Heat Wave.

[Deleted]

Åbent emne for  de lystende!

D. 24. juli, årgang 2054 (13:09)

En tilfældig park med en lille sø, London, England
______________________________________________

Juniper nåede aldrig at registrere meget af, hvad der skete. Tiden det havde taget for hendes hoved at blive fuldkommen tåget var lettere imponerende. Hun huskede svagt at have vaklet et par skridt for så at stå og støtte sig op ad noget varmt. Metal - opvarmet af den skarpe sommersol. Billeder af et gammelt gelænder, der snørede sig i et smukt gammelt mønster formede sig for hende. Hendes vejrtrækninger havde været tunge og besværlige i et stykke tid. Hun ville selv have beskrevet det som et par hænder, der langsomt klemmede mere og mere til omkring hendes brystkasse. Og hendes syn var drastisk blevet forværret. Hun huskede svagt lyden af sin taske, der hårdt faldt ned på broen, hun havde stået på.

Det stærke metal havde presset sig dybt ind i hendes mave, alt imens hun stille og roligt - men sikkert - blev lænet mere og mere udover gelænderet. Hun kunne bilde sig selv ind, at hun havde følt sine fødder miste deres fodfæste til trods for, at hun meget vel allerede var godt væk i tomheden, da hun mistede balancen og vippede fuldt over. Hår flagrende omkring hendes fredelige ansigt med de lukkede øjne, i det hun faldt. Det var som at svæve. En følelse der ubevist gav hende lysten til at kaste op, sådan som hendes mave snurrede sig sammen.
Slapt brød hendes krop igennem vandoverfladen af den ellers så hyggelige sø. Et par ænder begyndte strakt at flygte med baskende vinger og paniske rap. Det eneste hun kunne fornemme var en behagelig kulde. En frihed fra den høje temperatur, som juli medbragte. Luftbobler steg imod overfladen samtidig med at den unge prinsesse sank længere og længere ned. Vand blev ubevidst inhaleret og flere bobler blev skabte. Alt var mørkt. Ikke sort. Bare mørkt.

Sommeren havde virkelig ikke været rar ved Juniper. Stressniveauet havde været på sit højeste. Og af en eller anden grund havde hun ikke klaret sig specielt godt i heden, selvom hun så sig selv som vant til den. Hun havde arbejdet så hårdt. Nyt stykke der skulle trænes og gjort perfekt. Fødselsdagen var heldigvis overstået. Men tanker havde endnu fyldt hendes stakkel hoved. Hun havde ikke spist ordentligt. Det var sikkert. Det havde ikke engang været fordi, hun ville tabe sig eller andet lignende. Hun havde blot ikke haft tiden til rådighed. Og søvn var vist også blevet benægtet. Men lige netop omkring det emne, kunne det sagtens være værre.

[Austin Blake Callahan]

Austin sad i en park i London og prøvede at samle sine tanker. Han havde en del arbejde han skulle se til, men lige nu var han ikke i humør til at tænke over det. Det var igen gået galt imellem ham og Aliena og han var sikker på, at de ikke ville finde sammen igen. Det havde været lidt af en rutschebanetur imellem dem, lige siden de fandt ud af, at de havde følelser for hinanden. De havde været på et par dates og så var hun taget til Mexico, flirtet med hans ærkefjende Darius og derefter vendt tilbage for at date Austin igen. Det var underligt at give slip på hende, når han nu havde været forelsket i hende siden Hogwarts, men det var nok for det bedste.

Austin sad i sine egne tanker og kiggede ud over den smukke, men beskedne park, da han pludselig hørte en plask. Ikke et lille plask, som når børn smider sten i vandet, men et plask der enten var en meget stor sten, eller en person. Der var ikke mange mennesker i parken lige nu, så han var den eneste der reagerede. Han vendte sig om mod søen, som ikke så ret langt væk fra der hvor han sad og han så vandet bevæge sig mere end det burde. Det lignede bestemt, at der var noget der var faldet i. Han skyndte sig at løbe derhen og så svagt en kvinde under vandet. Austin reagerede hurtigt og skyndte sig at få sine sko af, hvorefter han sprang i. Han svømmede, så hurtigt han kunne, ned mod kvinden. Austin var normalt god under pres. Han arbejdede med drager, hvilket man desværre kunne se på det ar ved hans venstre øje.
Han svømmede længere og længere ned og fik endelig grebet i hendes arm. Han trak hende op til sig og fik hende skubbet op til overfladen, hvor han lagde armene om hende og svømmede baglæns hen til bredden. Han fik hende op på land, hvos han vendte hende på siden, så hun kunne få¨vandet ud.

