Chillin' like a Villain

[Deleted]

Tilegnet :: Alyxia McBeth

Sted :: Azkaban

Tid :: Lidt over middag

Lincoln lænede hovedet tilbage mod den kolde stenmur bag ham. Han var iført et løstsiddende sæt fangetøj der havde passet ham fint i staten, men gennem ugerne...månederne...årene... der var gået (han var ikke helt sikker på hvor længe han havde siddet her, i dette mørke gled nat og dag sammen), i hvert fald gjorde hans medtaget krop det efterhånden svært at holde bukserne oppe og blusen fyldt ud.
Hans skæg  og hår voksede også frit og han lignede nok mest af alt en vildmand i forhold til det charmerende udseende han havde besiddet før i tiden. Nogen ville måske endda forveksle ham med en gammel mand og han kunne ikke engang bebrejde dem at begå den fejl. Noget af det eneste der stadigvæk var det samme var de blå vagtsomme øjne, de var blevet mere døde og glas-agtige, men det var nok det ved ham der mest af alt mindede om den person han engang havde været.
En krilden i halsen fik ham til at hoste et par gange og han åbende øjnene kun for at kigge ud gennem det lange fedtede pandehår som en vagt passerede hans celledør.
Havde han haft energien til det ville han havde smidt en dum kommentar efter ham, men ærlig talt orkede han ikke i dag, desuden var vagterne i elendigt humør efter fangeflugten der havde fundet sted for kun et par uger siden. Sage Cornelly på fri fod. Held og lykke til verden, lige pludselig føltes Azkaban som det mest sikre sted at være - og havde man fået badetilladelse ville det jo nærmest kunne betragtes som et ferieophold.
Tanken fik antydningen af et svagt smil til at trække kort i den ene mundvig frem til han igen lænede hovedet tilbage mod muren og atter lukkede omverdenen ude ved at lukke øjnene. 

[Alyxia McBeth]

En uhyggelig tavs vagt, gik foran Aly langs de dystre gange. De var på vej ned af en trappe i øjeblikket, og på en eller anden måde føltes den uendelig. Det var første gang siden hun selv havde siddet bag tremmerne, at hun opholdt sig her, og hun havde allerede fortrudt mindst ti gange at hun overhovedet var kommet. De konstante dryp fra fjerne hjørner, der nærmest gav genlyd i de tomme gange, og duften af tang og.. noget andet udefinérbart, var nok til at minde hende om alt det hun ville ønske at hun kunne glemme.
Vagtens stav lyste op i spidsen så de kunne se vejen frem, der var ikke så meget som én fakkel på væggene.e Sikkerheden var selvfølgelig blevet skærpet meget efter den seneste fangeflugt, men det virkede stadig ligeså forladt.
Aly sank en klump og var omhyggelig med ikke at røre noget, ikke engang gelænderet langs trappen. For at afholde hendes tænder fra at klapre, måtte hun bide dem meget hårdt sammen. Faktisk rystede hun nok bare i det hele taget lige nu.
De kom ned for enden af korridoren hvor vagten låste op med sin stav og en tung dør gik op med en ubehagelig knirken. Aly kendte godt denne her fløj, den var forbeholdt de sikreste fanger. Hun så ned af gangen, langs rækken af celler og kunne tælle dem frem til den hun selv havde siddet i. For at kunne gå videre, måtte hun minde sig selv om at det ikke var vigtigt nu. Fangevogteren førte hende et par gange længere ned, til en fjern hjørnecelle hvor Lincoln sad. Her trådte han tilbage og gjorde tegn på at de havde nået destinationen.
Hun så ind bag tremmerne, men kunne ikke se meget andet end en skygge, indtil hun gik helt tæt på og tog fat i tremmerne, hvilket hindrede hendes skælven en lille smule. "Lincoln?" spurgte hun forsigtigt, for hun var faktisk ikke helt sikker på at det var ham der gemte sig bag den manke. Hun havde ikke besøgt ham før, men de havde haft brevveksling igennem årene, primært fordi hun ikke ville se sin frygt i øjnene og komme her, men hun skyldte ham det, desuden havde Anna nærmest tigget hende om det. "Det er mig.. Aly," pointerede hun. Hvem vidste - måske han slet ikke huskede hende mere, Azkaban gjorde nogle gange den slags ved folk.

