I am a liar, but then again so are you

[Deleted]

Gwen havde det underligt i hele kroppen. Som om den var i gang med, at bekæmpe sig selv indefra. Det var jo ikke fordi hun var holdt op med, at elske Roman fra den ene dag til den anden, men hun savnede ham ikke på samme måde mere, som hun havde gjort lige da hun havde fået jobbet. Foresti havde fyldt den del ud og efterhånden skubbet Roman mere og mere ud af Gwens hjerte og overtaget Romans plads. Hun følte sig så ond, når de tanker begyndte i hendes forvirret hjerne, eller også var det netop forvirret hun ikke var mere. Hun ville have det hun ikke måtte få, Foresti i det her tilfælde.
Hun så overrasket på ham, da hans tåre begyndte at trille ned af hans kinder. Hun havde altid ment, at en mand ikke var en mand, før han kunne vise følelser og græde, fordi hun vidste hvor grænseoverskridende det kunne være for langt de fleste hankønsvæsener. "Det okay," sagde hun bildt og sendte ham et af sine velkendte varme smil, selvom hendes egne tåre også stadig trillede. Hun så ind i hans smukke øjne, selvom de var røde, hvor de under normale omstændigheder var hvide. Aldrig havde hun i sin vildeste fantasi troet, at hun ville blive forelsket i en elev, men Foresti var blevet mere end 'bare' en elev for hende. Hun lagde sine arme om ham, da hun mærkede hans om hende, mens hun mærkede hvordan hendes hjerte bankede galoperende med 150 kilometer i timen, da han gengældte hendes kys. "Jeg elsker også dig," hviskede hun kærligt tilbage og kyssede hans kind. Hun vidste godt hun burde stoppe her, og så bede Foresti gå, så hun kunne slå op med Roman på en ordenligt måde, men hun havde ikke lyst til, at han skulle gå.

[Deleted]

Foresti var frusteret over tårerne på sine kinder. Han havde altid fået at vide hjemmefra, det var okay at græde, men han havde aldrig en gang set hans forældre vise nogen følelser, når de havde det stramt, men det havde måske mere været for hans og hans søskendes skyld end for deres egen. Han følte sig bare ikke som en mand, når han græd. Han så på hende ved hendes ord og bed sig i læben, inden flere tårer løb ned af de efterhånden våde kinder. ”Okay” hviskede han og fokuserede på hendes dejlige smil. Han så derefter op på de smukkeste øjne, han nogensinde havde set og så der forsat var tårer fra hendes øjne, som han så gerne ville fjerne, for han ville aldrig være grunden til hun græd. Hun var dog også smuk, når hun græd. Han mærkede hendes arme om sig og nød det. Bare det at være tæt på hende, mærke hende og vide, at han rent faktisk nu officielt kunne kalde hende hans kæreste. Han mærkede hvordan hendes ord fik hans hjerte til at slå hårdt mod brystet, mens en hel uforklarlig varme spredte sig gennem hele hans krop. Hun elskede ham. ”Tak,” hviskede han og mærkede kysset på sit kind. Han trak hende helt indtil sig og holdt om hende, mens han kunne dufte hendes hår og parfume. Hun var den mest fantastiske kvinde, han nogensinde havde mødt. Han så kort hen mod døren og gav slip. ”Jeg smutter, vi ses senere,” hviskede han, da han var ret sikker på, han havde set Romans skygge.



//Out//

[Deleted]

