In the comfort of home

[Deleted]

Tråden er forbehold @alastair

Aften var faldet hen over Hogsmead. Månen svage skær faldt i et med lygterne der var blevet tændt, få stjerne var også ved at dukke op på himlen.

"Og klokken er ikke en gang syv endnu." Mumlede hun stille for sig selv, mens hun trak hendes vinterkappe tættere omkring sig. Vinteren var så stille ved at stå for døren, selvom man kunne blive i tvivl sådan som vejret ændrede sig hele tiden. Lige som den tanke gik igennem hendes hoved, kunne hun se de første regndråber lande foran hende. Et svagt suk og let øjerul, forlod hende inden hendes fingre fandt sin stav frem og fremmumlede en lille formular. Et slør af magi formede sig rundt omkring staven, og da hun rejste den op i luften omsluttede slåret hende lige tidsnok til at regnen begyndte at tage fat. Nå! Men i det mindste lagde det op til en dejlig hyggelig aften med måske noget hjemmebag. Smilet var atter og se på de smalle læber, som hun fortsatte turen hjemad. 

Duften af nybagt brød begyndte at fylde huset, klokken var så småt ved at nå halv ni, aftensmaden var spist og nu var der kun tilbage og nyde de få stunder der var tilbage af dagen, før en ny skulle begynde. Elinor gik ind i stuen med to varme kopper kaffe og satte den ene ved siden af sin mand, for derefter selv at sætte sig ned i en blød sofa. Hendes egen kop blev sat på sofa bordet, læsebrillerne blev placeret på næsen. Hun slog med staven og en bog sværgede ind foran hende og åbnede sig op til den side hun var kommet til. 
"Forresten, vi skal have julepynten ned fra loftet snart." mumlede hun hen over koppen for derefter at tage en slurk, alt imens hendes øjne ikke flyttede sig fra ordene i hendes bog.

[Deleted]

Solen begyndte at blive mere sparsom i de frie timer efterhånden som månederne skred hen i løbet af året. Selvom det betød, at bevæge sig udenfor var en trælsom og ofte kold fornøjelse, kunne man ikke se sig helt sur på den mørke tid. Når først man var sluppet forbi det kolde regnvejr og kommet ind i det varme hus, faldte hyggen kraftigere ind i sindet end i de lysere måneder. Sterinlys var især noget Alastair satte højt på hyggemeteret og det var heller ikke spor underligt at mange af dem var tændt i huset så snart aftensmaden var indtaget og det ældre ægtepar kunne læne sig tilbage og slappe af.

Alastair var placeret i sin lænestol, der efterhånden havde en god del år i sin historiefortælling, med en bog i hånden. Det var en ny udgivelse af brug af planter til healende effekt. Det var mest en opslagsbog, men det var hurtigt at sortere hvilke der var nye opdagelser og hvilke han havde gennemgået før i sine mange år som healer. Faktisk var han midt i en sætning på ny brug af månesvampen, da Elinor talte. Det var en mumlen, hvilket blev mødt af et "Mmh", indtil sætning egentlig blev lageret. Uden at flytte hovedet løftede han de brune øjne for at kigge lige frem et par sekunder før han vendte hovedet og sænkede bogen. "Julepynt?! Eli, det er November." han burde nok havde vendet sig til det efterhånden, for de havde vidst den samtale hvert år efterhånden, men han kunne ikke undgå at kigge lidt bestyrtet på hende.

[Deleted]

Hun betragtede ham, mens hun ventede på at han faktisk havde hørt hendes sætning. Faktisk var det blevet en del af rutinen, hun snakkede og han kom med sin lille brumme lyd, fem sekunder efter; Og lige som hun havde tænkt de fem sekunder efter, så kom den endelig reaktion. Et smil begyndte at brede sig hen over hendes læber. Det var egentlig blevet lige så stor en tradition som selve julen, at de skulle have denne frem og tilbage diskussion omkring hvorvidt julepynten skulle op i november eller i december. Desuden; "Ja November, men det tager dig altid mindst fjorten dage før du så endelig får den ned" det var tydeligvis en latter som undertone da hun snakkede. For når alt kom til alt, så var hun virkelig blevet alt for gammel til at blive sur over, at han aldrig gjorde tingene når han bad hende om det. Og de gange hun selv ende med at gøre tingene, når han havde sagt han nok skulle. Så var det næsten lige før han faldt over sine egne ben for at overtage.

