A walk to remember

[Deleted]

Olivia Rae Roden Wilson
Outfit

Der var nu gået tid hvor Olivia og Noah havde set hinanden. Først havde de været til en Quidditch kamp, hvilket havde været utrolig morsomt. Specielt fordi det nok var gået op for Olivia hvor lidt reelt Noah vidste om Quidditch, men hun havde vakt en interesse i ham. Aften havde sluttet på bedste måde, de skulle mødes igen. Herefter valgte de så at mødes på en lille café i London, og igen var det vanvittig hyggeligt, og forholdet var udviklet langsomt. De havde åbnet mere og mere op for hinanden, og hun havde hørt om Noahs historie, som var lang og hård, men også hvorfor han havde det som han havde.

I dag skulle de mødes til en gå tur ved Godric Dalen, som på mange områder var et utrolig smukt sted. Det havde i hvert fald sin charme. Noah stod iført en t-shirt og et par shorts, samt et par solbriller. Han havde et meget normalt sæt tøj med, kontra hvad han normalt gik i. I hånden havde han en overtrøje. Han stod midt på gaden i Gordic Dalen, hvor de havde aftalt at mødes. Han kiggede sig lidt omkring, og så ned på sit ur. Det var tydeligt nu når han bar en t-shirt, at han var meget tattoveret af alle slags, nogle bevægede sig andre gjorde ikke.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Outfit

Olivia var ankommet til Godric Dalen, hvor hun skulle mødes med Noah. Første gang de havde mødt hinanden, havde hun været meget nervøs, da hun var bange for, at han var farlig og måske endda ville gøre hende fortræd. Sådan havde hun med de fleste fremmede mænd for tiden, men hun havde endnu ikke fortalt Noah hvorfor, selvom de var begyndt at kende hinanden lidt bedre. Han havde endda fortalt hende sin egen historie og hun følte sig nu bedre tilpas hos ham, fordi han turde åbne sig sådan op for hende. Selv turde hun ikke. Hun havde ikke fortalt ham om voldtægten, som var meget privat for hende, men heller ikke om hendes forhold til hendes far. Den del ville hun dog gerne fortælle ham om på et tidspunkt. Det tog bare lidt længere tid for hende at åbne sig op for folk. Hun håbede dog, at han kunne mærke, at hun var blevet mere tryg i hans selskab. 

Hun havde taget et par shorts på, da det var ret varmt. Dog var det ikke for varmt. Heldigvis. Hun gik hen mod stedet hvor de skulle mødes og hun kunne ikke helt lade være med at smile da hun så ham. Hun fik også lidt sommerfugle i maven. Han var en rigtig flot fyr og tatoveringerne tiltalte hende mere, end hvad hun havde regnet med. Sam og Scott ville freake helt ud, hvis de så dem sammen. Hun huskede dog på Malachi og hvordan hun havde stolet på ham. Hun måtte passe på med Noah.
"Hej." Sagde hun og rødmede en smule, da hun kom hen til ham.

[Deleted]

Et smil bredte sig da han så på Olivia, som kom gående i ført shorts, som fik ham endnu mere til at smile. Han ville enormt gerne lære hende endnu bedre at kende, og følte også hun var begyndt så småt at åbne sig mere op.
”Hej” sagde han med et smil, og gav hende et let kram. Hun var en del mindre end ham, hvilket var utrolig tiltrækkende. Han kunne godt lide når en dame var mindre end ham selv, på den måde virkede han også større når han gik med hende.
”Du ser vidunderlig ud.” sagde han med et flirtende smil, det var sandheden. Han lagde godt mærke til den lille detalje at hun rødmede, hvilket fik ham til at blive glad. Det var en ganske udmærket ting, at hun også virkede interesseret i ham.

”hvordan går det?” lød det nysgerrigt. Han var oprindelig interesseret i at snakke med hende, og høre om hun havde det godt. Nu skulle Hogwarts til at starte, så ville der muligvis blive lidt afstand mellem dem, da de trods alt boede på skolen. Dog var det jo aldrig et større problem, da de kunne mødes på andre steder, som for eksempel Hogsmeade.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia havde glædet sig til at se ham igen og det skulle nok blive hyggeligt at gå en tur i Godric Dalen. Hun havde været der én gang før, men der var hun en del yngre.
Hun prøvede at holde et stort smil tilbage, da han gav hende et kram, fordi hun ikke ville ligne en idiot. Hun kunne bare ikke helt lade vær, hvilket var en underlig følelse og en meget uvant følelse. Hun tog del i krammet og trak sig derefter lidt væk.
"Tak. Du ser også godt ud." Sagde hun, imens hendes rødmen tog til. Han var rigtig sød, så måske det ikke ville være det dummeste at åbne sig mere op for ham.