Gwen så virkelig ikke Foresti som mindre mand, af at han grad foran hende. Han var stadig ligeså meget mand for hende, som han hele tiden havde været. Selvfølgelig var der punkter, hvor hun godt kunne mærke, at han ikke var ligeså gammel som hende, men det var ikke noget problem for hende. Hun smilede derfor blot kærligt til ham, da hans okay lød. Hun ville ønske hun vidste præcis, hvad hun skulle sige, men lige nu var det rigtige at sige måske bare ingen ting.
Hun smilede da han takkede, "Men vi er nødt til, at holde det mellem os to, til du er gradueret," bad hun stille og en smule skamfuldt, fordi hun hadede sig selv for, at sige det, men det var de jo nødt til ellers ville hun blive fyret og sikkert også få et hak på sin straffesertest fordi han var mindre årig. Hun nikkede lidt, da han sagde han smutte, "Ja, vi gør," sagde hun, om ikke andet ville de ses til aftensmaden. Hendes blik fulgte ham som han forlod kontoret.
Hun fik samling på sig selv, da hun hørte Romans fodtrin, eller hun antog i hvert fald, at det var ham. Hun rettede sit tøj lidt og derefter sit flammerøde hår, før hun vendte blikket mod et spejl for at tjekke make-uppen også stadig sad pænt. Hun havde været sammen med Roman i mange år efterhånden og hun ville hade sig selv for at såre ham. "Kom ind," sagde hun, da det bankede på den og fandt et smil frem, men det var svært for hende at få sine øjne til at smile med, da hun udmærket godt vidste, hvor det her ville ende, men hun var nødt til at følge sit hjerte.

[Deleted]

Roman vidste intet om, hvad der var sket kort efter, han havde forladt Gwens kontor. Han vidste ikke, hvorfor hendes elev havde opført sig så mærkeligt og fjendtligt overfor ham. Han var uviden i forhold til hvad han ville træde indtil. Han var stadig i en verden af den kærlighed de havde, var gensidig. Han bankede på og hørte hendes smukke stemme og tog fat i håndtaget for at gå ind, og lukkede døren efter sig i en blid bevægelse. Han betragtede hende kort, hun så anerledes ud en før. Han bevægede sig tættere på og så halskæden om hendes hals. Den havde han ikke set før og den så ny ud. Hun havde da ikke haft den på, da han først var kommet. Han så efter døren. Eleven. Havde han givet hende gaven? Han bed sig i læben og sendte hende et smil. Han gav ikke udtryk for, han vidste det, men hans arbejde bestod blandt andet af at aflæse folk og lægge mærke til selv de mindste detaljer. ”Hej igen,” sagde han, som han trådte et skridt tættere på hende, da han gerne ville kysse hendes læber. Han lænede sig derfor også fremad i en forhåbning om, han ville blive kysset.

[Deleted]

Gwen havde aldrig følt sig så splittet som hun gjorde lige nu. Hun var afklaret med, hvad der skulle ske, men det var svært når Roman stod foran hende. Hun elskede jo dem begge to, men følelserne for Roman var bare ikke de samme mere og Foresti fyldte mere og mere for hende. Hun sendte ham et smil, "Hey," sagde hun blidt og smilede til ham, da han kom tættere på hende. Hendes hjerte slog en underlig rytme mod hendes bryst. Hun tænkte ikke over, at hun ikke havde haft halskæden Foresti lige havde givet hende, på da Roman havde forladt dem.
Hun kyssede hans læber, da han lænede sig mod hende, men det var et kortere kys end dem hun plejede at give ham. "Roman.." sagde hun stille og tog hans hånd for, at føre ham med hen til sofaen og satte sig ned. "Jeg.. Vi er nødt til at snakke," sagde hun stille, den alt for klassiske sætning, som alle der havde bare en smule hjerne, vidste hvor bar hen. Hun mærkede hvordan hendes øjne blev blanke og hun igen, måtte kæmpe mod tårene. "Jeg elsker dig, det gør jeg virkelig, men.." begyndte hun og havde et sted ikke lyst til, at færdiggøre sin sætning, "Jeg er så inderligt ked af det, men følelserne.. er der ikke mere.. Jeg ville ønske de var, men du fortjener bedre," sagde hun stille og så på ham med de grønne øjne, som et par tåre trillede ned af hendes blege kinder.

