Taste of Freedom

[Syrena Amardeus]

Det begyndte langsomt at gå op for Syrena hvad hun havde rodet sig ud i. Godt nok havde hun aldrig været guds engel, men at kaste sig ud i alliance med dødsgardister var nu det sidste hun nogensinde havde forestillet sig skulle ske. Hun sank en klump. Noget i hende sagde at hun ikke burde kommentere yderligere på det. Faktisk var hun heldig hvis hun slap væk fra det her med både liv og værdigheden i behold. Hun var hele tiden lidt bagved de andre, og knugede bare sin stav. "Hvis jeg var dig ville jeg ikke være så kæphøj, eftersom du er den af os to der ikke har en stav," pointerede hun.. igen. Faktisk gjorde hun en helt ære ud af at pointere det for ham så ofte som hun overhovedet kunne slippe afsted med det.
Dementoren havde været skræmmende nok i sig selv, men tanken om at Zeke skulle finde ud af det her var ikke helt ligeså skræmmende. Måske hun burde bekymre sig mere om hvad de ville gøre med hende når alt det her var færdigt, men der var hun slet ikke nået til endnu.
Forpustet stoppede hun da Isiah og Sakitta sagtnede farten. "Wow jeg er i dårlig form," mumlede hun for sig selv mens hun ømmede sin sidestiks-ramte højre side. Hun kastede kun et kort blik på den fremmede vagt og på Sage, som hun kendte fra aviserne. Nu virkede hun lidt mindre uhyggelig for at være ærlig. Det var nok lidt naivt, men hun havde nærmest allerede ladet sig opsluge af lettelse som om det var færdigt. De høje alarmer og støjen der pludselig bredte sig fik hende på lidt andre tanker. Modsat de andres ro, blev hun helt hvid i hovedet og overhørte fuldstædig vagtens fornærmelse. "Det der er vidst ikke godt," konkluderede hun og mærkede panikken brede sig. "Isiah, du lovede mig.." påmindede hun i frygt for at han ville ombestemme sig. Hendes blik var allerede bebrejdende rettet mod ham.

[Sage Conelly]

Sage mærkede hans varme ånde prikke på hendes læber. Det virkede fristende at kysse ham alene for at få et øjebliks varme, men hun besluttede sig hurtigt for at det ikke ville være det værd. Selvom hendes kæbe gjorde ondt i hans kolde greb, stirrede hun bare køligt tilbage på ham og kæmpede for at vise for en vis styrke, som hun efterhånden ikke følte at hun besad.
Hun ville gerne svare ham igen, lade ham vide at hun ikke bukkede under, men hendes hjerne registrerede ikke rigtigt noget længere. Det var som om hun ikke kunne tænke en klar tanke mere. Heldigvis lod hans opmærksomhed til at blive fanget af noget andet, så hun havde en undskyldning for at tie. For bare et øjeblik lukkede hun sine øjne, det tog ikke mere end et par sekunder for hende at glide lidt væk i en halv dvælende tilstand. Hun registrerede stadig lydene, men orkede ikke at se op, ikke før Isiahs stemme ramte hende som en kold lussing.
Hun øjenlåg skød op og hun rejste sig hoved og så direkte op på hans fedtede, selvglade ansigt med en blanding af vrede og foragt. Det værste var at han så hende sidde her, svag og forsvarsløs. "Isiah," sagde hun tørt og forsøgte at virke så ligegyldig som det var hende muligt. Hendes tunge øjenlåg gled lidt i igen. I stedet for en klagesang begyndte hun at le ud i det blå, en hæs, dvælende latter. "Sikke en ynkelig flok du har inviteret. Jeg er skuffet," sagde hun og tvang blikket lidt op igen da alarmerne lød. "Hvilken slags fest er det her helt præcist? Hvad end det er, bør I nok se at få fingeren ud, noget siger mig at I ikke er velkommende her," hendes tone var kølig. Det var hende der sad lænket i Azkaban, hun havde ikke ligefrem noget at miste - modsat dem.