"Så ja julepynt! Det tager tid, og det skal hygges med. Uh! Brødet!" næsten som hun havde planlagt det, rejste hun sig fra sofaen. Da hun gik forbi ham plantet hun et lille kys på hans pande. "Så vi skal snart have det ned!" også forsvandt hun ud i køkkenet for at færdiggøre det hun havde været i gang med.

[Deleted]

Han var ikke spor i tvivl om at han havde gjort det igen. Givet et svar før han egentlig havde hørt hvad hun havde sagt. Og smilet som bredte sig var en tydelig afsløring deraf. Noget der fik ham selv til at smile over situationen. Hvad der måske i deres første år af ægteskabet havde været et skænderig, var nu en tradition og ikke tilnærmelsesvis negativ ladet. Faktisk ville det ikke være jul før de havde haft dikussionen. Alastair åbnede munden for at svare, lukkede den igen og åbnede endnu engang som hun rejste sig fra sofaen. "Hov!" bogen blev lagt fra sig på sofabordet, uden at ligge et mærke ind hvor han var kommet til, efter hun var gået videre fra at have kysset ham på panden.

"Jamen, vi skal jo ikke bruge det før første december! Så det er klart det tager fjorten dage" han fulgte efter hende ud i køkkenet, til duften af det friskbagte brød der fik næsen til at tage en ekstra indsnusning. Han stilte sig i døråbningen og fulgte hende med blikket. "Og du vinder ikke diskussionen ved at forsvinde ud i køkkenet! Eller med bestikkelse" tilføjede han med et smil på læben, et drilsk et af slagsen. Mad havde før ført hans tanker på afveje til hendes fordel, hvilket hun så snedigt havde erfaret!

[Deleted]

Hun kunne ikke lade være, en højlydt latter forlod hendes læber som hun gik ind i køkkenet. Han var nu snedig den mand. Sådan at vende hendes ord ind til hans egen fordel, ja selvfølgelig tog det fjortendage når man ikke følte at de skulle ned før den først december. Snedige gamle ræv.
Hun vente sig imod ham, efter hun havde taget beskyttende ovnhandsker på begge hendes hænder. Så der stod hun i sit forklæde hun lige havde taget på, og lignede det perfekte billede af en hjemmegående husmor. Måske var det derfor flere af hendes elever havde spurgt hende, hvorfor hun ikke snart skulle gå på pension. Hvor til hun selvfølgelig havde bare havde opremset de forskellige aldre af andre professorer der havde arbejdet på Hogwarts. Blikkende der var kommet, da hun havde fortalt førsteårs elever, at Dumbledore havde været over hundrede før han at desværre afgik med døden. Gammel, hah! Nu havde hun da aldrig. Hvor til hun måtte minde sig selv om, at hun for få minutter siden selv havde tænkt det samme omkring hende selv. Men det havde selvfølgelig været en helt anden kontekst.

Hun tog brødet ud af ovnen og satte det til køling på bordet. Hun kiggede på ham med forbløffede øjne, som hun dog ville gå så lavt med at bestikke ham? Hun tog en lille æske frem og satte den på bordet. "Så du siger, at denne Makronkage jeg købte på vej hjem fra arbejde, slet ikke vil have nogen effekt overhoved? Du har ret, jeg kunne aldrig finde på at gå så lavt som bestikkelse." hun åbnede æsken som afslørede en masse farverige kager. "Må hellere spise dem selv så."

[Deleted]

Det var ligemeget hvor mange år der var gået, når han så hende i forklæde og med de store ovnhasker ned over hænderne, blev han automatisk helt blød om hjertet. Mere end han i forvejen var. Alastair var et stort bløddyr, specielt når det galt Elinor og ikke mindst børnebørnene og deres store bedende øjne. Der var visse ting han virkelig havde sine problemer med at sige nej til eller på nogen måde forholde sig til at være sur på i længere tid.

