Tears don't mean you're losing

[Deleted]

Samuel Roden

_________________________________________________________

Højlandet var muligvis et meget smukt sted... hvis man altså kunne se det. Klokken var blevet ret mange og det var bælgragende mørkt, måske endda mere end normalt. Der var ikke én eneste stjerne på himlen, selv den halve måne var knap synlig bag det tykke slør af skyer, der havde lagt sig på himlen. Kimme stoppede op midt på en ret øde slette og så desperat op, i håb om at finde bare én stjerne der kunne guide hende i den rigtige retning. Sådan havde hun gået forvirret rundt i noget der mindede om en time nu, men fordi det var så mørkt og omgivelserne lignede hinanden så ulideligt meget, så var hun i tvivl om hun bare var gået i ring. For ikke så lang tid siden havde hun set lygter nede fra hvad hun gik ud fra var Hogsmeade, men nu hvor hun søgte bevidst efter dem, var de væk. 
Ret opgivende så hun mod den mørke himmel og bandede den flok af uhøflige barbarer til mænd der havde siddet på kroen med deres øl, og som havde fortalt hende at stationen lå denne her vej, langt væk. Godt nok havde hun undret sig lidt over deres smørrede smil og lumske blikke, men først nu forstod hun at de havde vildledt hende med vilje. Ikke nok med det, så var hendes aften i forvejen ulidelig dårlig. Hun hadede Skotland. Hele vejen fra London var hun rejst, for at tage på en date hun havde mødt der for nogle uger tilbage, men han var aldrig dukket op, så hun havde siddet forgæves på kroen og ventet ved et bord, i god og måske også lidt naiv tro. 
"Nu kan det umuligt blive værre," mumlede hun bittert, men fortrød i samme øjeblik. Et ordentligt brag løb hen over himlen, efterfulgt af ét enkelt, men ret kraftigt lynglimt, og med det begyndte det i løbet af et sekund eller to at stå ned i lårtykke stråler med regn. Kimmie som havde været forberedt på en date, stod der i sin sarte lyserøde kjole, som hun havde taget på eftersom det skulle være sommer, men den havde været kold mens hun havde vandret rundt i mørket, og regnen gjorde det slet ikke bedre. På det her tidspunkt var hun nået til et punkt, hvor hun bare stod og kiggede opgivende ud i luften og modstod fristelsen til at græde. Gentlemen fandtes åbenbart ikke på de her kanter. Der var ikke ly at søge nogle steder. Hendes blonde hår, der ellers havde været sat flot op, endte med at blive tungt og slasket og faldt til sidst ud af hårspændet for at falde lidt tilfældigt om hendes ellers milde ansigt. Hun satte sig ned i græsset, tog sin stav og kastede en beskyttende besværgelse, så det næsten lignede at der var en usynlig paraply som fik vandet til at løbe væk fra hende. Det ændrede dog ikke på at hun i forvejen var gennemblødt og iskold, og nærmest måtte sidde at krympe sig helt sammen for bare at holde lidt varme. 

[Samuel Roden]

Sam startede vinduesviskerne i den lille puntobil som et par tunge regndråber begyndte at falde på forruden. Det varede ikke mange sekunder derfra før et enormt lyn oplyste hele den overskyede nattehimmel og så begyndte regnen ellers at vælte ned.
Vinduesviskerne måtte arbejde på højtryk i det højeste gear, men Sam måtte erkende at de havde tabt kampen og ikke kunne følge med det voldsomme regnskyl.
Han satte farten ned og satte det lange lys på så han bedre kunne holde øje med den mørke vej foran sig. Endnu et skarpt lysglimt efterfulgt at et højt rungende brag fik næsten ruderne i bilen til at dirrer. Tordenskyen måtte være lige over ham nu. Det var ikke fordi Sam som sådan frygtede tordenvejr, men der var vel ingen der brød sig om at være ude i det på denne måde. Selvfølgelig kunne de have været værre - han kunne have været udenfor i det.