[Deleted]

Det var så umådeligt fredet under vandet. Det var en abrupt ændring fra solens varme. Og fornemmelsen af at være vægtløs, fik det til at føles som om, at hun sank længere og længere ned i en blød madras. Hendes krop havde nok af disse grunde ikke valgt at reagere ud af panik. For panik havde rent og skært ikke nået at opstå i hendes hoved.

Med øjnene stadig lukket blidt i og sin bevidsthed godt på vej ud i det ubevidste, lagde hun knap nok mærke til de stærke arme der pludselig havde et greb i hende i et forsøg på at få hende op til overfladen igen. Hun havde slet ikke registeret at vandet havde fået en ny besøgende udover hende. Hun hjalp hverken til med at gøre heltegerningen nemmere for den fremmede, men hun kæmpede heller ikke imod, og selv da hun endelig blev mødt af verdenen over vandet igen, forblev hun bevidstløs.
Selv det første stykke tid, hvor hun var nået til lands, lå hun blot med et udtryk af dyb og fredfyldt søvn uden at give mange tegn på at ville vågne op igen. Heldigvis gik der ikke længe, før hendes krop pludselig gav nogle jag fra sig, inden de større mængder af vand, hun havde fyldt sine lunger med, blev hostet op og ud af både næse og mund, hvorefter hun kom en del mere til live. Hun hev efter vejret og krummede sig en smule mere til siden for ikke at blive kvalt af vandet endnu en gang, inden det lykkedes hende at kampe sig op i en siddende stilling. Hendes hoved gjorde noget så ondt på grund af den kortvarige iltmangel, og hun var underlig svimmel, da hun endelig åbnede sine øjne og forsigtigt fik løftet hovedet. Blot for at blive mødt af et noget usædvanligt syn. En ukendt mand. Mindst lige så drivvåd og kold som hende.

Juniper sagde ikke noget. Hun kunne ikke finde de rigtige ord, og hendes hals smertede en smule. I stedet sad hun blot og så på manden med et lettere fortvivlet udtryk. Vand dryppede fra hendes hår og have, og hun lignede en druknet mus. Men hun var i live.  

[Austin Blake Callahan]

Austin havde ikke prøvet at redde nogen fra at drukne før, men det gjorde ikke, at han ikke vidste hvad han skulle. Han tjekkede for en puls, for hvis den ikke var der, skulle han yde førstehjælp. Dog kunne han mærke en puls, så han sørgede bare for, at hun ikke så på ryggen. Hun skulle nødigt blive kvalt i det vand, hun garanteret havde slugt. Han blev dig meget bekymret, da hun ikke bevægede sig. Han skulle lige til at sende en patronus afsted til sin ven, som var healer, da hun pludselig satte sig op. han lagde den ene arm rundt om hende, så hun ikke skulle vælte eller besvime og slå sig.
"Hey hey. Det er okay. Bare sid helt stille og træk vejret." Sagde han og lagde den anden hånd på hendes ene arm. "Træk vejret dybt." Indeni var han ved at gå i panik, men han viste det ikke. Hun skulle ikke blive bange eller gå i panik selv. Det bedste hun kunne gøre, var at slappe af og prøve at komme til sig selv igen.
"Er du okay?" Spurgte han lidt efter. Han burde nok få hende hen på et hospital. Han vidste ikke om hun var magiker, så han ville gerne undgå magi så længe som muligt, så han ikke skulle til at pille ved hendes hukommelse bagefter. Han huskede dog, at han havde fået din telefon med sig. Nok var han magiker, men han var begyndt at være med på moden. Det var nok mest på grund af Nikki, som var bedste venner med en muggler.
Han tog den frem, for at ringe efter hjælp, for han var ikke læge og vidste ikke hvor meget lunger tog skade af dette.