[Deleted]

Isiah sendte Sakita et forurettet blik, han mente bestemt ikke at dette her var hans skyld, havde det stået til ham havde snotungen bare givet ham hans stav og så havde de sluppet for dette her cirkus, men næh nej, selvfølgelig havde hun en eller anden der lige skulle befries, og selvfølgelig mente hun da at det var hendes ret at sætte krav,
Han modstod trangen til at argumenterer, for det første ville det være komplet meningsløst eftersom Sakita havde ret og for det andet så ville den rødhåret heks aldrig finde sig i at blive modsagt over noget så barnligt og Isiah ville helst ikke bliver efterladt alene tilbage som syndebuk.
Han himlede dramatisk med øjnene af den unge heks som han mest af alt havde lyst til at påføre ufattelig meget smerte. ”Shhh!” Vrissede han og så kort på hende, ”Sig mig, holder du aldrig kæft?!” Øjnene lynede, men han havde desværre en ide om at det ikke rigtigt havde nogen videre effekt på hende.

Isiah kendte ikke manden foran dem, men at se Sage så afkræftet og mere eller mindre på dødens rand gav ham en behagelig tilfredsstillelse. Denne tilfredsstillelse blev dog meget hurtigt afløst af en smule skjult panik som alarmerne begyndte at lyde. Vagterne ville sku no ikke ligefrem tro på at han blot var vendt tilbage for at hente sin dagbog eller noget i den stil. Han sendte den fremmede et køligt blik, ”tro mig havde hun været min havde jeg aflivet hende for længe siden,” svarede han og sendte et køligt blik mod Syrena.
Det var her hun returnerede med at begynde at plabre videre om den der mindre betydningsfulde mission. ”Synes du selv at det lyder som at de vil give os tid til det?” Spurgte han hårdt og tilføjede så i frygt for hendes forræderi, ”vi må komme tilbage efter ham,” ikke at han havde den mindste intention om at overholde det løfte, men han blev jo nødt til at sige et eller andet.
Isiah rettede blikket mod Sage som hun udstødte en glædesløs latter. ”Hvis du drømmer om at se sollyset igen, så forslår jeg at du dæmper dig.” Sagde han i en kølig tone. Dette her var nok tilnærmelsesvis den dårligste ide han længe havde været med til at sætte til livs – og en liste var ellers lang.

[Deleted]

Ilario imødkom flokken med et nyt uimponeret blik. Dette her lød sku mere som starten på en dårlig joke. Han anede ikke hvad der foregik mellem Isiah og tøsen, men de lod ikke ligefrem til at være på bølgelængde hvilket blot endnu mere fik ham til at rejse spørgsmålet omkring hvad fanden hun så lavede her.
”Sakita har ret,” endte han så imens alarmerne hylede gennem de tomme gange. Han så på Isiah med mord i blikket da han forsøgte at irettesætte Sage, Ingen skulle irettesætte hende udover ham og da slet ikke hans ynkelige bror! ”Pas på mester, pas du hellere din egen tøs!” Sagde han og sendte Syrena et frastødt blik. Han have nu altid vidst at hans bror var lidt af en vatnisse, men dette her nåede da alligevel et nyt niveau for ham.
Han gik frem mod Sage og hev nøglerne til hendes kæder frem og som han lænede sig frem for at åbne dem hviskede han stille tæt ved hendes øre. ”nu håber at du behersker dig, ellers ender du tilbage i lænkerne her hurtighere end du kan sige Azkaban.” Sagde han i en kølig stemme. Ikke at han regnede med at hun ville være i stand til at gøre så meget modstand, faktisk var han ikke endgang sikker på om hun ville være i stand til at stå på sine egne ben, men det måtte de jo finde ud af.
Kæderne raslede højlydt som de faldt af og han trak hende op med hendes arm omkring sin skulder. ”Og nej, de er ikke meget værd, men tro det eller lad være, men listen over folk der vil hjælpe dig ud af Azkaban er fatisk ikke særlig lang.” Informerede han med en lidt morende undertone som fandt han sig selv temmelig morsom.
Blikket faldt på Sakita da det var hende han havde den største tiltro til lige nu, ”så hvortil nu?” Spurgte han afventende.

