I'm back bitches

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus blev hvid i ansigtet da hun sagde at Mari skulle være med. "Det er kun hvis hun selv gerne vil ikke? Jeg ønsker ikke at hun skal tvinges til noget, der kan udsætte hende for fare, da jeg vil får skyldfølelse hvis det er min skyld der sker hende noget." Sagde han, og så på Raysal med et bedene udtryk i øjnene. "Men skal hun så kun være lære eller hvad har du tænkt dig?" Spurgte han, og var alligevel en smule nysgerrig på hvad hun havde tænkt sig. "Det bliver først når hun har født ikke?" Spurgte han.

[Raysal Andrew Fox]

Et letter irriteret suk kom fra Raysal, hvorfor skulle hun spilde sin tid på den idiot? Hun havde travlt med at få styr på de sidste tanker omkring planen, før hun ville føre den ud i livet. "Jo selvfølgelig først når hun har født, og hvis hun vil. Jeg tvinger ingen til at være med. Og hvad hun vil lave på skolen, er hendes eget valg, ligesom det er dit eget valg, om hvad du vil lave på Koldovstoretz." Svarede hun kort og hurtigt, for at fortælle, at hun ikke gad at tage sig af de der små barketleler, nu hvor der var så mange vigtigere og større ting i sigte. Hvem skulle hun have ind på skolerne? Og hvordan ville hun få børn med? Blev det nødt til at være folk hun kendtes børn? Eller skulle hun selv ud og finde dem? Den tanke fik hende kort til at skære en grimasse over hendes dumhed, før hun igen så kold, bleg og alvorlig ud igen. Det var nok ikke den tideligere leder af Dødsgarden, som børn helst ville snakke med, men hvem skulle så få børne med? Janiel? Hvor mange børn kom på det Slagtede Lam alene? Hvad med Margus? Nej, den idiot ville helt klart ikke kunne finde ud af det. Han ville sikker snakke over sig, eller skræmme dem væk. Hun sukkede opgivende. Hun kendte ingen, hvilket betød, at hun måtte ud og finde en.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus kiggede ud i luften, og tænke på de ord som hun sagde. Margus skulle vel være lære af en art hvilket han også gik ud fra at Mari skulle være. "Så der vil ikke ske noget hvis Mari nu siger nej til at være med? Intet pres overhovedet?" Spurgte han lettere mistroisk, fordi han ikke helt vidste hvor han havde Raysal. "Jeg tænker at søge stillingen som lære i forsvar mod mørkets kræfter, besværgelser eller eliksir. Hvad synes du om det?" Spurgte han. Han synes selv det var de fag han var stærkest i.

[Raysal Andrew Fox]

"Jeg tvinger ingen til at være med." Gentog hun kort og koldt. Det irriterede hende, at Margus blev ved med at stille alle de dumme spørgsmål. Hun prøvede at finde ud af hvad hendes næste træk var, og han bidrog ikke med andet end dumme spørgsmål! "Jeg er ligeglad!" Kom det højt og vredt fra hende, før hun i én glidende bevægelse vendte sig imod ham, og fyrrede en nonverbal incendio imod ham i ren vrede. Kunne han ikke fatte, at hun ikke kunne magte flere dumme spørgsmål, før hun mistede forstanden fuldstændig. "Om du er et spøgelse, pedel, lære, elev, er ligegyldigt!" Lød det højre, før hun kastede endnu en incendio imod ham. 

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus blev overrasket over at hun begyndte at råbe. Han blev endnu mere overrasket over at der pludselig var ild i hans kappe. Han brugte en Non-verbal Aquamenti, og fik slukket ilden. Han nåede at slukke den næste omgang af ild, imens det stadig var på vej imod ham. Nu var han vred. Hans hår blev rødt, og hans øjne lynede. Han gik hen til Raysal så deres næser ikke var mere end 5 centimeter fra hinanden. "Hvor vover du! Jeg er den eneste du har til at hjælpe lige nu! Jeg kan sagtens gå nu. Og så hvis jeg gør det vil du ikke kunne udrette ret meget. Kan du vel? Du kan vælge og sige at du skal bruge min hjælp, eller jeg kan gå nu og så må du sejle din egen sø!" Sagde han, og så direkte ind i hendes øjne.

[Raysal Andrew Fox]

Da Margus kom helt op i Raysals ansigt, slog det helt klik for hende. Hvem fanden troede han, at han var?! Og vidste han ikke hvem hun var efter så mange år?! I én bevægelse, rettede hun sin stav imod ham, "dolor!" Kom det vredt fra hende, imens hun ønskede mere end nogensinde at pine Margus. "Har du glemt hvem jeg er?!" Råbte hun vredt. "Jeg er Raysal Castillo Fox. Jeg er en Fox. Mit blod og min slægt er det fineste blod man kan have. Du burde være taknemlig for at dit barn bliver en Fox. Og jeg behøver ikke dig. Jeg behøver ikke nogen! JEG ER DEN BEDSTE!" Råbte hun og lod virkelig hadet tage til, og puste ild til den vrede og skuffelse hun konstant havde følt siden Garden vente hende ryggen.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus knælede af smerte, og hørte knap nok hvad hun sagde, han havde ét mål, og det var at komme af med smerten. Han fik diskret rettet staven imod hende, og håbede på at hun ikke så det. "Leglimens." Sagde han i stor smerte. Hans mål var at stoppe hende, og finde ud af hvorfor hun pludselig havde vendt sig mod Margus. Han havde ikke gjort hende noget. Han spurgte blot ind til sin mission som han plejede at gøre det.