Han var på vej hjem efter at have været hjemme og besøge Scott i Hogsmeade, det var blevet ret sent og Sam var egentlig temmelig træt. Han vidste at han ville være alene hjemme til i morgen eftermiddag. Serena var vidst hjemme ved hendes mor sammen med Hunter, han var virkelig lykkelig sammen med hende.
Han sad lidt og lod sig glide ind i sine egne tanker som hans blik fangede noget lyserødt i lygternes skær. Skønt det var lidt inde til siden var han ret sikker på at det var en person.
Han mærkede hjertet ryge op i halsen, var hun blevet ramt af en bil? Hvad i alverden lavede hun dog herude in the middle of no-where på denne tid og i dette vejr?
Bilen blev hurtigt stoppet og han klikkede selen op i samme bevægelse som han steg ud af bilen uden at skænke det en tanke at det kunne være et kneb for landevejsrøveri. Han nåede nærmest kun lige at træde ud af bilen før han kunne mærke regnen trænge igennem hans blåternede skjorte og gøre ham temmelig gennemblødt.
Hans lidt for lange hår klaskede ind til ansigtet som han gik rundt om bilen og at kigge ned på hende. Magiker kunne han se på den "usynlige" paraply. "Hey," kaldte han gennem regnen der næsten overdøvede hans stemme. "Er du okay?" Han holdt hånden lidt op foran sine øjne som en skygge for at skærme mod vandet, ikke at det fungerede særlig godt.

[Deleted]

Hvornår lærte hun dog at holde sin mund? Normalt var hun egentlig en ret optimistisk pige - det synes hun i hvert fald selv, men idag var hendes grænse for tolerance nået! Hun lagde armene om sine knæ og skjule ansigtet i hulrummet i mellem, ubekymret om hvor vidt hendes mascara ville begynde at løbe.
Tordenen var ret tæt på, og lynene begyndte langsomt at indhente hende. Der var ikke rigtigt noget sted at flygte hen, alternativt ville hun nok bare forvilde sig længere væk. Nej det var vidst bedst at vente her, besluttede hun, når det så blev lyst og regnen var stoppet, så ville hun nok kunne finde Hogsmeade igen. Regnens tunge dråber og hendes egen indre stemme der brokkede sig højlydt, var ret overdøvende, i hvert fald nok til at skjule lyden at bildæk for hende. Under ingen omstændigheder bemærkede Kimmie hverken dæklydende eller lysene fra bilen, ikke før vedkommende var ret tæt på, og lyset overhovedet kunne bryde igennem de tykke vandstråler.

På et øjeblik var hun stoppet med at græde ulykkeligt, og så op på den lille bil der sagtnede farten til den til sidst stoppede umiddelbart foran hende. Håbet i hende spirrede hurtigt. Gennem regnen kunne hun høre hans stemme og svagt fornemme en omrids, men intet af det virkede kendt. Det burde måske bekymre hende, hvis man så på de typer hun indtil videre havde stiftet bekendtskab med heromkring, men midt i uvejret var hun desperat efter at finde tilbage. Hun rejste sig hurtigt op, og i det samme forsvandt den usynlige paraply og regnen begyndte igen at vælte ned over hende. "Hej," svarede hun tilbage og vinkede uden helt at vide om han overhovedet kunne se det. Uforsigtig gik hun tættere på bilen, selvom det kun var billygter var det en hel lettelse at se en eller anden form for lys. "Nej overhovedet ikke faktisk. Jeg er på vej til toget," sagde hun og pegede i en tilfældig retning, som om at hun var helt klar over hvor hun var på vej hen, og desuden overbevist om at den vej var den rigtige, men sandheden var at der ikke var et tog noget sted tæt på hendes lokation. Hun havde fået bevæget sig meget langt derfra, desuden gik det nok heller ikke før i morgen tidlig igen, men én ting ad gangen.
"Kunne du måske fortælle mig hvor langt der er? Og ved du tilfældigvis hvornår det næste tog til London går?" spurgte hun og forsøgte at puste en meget dryppende hårtot væk fra panden, naturligvis uden held.