[Deleted]

På det tidspunkt hvor Sakitta havde ladet sig overtale til dette, havde det virket som en brilliant idé. Nu hvor hun hørte de spidse kommentarer flyve gennem luften mellem dem alle, var hun ikke længere så sikker. Hun himlede åbenlyst med øjnene og modstod fristelsen til på magisk vis at lukke munden på dem allesammen - dog primært Isiah og Syrena, de to havde irriteret hende grænseløst siden de var ankommet. Edward var den hun havde størst tiltro til, så hun rettede end ikke på ham da han begyndte at bide af Isiah, guderne måtte vide hvor fristet hun selv havde været til det. Hendes hjerte pumpede sagte, hun kunne mærke pulsen rytmisk i alle kropsdele grundet adrenalinen. De havde ikke lang tid.
"Hvis vi går op af den vestvendte trappe, er der en udgang den vej, ikke? Jeg tror det er vores bedste chance," det lå implicit i hendes ord at det var en meget lille chance, men den eneste de umiddelbart havde. Omgivelserne omkring dem var begyndt at blive køligere, hun lagde mærke til hvordan der kom en lille dampsky når hun talte. "Dementorer.." mumlede hun og kunne have bidt sin egen tunge af. Hun hadede Azkaban! Der ironiske var at hun burde have været fange herinde nu, men i stedet sad Lincoln og holdt hendes sæde varmt. "Det er nu eller aldrig. Edward du og Sage må gå bagved mig, du kender gangene bedre. Isiah, du og din hvalp går bagved. Jeg håber for hendes skyld hun kan fremkalde en patronus," hun sendte den unge kvinde et nedladende blik. Isiah havde ret, de kunne ikke gå andre steder end ud uden at blive fanget i kampens hede herinde. "Lumos," sagde hun og svang sin stav så den øjeblikkeligt begyndte at lyse op. Hun gjorde tegn til at de skulle følge med hende, mens hun hastigt forlod cellen og søgte ned af de mørke gange.

[Syrena Amardeus]

Syrena var svært fornærmet over den åbenlyse mangel på respekt hun fik fra de andre, men med tanke på at hun stod sammen med 4 dødsgardister, så var hun alligevel ikke helt dum nok til at pointere det. Den eneste hun turde sige imod var Isiah, og det var udelukkende fordi han ikke havde nogen tryllestav. Sandheden var at hun ligefrem nød at irritere ham. Hans tyssen fik hende til at sende ham et dovent dog vredt blik. "Det er sgu da dig der bliver ved med at gale op," vrissede hun skarpt tilbage. De andre lod til at være meget rolige, men da alarmen lød kunne hun ikke helt lade være med at trippe utålmodigt. Det sidste hun havde lyst til var at blive en fange i Azkaban, selvom hun ville slægte sin familie ret godt på. Zeke ville slå hende ihjel, det var noget helt andet. "Det tvivler jeg på, eftersom det ville kræve en stav," mumlede hun lige højt nok til at alle kunne høre det, selvom hendes blik drev yderst uskyldigt omkring.
Det var ligesom hendes eneste våben. Hun knugede om sin egen og så skeptisk ved af gangen. Hendes hår begyndte at rejse sig, og var det bare hende eller var luften blevet køligere?
Det var en ret stor lettelse da de endelig blev enige om at gå videre, men Syrena nægtede stadig at gå nogle steder uden sin far! "Han er den eneste grund til at jeg gik med til det her Isiah, så du får det til at ske, ellers sørger jeg personligt for at det her bliver dit hjem for resten af dit misrable liv!" hun stoppede stædigt op selvom de andre var begyndt at gå. Okay det var nok utrolig dumt, men hun måtte vel bare finde på en god historie hvis de blev fanget. En patronus? hun så ned på sin stav. Godt nok var hun egentlig en ret god heks, men hun havde aldrig fremkaldt en patronus før. "Så hvad bliver det til?" spurgte hun og skød udfordrende et bryn i vejret.