[Deleted]

Lincoln var måske faldet i søvn, eller måske han kun lige havde været blundet hen, han var ikke sikker, faktisk var han ikke sikker på noget som helst der omhandlede tidshorisonter på dette sted. Igen lød der fodtrin ned af gangen, det lød som om at der var 2 sæt, men Lincoln orkede ikke engang at åbne øjnene for at kigge.
Det var ikke så tit at der var to fangevogtere på én gang medmindre der var problemer, men igen var han egentlig ligeglad. Han sukkede dybt og lukkede atter verden ude. Han var træt opgivende nogen dage var bedre end andre og denne dag var ikke en af de gode.
Han hørte en stemme sige hans navn og han blev kortvarrigt i tvivl om han havde hørt rigtigt eller om det bare var hans hoved der skabte nye illusioner - for det ville ikke være første gang.
På baggrund af dette valgte han først at ignorerer stemmen frem til den præsenterede sig. Aly? Jonathans datter? Det kunne umuligt være hans sind, han havde ikke set Aly i ufattelig lang tid og hun havde ikke været så meget i hans tanker på det sidste eftersom hans tanker havde været temmelig primitive. Vågn, spis, overlev, sov, gentag.
Først da åbnede han øjnene og drejede hovedet mod celledøren. Som han så hende stå på den anden side blev brynene formet i en undrende rynken. Hvad i alverden lavede hun dog her? Langsomt rejste han sig op og vaklede mod celledøren med uhyggelige mekaniske skridt.
"Aly?" Han fandt sit bedste ubekymrede smil frem skønt det blot var en illusion, han var så småt ved at gå til, Azkaban var begyndt at sætte sine tydelige spor på ham som en kop hvis maling var ved at krakelerer. "Hvad bringer dig her til min ydmyge bopæl?" Hvor han dog savnede sit rigtige hjem, det var nok efterhånden lige så forfaldent som han selv var.

[Alyxia McBeth]

Aly greb instinktivt fat om cellebarene, hvilket fik fangevogteren til at rømme sig lidt i baggrunden. "Miss. Ikke så tæt på fangen," kommanderede han tørt.
Hun slap lidt modvilligt det kølige metal, men fulgte hans bevægelser meget nøje. "Det er mig," bekræftede hun lidt lettet over at han genkendte hendes stemme. Det var mange år siden de havde talt sammen ud over deres brevudveksling og hun vidste jo om nogen hvad der her sted gjorde ved folk. Tanken fik hende til at gyse, men ikke ligeså meget som da hun så ham komme nærmere. I det svage lys kunne hun se at han havde groet sig et meget langt og ucharmerende skæg, han var ikke længere veltrænet, men spinkel, ja faktisk direkte tynd, og han lugtede heller ikke særlig charmerende i øvrigt. Hun rynkede lidt på næsen, og forsøgte at skjule sit ubehag, men så igen - skuespiller havde aldrig været hendes medfødte position.
"Du svarede aldrig på min sidste ugle. Jeg blev bekymret," indrømmede hun. De færreste fik lov til at komme på visit på denne her måde, men det skulle have visse fordele at have en far som sad på en høj post i ministeriet. "Jeg har gode nyheder," skyndte hun sig at tilføje. Det var imponerende at han overhovedet var i live i nu. Aly havde trods alt kun siddet inde i næsten et år, og det havde nær taget livet af hende, men Lincoln havde altid været imponerende stærk, både fysisk og psykisk. Det krævede sådan en mand at holde både Kimmie og Sakitta ud. "Min far han har hyret en advokat i samarbejde med Anna. De arbejder på at få dig løsladt," fortalte hun. Det ville nok have virket bedre med lidt liegyldig smalltalk, men hun var lidt for oprevet over at se ham på denne her måde, til at kunne snakke om alt og intet, det var meget tydeligt at hun ikke ligefrem følte sig komfortabel i situationen, men det gjorde man sjældent her. Hun slog blikket lidt ned og kunne ikke lade være med at skamme sig lidt over sit ringe forsøg.

