I am a liar, but then again so are you

[Deleted]

Som Gwen spurgte om han var okay, efter han var blevet ramt af noget udefinertbart, smilede han til hende. Det gjorde stadig ondt, men han ville ikke indrømme det. Han bed sig hårdt i læben, inden han så på hende med et smil. ”Ja, jeg har det fint,” svarede han og så mod Foresti. Han kunne godt se han havde en stav i sin hånd, og han kunne heller ikke lade være med at tænke på, om det var ham der havde gjort noget. Han lod det dog lægge og gik ud af lokalet. Han mistænkte ikke noget, men han synes det var lidt underligt, at Foresti opførte sig som han gjorde overfor ham.

[Deleted]

Gwen elskede Roman helt utroligt højt, han var hendes livs kærlighed og alligevel var hun ham utro med Foresti. Det var ikke noget som hun kunne kalde en upser, fordi hun havde været fuld eller noget i den dur. Nej, det havde været lyst og selvom hun inderligt hadede sig selv for det, så vidste hun også godt, at hun havde flere følelser i klemme end hun gav udtryk for. Hun så en virkelig omsorgsfuld, ung mand i Foresti. Omsorg som Roman ikke kunne give hende, når hun var på skolen og han var hjemme eller arbejde. Hun vidste også godt, at hun burde tage sig sammen og stoppe sig selv, det var jo ikke fair, hverken overfor Roman eller Foresti. Eller hende selv for den sags skyld. Men det var så svært.
Hun rynkede lidt bekymret på de røde, slanke bryn, da han så væk fra hende, da hun svarede ham på, hvad Roman lavede der. Hun vidste jo godt, at han var glad for hende, det havde han jo indrømmet overfor hende og hun var jo også glad for ham, det hele var bare så indviklet. "Hey," sagde hun stille og tog hans hånd, mens hun søgte hans øjenkontakt. Hun sendte ham dog et lidt sigende blik, da han ikke svarede på om det var ham, "Du ved godt du ikke må udøve magi, uden for klasselokalerne," sagde hun, dog ikke strengt eller med den mindste antydning af hun var sur eller noget, for selvom det selvfølgelig ikke var okay, det han havde gjort, så kunne hun godt sætte sig i hans sted.
Hun smilede og tog imod gaven, "Bare det, at du har tænkt på mig, er noget Foresti," sagde hun med taknemlighed i stemmen, hun så ham virkelig som en varmhjertet ung mand, også selvom hun jo også havde set, hvordan han kunne være i timerne. Det var rart at have ham i sine arme, selvom hun godt vidste, hun skulle passe ekstra godt på, da Roman var lige udenfor døren. Hun grinte mildt, da han så overrasket på hende og takkede, før hun slap ham igen for at åbne gaven. Hun lagde en hånd for sit hjerte, mens hun så på det smukke smykke i æsken. "Hvor er den smuk. Tusind tak," sagde hun oprigtig, mens hendes grønne øjne studerede enhver lille detalje i smykket.

[Deleted]

Han mærkede hendes hånd på sin og så tilbage på hende med et blidt blik i de blå øjne. Han ville aldrig bede Gwen om at vælge ham, selvom han virkelig inderligt håbede, at hun ville. Han kunne bare ikke se hvorfor han skulle stille hende et ultimatum, når han elskede hende. Han kunne sagtens sige, hvad han ville have og hvad han ønskede, men det var ikke det samme som at sige, det var ham eller Roman. Han så det sigende i sit blik og bed sig i læben ved hendes ord. Han kunne godt høre, hun ikke var streng, men han kunne omvendt heller ikke helt styre det. "Det skete bare," svarede han. Det var ikke en undskyldning eller et forsvar, men mest af alt en forklaring på hvad der var sket.
Han smilede kort af hendes ord, men han vidste ikke hvad han skulle svare til det. Han trak i stedet lidt på sin skulder, inden han puttede sig ind i hendes dejlige favn. Han lod hende åbne gaven, mens han betragtede hende med et smil. Han tog fat i hendes hage for at give hendes læber et kys. "Det er ikke noget særligt..." hviskede han og bed sig i læben. Han havde lyst til det bare kunne være dem resten af dagen.

