After me, hell should be easy

[Deleted]

@rolo

Man kunne komme afsted med mange ting, om det var at gå over for rødt inde i Londons gader. Eller om man slog nogen ihjel, kidnappede eller andet – man kunne komme afsted med det hele, kendte man de rette mennesker, var man den rette person. Dette havde altid været tilfældet for Julius, som igennem hele sit liv havde lært man aldrig tog et nej for et nej, og at han tilhørte den absolutte elite.

Årene var gået og Julius var i dag professor på det magiske universitet, hvor han underviste i hans families yndlings fag: mørk magi. Hans familie havde altid i flere generationer praktiseret mørk magi. Dog ikke på samme måder som dødsgardisterne, eller hvem vidste egentlig om de havde været en del af det?

Rieder Manor var uhyggeligt stort, og grunden var endnu større. Selve palæet var flere generationer gammelt, og var blevet bygget igennem flere generationer. Hver generation havde tilføjet lidt, til den gotiske stil, som kun blev komplimenteret af det regnfulde England. Samtidig lå der en skov kun få hundred meter, som Rieder familien ejede. En skov som havde et enormt dyreliv, noget som Julius i hele sit liv havde nydt at fange og dræbe.

Det gotiske palæ bestod af fire fløje. Den største af disse fire fløje var herskabsfløjen, hvor Julius i dag boede. Han var den sidste af hans slægt, hans forældre havde kun fået ham – han havde været forkælet, måske kunne det ord ikke engang beskrive hvor forkælet han havde været.

I hans yngre år havde hans far lært ham at opdrage hunde, en ting han gjorde stadigvæk i dag – han havde opdraget nogle fine vagt hunde. Fem styks, Cane Corsoer. De hed henholdsvis 1, 2, 3, 4 og 5. Alle blev behandlet som det de var dyr, men med en kontant opdragelse – var de loyale ind til benet, de vidste trods alt godt hvem som gav dem mad på bordet.

Mellem træerne i det vestlige England snurrede en stor gotisk bygning sig op. Regnen og lyden af torden gjort kun omgivelserne mere uhyggelig. Kun få værelser var oplyst og stedet virkede forladt – men det var alt andet end det. Inde i palæet gik en mand rundt med et lys svævende bag ham.

Julius blik gled ned af gangen, i takt med han kom hen til de gamle trapper som gav en knirkende lyd i takt med han gik ned af dem. Trappen førte ham ned i kælderen, en kælder brugt til hunde, som gøede højlydt da han kom ned. ”stilhed” lød den kølige aggressive tone, hvorefter alle hundene straks dæmpede sig. Med målrettet skridt gik han forbi den første hundebås, så den anden, tredje, fjerde, femte for til sidst at komme til en gammel hundebås, som i dag var lavet om til et rum, et rum som ikke kunne findes nu mindre man vidste præcis hvor det var. Selv nisserne i Gringotts ville være misundelig på dette sikkerhedsnet. Julius gik hen foran muren, hvor en tynd lys streg skar igennem stenene og på den møde skabte en dør, som langsomt kom frem.
En tydelig knirken kunne høres da han åbnede døren og trådte ind i et kammer, som virkede større end det så ud til for det blotte øje.
Rummet var ca. 15 kvm, og havde en seng for enden, en seng som så alt andet ud end rar. Et lille bord hvor der stod et lys fad uden lys i, rummet var komplet mørkt. Hverken vind eller lys kom herind, kun lyden af regn kunne høres.
Julius mærkede hvordan den klamme fugtige luft omklamrede ham og lugten af våd hund allerede havde spredt sig i lokalet, få sekunder efter døren var blevet åben.
”Vågn op, vågn op..” lød en flink stemme, imens han lod lyset glide hen på lys fadet.