[Deleted]

Antydningen af et svagt smil fortrak sig på hans lettere forpinte ansigt idet som fangevogteren kommenterede at hun skulle holde afstand. Ikke at han på nogen måde fandt det sjovt at han ikke måtte have nogen form for fysisk kontakt, men fordi han ikke kunne andet end at ryste på hovedet over at folk gik ud fra at han hørte til her. At han fortjente at være her. "Det er ikke hendes skyld, jeg har som regel den effekt på kvinder." Svarede han tørt. Han forsøgte ikke at være sjov, det var udelukkende i ren og skær provokation over den kyniske behandling han fik taget i betragtning af at han havde været med til at redde Ministeriets røv under flere lejligheder, men nu fordi Sakita havde haft et eller andet bitch-flip sad han her, uskyldig dømt for hendes forbrydelse.
Nej han ville nok ikke have vundet prisen som årets kæreste overfor hende, men at få ham smidt i Azkaban bar måske alligevel at tage tingene til ekstremerne efter hans mening.
Han kunne se på hende hvordan hendes kønne ansigt fortrak sig i kortvarrig væmmelse, men at hun forsøgte at holde det skjult. Dette smed kun brænde til bålet og han lod blikket glide lidt ned af sig selv. Han havde været vandt til at være byens hot-shot så selvfølgelig gik det ham på at vide at han nok mest af alt lignede noget en kat havde kastet op, ædt igen og derefter kastet op en ekstra gang. "Du behøver ikke at udvise høflighedsfraser her Aly." Sagde han i den samme monotome stemmeførting som før. "Det var måske ikke hvad du forventede?" Hun om alle burde vide at stedet her ikke ligefrem var kendt for sine servicemindede ansatte og 5 stjernede toiletfaciliteter, men på den anden side var det nok en klog forsvarsstrategi at glemme alt om Azkaban hvis man nogensinde var så heldig at slippe ud herfra.
Han kom helt frem til tremmerne og lukkede selv hænderne omkring de kolde jernstænger så han nu for alvor lignede den type fange man så i filmene, komplet med stribet dragt og det hele.
Endnu en antydning af et smil der ikke blev helt gennemført løb over hans ansigt, "jeg beklager, jeg har simpelthen haft så travlt den sidste tid." Kommenterede han, tydeligvis var det løgn eftersom man ikke lavede noget som helst i Azkaban, han ville bare helst ikke fortælle hende sandheden om at han havde slået en fængselsvagt og havde fået frataget sig retten til at skrive breve det næste lange stykke tid. Der var ingen grund til at hun skulle bekymre sig om det, desuden havde vagten fortjent det.
Denne information fik rent faktisk en latter til at undslippe ham, den lød uhyggelig malplaceret som den rungede ned gennem de tomme gange, dog var der ingen glæde at spore deri. "Jeg er ked af at sige det, men det lyder lidt som et drømmescenarie. Jeg kommer ikke ud herfra Al." Svarede han som latteren døde hen og hans alvorlige blå øjne mødte hendes. Skønt han forsøgte at være hård og virke stærk overfor hende stod det skrevet i blikket. Han havde givet op. "Du slap ud herfra, nyd det, spild ikke tiden på håbløse opgaver, det er livet sgu for kort til." Sukkede han ærligt.

[Alyxia McBeth]

Aly holdt overgivende hænderne op foran sig så de kunne se at hun ikke var i direkte kontakt med cellen, også selvom hun synes at det var sindssygt irriterende. Hans kølige kommentar, fik hende til at trække lidt på smilebåndet, i hvert fald frem til det gik op for hende at han ikke mente det i sjov, da falmede det lynhurtigt. "Ehh.. det har jeg ikke nogen god respons til," indrømmede hun med et lidt usikkert blik. Dermed ikke sagt at det var løgn, Lincoln havde charmeret bukser af pigerne i ligeså lang tid som hun havde kendt ham, på det punkt mindede han uhyggeligt meget om Trescott. Hun forsøgte at blokerer for mindet om ham i samme øjeblik hans navn var dukket op i hendes tanker, men det var for sent, hun kunne allerede se hans drengede smil på sin indre nethinde, og det var nok til at vække følelsen af afsavn, men hun var nødt til at fokuserer på hvorfor hun var her.
Langsomt lod hun hænderne falde ned så armene hang slapt ned langs hendes side, men frustrationen gjorde hende rastløs og fik hende til at gnide fingerspidserne mod hinanden bare for at holde dem beskæftiget. "Undskyld Lincoln jeg.." startede hun og slog blikket flovt ned. Desværre vidste hun ikke helt hvad hun havde tænkt sig at sige, så hun færdiggjorde aldrig den sætning. Mens hun stod der spekulativ, fornemmede hun hvordan hans skygge blokerede for det sørgelige lys der var hernede, og trak hende med ind i hans mørke.
Lidt tøvende hævede hun hovedet og så på ham. På afstand havde han forskrækket hende, men det var først nu at frygten afspejlede sig i hendes ellers uskyldige, blå øjne. Selvom hun godt vidste at han var uskyldig, så lignede han en forbryder når han stod der, med sit fuldvoksne skæg og en stank der var værre end tre uger gamle tudsetunger. "N-nej ikke ligefrem," indrømmede hun. Hendes instinkt fortalte hende at hun burde trække sig væk, men af stædighed blev hun stående. Hun burde nok havde været bedre forberedt. "Jeg hader hvad det her sted gør ved folk," mumlede hun for sig selv men uden at se væk fra ham. Hans latter var slet ikke morsom. Den lød mørk i disse gange og gav en rungende genlyd som fik gåsehud til at brede sig fra henes fingre og hele vejen om i nakken. "Måske ikke. Men du skal vide at de forsøger," modet begyndte af lidt ukendte årsager at komme lidt tilbage til hende. Det var jo bare Lincoln, det var i hvert fald det hun forsøgte at minde sig selv, for han lignede ham ikke. Uden omtanke på vagterne, brød hun reglerne og greb fat i tremmerne igen, med hænderne omkring hans. Kulden fra dem sendte et nyt gys igennem hende. "Hvis det var håbløst, ville ingen spilde tiden på det, Lincoln. Vi vil ikke tillade at du rådner op herinde, og du kan lige vove på selv at tillade det!" usikkerheden var forsvundet fra hendes før dirrende stemme, hun talte nu med modenhed og bestemthed, men kun for et øjeblik. I samme øjeblik hun kastede et nyt blik på ham, blev hun alligevel lidt bekymret og skyndte sig at slippe hans hænder inden fangevogterne ellers kunne nå at reagere.

