af hvis det er meget jeg beder om og du må endelig sige nej hvis ikke du har lyst." Sagde han ærligt. Han ville ikke have at hun skulle føle at han udnyttede hende.

"Jeg lover at være mere forsigtig for fremtiden." Sagde han med et smil, han ville i hvert fald ikke begå fejlen at tage hensyn til Harper igen, det kunne han simpelthen ikke risikerer.
Han så på hende med et roligt blik og gav hendes hånd et nyt klem. Han havde lyst til at give dem et forsøg i stedet for at leve med håbet om Harper. Det var slut nu. "Du er en fantastisk hjælp Kendall og jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg har lyst til at kysse dig lige nu." Måske var det en lidt underlig ting at sige, men livet var simpelthen for kort til at dvæle i fortiden, det var på tide at gøre noget ved det.

[Deleted]

Hun smilede og nikkede: "Jeg skal nok tage mig af det" sagde hun blot, hun var kun glad for at kunne hjælpe ham. Desuden virkede Hope og Phoenix virkeligt skønne og Kendall havde jo altid været utrolig glad for børn.
Hende og Jacqia havde da også snakket om børn, det var dog aldrig blevet til mere hvilket nok var godt. Hun havde heller ikke fortalte Adrian at hendes x kæreste var en pige, men hun var nok bare ikke lige så meget for at fortælle folk det uden de spurgte. Nogen dømte hende og andre fandt det bare underligt.

Hun smilede og aede blidt hans hår: "Det var godt... Ikke noget ballade på arbejde" sagde hun i et lille grin, og måtte indrømme at hun var lige ved at falde ned af stolen over hans næste sætning, det var da ikke fordi hun havde noget i mod at kysse ham, men det var normalt ikke lige sådan mænd indledte samtalen.
Hun endte alligevel med at rejse sig op og læne sig indover ham for at placerer et helt blidt kys på hans læber, bare fordi hun også havde haft lyst til at kysse ham i lang tid.
Det var bare vigtigt for hende at det føltes helt rigtigt, hun ville ikke kysse flere frøer før hun fandt den rigtige.

[Adrian Russo]

Han smilede bredt. På trods af at det hele var en smule gråt lige nu, så forsøgte han at holde modet oppe, for hvorfor skulle han lade sig slå til tåls med bare at være alenefar der var blevet dumpet hvis nu han kunne være sammen med en som måske kunne lysne hans dag. Han havde brug for at få noget positivt i sin hverdag så det hele ikke bare gik op i snotnæser, lortebleer og barnegråd. Han havde brug for en at dele tingene med og nu hvor Harper havde meldt sig ud, hvorfor så ikke også selv komme videre.

"Det lover jeg, jeg opfører mig pænt fra nu af." Jokede han med et smil.
Selvfølgelig var han godt klar over at det var lidt et sats for hun kunne jo sagtenes synes at det var lidt for mærkeligt sagt og så afslå og normalt var de heller ikke sådan noget han ville have sagt højt, men han havde virkelig lyst til at kysse hende og han kunne jo altid slå det hen med at det havde været en joke hvis hun gloede underligt på ham.
Skønt han havde håbet på den reaktion han fik, var det ikke den han havde forventet og han tog sig selv i at bliver lidt overrasket, men han valgte hurtigt at kysse hende tilbage. Han lod hænderne glide op i hendes hår som hun stod lænet ind over ham og nød bare øjeblikket. Det føltes ikke helt så unaturligt som han havde frygtet.

[Deleted]

Kendall kom med et let grin: "Godt, jeg sætter pris på du er i et stykke, og det er jeg sikker på dine børn også gør" sagde hun, Kendall havde ikke datet en fyr i flere år - men hun var tryg ved Adrian. Han var en sød fyr og han virkede bare så nede på jorden.
Kendall havde jo ikke de bedste erfaringer med mænd i sin fortid, men måske lykken ville vende nu. Hende og Adrian havde også bare taget det så roligt, og selvom hun da følte de havde flirtet, så var hun glad for at det ikke havde behøvet gå stærkt.

Hun lod en hånd ligge sig i mod hans kind som hun holde kysset, og hun slap det så roligt. Hun smilede let og satte sig så roligt ned ved siden af ham: "Er der noget du har brug for inden jeg går?" spurgte hun som hun satte sig ved siden af ham.
Det var helt udnerligt at skulle hjem i hans lejlighed for at passe hans hund og hans børn, men hun ville gerne - han var bare så god af sig at han fortjente den hjælp han kunne få.
Desuden havde hun brug for ikke kun at sidde med sit firma.

[Adrian Russo]

Han smilede på ny, det havde hun jo sådan set en ret god pointe i kunne man sige. Som Kendall var Adrian også glad for at tingene skete i et stille og roligt tempo. Han ville aldrig have været klar til at kaste sig ud i noget efter deres første dates. Selv for to dage siden ville det have været for tidligt for ham, men her efter episoden med Harper følte han sig om sider klar til at give det en chance. Livet var for kort til at gå og håbe at Harper ville komme på bedre tanker, derudover selv hvis hun gjorde var han ikke sikker på om han ville kunne tilgive hende.

Kysset var langt bedre end han havde troet. Nu havde han jo sådan set heller ikke kysset nogen siden Harper så det spillede måske også lidt ind. Han kunne mærke pulsen stige en lille smule i spænding og han følte sig næsten lidt snydt da hun stoppede. Han kunne sagtens være blevet ved.
Adrian tænkte sig kort om ved hendes spørgsmål. Han vidste ikke helt hvad det skulle være for han ville trods alt ikke bede hende om at gøre rent i hele huset. Ikke at han var et rodehoved, men når man var alenefar med to børn og en hund, kunne man ikke undgå at der var dage hvor huset så lidt mere bombet ud end andre. "Nej det er helt fint, men tusind tak. Det betyder virkelig meget for mig." Slog han fast.

[Deleted]

Kendall ville virkeligt gerne hjælpe ham og desuden så håbede hun også de måske ville komme hinanden mere ved. Han var en sød fyr og Kendall kunne godt mærke at hun så småt var begyndt at falde for ham.
Hun smilede roligt som hun slap kysset og nikkede så ved hans ord: "Selv tak... Jeg tænker jeg kan tage pigerne med herop og besøge dig i morgen formiddag, det vil de nok sætte pris på" sagde hun i et smil.
Det måtte være forfærdeligt for dem at de havde mistet deres mor, de måtte være så bange hvis de vidste deres far også var kommet til skade.

"Du må altså holde op med at komme i skudilden..." sagde hun i et smil. Hun var ikke lige helt klar til at han skulle miste en arm eller noget i den stil, og selvom han lige nu så okay ud - så lignede han en der var ganske kvæstet.
Kendall kendte jo intet til auror branchen, hun arbejdede jo i et miljø hvor det største drama var hår under armene og to kilo for meget på sidebenene, hvilket nok var derfor hun ikke skulle være model: "Du kommer hurtigt ovenpå igen" sagde hun opmundrende og smilede til ham.