[Sage Conelly]

Sages latter forstummede langsomt, men ikke fordi den blev kommanderet væk. Det døde ud til en uimponeret grimasse. Hun havde altid nydt en solid magtkamp, men kampen mellem to mænd og deres kvinde var en kedelig og stereotyp en af slagsen, desuden var hun ikke nogen af deres, hun var ikke ejet af andre end sig selv! Hun ville pointere det, men skulle hun være ærlig, så orkede hun ikke alt den snak. Imens de havde stået og snakket var hun døset lidt hen igen, men det gik først op for hende da Edward begyndte at rode med hendes kæder og derved rev hende lidt mere op at sidde. Sage spærrede øjnene op og stirrede lige frem for sig, mens hans kølige ånde ramte hendes ører og kind. "Bare rolig skat. Det bliver meget sjovere at lege med dig, når står på lige fod" svarede hun hvislende. I det lå et truende løfte om at hun ville komme efter ham.. når kræfter engang var til det igen.
Lænkernes tunge greb forsvandt, og fik hende omgående til at føle sig meget lettere. Hendes arme var ømme efter den ekstra vægt og hendes håndled var røde og fuld af sår fra hvor metallet havde gnedet i årevis. Hun kunne ikke holde et lettet suk tilbage. Det var ret bizart.. at nogle overhovedet ville hjælpe hende ud af Azkaban. Sakitta kendte hun af navn, den unge pige var bare en irriterende ung heks, der tilsyneladende ikke vidste hvad hun var gået ind til, og så var der Isiah, hendes eksmand som formentlig hellere så hende død, og en vagt fra Azkaban der skulle ligne at bevare retfærdigheden. Hun så fra den ene til den anden og kunne ikke lade være med at le igen, men denne gang var det lavere. "Jeg ved ikke om det er tragisk eller komisk," indrømmede hun og lod sig hive op på sine skælvende ben. Hun klamrede sig til Edward for ikke at falde. Det var første gang i meget lang tid hun skulle gå. "Og jeg som ikke havde nogen idé om at du havde savnet mig så meget, Isiah," indskød hun da de passerede ham og Syrena. Det smil der hvilede på hendes læber var som en slanges - fuld af usagte hemmeligheder.

[Deleted]

Isiah fik en ny ustyrlig lyst til at kvælde Syrena med sine bare hænder. Hendes irritationsniveau var så højt at det undrede ham at hun i det hele taget stadigvæk trak vejret. Han skulede til hende hvorefter de kolde øjne blev rettet mod fangevogteren. Han ville have skudt tilbage med en kold bemærkning, men der var simpelthen ikke tid og slet ikke nu hvor Syrena vagte at stille en scene op på det nok værst tænkelige tidspunkt.
”Hør som jeg ser det har du to valg,” sagde han hurtigt og hævede hånden op foran hendes ansigt med en strakt pegenfinger der indikerede ”mulighed nummer 1” ”du kan blive alene tilbage og forsøge at kæmpe mod dementorerne alene – bare til info så vil de skide hul i om du er uskyldig eller medsammensvorne, de suger din sjæl ud først og dropper helt spørgsmålene.” Langefingeren blev skudt i vejret mod hende som en umoden måde at give hende tegnet ”eller to, du kan holde kæft og følge med de voksne, hvorpå du rent faktisk stadigvæk har en mulighed for at få reddet din...sagde ud far?” Han blev pludselig lidt i tvivl fordi han ærligt ikke helt havde hørt efter, hvor var det dog frustrerende at de havde brug for hende, men på den anden side måtte en anden vel overtage hendes job hvis hun endte som en grøntsag herinde.

Han vendte sig mod Sage ”tro mig, jeg har hæmorider jeg savner mere.” Responderede han køligt og trak hendes frie arm over skulderen for at hjælpe fangevogteren med at slæbe hende mod udgangen eftersom hun ikke lod til at have styrke nok i benene til at bære sin egen vægt.
Kulden indikerede at de ikke havde meget tid før dementorerne var ovre dem. ”Kom så,” han trådte ud på gangen så hurtig som det var ham muligt og kunne kun svagt ane de mørke kutteklædte skikkelser for enden af gangen komme svævende imod dem.