[Deleted]

Roman mærkede stemningen i rummet som trykkende, men det skyldtes nok også til dels han havde set hendes halskæde og han vidste, det ikke var en, som han havde givet hende og hun ikke havde haft den på før. Det var eleven. Han behøvede ikke en gang undersøge den nøje for at vurdere, det havde været en forholdsvis dyr omgang. Det var virkelig også kun en dreng, som ville tage en anden mands forlovede.
Han mærkede hendes læber mod sine. Det var et flygtigt kys, men det var et kys. Elskede hun ham ikke mere? Havde han ikke været der nok? De havde været sammen siden de var unge, og han havde gjort alt for hun skulle have et godt liv. Omvendt, så havde hun kysset ham, hvilket også kunne betyde noget – men han blev for alvor klar over, det var af medlidenhed ved hendes næste ord. Ordene som fik hans hjerte til at synke. Han vidste hvad det handlede om. Han havde aldrig været hende utro. Aldrig så meget set efter en anden og nu ville hun gå fra ham. Han lod sine mørkebrune øjne hvile på hende. Han svarede ikke. Heller ikke på hun elskede ham eller hendes men. Et eller andet sted, så var han vred på hende. ”Fordi der er en anden?” kommenterede han i den køligste tone, som han fokuserede på at håndtere sine følelser. Delvis var han vred, delvis var han ked af det. Vreden og det faktum han var såret var nu også ret tydeligt, for følelsen af at være forrådt stod tydeligt skrevet i hans blik og auraen i hans ansigt var både vred, men også såret. Han nægtede dog at vise sig sårbar overfor hende. Hun havde forladt ham…. Til fordel for Foresti? damn nej, men omvendt havde han heller ikke lyst til at blive gift med hende, hvis hun virkelig havde været sammen med ham. ”Og lad vær med at lyve, for jeg vil kunne se det, Gwen,” påpegede han koldt. Hans blik var ændret. Han så ikke længere på hende, som han elskede hende. I stedet var hans øjne sårede, skuffet. I dag kunne hans kærlighed til hende meget vel forsvinde, præcis som hendes havde gjort ved ham. Han forstod det ikke... De havde været sammen altid. 

[Deleted]

Gwen havde aldrig i sit liv, haft det så inderligt forfærdeligt som hun havde lige nu. Ikke fordi hun var i tvivl om, at det var den rigtige beslut hun tog, men fordi hun hadede sig selv for ikke, at have været ærlig overfor Roman noget før. Hun burde slet ikke have kysset med Foresti til at starte med, før hendes forhold med Roman var afsluttet. Hun havde dårlig samvittighed over, at have været ham utro. Over at have holdt om hen i den tid det havde stået op. Hun havde en virkelig grim smag i munden. Hans reaktion gjorde det på ingen måder nemmere for hende. Tværtimod. Hun sårede nok sig selv lige så meget. Hun var skuffet over sig selv. Men hun ville hellere ende det nu, end at trække det yderligere ud. Smerten ville jo ikke blive mindre, hverken hos ham eller hende selv. For uanset hvad, så elskede en del af hende ham jo stadig. Men hun var ikke egoistisk anlagt, så hun ville hellere selv undvære, end hun ville forsætte med at holde ham for nar.
Hans kølige tone, som ramte hendes trommehinder, fik filmen til at knække for hende. Tårene begyndte at trille ned af hendes kinder, selvom hun kæmpede en indre kamp mod dem. Hun havde ikke ret til, at være ked af det, det var hende selv som havde damned op og ødelagt, hvad de havde haft. Hun kunne ikke få sig selv til, at svare ham. Ja, der var en anden. Hun tørrede sine kinder og lige under sine øjne, da han sagde hun ikke skulle lyve. Hun bed sig hårdt i læben, i et forsøg på at holde sine tåre tilbage, før hun vendte de grønne øjne mod ham og nikkede et par gange, ganske langsomt. "Du ved godt, jeg aldrig ville lyve for dig, Roman, og hvis du virkelig kender mig, så ved du også godt, det aldrig var min mening, at såre dig og hvor ked af det jeg er, over jeg har gjort det alligevel," svarede hun i sin blide stemme, præcis ligesom når hun normalvis snakkede til ham. Hun hverken kunne eller ville, være kold overfor ham, selvom hun godt kunne forstå han var det overfor hende. "Du vil altid have en plads i mit hjerte, den er der ingen som nogensinde vil kunne tage fra dig," tilføjede hun og lagde sin ene hånd blidt mod hans kind, før hun prøvede sig lidt frem med et kram, selvom hun ville stoppe samme sekund, hvis han afviste hende.