[Deleted]

Forståeligt nok gik der et svagt jag igennem Juniper, da et sæt arme blev lagt omkring hende. Godt nok føltes det til at være umådeligt betryggende gjort, men det ændrede ikke den pludselige usikkerhed, hun følte overfor manden. Hendes skuldre var straks røget et stykke op under hendes ører, og diskret havde hendes krop automatisk lænet sig bare en millimeter mod siden væk fra ham. Alt imens at hendes store grågrønne øjne stirrede videre på ham, som var han et ukendt rumvæsen eller lignende, hvilket nok afslørede, hvor bizart hele situationen var for hende, for hun havde absolut ingen idé om, hvad der egentlig var sket. Hun huskede kun brudstykker.

Hendes stilhed og stirrende blik blev dog straks brudt, da hun igen begyndte at hoste noget voldsomt. Hun pressede en hånd noget ømmende mod sin brystkasse og krummede sig sammen, som sendte hvert host et ryk igennem hende. Alt vandet virkede til at have kommet ud af sig selv, men det betød ikke, at det stadig generede noget så grueligt. Heldigvis lød det ikke faretruende. Og hun var både ved bevidstheden og sad op - med lidt ekstra hjælp - uden problemer, så i livsfare, var hun ikke.
”Hva-...” Som hun fik styr på sine host, lød hendes forsigtige stemme endelig. ”Hvad… skete der? Broen.” Hun løftede blikket op imod broen, hun netop havde vandret over. ”Jeg var på vej over på den anden side.” Hendes lettere hæse stemme var en smule lavere, som var hendes undrende ord mest rettet mod sig selv i håb om at sætte brikkerne på plads. Hendes ansigt fortrak sig, som tænkte hun som det knagede, hvilket kun resulterede i at hovedpinen blev værre og tvang hende til at lægge en hånd mod panden i et forsøg på at lindre det. ”Mit hoved summer…” 

Andre folk, der havde været til stede i parken, var så småt begyndt at komme frem omkring dem. Størstedelen med deres nysgerrige øjne rettet mod dem, som de sad der. Dem der havde overværet det hele havde stoppet helt op med et chokeret udtryk i deres ansigt, mens nye tilskuere så på dem, som var de en uduelig ungdom, der var dumme nok til at hoppe i søen til trods for forbuddet. Dog det eneste Juniper fokuserede på var hvor meget hun faktisk frøs, selvom at den varme juli sol stadig stegte ned på dem.

[Austin Blake Callahan]

Austin prøvede ihærdigt, ikke at gå i panik, men da hun var kommet tik bevidsthed og havde sat sig op, fik han det lidt bedre. Nu skulle han bare sørge for, at hun var okay. Hun virkede meget forvirret over hvad der var sket og det virkede ikke til, at hun kunne huske ret meget af det. Austin trak sig lidt væk, da hun også gjorde det. Det var ikke fordi han ville skræmme hende, han ville sådan set bare støtte hende, så hun ikke faldt. Dog kunne han godt forstå det, hvis hun var skræmt. Det ville han også være, hvis han selv kom til bevidsthed og en fremmede mand sad og holdt halvt om ham. Austin havde dog stadig sin ene arm bag hende, men han rørte ikke ved hende. Han ville ikke skræmme hende mere.
"Bare tag det helt roligt. Det skal nok blive helt okay igen." Sagde han med en rolig stemme. "Jeg så desværre ikke hvad der skete. Jeg hørte bare et plask og så løb jeg hen mod søen og så dig synke dybere og dybere ned." Sagde han og skævede hen mod søen. Han var bare glad for, at hun ikke var kommet mere til skade end hun var. Det kunne jo være, at han var kommet for sent og den tanke skræmte ham rigtig meget, selvom han ikke kendte hende.