[Samuel Roden]

Sam havde altid været meget opmærksom på sine omgivelser og var der noget han ikke kunne klare var det når andre folk virkede fortabte. Det var måske lidt voldsomt at sige at hun virkede fortabt, men det gjorde hun nu alligevel lidt som hun sad der alene i mørket midt i dette her uvejr.
Allerede inden han var rundt om bilen kunne han mærke den ubehagelige følelse af vandet der løb ned over hans ryg efter at være trængt igennem blusen. Han holdt den ene hånd op for ansigtet for at beskytte mod at få regnene i øjnene, det hjalp ikke helt vildt godt, men lidt havde vel også ret.
Blikket blev dog undrende i samme nu hun afslørede hvor hun var på vej hen, især fordi hun pegede i den stik modsatte retning af hvor den nærmeste station var lokaliseret og ikke nok med det, så ville det da tage flere timer at gå herfra og til Hogsmeade, for ikke at tale om at toget ikke gik igen før den følgende morgen, at være så langt ude i højlandet gjorde jo også at toget ikke kørte så tit. "Øhm.. Altså stationen er i den regning-" han pegede, "men der kører ingen toge før i morgen formiddag." Han skar en let grimasse.

Han vævede lidt ubeslutsomt inden han igen snakkede. "Måske jeg kan sætte dig af et eller andet sted?" Forslog han med et lille smil. Han vidste godt at det nok ikke var det smarteste move for unge piger bare at hoppe om bord i en fremmed mands bil, men han kunne ikke få sig selv til bare at efterlade hende her.
"Jeg tror kun vejret bliver værre," tilføjede han og så op mod den mørke nattehimmel. Hånden der før havde skærmet mod regnen lod han nu falde ned langs siden. Mentalt var han allerede i gang med at forberede sig på den tale han burde give hende hvis hun afslog hans tilbud uden at det ville få ham til at fremstå som en creeper.
Han havde også et tæppe i bilen og hun lignede en der måske godt kunne bruge noget varme. "Hvor længe har du trasket rundt herude?" Spurgte han så velvidende om at det sådan set ikke kom ham ved, men han kunne ikke lade være med at være lidt nysgerrig omkring det.

[Deleted]

Naivt fulgte hendes blik hans fingerpegning i retning mod togstationen, med et spirende glimt af håb i de grønne øjne. Man kunne i lygternes skær nærmest fornemme hvordan hans lille tilføjelse, øjeblikkeligt slog håbet ihjel. Hun sænkede sin arm og slap et lille suk. "Oh..." sagde hun lidt nedtrykt. Det var ikke ligefrem det hun havde håbet på at høre. "Det var vidst lidt nederen for mig," indrømmede hun og spekulerede som en gal på, hvad hun skulle gøre herfra. Hendes blik flakkede i alle retninger, men udsigten ændrede sig ikke meget, alt i miles omkring var bare mørke sletter med et par træer plantet på lidt forskellige steder.
"Nå. Men jeg må vidst hellere gå derhen og vente så. Den retning siger du?" spurgte hun og pegede igen i en helt forkert retning, dog langt mere optimistisk end hun havde været for et lille øjeblik siden.
Regnen var åbenlyst vås og ret kold fordi det samtidig blæste en lille smule, hun havde trukket skuldrene helt op under ørene som om det ville hjælpe hende, men det forhindrede kun det værste vand i at løbe ned i nakken på hende.

Netop som Kimmie havde besluttet sig for at gå, kiggede hun op på ham, lidt overraket over hans tilbud. Der var ikke så mange der var venlige nu om dage, slet ikke fremmede mænd der stoppede i deres biler på en ret sen aften. "Det er virkelig pænt af dig. Jeg ved bare ikke hvor. De Tre Koste er booket, og Det Glade Vildsvin giver mig myrekryb," erkendte hun og fremtvang en lile skælven, hvilket ikke var særlig svært lige nu. Nogle gange var det lidt som om at ulykke bare fulgte hende, hvilket lod sig understrege lidt, da et nyt tordenskrald væltede ind over dem, idet han konstaterede at det nok kun ville blive værre. "Ehm, i ret lang tid. Jeg forsøgte at nå mit tog," hun lagde armene om sig selv og forsøgte at gnide noget varme ind i sit våde kluns, men efterhånden var hun vidst blevet gennemkold.

[Samuel Roden]

Sam havde altid været ufattelig betænksom og hjælpsom og denne "kvinde i nød" -situation fik kun den side frem i ham. Som hun skuttede sig i den kolde regn gik han atter rundt om bilen og rakte ind på bagsæddet bag føresædet for at finde sin jakke frem. Den ville nok ikke hjælpe det helt store eftersom den ikke var vandtæt, men det var vel bedre end ingenting.
Lidt forsigtigt rakte han den frem mod hende med et smil. Han lod hånden børste sit mørke har tilbage der ellers på nuværende tidspunkt var godt igang med at klistre sig til hans ansigt. "Øhm.." han rømmede sig en smule diskret og pegede igen i den rigtige retning, "den vej." Rettede han hende. "For at være helt ærlig kan jeg ikke helt klare tanken om at du skal traske rundt herude hele natten," indrømmede han og skævede tilbage mod bilen. Modsat hvad de fleste andre fyre i samme situation sikkert ville have haft af bagtanker, var Sams tankegang faktisk komplet uskyldig og ren.