"Det går godt. Jeg glæder mig til at komme på arbejde igen. Hvad med dig?" Spurgte hun og gav hans arm et klem, uden rigtigt at vide hvorfor. "Skal vi gå?" Spurgte hun og nikkede i en retning, da de ikke rigtigt havde aftalt et bestemt sted at gå hen. Hun glædede sig til at lære ham bedre at kende og hun glædede sig til at se hvor meget hun turde åbne sig op. Det var trods alt svært for hende, men indtil videre havde han gjort det nemmere.

[Deleted]

”Tak.”[7b]sagde han og tog sig selv til brystet, og bemærkede godt at hun tog ham på armen, og mærkede en varm fornemmelsen i kroppen. Han bed smilet i sig, og nikkede til hendes kommentar om at hun glædede sig til at starte på sit job.
”Forståeligt, du har også lang ferie?” spurgte han nysgerrigt, da han ville mene hun havde en lang ferie, da hun netop havde ferie ligesom alle de mange elever på Hogwarts. Det måtte være rigtig lækkert det første stykke tid, hvorefter så ville Noah nok blive en smule skør, hvis han blot skulle lave ingen ting i flere måneder, som han nogen huskede fra sine spæde år som elev.
”Jo tak, det går udmærket. Travlt på jobbet, men det er det eneste. Så længe jeg har tid til vores aftaler, så kan jeg arbejde som en tosset ved siden af.” sagde han smilende.
Blikket blev dog revet tilbage, da hun spurgte om de skulle gå, og han gjorde gestus til de kunne gå.
”Naturligvis.” sagde han med et smil. Hvorefter han begyndte at følge vejen og lod blikket glide hen imod hende, diskret i hans solbriller, betragtede han hende og måtte indrømme at hun var flot første gang han så hende, hvorefter han nu var fuldkommen fortabt i hendes udseende.
”Har du været i Godric Dalen før?” spurgte han med et smi.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia var overrasket over, at hun havde givet Noah en chance i starten, da det normalt ikke var noget hun gjorde. Dog var der noget spændende over ham og han havde været sød den første aften de mødtes og derfor synes hun,at han burde få en chance. Derudover prøvede hun at komme sig over sin frygt og indtil videre havde det været en god idé. Hun var gået hen og blevet glad for ham, dog uden at være forelsket i ham endnu. Så meget havde de ikke været sammen endnu.
"Jo det har jeg. Jeg har så brugt det meste af august på at forberede mig på undervisningen, men jo det er en lang ferie." Sagde hun og trak på skuldrene. Hun behøvede ikke så lang en ferie, men hun var selvfølgelig også ny og havde meget gejst.

Olivia smilede ad hans kommentar.
"Ja dem skal du have tid til." Hun kiggede op på ham og hun havde et glimt i øjet. Det var svært ikke at kigge på ham, men hun blev nødt til det så hun ikke faldt.
Hun kiggede lidt rundt på deres omgivelser, som hun kun så svagt huskede.
"Min mor er opvokset her. Hun tog mig hermed, da jeg var 10 tror jeg. Jeg har ikke været her siden. " sagde hun og bed sig i læben. Hun savnede sin mor hver eneste dag. Hun var dog glad for at være til være tilbage her, selvom hun havde undgået det i så mange år. Det var også en ting som Noah ikke vidste. Hun burde begynde at fortælle ham noget mere.
"Har du været her før?" Spurgte hun imens hun gik og overvejede hvordan hun skulle fortælle ham lidt mere private ting om sig selv.

[Deleted]

Olivia havde nogle kvaliteter som Noah var glad for, i forhold til han til at starte med havde tænkt, at hun skulle få mere selvtillid, så det med at glide lidt glad for en person. Det var klart bedre end det han havde forestillet sig. Her gik de sammen i Godric Dalen, og nød det flotte vejr, som virkelig gjorde det hele lidt smukkere. Det var ikke ofte vejret i England, var så godt. Det galt om nyde det, når man havde det.