Austin fumlede med sin telefon. Han havde måske ikke vænnet sig helt til den og hvis kvinden spurgte, ville han bare sige, at det var chokket.
Han ringede efter en ambulance, imens han holdt øje med hende, så hun ikke skulle besvime. Han vidste ikke om det var normalt, men han kunne ligeså godt passe på hende. Han lagde på lidt efter og vendte sig mod hende igen.
"Du kan slet ikke huske hvad der skete? Hvorfor du faldt?" Han valgte at tro på, at hun faldt. Andet ville være alt for grusomt. Det gik pludselig op for ham, at der stod en masse mennesker rundt om dem. Det kunne da bestemt ikke gøre det nemmere for hende.
"Alt er fint her." Sagde han til dem og viftede med den ene arm, for at få dem til at gå. Ingen af dem havde tænkt på at ringe efter nogen, så det virkede bare til, at de bare ville se hvad der skete. Nu havde de set det, så Austin synes ikke der var en grund til, at de blev stående.

[Deleted]

Var hun faldet i søen? Det ville i hvert fald forklare begge deres gennemblødte tilstande. Og hvorfor at de sad placeret ved bredden så tæt på vandet. Juniper havde nu også allerede sat den fakta sammen med bindende tråd, for selv hun tydeligvis var rundt på gulvet, var hun ikke dum. Men det gav bare ikke mening for hende at rent faktisk ende i søen. Hun havde ingen erindring om at have snublet. Og hun var mere en hundreds procent sikker på, at hun ikke selv havde sprunget i hoved først af egen fri vilje. Det var som regel ikke noget hun kunne finde på at gøre. Og da slet ikke i offentligheden.

Imens at han holdte sig beskæftiget med sin mobiltelefon og tilsyneladende ringede efter akut lægehjælp og transport, søgte hendes tågede opmærksomhed sig andre steder hen, hvorpå hendes blik landede tilbage på broen, hvor hun lige akkurat kunne skimme sin håndtaske stående. Et mirakel at den ikke var blevet hapset af forbipasserende. Men tasken måtte indikere hendes start punkt. Dog kunne teorien om at hun var faldet ikke holde stik, da gerne skulle have været højt nok for hende at holde ved og stoppe sig selv. Hvis hun altså havde været vågen.
Fluks rev hun sig dog væk fra broen, da mandens stemme endnu en gang var vendt tilbage til hende frem for personen i den anden ende af telefonen. Utroligt hvordan den åbenbart havde overlevet en tur i vandet. Hendes ville nok ikke have gjort det, så det var vel heldigt for hende, at de fleste af hendes ejendele lå i tasken. Hun rystede let på hovedet.
”Jeg… må have mistet bevidstheden inden, jeg faldt ned i vandet.” Hun flyttede endelig hånden væk fra sin pande og lod den blidt glide ned over hendes ansigt, indtil den lå og hvilede ved hendes hals og kraveben. Derefter blev hendes hoved lagt en smule til siden og hendes øjne søgte mere mod hans. ”Så… du reddede mig?” Hun fik det næsten helt dårligt over at være nød til at spørge, bare for at være sikker.  Ubevidst havde hendes krop valgt at slappe af igen og rettet sig hen mod ham igen. Bare lidt. For nu sad han allerede lidt for tæt på. Det måtte være den britiske venlighed, eller hvad det nu hed.

[Austin Blake Callahan]

Austin håbede, at ambulancen snart ville komme, så de kunne finde ud af, om der var mere galt, end hvad det så ud til. Han var bekymret for hende, men mest fordi han ikke vidste hvad der kunne ske, når man var ved at drukne. Om lungerne tog meget skade eller noget helt andet. Menneskerne omkring dem, begyndte langsomt at gå væk, men de kiggede stadigvæk bagud, for at få det hele med. Det irriterede ham lidt, men folk var nysgerrige og det kunne man ikke rigtigt gøre så meget ved. Han var dog taknemmelig for, at de havde valgt at gå for han var måske blevet en smule ophidset, hvis de var blevet stående for længe, når der ikke var nogen grund til det.