[Deleted]

Roman havde svært ved at forstå, hvordan de kunne have været sammen i 13 år og Gwen var klar til at smide det hele væk. De havde nærmest allerede afgivet et løfte om de ville være der i medgang og modgang, og nu svigtede hun ham. Han havde svært ved at tro på og være i, hvor meget det gjorde ondt. Han havde aldrig troet det her skulle ske. De skulle have stiftet en familie. De havde så meget de stadig skulle opleve sammen og hun ville ikke mere. Han håbede han snart ville vågne ud af det her mareridt, men det virkede desværre alt for virkeligt.
Han så tårerne ned af hendes kind. Han lod sit blik glide op ad, så han kun kunne se det øverste af hendes hoved. Han ville ikke se hende græde. Han havde ikke tænkt sig at trøste hende, for hun fortjente det ikke. Han havde ikke tænkt sig at være sårbar i nærheden af hende heller, for de tårer der drev ned af hendes kinder, var hans. Det var det han havde lyst til, og hun var en af de få, der havde fået lov til nogensinde at se ham græde. Han var vant til at holde sine følelser i skak på sin arbejdsplads, men når det kom til hende, så var det bare så fandens svært. ”a la mierda con esto*” mumlede han for sig selv med vilje meget lavt, men han havde kort brug for at tale hans andet modersmål. Han kunne se hun nikkede og lod denne gang blikket fokusere på hende. ”Jeg er ligeglad, Gwen,” svarede han til hendes ord om hun ikke ville lyve eller sårer ham. Ja, han var ligeglad. Han svang mellem at føle alt og ingenting på en gang. Han havde ondt, men samtidig så var han ude af sin egen krop. Den var tung. ”Jeg er stadig ligeglad, Gwen,” påpegede han med en kølig stemme og lod et hårdt blik falde på hende. Han mærkede hendes hånd på hans kind, hvilket gjorde hans blik kort ændrede sig til at blive blidt. Der var de svingende følelser endnu en gang. Han mærkede hendes arme om sig. Han gengældte det ikke, men han lod hende kramme ham. Han havde svært ved at reagere, for det hele var så overvældende. Det var dog som sådan ikke en afvisning, da han ville skubbe hende væk hvis det var. ”Jeg håber du bliver lykeklig med ham,” svarede han kortfattet. Han havde ikke mere at sige.



* a la mierda con esto = damn det her lort

[Deleted]

Gwen havde aldrig haft det så skidt i hele sit liv, selv ikke dengang hendes 'far' havde fået vendt hele familien i mod hende, selv hendes egen mor, havde hun haft det så skidt, som hun havde lige nu. Hun var jo ikke holdt op med, at elske Roman. Hun elskede bare Foresti højere. Hun vidste det var dumt og det var et long shot, men det ændrede ikke på hendes følelser. Roman havde altid været der for hende, og hun for ham. Det havde været de to mod hele verden og det hun havde haft gang i, de sidste to år, havde ikke været i orden. Hun vidste det godt.
Hun slog blikket mod gulvet, da han slog over til spansk, "Undskyld," sagde hun stille. Hun vidste godt hun ikke havde ret til, at græde eller være ked af det. Det var hendes egen skyld og det burde være ham, som var ked af det. Kendte hun ham dog ret, så var han det også, men han var for mand til, at ville vise det. Hun prøvede virkelig meget, at styre sig selv, men hun var ikke god til, at skjule sine følelser, i hvert fald ikke når det kom til Roman. Hun kunne gøre det overfor stort set alle andre, men ikke manden som havde haft hendes hjerte i så mange år og som hun havde været klar til, at give resten af sit liv til. Hun rystede lidt på hovedet og tørrede et par tåre væk, "Hvis du virkelig var ligeglad, så havde du rejst dig og var gået. Jeg kender dig," sagde hun stille, mens hendes grønne øjne, nærmest var blevet helt grå, fordi hun inderligt var ked af det.
Hun mærkede godt, at hendes kram ikke blev gengældt, men han skubbede hende omvendt heller ikke væk. "Det har ikke noget med ham, at gøre," svarede hun stille og slap ham igen, selvom hendes ene hånd blev ført op til hans kind, mens de grøn/grå øjne hvilede ind i hans brune. Hun havde lyst til, at kysse ham. Bare en sidste gang, inden det hele var forbi. Hun vidste hun ville savne ham helt forfærdeligt meget, især den første tid, men hun vidste også at det her var det eneste rigtige hun kunne gøre. Hun havde virkelig brug for at snakke med Sif om det her.