[Deleted]

Et kort øjeblik sagde han ingenting. Han burde måske heller ikke virke så kølig overfor hende nu hvor hun faktisk var kommet hele vejen hertil, for som den følsomme pige... eller rettere kvinde som Aly var, kunne det umuligt have været let for hende.
Desværre lå landet bare således at han virkelig ikke brød sig om at hun skulle se ham på denne måde og han ønskede mest af alt bare at få lov til at gemme sig langt væk i cellens mørke og accepterer sin skæbne. At se hende gav ham en form for komfort og håb og det var farligt at have håb på et sted som Azkaban, det gjorde bare at man faldt langt dybere når så det gik op for en af håbet havde været til ingen verdens nytte.
Roligt slog han hånden let op for at understrege at hun ikke behøvede at forsætte. Han vidste udmærket hvordan det var at stå på den anden side og kigge ind på fangerne. Han havde jo selv gjort det, det kunne ikke undgås i hans erhverv. Dengang havde han da indrømmet også set ned på dem og han havde bestemt ikke lyttet hvis nogen havde forsøgt at forklare deres uskyld. Det kunne man vel sige sveg til egen røv nu.
Han flyttede blikket rundt i cellen og derefter tilbage til hende, "jah, det er ikke ligefrem kendt for at få de gode sider frem i folk." Erkendte han i den samme trætte stemme han hele tiden havde gjort brug af. Han kunne mærke hvor meget energi han egentlig brugte på bare det at svare hende, det burde ikke udkøre ham på den måde, men Azkaban tog virkelig alt overskud fra en så selv en opgave så simpelt som at åbne munden virkede næsten uoverskuelig.
Der var det igen, gnisten af håb som hun formåede at frembringe. Hendes slanke hænder virkede næsten brændende ovenpå hans. Han lod deres blikke mødes og han kunne tydeligt se at hun ikke havde tænkt sig at lade det gå så let. Det var på en måde også det han havde frygtet og håbet på samme tid.
"Du ville af ren og skær stædighed." Pointerede han. Hun havde aldrig været typen der lagde sig på ryggen og overgav sig til verden, heller ikke hvis verden selv havde trukket tæppet væk under hende og sparket hende imens hun lå ned. En ting der altid havde været beundringsværdigt ved hende.

