A walk to remember

[Deleted]

Hans hånd knugede Olivia ind til sig, hvorefter han trak hende ind til sig. Han vidste ikke hvem manden var - dog kunne ham tydeligt mærke på Olivia, at denne mand var ikke et syn hun brød sig om. Måske havde de en fortid? Men hvorfor havde han stået og været så skummel, han havde gemt sig for dem? hvilken årsag kunne det have været??

Noah lagde armen om på Olivias ryg, og nikkede til hende. Hans kolde attitude var begyndte at dæmpe op igen, inde han mærkede hvordan de blev trukket ud af tid og sted, og forsvandt væk fra parken. Følelsen af at blive revet igennem alt og intet, var altid lige underlig - et splitsekund, som føltes som flere sekunder var gået - de stod nu i en stor hal, hvor væggene var prydet af malerier, gulvet af marmor - dette sted så meget gammelt ud, utrolig gammelt faktisk.

Noah så sig omkring kort, inde hans øjne igen fandt mod Olivia.
"Er du okay?"

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia gispede, da han transfererede dem væk. Hun havde aldrig vænnet sig til det. Hun kunne ikke selv finde ud af det, så hun havde ikke trænet det ret meget. Hun tog sig til maven, da de landede og prøvede at trække vejret. Det var en bladning af panik og kvalme fra turen. Hun kom lidt til sig selv igen og kiggede rundt i det rum hun nu befandt sig i. Det var utrolig smukt. Slet ikke som noget hun havde set før. Bevares, Hogwarts var da smuk, men det her var bare af en helt anden kaliber. Hun nåede dog ikke rigtigt at tænke mere over det, da Noah pludselig kiggede på hende og spurgte hende om hun var okay. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle svare. Skulle hun fortælle ham sandheden? Nej det kunne hun ikke. Hvad ville han ikke gøre? Desuden var det meget svært for hende at tale om.
Hun vendte sig om, slog armene rundt om sig selv og gik et par skridt væk fra ham.
"Jeg har det fint." Løj hun og kiggede hen mod væggen. Hun var så usikker på nuværende tidspunkt, at enhver berøring ville få hende ti at reagere. Hun kunne heller ikke kigge på ham, når hun nu faktisk løj overfor ham.

[Deleted]

Denne mand var tydeligvis en som havde gjort noget ved Olivia, hun virkede pludselig så skrøbelig igen. Som en lille porcelæn der var et lille skår i, så hvis man tog i skåret gik porcelænet i stykker. Noah mærkede en instinktiv vrede, som om han burde have gjort ham fyren kold. Dog vidste han godt, at det ikke var en mulighed.. Længere. Han kunne mærke hurtigt på hende, at det var en løgn.
"Hvem var han?" spurgte Noah og gik med rolige skridt over mod hende, så han kunne ligge en hånd på hendes ryg. Han var nysgerrig efter hvem den mand var, og hvad han havde gjort ved denne fantastiske skabning foran ham.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia hadede, at hun nok burde fortælle Noah om de ting der var sket, men det var så svært for hende. Det bedste var at tale om tingene, men hun havde håbet, at det ville være nok at tale med sine brødre om det. Desværre havde det også været i avisen og de forbandede journalister havde fået taget et billede af hende, hvor hun græd. Det var slet ikke til at holde ud. Hun var ikke kommet ud for en dør. Det var først da Hogwarts ansatte hende permanent, at hun var kommet ud.

Hun prøvede at trække vejret dybt og lagde ikke mærke til, at Noah var kommet hen til hende. Det var først, da han lagde en hånd på hendes ryg, at hun reagerede. Hun sprang væk fra ham og et halvkvalt skrig kom frem.
"RØR MIG IKKE!" Råbte hun og glemte alt om tid og sted. Hun stod henne i et hjørne og kiggede skræmt på ham. Hun vidste godt, at han ikke var farlig, men al fornuft var forsvundet fra hende, efter hun havde set sin voldtægtsmand igen. Alle de følelser var kommet tilbage og ikke engang Noah virkede som en man kunne stole på længere. Hun glippede med øjnene, imens en strøm af tårer trillede ned ad hendes kinder.
"Vold..tægt." Fik hun fremstammet, da hun inderst inde godt vidste, at hun burde fortælle ham det.