Alastair løftede et øjenbryn af hendes forbløffelse, der tydeligt mente hun var dybt uskyldig i sådan en sag. Han lagde en hånd på køkkenbordet, som han ganske let lænede sig op af og begyndte at tromme med fingerne som denne fine lille æske med den bedste bestikkelse i verden blev sat frem, mens hun fortsat holdte sig en ganske uskyldig stemme. Han fik et noget påtaget anstrengt ansigt, som han følte sig en god del afpresset lige pludselig. "Meget snedigt! Og så lige makronkager!" kom der en smule anklagende og ikke mindst ynkeligt fra ham. Af alle ting! "Så, du siger at hvis jeg lader dig spise denne vidunderlige lille sukkersag, så slipper jeg for at hente kasserne før første december" udfordrede han tilbage, ved at læne sig en smule mere frem, fastholdte udfordrende hendes blik, og virkelig bekæmpe trangen til at lade sukkertanden vinde.

[Deleted]

Hun trak på skuldrene, og et selv sikkert smil bredte sig hen over hendes læber. Måske en anelse kæphøj, men kun fordi hun vidste at han af alle mennesker vidste hun ikke mente på den måde. Alt var kærligt, også selvom hun var ganske sarkastisk omkring hendes valg af ansigtsudtryk såvel som hendes ordvalg. Jo mere hun kunne prikke til folk, desto mere sjov havde hun det. Og hun hvem var det ikke som kunne finde på at bruge ordvalget; man har kun det sjov man selv laver?

"Du skal ikke få mig til at tro, at du ikke vidste din kone var en ganske snedig en af slagsen." kom der fra hende mens hun gav ham et lille blink med det ene øje. Hun tog handskerne af hænderne, og hængte dem tilbage på deres plads. Nu skulle brødet jo under alle omstændigheder bare stå og køle af. Så teknisk set havde hun ikke så meget andet at gøre i køkkenet længere. "Jamen hvis det er sådan." sagde hun og tog kagen ud af æsken og stillede sig foran ham. "Så har jeg da også glædet mig til at få noget sødt hele dagen" hun tog en bid og og lavede en lille ryste bevægelse med hofterne. Sådan for at vise hvor meget hun nød den. "mmmhm, fantastisk som altid!"

[Deleted]

Alastair var ganske udemærket klar over at hun var snedig! Det havde hun altid været, lige tilbage til da de første gang mødte hinanden. Lærte han nogensinde at tage det med i sine beregninger når han udfordrede hende? Nej, nej det kom han nok aldrig til at lærer fuldstændig.
Og lige nu gav det også gevaldigt bagslag at sætte kompromis i gang, ved at undvære kage. Det var en ganske underholdende leg, for begge parter var ganske udemærket klar over at Alastair ville hente kasserne indenfor et par dage, selvom han gjorde det under stort påstyr.

"Nej.. Neeej.. ORH!" selvfølgelig tog hun en bid! Fuldstændig og direkte uretfærdig. Han så da også meget tæt på lidende ud, som han gav efter. "Okay! Okay, du vinder, jeg henter kasserne i morgen" svarede han grinende, og slog armene opgivende ud. Hvordan kunne hun dog finde på at afpresse med kager! Det var jo et direkte uretfærdigt træk for han havde ikke en chance! "Selvom det stadig at tosset at hente ned i November" selvom mange gjorde det, og når først det var kommet op, var det jo også ganske hyggeligt.

[Deleted]

Hun kunne ikke lade være med at grine over hans udbrud, og mens hun tørrede en smule af de kage krummer som der var blevet fanget i mundvigen. Hun satte resten af kagen tilbage i æsken, og gik rundt omkring den lille ø der var i køkkenet for at finde nogle kage tallerkener på den anden side. Et fint porcelæns stel blev fundet frem, og sat på træbordpladen. "Ah, selv en sejer der er vundet på uretfærdig vilkår er nu stadig en sejer!" reklameret hun, mens hun nænsomt tog det andet stykke der havde været nede i æsken og placerede det på tallerkenen hun havde fundet frem til Alastair og hans kage.