[Alyxia McBeth]

Hans kølighed fik hende til at rynke lidt undrende på panden. Azkaban havde for vane at bringe det værste frem i folk, det var bare.. hun var ikke vant til at han snakkede sådan til hende, og selvom hun forsøgte ikke at lade sig fornærme af det, var det svært for hende at lade værre. Trods hun havde trukket hænderne til sig igen, så kunne hun stadig fornemme kulden fra hans fingre, det var intet holdt op imod hans tilstand, men det var en lidt kold påmindelse om at han sad hernede og bare rådede op. "Nej desværre," mumlede hun og slog lidt skamfuldt blikket ned. Det gjaldt jo desværre også hende. For et øjeblik huskede hun på alt den frustration og sorg Azkaban havde kostet hende selv mange år efter hun var undsluppet, minderne var påtrængende, men fremfor at blive overvældet af sorg og føle sig som et offer, så gjorde det hende bare vred - hvilket nok nærmere var typisk for hende. Hun slog blikket op med fornyet mod, og et glimt af raseri i hendes ellers varme blik. "Ved du hvad? Du har ret! jeg vil ikke give op, for både du og jeg ved at du ikke høre til herinde, og jeg vil ikke finde mig i at du sidder her og drukner i din egen selvmedlidenhed, sådan er du ikke Lincoln," dikterede hun og foldede armene over brystet ubevidst, hvilket nok mest var en opførsel der mindede om et barns. "Og nu hvor vi har fastslået at jeg alligevel ikke giver op, kan du ligeså godt bare please mig, jeg kom ikke for at skændes med dig," påpegede hun. Hendes hjerte galloperede uden hun helt kunne forklare hvorfor. Hun var ikke bange for ham, men der var alligevel noget ved situationen som gjorde hende ubehageligt til mode, og underligt utryg. "Ehm faktisk.." startede hun og kløede sig lidt akavet i håret. ".. kom jeg bare for at fortælle dig at du skulle forberede dig på en ny rettsag.. og for at se dig. Jeg føler det er evigheder siden," indrømmede hun med en snert af dårlig samvittighed i stemmen. Sandheden var at Aly altid havde haft et enormt behov for at redde alle, og nu hvor hun hverken havde et arbejde eller Scott at forholde sig til, så holdt hun sig konstat beskæftiget og det her var lige hendes ting.

[Deleted]

Lincoln kunne føle dag for dag hvordan mere og mere af ham selv ligesom bare forsvandt ud i intetheden. Til sidst frygtede han at der kun ville sidde en tom skal tilbage. Det var jo som regel den effekt fængslet havde på dets indsatte. I starten havde han følt sig højt hævet. Bildt sig selv ind at han kunne klare hvad som helst og at intet skulle få ham ned med nakken, men som dage blev til uger, og uger til måneder havde han desværre måtte indse at selv han ikke var immun overfor desperationen og ensomheden.
Langsomt, men sikkert var han ganske simpelt begyndt at visne og han kunne især mærke det når Alyxia stod der på den anden side af tremmerne med så meget energi og kampgejst at han næsten følte sig overstimuleret bare af at kigge på hende.
Han rømmede sig en smule og kunne mærke antydningen af et smil krænge den ene mundvig en anelse opad. "Du er godt klar over at det ikke var det jeg mente ikke sandt?" Selvfølgelig var hun det. Han havde sagt det for at få hende til at se at det var håbløst at forsøge, men i stedet vendte hun det til sin egen fordel og gav sig selv fornyet kampgejst. En egenskab han godt lidt kunne misunde hende på nuværende tidspunkt.
I brøkdelen af et sekund var det som om at en del af ham vendte tilbage, af en eller anden årsag gjorde hendes stædighed af han nærmest fik dårlig samvittighed over at være så sortseende. Alyxia havde bare noget over sig, som et lys i mørket for de fortabte sjæle. At kalde hende en engel var måske lige i overkanten for en som ham der bestemt ikke var troende, men alligevel var det det første og mest passende ord han kunne finde til at beskrive hende med.
"Hvornår?" Denne gang lagde han en del mere effort i at virke interesseret om ikke andet så for hendes skyld, om ikke andet kunne han vel godt holde sig selv kørende hvis ikke det havde for fjerne udsigter, "hey, det skal du ikke skamme dig over, hvem sætter frivilligt en fod i Azkaban når først de er sluppet ud herfra," kommenterede han uden den mindste antydning af bebrejdelse i stemmen.