[Deleted]

Det skulle have været en ganske god dag. En dag, hvor de sidste ting skulle gøres klar til at undervisningen på den magiske skole kunne begyndte om blot et enkelt døgn. En dag fyldt med både spænding og nervøsitet for, om hun ville kunne gøre et ordentligt stykke arbejde endnu en gang. Og pludselig havde hun ingen erindringer om den resterende tid af sin dag, da hun var blevet lagt i en påtvunget søvn. Noget der ikke gik op for hende før flere timer senere, da hendes hjerne og krop endelig vågnede op igen.

Det måtte have været den knirkende lyd, der først og fremmest vækkede Rolo, da den afbrød den næsten idylliske stilhed. Derefter gik der ikke længe, før hun begyndte at bevæge på sig. Kroppen prøvede så vidt muligt at lægge sig bedre til rette på den umådeligt ubehagelige madras, som den var blevet lagt på. Små utilfredse lyde kunne høres fra hendes strube, mens hendes ansigt fortrak sig derefter. Hun følte sig ufattelig sløv, men det lykkedes hende nu alligevel at få åbnet øjnene. Lidt efter lidt. Blink og blink. Indtil at de ikke længere var tunget af døsighed.
”Hva?” Forvirringen var tydelig i hendes stemme, som hun langsomt begyndte at samle sig og forstå situationen, hun var kommet i. Hvor var hun? Og hvorfor var der så mørkt? Det der overraskede hende mest var, hvor stille og roligt hun startede med at tage det hele ind, indtil hun fik dirigeret sit blik mod den eneste anden person i det lille fugtige rum.

Det døsige udtryk forsvandt hurtigt. Som ved et knips med fingrene. Og blev erstattet med forskrækkelse, da hun pludselig meget hurtigt fik sat sig op og mirakuløst skubbede sig så langt op ad væggen bag sig som det var hende muligt. Det første der gik op for hende, var at hun ikke kunne mærke sin tryllestav. Det andet var, hvor ømme hendes skuldre var og manglen på bevægelse, hun havde i sine arme med sine hænder bagbundet på ryggen. Blikket i hendes grønne øjne ændrede sig igen markant. Blev mere end bare simpel forskrækkelse. Igen med paniske bevægelser så hun sig omkring igen for at få et nye billede af sine omgivelser. Hun så mod bordet. Og så straks tilbage mod manden, mens hun ligeledes trak sine ben lidt mere ind til sig.
”Hvem er du?! Hvad foregår der?!”

[Deleted]

Den klamme fornemmelse af det fugtige rum, kunne mærkes hele vejen ned i kroppen på Julius, som aldrig havde brudt sig om disse kældre. Selvom hans far ofte havde fået ham til at sove hernede, de gange han havde været uartig – hvilket havde sket ofte.
Julius så til imens hun vågnede, og han fik et let smil frem, et lavt grin kunne ikke undgås. Den måde hun så ud, imens hun lignede en som desperat manglede sin stav.
”Din stav..” sagde han med en påtaget falskhed. ”Den har jeg oven på.. Sæt dig nu godt til rette, for du hører til her.” lød den hvislende kulde fra hans stemme. Døren bag ham forsvandt i det sekund han gik ind, og han så hen på skikkelsen af Rolo som var vågnet op.

I en hånlig stemmeføring gentog han hendes ord, ”hve.. hve.. hvem er du?? Hva.. foregår der her?” det var tydeligt hånligt og et smil kom hen over læben. Julius lod hånden glide op på brystet, og med en trist stemme sagde han
”Kan du virkelig ikke huske mig?” spurgte han med en trist stemme, imens han gik med rolige skridt hen imod Rolo. ”Jeg kan sandelig huske dig, nørden fra Hufflepuff..” lød det køligt, imens han gik tættere på hende. Hans øjne var kølige, nærmest maniske i takt med han kom tættere på hende. Hans blik hvilede tungt ned på hende, som om dette nu skulle åbne op for hendes hukommelse, så hun kunne huske hvem han var.