[Deleted]

Gwen sukkede mildt, dog med et varmhjertet smil på sine røde læber, da hun så ind i Forestis blå øjne. "Det skete bare? Du 'kom til' at trække din stav og pege den mod Roman, og helt tilfældigt skød den en besvægelse på ham?" spurgte hun og rystede lidt på hovedet, sådan noget kom man jo ikke 'bare til', men alligevel måtte hun inderst inde i stilhed give ham point for, at have fuld ført en non-verbal besvægelse, det var jo præcis sådanne nogle ting en professor i duellering, kunne lide at se sine elever udfører.
Hun strøg ham let over ryggen, da han puttede sig indtil hende. Det var rart at mærke ham tæt på sig og på en tilforladelig måde, hvis Roman eller andre skulle komme ind. Et kram var jo ganske uskyldigt. Det var dog langt mere skyldigt, da han tog fat i hendes hage og kyssede hendes læber. Alligevel tog hun sig selv i at gengælde det, ganske blidt, men slap hans læber igen kort efter, selvom hun havde lyst til mere, så turde hun ikke rigtigt med Roman på skolen. "Jo, det er det for mig," svarede hun stille tilbage og førte en hånd igennem hans hår, med et kærligt blik hvilende på ham. Hvor var han dog sød og betænksom. Hvorfor skulle verden også være så uretfærdig? Hvorfor kunne hun ikke bare have dem begge to? Foresti på skolen og Roman derhjemme. Det var nok hendes største ønske lige nu. Hun tog smykket ud af æsken og vendte ryggen mod ham, "Vil du lukke den?" spurgte hun, da hun gerne ville have den på med det samme.

[Deleted]

Foresti betragtede hende, som hun spurgte om det virkelig var sket sådan. Han sendte hende et drenget smil og kløede sig kort i nakken. "Ja, jeg kunne ikke helt styre det.." svarede han ærligt. Han havde handlet før han havde tænkt, og selvom han ingen problemer havde med nonverbale besværgelser normalt, så havde han virkelig ikke tænkt over, det var det han havde gjort. Han vidste jo godt, han var en af de bedste på hans årgang, og han lod det gerne også vise, dog uden at blære sig mens han gjorde det. 
Han mærkede hendes hånd over sin ryg og lod sin ryg følge den. Han nød at have hende tæt på. Han savnet hende, så meget, at han næsten ikke kunne trække vejret, når han var væk fra hende. Han følte virkelig, at der var noget af ham der manglede, når han skulle bruge tid væk fra hende. Han var teenager, så den kærlighed han havde var så intens, betingelsesløs og hæmningsløs, som noget kunne være. Han mærkede hun gengældte kysset og lod sine øjne glide i, inden hun brød det. Han så på hende, som hun begyndte at tale. "Jeg tænker altid på dig.." svarede han med et smil og mærkede hånden gennem sit hår og nød hendes berøring og det blik hun havde i sine øjne. "Ja, selvfølgelig" svarede han, inden han lukkede den og betragtede det bare stykke af hendes ryg og lod en finger bevæge sig over hendes hud. 

[Deleted]

Gwen så en smule skeptisk på Foresti, dog med et svagt smil gemt bag, "Så siger vi det," sagde hun en smule overbærerne og blinkede til ham, mens hendes røde læber gled op i et af de velkendte varme smil. Hun havde jo også set Foresti i timerne, og hun var helt sikker på, at han nok skulle blive en fantastisk magiker, når han en dag skulle ud af skolen, netop fordi han allerede havde så stort potentiale, men det næste år var jo det alt afgørende og meget kunne nå at ske endnu.
Det var helt utroligt rart, at stå og holde om ham, også selvom en del af hende ikke kunne nyde det fuldt ud, fordi hun vidste Roman var på skolen, selvom hun havde en ret god idé om, at han var gået ud for at ryge. Hun tillod derfor sig selv, at nyde kysset lidt måde Foresti, inden hun valgte at bryde det. Aldrig havde hun haft det så underligt i kroppen før. Hun var glad for to mænd på samme tid. Det var bare ikke i orden. Et mildt grin forlod hendes læber, "Du er så sød, Foresti," sagde hun og kyssede blidt hans kind. Et sted var hun utrolig bange for at ende med at såre den unge teenager, men på den anden side havde hun advaret ham om, at hun havde en forlovet og et sted var hun nok mindst ligeså bange for, at ende med en fyreseddel og en tur i fængsel for, at have været sammen med en - vel og mærket mindreårig - elev.
Hun flyttede det flammerøde hår til siden og frem til hendes skulder, så han kunne komme til at lukke halskæden. Hun kunne se sig selv og ikke mindst Foresti, i glasset på et skab som stod overfor dem, hvilket fik hende til at smil. Hun sukkede stille og lod sine øjne glide i, da hun mærkede hans finger bevægede sig over hendes blege hud. Det var så rart. Så forbudt. Så lokkende. Hun åbnede øjnene igen og kiggede ned på smykket om hendes hals, "Den er virkelig smuk," sagde hun stille, han havde virkelig ramt hendes smag og stil lige i øjet.