[Alyxia McBeth]

Selvom Aly stod der og gjorde sit ypperste for at virke overbevisende, så var det nærmest en umulig opgave at bevare nogen form for kampgejst hernede. Mørket, fugten og kulden mindede hende konstant om de dage som var blevet uger, som var blevet til måneder, hvor hun havde siddet sammenkrøbet i et hjørne og lyttet til bølgeslagene på den anden side af væggene, og langsomt mistet alt håb. Hendes iltre blik blev fuld af medlidenhed igen, selvom hun vidste han ikke ville have den fra hende. "Jo," indrømmede hun. Antydningen af hans smil - det drengede smil som engang havde charmeret trusserne af stort set alle kvinder omkring ham, fik hende til at slappe mere af. Hendes skuldre faldt langsomt ned på plads, indtil da var det ikke gået op for hende at hun havde stået fuldstændig anspændt.
"Snart. Min far har fået den overbevist om at genåbne sagen. Jeg kender den auror der overtager den, og hun er dygtig," lovede hun. "De er ved at fastsætte en dato. Mine breve bliver åbenbart på mystisk vis væk hernede.." hun sendte vagten et mistroisk blik, der gik ham til at slå blikket i jorden. ".. så jeg kommer og ser til dig, så snart jeg ved mere," hun tog fat i tremmerne igen og stilte sig tæt op af det hårde jern. Denne gang rynkede vagten ikke på panden, og gjorde heller ikke noget, han virkede nærmest flov. "Jeg håbede aldrig at jeg skulle herned igen. Men vi kan ikke hænge os i fortiden vel?" hun forsøgte at smile, men det var ikke helt så overbevisende. Sandheden var, at Azkaban havde ødelagt alt for hende. Hun havde mistet Mattheus, muligheden for at finde et arbejde og nu havde hun heller ikke Scott. Hendes far havde næsten overvundet hans udfordringer, og behøvede ikke hende til at passe ham mere - med andre ord var hendes liv ret indholdsløst, hun følte ikke at hun kunne gøre noget for nogen mere, Lincoln var hendes mulighed for endelig at føle sig værdig igen, for at gøre noget ud over at se dagene passerer, og hun ville ikke lade sin egen frygt eller stolthed ødelægge den mulighed det var for dem begge to. "Og når du kommer ud Lincoln, så køber du den største Guiness vi kan finde i den her forbistrede by, og så tvinger jeg dig til at sidde og høre på alle mine problemer igen," hun sendte ham et lidt kækt smil.

[Deleted]

Lincoln lyttede med påtaget interesse. Det var ikke fordi han ville være pessimistisk, men hvordan skulle han være positiv på et sted som dette her især når han havde set de tidligere chancer smuldre væk så let som ingenting. Han skød et bryn i vejret, "hvem er hun?" Spurgte han ind, igen for at fremprovokerer en vis form for vakt interesse.
Selv Lincoln fangede hurtigt hendes mistillid til vagterne og ja der var ingen tvivl om at nogle af dem fandt det grotesk underholdene at fjerne alt håb fra de indsatte. Ingen tvivl om at nogle fortjente at sidde bag lås og slå herinde, men for andre der var uskyldig dømt - som ham selv - eller for dem som havde enten en mildere forbrydelse på samvittigheden eller blot en uretfærdig straf i det hele taget, ja for dem var det altødelæggende.
"Så det du siger er at jeg kan forvente flere besøg, jeg ville gerne danse af begejstring, men jeg er bange for at bukserne glider ned." Han blinkede kort til hende og sendte så vagten et nyt provokerende blik. "Og jeg er sgu lidt bange for at han ville kunne lide det."
Det næsten muntre udtryk dalede igen og han så på hende med en underlig ro i blikket. "Måske ikke, men jeg har en ide om at et sted som dette her altid vil sætte et mørke i ens sjæl." Indrømmede han lidt dystert. Han var i hvert fald sikker på at han altid ville have en del af fængslet med sig, selv hvis han skulle være så heldig at slippe ud herfra.
Smilet blev halvhjertet gengældt, der herskede ingen tvivl om at han ikke troede lige så meget på det som hun gjorde og han var snart løbet tør for energi til at opretholde facaden. "Hvis jeg kommer ud herfra giver jeg dig et års fri forbrug af Guiness, hvor som helst når som helst." Forsikrede han og lod en hånd lukke sig om hendes spinkle som ellers var lukket om tremmerne. Han slap den dog hurtigt igen ved det skeptiske blik fra vagten.

