I am a liar, but then again so are you

[Deleted]

Denne tråd er tilegnet Gwendoline Granger-Weasley og @foresti

December 21, 2054 

Outfit

---

Roman havde lige været på job i den selv samme stat, som hans kære forlovede arbejdede i. Egentlig havde han været her over nogen dage for at undersøge et mord, der var blevet begået og man havde en grim idé om det var noget magisk eller magi som stod bag det. De havde netop afsluttet det for lidt under to timer siden, og han havde valgt at aflægge Gwen et besøg. Han var i staten og strengt taget, så savnede han hende. Hun tilbragte meget af sin tid på Ilvermorny, mens han rejste rundt i USA og Sydamerika. Nogle gange også resten af verden, men ikke så meget lige nu. Han bevægede sig ind på skolen, hvor han selv havde gået, hvad føltes som mange år siden.  Det havde dog været som et andet hjem for ham, hvor han kunne flygte lidt fra den virkelighed, der havde været derhjemme. Han kiggede på nogen af de elever, han gik forbi og smilte blot venligt til dem, som han satte kurs mod sin forlovedes kontor. Han regnede med hun var der, men da han ikke havde kontaktet hende inden, var det også et long shot. Han håbede hun ville se det som en glædelig overraskelse, men han regnede dog heller ikke med andet. Som han nåede hendes kontor, bankede han på døren to gange ganske blidt. Det var snart jul og han havde sin julegave på plads til hende, og han kunne næsten ikke vente med hun skulle have den julemorgen. Han var ligeså forelsket i hende nu, som han havde været da de var teenagere. 

[Deleted]

Outfit

Gwen glædede sig til, at skulle hjem og holde jul med Roman, men inden hun kunne tage hjem med god samvittighed havde hun en masse opgaver, som skulle rettes igennem og afleveres tilbage til eleverne igen. Hvilket var det hun sad og var i fuld sving med. Hun sad med fødderne oppe på sit skrivebord og lænd godt tilbage i sin stol, med en af opgaverne i hånden som hun var ved at læse igennem, med en fjerpen mellem sine fingre.
Hun kiggede op fra opgaven da det bankede på den, "Kom ind," sagde hun venligt, men højt nok til, at det ville kunne høres igennem døren. Hendes første tanke var dog at det nok var Foresti. Hun vidste godt det så forkert på så mange måder, at hun så sin elev på den måde som hun så Foresti, og det var bestemt ikke fordi hun ikke elskede Roman mere, for det gjorde hun af hele sit hjerte. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre, men hun vidste at hun ikke kunne forsætte på den her måde for altid. Hun havde overvejet mange ting, diskuteret med sig selv flere gange. Hun havde jo masser af muligheder, spørgsmålet var jo bare, hvilken en af dem skulle hun vælge? Hun kunne forsætte det som det var nu. Hun kunne være ærlig overfor Roman, og håbe på han ville tage det pænt. Hun kunne sige til Foresti, at hun ikke ville mere og stoppe det. Hun kunne finde et andet job. Hun kunne selvfølgelig også bare pakke en kuffert og rejse til Sverige eller sådan noget. Op i bjergene hvor hun ikke ville kunne såre nogen. Det lignede hende jo slet ikke, at opføre sig sådan.

[Deleted]

Foresti var på vej mod Gwens kontor. I sine lommer havde han en lille gave, han havde tiltænkt Gwen skulle have i julegave. Han havde spurgt sine fædre om penge og havde fået et forholdsvis stort beløb at give for, da han havde sagt det var til en person, som betød meget for ham. Han var ikke gået i detaljer, men det lod til, de havde forstået hvad det gik ud på. Han var nervøs for om hun ville kunne lide gaven. Det var måske også underligt, når de egentlig ikke var kærester, men de havde været på deres hemmelige dates og han var bare blevet bekræftet i, han var glad for hende. Også langt mere end han kunne beskrive og han havde sagt de tre hellige ord, godt nok på dansk, men de talte. Om hun så forstod dem eller ej. Som han nåede hendes kontor, åbnede han lydløst døren for at se om hun var alene. Han så en person derinde, som lignede en mand, hvilket fik alt i ham til at gå i stå. Han havde fødselsdag i dag, og dagen kunne hurtigt blive ødelagt af Roman.