Han vendte igen sin opmærksomhed mod hende, da hun spurgte ham om han havde reddet hende. Han lagde en hånd om i nakken på sig selv og gned den en smule. Han synes det lød lidt for helte agtigt og det gjorde han ærlig talt en smule flov. Normalt kunne han da sagtens være cocky omkring sine evner og hvad han ellers gjorde af gode ting, men det her var ikke tidspunktet at være det på.
"Well... Ja. Det kan man godt sige." Sagde han og sendte hende et beskedent smil. Når han fortalte historien til Charlie, ville han helt sikkert lyde lidt for selvglad og prale med, at han hjalp en ungjomfru i nød, men det var også kun fordi han vidste, at hun var okay. Så kunne han godt prale lidt overfor son tvilling, som ville gøre det samme.
"Jeg tror det er godt, at der er en ambulance på vej, hvis du mistede bevidstheden inden. Det må jo betyde, at der tydeligvis er gået et eller andet galt. Måske varmen eller mangel på mad?" Sagde han spørgende, imens han fastholdt sit blik på hende.
"Jeg hedder forresten Austin Callahan. Jeg sidder her indtil der kommer nogen for at hjælpe, okay?" Sagde han og tog sine arme til sig igen, så hun ikke skulle føle sig alt for utilpas i hans nærvær.

[Deleted]

Så snart at han bekræftede hans heltegerning for hende, voksede der den første lille antydning til et smil frem på hendes læber, hvilket gav hendes ellers så blanke og forvirrede ansigtsudtryk en smule mere menneskelig følelse. Hendes øjne syntes også at blive en smule blidere, sådan som kinderne blev skubbet en halv millimeter op mod dem. Det gav hende straks en mindre dukkefortabt atmosfære. Også selvom at smilet ikke nåede at vare længe.
Først virkede hun overrasket. Og så faldt hendes ansigt igen, som det gik mere op for hende, hvad der var sket. Hun slog blikket ned og bøjede en smule flovt sit hoved. Læberne pressede hun usikkert mod hinanden til en lige streg. Hånden ved sit kraveben knugede hun, som var det en refleks for at føle sig bare lidt bedre rent mentalt. ”Du har nok ret.” Hun sank besværet. ”Jeg har ikke haft meget tid til over, og siden jeg bor for mig selv, har jeg derfor ikke haft tiden til at få lavet eller spist nok mad på det seneste.” Afprøvende så hun mod ham igen, som var hun egentlig bange for at han ville dømme hende for at smide sig selv i den situation, hun var end i.

”Jun-…” Længere nåede hun ikke i sin egen præsentation, før en hylende lyd brød stilheden i parken, da en ambulance nåede frem. Godt nok kom den ikke brasende igennem parken eller var til at se fra deres placering, men inden længe kom et par ambulancehjælpere rendende i al hast hen over græsarealerne, mens de skuede hen over området i søgen efter, hvad der hurtigt skulle vise sig at være Austin og hende selv. Automatisk havde hun set sig over skulderen for at overvære det, og havde derfor frataget blikket og glemt alt om, hvad hun var i gang med forinden.

Der blev ikke spildt tid. For før Juniper kunne nå at orientere sig fuldkommen, var en kvinde nået dem og sat sig på hug ved prinsessens side. ”Ma’am, er du okay?” blev hun spurgt, da et tæppe blev svøbt omkring hendes våde krop. ”Kan du stå?” Det virkede alt sammen så pludseligt og forjaget, at det kun forvirrede hende endnu mere at blive spurgt om så mange ting på en gang. Det lykkedes hende dog at få ytret sig igennem et par nik. Og selv derefter gik det hurtigt med at få hende højst op. Flere gange havde hendes blik faktisk søgt hen mod Austin, da det hele var lidt meget at tage ind, og han på daværende tidspunkt var en konstant ting, hun kunne fokusere på i virvaret.
”Vi bliver også nød til at tage dig med til hospitalet, sir, så du kan blive tjekket for at være på den sikre side.”