Da hun havde fundet en gaffel frem til ham, så han kunne spise den lidt mere civiliseret end hun havde gjort. Blev den brugt til at pege på ham "Du kan sige alt du vil, tosset er hvad du giftede dig til" hun placerede gaflen på bordet. Og gav ham et lille smil, hendes hænder blev lagt på hans skuldre, og selvom han var lidt højere end hun var. Kunne hun stadig nogen lunde kigge ham ind i øjnene uden det største besvær. "Og giv så din tosset kone et kys, inden du går ind og læser videre i din bog og spiser din velfortjente kage"

[Deleted]

Han skulede af hende, et kærligt skul dog, siden sitautionen jo var langt mere hyggelig og kærlig end noget andet. Drillende var nok også et ret stort tema, i al den underholdningsværdi. Og så kunne man godt opgive en sejr engang imellem. Om ikke andet havde Alastair ikke noget imod at tabe til Elinor, specielt som hun fandt et stykke kage frem til ham.

Han kiggede underholdt ned på gaflen der pegede mod ham, inden den blev placeret på bordet efter hendes ord. Tosset! Ja, det kunne de da roligt sige. "Ja, og jeg elsker hvert sekundt af det" svarede han muntert og glad tilbage. For det var præcis hvad han gjorde. Han elskede at det hele ikke altid skulle være så skide alvorligt hele tiden, og at man kunne vende en diskussion til noget morsomt og elskværdigt fremfor skænderig. Alle ægtepar skændes, det slap man aldrig nogensinde udenom, men de havde stadig evnen til at de fleste ikke blev for voldsomme.
Alastair lagde sine hænder på Elinors hofte og kiggede kærligt ned på hende, inden han trak hende ind til sig og kyssede hende. Han lænede derefter sin pande mod hendes, stadig smilende. "Jeg elsker dig, min egen lille tosse"

[Deleted]

"Klogt ordvalg min egen.. ganske klogt" hun betragtede ham, mens tanker som; hvordan blev jeg dog så heldig at jeg fik ham? Dukkede op i hoved på hende. Hun havde dog også kæmpet for det, det havde stået klart for hende at Alastair ikke var typen der jagtede piger. Ikke med mindre de virkelig havde en hvis interesse for ham, og den interesse måtte man sige hun i den grad havde sat igang. Alt det havde taget havde bare været omkring, hvor mange, femogtyve besøg på hospital fløjen? Måske var det en lettere overdrivelse, og første gang hun var blevet indlagt var ganske vidst ikke med vilje! Som basker for Quidditch holdet, var ikke helt ufarligt. Bestemt ikke med et temperament som hun havde haft den gang. Så da hun var kommet ind med en brækket næse, og fugle der sang rundt omkring hendes hoved. Havde manden der stod foran hende, været det smukkeste hun nogen sinde havde lagt øjne på. Derefter havde hun kun haft et mål. Resten måtte man jo så gætte sig til!

Hun lod sig blive trukket ind i hans favn og kyssede ham blidt tilbage. "Og jeg elsker dig slørugle." hun gav ham endnu et kys, dog et ganske kort og lille et af slagsen. "Nu har jeg en bog, og rapporter der skal læses" sagde hun med et lille smil, og gjorde sig klar til at løsrive sig, den ellers skønne kontakt med sin mand, for at komme tilbage til virkeligheden.

[Deleted]

Det var ikke alle forhold der startede lige nemt! Og Elinor havde ikke haft det nemt, og det synes Alastair helt ærligt heller ikke han havde. Ikke at det var spor svært at falde for hende, det var faktisk ganske nemt og ligetil. Det var mere det faktum at han ikke måtte. Noget de havde været ganske klogeligt havde gået med stille døre med, i den tid det hele var nyt. Alastair havde ikke regnet med at fikse en brækket næse kunne føre til at han nu stod med selv samme person i deres køkken nu så mange år senere. En lykkelig slutning på en kompliceret start, ville han kalde det! De behøvede i hvert fald slet ikke at gemme sig mere!

Alastair var ikke helt sikker på at han havde lyst til at give slip igen, men virkeligheden skulle desværre også passes. Så han lod hende modvilligt slippe fri. "Oh som den virkelige verden da er så påtrængende" svarede han med et suk, men et smil på læben. Han fik fat i sin velfortjente kage! og gik med ind i stuen igen for at placere sig med sin kaffe, sin stykke kage og derefter vende tilbage til bogen igen engang. Vende tilbage til den hyggelige og komfortable aftentid, og med garenti ville han dagen efter glemt at skulle hente kasserne, hvis han kendte sig selv ret.