[Deleted]

Han lagde mærke til det svage smil gemt bag det skeptiske blik han fik. Han bed sig i læben. Hun var alt for sød ved ham. "Mmh" hviskede han og nød at se hende smile. Hun var så smuk, når hun smilede. Han var virkelig så forelsket i hende, at han slet ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Han vidste ikke hvordan han skulle vise det. Hun var hans første kærlighed og han var så uerfaren inden for dette område. Alt han vidste var, at det var sådan han havde det og han ville gøre sit bedste for hun skulle vide det. 
Han så kort skuffet på hende, da hun brød det. Han kunne blive ved med at kysse de flotte bløde læber, hun havde sig. Han havde ikke lyst til nogensinde at give slip. Han forstod dog godt, hun var bange for at blive opdaget. Det var ikke så meget at miste for ham, men han forstod hun var bange. Han ville gøre alt for at beskytte hende, så selvom han havde lyst til at råbe sin kærlighed ud til resten af verden, så holdt han den til hende og ham. Han gjorde virkelig sit bedste, også når de andre elever talte grimt om hende. Han mærkede kysset på sin kind og smilede dumt for sig selv. "Jeg er bare mig," forsikrede han hende.
Han betragtede hendes hud ved hendes nakke og det ildrøde hår. Hun var så smuk. Han lukkede halskæden og kyssede hendes nakke en enkelt gang, før han lod hende kigge sig i spejlet. Han så med ind i spejlet og smilede til hende gennem det. "Gwen," hviskede han og så ned på gulvet, han var tydeligvis nervøs. "J..jeg elsker dig," indrømmede han og denne gang på et sprog, hun rent faktisk kunne forstå. "Og.. jeg vil gerne være kærester..." mumlede han, det sidste lavt. Han forstod hvis hun hellere ville være med Roman, og han var ikke sikker på, han var klar til at høre hendes svar. 

[Deleted]

Gwen vidste godt, at hun gav Foresti særbehandling, men så længe hun kun gjorde det når ingen andre så det - åbenlyst i hvert fald - så gik det nok. Hun følte virkelig hun havde gravet sin egen grav, for hvis nogen fandt ud af dette her, så ville hun ikke bare blive fyret på stedet, men hun ville helt miste sin autorisattiet til at undervise nogensinde igen og Roman oven i det hele. Hun vidste at hvis hendes familie kunne se hende nu, så ville de skamme sig mere over hende end de gjorde i forvejen.
Hun nød virkelig at kysse og bare være i selskab med Foresti, han var virkelig dejlig selvom han var så meget yngre end hende, så virkede han bare så moden af sin alder, når han altså ikke lige kastede forbandelser efter hendes forlovet. "Bliv ved med det," bad hun med et varmt smil som fik selv de grønne øjne til at smile med. Hun var sikker på, at hvis han ikke allerede var det, så ville han vokse op og blive en rigtig hjerte knuser.
Hun lukkede kort øjnene, da han kyssede hendes nakke. Hvor havde hun dog lyst til, at give efter og bare glemme Roman gik rundt på skolen lige nu. Men hun elskede jo også stadig sin forlovet, helt utroligt højt. Hun åbnede øjnene igen og studerede smykket. Det var så smukt. Hun løftede dog blikket og så på Foresti ind i spejlet, da han sagde hendes navn, "Ja?" spurgte hun og kunne godt fornemme, at han pludselig virkede anderledes. Måske nervøs eller flov. Hun spærrede dog de grønne øjne op og så på ham. Hendes hjerte gik i stå og slog utroligt hurtigt på samme tid. Hun vendte sig rundt så hun stod med fronten mod ham. Hun var mundlam. Der skulle ellers en del til at gøre hende mundlam. "Foresti'skat.." sagde hun stille og tog hans hænder for at få ham med hen til sofaen og sidde ned, så de kunne snakke. "Jeg elsker også dig, men jeg er forlovet med Roman. Det eneste jeg ville kunne tilbyde dig, er at være kærester i det skjulet og det er ikke fair," sagde hun stille, med ømhed i stemmen som virkelig understregede hvordan hun havde det inden i.