[Austin Blake Callahan]

Austin lyttede til de ting hun sagde og han dømte hende bestemt ikke. Han havde tit oplevet, at hans mangel på mad havde gjort det svært for ham at koncentrere sig og være 100 % ved sig selv. Nogle gange havde man bare travlt og det vidste han jo godt. hans job havde tit været meget krævende, men han havde så givet sig selv tid til at spise noget mere, da han bestemt skulle være koncentreret når han skulle passe drager. Hvis han bare var lidt uopmærksom, så kunne det gå grueligt galt. Han havde oplevet noget lignende og han havde et ar henover øjet, som kunne bevise det.
"Jeg kender det kun alt for godt. Du bliver dog nødt til at passe bedre på dig selv. Det ved du dog nok godt." Sagde han med et smil. Han ville ikke lyde, som en der vidste mere end hende og han ville da slet ikke lyde som en der kunne være hendes mor. Det var jo bare sært.

Austin blev en lille smule træt af, at han ikke nåede at få hendes navn, men på den anden side var det godt, at ambulancen kom, så de kunne tage sig af hende. Han sad et øjeblik og tænkte på, om han overhovedet ville komme til at se hende igen. Han overvejede om han skulle tage med hende, for at sikre sig, at hun var okay. Han sendte hende et beroligende smil, da hun kiggede på ham. "De skal nok passe godt på dig." Sagde han og nikkede til hende. Han blev dog en smule overrasket, da lægen sagde, at de ville tage ham med for at tjekke om han var okay. Han var tæt på at sige, at der ikke var en grund til det, men på den anden side, kunne han ligeså godt. Så kunne han også besøge hende og se hvordan hun havde det.
"Fint." Sagde han og rejste sig op. Han holdt godt øje med kvinden, som hed noget i retningen af Jun. Han gik ind i ambulancen, som en af de andre viste ham hvor han kunne sidde. De lagde et tæppe om ham og han var faktisk ret glad for det. Det var begyndt at være koldt, men han havde ikke lagt mærke til det før nu.

[Deleted]

Turen over til ambulancen gik så godt, som den nu kunne. Juniper havde ingen problemer med at gå. Og bestemt ikke, sådan som hun blev støttet hele vejen der hen. Det var rart. Ligesom det var rart at hun ikke blev efterladt alene i hænderne på ambulancehjælperne. For selvom hun knap nok kendte denne Austin, så havde han vist hende en beroligende fornemmelse af sikkerhed, som hun havde sværere ved at slippe end bare sådan lige. Hun beskyldte først og fremmest chokket, der langsomt sneg sig tættere og tættere ind på hende. Det var ikke sprunget helt ud i ansigtet på hende endnu, da hun stadig var rundt på gulvet.

”Kan du fortælle mig dit navn og personnummer, ma’am?” Hun fik lov til at sidde på sygesengen, da hun blev ført ind i ambulancen. Hun lagde sig dog ikke ned, men blev siddende med benene dinglende ud over kanten med fronten imod den anden nye passager – hendes redningsmand. Forsigtigt betragtede hun den samme kvinde, der havde taget sig af hende fra starten, som de sædvanlige spørgsmål blev spurgt. ”Juniper Lee. 260631-1198.” svarede hun forsigtigt, mens hun klamrede sig lidt mere til tæppet omkring sig, og så meget kort og diskret mod Austin, da hendes navn blev sagt. Hun havde trods alt ikke nået at præsentere sig færdig for ham, så dette måtte han vel nøjes med for nu. Ikke den bedste måde, hvis man spurgte hende. Ambulancen satte i gang, og flere spørgsmål fandt sin vej til den unge prinsesse.
”Kan du huske, hvad der skete, frøken Lee?” Hun brød sig ikke vitterligt om at blive forhørt. Også selvom at det kun var til for hendes eget bedste. Hun følte en konstant frygt for at svare forkert på ting, hun umuligt kunne svare forkert på, da spørgsmålene var så personlige. ”Jeg…” startede hun, inden en klump satte sig fast i hendes hals, og hun automatisk søgte råd ved Austin. Noget der også straks fik ambulance hjælperen til at se på ham efter svar. ”Overværede du hvad der skete, sir?”