[Raysal Andrew Fox]

Midt i al vreden, mærkede Raysal pludselig noget hun ikke havde prøvet før. Det fik hende instinktivt til at tage hænderne til hovedet, imens hun skreg. "Hvad sker der?!" Skreg hun, og blev for første gang i utrolig lang tid bange. "Stop det!" Skreg hun og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde en mærkelig lyst til at græde, men modstå trangen, da Margus var den sidste i verden, der skulle se hende græde. "STOP DET!" Skreg hun, og for første gang, var der en smule panik i hendes stemme.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus åndede lettet op, da smerten forsvandt, og han smilede da han så Raysal med hænderne til hovedet. "Hvis du nogensinde rør mig eller nogen jeg har kært, så har du nu oplevet hvad der vil ske. Næste gang bliver det bare værre." sagde han inde i hendes hoved. Han vidste nu hvad han kunne gøre for at holde hende i skak. Han var glad for at han havde fået overtaget, og at hun lærte at der var konsekvenser ved alt hvad man foretager sig.

[Raysal Andrew Fox]

"Stop det!" Skreg hun stadig, og blev nu vred over hvad det var Margus gjorde ved hende. "STOP DET NU!" Skreg hun og mærkede hvordan vreden tog til, og fik hende til at rette sin stav imod ham, for at sende et hav af flammer imod ham for at få ham til at stoppe. Det var utrolig svært at gøre, når hun var underlagt en forbandelse, som hun ikke havde styr på, men hendes ildmagi lå hende så naturligt, at det gjorde det nemmere at bruge end andet magi hun lige kunne komme i tanke om.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus nåede lige at opfatte at hun brugte magi, og brugte en Non-verbal protego. Han kom ikke så meget til skade, men der gik igen ild i hans tøj hvorefter han brugte Aquamenti igen. Efter at have slukket ilden, rettede han staven mod hendes ansigt, og brugt Aquamenti igen. Han håbede på at gøre hende disorienteret, så han kunne komme på afstand igen.

[Raysal Andrew Fox]

Raysal trak vejeret mere roligt, da hun mærkede den mærkelige følelse forsvinde. Hun var ved at begynde at få fatningen, da Margus sprøjtede vand i hovedet på hende. "Hvad fanden laver du?!" Råbte hun vredt af ham, og lavede en lille mur omkring hende med ild. Det var ikke en særlig fartruende eller stor mur. Det var mere som en lille tegnet ring af ild, men det var heller ikke mening den skulle virke truende. Det var meningen at Margus skulle se, at han skulle holde sig væk fra hende, fordi hun ikke ville have ham tæt på sig igen. Han havde brudt hendes tillid, og han var heldig han ikke var død endnu.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus stod stadig og sprøjtede med vand imod muren, og så hvordan det fordampede. Han stoppede, og begyndte så at smile. "Hvad er det vigtigt laver?" spurgte han ud i luften. Han smil blev til en lav klokken, og da han tænkte tilbage på hvad der lige var sket, begyndte han at grine lavt, men grinte så højere og højere. Det var ikke fordi det var sjovt, mere fordi han faktisk overlevede, og samtidig havde fået Raysal til at bede ham om at stoppe.

[Raysal Andrew Fox]

Raysal blev vred da Margus begyndte at grine. "Hvad det vi laver?!" Spurgte hun vredt med høj vred stemme. "Jeg prøver på at finde ud af, hvordan vi kan fortsætte med at gøre verden til et bedre sted, imens du gør alt hvad du kan for at forstyrre mig." Havde han ikke været gift med hans kusine, havde han været en død mand nu, og det var hun også sikker på, at han inderst inde godt vidste. Det var jo ikke for ingen ting, at Raysal havde været i Azkaban, og faktisk stadig skulle have været der stadig. "Når jeg ikke taler til dig, er det fordi jeg tænker. Og når jeg tænker, er det vigtigt, at du holder din kæft." Kommanderede hun hårdt og vredt. "Vi er ikke lige hvis du har glemt det. Du er min højrehånd, men ikke min ligemand." Hun lagde ikke mærke til, at hun lige havde kaldt ham for sin højre hånd, selvom det var det han var nu. Hendes såkaldte veninde og højre hånd, havde hun ikke set siden hun var gravid, og af hvad hun vidste af, døde hun vidst også da Garden vente hende ryggen. Igen fik tanken om Garden vente hende ryggen, til at føle en kniv blive stukket i hjertet på hende. Hvor gjorde det ondt. Hendes livs værk. Hendes et og alt. Hun havde veget hele sit liv til Garden, og hvad var takken? Hun var blevet smidt ud. "Det kommer de til at fortryde." Mumlede hun vredt for sig selv gennemsyret af had og sorg. 

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus lyttede til hvad hun sagde, og skulle så lige til at sige noget, men lukkede så munden igen. *Snak pænt.* tænkte han, og rynkede panden. Hans hår havde fået sin rigtige farve igen. "Er der noget du vil tale om? Eller er alt som det skal være?" Spurgte han, og undrede sig over hun snakkede med sig selv. Så gal var hun vel ikke. Endnu. Han smilede lidt ved tanken om at hun havde kaldt ham sin højre hånd. Så hun var ikke helt vred på ham.