[Deleted]

Noah stoppede og gik et skridt tilbage, da hun pludselig råbte af ham. Denne mand havde gjort noget utrolig forfærdeligt, men det var først da hun reelt sagde ordet voldtægt. Noah mærkede en vrede, et had blive vækket. En person, som var forsvundet i lang tid vågnede og Noah mærkede hvordan han ville helst udrydde manden, ikke udrydde men udslette manden, som han lige havde set.

Han vidste reelt ikke hvad han skulle sige til hende, han mærkede en følelse af afmagt. Han havde aldrig prøvet ikke at vide hvad han skulle gøre, han vidste hvad han burde gøre. Dræbe manden.. Dog var han i tvivl om at gøre noget. Han så på Olivia, og han så kort ned på sine fødder.
”min skat, noget jeg kan gøre?” spurgte han så varmt og venligt han kunne.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia rystede over hele kroppen. Hvorfor havde den afskyelige mand været i Godric-Dalen på samme tid som dem? Fulgte han virkelig efter hende? Hun havde lyst til at sparke væggen, men af en eller anden grund huskede hun, at hun ikke var hjemme hos sig selv og hun lod vær. Hun satte sig istedet for ned på gulvet og skjulte sit ansigt i sine hænder. Hun kunne ikke fordrage at vise følelser på denne måde og hun havde håbet, at Noah ikke skulle se hende sådan. Hun prøvede at tage et par dybe vejrtrækninger og kiggede igen op på Noah. Hendes krop faldt en smule sammen og hun stoppede sit panikagtige anfald, da hun så ham. Han lignede en der ikke anede hvad han skulle gøre og han virkede en smule mut, da han talte til hende. Måske han ikke var det, men hun fik det ihvertfald dårligt med, at hun havde råbt af ham. Det var ikke ham der havde gjort noget galt.
Som hun sad på gulvet, rakte hun ud efter ham. Det var ikke nemt for hende at skulle overgive sig selv til ham på nogen måder, men hun blev nødt til at prøve at stole på, at han ikke ville gøre hende fortræd.
"Undskyld." Sagde hun blot og håbede, at han ville komme hen til hende. Hun vidste ikke hvad han kunne gøre for hende, udover bare at være der.

[Deleted]

Noah ville på ingen måde skade Olivia, men han ville gerne passe på hende. Dette var målet, han blev nød til at passe på hende. Hvis hun havde været udsat for noget så frygteligt, så måtte hun også være bange i en eller anden form for ham. Han tog en dyb vejrtrækning, og bevægede sig igen hen mod Olivia. Han satte sig ned ved siden af hende, og lagde forsigtigt en arm på hendes ryg.
"Du skal ikke undskylde." sagde han roligt, og nussede hende kærligt på ryggen. Han havde ingen intentioner om at gøre noget, som hun ikke selv ville. Dette betød også at han ville lade vær med at lægge armene om hende, disse træk måtte hun selv tage. Det hele skulle nok komme til den tid, det ville komme ved.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia vidste godt, at hun ikke burde reagere sådan overfor Noah, men hun var blevet endnu mere bange nu, hvor hun havde set manden igen. Det han gjorde mod hende, var en af de værste oplevelser hun havde haft. Det eneste der toppede det, var da hun fik af vide, at hendes mor var død på en mission for ministeriet. Hun ville aldrig glemme disse to episoder og de havde virkelig sat sine spor i hende. Det gippede lidt i hende, da han rørte ved hende igen, men hun tog sig sammen og prøvede ikke at reagere så voldsomt som før.
"Det skete i januar, så det er ved at være længe siden nu." Sagde hun og bed sig i læben. Hun var dog stadig bange, men det hjalp ikke ligefrem at finde ud af, at han fulgte efter ham. "Jeg troede bare ikke jeg skulle se ham igen." Sagde hun og fortrød, at hun ikke havde tilkaldt Scott på en eller anden måde. Det ville have været bedre for hende, for måske det så ville være slut.
"Jeg vil bare gerne have ham ud af mit liv. Han skal væk!" Sagde hun vredt og lagde sit hoved på Noahs skulder. Det var betryggende at vide, at han var der og hun håbede, at han ville blive ved med det og ikke bare skride, som Malachi havde gjort.