[Austin Blake Callahan]

Austin fulgte med hen til ambulancen, som han fik besked på, at han skulle gå med. Han havde det helt fint med det, da han gerne ville holde lidt øje med den unge kvinde. Selvom han ikke kendte hende, følte han alligevel et slags bånd til hende, da han havde reddet hende fra at drukne. Han vidste at lægerne ville tage sig af hende, men han sørgede alligevel for at holde øje med, at de ikke tabte hende, da hun vaklede en smule. Stakkels pige. Han satte sig ind i ambulancen, uden at slippe hende med øjnene. Han prøvede at holde sig i baggrunden, så lægerne kunne gøre deres job. Han ville helst ikke være i vejen. Han smilede svagt, da han endelig fik hendes navn at vide. Hun var jo blevet afbrudt, da hun ville fortælle ham det. Det gjorde tingene lidt lettere, at han kendte hendes navn, selvom han ikke var sikker på, at de ville se hinanden igen, når de blev sluppet ud af hospitalet.

Austin slap ikke helt for opmærksomhed, da han pludselig blev stillet et spørgsmål. Så meget for at holde sig i baggrunden.
"Åh. Øhh. Ikke det hele nej. Jeg så hende ikke falde. Jeg hørte et plask og synes det lød højere end hvis det bare havde været en sten." Han skævede til Juniper og lavede en lille grimasse, da han håbede hun ikke ville tro, at han synes hun var tyk og havde lavet et stort plask. "Jeg løb derefter derhen og så hende synke længere og længere ned." Sagde han og kiggede igen på hende, der havde stillet ham spørgsmålet. "Jeg tror dog ikke rigtigt hun har spist i dag. Det sagde hun til mig bagefter." Han tænkte, at det nok ville være vigtigt for dem at vide og eftersom Juniper ikke sagde så meget, måtte han hellere fortælle dem det. Det var også forståeligt nok, at hun ikke sagde så meget. Hun måtte være rundt på gulvet endnu.

[Deleted]

Det var tydeligt for en hver at se skammen i hendes ansigt, da det blev gjort klart, hvad der var det hovedsagelige problem. Også selvom at det langt fra var et dømmende udtryk, som den kvindelige ambulancesygeplejerske viste frem, da hun så tilbage mod Juniper. I stedet var det bekymring. Lidt den samme form for bekymring, som hun bildte sig selv ind, hun også opfangede fra Austin. Dog lykkedes det hende at opretholde sit blik oppe frem for at sænke det, da hun selv talte igen efter at kortvarigt rømme sig. ”Det er rigtigt.” indrømmede hun. ”Jeg har haft svært ved at sove igennem de sidste par uger. Og jeg har ikke haft meget tid til at spise… eller drikke.” ”Det lyder til, at du besvimede på grund af anæmi, ms Lee. Du var umådelig heldig, at ..ehm..” ”Callahan.” ”..mr. Callahan var til stede. Jeg giver dig drop for at give din krop noget nærig, og så vil vi gerne beholde dig på hospitalet til vi er sikre på, at du er okay.” Juniper vidste ikke, hvad hun skulle gøre udover at nikke som en accept.
__________________________

På hospitalet var de som forventet blevet skilt ad, hvilket langt fra havde været beroligende for Juniper. Men hun havde ikke tilladt sig selv at sige noget. Han var trods alt bare en fremmed, der tilfældigvis havde været på det rette sted, det rette tidspunkt. Hun kunne ikke forlange hans selskab.
Som hun lå vågen i hospitalssengen i den tomme stue, begyndte hun for første gang siden hændelsen at gabe. Et godt tegn på, at hun endelig var faldet ordentligt til ro oven på chokket. Men alligevel nænnede hun ikke at sove, selvom det tydeligvis var, hvad der var bedst for hende. Hun frøs ikke længere, da hendes våde tøj var blevet skiftet ud med den sædvanlige hospitalsbeklædning. Hun var taknemmelig for det, men samtidig fik det også det hele til at virke mere alvorligt end det egentlig var. Hun var ikke døende. Ikke længere i hvert fald. Så der burde ikke have været nogen grund til at have hende fuldt ud indlagt. Farven var vendt tilbage til hendes kinder og hendes øjne var knap så opspilede. Hele hendes krop var ikke længere spændt op af forskrækkelsen, hvilket var rart.
Af og til faldt hendes øjenlåg i i længere tid ad gangen, som var hun på vej til drømmeland. Men hver gang havde hun åbnet dem igen, hvor de roligt studerede droppen i hendes højre hånd, som lå foran hendes ansigt på puden. Det var ubehageligt. Det gjorde ikke ondt, men det var ømt, og hver gang hun knugede sin hånd sammen kunne hun fornemme det lille tynde plastikrør, der var sat ind i hendes blodåre. Hun glædede sig allerede til at få den fjernet igen. ”På den lyse side, at du stadigvæk i live, Junebug...” mumlede hun sagte.