[Deleted]

Som Gwen gav tegn på, Roman måtte gå ind, trådte han ind ad døren med et stort varmt smil på sine læber. ”Hej elskede,” hilste han, som han gik mod hende og stillede sig bag hende, for at kysse hendes læber ganske ømt. Han vidste intet om hvad der foregik i Gwens liv, andet end hvad hun fortalte. Han anede ikke, hun så en elev og hvad hun lavede med ham. Han vidste ikke, hendes ensomhed var stor eller hvad der kunne lægge til grund for hendes handlinger. Han vidste, de elskede hinanden nok til de ville gifte sig. Han ville selvfølgelig ønske de havde mere tid sammen end de havde, men den lille tid de havde sammen var også med til, han nød tiden langt mere fordi han vidste, han skulle værdsætte den mere. Han strøg hende gennem de røde hår og betragtede hendes blege hud og det smukke velkendte ansigt. Hun var virkelig den der gjorde, hans liv gav mening. ”Jeg kunne ikke vente til jul,” forsvarede han sig som undskyldning for, han var kommet nu.

[Deleted]

Gwen gik utroligt meget op i sit arbejde, hun så eleverne og gjorde alt hvad hun overhovedet kunne for de havde det godt. Havde de hjemve, gav hun gerne en krammer og en kop varm kakao eller te. Hun tog sig altid tid til den enkelte elev, hun kunne nok rumme mere end så mange andre. Det var meget sjældent hun blev sur, men når hun så gjorde, så vidste eleverne som regel også godt, at de var gået langt over grænsen. Hendes røde læber gled op i et smil som nåede fra det ene øre til det andet, så selv de grønne øjne lyste op, "Roman!" udbrød hun overrasket over at se ham her, savnet var tydeligt at høre i hendes stemme og hun tøvede ikke med at gengælde kysset. Det var lidt som om, at hendes hjerne stadig ikke helt havde opfanget at han var der, men efter lidt gik det rigtigt for op hende, så hun skyndte sig at lægge opgaverne fra sig på skrivebordet og tog benene ned, for at rejse sig og lægge armene omkring ham i et kram. "Det er jeg glad for," svarede hun og kyssede blidt hans læber, som hun mærkede hans hånd i gennem sit flammerøde hår, før hun klemte sig endnu mere indtil ham. Hun kunne, takket været sine høje hæle på sine støvler, se over hans skulder, da døren lydløst gik op. Hun mærkede hvordan hendes hjerte gik fuldstændigt i stå, da hun kunne skimte Foresti på den anden side af døren. Hun slap forsigtigt Roman, med blikket forsat mod døren, "To sekunder," sagde hun roligt og kyssede kort, men blidt Romans kind, før hun slap ham helt og gik mod døren. "Kan jeg hjælpe dig, Foresti?" spurgte hun blidt og så nærmest undskyldende på ham over, at han havde skulle se hende sammen med Roman, men hun havde jo fortalt Foresti fra starten af, at hun var forlovet, så det var jo ikke fordi han ikke vidste det.

[Deleted]

Foresti smilede som Gwen åbnede døren og kunne mærke, hvordan det blev svært for ham at være i sin egen krop. Han havde lyst til at tage fat i hende, kramme hende og kysse hendes læber, fortælle alle om sin kærlighed til hende, men han gjorde det ikke. Han skævede mod Roman, som han fik et undskyldende blik af Gwen. ”Uhm, jeg har brug for hjælp til vores aflevering,” prøvede han, som han prøvede ikke at vise, han var påvirket af Romans tilstedeværelse. Han havde set dem kysse, og han kunne derfor næsten kun gætte sig til hvem han var. Han trådte ind i lokalet, ligeglad med han havde fået hendes tilladelse og gjorde det egentlig mest af alt bare for at se Roman an og samtidig pisse territorium af. Være sikker på, de to ikke kunne lave noget, mens han var i lokalet.