[Deleted]

Foresti var nu ligeglad med han fik særbehandling, for han elskede oprigtigt Gwen og ville bare være sammen med hende. Hun gjorde ham glad og gav ham en følelse af at være hel, som han aldrig havde prøvet før og det var nok for ham. Han håbede selvfølgelig ikke, at hun gjorde det samme som hun gjorde med ham med alle elever, men det troede han så heller ikke om hende. Han ville også altid sætte Gwen højt på en piedestal for han var overbevist om, at hun ikke kunne gøre en eneste ting forkert. 
Han smilede mens han så ned i gulvet over hendes kommentar. Hun var nok den eneste der på den måde kunne gøre ham så... flov... eller hvad man nu skulle kalde det. Han blev fjollet i hendes selskab, og han vidste det godt. Han vidste også hvorfor og i dag, ville han gerne fortælle hende præcis hvad det var, der foregik for ham. De havde brugt så meget tid sammen og han satte pris på hende og han var også sikker på, han satte mere pris på hende, end ham Roman fyren gjorde. Foresti havde da været sammen med et par piger løst, inden han havde været for alvor sammen med Gwen. Han havde også været sammen med en fyr, men det snakkede han helst ikke om. Han lagde dog ikke mærke til, om nogen kunne lide ham, da han kun havde øjne for en og det var hende. Han tog en dyb indånding som han prøvede at sige de ord, han så gerne ville sige. Han havde sagt det til hende før, men det havde været på dansk og det var med vilje, så hun ikke kunne forstå det. Som hun sagde hans navn med et skat bagefter, stoppede hans vejrtrækning og hans hjerte med at slå og han mærkede knapt, hun tog fat i hans hænder. Han var bange for, hun ville sige, at hun ikke elskede ham på den måde. Som hun sagde noget andet, åndede han nærmest lettet op og smilede for sig selv. Det var første gang han hørte de ord blive sagt til ham i den sammenhæng. "Det er helt fair... Du kunne gå fra ham og være sammen med mig... om lidt har jeg kun et år tilbage..." foreslog han forsigtigt, som han lagde sine arme helt tæt ind omkring hende. Han var nok naiv, men damn det. Han elskede hende virkelig. 

[Deleted]

Gwen var udmærket godt klar over, at hun langt fra var perfekt, især hvis man spurgte hendes familie, men på den anden side, så var der jo ingen som var perfekte. Hun satte virkelig ikke sig selv på nogen som helst piedestal, heller ikke selvom hun både var professor og overhoved. Hun var der for sine elevers skyld, for at lærer fra sig og for at være der for dem, som foreksempel fik hjemve eller bare havde brug for en voksen som ville lytte til dem. Dog var hun der langt mere for Foresti end hun var for sine øvrige elever. Han havde fået en plads i hendes hjerte, som hun bare ikke kunne skubbe ham ud fra igen. Måske fordi hun inderst inde ikke ønskede, at skubbe ham ud.
Hun var en voksen kvinde, men det betød ikke at hun behøvede at være seriøs og voksen omkring alting hele tiden. Hun kunne sagtens lave sjov i sine timer, for hun vidste det var en af de bedste måder at fange sine elevers opmærksomhed, så de rent faktisk lærte noget, hvilket var hele formålet med at hun havde sit job. Hun elskede ham oprigtigt, men hun elskede også Roman. Dog vidste hun også godt at det var hende selv som havde sat sig i den her kattepine, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, for at komme ud af den igen. Jo, hun vidste godt, hvad det 'rigtige' var at gøre, men det havde hun heller ikke lyst til. Hun aede hans håndryg ganske blidt med sin tommelfinger, mens det genkendelige varme smil meldte sig på hendes røde læber. Han var bare så sød og han gav hende noget som Roman på ingen måder kunne give hende. Hvad det helt præcist var, kunne hun ikke sætte en finger på. Hun bed sig i læben og lagde sine arme om ham, da hun mærkede hans om hende. "Så nemt er det ikke, Foresti. Jeg ville ønske det var, men sådan er virkeligheden bare ikke skruet sammen. Og det ville ikke være fair af mig, at holde på jer begge to, heller ikke selvom du kun har et år tilbage," sagde hun stille og kyssede hans kind, mens hun mærkede sine øjne blive blanke. Kunne han ikke bare gå med til, at de kunne være kæreste i det skjulte og hun kunne være forlovet med Roman i det offentlige? Det ville gøre det hele så meget nemmere.

