Taste of Freedom

[Sage Conelly]

@horatio, @isiahm, Syrena Amardeus, @sakitta

_____________________________________________________________________________

Tunge bølger slog mod fængslets vægge med en sær rytme. Sage lyttede til dem, lyden afspillede sig altid i hendes hoved et par sekunder før den næste bølge slog. Dets regelmæssighed, fortalte hende at vinden måtte være forholdsvis rolig udenfor, ellers lød slagene voldsomme og pludselige. Det var sjovt hvor opmærksom og observant, så mange år i Azkaban kunne gøre et menneske. 
Dybt nede i kældrene hvor hun befandt sig var der altid mørkt. Med tiden havde hun mistet enhver følelse med hvornår det var dag og aften, herinde var det altid nat. Det var mørkt, køligt og mange steder fugtigt. Trods cellerne lå på rad og række, var det sjældent fangerne bemærkede hinanden, men nu lå hendes celle også fjernt fra de andres. Den var ligeledes større, men langt fra mere behagelig, alt hvad der var, var en madras på gulvet der havde set langt bedre dage med alle de rotter der havde nippet i stoffet. 

Sage sad i et fjernt hjørne og kastede et opgivende blik på sin seng. Selvom der kun var en meter derhen, så virkede det frygtelig langt i hendes tilstand. Årene havde ikke været milde ved hende, hun var udsultet, svag og forslået. Flere steder på kroppen havde hun blå mærker og gamle ar efter den behandling hun havde modtaget på stedet. Det nyeste var en flænge i hendes læbe der stadig blødte lidt når hun forsøgte at snakke, en del af det skyldtes formentlig også den klamme luft der havde udtørret hendes hud. Hendes blonde hår, var ikke længere kort og friskt, men langt, vådt og klistret. Man skulle tro af de kunne være mere gavnlige når det kom til bad, eftersom de var omgivet af vand, men det var ikke tilfældet. Tunge kæder fæstnede hendes håndled og hendes ben til væggen, så hun kun kunne bevæge sig på meget lidt plads, og jernet var så tungt, at hun nærmest ikke kunne holde sig oprejst uden at hendes ben begyndte at skælve. Foran hende stod en sølle tallerken, med noget udefinerbart, uspiseligt mad som mus og rotter i stedet var godt i krig med, hun ville end ikke forsøge at jage dem væk, i så fald ville de nok bare gnave lidt i hende i aften. Hendes trætte øjenlåg gled i. Normalt brød hun sig ikke om at sove, for man vidste aldrig hvad det her gudsforladte sted kunne byde på, men nogle gange var hun tvunget til at give efter for sin krop, der i sig selv brugte enorme mængder energi på at holde sig bare nogenlunde varm. Den eneste hjælp hun havde til dette var en form for fangekjole der mest af alt mindede om en sæk der var blevet klippet et par huller i, til hendes lemmer og ellers et loddent tæppe, der aldrig var blevet skiftet ud og efterhånden var rugt og ildelugtende, men hun klagede ikke. 
Hver gang hun lukkede sine øjne, så hun for sig hvordan hans øjne gennemborede hende med foragt og skamfuldhed, selv i døden hjemsøgte han hende, holdt hende vågen og afholdte hende fra at give op, for i det øjeblik hun gjorde det, så var slaget for alvor tabt. 

[Deleted]