[Deleted]

Som Gwen udbrød hans navn og hun lyste op som et julelys. Han havde savnet hende så ubeskriveligt meget. Han lod kysset forsætte, som han lagde alt sin savn og sine følelser for hende. Han ville bare holde hende tæt og være der for hende, for hun var virkelig alt hvad han havde brug for at være lykkelig. Som hun lagde sine ting fra sig og rejste sig, smilede han. Han lagde ligeledes sine arme tæt rundt omkring hende og indåndede duften af hende og hele hendes essens. Han glædede sig til at det de næste mange dage bare skulle være de to. ”Også jeg,” hviskede han og gengældte hendes kys ganske blidt og strøg hende forsat gennem hendes hår. Som hun slap hende, så han undrende på hende og så mod døren som hun vendte blikket mod den. Han gengældte hendes kys og nikkede forstående. Som en teenage dreng kom til syne og møvende ind ad døren, så han på ham. Han så vred ud. ”Hej,” prøvede han med et venligt smil.

[Deleted]

Gwen vidste godt, at det dobbelt spil hun havde gang i, på ingen måder var i orden og hendes dårlige samvittighed sørgede skam også for, at hun på intet tidspunkt glemte det. Sandheden var nok, at hun var utrolig ensom på skolen, selvom der var så mange mennesker omkring hende det meste af tiden, så var ingen af dem, det samme som at have en intimt ved sig. Hun vidste Roman ikke kunne være der, for han havde sit arbejde, så hun havde nok lidt fundet sin egen løsning i form af Foresti. Hun havde aldrig i sin vildste fantasi, forstillet sig at hun ville ende her i en situation, hvor både Roman og Foresti ville være på hendes kontor på samme tid. Havde hun vidste Roman ville komme, havde hun kunne advare Foresti, men dette havde heller ikke været tilfældet. Hun gengældte kysset med alle sine følelser, da han hviskede han også var glad for han var kommet.
Gwen nåede hverken at sige til eller fra, før Foresti var trådt ind på hendes kontor. Hun ville egentlig have bedt ham om, at komme igen senere eller sige hun nok skulle finde ham senere og hjælpe ham med afleveringen, men hun havde en ret god idé om, at det her ikke havde noget som helst med afleveringen at gøre overhovedet. Hun lukkede døren efter Foresti, og vendte sig så rundt mod de to hankøn. Det her kunne umuligt ende godt. "Foresti, det her er Roman, min forlovet," præsenterede hun efter Roman havde sagt hej og håbede virkelig ikke Foresti ville gøre noget dumt. "Foresti er elev og vejleder for mit kollegium," præsenterede hun ligeledes den anden vej rundt og lod en hånd glide igennem det flammerøde hår, nervøs for hvordan det her ville ende.

[Deleted]

Foresti lod sine blå øjne hvile på Roman, mens lysten til at dræbe og samtidig pisse territorium af spredte sig i hele hans krop. Alle de urinstinkter der var gemt væk inde i hans hjerne gik fuldstændig i gang. "Hej," svarede han Roman med et skarpt tonefald og sendte ham ikke så meget som et smil eller noget, der indikerede hans tilstedeværelse var ønsket. Han så på Gwen, som hun forklarede hvem det var. "Nåh," svarede han med en ligegyldig stemme, som han virkelig prøvede at kontrollere sig. Hun talte varmt om ham. Han havde aldrig været så jaloux i sit liv, som han var i netop dette øjeblik. "Mmmh," svarede han til sin egen præsentation. Ikke ligeså varm. Som var han eller anden fremmed. Hvis Foresti kunne have en eneste rationel tanke lige nu, så vidste han godt, det ikke var sådan hun mente det og det var noget hun var nødsaget til. Det havde han dog ikke, for som nævnt så var han jaloux og vred. Det var den kvinde han elskede og virkeligheden havde virkelig ramt ham. Hun var stadig sammen med Roman. "Jeg låner lige fremtidige Mrs. Denstørsteidiot på jord," påpegede han, mens hans beskrivelse af Roman med vilje blev sagt med danske ord. Han var dog fuldstændig skarp i sin kommentar. Heldigvis kunne det være han blot virkede som en vred teenagedreng. Han vidste dog ikke hvordan han ville reagere hvis han så dem kysse igen. Han fandt sin stil frem og så på Gwen. "Jeg venter bare her til han går, hvis det er," sagde han og satte sig på et bord og så ned på det han havde skrevet. Hans stil var perfekt. Han havde ikke nogen spørgsmål overhovedet.