Han tænkte kort over hvilke muligheder han lå inde med. "Altså hvis det er har jeg en sofa du kan sove på," det fløj bare ud af ham inden han nåede at gennemtænke det rigtigt. Han kunne ikke finde på at være Serena utro så det var nok derfor at tanken om at hun måske ikke ville synes det var temmelig nedern at hendes forlovede slæbte omstrejfende piger med hjem når hun ikke var hjemme, slet ikke strejfede ham.
Hverken Serena eller Hunter var hjemme før i morgen og selv hvis de havde været havde tilbuddet nok alligevel stået ved magt. "Jeg kan kører dig forbi stationen i morgen tidlig?" Tilføjede han så og for lidt sammen som et ny lysglimt oplyste nattehimmelen efterfulgt af et voldsomt brag.

[Deleted]

Kimmie stod bare der midt i ødemarken og dryppede, umiddelbart var hun upåvirket men hendes læber var blevet lidt blå, hvilket indikerede at hun i virkeligheden frøs ret meget. Mens han rodede i bilen så hun sig bare lidt omkring, indtil hendes blik igen endte på ham, eller rettere jakken som han rakte frem mod hende. Det var sådan med Kimmie at meget få nogensinde viste hende venlighed - og med god grund hun kunne godt være lidt for meget, men det betød at hun nu bare sendte ham det mest uforstående blik, som om hun overhovedet ikke forstod hvorfor han stod der og rakte den mod hende.
"Virkelig?" spurgte hun lidt overrasket og rynkede på panden. "Hvad er du?" hun tog imod jakken med et lidt taknemmeligt smil. Kulden havde gjort hende bleg, hvilket betød at man heller ikke kunne se hende rødme. "Åh.. Det ligner en lang vej," sukkede hun og så i den udvalgte retning. Faktisk lignede den alle andre veje herude. Imens hun overvejede sine muligheder, trak hun jakken om sig. Den var alt for stor til hende, men den varmede godt, og helt ned til under hendes knæ, for hvem end den fremmede var, så var han høj.

Af alle de muligheder hun overvejede, var hans sofa ikke en af dem, men nu hvor han selv bragte det op, kunne hun ikke lade være med at overveje det. "Altså..." startede hun, men blev afbrudt af lynglimtet der fik hende til at farer sammen. "Ja tak!" sagde hun hurtigt. Det gik ret sent op for hende at hun nærmest var hoppet ind i hans arme og delvist stod og holdt om ham i natten - totalt uforpligtende naturligvis. "Ehm.." hun slap ham med et lidt skamfuldt blik. "Undskyld. Jeg hader virkelig torden. Men ja tak. Jeg vil gerne tage imod det tilbud," sagde hun , denne her gang lidt mere roligt, hvilket kun var fordi un havde tvunget sig selv til at tage sig lidt sammen. "Jeg hedder Kimmie for øvrigt" præsenterede hun sig og rakte lidt tøvende sin dryppende hånd frem, eller det ville sige, dryppende ærme, for det var så langt at hendes hånd ikke engang rakte ud igennem.

[Samuel Roden]

Sam rynkede brynene en smule ved det lidt mystiske spørgsmål. "Tjo, altså jeg er en mand - har jeg fået at vide." Han smilede lidt forsigtigt til hende som for at understrege at det bare var en joke. Eller altså han var da en mand, men han sagde det i sjov og ikke for at være flabet overfor hende.
Han nikkede let som han fulgte hendes blik mod det fjerne intethed også kaldet højlandet. "Ja, jeg er ked af at sige det, men du er ret meget på afveje," annoncerede han og så lidt overbærende på hende. Hun så virkelig ud til at fryse og Sam var da også selv begyndt at kunne mærke kulden igennem sin tynde, og nu temmelig gennemblødte, skjorte.
Det var nu ellers ikke fordi det var en disideret kold aften, men det styrtende regnvejr gjorde bare ikke noget godt for at overbevise nogen om andet.