Ilario bevægede sig ned af den tomme fangegang. Han følte sig tydeligt overlegen som han gik med rank ryg og staven i et solidt greb i hånden klar til at kaste en besværgelse over en uheldig fange hvis han eller hun besluttede sig for at gøre noget der generede ham, eller i det hele taget bare gav ham en hvilken som helst undskyldning for at straffe en indsat.
Han tog nydelse i det. Der var intet i verden der gav en bedre følelse af magt end at yde skade og smerte på andre om de så havde fortjent det elle ej. Dette var da også den eneste grund til at han havde valgt at blive placeret her i denne dybeste afkrog af Azkaban, her var der ikke så mange ansatte der ønskede at bevæge sig rundt, hvilket gav ham endnu rigere mulighed for at torturerer de indsatte og skyde skylden på dem selv for ingen ville tro en psykotisk morder over en fængselsbetjent.
Et smil sned sig op på hans læber. Åh ja han havde helt sikkert valgt den rette krop at overtage. Stakkels Edward Kennedy var død og borte, Ilario have overtaget hele hans identitet inklusiv hans intetanende kone. Forskellen var bare at Ilario ikke på nogen måde var interesseret i at leve familielivet, han havde bare brug for et cover så han stadigvæk kunne være i nærheden af Sage - ikke at hun anede det var ham, hvad ville det sjove være i det? Nej, han havde ikke noget imod at se hende på denne måde. Svag. Underdanig. Han skulle nok få hende op igen udelukkende for at smide hende tilbage i elendigheden. Den ustabile følelsesmæssige rutchebanetur som han elskede så højt. Igen en ting der fik ham til at føle sig magtfuld. Han var en mand der hurtigt kom til at kede sig og når han kedede sig blev han kreativ og det var aldrig rart for hans omgivelser.
Han nærmede sig hendes celle med hurtige skridt. Stoppede foran den og kiggede så ind på hende. Blikket var køligt, men antydningen af et svagt smil var at finde på hans læber. I dag skulle han lege hendes helt. Ham der fik hende ud og væk fra dette mareridt ved hjælp af hans ynkelige storebror og Sakita. Havde det ikke været fordi at Isiah kunne komme ham til gavn så han nok helst at han ikke skulle være en del af dette foretagende, på den anden side så gjorde det jo kun spillet langt sjovere. Bare det at se Sage og ham i samme rum ville være noget han ellers gerne ville betale penge for at opleve.
"Psst, er du vågen," hviskede han til den blonde heks. Han gik ud fra de ville være alene på afdelingen som altid.

[Sage Conelly]

Et sted fjernt i baggrunden, hørte hun tunge skridt give rungende genlyd i de omme gange. Sage genkendte netop de skridt, men reagerede ikke længere på dem. Somme tider var det lyden af djævlen der kom for at straffe hende for hendes synder, og somme tider var det englen der kom for at hele og beskytte hende, selvom det på ingen måde var fortjent. Uanset had de skridt bragte med sig idag, vakte det hverken frygt eller håb, i stedet slap hun et træt suk, for uanset hvad ville det kræve hendes tilstedeværelse.
På trods af det forsøgte hun at lukke ham ude, og lod sine øjenlåg forblive nedsunken så det lignede at hun sov.
Selv bag mørket, kunne hun fornemme hvordan hans kølige blik gennemborede hende. I forhold til dementorerne på stedet, var det ikke særlig intimiderende. Stilheden lå tung, og bevidst trak hun den lidt ud og sagde intet i håb om at han ville falde for illusionen om at hun sov, dog ville hun ikke være naiv nok til oprigtigt at håbe på det.
"Nej," svarede hun køligt. Hendes vejrtrækning var upåvirket, og hendes hoved lå fortsat træt op af væggen, indikerede at han ikke formåede at vække nogen angst i hende. Til gengæld afslørede hendes tone tydeligt at hun end ikke var tæt på at falde i søvn, stedet her indbød ikke ligefrem til hvile.
Langsomt løftede hun hovedet, trods det krævede store kræfter af hende, og hun slog øjnene op og så på ham med et tomt, køligt blik. Det var ikke længere muligt for hende at skjule hvor afkræftet hun var, ikke efter alle de år hvor det her sted havde spist hendes energi, og hun var nået til et punkt hvor hun heller ikke forsøgte at skjule det. "De her natlige besøg må snart stoppe. Folk får snart de forkerte tanker," bemærkede hun tørt uden ansporing af humor. Naturligvis var det ment i sjov, men Sage var frygtelig svær at aflæse på den måde, eftersom hun ikke brød sig særlig meget om menneskelige følelser eller udtryk. Hun tvang sig selv lidt mere op at sidde, dog stadig med støtte mod væggen så hun ikke skulle bruge sin sparsomme energi på at holde sig oppe. Maden her var heller ikke ligefrem noget at prale af, det havde udsultet hende til en grad hvor hun nærmest bare var en bunke knogler, hvilket gjorde de fleste stillinger højest ukomfortable i øvrigt, og alligevel var hun den sidste hernede til at beklage sig.

[Deleted]