[Alyxia McBeth]

Aly knugede om de kolde tremmer hvis rug materiale borede sig ind i hendes ellers bløde håndflader. Det var frustrerende at se ham på den måde, men helt ærligt forstod hun godt hans manglende håb. "Hun hedder Chrystal. Hun kender ikke din sag, men jeg tror det er godt.. altså at få nogle nye øjne på," skyndte hun sig at tilføje, for hun vidste godt hvordan det lød.
Hendes skarpe blik opfangede hurtigt hvordan vagten så væk med en skjult aura af skam, hvilket kun gjorde hende betydeligt tilfreds. Hun nikkede istemmende. Det var ikke for ingenting, at hun før i tiden var blevet tiltalt som 'dragen', det handlede nok i bund og grund om hendes evige morale.
Som minutterne gik, opdagede hun flere og flere små tegn på at Lincoln ikke havde ændret sig fuldstændig - heldigvis. Hun beundrede hans kækhed og evige gode humør. Hun kom til at grine lidt klukkende ved tanken om at hans bukser ville falde ned, og at vagten tilsyneladende blev forelegen over den samme kommentar, fik det kun til at synes sjovere for hende. Måden vagten trådte lidt truende frem på, fik hende til at slå begge hænder op for munden for at skjule sit grin i et forsøg på at redde den lidt, men hun havde på fornemmeren at den skade allerede var sket. "Der er der vidst flere her der ville kunne," indskød hun uden helt at indse hvor forkert det lød fra hendes læber. Typisk hende. Hendes smil falmede langsomt, og det samme gjorde hendes ellers håbefulde blik. "Det gør det," hun ville ikke lyve for ham. Selv hun forsøgte stadig at besejre sine indre dæmoner, hvilket var svært når intet var som det plejede at være. "Jeg tager dig op på ordet, og jeg må hellere advare dig om at jeg kan drikke meget mere end jeg ser ud til, når det kommer til Guiness," hun tvang et smil frem på læben igen, også selvom det ikke var fuldstædig oprigtigt. Mod hendes dårlige samvittighed, ønskede hun alligevel lidt, at hun hurtigst muligt ville kunne komme væk herfra, men samtidig havde hun ikke lyst til at gå fra ham.

[Deleted]

Han nåede kun lige at sende hende et lidt betuttet udtryk før hun reddede sin egen sætning med at tilføje delen med de nye øjne. Lincoln kunne godt se at det gav mening, men han var stadigvæk lidt bekymret for om hun forventede for meget, for ærlig talt havde han lært at den eneste man rigtigt kunne stole på her i verden var sig selv.
Det lød nok temmelig egoistisk, men for fanden han var blevet framet af sin egen ekskæreste så måtte man godt have lidt mistillid til verden. Det kunne godt være at han selv havde lagt et par (eller flere) ekskærester bag sig, men sgu aldrig nogen han kunne have haft bare den mindste lyst til at tilbyde denne skæbne. Men nu havde det selvfølgelig også været ham der havde været røvhullet de fleste gange.
Denne gang formåede hun at få et helt reelt smil frem hos ham, "nå så det tror du? Du er måske én af dem?" Honestly lagde han intet i det end den joke det var ment som at være, han havde nærmest ikke overskud til at tænke på den slags herinde, men når nu hun lagde den ud på den måde kunne han virkelig ikke lade den passerer.
Blikket blev hurtigt alvorligt igen som alt glæde blev trukket ud af det. "Al, nu skal du ikke ødelægge ig selv ved at komme her for min skyld." Tonelejet var bestemt, hun var endelig sluppet ud og han ville hade at se hende falde ned i et sort hul i forsøget på at få ham reddet ud herfra.
"Ja nu må vi jo få at se," sagde han med det afdæmpede smil tilbage, det som ikke helt nåede øjnene, "jeg er faktisk også lidt af en svamp når det kommer til alkohol." Han fornemmede vagten himlede let med øjnene og gik ikke ud fra at de havde længe igen før den runde mand mistede tålmodigheden og bad Alyxia om at gå med brug af undskyldningen om at besøgstiden var forbi.

[Alyxia McBeth]