[Deleted]

Måden han stammende gentog hendes ord, fik hende til at trykke sig bare en smule mere sammen. Det løb hende koldt ned ad rygge, som havde nogen hældt et glas isnende vand ned i nakken på hende. Han gav hende allerede myrekryb, og hun havde kun været i hans selskab i få minutter. I hvert fald af hvad hun vidste. Noget sagde hende, at hun havde ligget i cellerummet i lang tid, for den fugtende kulde lå over hende som et tyndt tæppe og gav hende en klam fornemmelse.

”Kom ikke tættere!” udbrød hun højt og forsøgte desperat at presse sig yderligere op ad muren til trods for at hendes arme var mere eller mindre i vejen. Blikket var godt nok præget af en mild frygt, men det veg ikke fra ham. Som et varsomt dyr i vildmarken, der stod foran en trussel. ”Hvad er meningen med det her? Hvor er jeg?” Hendes stemme rystede langt fra lige så meget som han havde hånet med. Langt fra lige så meget som den ville have gjort, hvis hun havde været i samme situation blot 10 år siden. Tværtimod. Hun forlangte svar. Om han havde tænkt sig at give dem eller ej.
”Jeg ved ikke hvem du er, men du har ingen ret til at holde mig her.” Denne gang kunne hun ikke lade være med at vrisse af ham. Og selvom hun bevidst holde sig på så meget afstand fra ham som muligt, lænede hun sig alligevel en smule frem og forsøgte at vride sine hænder fri fra rebet, der allerede havde gjort hendes hud om håndleddene røde og irriteret, for at henvise til dem. ”Er du med Zain? Har han ikke fået nok?!” Det var det eneste der faldt hende ind. Det var det eneste der gav mening. Afskeden med den sindssyge varulv havde trods alt ikke ligefrem været lykkelig. Eller frivillig. Bare det at tænke tilbage fik det til at klemme i den ene arm.

[Deleted]

Det luskede og lettere maniske smil forsvandt ikke i takt med, at han kunne se hvordan hun blev lettere desperat efter at få nogle svar. Modsat hende var hans ansigt svagt oplyst, og kun engang imellem kunne man se hans ansigtsudtryk.
”Zain?” lød det overrasket, han klappede glad i hænderne, inde han satte sig ned på hug foran hende, så de kunne se hinanden i øje. Hans ansigt kom frem i lyset og han rystede på hovedet. ”Nej, jeg er ikke Zain.” sagde han køligt denne gang, hvorefter han greb ud efter hendes håndled for at trække hende tættere på sig. ”Jeg sætter dig fri, hvis du kan regne ud hvem jeg er..” lød det hviskende, inde han slap hendes håndled igen.
”Samt hvorfor du bliver udsat for dette.” lød det køligt, inde hans blik gled ned af hende. Hun var blevet en flot kvinde, en flot kvinde.. Så simple, delikate og fine træk. Julius tænder begyndte at skære let, inde han rystede på hovedet, for at få det meste af sin begærlighed væk. Så det i hvert fald ikke var så åbenlyst.

”Hvad skal vi sige..” sagde han og satte sig op ved siden af hende, og lod blikket hvile tungt på hende. ”Du får et gæt, gætter du forkert – så må jeg straffe dig.” lød det meget pædagogisk forklaret, inde han grinte glad. ”Det skal nok blive sjovt Rolo.. Jeg har glædet mig til dette i lang tid.” lød det pludselig meget alvorligt. ”Uops, der gav jeg dig vist en ledetråd.” igen var hans stemme opmuntrende og lidt for glad.

[Deleted]

Rolo brød sig ikke om måden han så på hende. Det var ikke med blide og venlige øjne. Det var med grådige blikke, som aldrig havde bragt noget godt med sig. Og idét at han hev hende tættere på sig, var det ikke længere nogle ord at finde i hendes strube andet end en klump, hun med besvær fik slugt. Så da han endelig slap hende igen efter hvad der havde føltes som alt for længe, tøvede hun skam ikke at vige væk fra ham igen, selvom det skulle vise sig at være til ingen verdens nytte, da han bare lod sig selv falde ned ved siden af hende.