[Deleted]

Han så mod Foresti, som han fik et blik, han ikke ligefrem synes var behageligt. Han så fuldstændig anerledes på Gwen. Hvad handlede det her om? Havde han gjort ham et eller andet? Havde nogen gjort ham noget, hvor vreden reflekterede sig på alle mænd? Var han generelt bare vred? Roman tænkte ikke på, det kunne være jalousi. Selvfølgelig havde han selv prøvet at være jaloux, men han tænkte ikke, Foresti havde noget at være jaloux over. Selvfølgelig jo, han var forlovet med Gwen og han elskede hende virkelig, men en elev ville da ikke have sin professor, ligeså vel som en professor ikke ville have sin elev. "Hyggeligt at møde dig, kiddo," svarede Roman til Gwens præsentation af dem begge og gik hen mod ham for at række ham sin hånd. En almen høflighed. Han kunne bare ikke se, hvorfor han skal være derinde. "Hvilket sprog er det?" spurgte han undrende, da han ikke forstod resten af hvad han sagde. "Og du låner hende bare, selvom jeg ville foretrække det gik hurtigt. Hun er svær at dele," svarede Roman med et venligt smil over sine læber og lagde en arm om Gwen for at kysse hendes kind. Han lagde ikke mærke til noget som helst. Ved Forestis næste ord, så Roman på ham med et undrende blik. Han havde lige sagt han ville låne hende og nu virkede det mere som om, han ville holde øje. "Det er fint nok, du låner hende bare nu," vedblev han venligt og betragtede Gwen. "Det kan være, det også er noget jeg kan hjælpe med, ikke skat?" svarede han og så på Gwen for at søge på en forklaring på, hvorfor drengen var så skarp i sine bemærkninger.

[Deleted]

Gwen havde aldrig følt sig så meget på dybt vand, som hun gjorde lige nu. Hun havde mest af alt lyst til, at løbe skrigende ud af døren og så langt væk fra dem begge to, som det overhovedet ville være hende muligt. Eller trylle sig ligeså lille som myre og bare forsvinde ned mellem gulvbrædderne. Der ville der sikkert også være dejligt varmt. Hun havde det som om, at al kontrol var blevet taget fra hende og selvom hun måske ikke altid ville indrømme det, så var hun en virkelig stor kontrolfreak. Hun prøvede sig lidt frem ved at sende Foresti et af de genkendelige varme smil, da Roman rakte hånden frem mod Foresti. Hun satte sine hænder i baglommerne på sig selv, da hun ikke vidste hvor hun ellers skulle gøre af sine hænder lige nu. Hun hævede lidt det ene øjenbryn, da Foresti slog over til dansk midt i sin sætning, "Dansk," fik hun svaret lidt hurtigt efter Roman havde spurgt hvilket sprog Foresti havde slået over til. Hun forstod ikke hvad han havde sagt, men hun forestillede sig, at det næppe var noget pænt. Hun mærkede Romans arm omkring sig og kort efter kysset mod hendes kind, hvilket fik hende til, at vende blikket mod ham med et varmt smil, "Foresti er halvt dansker, du ved det lille land i Europa," tilføjede hun, hun havde altid engageret sig meget i sine elever, så hun regnede ikke med, at det ville komme bag på Roman at hun vidste sådanne nogle ting. Hun vendte blikket tilbage på Foresti da han fandt sin stil frem, han var en dygtig elev, så hun havde lidt på fornemmelse, at der intet var galt med hans stil, men at det blot havde været en undskyldning for at se hende, ligesom så mange andre gange. Hun bed sig lidt i læben, da Foresti satte sig på bordet. Hvordan skulle hun komme ud af den her kattepine, uden nogen endte med at blive såret? Hun skulle have lyttet til Abigail og enten have fortalt Roman hvad hun havde gjort eller stoppet sin affære med Foresti. Men man kunne vel altid være bagklog. Hun vendte sig mod Roman og rettede lidt på hans slips med et kærligt smil på de røde læber, "Jeg tror det er bedst jeg selv klare den her, skat, vil du give os ti minutter?" spurgte hun bildt, mens hendes hænder forsat hvilede på hans brystkasse, som hun stod med ryggen mod Foresti. Hun placerede et kort kys på Romans kind og slap ham så igen, før hun gik hen og satte sig på stolen som var ved siden af det bord som Foresti havde sat sig på, "Hvad er det du vil have hjælp til, Foresti?" spurgte hun i samme kærlige tone som hun havde brugt overfor Roman, selvom den tone primært var reserveret til hendes forlovet. Vanens magt kunne være forfærdelig nogen gange.