Lynet som kortvarrig lyste hele området op, fangede kort Sams opmærksomhed, den blev dog hurtigt tilbageledt mod den blonde heks som pludselig næsten var hoppet op i hans arme. Han smilede lidt forsigtigt til hende og mærkede en mild rødmen snige sig op i kinderne skønt det heldigvis ikke kunne ses i mørket. Han var stadigvæk ikke så godt til det med fremmede kvinder og den slags, men han havde da vendt sig til at være hundrede procent afslappet omkring Serena.
Nu var han heller ikke så stor en kylling som han havde været før i tiden, men han kunne stadigvæk godt blive en smule usikker overfor fremmede.
Han så ned på hende og rødmede lidt dybere da hun også selv lod til at blive flov. "Det er helt okay, jeg er nu heller ikke så vild med torden, ikke når jeg er udenfor i hvert fald." Indrømmede han og nikkede så mod bilen som tegn til om de skulle sætte sig ind. Som den gentleman han nu engang var, sørgede han naturligvis for at åbne døren i passagersiden for hende skønt han ikke engang selv tænkte videre over det. "Jeg hedder Samuel," besvarede han og slap den åbne bildør for at tage hendes hånd, eller rettere ærme. "Men altså, du kan bare kalde mig Sam." Tilføjede han så. Det føltes underligt når folk brugte hans fulde navn.

[Deleted]

Hans venlighed var meget usædvanlig, men også meget tiltalende. Jovist, hun burde nok ikke stole på ham uden videre, men der var bare noget meget tillidsvækkende omkring hans væsen. "Du må være en ret speciel race så," konstaterede hun og smilede lidt genert, det smil forsvandt dog hurtigt og blev erstattet med et bekymret blik. "Nu er du ikke en af de der psykopater der forsøger at lokke mig med i bilen for at kvæle mig eller noget vel? Uh eller værre endnu - en playboy der leder efter en pige at udnytte, for jeg kan fortælle dig med det samme mester, at det falder jeg ikke for!" fastslog hun og pegede lidt stædigt ned i jorden for at se meget stålfast ud. Hun kunne godt høre hvordan det lød. "Okay altså, det var måske lidt overdramatisk, men jeg fik vidst understreget min pointe," grinede hun og klappede ham blidt på armen.

Utroligt nok var regnen tiltagende, man skulle næsten ikke tro at det kunne blive værre, men de stod begge to fuldstændig gennemblødte, Kimmie havde faktisk lidt dårlig samvittighed over at han stod uden sin jakke. "Nej lad os skynde os indenfor. Du bliver desuden bare syg af at stå der, men heldigvis for dig er jeg fantastisk til at lave græskarsuppe" hun klappede sig muntert i hænderne og lod ham åbne døren for hende. Før hun steg ind, stoppede hun op på den anden side af bildøren. "Dejligt at møde dig.. Sam, og nu hvor vi køre i enstavelsesnavne så kan du bare kalde mig... Kim," besluttede hun sig og rystede hans hånd med ærmet som om han havde taget hendes hånd rigtigt. "Kim.. det er faktisk ret cool, det kunne være jeg skulle kalde mig det fremover," reflekterende hun med et meget tænksom blik. "Hmm" hun trak ærmet til sig, hvorefter hun satte sig ind på forsædet. Bilen i sig selv var en hel del varmere end der var udenfor.

[Samuel Roden]

Hendes ord fik ham til at le kort, "ja, meget speciel får jeg tit at vide, jeg har dog ikke helt fundet ud af om det er en god ting for folk sender mig altid det der mærkelige blik når de siger det, men altså det tager jeg mig ikke af, jeg sætter bare bananskrællen tilbage på hovedet og hinker min vej." Afsluttede han joken i et nyt smil. Okay den var måske lidt tam, men hans hjerne fungerede ikke så optimalt under disse kølige omstændigheder.
Han kunne simpelt ikke lade være med at le da hun spurgte han om han var psykopat. "Nej bare rolig jeg er ikke psykopat...men det ville en psykopat sikkert også sige." Tænkte han højt og rystede så lidt på hovedet af sig selv. "Og angående playboydelen, så er jeg forlovet, så der har du heller intet at frygte." Igen var det jo heller ikke ligefrem en forsikring, men det var også svært med konkrete beviser i begge sager medmindre hun tog med ham og lod ham bevise det.
Der var nu et eller andet charmerende over hendes væsen, hun mindede ham en lille smule efter Alyxia, den der type der bare virkede alt for uskyldig til at virke faretruende på nogen måde selv når de prøvede. "Det gjorde du uden tvivl, jeg blev i hvert fald en smule bange." Svarede han selvom smilet hurtigt afslørede løgnen.