Han lod hovedet tippe lidt på skrå som han afventede hendes reaktion. Han ville nok altid føle sig overlegen overfor hende, men det betød ikke at han ikke oprigtigt bekymrede sig for hende. Hun var nok det tætteste han kom på at føle noget som bare mindede om menneskelige følelser, hun var hans, tilhørte ham og ingen andre.
Hans tålmodighed var næsten sluppet op og som en understregning på dette havde han allerede hævet sin stav i tilfælde af hun sov kunne han om ikke andet bruge den til at vække hende.
Han havde på ingen måde været begejstret for at overlade hende til Sakita og Isiah på deres latterlige selvmordstogt, men samtidig kunne han godt se hvordan Azkaban satte sine tydelige spor på kvinden foran ham. Han havde intet imod at hun led lidt, det gav ham trods alt en skummel tilfredsstillelse selv at påføre hende smerte, men han kunne ikke miste hende og hun var grangiveligt blevet svagere og svagere over årerne.
Derfor da Sakita var kommet med forslaget om at bryde hende ud (det gav fordele at have stålet identiteten af hendes onkel) kunne han ikke rigtigt afslå, dog med den betingelse at han kunne deltage i festlighederne. At skulle stå overfor sin storebror på ny uden at han måtte gennemskue det var ham, var blot endnu en sjov udfordring.
Hendes kølige stemme gav genlyd i den tomme celle og han smilede blot for sig selv som han forsigtigt åbnede celledøren og trådte indenfor, roligt faldt han på hug foran hende, naturligvis uden for hendes rækkevidde, uanset hvor afkræftet hun var, var han ikke en idiot, han havde været med til at træne hende, han vidste hvad hun kunne være i stand til.
Antydningen af et smil krøb op i den ene mundvig ved hendes kommentar. "Så kan du jo glæde dig over at dette her nok bliver sidste gang du ser mig på denne måde," informerede han og lod ordene hænge i luften i nogle lange sekunder. Han håbede på at det ville få hendes tanker til at løbe lidt, skønt tanken om døden måske blot ville være en befrielse for hende på nuværende tidspunkt - så meget desto sjovere.
"Ser du," begyndte han med en vigtig undertone, "i dag er den dag hvor du forlader Azkaban." Fortalte han kryptisk og lænede sig lidt frem for at stryge hendes kind og i samme gestus fjerne en lys tot hår fra hendes ansigt.
På trods af den - hvad nogen ville kalde - "kærlige" gestus, var hans blik stadigvæk koldt som is.

[Sage Conelly]

Efter alle de år havde Sage end ikke besværet sig med at lære deres navne. Hun kendte deres ansigter, lyden af deres skridt og mange gange også deres svagheder, men aldrig deres navne. Lige præcis denne her vagt, var modig. Han tog sine sikkerhedsforanstaltninger men han kom også tættere på hende end nogle af de andre, og for det både respekterede hun og hadede ham lidt. Hendes iltre blik borede sig direkte ind i hans. Selv her i mørket var det som om de lyste op.
Selvfølgelig var det mest fristende for hende bare at lukke øjnene og give sig selv den søvn hendes krop efterhånden tiggede efter, men hendes stolthed holdt hende vågen, for der var en stemme højere end den anden, som nægtede hende at vise svaghed overfor ham, det havde undret hende i årevis, men trods alt den tid hun havde til spekulation, havde hun stadig ikke opdaget årsagen til det.
Hans ord fangede hurtigt hendes interesse. Naturligvis tolkede hun hans ord i én retning, men det ændrede ikke hendes blik, eller hendes vejrtrækning, for frygt var efterhånden også blevet en ukendt følelse. Hun spekulerede somme tider i om ministeriet var klar over at de med deres behandling kun havde gjort hende mere farlig. Måske havde de og det var derfor han ville slå hende ihjel. Efter lang tids stilhed talte hun endelig. "Det var på tide, synes du ikke?" spurgte hun retorisk. Hendes blik fulgte hans hånd så langt det var muligt, indtil den ramte hendes kind. I kulden føltes den varm og blid, for mange ville det være en trøst, for hende var det bare en ligegyldig gestus. "Jeg er overrasket. Jeg var begyndt at opgive tanken om at ministeriet ville forbarme sig og få mig afskaffet. De tåber forstod aldrig præcis hvor stor en trussel jeg er for dem," hun smilede, ikke alene et meget tilfredst smil men et mindst ligeså triumferende. Hun hævede sin hånd,med den sidste energi, for kæderne fik den til at føles så tung, og greb om hans hånd uden at fjerne den fra sin kind. "Har du valgt en god kiste til mig sir? Jeg tænker umiddelbart ikke at hvid er min farve," hendes egen humor fik hende til at le, hvilket nok var ret upassende, men hvem bekymrede sig om det?