[Deleted]

Foresti så på Roman med vrede øjne. ”Jeg er fandme damning ikke nogen kiddo,” svarede Foresti ham hårdt og lagde sine arme overkors, da han ikke havde tænkt sig at give Roman sin hånd. Han kunne ikke fordrage Roman. Hvad lavede han her? Han ødelagde det hele. Han elskede Gwen, og han ville være sammen med hende. Den nar til Roman skulle bare ud ad billedet. Han lod Gwen svare på hvad det var for et sprog han snakkede. Idioten var fandme også bare dum, hvis han ikke kunne høre hvad damn det var. Han lod hende også forklare hvor det var henne. Hvad så Gwen overhovedet i ham? Selvfølgelig han havde store overarme, hans krop var flot og muskuløs. Hans mave så stram ud og hans stemme lød da også som fløjelsstrøg. Foresti var dog glad for Gwen vidste de ting om ham. Det fik ham til at føle hun kendte ham, selvom det var åndssvagt. Han vidste jo godt, hun ikke kunne fortælle ham de brugte meget tid sammen eller lyde som om, hun vidste for meget. Som Roman kyssede Gwens kind, fandt Foresti sin stav frem og svang den bag sig, så de ikke kunne se det. En hvid stråle blev sendt fra hans stav og ramte Roman, der ville give ham lette stød gennem hans krop. Han nåede ikke at tænke, han kunne ikke have synet. Af han kyssede hende på kinden, kaldte hende skat. At de var tætte. ”Fint, så kan du gå, jeg vil ikke have din hjælp,” sagde han spottende mod Roman, som et smørret smil var på hans læber over han havde ramt ham.
Som Roman gik, så han kort efter ham og så så mod Gwen. ”Hvad laver han her?” spurgte han direkte inden han bed sig i læben. ”Jeg har en julegave til dig,” forklarede han, som han fandt den lille pakke frem og rakte den over mod hende. Han havde fødselsdag i dag, og det her var nok den værste fødselsdag, han nogensinde havde haft.

[Deleted]

Roman så på ham med et overrasket blik. ”Okay, sorry,” svarede han og rakte sine hænder frem for at vise ham, han skulle falde ned. Han følte han blev ramt med verbale projektiler. Som Gwen forklarede, nikkede han forstående. Han vidste, hun engagerede sig i sine elever. Det var en af de mange ting, han virkelig elskede ved hende. Han lagde ikke mærke til Foresti kiggede på hans krop, men han var nu egentlig også ret ligeglad. Han havde mere travlt med Gwen. ”Det med vikingerne,” svarede han for at sige han havde forstået det. Som Gwen vendte sig i mod ham og rettede hans slips, smilte han. ”Selvfølgelig,” svarede han og nød at mærke hendes hænder på sin brystkasse. Han mærkede kysset på sin kind, hvilket fik ham til at give hende et også. Han mærkede dog nogle stød gennem sine krop, blot små, dog kraftigere end når man fik stød af at røre ved noget. ”Av,” udbrød han og så sig om. Det følte mere som noget stak ham, og han kunne ikkke forklare hvad det var. ”Okay, rolig nu,” svarede han Foresti inden han gik ud ad døren. Han mistænkte dem ikke.