En fod foran den anden, bragte Noah videre imens han grinte lidt. Så de skulle stadigvæk mødes efterfølgende. Det lød det i hvert fald til, en mystisk rumsterende af ukendte følelser i maven bredte sig. Det var rart, men underligt.
”Lyder som en hyggelig dag med din mor.” et smil blev sendt til Olivia, og han forsatte gangen og så sig omkring, hvordan det hele blev badet i sol og nærmest gav genskær til de to som gik igennem. Alting var nu også bare pænere i lyset fra solen, man kunne især se det på mennesker. Mennesker blev bare pænere når de fik lidt sol, og lidt farve på kroppen.

”Jeg var her for et halvt år siden, mener det var i forbindelse med en donation til Potter museet. Dog har jeg aldrig været her på så smuk en dag.” sagde han og hentød til det smukke vejr de havde, inde han lagde armen om hende kort.
”og ej har jeg ikke været her med så sød en person, som nu.” sagde han drillende, men flirtende og lod grebet om hende slippe.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia kunne godt mærke at hun gerne ville fortælle Noah om som mor. Hendes mor havde været alt for hende og de havde haft et fantastisk forhold. Olivia var ked af, at hendes mor aldrig havde fået lov til at opleve Olivia som Hogwarts elev og set den passion som hun havde fået til eliksir ligesom sin mor.
"Det var en rigtig dejlig dag." Sagde hun og kiggede hurtigt op, fordi hun følte hendes mor altid ville være med hende. Ville hun kunne lide Noah, hvis hun havde mødt ham?
"Desværre døde min mor få dage inden jeg tog til Hogwarts da jeg var 11. Det er en af grundende til, at jeg ikke har været her siden. Tanken om at hun voksede op her, vækker en slags minder og det gør ondt. Det er dog dejligt at være tilbage." Fortalte hun og hun var glad for, at hun havde gjort det. Det var ikke den mest private ting, men stadig en ting der viste svaghed og det var hun ikke altid så glad for, for på den måde kom mennesker for tæt på tæt på hende.

"Åh jeg vil gerne de Potter museet en dag." Sagde hun og lød nu mere begejstret. "Var det dit firma der donerede?" Spurgte hun og kiggede op på ham igen. Han var en del højere end hende, men det gjorde hende nu ikke noget.
Hun rødmede og kom til at grine ad hans kommentar.
"Hvaee..flirter du med mig?" Spurgte hun med et smil, selvom hun nubgldt kendte svaret og det gjorde hende ikke spor.

[Deleted]

De mørke øjnede stirrede hen på Olivia, som havde fundet sig en.. anden.. Hvor så hun flot ud i tøjet, hvem var ham spradebassen ved siden af hende?
Justins øjne hvilede tungt på Olivia, imens han stod et stykke fra dem, diskret placeret op af en mur, så de ikke lige ville få øje på ham som det første.
Olivia havde været omkring hans tanker i lang tid, og han havde fulgt hende her og der. Faktisk mange steder, men hun havde ikke set ham siden, uheldet. Det havde naturligvis været et uheld, at hun måtte være blevet sat på plads. Han gjorde det jo trods alt af kærlighed, uendelig mængder af kærlighed, kærlighed som hun ikke kunne forstå? Hvorfor kunne hun ikke forstå det!?
Justin mærkede vreden i sig brede sig ud i kroppen. Han knyttede hånden hårdt om sin stav, og havde mest af alt lyst til at dræbe manden, hvorefter han så ville sørge for Olivia kun var sammen med ham, sikre sig det…

Justin bevægede sig diskret bag en gruppe folk, som gik i deres retning, inde han stilte sig ind i en gyde og holdte øje med dem.

[Deleted]

”Er jeg ked af at høre, jeg mistede mine forældre som 6 årige.” lød det meget afslappet fra Noah, som blot huskede hans forældre svagt. Det havde heller ingen videre interesse, resten af hans familie var flere år efter forsvundet. Dette kendte Noah så noget mere til, men hans forældre var det blot nogle indbrudstyve, som ja.. Tanken gled hurtigt væk fra Noah, inde hans øjne fandt Olivias. Et smil bredte sig på hans læber.
Noah smilede sjældent, og havde nu de dage sammen med hende smilet mere, end han havde gjort i flere år. Underlig fornemmelse, at smile. Det var en helt ny muskel han brugte, eller det føltes det som.