[Deleted]

Han nød dette her. Nød at have magten til at kunne "bestemme" over hendes liv. Bestemme om hun skulle have en god eller en dårlig dag. Leve eller dø. Selvfølgelig havde han ikke ret til at slå hende ihjel, men han havde heller ikke ret til at torturerer hende, man skulle bare være god til at dække sine spor så kunne det meste lade sig gøre og at dække sine spor var en af hans specialiteter.
"Forbarme sig?" Han hævede et bryn, hvorefter et djævelsk smil sprang frem på læberne. Hans hånd gled under hendes hage og tvang hendes ansigt op så han kunne låse sine kolde blå øjne til hende. "Den eneste her der har forbarmet sig over dig her er mig Mrs. Conelly og glem aldrig det!" Kommenterede han med en faretruende ro i stemmen.
Han slap atter hendes hoved og rettede sig så op hvorefter han begyndte at passerer frem og tilbage i den lille celle. "Som jeg har sagt mange gange før er det eneste ministeriet ønsker for dig at du bliver holdt nede. Bliver undertrygt som de kryb de ser dig for at være." Han stoppede op og lod armene falde over kors. "Jeg derimod har lidt andre planer for dig." Tilføjede han så. Selvfølgelig kunne han ikke lade hende sidde her og rådne, ikke nu hvor han kunne se hende blive markant svagere. Hun skulle ikke til at give op, han var slet ikke færdig med at lege med hende endnu. Faktisk var han først lige begyndt.
"Desuden er der da grænser for hvor stor en trussel du er nu, jeg mener se lige dig selv. Du er kun en skygge af den person du var da du kom herind." Sagde han med noget der kunne minde om skuffelse i stemmen. Alle havde et punkt hvor de knækkede, om hun var nået dertil eller blot var tæt på var han ikke helt sikker på, Sage var trods alt mester i at skjule sine tanker. En ting der altid havde fascineret ham ved hende. Hun var så uforudsigelig. "Jeg vil næsten gå så langt som at sige du er en smule ynkelig." Smed han oveni. Hvad han dog ikke gjorde for at tirre hende. "Men igen er du så heldig at jeg forbarmer mig over dig." Forsatte han med mere heroisk stemme som var hans hendes knight in shining armor. "Ser du, modsat ministeriet ser jeg dine talenter." Igen satte han sig på hug foran hende. "-jeg ønsker ikke at se dig gå helt til, mere end du allerede er. Derfor har jeg besluttet at hjælpe dig ud fra dette hul." Nej måske var han ikke den retmæssige ejer af ideen om at bryde hende ud, men det betød ikke at han ikke tog fuld credit for det anyway. "Du er trods alt min personlige favorit herinde." Endnu engang spredte det samme smil sig på hans læber på ny. Hvor han nød dette her.

[Sage Conelly]

Sage havde altid været svær at imponere, og hvis hun ikke var imponeret ville hun ikke engang bruge et sekund eller to på at kende deres navne. Af præcis samme årsag, var Ilario den eneste hvis navn hun kendte. Hun ville selvfølgelig til enhver tid benægte at han havde gjort sig bemærket hos hende, men det gjorde det ikke mindre sandt.
Hans voldsomme og ret pludselige greb, fik hende til at spærre øjnene opmærksomt op. Det var som om de somme tider gled lidt i af sig selv, når hendes tilstedeværelse ikke var påkrævet.
Stædigt trodsede hun sin træthed og stirrede direkte tilbage i hans blik med smalle pupiller der truede med at slå ham ihjel, desværre var hun ikke en basilisk. Faktisk stirrede hun så intenst at hun kunne mærke den klamme luft hernede tørre hendes øjne ud, til hun til sidst var tvunget til at blinke. "Jeg har aldrig bedt om din barmhjertighed!" udbrød hun vredt. Hendes stemme var gået fra at være træt til at være højlydt og fuld af aggression på bare et øjeblik. Yderligere gik der kun sekunder før hendes ansigt afslørede at hun var faldet lidt til ro igen. Hendes fyldige læber skiltes i et bredt smil, der fik hendes dehydrerede hud til at sprække. Et par dråber af blod piblede frem, men hun slikkede dem bare upåvirket væk. "Kryb? Måske er du ikke så smart som jeg egentlig havde tænkt. De er bange for mig, hvilket er klogt," tilføjede hun og nikkede lidt anerkendende ud i luften. Fik hun chancen ville hun udforske dem allesammen fra deres indre til deres ydre. Fantasien om præcis det havde holdt hende live, men enhver mistede gnisten på det her gudsforladte sted. Trods endes blik stadig var iskoldt og gennemborende, så ændrede hans ord noget i hendes blik. Hun vidste at han havde ret. Azkaban havde forandret hende, frarøvet hende sin styrke, men hun ville ikke give ham fornøjelsen af indrømmelsen. "Måske. Men tør du at undervurdere mig?" spurgte hun og virkede pludseligt underligt underholdt af situationen. Mænd var pralehalse. Allesammen, og bekræftelsen på det fik hende bare til at sukke opgivende og slå hovedet tilbage ind mod væggen. "Når du lukker mig ud lover jeg dig at du vil se alle mine talenter.." hun lænede sig frem og lagde hovedet lidt på skrå, som om hun skulle til at kysse ham, men hun stoppede millimeter fra hans læber og sænkede i stedet sin stemme. ".. både de gode..."[/i] dampen fra hendes ånde kyssede hans læber uden hun fysisk rørte ham. ".. og de knap så gode.. for dig altså,"[/i] tilføjede hun og trak sig tilbage med et skingert grin.

