Post by Alyxia McBeth on Jan 29, 2018 20:22:02 GMT
Hvor ville hun ønske at han lød mere overbevisende, men hun forstod ham godt. I lange sekunder studerede hun ham i tavshed og forsøgte at vurdere hvilket træk der var det bedste, for hun vidste godt at han bare forsøgte at please hende. Men det var nok det han kunne give hende i denne omgang. "Det er godt nok for mig.. lige nu i hvert fald," understregede hun med et suk. Kulden fortrængte hurtigt hendes rødmen - heldigvis for hende, det gjorde det nemmere for hende at fokuserer.
Vagten bagved hende trippede utålmodigt, hun kunne ane ham ud af øjenkrogen. Hvis de havde haft mere tid ville hun have givet ham hundrede grunde til at hun slet ikke var så stærk som folk tog hende for. Ret sent gik det op for hende at hun ikke havde sagt noget i ret lang tid, og tavsheden mellem dem var derved blevet en lille smule akavet. Hun rystede på hovedet og pillede nervøst ved vedhænget som hun var faldet lidt i staver over. "Eller også er jeg bare god til at lade som om," hun sagde det lidt henkastet i håb om at det ville lyde som et kækt svar, men ærligheden ødelagde formålet.
De fleste var stoppet med at bekymre sig for hende nu, hvilket hun synes var godt. Når det var sagt, så var hun knust. Hun havde hjemvé, og dagene lignede allesammen hinanden. Hun havde altid været en dygtig heks, nu kunne hun ikke få et arbejde, folk havde stemplet hende som en morder, og hun havde mistet sin familie, men hun ville ikke svælge i selvmedlidenhed, så hun skjulte det bag et smil som heldigvis havde narret de fleste. Hun gav ham vedhænget og skubbede hans hånd tilbage da han forsøgte at række det til hende igen. "Jo du kan.. det skal du," sagde hun insisterende og sendte ham et strengt blik. Det var næsten ligeså meget for hendes skyld som for hans. "Pjat, hvis nogle kan bære den er det dig," vedblev hun og skjulte sit savn bag sit sædvanlige smil. "Jeg går nu inden Mr. Grumpy herover mister tålmodigheden. Hold modet oppe, okay?" bad hun og sendte ham et sidste smil, før hun vendte om på hælen. Vagten gik bagved hende og fulgte hende ud. Det var totalt dumt, men i takt med at hun gik fra ham, følte hun at hun efterlod Scott bagved sig én gang til, tvang ham ind i sin fortid. Nu havde hun holdt fast på det dumme smykke i årevis, og det havde ikke bragt hende videre, måske det her var den helt rigtige måde at give slip på, det forsøgte hun i hvert fald at overbevise sig selv om, mens hun blev ført ud af fængslet.
//Out
Vagten bagved hende trippede utålmodigt, hun kunne ane ham ud af øjenkrogen. Hvis de havde haft mere tid ville hun have givet ham hundrede grunde til at hun slet ikke var så stærk som folk tog hende for. Ret sent gik det op for hende at hun ikke havde sagt noget i ret lang tid, og tavsheden mellem dem var derved blevet en lille smule akavet. Hun rystede på hovedet og pillede nervøst ved vedhænget som hun var faldet lidt i staver over. "Eller også er jeg bare god til at lade som om," hun sagde det lidt henkastet i håb om at det ville lyde som et kækt svar, men ærligheden ødelagde formålet.
De fleste var stoppet med at bekymre sig for hende nu, hvilket hun synes var godt. Når det var sagt, så var hun knust. Hun havde hjemvé, og dagene lignede allesammen hinanden. Hun havde altid været en dygtig heks, nu kunne hun ikke få et arbejde, folk havde stemplet hende som en morder, og hun havde mistet sin familie, men hun ville ikke svælge i selvmedlidenhed, så hun skjulte det bag et smil som heldigvis havde narret de fleste. Hun gav ham vedhænget og skubbede hans hånd tilbage da han forsøgte at række det til hende igen. "Jo du kan.. det skal du," sagde hun insisterende og sendte ham et strengt blik. Det var næsten ligeså meget for hendes skyld som for hans. "Pjat, hvis nogle kan bære den er det dig," vedblev hun og skjulte sit savn bag sit sædvanlige smil. "Jeg går nu inden Mr. Grumpy herover mister tålmodigheden. Hold modet oppe, okay?" bad hun og sendte ham et sidste smil, før hun vendte om på hælen. Vagten gik bagved hende og fulgte hende ud. Det var totalt dumt, men i takt med at hun gik fra ham, følte hun at hun efterlod Scott bagved sig én gang til, tvang ham ind i sin fortid. Nu havde hun holdt fast på det dumme smykke i årevis, og det havde ikke bragt hende videre, måske det her var den helt rigtige måde at give slip på, det forsøgte hun i hvert fald at overbevise sig selv om, mens hun blev ført ud af fængslet.
//Out