Sam var virkelig taknemmelig for at hun omsider lod til at sætte sig ind i bilen for det var virkelig koldt at stå herude i regnen, men han ville heller ikke brokke sig eller klage, hun skulle jo ikke tro at han havde travlt med at få hende indenfor. "Jamen i lige måde Kim," svarede han som han efterkom hendes ønske imens han vippede hendes tomme ærme op og ned et par gange som var det et rigtigt håndtryk.
Hun havde dog en god pointe og efter at have lukket bildøren i efter hende skyndte han sig rundt om bilen og ind på sin egen side bag rattet. Han så på hende og morede sig i sit stille sind over hvor våde de begge var blevet, det var nu ikke sjovt i sig selv, men de lignede virkelig et par druknede mus. "Så græskarsuppe siger du..det lyder da ikke helt dårligt," svarede han muntert. Det var ofte ham der lavede mad derhjemme og han var egentlig ret glad for det, men det ville da ikke gøre ham noget at smage noget han ikke selv havde lavet for en gangs skyld, ikke at han ville tvinge hende eller noget, men nu hvor hun selv tilbød.

[Deleted]

Kimmie lyste op i et stort smil og et nærmest drømmende glimt i øjet. "Virkelig?!" udbrød hun begejstret og slog hænderne sammen så regndråberne sprøjtede fra dem. "Ved du hvad? Det er jeg så glad for at du siger, for det er præcist sådan folk plejer at se på mig! Desuden så er der aldrig nogen der lytter når jeg fortæller dem at en bananskræl på hovedet bringer held, jeg er så glad for at du forstår det! Du er slet ikke psykopat," konstaterede hun, og ignorerede fuldstændig det faktum at han havde ment det som en joke, for hun mente det lidt for oprigtigt.
Kimmie smækkede døren og slog hovedet tilbage mod nakkestøtten. Hendes tøj og hår var drivvådt, og lavede hurtigt en fugtig plet på sædets stof. "Pokkers. Alle de gode er altid taget, nå men i det mindste så er du hverken en psykopat eller en playboy, så heldet er vidst med mig i aften," sagde hun med et mere ydmygt smil. Hvis hendes kinder ikke havde været frosne fra kulden, så ville man nok have været i stand til at se hendes rødmen, men det var vidst egentlig også ret upassende. Tanken om at hun havde skræmt ham gjorde hende en lille smule panisk. Hun lagde begge hænder undskyldende på hans overarm. "Det er jeg ked af, det var slet ikke ment sådan," understregede hun alvorligt. Hendes liv ville nok have været en del lettere hvis hun lærte at opfatte en joke.

Der var betydeligt varmere i bilen, men Kimmie tog nu alligevel sig selv i at sidde og ryste lidt. Hun slap hans arm og forsøgte at putte sig en lille smule, hvilket ikke gav nogen mening når hun alligevel sad der og dryppede. Desuden blev hendes lidt overbærende smil nærmere til en lidt mærkelig grimasse. "Jeg tror vi begge to får brug for det. Hvis du bare har et græskar, så står jeg for resten, det er det mindste jeg kan gøre. Desuden er jeg skrupsulten.. hvilket i øvrigt er et meget mærkværdigt udtryk," bemærkede hun som om det var en hel normal indskydelse midt i en samtale. At det så nok var lidt mærkeligt at lave græskarsuppe på denne her tid af døgnet, det var en helt anden snak.