[Deleted]

Han kiggede intenst på hende. Øjnene borede sig ind i hendes. Hun havde altid været speciel for ham, lige siden han havde været med til at lære hende op. Han vidste at når hun var på sit højeste var der en god chance for at hun muligvis kunne vippe ham af pinden som den mest magtfulde, så kunsten var at hun aldrig skulle finde ud af det.
Hendes vrede fik ham blot til at smile hånligt tilbage. "Tro mig, jeg er ikke den du ønsker at være på dårlig fod med, så måske du bare skulle accepterer at har udset mig dig og i stedet vise lidt taknemmelighed." Selvfølgelig var taknemmelighed ikke et ord der fandtes i Sages ordforråd, det lå nok sammen med barmhjertighed og kærlighed kunne han forstille sig et eller andet sted så dybt begravet at det nærmere var ikke-eksisterende.
Han fnøs og slog let ud med hånden, "bange for dig?" Han vidste at hun havde ret, men alligevel tog han muligheden til at presse hende lidt ned igen, "så længe du sidder her har de vidst intet at frygte." Igen en løgn han godt selv var klar over var en løgn. Fangevogterne undgik hellere at give hende mad end de gik ned for at give hende den.
Et smil prygede hans læber som hun begyndte at snakke lidt mere som den Sage han kendte, "undervuderer dig? Det kræver vel at jeg får at se hvorfor alle lader til at "frygter dig" så meget som du påstår, for det eneste jeg ser er et svagt lille lam der er fanget i ulvens hule." Smilet var overlegent og provokerende. Han elskede at tirre hende.
Ilario flyttede sig ikke som hun lænede sig frem mod ham, han lod hendes ord hænge i den trykkede luft i noget tid inden det ene bryn blev hævet og han fastholdt hendes blik. "Er det et løfte?" Spurgte han blot imens hun stadigvæk var så tæt ved hans læber at han kunne mærke hendes varme ånde. Han fortrak ikke en muskel som hun derefter trak sig tilbage i et grin der gav en uhyggelig genlyd gennem de tomme gange. Det skræmte nu ikke ham, skønt han måske burde være bekymret, så snart hun kom fri ville han trods alt være i livsfare, men det var jo også bare med til at gøre "spillet" det sjovere.

[Sage Conelly]

"Og hvad er det helt præcis du har udvalgt mig til?" spurgte hun med et gennemborende blik. Alle hendes fysiske behov skreg på at hun skulle lukke øjnene, men han holdt i det mindste hendes stædighed ved lige. Naturligvis ignorerede hun fuldstændigt tanken om at udvise taknemmelighed, selv hvis hun ville, så ville hun formentlig ikke kunne finde et passende ansigt til det. "Først den dag en dementor smager på mine læber, har de intet at frygte, men af uforklarlige grunde har de tøvet med det. Uheldigt," konstaterede hun og lod læberne skilles i et køligt og lidt for selvtilfreds smil.
For et lille øjeblik lukkede hun øjnene, og lod fantasien glide over hendes nethinde igen mens hun sad der med et sagligt smil. Det var nok bare hende, men hun svor et sted at kunne høre nogle tunge skridt, på den anden side var der ikke andre end fanger og nogle få vagter på denne her tid af døgnet. "Kunsten er at spare sin energi til noget eller nogle der er værd at bruge den på, og du er på ingen måde noget af det," svarede hun affærdigende og værdiede ham stadig ikke et blik. Alle havde altid beskyldt hende for at være ude af stand til at elske, men siden nyheden om Ilarios død var blevet overbragt, så havde hun måske opgivet en lille smule, men det ville hun aldrig indrømme.
Endelig spærrede hun øjnene op igen, men hun så på ham som om han var det mest ligegyldige i denne her verden. "Det er et løfte," annoncerede hun og trak lidt kæderne, der havde gnavet sig godt ind i hendes spinkle håndled. Det var ikke engang ømt mere. "Har du ikke andre fanger at genere? Du interessere mig ikke synderligt," løj hun, dog ret overbevisende. Det var nok i virkeligheden omvendt. Han var ikke som de andre. "Du ville ikke være så høj i hatten hvis du vidste at jeg ikke sad bundet, uskadeliggjort.. for nu om ikke andet," tilføjede hun og lod hovedet falde træt ned mod hendes ene skulder.