Dog gav hun ham ikke den tilfredsstillelse længere end i et par sekunder, før hun noget panisk fik skubbet sig ud af sengen og klodset kom på benene, inden hun straks bakkede væk fra ham igen. Hvis han ikke gad holde sig væk, så måtte det være hendes job at holde ham væk fra sig. Og til hendes held, havde han kun bagbundet hendes hænder og ikke hendes fødder. Så i det mindste havde hun den fordel.
”Jeg har ikke tænkt mig, at deltage i den her le-..” Hun drejede skarpt omkring, efter at have sikret sig at han blev hvor han var. Men i stedet for at blive mødt af en dør – og dermed en vej ud – stod hun ansigt til ansigt med intet andet end endnu en mur. Fuldkommen mundlam stod hun og stirrede. Så fra side til side i håb om at det svage lys kunne bekræfte, at hun bare havde beregnet forkert. Men nej. Ingen dør. Men hvordan var han kommet ind? Hun var sikker på, at hun havde kunne skimme omridset af en åbning bag ham, da hun første gang havde set ham.

[Deleted]

Julius mærkede en fornemmelse af glæde og begejstring, hun var ikke bare en som lagde sig ned og tog imod. Tværtimod, så var hun en kvinde der havde gejst.. Gejst var godt.. Det var netop det som gjorde jagten så langt mere sjov. ”hov. Der var jo en dør.. Nu den væk..” lød det køligt, samtidig med et hånligt smil bredte sig på hans læber.

Han satte sig til rette i sengen og klappede let på den. ”Vi kan gøre det her i lang tid, men lige nu er jeg i mit gavmilde humør, jeg kan være langt mere ubehagelig. Så kom..” sagde han begejstret igen, imens han klappede på sengen.
”Jeg bider ikke.. så hårdt..” sagde han med et modbydeligt smil, imens han lagde hovedet på skrå. Hun så simpelthen så fin ud, dog måtte han holde igen. Han var jo en høflig mand, han var opdraget til at få hvad han ville. Det ville han også med Rolo, han måtte have hende.. Dette kunne kun gå for langsomt, hun stod der og så på ham.. Hans tanker havde kredset om hende, siden hun afviste ham.. Nu havde han endelig gjort noget ved det, nu havde han fanget hende. Nu skulle hun bare blive hans..

”Så nu prøver vi to at lege legen.” sagde han og viftede med den ene hånd. ”hvem er jeg?” spurgte han, inde han samlede hænderne ”hvorfor gør jeg dette?”. Hans tone havde ændret sig til en anelse mere kommanderende.

[Deleted]

Rolo havde nær endt med at lægge sin pande noget opgivende mod muren foran sig, men hun holdte sig i stedet ranket. For selvom der ingen dør var, så måtte der være en anden udvej. Der var altid en udvej, så længe man ikke lod sig blive distraheret af panik. Langsomt og forsigtigt vendte hun sig endelig om igen for at have fronten mod manden. Men hun bevægede sig ikke derfra. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at sætte sig ved ham igen. Hun stolede mere på en myg end hun nogensinde ville stole på ham. Han gjorde nu heller ikke meget for at gøre hende tryg ved ham. Han morede sig alt for meget over det hele. En morskab hun slet ikke kunne se. Derfor flyttede hun sig ikke. Blev blot stående.