”Ja, vi donerede nogle af pengene i forbindelse med en pr kampagne vi kørte, efter vi havde haft nogle problemer. Så var det en god måde, at komme ind i mediernes positive søgelys.” lød det hudløst ærligt, han var ikke vanvittig interesseret i Harry Potter museet, men de havde alligevel doneret guld til det.
”Vi kan da gå ind og se det en dag i fremtiden?” spurgte han igen med den flirtende stemme.
Noah løftede hurtigt armene, og så forbavset på hende (tydeligt påtaget).
”Mig flirte? Med dig?” lød det overrasket, et tydeligt skuespil. ”Det kunne jeg da kun finde på at gøre, når man først er blevet fanget af dine smukke øjne, så er man helt draget af dem.” sagde han med en afslappet stemme, inde han vendte blikket hen mod en gyde, han syntes kort han så noget – blikket blev kort lidt alvorligt, inde han så tilbage på Olivia med et smil.
*det var nok intet* tankerne fløj igennem hans hoved. ”Du er tydeligvis den mest berejste af os to, når det kommer til Godric Dalen, hvor skal vi hen?”

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia havde svært ved at tænke på sin mor, men på den anden side så var det dejligt at mindes hende. Det var ikke noget hun gjorde så tit, da det var hårdt. Hun manglede hende i sin hverdag, men det var selvfølgelig nemmere nu, efter så mange år. Hun smilede blot til Noah og kiggede igen rundt i den lille by. Her var utrolugt hyggeligt. Små søde huse, mennesker der smilede til dem på gaden, små kroer som så meget indbydende ud. Det var ikke så underligt, at dette var et populært sted at bo.
"Ah okay. Jeg synes vi skal ind og se det en dag. Hvis det da er noget for dig, for ellers kan jeg også tage en anden med." Sagde hun og fik mere mod til at komme igen en anden gang.

Olivia begyndte igen at grine, men hun stoppede, da han komplimenterede hendes øjne. Der kom tilgengæld et lille fnis fra hende og hun følte sig pludselig som en teenager der gik sammen med sit første crush.
"Du flirter.." Mumlede hun og kiggede væk fra ham, for ikke at vise den lidt for tydelige rødmen. Det var utroligt så nemt det var for ham at få hende til at rødme. Det synes hun ærlig talt ikke var okay.

Hun kiggede rundt, for at se om hun kunne genkende noget, så hun kunne vælge et sted de kunne gå hen. Hun anede en mand stå i skyggen og det løb hende koldt ned ad ryggen. Hun vidste ikke hvad hun så eller hvem, men hun var ikke særlig glad for skygger og lignende. Hun tog fat i Noahs hånd, tydeligt lidt nervøs og trak ham ned ad en anden gade.
"Jeg kan ikke huske ret meget. Det er trods alt 11 år siden." Sagde hun og prøvede at glemme hvad hun havde set før. "Dog tror jeg der er en lille hyggelig park hernede af." Hun pegede med den anden hånd. Hun var stadig ikke helt tryg ved at slippe ham, men hun havde heller ikke lyst til at vise ham, at hun havde været nervøs.

[Deleted]

Stedet virkede som en klassisk forstads by i England, små huse, folk som virkede alt for venlige og heldigvis skinnede solen, så det var trods alt meget rart. Noah gengældte venligt blikket til en forbipasserende troldmand, som samtidig tog til sin fat og nikkede.
Noah nikkede gengældende, og så tilbage på Olivia, som spurgte om han ville komme her en anden gang.
”Naturligvis, det kan vi sagtens.” sagde han med et smil. Det ville være hyggeligt, at bruge endnu en dag sammen, selvom Potter museet ikke sagde ham noget, så var det jo ganske vist en kulturel arv, som man burde få observeret og ikke mindst set. Det var trods alt en af nyere tids største troldmænd, og hans familie.

Han smilte til hende, som hun sagde han flirtede og nikkede ærligt og anerkende. Hvis man syntes nogen var sød, så skulle man vel et eller andet sted også flirte med personen. ”Ja, er det forfærdeligt?” spurgte han drillende.

Noahs blik var meget aflæsende omkring dem, og hans blik gled fra person til person, han var overbevist om han havde set nogen eller noget stå gemt i skyggerne, han rynkede på næsen.
Et lille overraskende blik gled ned på Olivia, i takt som hun greb hans hånd. Dog lod han bare sine fingre glide om hendes hånd, så hun ikke skulle føle sig utryg.
”Det var nok ikke noget.” sagde han beroligende, og vente sig imod hende og begyndte at gå med hende hånd i hånd.
”Vi tager ned til parken, har os et tæppe med, samt noget at drikke.” sagde han varmt, og nussede hendes hånd med sin egen, imens de gik med hænderne foldet.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia havde altid haft lyst til at se Pottermuseet, men hun havde aldrig haft modet til at komme tilbage til Godricdalen. Nu var hun her og hun følte nu, at hun sagtens kunne komme tilbage engang. Var det sammen med Noah, ville det bare være endnu bedre. Hun var hurtigt blevet glad for ham og det bekymrede hende på samme tid med, at det gjorde hende glad.
Hun turde næsten ikke kigge på ham, fordi han gjorde hende nervøs. Især nu hvor han spurgte hende om det var forfærdeligt, at han flirtede med hende.
"Nej.." Sagde hun stille, imens smilet på hendes læber blev endnu større.