[Deleted]

Han sendte hende et snedigt smil og lod de blå øjne hvile på hende, "alting til sin tid." Svarede han hemmelighedsfuldt og tog rettede sig op for at gå hen og stikke hovedet ud på gangen, de måtte være ved at være der. Han gik tilbage til hende og så ned på hende.
"Grundene er ikke helt så uforklarlige som du måske tror." Svarede han lidt henkastet. Han havde talt godt for sin sag og heldigvis var manipulation en af hans stærke sider. Han havde fået udskudt hendes kys - for selvfølgelig havde det været på tale - ved hjælp af at snakke godt for sin sag omkring at hun jo helst skulle være i stand til at fortælle dem noget om garden, og at terapeauten sikkert snarrest ville bryde igennem hendes hårde skal. Ilario vidste dog godt at en latterlig terapeaut aldrig ville kunne bryde igennem til hende, men hvis blot folk troede på at det kunne lade sig gøre. Det havde ikke taget ham mange måneder at få Ezekiel over på sin side. Han skulle bare trykke på de rette knapper, blah blah blah fangernes rettigheder, blah blah blah alle fortjente en chance og så videre og så videre.
Hendes lidt næsvise kommentar fik hans trang til at sætte hende på plads til at stige. Han bukkede sig ned over hende og tog igen hårdt fat omkring hendes kæbe som han tvang hendes ansigt op mod hans. "Tro mig Conelly, jeg er den eneste der er det værd." Hans øjne borede sig ind i hendes i nogle lange sekunder inden han lettere brutalt skubbede hendes hoved bagud som han slap hende.
Endnu et overlegent smil prygede hans læber. "Havde jeg haft tiden havde jeg straffet dig for den kommentar," informerede han hende roligt, "men heldigvis for dig lader det til at vi får selskab." Han syntes at kunne høre skridt nærme sig, det måtte være dem, det var satme også på tide, de havde jo ikke ligefrem hele natten. "Og du ville ikke være så høj i hatten hvis du vidste hvad der ventede dig," gav han blot igen. Gad vide hvem der ville ende med at rive hovedet af den anden først. Isiah eller Sage. Ilario satsede på Sage som vinder, men det havde han jo altid gjort uanset hvor meget han så end havde set op til sin bror som yngre. Isiah var blevet blødsøden og at tænkte sig at han forlod garden til fordel for en mugglerfødt var skamfuldt! Heldigvis havde han jo lært det på den hårde måde, lige nu var han og Sakita bare Ilarios bedste chance for at få Sage i sikkerhed og tanket op så de kunne tilbagekæmpe hvad der retmæssigt tilhørte dem.

[Sage Conelly]

Hvis blot Sage havde kendt sandheden om hans væsen, så ville hun langt fra have været så kæphøj. Den eneste mand eller kvinde der nogensinde havde været i stand til at styre hende, troede hun var død og begravet, og nu var det op til hende at leve op til hans minde og hans forventninger til hende. Han kunne ligeså godt have stirret igennem et spøgelse, for trods han så gennemborende på hende, så reagerede hun ikke. Azkaban havde gjort hende fysisk svag men mentalt stærkere. Det stakkels fjols til Ezekiel havde efterhånden givet op på hende. Hun slap et suk og trak hovedet til sig. "Jeg er bange for at jeg må erklære mig uenig," bemærkede hun frygtløst. Ilario - hvem end han var, havde før bevist hans evne til at straffe hende, og hver gang han gjorde det, var der en lille skjult del af hende som blev tilfredsstillet, smerte havde altid været hendes styrke. "Ærgerligt. Jeg havde næsten set frem til kvalitetstid," lo hun med en stemme der var udtrættet og hæs.
Tanken om selskab burde måske gøre hende urolig, men end ikke det havde hun energi til. Det kunne alligevel ikke blive værre bidte hun sig selv ind, velvidende om at man aldrig måtte tænke således. Det kunne altid blive værre. "Faktisk er jeg spændt på hvem du har inviteret til vores lille selskab," hun lukkede øjnene et par sekunder hvorefter hun tvang dem op i frygt for at hun ville falde hen hvis hun tog sig mere end et øjeblik.
Hendes hoved føltes tungt, næsten for tungt til at holde det lige, men på den gode side, så holdt anstrengelsen hende vågen. Efterhånden havde hun hørt hver enkelt fangevogters skridt så mange gange at hun vidste hvem de tilhørte, men alle disse skridt var fremmede for hende, hvilket skabte grund for undren, en undren som hun undlod at give udtryk for, i frygt for at han bare ville nyde det.