Hendes vejrtrækninger var blevet mere markante i takt med at hendes hjerte galoperede af sted i hendes brystkasse, der tydeligt hævede og sank, som havde hun netop været ude og løbe. Hun tog ikke blikket fra ham, men udtrykket i hendes ansigt var blevet mere håbløst. Der var kun en ting hun kunne gøre lige der. Hun tvivlede på, at han faktisk ville holde sit ord, hvis hun endte med at svare rigtigt på hans spørgsmål, men alligevel kunne hun alligevel ikke undgå at tro, at der var en lille bitte mulighed for, at han ville holde ord.
”Jeg…” Jo mere hun studerede ham. Jo mere hun tænkte som det knagede. Jo mere syntes hendes tidligere attitude at falde sammen. Men det var, da hun endelig fik set ham direkte i øjnene, at noget slog hende. For ellers havde hun ubevidst holdt sig fra at have øjenkontakt med ham, men nu da hun gjorde, så hun noget. Noget bekendt. Og hun fortrak sit ansigt i undring. ”…Rieder?”

Han lignede ikke drengen, hun havde kendt. Han havde ændret sig så meget rent udseendemæssigt. Lige som hun havde gjort. Men det hånlige glimt i hans øjne og det modbydelige smil var præcist det samme. Det eneste der havde ændret sig der, var graden for hvor ubehageligt det var.

[Deleted]

Det virkede til det var gået op for hende, at der reelt ikke var nogen chance for at komme ud. Julius var ikke uintelligent, tværtimod. Han var en mand som tog sine forholdsregler, specielt når disse situationer skete. Han havde et smørret grin på sine læber, som dog stivnede langsomt i takt med hun iagttog ham.
Hun gættede det?? De havde ikke set hinanden i mange år, det var lige godt satans.. Han mærkede en irritation som blusede op i ham, men han forholdte sig nu for denne stund rolig.
”korrekt..” lød det køligt, imens han så afventende på hende. Hun kunne stå der og blomstre i lang tid. ”Kom her over Rolo..” denne gang var hans tone langt mere kommanderende, han prøvede at holde den høflige facade. Det var svært, der var så mange andre instinkter som var ved at tage over, men han måtte forholde sig i ro. Hun skulle trods alt ende med at blive hans.

”Jeg måtte finde en måde, at snakke med dig på to mands hånd, hvor du ikke opfører dig uopdragent, ligesom sidst..” sagde han køligt, og rykkede sig lidt til siden for, at gøre mere plads til hende. Julius greb ud efter et tyndt tæppe, som han foldede et par gange så Rolo kunne sidde mere behageligt, hun skulle da have det lidt godt på nuværende tidspunkt. Han var jo trods alt i sit venlige humør.

[Deleted]

”Nej!” brød hun straks ud, allerede inden han havde færdiggjort hans kommando. Hun var ikke hans hund, som han bare kunne beordre til at udgøre tricks. Hvis hun gjorde hvad han sagde, ville det være af egen fri vilje. Og den frie vilje var fokuseret på det stikmodsatte: At holde sig så langt væk fra ham som muligt. ”Hvis du vil tale, så tal. Jeg kan sagtens høre dig her over fra.”
Rolo forstod ikke, hvad han ellers havde sagt. Om at hun havde opført sig uopdragent. Hun huskede ikke at have talt med ham i meget lang tid. Og selv den gang havde de ikke haft mange samtaler, da det mest havde bestået at hans sårende ord rettet mod hende efter at have sørget for, at hun var snublet eller væltet foran andre, der ligeledes havde leet af hvor klodset hun var. Den gang havde hun knap nok haft selvsikkerheden til at sige noget tilbage til ham. Eller alle de andre for den sags skyld. Hun havde altid løbet sin vej med læberne presset hårdt mod hinanden og tårer i øjenkrogen.