[Deleted]

Roman kendte Gwen og omvendt. Han vidste, hun havde ondt lige nu, men det hjalp ham ikke. Det var heller ikke så meget det hun havde været sammen med en elev, der gjorde ham noget, men det var følelsen af, han var blevet bedraget på den måde. Hun var den, han havde stolet mest på. Hun havde været hans bjerg, en han kunne holde fast i, en han kunne stole på og en, han altid kunne se det gode i, uanset hvad hans arbejde havde smidt mod ham, der havde taget alle gode egenskaber væk fra andre mennesker. Hun havde gjort, han kunne holde fast i det og nu… nu havde hun vendt ham i ryggen.
Han hørte hendes undskyld og så på hende, som hun slog blikket væk fra ham. ”Hvad hjælper det?” spurgte han direkte og bed sig i læben. Ja, han prøvede at være mand, også selvom han kendte hendes holdning om man først var en mand, når man turde vise sine følelser. Roman havde aldrig haft et problem med at vise sine følelser til hende, før nu. ”Tydeligvis ikke,” svarede han koldt. Han erkendte gerne, han forsøgte at skubbe hende væk fra sig, så han kunne få lov at gå. Han kunne ikke bare gå af sig selv, for selvom han ikke ville indrømme det, gik det ham på, hun græd og han stoppede jo ikke bare med at elske hende, til trods for, hun havde gjort ham fortræd. Det ville tage tid, og følelserne var mange på en gang, for samtidig havde han jo også lyst til bare at hade hende. ”Hvad har det så noget med at gøre?” spurgte han direkte og bed sig i læben, da han prøvede ikke at se ind i hendes øjne. Nærkontakten fra hende fik ham til at køle ned, og han brød sig ikke om det, for han vidste, det også gjorde det her svært for ham. Svært at gå. Svært ikke at falde i og tigge hende om at blive hos ham. Tilgive hende for at have været sammen med en anden… Det hele blev så kompliceret. Som hun slap ham, lod han sit blik finde hendes, og mærkede hendes hånd på sin kind. Den forsatte nærkontakt og nu også øjenkontakt, gjorde han fik svært ved at være kold overfor hende. Han kunne ikke bare skubbe hende væk. Han lod sin hånd finde hendes frie for at flette dem sammen, og trykkede sin brystkasse mod hendes. Han ville komme til at savne hende noget så skrækkeligt.

[Deleted]