[Deleted]

Foresti mærkede hun aede hans håndryg med tommelfingeren og nød egentlig mest af alt bare enhver berøring fra hende. At vide hun var tæt på, og hun var der, men han ville bare så meget mere med hende. Han havde lyst til at råbe sin kærlighed ud til hele verden, men han holdt sig tilbage for han vidste det ikke ville få hende til at være i et specielt godt lys, så han lod være. Han så hendes varme smil og lod sig selv forsvinde ind i det i par nogle sekunder før han selv gengældte det. Hun var så smuk, når hun smilede. Han mærkede hendes arme omkring sig og varmen fra hende, hvilket gjorde han følte sig helt og aldeles sikker, indtil hendes ord lød. Han følte noget blev taget væk fra ham, og følelsen af, hvorfor hun ikke bare ville elske ham fór op i ham som et lyn. Han så op på hende og så hendes blanke øjne, hvilket gjorde han bed sig i læben. Han prøvede virkelig sit bedste på ikke at vise, hvilke følelser og tanker hendes ord gav ham. Betød det, at de ikke længere kunne ses? Var det ham, hun ville gøre det forbi med? Var Roman vigtigere end ham? Havde det hele været for sjov, selvom han havde sagt til hende, at han elskede hende? Godt nok på dansk og med vilje, så hun ikke forstod det for han havde været bange for ikke at høre det igen og når hun ikke forstod det, så behøvede han ikke sidde i en akavet situation, hvor han ikke fik de samme ord tilbage. "Så... du vil være sammen med ham?" spurgte han direkte og prøvede at synke den klump der efterhånden havde dannet sig i hans hals. "Så... det... det er forbi med os?" prøvede han direkte, mens han kunne høre hans stemme begyndte at dirre og han havde lyst til at stikke sig selv en lussing for at kunne holde sine følelser under kontrol. Han ville jo så gerne vise, han var i stand til at være i et forhold med en voksen kvinde og han ikke bare var et 16 årigt barn, men lige nu, følte han virkelig han var et, når han ikke kunne styre sine følelser. 

[Deleted]

Gwen havde aldrig været i så meget konflikt med sig selv, som hun var lige nu. Hun ville så gerne sige til Foresti, at han var den eneste ene, men hvad så med Roman? Hun havde givet ham sit ja, til at gifte sig med ham. Skulle hun se ham i øjnene og sige, det ikke kunne være dem alligevel, fordi hun var blevet forelsket i en elev? Hun bed sig hårdt i læben, og mærkede en enkelt tåre trille ned af sin ene kind. Hvorfor skulle det være sådan her? Hun havde det virkelig som om, Foresti stod og trak i hendes ene arm, mens Roman stod og trak i den anden arm, og om lidt ville hun blive revet midt over. "Jeg.. Jeg ved ikke hvad jeg vil, Foresti," svarede hun stille, som man nærmest kunne høre skammen skrige sig vej igennem.
"Nej," sagde hun hurtigt og lagde en hånd mod hans kind, for at få ham til at se på hende, som endnu en tåre forlod hendes øje og hun rystede lidt på hovedet. "Det behøver ikke slutte mellem os og jeg mente det, da jeg sagde jeg også elsker dig," sagde hun stille og prøvede sig lidt frem med, at kysse hans kind, i håb om at han så ville kysse hendes læber. Hun ville bare ikke træde forkert lige nu. "Jeg.. Jeg ved ikke, hvad.. jeg skal gøre.." indrømmede hun og så lidt mod gulvet, "Bare fortæl mig, hvad jeg skal gøre," tilføjede hun stille.

[Deleted]