[Samuel Roden]

Sams smil fadede en smule væk da det gik op for ham at hun slet ikke havde fanget hans joke, men bare snakkede som om det var den mest normale ting at gøre. Han ved sig lidt i læben, enten var det rent faktisk noget hun praktiserede eller også var hun virkelig god til at holde masken.
Pludselig var det hele lidt akavet, Sam brød sig ikke om at fortælle hende at han bare havde sagt det for sjov, men samtidig var han heller ikke helt sikker på hvordan han havde det med at hun skulle tro han rendte rundt med bananskræller på hovedet. "Jeg var faktisk ikke klar over at det bragte held." Hørte han sig selv mumle inden han sendte hende et lidt uskyldigt smil. Det var nok en at de mest underlige samtaler han længe havde haft - og det var på trods af at han havde haft en samtale med Scott for et par dage siden om hvorvidt en flodhest svingede med halen når den sked.
Et kort øjeblik mærkede Sam det ene bryn skyde til vejrs, hvad mente hun med det, de havde jo lige mødt hinanden så teknisk set vidste hun vel ikke om han var god. Selvfølgelig kunne hun også bare have ment det i sjov, han smilede lidt undskyldende til hende, "ja beklager, men altså jeg har en storebror hvis det er," jokede han lidt videre og tænkte sig så om, "men han er selvfølgelig en playboy så det er måske ikke det bedste match." Endnu et smil formede sig på læberne inden han klikkede sin sele fast og begyndte at trille ud af den mørke snoede landevej. Han rystede let på hovedet, "det er helt okay." Svarede han stadigvæk lidt i tvivl om hun lavede sjov eller ej. Hun var faktisk lidt svær at greje.

Han kunne godt se at hun så ud til at fryse, det var hun nu ikke ene om, så lidt diskret skruede han op for varmen i bilen skønt det ikke hjalp det helt store, tøjet var jo desværre stadigvæk vådt hvilket gjorde det svært at finde varmen. "Bare rolig, der er ikke så langt." Sagde han lidt ud af det blå, som hentydning til at hun ikke skulle sidde og fryse så længe.
"Vi har græskar," sagde han med lidt stolthed i stemmen, i haven tilhørte nemlig et bed af en art som havde været der siden de købte huset, deri var der temmelig mange store græskar som han og Serena alligevel ikke nåede at bruge. Han rettede kort blikket mod hende og så tilbage mod vejen, "ja det er lidt underligt, men det synes jeg nu der er mange ord der er, hvis man altså lige tænker over dem, jeg mener, hvem i alverden bruger ordet "gavflab" til noget." Han smilede igen mod hende. Hun virkede lidt sær, men ikke på en nedern måde, hun var nu ret sjov selvom Sam ikke helt kunne læse hende.

[Deleted]

Okay for de fleste mennesker, lød det nok fjollet at gå rundt med banaskræller på hovedet, det indså Kimmie for lang tid siden, men det virkede faktisk! Det kunne godt være at hun var lidt skær engang i mellem, men hun fornemmede alligevel lidt den tunge stemning der var opstået. "Noget siger mig at du ikke mente det," mumlede hun mere henvendt til sig selv end til ham. Hun stirrede ud i luften og ransagede sin hjerne for den bedste mulige måde at redde den på. "Nå men... så skulle du i hvert fald prøve det, hvis du føler dig lidt uheldig," gengav hun med et lidt akavet grin. Nogle gange kunne hun slå sig selv i hovedet med en kølle.
"Nej nok ikke. Jeg kan ikke tåle den slags mænd. De bringer det værste frem i mig. Jeg har den her veninde Alyxia, som er håbløst forelsket i en, og det gik ikke ligefrem godt for hende," hun trak på skuldrene. Uanset hvor meget hun ønskede det bedste for sin veninde, så var Trescott Roden et røvhul og det havde han i hendes øjne altid været. Hun anede ikke at hun nok lige have gjort denne her samtale langt mere akavet.
Pludelig følte Kimmie sig lidt træt, men der var også rart, varmt og tør i bilen, hun glemte helt at holde øje med vejen og lod ham bare køre til hvorend de så var på vej hen. Varmeblæseren fik hende langsomt til at slappe mere af. "Det var godt. Du kommer til at spise som en Konge i aften," sagde hun selvsikkert og klappede sig meget begejstret i hænderne. Da hun bemærkede at han kiggede på hende, drejede hun selv hovedet og mødte hans blik for et flygtigt øjeblik. Der var noget ved hm som fik hende til at slappe af. Hun kom til at grine lidt. "Se det er det jeg mener! Men hedder det ikke en gavtyv?" spurgte hun og rynkede lidt undrende på panden. Det kunne da godt være at der andet også var et ord, det gav mening at hun ikke kendte det, hvis det blev brugt så lidt.