Gwen havde aldrig haft det så dårligt med sig selv, som hun havde lige nu. Roman havde været der for hende, mere end nogen andre. Selv mere end hendes biologiske familie havde. Hun havde elsket ham. Han havde været hendes første kæreste, den eneste mand hun havde været sammen med - foruden Foresti nu selvfølgelig - og den første mand hun havde stolet på efter hendes stedfar. Han havde altid været hendes største støtte. De havde været på rejser sammen, holdt jul sammen lige så længe hun kunne huske. Hun vidste godt at et var alt det, som hun lige havde smidt ud af vinduet.
Hun bed sig i læben endnu hårdere, da hans spørgsmål lød, "Ikke noget, det ved jeg godt.. Men jeg er virkelig ked af det, Roman," svarede hun stille og vendte de grønne øjne tilbage på ham, selvom et par tåre mere løb ned af hendes kinder. Hvis han ikke ville vise følelser, så gjorde hun det gerne for dem begge to. Hun var jo ikke dum, hun vidste godt, at hun havde knust hans hjerte. Men hun var heller ikke glad for tanken om det. "Please Roman, du må ikke lukke mig ude, på den her måde," bad hun og mærkede et par tåre mere trille ned af hendes kinder. Det gjorde så ondt, helt ind i sjælen.
Alt indeni hende gjorde ondt, selvom hun godt vidste det var det rigtige at gøre, så lettede det ikke den smerte hun lige nu var i. Hun så ind i hans øjne og mærkede han tog hendes hånd og flettede deres fingre sammen, hvilket fik hendes til, at rykke tættere på ham. "Jeg vil altid elske dig," sagde hun hviskende mens hendes fingre nussede hans kind ganske blidt, og hun gav hans hånd et blidt klem, før hun lænede sig prøvende, men også lidt forsigtigt mod ham, for at placere et kys mod hans læber. Bare et sidste kys. Et sidste farvel kys.

[Deleted]

”Men hvad hjælper det, at du er ked af det, Gwen?” spurgte han og kastede ud med armene i ren afmagt. Gwen havde stadig valgt ham fra, uanset hvor ked af det hun var det over eller ej. Hun havde valgt en anden over ham. Tilmed været sammen med personen bag hans ryg og ikke så meget som prøvede at snakke med ham om, at hun måske ikke følte sig værdsat af ham eller de brugte for lidt tid sammen. Han rejste meget med sit arbejde, men han ville lægge det på hylden for at kunne se hende, om det så betød han skulle bruge 50 % af sin tid på arbejde og den anden del på at være på Ilvermorny. Han følte, et sted, han havde fejlet som mand. ”Jeg må ikke?” spurgte han med en knækket stemme. Det var ikke fordi han ville, men han var nødt til det. Det hun havde gjort mod ham, gjorde så forfærdelig ondt at han kunne mærke det hele hans krop. Han kunne ikke mindes, han nogensinde havde haft ondt på en måde, hvor både hans hjerte lukkede af psykisk, men det i den grad også var fysisk.
Han bemærkede hun rykkede sig tættere på ham og selvom det gjorde ondt at stå med hende og mærke hendes hud mod sin egen, så var det også en rar følelse, for han havde ikke lyst til at give slip. Det var kort som om, alt var som det plejede indtil hendes ord lød. Han følte hans hjerte kort stoppede med at slå, for derefter kun at lukke uendelige mængder af smerte ud. ”Men ikke som du elsker ham,” svarede han stadig med en knækket, lavmeldt stemme og mærkede hendes fingre mod sin kind og det klem, hans hånd fik. Han mærkede hendes læber mod sine og han gengældte det. Et sidste kys, og han var ude.

[Deleted]

Gwen bed sig atter i læben, "Intet. Jeg kan intet sige, for at gøre det bedre eller hjælpe på det," svarede hun og mærkede hvor skidt hun havde det indeni. Hun ville ønske hun kunne træde ud af sin egen krop, så hun ikke behøvede at gennemgå den her smerte. Det kunne godt være, det var hende som havde damnet op og det var hende, som havde taget valget om, at de to skulle være færdige med hinanden og det var hende som havde valgt at smide deres forhold på jorden og valgt Foresti i stedet for. Hun rystede på hovedet, "Det har du aldrig gjort før, please, du må ikke begynde på det nu," bad hun som han knækkede stemme ramte hendes trommehinder. Det føltes nærmest som om, at de var ved at springe, fordi det skar så meget.
Alt i hende skreg, at hun gjorde noget hun ikke brude. Hun ville ønske hun bare kunne fortsætte med, at leve det dobbelt liv hun havde levet siden første gang, hun havde kysset Foresti. Bare have det godt og hyggeligt med Foresti på skolen og præcis det samme når hun var hjemme i ferierne og på sine fridage, sammen med Roman. Desværre var livet nu bare ikke bygget op til, at kunne få alt, hvad man pegede på, det havde hun trods alt lært allerede fra en meget tidlig alder. "Det ændre ikke på det faktum, at det er kærlighed," svarede hun stille. Det gjorde ondt inden i, men kysset hjalp lidt. Det helede det ikke, men lidt som et plaster på såret. Et sus gik i gennem hende, da han gengældte kysset. Hun havde nok regnet med, at han ville have skubbet hende væk. Hun gjorde kysset en smule dybere. For pokker hun ville komme til, at savne det her. Savne ham.