[Syrena Amardeus]

Syrena småløb lidt for at følge med de andre. Ikke nok med at var utroligt målrettede, de havde også irriterende lange ben i forhold til hende. Hun kastede et blik over skulderen, men der var ikke meget andet end mørke. "Havde I virkelig behøvet at slå den vagt ned?" spurgte hun tvært. Modsat hendes kæphøje facon første gang hun havde mødt Isiah, så var hun lidt mere ydmyg nu, hvilket primært skyldtes det faktum at hun var i selskab med to.. ja hun vidste ikke helt hvad de var, men de var ikke godt selskab, og de var meget stærkere end hende. Isiah havde ikke nogen stav - heldigvis, men den rødtop de fulgtes med virkede heller ikke som en hun havde lyst til at lægge sig ud med.
Flere gange undervejs havde hun spurgt sig selv om hvordan hun var endt her. Svaret var ret entydigt, Isiah havde ikke givet hende rigtigt et valg, og oven i hatten havde han tilbudt at frigøre hendes far på vejen, og da de havde snakket om det, havde det virket som en fantastisk idé, men på nuværende tidspunkt fortrød hun bittert. På den anden side så ville hun ikke virke som et barn i forsamlingen, men sandheden var at Azkaban fik hende til at skide en snemand hver gang. Hendes hår stod på stilke af ren frygt, og hver gang der var en lille lyd i krogene, kastede hun et paranoidt blik i den retning, de andre bekymrede sig tilsyneladende ikke så meget. Den egentlige mission havde ikke været særlig interessant for hende, ikke før men nu var det gået op for hende hvad de var på vej til og at løslade en af stedets mest farlige fanger virkede bare som en endnu værre idé. "I er vanvittige ved I godt det?" spurgte hun lidt stakåndet. Hver gang hun blev nervøs havde hun en tendens til at plapre om alverdens ligegyldige ting, så det var nærmest instinktivt for hende at tale, også selvom det ikke nødvendigvis gav mening. "Jeg har en virkelig dårlig fornemmelse omkring det her," mumlede hun denne her gang mest henvendt til sig selv.

[Deleted]

Isiah fulgte Sakitta ned af gangen. Han himlede dramatisk med øjnene da Syrena åbnede munden og udtrykte sin bekymring for vagten. Desværre havde han brug for hende hvis han ville gøre dig håb om at få fat i sin elskede tryllestav igen. Hun var den eneste der kunne få fat i den til ham. Selvfølgelig kunne han true hende på liv og lemmer, men af en eller anden irriterende grund havde han en ide om at det ikke rigtigt ville virke på hende - og så var der selvfølgelig den del med at han ikke helt var den samme person som han havde været dengang. I sine unge dage havde han da bare tortureret hende til hun havde givet efter, men det kunne han ikke rigtigt længere. Ikke mod en uskyldig. Pokkers til samvittighed. Det betød dog ikke at han var bange for at bruge utilgivelige besværgelser mod dem som i hans øjne fortjente det såsom Sage og Alexander - bare for at nævne et par stykker.
Desværre krævede det dog at han havde en tryllestav hvilket jo var hele årsagen til at han havde ladet sig overtale til at forhandle med pigebarnet. Egentlig havde han ikke de store intentioner om at få hendes onkel...far...bror...hvem det nu var hun havde plapret om, ud herfra, han havde bare brug for hende.

"I det mindste overlevede han." Kommenterede han tørt og kiggede rundt om det næste hjørne. Der var frit og de var næsten fremme ved cellen. Han måtte erkende at han ikke glædede sig ubetinget meget til at skulle gense hun hustru. Sidst han havde set hende var da hun havde sendt ham i Azkaban efter overtagelsen af ministeriet. Åh du søde ironi.
Han stoppede dramatisk op og vendte sig mod den unge heks med et vildt glimt i de grå øjne, "sig mig, holder du aldrig din kæft? Hvis bare dine ben var lige så hurtig som din mund ville vi være færdige nu." Hidsede han inden før han atter stak hovedet frem og derefter vinkede dem efter sig. Han nåede cellen for enden af gangen og stoppede lidt op. Nu håbede han at Sakittas forbindelse var troværdig ellers ville de snart finde dem selv i en temmelig uheldig situation. Han trådte frem foran cellen og kiggede først på manden og derefter på fangen. Hans kone. "Honey, I'm home." Mumlede han toneløst og havde stadigvæk mest lyst til bare at efterlade hende her.