Foresti lagde mærke til tåren på hendes kind og bed sig i læben. Han lagde en hånd på hendes kind og strøg hende blidt henover den. Han ville hende og kun hende, og det gjorde så ondt at høre hende sige, at hun ikke vidste hvad hun ville. Det var første gang han var forelsket og det var svært for ham ikke at have følelserne til at sidde helt uden på tøjet. Han var også kun en teenager, så i forvejen var han i hormonel ubalance, så hans følelser ville i forvejen være svære for ham at styre. "Nej..." svarede han stadig med en dirrende stemme. Han ville ønske han kunne være mere som sine fædre, der virkede så følelsesmæssigt afdistanceret, når de havde knas. 
Han mærkede hånden mod sit kind, som han hørte hendes nej. Han så op på hende og så endnu en tårer. "Jeg...." prøvede han og mærkede kysset mod sin kind. Han havde aldrig oplevet nogen kunne få ham til at miste mæglet og Gwen fik ham for alvor til det lige nu. Han ville ikke stille hende i et ultimatum, men omvendt så ville han gerne have det bare var ham og hende. Han havde været så forsigtig. Han kyssede hendes læber og lod de blå øjne møde hendes direkte, da hun stillede en stor beslutning over på ham. Han tog en dyb indåndning. Vær med mig. Elsk kun mig. Ikke Roman. Jeg vil se dig lykkelig. Hans tanker løb rundt i hovedet på ham. "Du... vælg den, du tror der kan gøre dig mest glad..." hviskede han, som han trak sig lidt. Han havde lyst til at gå, for han vidste hun nok havde sagt ja til Roman af en grund. 

[Deleted]

Gwen bed sig endnu hårdere i læben, da hun mærkede Forestis hånd mod sin kind. Hun hadede at græde foran andre, mest fordi hun ikke var god til den slags opmærksomhed. Det var noget andet, når hun stod og underviste, der skulle hun jo have den fulde opmærksomhed, men det var også noget hun vidste, hun havde styr på. Hun havde ikke styr på sine følelser. Ikke lige nu i hvert fald, og hun havde ikke nogen undskyldning, som Foresti havde. Hun var en voksen kvinde. En voksen forlovet kvinde, som var forelsket i sin elev og hun havde virkelig ingen idé om, hvad hun skulle stille op.
Hun vidste udmærket godt, at det ikke var fair af hende, at bede ham om at tage et valg for hende, men hun var så meget i vildrede, at det halve kunne være nok. Hun vidste Roman var på skolen og hun ikke havde set ham i flere måneder. Alligevel var hendes tanker ikke andre steder, end om Foresti mon kyssede ligeså godt i dag, som han havde gjort alle de andre dage. Nope, der var ikke længere nogen tvivl, hun ville ende i helvede den dag hun skulle herfra. Hun så derfor overrasket på ham, da hans modne svar lød. Hun kunne ikke engang selv være så moden lige nu og tænke så langt, for selvfølgelig var det dét hun skulle gøre. Hun tog blidt ud efter hans hånd, da han trak sig. "Jeg vælger dig," sagde hun stille og tog et skridt mod ham, for at fange hans læber i et kys. Ja, hun havde sagt ja til Roman af en grund, men det havde været før hun havde fået jobbet på Ilivermory, og dermed også før hun havde mødt Foresti.

[Deleted]

Det gjorde ondt at se Gwen være ked af det, især når han satte hende i situationen. Han gjorde samtidig også alt for at styre, hvordan han selv havde det, men det var svært. Det var første gang, han muligvis skulle håndtere kærestesorger og han følte sig langt fra klar til det. Han hadede egentlig sig selv lidt for overhovedet at have sagt noget til hende. Han kunne godt forstå, hvis hun som en voksen kvinde hellere ville være sammen med en anden voksen, og hun var jo forlovet med Roman og det vidste han jo godt.
Foresti vidste egentlig godt hans svar måske havde været moden, men han mente det. Hun skulle vælge det, der gjorde hende mest lykkelig om det så var Roman eller være alene. I hans hoved kunne det umuligt være ham, for han kunne ikke give hende noget endnu og han havde stadig væk lang tid tilbage på Ilvermorny. Han ønskede dog at gøre alt for, hun kunne blive lykkelig med ham og han ville give hele hans arm eller andre lemmer til hende, hvis blot hun bad om det uden han stillede spørgsmålstegn ved det. Som han trak sig væk kunne han mærke de tårer, der længe havde presset sig på begyndte at glide ned af hans kinder. ”damn,” mumlede han som han fjernede dem i en hurtig bevægelse. Han mærkede dog det blide tag i hans hånd, hvilket fik ham til at se direkte på hende med øjne der efterhånden var blevet røde. Han forventede hun om lidt ville sige Roman, men som han hørte hans svar, stoppede hans hjerte med at banke mod hans bryst og tiden stod stille. Han ænsede hun gik tættere på, men han reagerede ikke, før han mærkede hendes læber mod sine egne og gengældte hendes kys. Han lagde begge sine arme om hende og holdt godt fast i hende, stadig så hun dog ville kunne komme fri. ”Jeg elsker dig,” hviskede han. Han var glad, lettet og ked af det på en og samme tid og tårerne ville bare så gerne ud.