[Deleted]

Han så væk fra hende, da hun bed sig i læben og svarede ham. ”Nej,” svarede han kortfattet og måtte lade sine øjne rulle op, så han så på loftet, da tårerne pressede sig på. Han ville ikke være sårbar og alt i ham, havde lyst til at bryde fuldstændig sammen. Smerten han havde følt i sin krop var nået ud til hele hans krop og det var ubærligt. Han kunne ikke mindes, han på noget tidspunkt i sit liv havde han haft ondt på den her måde. Han havde aldrig haft ondt over hans første kærlighed før, for hans første og eneste kærlighed, havde været Gwen. Hans blik fokuserede intenst på loftet, som hun svarede ham. ”Hvad vil du ellers have, jeg skal gøre? Du smider alt væk. Alt vi har, vores drømme, vores fremtid… vores fortid og nutid… vores fremtidige børn og det liv, vi havde forestillet os.. og du smider det væk for en dreng,” svarede han med en stemme, der forsat knækkede. Han prøvede at komme gennem sin sætning uden at knække helt sammen.
”Jeg forstår det ikke…” påpegede han, da han ikke kunne se hendes logik. Hun måtte elske Foresti mere eller på en anden måde end ham, hvis hun da overhovedet elskede ham. Han forstod ikke, hvorfor han ikke var god nok eller hvad der gjorde Foresti bedre, så han kunne gøre alt der stod i hans magt til at være den, hun ville have. De havde delt alt fra de var unge og frem til nu, og han følte ikke et liv uden hende ville give mening, hvilket bidrog mere til den smerte der skød jag ud gennem hele hans krop konstant. Som om den ene meteor ramte ham efter den anden. Kysset de delte, lettede op for smerten, om ikke andet i et kort sekund. Det tog ham væk fra virkeligheden, og følelsen af de to stadig var sammen opstod, men han vidste det ikke ville vare evigt. Han lagde sine arme tæt omkring hende, som hun gjorde kysset dybere. Hans læber, der gentagne gange ramte hendes, fyldt med længsel, ømhed og sorg. Han ville savne hende i lang tid, og han vidste han blev nødt til at hade hende for ikke at krybe tilbage. Han lod sit hoved glide på sned for kysset kunne blive endnu dybere.

[Deleted]

Gwen havde aldrig troet, hende og Roman skulle gå fra hinanden. Hun havde virkelig troet, at de skulle blive gamle sammen, men nogen gange endte tingene bare ikke ud som man ville have dem til. Hun elskede ham. En del af hende ville nok altid elske ham. Hun ville bare nyde det her sidste øjeblik med ham, og så skulle hun nok give slip. Hun nød de sidste kys fra ham, hun vidste det ikke ville ske igen. Sidste gang de skulle have samleje. Sidste gang hun skulle mærke hans hænder mod sin krop. Mærke ham så tæt på.

***Time til efter samleje***

Hun flyttede sig fra ham, mens hun mærkede skammen skylle ind over sig. Hun havde ikke engang været kærester med Foresti et døgn, og hun havde teknisk set allerede været ham utro. Selvom hun ikke ville mene det var rigtig utroskab, eftersom hun også stadig havde været forlovet med Roman. Hun rejste sig og begyndte, at tage sit tøj på. Hun vendte sig mod Roman, "Undskyld," sagde hun stille og tog sin ring af. Hun lagde den i hans hånd, mens en tåre trillede ned af hendes kind. "Jeg tror, det er bedst du går nu," sagde hun stille og vendte blikket mod gulvet.

//OUT