In the comfort of home

[Deleted]

Hun var da egentlig vældig bedårerne at kigge på som støvet dalede ned over hende, som umådelig beskidt sne, og ikke mindst den anklagende stemme, der umuligt nok bare fik ham til at smile endnu mere. Det var stort set hvert år at hun begav sig herop for at finde kasserne og hver gang endte det gerne ud i en slåskamp med spindelsvæv, edderkopper og store støvskyer. "Lad dog din kære mand beholde en smule af sin spøgefulde ungdom!" svarede han tilbage, imens han tog de sidste trin op af trappestien, og følte sig som hjemvendt til sit støvede loft.

Alt stod jo præcis hvor det plejede, selvom der efterhånden var lidt flere kasser end hvad godt var. Det hjalp jo heller ikke, at Alastair nok ikke længere var så smal som han førhenværende havde været, men det var et langt mindre problem for ham at træde de rigtige steder og undgå ting der hang ned fra bjælken. Det i sig selv at undgå bjælken der i hans unge dage havde placeret tilstrækkeligt med blå mærker i panden, var så godt indøvet at det kom helt af sig selv. "Hvorfor roder du sådan rundt heroppe?" Han vidste jo godt hvorfor, men kunne ikke dy sig fra at spørge alligevel, som han rakte op efter kassen på hylden og fik den ned, uden at sprede et alt for stort støvspor. De kasser kom trods alt ned og blev luftet hver år, og nåede ikke at samle nær så meget som resten af loftes store kasser. Hvad.. havde de egentlig i de kasser?

[Deleted]

“Spøgefulde ungdom? Din spøgefulde ungdom, burde forlængst være gået på pension! Så ville der være mere tid til at gøre det som din kone beder dig om!” Brummede hun sur, mens underlæben gav hende et ganske ungt udtryk, da den skød frem som en forurettet teenage pige. Igen nås hun, mens hun prøvede at få resten af at støvet af hende. Til sidst opgav hun, og fandt atter sin stav frem igen og slog et lille slag. Støvet som der havde ligget på hende, og en god ti centimeters diameter rundt omkring hende forsvandt med et enkelt slag. Ganske fantastisk denne besvægelse, men hun havde nok behov for et bad alligevel når hun nu en gang kom ned af dette loft. 

Fortørnet kiggede hun på sin mand, der lignede en der præcis viste hvor alting var. Og rigtigt nok, der gik ikke lang tid før at Alistair havde fundet kassen og taget den ned. Små eder og forbandelser forlod hendes mund, mens hun kantede op i den lange nederdel og prøvede så nænsomt som muligt at bevæge sig tilbage til nedgangen fra loftet. “Pas på unge knægt, eller du får lov til at gå i seng uden aftensmad!” Råbte hun mens hun bevægede sig ganske flittigt ned af trappen til et hus der ikke var fyldt med edderkopper, spindelvæv og støv.

[Deleted]

Alastair ville nok aldrig ligge den spørgefulde knægt der havde en tendens til at prikke, selv når enhver klog person nok ville havde taget et skridt baglæns. Det var da også derfor han stadig smilede, selvom der kom en sur brummen fra den teenagesure Elinor, der måske ikke skulle snakke for højt om pensioner, når der tydeligt stadig var en ungdommeligt pust at findes i hendes humør denne dag. "Javel, min kone"

Han holdte kassen afventende på at hun fik kantet sig forbi andre kasser og diverse ting der lå på ruten. Alastair vidste at han burde få ryddet op heroppe, men det var som om der altid var noget andet og mere vigtigt der havde afholdt ham fra det. "Har jeg virkelig været så ulydig?!" den trussel var da heller ikke til at spøge med. Han kantede sig hen til trappestien, satte kassen på gulvet, bakkede ned og fik den fragtet en smule besværet med sig. Den var ikke ligefrem let mere. Desuden var det kun én. Han vidste at der var en mere. Han satte den på gulvet, inden han kravlede op igen, for at finde den næste. "Er der andet du skal have fat i heroppe, nu lugen til møllene er åbnet?" kaldte han, som han balancerede med den anden kasse i sin rute tilbage til nedgangen, denne gang en smule mere kluntet, da denne kasse var tungere. Måske det var tid at omfordele til mindre kasser.

[Deleted]

Et skævt smil var at finde på Elinors læber, da Alistair kom ned med den ene af to kasser til hende. “Så pyt, jeg lader dig slippe denne gang.” Tydeligt at den sidste trussel hun var kommet med, tydeligvis, havde været en tom en af slagsen. Selvom det typisk havde været hende som havde stået for disciplineringen i huset, de år deres børn havde været yngre og stadig boede hjemme.

Elinor var allerede godt igang med at inspirerer det som der var i kassen, inden hendes kære mands stemme var at høre foroven. Hun kiggede eftertænksomt ud i luften, mens hun mentalt gennemgik hvad der ellers var oppe på loftet. “Nej, jeg skal ikke bruge mere der oppe fra” råbte hun tilbage velvidende at hun sagtens kunne finde på at komme i tanke om noget, om ganske få dage. Men lige nu, kunne hun ikke komme i tanke om noget. Desuden var hun allerede alt for optaget over at hygge sig, med det julepynt der lå nede i kassen, allerede halvt igang med at hænge pynt op.

[Deleted]

Tomme trusler eller ej, Alastair skulle ikke udfordre skæbnen når det angik aftensmad! Ikke at han regnede med at hun mente det dybt alvorligt, men sandheden var jo, at hvad disiplin angik, vandt hun prisen. Han havde aldrig været god til det, selvom han da havde gjort et ærligt forsøg på at prøve. Dådyrøjne havde en effekt han ikke kunne se hen over. Og det havde samtlige af deres børn og deres børnebørn var endnu værre. De havde efterhånden allesammen fundet ud af, at skulle der manipuleres så var det ham man skulle afprøve kræfter med. Godt det ikke var ham som var professoren i familien.

Alastair brummede som svar, som han med en smule mere besvær fik kassen ned fra loftet og satte den tungt på gulvet, mens han sukkede træt. "Så..." han strakte sig, inden han, en smule for bekendt med stien, fik den hejset op på plads igen, selvom det ikke helt gik så hurtigt og glidende som da han var yngre. Alderen kunne man ikke løbe fra. Han vendte sig og kiggede på de ting der allerede var blevet hevet op af kassen, og kom i tanke om hvor de alle sammen stammede fra. "Hey, er det ikke den stjerne Maisie har lavet" Det var hendes første julestjerne, og det kunne virkelig også godt ses! Men den bragte et varmt smil frem og et blidt blik i hans øjne. Han blev hver gang grebet af fortiden når han så på de ting. Sentimental var man også blevet mere med alderen.