[Austin Blake Callahan]

Austin var endelig blevet sluppet fri af en sygeplejerske som skulle tjekke op på ham. De havde lånt ham en fin hospitals natkjole, men han havde bestemt ikke tænkt sig at besøge, Juniper i den. Det var alligevel alt for ydmygende. Han var derfor trasket ned i gaveshoppen, i den smukke kjole, og fundet sig en sweatshirt med I love London på. Han ville gerne tørre sit eget tøj, men han vidste ikke lige om Juniper kendte til magi og hun ville måske undre sig, hvis han kom ind i tørt tøj efter så kort tid. Der fulgte et par super lækre bukser med til trøjen og han kunne nu rende rundt i grå træningsbukser, som sad lidt for løst til hans smag. Wow. Han var sikker på, at han ville gøre et godt indtryk på hende. Han havde lagt sit eget tøj i en pose og gemt sin tryllestav nede mellem trøjen og bukserne, så ingen skulle lægge mærke til, at han rendte rundt med en pind.

Han spurgte en læge, hvor Juniper var og han forklarede, at det var ham der havde reddet hende. Han blev vist hen til værelset og han bankede sagte på, selvom døren var åben. Hun så træt ud, men hun lignede også en,d er havde fået det bedre. I sin ene hånd havde han en lille tøjbjørn, hvor der stod 'get well' på. Det var måske lidt cheesy, men det tog han sig ikke af.
"Hey." Sagde han og sendte hende et smil. "Går det bedre?" Spurgte han. Han blev stående i døråbningen, da han ikke vidste om hun ville have ham ind.

[Deleted]

Den ellers så uskyldige lyd af at det bankede på, fik alligevel straks Juniper til at løfte hovedet og rette øjnene hen imod døråbningen. Hendes første tanke, der egentlig havde cirkuleret rundt i hendes hoved siden ankomsten til hospitalet, var at historien var nået sladderbladene. De slugte den slags op så snart det omhandlede de mere kendte personligheder. Så selvfølgelig forventede hun at se en fotograf med et stort kamera med en endnu større blitz eller en journalist med en optager i håndstørrelse, der havde sneget sig forbi både sygeplejersker og læger. Men hendes teori blev knust til bittesmå stykker, da hun fik øje på Austin, og blikket i hendes øjne blødte med det samme mere op. Dog forsvandt det forvirrede udtryk ikke helt fra hendes ansigt.

”Hey…” sagde hun forsigtigt og beskedent, inden hun skubbede sig selv mere op at sidde i siden med sine arme. Det var trods alt uhøfligt for hende at bare blive liggende. Hun nikkede bekræftende til hans bekymring og fik endda et lille smil frem til ære for ham. ”Det var Austin, du hed, var det ikke? Austin… Callahan.” Hun huskede ham ganske udmærket, men nu med et klarere hoved end, da de faktisk var mødtes, ville hun helst være på den sikre side. Også selvom det muligvis kunne tages dårligt, som havde han ikke været hendes hukommelse værdig.
Hun havde fået en striks ordre om ikke at forlade sengen med mindre, at hun skulle bruge toilettet, så frem for at rejse sig helt, satte hun sig blot ordentligt op. ”Jeg skylder dig vist mit liv. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg kan takke dig nok.” sagde hun nu mere til stede end første gang hun havde henvendt sig om hans redning. Og hendes smil synes tilmed at vokse. Hvis ikke fysisk så nåede det længere op i hendes øjne.