”Jeg gættede rigtigt. Så nu er det din tur til at overholde din del af aftalen.” Igen prøvede hun at vride sig ud af rebene. Denne gang en smule mere åbentlyst og vildt, som blot hjælp den ru overflade med at borer sig endnu mere ind i hendes stakkels hud, der allerede havde mistet i hvert fald det første hudlag. Og hendes skuldre sad forkert og pirrede med en krampefornemmelse nær hendes skulderblade. ”Jeg svarer rigtigt. Du slipper mig fri.”
Som hun nu havde stået op et stykke tid, kunne hun mærke kulden fra gulvet stige op igennem hendes bare fødder. Det var altid noget at hendes sko var det eneste af hendes beklædning der manglede. Hendes jeans og bluse sad præcist som de havde gjort ved starten af dagen. En smule mere klamrende på grund af fugtigheden, men det var til at holde ud.

[Deleted]

Julius så på hende og smilte, det var godt klaret hun havde gættet hvem han var. Han kunne ikke andet end at få et grin på læberne. ”Rolig rolig Rolo.. Du får mulighed for at gå her ud fra.” sagde han med et afdæmpet stemme, imens han grinte lidt igen.

Hun virkede så stresset, hvilket nok gav god mening. Han havde jo trods alt også blot bragt hende hertil, hvilket var noget som måske ikke bifaldet i hendes smag. ”Kan du huske sidste gang vi mødtes?” spurgte han køligt, hun havde været så irriterende da hun var barn. Nu var hun pludselig blevet smuk, flot og enormt tiltrækkende. Det gav ikke meget mening, han havde svært ved at forstå det.
”Vi mødtes, jeg spurgte om vi skulle ses.. Hvad svarede du?” spurgte han med et smil. Han huskede det selv meget tydeligt, hun havde afvist ham. Han havde allerede der fået en tanke om hun skulle være hans, nu var de så tæt på. Det var et spørgsmål om tid, før hun blev hans.

[Deleted]

”Sidst vi mødtes?” blev hun nød til at gentage med en meget skeptisk stemme, da hun virkelig ikke kunne se, hvor han ville hen med det. Men det fik alligevel hendes hjerne til at gå i gang med at arbejde igen. Og rigtigt nok poppede hans ansigt frem endnu engang. Præcist som hun kunne skimme det nu. Oplyst i dagslys. Så hun beskyldte det ubetryggende svage lys i rummet for at hun ikke genkendte ham så hurtigt, som hun måske kunne have gjort. Hvis altså det ikke havde været fordi, hun bare have kastet deres såkaldte sidste møde til siden ret hurtigt efterfølgende, da det ikke havde haft meget betydning for hende. Det havde kun været kort. Meget kort. Hun huskede ikke engang, at de havde hilst på hinanden, inden han havde åbnet sin mund og spurgt hende ud.

”Ude foran det magiske universitet...? To-tre uger siden.” sagde hun sagte, som en indikation til, at hun huskede. Overraskelsen var malet tyndt over hendes ansigt, så man dog stadig kunne fornemme spydigheden over sin behandling inde bag. ”Jeg takkede nej tak.” Og gudskelov for at hun havde gjort det. Hvis hvad hun oplevede nu var det virkelige ansigt bag den mand, havde hun da virkelig undgået et skud. På sin vis. For helt dum var hun ikke, til at ikke kunne se, hvordan dét hørte sammen med, hvorfor han holdt hende fanget.
”Jeg havde travlt. Og jeg kendte dig ikke. Hvordan kunne du have troet, at jeg faktisk ville have sagt ja?” Igen kunne hun mærke sig selv hæve sin stemme lidt igen som frustrationen hobede sig frem på ny. ”Sig mig, vidste du allerede der, hvem jeg var?! Har du fulgt efter mig?” Hun fik det dårligt. Ikke nok med at hendes mund var tør uden at have fået væske i et stykke tid, og at hendes krop var angrebet af usund kulde.