[Deleted]

Gwen sendte Foresti et blik som tydeligt bad ham om, at opføre sig pænt, da han skældte ud over at Roman kaldte ham kiddo, og hun måtte bide sig lidt i læben for ikke at blande sig, eller sige noget, som ville give Roman mistanke om noget som helst, for lige nu havde hun det som om, at det strålede ud af både hende selv og af Foresti, alt hvad de havde lavet, selvom hun godt vidste dette ikke var tilfældet, men det nærmere var hendes dårlige samvittighed som havde en samtale med sig selv i hendes hjerne. Hun nikkede med et smil på læberne, da Roman lod til at vide, hvilket land der var tale om, "Ja, præcis," svarede hun med det velkendte varme smil over sine røde læber, som matchede det naturlige røde hår.
Hun sendte Roman et taknemmeligt smil, da han viste forståelse for, at hun selv tog sig af at hjælpe Foresti, det var jo præcis sådanne nogle ting hun elskede ved ham. Hans forståelse for hendes arbejde og når han stod sådan foran hende, fortrød hun noget så inderligt, hvad hun havde lavet med Foresti, men så snart han ikke var i nærheden af hende mere og hun igen var ensom på skolen, så var den dårlige samvittighed skiftet ud med tiltrækning af Foresti. Det var utroligt modsigende af hinanden og det forvirrede hende mere end noget andet nogensinde havde gjort før, især fordi hun slet ikke kunne genkende sig selv i alt dette her. Hun smilede til Romans selvfølgelig og mærkede kysset mod sin kind, hvilket fik et kærligt smil frem, som fik selv de grønne øjne til at smile med. Dog forsvandt hendes smil hurtigt igen, da hans av lød, dog troede hun først det var hendes kind han havde fået stød af, "Er du okay?" spurgte hun barmhjerteligt.
Hun sukkede lidt, da Roman havde lukket døren efter sig, da han havde forladt hende og Foresti alene, før hun vendte et lidt sorgmodigt blik i mod ham, "Han besøger mig," svarede hun blidt, da hun ikke rigtigt vidste, hvad hun ellers skulle svare. Skulle hun nu til at forsvare hvorfor hendes forlovet var på hendes kontor overfor sin elsker? Hendes blik faldt på hans trukket tryllestav, hvilket fik hendes røde læber til at glide en smule fra hinanden, "Var det dig..?" spurgte hun lavmeldt, ikke helt sikker på om hun ønskede et svar. Hun så dog overrasket på ham, da han rakte en gave frem mod hende, "En.. En julegave? Foresti, det er virkelig sødt af dig," svarede hun og sendte ham et varmt smil, før hun lagde armene om ham, kun fordi nu var Roman der ikke til at se det. "Og tillykke med fødselsdagen," tilføjede hun stille og plantede et blidt, kort kys på hans kind før hun slap ham igen og smilede til ham. Hun kunne stort set alle, hvis ikke alle, både elever og ansatte på skolens fødselsesdage i hovedet.

[Deleted]

Foresti havde glemt alt om, at Gwen var forlovet. Ikke glemt, som det var en form for fakta om hende han havde glemt, for det vidste han godt. Virkeligheden havde bare først ramt ham det sekund, han så Roman var her. De var forlovede, det var virkeligt og det huede ham ikke just. Han ville ønske, hun ville gå fra ham, men han ville aldrig bede hende om det. Han havde dog svært ved at styre sin jalousi, en følelse Foresti aldrig havde mærket før og den føltes kvælende og pressende mod hans bryst, mens han sind syntes så mørkt. Han rullede derfor også med øjnene, som Gwen spurgte om han var okay.
Han så på hende, som hun forklarede, hvad Roman lavede der. Han svarede ikke, men så væk fra hende. Han følte sig såret, og han ville ikke vise det til hende. Et eller andet sted, så var han jo ikke berettet til den følelse. Han bed sig i læben og så på hende ved hendes spørgsmål om det var ham. Heller ikke her svarede han, så det kunne hun vælge at tage som et ja. ”Ja, en julegave… men det er ingenting,” påpegede han til hendes, det var sødt af ham. Han mærkede hendes arme rundt om sig og lod sig selv forsvinde ind i dem. Han lagde sine arme om hende og smilede for sig selv. Han så overrasket på hende, da hun ønskede ham tillykke. ”Uhm,,, tak,” svarede han og mærkede kysset på kinden, hvilket fik ham til at smile bredt. Han glædede sig til, hun åbnede gaven. Gaven som indeholdt et smukke med en magisk krystal, som ville hjælpe med at holde hende sikker. Ikke den kunne forhindre hende for at blive slået ihjel, men den havde stadig en form for magisk skjold inde i den.