[Deleted]

Ilario havde fået nok af at høre sin bror og ungens latterlige debat. Han havde fandme ikke sagt ja til at skulle redde en eller anden gammel stodder ud af fængslet og så ville han da skide på hvilke aftaler Isiah havde på sidelinjen, hvis han ønskede at blive, well så var det op til ham. Ilarios eneste bekymring – hvis man kunne kalde det det – var Sage.
Han nikkede til Sakita da hun kom med sit påbud. Normalt var Ilario ikke typen der bare uden videre parerede ordre, men grundet omstændighederne samt at Sakita havde helt ret i sit udspil valgte han at lade det passerer.
Et giftigt blik blev sendt mod den unge heks, hvad skete der for børnehavebarnet? Hvad helvede havde de tænkt sig ved at medbringe hende?
Sages ord fik en behagelig kildrende fornemmelse til at løbe gennem hans krop, ”jeg siger skam aldrig nej til en udfordring.”
Han havde mest lyst til at bede den unge heks holde sin kæft, men Isiah kom ham i forkøbet. Ilario kunne ikke lade være med at sende den ældre bror et giftigt blik som han også svingede Sages arm om nakken for at hjæpe med at få hende ud.
Skønt han godt vidste at der nok forekom en dybere connection mellem en krokodille og dens bytte end der gjorde mellem det fraskilte ægtepar kunne han ikke overhøre jalousien i sit indre hundrede procent. Ved nærmere eftertanke nåede det overhovedet at blive skilt? Som han huskede det skred Isiah inden de fik chancen. Ikke at de havde haft nogen grund til at blive skilt før han tog flugten, men alligevel. Ilario hadede at tænke på det. Sage tilhørte ham og ingen andre.
De kom ud på gangen og med den hånd der ikke var rundt om Sage for støtte, bar han sin tryllestav. Det var svært at tage sigte når de bevægede sig væk fra de kutteklædte skikkelser, men han var ret sikker på at han nok skulle kunne jage dem på flugt, alligevel tøvede han. Både Sage og Isiah kendte hans patronus og skønt det sagtens kunne slås hen med et tilfælde, ville det stadigvæk være for tidligt at afsløre sin sande identitet. Hvad ville det sjove være i det?

[Deleted]

Sakitta forholdt sig ret tavs, hun dirigerede bare retningen også selvom hun flere gange var nødt til at stoppe ved skilleveje og vurdere deres muligheder. Gangene hernede var en ren labyrint, der var en grund til at flugtforsøg var så godt som umulige. "Hold jer tæt," bad hun og løb ned af en vej, men hun mærkede hurtigt kulden fra en dementor og gjorde derfor tegn til at de skulle vende om og løbe den anden vej. I stedet for en dementor, mødte de her to troldmænd fængselsvagter der stod med deres stave hævet. "Bombardio!" hun sigtede ikke direkte mod dem men mod en væg der skilte dem fra en parallel gang. Denne sprang i luften og kastede de to troldmænd omkuld og gav dem samtidig en alternativ gang at gå af.
Hun viftede med staven og bad dem komme med, dog stoppede hun op uden advarsel og vendte sig mod Isiah. "Og som jeg ser det har du enten du muligheder Isiah. Den første er at du får det pigebarn til at holde kæft og holde trit, og nummer to er at Edward og jeg fortsætter på egen hånd, jeg er træt af at høre på jeres vrøvl nu!," hun holdt fingrene op på samme måde som Isiah netop havde gjort overfor Syrena og så indgående på ham. "Så hvad bliver det? For Hvis I ikke snart holder op, så ender vi allesammen i Azkaban," hun var vred, man kunne se at hendes ellers blege kinder havde antaget lidt samme tone som hendes røde hår. I det samme fik de selskab af to dementorer. Alting blev koldt, mørkt... den ene kom op bagved Sakitta, hun kunne mærke dens kølige hænder - hvis man da kunne kalde dem det, gribe fat i hendes skuldre, det føltes som syle der borede sig ind. Hendes åndedræt blev tungt, men kunne se dem lille dampsky der kom når hun åndede ud, men hun var frosset - ikke af frygt med af kulde og kunne ikke svinge sin stav.

[Syrena Amardeus]

