The world is a loving place...

[Adrian Russo]

Han ville elske at se ungerne. Phoenix ville nok være for lille til at forstå noget som helst, men Adrian følte sig lidt underlig til mode ved ikke at have set dem hele dagen i går, eftesom han var alenefar og ikke rigtig havde den største omgangskreds til at hjælpe med børnene, plejede han selv at have dem hjemme hver eneste aften. Han kunne næsten ikke huske hvornår hans sidst ikke havde set dem i over 24 timer.
"Det ville være dejligt, jeg savner dem." Det lød måske lidt fesent, men det var han ligeglad med, lige nu var ungerne det bedste der var kommet ud af hans forhold til Harper.
Adrian var virkelig taknemmelig for at han havde mødt Kendall i parken den eftermiddag. Nu manglede han bare at turde tage chancen sammen med hende.

Adrian lo mildt og nikkede så, "jeg passer bedre på næste gang." Lovede han med en oprigtig ærlighed i stemmen. Han havde undervurderet Harper denne gang, det ville han ikke lade ske igen. Han nikkede til hendes opfordring, "ja det har du ret i, men jeg skulle gerne komme ud igen om et par dage." Hans stemme var forhåbningsfuld, "så må jeg give en middag som tak for hjælpen." Mest af alt for at få en undskyldning til bare at være sammen med hende egentlig.

[Deleted]

Kendall smilede til ham, hun kunne slet ikke forstå at hun faktisk havde fundet en mand hun følte sig tryg ved. Efter voldtægten ved Judas, havde hun ikke haft lyst til at stole på nogen og det var nok blandt andet derfor hun havde haft det så meget nemmere med Jaqcia. Desværre kunne alt kærlighed jo ikke vare ved forevigt.
Hun kiggede roligt på ham: "Det kan jeg godt forstå, vi skal nok tage herop og sige hej til dig. De dør sikkert af skræk når jeg henter dem" sagde hun i et lille grin, så godt kendte de hende jo trods alt ikke, hun havde kun mødt dem enkelte gange, men det var virkeligt nogen skønne børn.

"Det var godt... Ikke mere ballade" sagde hun og lænede sig frem for roligt at kysse hans læber igen. HUn var virkeligt glad for ham og hun havd eintet i mod at passe ham lidt de næste par dage -. og børnene naturligvis.
"det lyder hyggeligt, det vil jeg glæde mig til" sagde hun og kiggede på sit armbåndsur: "Det kan være jeg bør komme afsted?" sagde hun og var ikke helt sikker på om der var noget specielt tidspunkt hun skulle hende dem på.
"Har du en nøgle til dit hjem?" spurgte hun i et smil.

[Adrian Russo]

Adrian var ikke sikker på hvor dette ger med Kendall ville bære hen, men han var villig til at se det an. Alt for længe havde han gået og håbet på at Harper ville vende tilbage, men nu virkede det bare meningsløst og ligegyldigt. Selvfølgelig ville han ikke kunne glemme Harper over natten, men han nægtede at lade tanken om hende styre sit liv fremover.
Han kunne ikke lade være med at smile til hende. "Hold op, af hvad jeg har set er du god til børn, de vil bare synes det er fedt at slippe lidt for deres far er jeg sikker på." Han lo kort. Han var sket ikke sikker på om de ville synes det var fedt. Phoenix var så lille så han ville nok være ligeglad, men Hope ville måske nok komme til at savne ham, han ville i hvert fald føle sig lidt overflødig hvis ikke hun gjorde, men han håbede ikke at hun ville blive for stor en mundfuld for Kendall - det regnede han nu ikke med.

Han lo igen og modtog glædeligt kysset. Det føltes som noget han havde glemt at han længtes efter og det startede en varm følelse i brystet som gled gennem hele kroppen. Adrian blev mere og mere sikker på at Kendall var et forsøg værd. Hun var smuk, kærlig og kvik, noget han virkelig satte pris på, så hvorfor skulle han dog holde tilbage.
Stadigvæk med smilet malet på læberne nikkede han da hun sagde at hun burde komme afsted. "Ja selvfølgelig, nøglen ligger i posen derovre," han pegede mod et lille skab i hjørnet af rummet. "Igen tusind tak fordi du gider." Han anede ærlig talt ikke hvad han skulle have gjort uden hendes hjælp.

[Deleted]

Kendall var glad for hun kunne hjælpe ham. Hun ville virkeligt gerne snakke mere med ham og hun følte nok for første gang at de faktisk var på vej et sted hen. Hun aede let hans hår som hun smilede ned i mod ham.
"Mon dog.. Du er jo en sej far" sagde hun i et grin.
Hun var imporneret over at han kunne være alene far på den måde som han var, og hun anede ikke hvad hun skulle sige til ham lige nu, hun var nok bare fuld af bekymring for ham på samme tid med hundrede af sonmerfugle i maven.

Kendall bevægede sig over for at fiske nøglerne frem og smilede så i mod ham: "Jeg tager børnene med i morgen formiddag... Jeg skal nok passe på dem" sagde hun roligt, hun måtte hellere lige få kontaktet kontoret.
Hun smilede let i mod ham og vinkede kort med et par fingre inden hun gik i mod døren.
"Få slappet af..." sagde hun kærligt og gik så ud af døren.

//Out