[Deleted]

Han mærkede en kort glæde, da hun kunne huske hvem han var. Det blev dog enormt hurtigt erstattede, da hun så sagde hvorfor hun ikke ville se ham. ”Vi har gået på Hogwarts sammen, du var en nørd dengang. Du gemte dig og var nærmest venneløs.” lød det med en kølig stemme. Han mærkede vreden steg i ham. Han prøvede dog stærkt at forholde sig roligt.
”Nu prøver jeg igen, vil du gå ud med mig?” spurgte han og ignorerede fuldkommen hendes spørgsmål, om han havde fulgt efter hende. Naturligvis havde han det? Da han havde set hende i første omgang, troede han hun var en anden. Nu var hun jo smuk og iltrækkende.

”Du har forandret dig, kun til det bedre. Jeg har alt hvad du begærer, penge, magt, status. Ligesom dengang, jeg kan gøre dig til den dit hjerte begærer.” sagde han og så ned og op af hende. Hun var virkelig blevet flot. ”Alt det du ikke var, kan du blive nu.” sagde han køligt.
"Forsigtig hvad dit svar er.." lød det med en kølig stemme.

[Deleted]

”Hvad er det for et spørgsmål?” Rolo var alt andet end forsigtig med sit svar. Hun havde nok ikke engang hørt ham ytre en advarsel, eftersom hun var alt for fokuseret og lettere ophidset af alt det andet han havde sat til hende. Han nedgjorde hende stadig, selv efter så mange år. Forskellen var bare, at hun ikke længere smed halen mellem benene og lod det regne ned over sig i god tro om, at hun ikke var noget værd. ”I hvilken verden lever du i, at du tror, at jeg faktisk ville sige ja? Du holder mig fanget i en eller anden celle. Du har mig bagbundet! Og du truer mig med at straffe mig, hvis jeg ikke kan gætte mig frem til hvem du er.”

Hun prøvede virkelig at beherske sig, eftersom hun var godt klar over, at det ikke ville hjælpe hende at hæve sin stemme og råbe ad ham. Hun var ligeledes klar over, at hun havde lavet en fejl ved at ikke holde sig selv tilbage. Og godt nok var hun vred og rasede i mest af alt frygt, men hun nærmede sig ham stadig ikke. Hun turde simpelthen ikke. At spytte ord efter ord efter ham på afstand var langt mere komfortabelt.
”Ikke nok med hvordan du behandler mig nu, så var du med til at gøre mit liv på Hogwarts til et helvede! Bare fordi jeg den gang ikke turde stå op imod jer. Bare fordi jeg var et nemt offer.” Flere gange havde hun glemt, at hun ikke havde fri adgang til at bruge sine hænder, så de gange kom der små ryk fra hendes skuldre i desperat forsøg på at udtrykke sig endnu mere klart med armbevægelser.
”Du har ingen idé om, hvad jeg begærer. Ikke hvis du tror at det er noget så ligegyldigt som penge og status. Eller magt.”

[Deleted]

Han grinte let af hende, han lyttede til hendes argument og nikkede anerkende. Hun havde da en pointe, han havde ikke været sød på hende tilbage i de tidligere dage på Hogwarts, men skulle man virkelig dømmes på hvordan man var før. ”Så jeg tager det som et nej.” lød det med et smil.

Han rejste sig op, og gik med rolige skridt forbi hende. Hen til muren, hvor han så døren langsomt dukke op. Julius vendte sig om med et spil, han åbnede døren og grinte let. ”Jamen, så må du hellere skynde dig afsted.” sagde han og trådte et skridt ud i hundekennelen, hvor han så hen på burene som havde hans hunde.

”Jeg sagde du var fri fra lokalet. Dog lovede jeg ikke du kunne gå fra grunden, men hvis du nu løber rigtig hurtigt, kan du måske undgå at blive fanget af mine hunde.” sagde han, hvorefter man kunne høre lyden af låse som gik op, hvorefter en tydelig lyd kom.. Dørene til hundene var blevet åbnet.
”Du må hellere løbe..” lød det med et sadistisk smil, imens man kunne høre hundene knurre. han var ret sikker på at hans forsvarsværk skulle nok holde hende væk fra magien.