En stor del af Syrena nød at vide hvor meget han måtte fortryde at han havde fået hende ind i det her.. fordi hun selv fortrød det ret meget. Med årene var hun og Zeke gledet lidt fra hinanden, ikke bevidst men der var sket så meget mellem dem. Nogle gange savnede hun ærlig talt bare at have en at gå til, og hvis det her lykkedes ville hun for første gang nærmest nogensinde, have en far.
Hun var ikke helt forberedt på at han ville stoppe op, så hun rendte direkte ind i hende. "Hvad helvede har du gang i?!" udbrød hun vredt og trak sig lynhurtigt væk som om han var giftig. Hendes frustrerede grønne øjne så op på ham. "Jeg havde virkelig håbet at jeg ikke behøvede at gøre det her, men eftersom du er så røvirriterende så er jeg bange for at jeg er nødt til det. Du har nemlig også to muligheder," annoncerede hun og skød brystet lidt stædigt frem, for at vise ham sin egen genialitet. "Enten holder du dit løfte og hjælper min far ud, ellers knækker jeg den her," hun fandt hans stav frem fra sin inderlomme og viftede den provokerende foran ham. Godt nok kunne hun nogle gange være godtroende, men Isiah var ikke ligefrem en troværdig mand, hun havde ikke et øjebli stolet på at han ville ære sit ord, så hun havde taget sin sikkerhed med sig, selvfølgelig. Mens de stod og diskuterede bed hun ikke rigtigt fast i at det blev køligere før Sakitta flegnede og pludselig blev stille. Hun mærkede igen hvordan hårene rejste sig og alting blev køligere. Det var første gang hun var så tæt på en dementor. Hendes øjne blev store men afspejlede ikke direkte frygt. Hun havde prøvet værre. Nok havde Sakitta hånet hende tidligere, men hun tabte Isiahs stav på jorden og tog sin egen, svang den elegang. "Expecto Patronum!" hendes stemme skælvede, men hun mente det. Første gang slog staven bare en blå gnist. Hun gentog det med større sikkerhed, og denne gang sprang en ulv (ironisk nok) ud og angreb dementorerne. Hun var ikke bare en dum, ung heks!

[Sage Conelly]

Sage var udmattet. De første meter gik rundt, derefter blev hendes krop kun tungere og tungere. Hun var flere gange ved at falde, og blev kun reddet af det faktum at Edward havde armen omkring hende. Stadig ville hun ikke vise sig svag så hun kæmpede sig op og videre ned af gangen. Hun havde stadig ikke helt forstået interessen i at få hende ud af Azkaban for nogle f dem. Edward var tilsyneladende korrupt, Isiah hadede hende og hun hadede ham mindst ligeså meget, Sakitta havde altid været Gabriel loyal, og tøsen.. ja hun var bare et irriterende moment.
Hendes åndedræt var blevet overfladisk og påskyndet, det var længe siden hun havde bevæget sig for alvor.. år vel efterhånden. For et øjeblik lukkede hun øjnene og lukkede sig lidt inde for at holde sig stående på benene. Der var intet mellem Isiah og hende, det havde der aldrig været. Hun havde kun giftet sig med ham på ordre intet andet. "Så vidt jeg husker havde du også en del af dem," bemærkede hun tørt til Isiahs kommentar omkring hæmorider. De sidste stykke vej kiggede hun ikke, hun gik med lukkede øjne, indtil de pludselig stoppede op og der opstod indbyrdes skænderier. "Amatøre. Det er ikke ligefrem det bedste sted at diskutere bagateller, synes i?" denne gang var hun begyndende vred, for det her var hendes chance, de skulle ikke forspilde den på ligegyldige løfter. Der var mange ting som Sage med årene havde lært at lade passere, men dementorerne kunne stadig påvirke hende. Det var som om alt håbet forsvandt fra hende da der blev koldt. Hun så dementoren bagved Sakitta men var handlingslammet. "Hvad venter I på?" spurgte hun vredt og så fra Edward til Isiah og tilbage igen. Det var ikke gået op for hende at Isiah ikke havde nogen stav endnu. Det var til gengæld et ret overraskende moment at den unge heks endelig viste sig lidt brugbar og kastede en patronus.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at Isiah ikke stolede på sine medsammensvorne. Stod det til ham havde de nok ikke været hurtigere ude af den grund, men det følte han næsten lidt at de ville have været. ”Pas på!” Udbrød han som de to vagter lagde an til angreb. Han følte sig nøgen og forsvarsløs uden sin tryllestav og at han ikke stolede på de folk omkring ham hjalp ikke til at gøre den evige paranoia mindre. Tvært imod.
Han så til som muren eksploderede og sendte små sten i kaskader ned over dem , dog slet ikke i noget alarmerende udfald og vagterne som stønnende blev liggende på gulvet var nok en del mere medtaget. Han skulle da også lige til at komme med svar på tiltale da den første dementor var ovre dem. I løbet af rekordtid havde den fat i den rødhårede heks og havde det ikke været for den pressede situation havde Isiah nok tilføjet noget med at hvis ikke hun stoppede med at danse kindans med dementorerne ville hun være den der blev efterladt.