Olivia var glad for, at Noah var der, for ellers var hun nok gået i panik. Hun var da bestemt ikke rolig nu, men det kunne have været værre.
"Nej." Sagde hun blot og skævede bagud, men hun kunne ikke længere se noget. Hun begyndte at slappe mere af, da han fortalte om planen. Det lød rigtig hyggeligt.
"Det lyder som en god idé." Sagde hun og smilede stort til ham. Der var vidst lidt romantiker gemt inde i ham. Hun havde ikke set så meget af det endnu, da de jo ikke havde mødt hinanden så mange gange. Hun bemærkede nu, at de stadig holdt hinanden i hånden, men hun trak ikke sin hånd til sig. Det var rart.
Hun fulgte ham om til parken, som var lige så hyggelig som hun huskede den. Den var ikke så stor, men der var alligevel op til flere bænke, et springvand og en lille boldbane, hvor børnene kunne lege om sommeren.

[Deleted]

Skridtene førte dem videre mod parken, og snart var omringet af det grønne. træerne som blomstrede op i fuld flor, græsset var den friske grønne farve, som man kun kunne elske om sommeren. Duften af natur bredte sig, og et afslappet blik kunne ses i Noah, imens han gik med Olivia hånd i hånd. Relativt intimt, kontra de aldrig havde kysset. Hans slap hendes hånd kort, og begyndte at trække et tæppe op af lommen, en tydelig magisk besværgelse, der var over hans lomme, for efterfølgende trak han en lille kasse op, som snød øjne. Den blev efterfølgende til en picnic kur, som han lod svæve hen på det nydelig udbredte tæppe.

"Sid ned." sagde han høfligt, og lod hende komme ned at side, inde han selv satte sig ved siden af hende.
"Magi er fantastisk, vi kan ændre ting." sagde han og viftede kort med sin stav, hvorefter tæppet ændrede farve. "Vi kan gøre alting lettere.." sagde han, og svang staven igen - hvorefter to tallerkener fløj op og mad i al verdens anretning kom op, og blev lagt ud på tæppet. Sammen med en flaske græskarjuice.
"Vi er på mange måder perfekte, ikke som personer, men som art." sagde han med et smil, inde han svingede staven en sidste gang.
Der stod nu et flot picnic måltid til dem, samtidig med solen skinnede ned over dem.
"Er det fint?"spurgte han med et smil.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia kiggede rundt i parken og hun begyndte at slappe helt af. Da Noah begyndte at sætte op, kunne hun ikke helt lade vær med at smile. De havde egentligt bare planlagt at gå en tur og nu stod han der med en picnic. Det var der aldrig nogen der havde gjort for hende før. Malachi havde aldrig været romantisk. Deres forhold var bare en rollercoaster hele tiden. Det handlede mest om, at de fortalte hinanden hvordan de følte og så skred han. Hun kastede tanken om Malachi væk, da hun bestemt ikke ville tænke på ham, nu hvor hun var her sammen med Noah.

Hun satte sig ned og nød synet af den lækre mad og af Noah, som satte sig ved siden af hende. Hun fulgte hans bevægelser og så hvordan magien udviklede sig. Hun bed sig i læben og nikkede til de ting han sagde.
"Jaa." Sagde hun og og satte sig i skrædderstilling. "Det er dog ikke alle der kan. Ikke alle kan gøre så meget lettere, fordi besværgelser er svære." Hun kiggede på ham med et svagt smil. "Jeg elsker magi, men jeg er ikke ret god til besværgelser." Sagde hun og trak på skuldrene. Det tyngede hende mere end hvad hun gav udtryk for og det havde det altid gjort. Hun var dog glad for, at hun var så god til at brygge eliksirer og til at flyve og spille Quidditch.
"Det er rigtig lækkert." Sagde hun og kiggede ned på tæppet. Det var bare de to sammen og hun ville ikke lade sine tanker og bange anelser ødelægge det for hende.