[Deleted]

Tidsspring 

Hverdagen var gået på hæl, og pludselig var det weekend igen. To uger var der gået, og kasserne var stadig ikke blevet hentet ned! Elinor som var færdig med forberedelserne til maden, stod og tørrede sine hænder i et håndklæde, mens hun kiggede ud af vinduet der befandt sig i køkkenet. Med et lille suk, satte hun håndklædet på pladsforhold himlede med øjnene. Hendes mand var stadig ikke kommet hjem, og de kasser skulle altså ned nu! Hvis hun da skulle nå at få sat julepynten op inde at december kom rullende. Med beslutsomme skridt bevægede hun sig hen til lemmen der førte op til loftet, og der hvor alt den dejlige julepynt ventede på hende. Efter nogle forsøg på at få fat i rebet der hæv lemmen ned, uden magi, måtte hun opgive og valgte at hive staven frem. Stigen landede foran hende føder få minutter efter, hun rystede lidt på hoved af sig selv. Det var sjovt hvor mange ting man stadig var stædig nok til, at gøre uden brug af magi. Mange muggler ville nok ikke forstå hvorfor. 

Med forsigtige skridt, bevægede hun sig op på det relativt store loftrum, der gemte på alle mulige skatte. Billeder af deres børn, gammel legetøj og andre minder igennem deres mange år sammen. Men hvor havde hendes kære mand så sat de kasser hen som hun skulle bruge? At bruge acio virkede ikke som nogen videre god ide, især af fare for at hun ville få nogle kasser lige i hoved. “Umuligt...” kom der prustende fra hende, mens hun prøvede at manøvre sig bedst muligt igennem labyrinten af kasser og andet bras.

[Deleted]

Som hverdagen var startet, var kasserne med julepynt for længst glemt. Det havde hovedsageligt været almindelige sager der var kommet ind på akutgangen i løbet af de to uger, og der havde ikke været megen overarbejde at spotte. Tiderne havde passet som de nu altid havde gjort, med enkelte nattevagter imellem. I dag var han forsinket. En time eller to ekstra havde været nødvendig at tage, men det var efterhånden noget familien var vant til.

Hvad Alastair tilgengæl ikke var vant til, var at imødekomme et hus hvor han ikke blev svaret på sin hilsen. Han hang kappen på plads, trodte ud i køkkenet og kunne hurtigt konstatere at Elinor havde været der, og eftersigende stadig skulle være hjemme. "Eli?" lyden af et let bump bragte orderne tilbage om præcis hvad han havde lovet. Så var de her igen.

Nærmest som et gyldent lyn var han henne ved trappestien op til loftet, udemærket vidende at han allerede havde lovet at hente kasserne, og manden som han var, havde han også tydeligt glemt det igen. Men Alastair kunne ikke undgå at have et morende smil på læben ved at høre hun forsøgte at manorere sig rundt derppe. "Jeg antager der er noget jeg har glemt" Måske lidt for munter en tone, men det kunne ikke undgåes, som han klatrede et par trin op og stak det hvide hovede op over lemmen for at se på virvaret af ting de havde erhvervet sig igennem de mange år.

[Deleted]

Hun nåede ikke langt før hendes hoved ramte ind i noget, som gjorde støv væltede ned over hende. Hvorfor skete det her aldrig for Alistair når han rendte rundt her oppe? Man skulle næsten forvente, at den gamle skiderik vidste præcist hvor tingene var henne, trods for at han næsten aldrig var her oppe. Mænd og deres finurligheder!

Mens hun var dybt optaget af at få det værste støv af sig. Og ikke nyse så hendes hjerne ville poppe ud af næsen, hørte hun slet ikke at nogen var kommet hjem. Ikke før at stemmen over fra lemmen fik hende til at miste balancen og igen fik væltet en god håndfuld støv ned over sig. “Umuligt!” Kom det anklagende fra hende, mens hub betragtede ham irritabelt. “Så kom dog og hjælp din kone i stedet for at stå der og smile som en gadedreng der lige så sine narrestreger gå godt!” Hun fagtede igen med armene for at få afstøvet sig selv.