Som Syrena trak hans stav frem fra inderlommen kunne han ikke helt lade være med at smile lidt hånligt. Stod hun virkelig og viftede med staven lige foran snuden på ham. Havde det ikke været fordi han havde lagt den del af sit liv bag sig ville han så let kunne slå hende omkuld og snuppe staven fra hende. Eller få en af de andre der tydeligvis fandt hende lige så irriterende til at slå hende ihjel og så snuppe staven. Den var så nær!
Da hun tabte den slap han omgående Sage som kunne han ikke være mere ligeglad – hvilket passede – og kastede sig ned på gulvet for at få fat i den inden den forsvandt. Han skulle ikke have noget som kunne linke ham til at have været med på denne mission. Desværre havde han stadigvæk brug for både Sage og Sakita hvis de skulle nedlægge dødsgarden. Desværre kunne han heller ikke bare lade Syrena gå, hun vidste for meget og på trods af det spirerende had mod hende slog han ikke ihjel – ikke længere. Hun var hans ansvar det var nok den uddannede auror i ham der snakkede der, så kunne man debatterer om han var blevet for blødsøden. ”Sikke dog en herlig drejning tingene tog der,” kommenterede han med staven i hånden. Han rettede den mod Syrena som hun blev færdig med sin imponerende patronus, ”Imperio!” Hun skulle ikke til at starte en scene nu, så måtte han jo fratage hendes vilje. Han svingede hende over den ene skulder, lykkelig for at hun ikke vejede så meget eftersom han ikke ligefrem selv var et muskelbundt.

[Deleted]

Ilario var ved at miste tålmodigheden. De skulle ud nu og det kunne kun gå for langsomt. Han fulgte efter Sakita med Sage halvt slæbende imellem ham og Isiah. Også han bemærkede kulden snige sig ind på sig som dementorerne kom nærmere.
Han så til imens Sakita fik dannet en ny vej, men de næste ting skete så hurtigt at det var svært for ham at følge med. Sakita blev låst fast af en dementor, tøsen og Isiah forsatte deres mundhuggeri og bedst som Ilario hævede staven for at hjælpe Sakita, slap Isiah sit tag i Sage hvilket fik Ilario til at spile dyrbare sekunder på ikke at stå på røv og albuer.
I det samme kom en patronus til undsætning og sendte de kutteklædte skikkelser på retræte.
Han så en smule overrasket mod den unge heks som vidst ikke kun havde overrasket ham med sin perfekte ulveformede patronus.
Dog var der ikke tid til rosende ord og skulderklap. Han så til som Isiah kastede hende over skulderen hvilket sagde ham at han nok selv måtte slæbe Sage den sidste vej, men det var også fint, de var ikke så langt fra gårdspladsen nu kunne han se. ”Denne vej!” Kaldte han og drejede om et par hjørner, et par tunge porte blev åbnet med en bombardio fra hans stav og de var ude på gårdspladsen.
Herude var der mulighed for at transfererer sig. ”Vi mødes på det aftalte sted,” kaldte han tilbage mod dem, egentlig ikke særlig bekymret for om de ville nå med eller ej, nu havde han i det mindste befriet Sage som var hovedpointen. Han slog et slag med staven og transferede ham og Sage væk fra gårdspladsen hvor dementorer allerede var begyndt at myldre frem.
Ilario landede foran en lille hytte der lå placeret i en skov i skotland. Det var her de havde aftalt at mødes når missionen var afsluttet for at blive enige om deres næste træk. Hytten havde været efterladt i årtier Ilario havde gjort sit forbejde godt, nu håbede han bare at de andre kunne finde den. Han så ned på Sage, ”stadigvæk ikke imponeret?” Spurgte han med en lettere hånlig undertone. Det var hun nok ikke, men for nu var hun i det mindste fri, desværre kunne han godt regne ud at hun nok ikke ville sende ham et takkekort eller en gavekurv for hans indsats.