Verden var et ondt sted, der skete så mange modbydelige ting. Somme tider havde hun bare en ubeskrivelig lyst til at se noget godt, se retfærdigheden sejre på en eller anden måde. Hvis det her slog fejl ville det ødelægge hende. Hun sukkede og lagde hovedet lidt på skrå. "Lincoln jeg ved godt at du ikke tør at håbe på for meget, og heller ikke tør stole på for mange. Men det er min far.. og Anna.. de ved hvad de gør, så stol i det mindste på dem okay?" bad hun nærmest lidt tiggende. Hun kunne ikke bærer at se ham forgå herinde. Nu hvor hun fik chancen for at snakke med ham for alvor, dukkede den Lincoln hun kendte mere og mere op til overfladen, og det var en lettelse men en ringe trøst alligevel.
Selv i kulden kunne Aly mærke sine kinder brænde, hun vidste at hun rødmede som hun havde så let til, men hun håbede lidt at det var for mørkt hernede til at han ville se det. "Du må ikke sige sådan noget!" udbrød hun efterfuldt af en blød latter der gav genlyd i de store, dybe gange. Vagten rynkede på panden. De var slet ikke vant til latter hernede. "Rolig. Jeg klare mig. Jeg overlevede hernede i fire måneder, jeg er sikker på at jeg kan klare en time," hun virkede meget mere bestemt end hun følte sig. Faktisk kunne hun nærmest mærke hvordan adrenalinet kørte og hun forsøgte at fortrænge minderne der forsøgte at snige sig ind på hendes nethinde.
Vagten bag hende trådte frem. "Jeg er bange for at De er nødt til at gå nu, Ms. McBeth," sagde han indtrængende.
Aly nikkede for sig selv og sukkede. "Så må jeg hellere se at skaffe rigeligt," hun mistede modet lidt. Hun havde ikke lyst til at efterlade ham her, men hun vidste godt at der ikke rigtigt var noget valg. "Jeg kommer igen, Lincoln. Ofte indtil vi får dig ud herfra," lovede hun. Efter et øjebliks tøven, førte hun hænderne om i nakken og åbnede låsen til sin halskæde - den forgyldte sol som hun i sin tid havde fået af Trescott. Hun havde aldrig taget den af, selvom den var et ømt minde. Allerede da hun havde fjernet den følte hun sig nøgen - blottet og frygtelig sårbar. Hun så på vedhænget og hørte hans stemme runge i hendes hoved 'solstråle' mens hun så hans skæve smil for sig. Det gjorde intet godt, tværtimod følte hun bare et nyt stik af afsavn der gjorde hendes bryst tungt. "Tag den her. Se det som et løfte, desuden kunne du godt bruge lidt solskin hernede," hun rakte kæden ind mellem tremmerne. På en eller anden måde ville det nok være bedst for hende at skille sig af med det smykke alligevel, men det gjorde det ikke mere nemt.

[Deleted]

Igen ramte et strejf af dårlig samvittighed ham over ikke at være så positivt stemt over de gode nyheder som hun var. Han turde bare ikke håbe på noget hvis det så endte med at falde til jorden, men hvor ville det dog være fantastisk at mærke solens ståler varme kroppen op og lugte andet end fugt, urin og det der var værre som størstedelen af troldmandsfængslet stank af. I hvert fald denne afdeling. Rengøring var ikke noget der fandt sted så tit på disse kanter. ”Jeg skal gøre mit bedste.” Endte han så med et opgivende suk. Det blev nærmere sagt for at give hende ro i sjælen end fordi han rent faktisk mente det. Der var bare ingen grund til at hun skulle ligge søvnløs over det for hans skyd.
På trods af den dunkle belysning syntes han alligevel at kunne ane hendes kinder blusse en smule. Det gav et mindre sug i kroppen at vide at han trods alt stadigvæk var i stand til at fremtvinge den reaktion hos en kvinde til trods for hans ret så sølle udseende på nuværende tidspunkt. Han svarede ikke, men nøjes med at sende hende et ganske sigende smil.
”Du er en stærk kvinde,” sagde han respektfuldt og nikkede anerkendende mod hende. Hun overbeviste i hvert fald ham med det toneleje hun havde svaret i. Han havde nok altid set hende lidt som den lillesøster han aldrig havde haft og han havde altid haft en ide om at hun burde se op til ham, skønt han nok ikke var – og aldrig rigtigt havde været – den bedste rollemodel. Det var bare ret nedværdigende på en eller anden måde at hun nu stod der som den stærke af dem for der var ingen tvivl om at bag Lincolns hårde facade var han lige så langsomt begyndt at smuldre væk.
Han rettede blikket mod vagten, øjnene blev omgående kolde og modstridende, komplet modsatte af hvad de var når de hvilede på Alyxia, han skød usynlige dolke efter vagten med blikket i nogle sekunder inden han atter vendte opmærksomheden mod den unge kvinde.
Lincoln så til som hun førte hænderne ind under håret og åbnede kæden om hendes hals. Uvidende om dens oprindelse samt betydning tog han imod den for at nærstuderer den en smule. Den var smuk og så temmelig dyr ud. ”Al, den kan jeg ikke tage imod,” svarede han så og rakte den tilbage mod hende. ”Den ødelægger jo min maskuline elegance.” Han blinkede selvom sandheden var at han ikke ville have hun skulle føle ansvaret over det løfte hun gav ham den med.