[Deleted]

Ilario havde altid set stort potentiale i Sage. Hun havde det samme kolde og kyniske sind som han selv og det var derfor at han altid havde set hende som sin favorit, det havde irriteret ham noget så inderligt at hun var blevet "gift væk" til Isiah dengang, men som man sagde, den der lo sidst lo bedst. Ikke at Isiah havde givet det mindste udtryk for at være utilfreds med at slippe af med Sage, han havde heller ikke virket så hooked på ideen om at være med til at bryde hende ud, men hun var en vigtig brik i det spil de skulle til at igang med. Og hvor Ilario dog elskede spil der hele tiden ballancerede på kanten af liv og død, et forkert move og alt kunne falde fra hinanden. Det gjorde blot det rush det gav ham når det lykkedes så meget bedre.
"Jeg er bange for at du har mistet din rettighed til at erklære dig noget som helst dengang du endte herinde." Svarede han med et arrogant køligt smil.
Hendes kølige kommentar fik blot smilet til at vokse endnu større. Igen lænede han sig helt tæt på hendes ansigt så deres læber næsten rørte hinanden. Han fangede hendes hage med den ene hånd i et hårdt greb og så på overlegent på hende, "bare rolig, vi skal nok få tid til kvalitetstid." Forsikrede han og slap hende på ny.
Skridtene der nærmede sig fik ham til at rette sig op med front mod indgangen. Han så på de tre personer der trådte frem og hævede et undrende bryn inden han gik frem mod dem. "Sakitta," hilse han og så derfter på Isiah, "Isiah." Skønt Isiah ikke anede at han faktisk stod overfor sin egen lillebror kunne Ilario godt bortforklare at kende til den tidligere dødsgardist, han havde trods alt været i Profettidende mere end én gang plus at han havde været indsat her for nogle få år tilbage. "Jeg vidste ikke at I havde medbragt jeres datter." Han sendte den sidste af de tre et koldt blik, han havde det ikke godt med at for mange kendte til hans forræderi, men han kunne jo selvfølgelig altid skille sig af med hende. Han så atter mod Sage med et næsten sadistisk smil. "Surprise." Annoncerede han tydeligvis underholdt over situationen.

[Deleted]

Sakitta ville ikke ligefrem påstå at hun nød turen. Én ting var at skulle håndtere Isiah, men at han så havde valgt at medbringe den mest irriterende, lille mide, var lidt for meget for selv hendes tålmodighed. På nuværende tidspunkt var hun stoppet med at lytte til deres små diskussioner undervejs, hun gik målrettet ned af gangene med sin stav hævet. Hendes hjerte pulserede med hurtige slag, sørgede for at bringe adrenalinen rundt i blodet, hvilket hjalp hende med at holde fokus på målet.
Azkaban var et levende helvede på jorden. De havde til nu kun konfronteret et par vagter og en enkelt dementor som de var sluppet fra - med rent held ikke så meget andet.
Gangene hernede var mørkere og de var nødt til at holde lidt lav profil. Jo hurtigere de kom væk herfra - desto bedre. Et eller andet sted vidste hun at Lincoln sad og afsonede for forbrydelser hun havde begået. Samvittigheden som hun ellers forsøgte at ignorere, overdøvede heldigvis Isiah og Syrena - det meste af tiden i hvert fald. "Hvis I nu begge to holdt bøtte, så kan det være vi slipper levende ud herfra," bemærkede hun tørt og hastede rundt om hjørnet. Hun havde tegningen i hovedet, som Edward havde givet hende, de var så tæt på nu, at hun ikke ville farer vild, igen. For enden af gangen kunne hun høre lavmeldte stemmer. Selvom hun ikke viste det åbenlyst, så var det lidt af en lettelse for hende at vide at de var kommet så langt. Det var lidt af et pres at være den eneste magiker med en fungerende tryllestav på et sted som Azakaban. De var kun lige nået hen til cellen, før høje lyde begyndte at lyde i alle haller. "Edward.." hilste hun lidt forpustet og sendte et skeptisk blik bagud. "Vi har vidst ikke tid til de store gensynshilsner. Det lader til de ved hvad der foregår. Er du klar?" spurgte hun og så udelukkende på Edward. På en måde føltes det som forræderi mod Gabriel at hjælpe Sage ud af fængslet, men nogle gange krævede draktiske tider draktiske handlinger.