[Samuel Roden]

Han skævede lidt forsigtigt til hende da hun det langsomt gik op for hende at han havde sagt det i sjov og han endte næsten med at få lidt dårlig samvittighed over det. "Øhm nej..ikke rigtigt.." Indrømmede han lettere skamfuldt. Ansigtet blev dog hurtig drejet over i et smil ved hendes forslag, "ved du hvad, jeg vil skrive det bag øret til næste gang," svarede han så, ikke at han havde tænkt sig at afprøve hendes teori, men han kunne næsten ikke nænne ikke at lade som om i det mindste.
På sin vis kunne Sam godt følge hende, han ville nok heller ikke orke en pige som var på samme måde som Scott, Sam elskede Scott ufattelig højt, men han var virkelig ikke god til at behandle kvinderne ordentlig, hvilket vel bare viste at han ikke var så perfekt som han selv havde en ide om at han var. Eller det var i hvert fald hvad han forsøgte at bilde folk ind.

Det var her det gik op for ham hvad hun lige havde sagt, han drejede kort hovedet og stirrede på hende med åben mund i nogle sekunder. "Undskyld, sagde du Alyxia?" Spurgte han på trods af at han havde hørt det klokkerent. Selvfølgelig kunne det være en anden Alyxia, men det var jo ikke ligefrem et ordinært navn. Faktisk havde Sam aldrig hørt det før han mødte Aly og heller ikke efter.
Blikket blev atter vendt mod vejen inden han drejede ned af en mindre grusvej, for enden kunne man ane omridset af et mindre hus for enden. Det så lidt mere dystert ud her i mørket når der ikke var tændt lys. Han smilede mod hende på ny, "det ser jeg allerede frem til," svarede han venligt.
Denne gang var det ham som foldede brynene i undren, "hmm det kan egentlig godt være," medgav han i en tænksom mine, nu blev han faktisk lidt i tvivl, dog var der ikke så meget tid til at tænke over det i eftersom de var nået op for enden af indkørslen. Sam parkerede bilen under halvtaget og slukkede motoren. "Altså det ser meget hyggeligere ud i dagslys," informerede han lidt random som havde hun kommenteret på det.

[Deleted]

For et lille øjeblik følte Kimmie sig utrolig dum, også selvom Sam tilsyneladende forsøgte at lægge lidt låg på den akavede situation, heldigvis var hun ret letpåvirkelig, så det virkede. "Det synes jeg helt sikkert at du skal," sagde hun begejstret og klappede sig småivrigt i hænderne. Hun havde en tendens til nogle gange at skræmme folk med sine pludselige udbrud og lidt for levende kropssprog, men Sam virkede ikke helt skræmt væk.. endnu.
"Ja Alyxia.. Alyxia McBeth, kender du hende? Hun er min bedste veninde fra Hogwarts," svarede hun uden at virke halvt så chokeret som han så ud. Det var ikke et meget almindeligt navn, desuden hvis han boede omkring Hogsmeade, så var der jo gode chancer for at han nok havde stødt på hende. Hun vendte hovedet og studerede ham lidt. Han var en utrolig pæn mand, ikke at der var bagtanker når nu han var forlovet, det var en ren konklusion, objektiv naturligvis.

De kørte ned af den lille grusvej, ned mod et lille hus. Kimmie gættede at det måtte være hans hjem, for vejen lod til at være blind og der var ikke andre bebolige steder i området af hvad hun kunne se. Det stod stadig ned i lårtykke stråler, og himlen var så overskyet at hun ikke kunne se stjernerne - desværre, i aften kunne hun godt bruge lidt vejledning. "Det ser nu meget hyggeligt ud. Jeg kan godt lide at det er lidt landligt," indrømmede hun. Nu boede hun selv på et værelse i London, bestående af en stue som også var hendes soveværelse, et lille køkken og et bad hun kun lige kunne stå oprejst indeni, det var på ingen måde luksuriøst, men hun havde tag over hovedet, de fleste nætter i hvert fald. "Er det bare dig og din forlovede der bor der?" spurgte hun nysgerrigt og lænede sig frem mod forruden i håb om bedre at kunne se igennem regnene, det var selvfølgelig et ret naivt forsøg der overhovedet ikke virkede.