I'm back bitches

[Raysal Andrew Fox]

Raysal var så vred og oprevet over alt der skete nu. Så vred og oprevet, at hun ikke kunne kende sig selv. Hun vidste hellere ikke hvad hun skulle svare Margus. Var der noget hun ville tale om? Ja. Med ham? Nej. Var det hele som det skulle være? Slet ikke. Hun stod bare og stirrede på ham, og lod ikke mærke til en tårer var begynde at trille ned over hendes kind. Efter så mange år, med at bygge sin facade op, som selv ikke engang Azkaban kunne bryde, ende det med at være hende selv der brød den. Eller, hendes kærlighed til Garden brød den. "Jeg tror bare jeg gerne vil hjem nu." Sagde hun uden tone eller liv i stemmen. For første gang nogensinde, havde hun bare brug for at komme hjem til sin mand, for at græde ud. Hun ville skide på hvad hun var opdraget til. Det var kun børn der græd. Det var hun uendelig ligeglad med lige nu. Om det så skulle koste hende sit navn og familie.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus stod bare og så på Raysal. Var det en tårer han kunne se? Det kunne det vel ikke. "Jeg synes du skal tage hjem og tænke det igennem." sagde han "Så kan vi mødes på et senere tidspunkt og snakke om det hel." sagde han, og længtes også hjem efter Mari og deres ufødte barn. Han var altid så bekymret når han ikke var hjemme.

[Raysal Andrew Fox]

Hendes øjne brændte nærmest ind i hans, som de stod der og kiggede på hinanden. Hvad pokker var det, der var sket? Og hvad pokker var det, der skulle til at ske? Hun havde så mange tanker og idéer i hendes hoved, der gjorde hun havde svært ved at danne sig et overblik, og så hjalp det ikke, at hun var konstant vred og ked af det. Hun havde svært ved at rumme det hele. Og Margus var bestemt ikke til nogen hjælp. Han gjorde det bare værre. Hun stod bare og kiggede på ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Der gik lang tid, før hun brød den larmende stilhed. "Hvor? Og hvornår?" Det var ikke fordi det var det nemmeste i verden at komme til at se hinanden. Hun var trods alt landets mest eftersøgte heks. Ikke bare heks, magiker. Hun havde også engang set sit billede bland mugglerne. Hun kunne ikke bare mødes med folk uden det var gennemtænkt. For alle var efter hende.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus kiggede på hende i noget tid, og så så ud over havet. Han vidste ikke hvad han skulle sige til Raysal, da han aldrig havde set hende på den måde før. "Om en måned, på herregården. Hvad siger du til det?" spurgte han efter noget tid. Det var langt væk fra England, og det var et sikkert sted sted at være, hvis man var på flugt.

[Raysal Andrew Fox]

Hun stod bare og kiggede på ham, imens hendes hoved var fyldt med larm, uden der var én eneste sammenhængen tanke. Hendes tanker var et stort rod, der kæmpede om at få hendes opmærksomhed, som de fik i mindre end et sekund, før en anden tanke fik hendes opmærksomhed. Det gjorde sygt ondt, og gjorde hende mere og mere forvirret og frustreret. Så det føltes som en hjælp, da Margus langt om længe sagde noget, så hun nemmere kunne fokusere på de tanker, der var mest vigtige. Om en måned? På herregården? Ville folk lede efter hende der? Nej, hvorfor skulle de dog det? Hende og Margus havde aldrig haft så meget med hinanden at gøre, når det kom til Garden, det var mest på familie siden de havde haft med hinanden at gøre, og selvom hvis de ville kigge efter hende på familiens side, ville herregården stadig ikke være en af de første steder, at de ville kigge. "Skriv til Lammet om en måned, når du ved nærmere med det hele." Kom det præcist og toneløst fra hende. Som om det var noget, der sad på ryggraden af hende, som hun ville kunne gøre i søvne, hvilket det også var. Hun havde op til flere gange overvejede alle hendes muligheder igen og igen, så når hun stod i pressede situationer, som nu, skulle hun bare vælge den bedste løsning, som i dette tilfælde ville være, at Margus skulle kontakte hendes mand, for at gøre det så diskret og sikker som muligt.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus hørte hvad hun sagde og nikkede så. " Jeg kontakter Janiel så snart jeg har fået alt på plads. Er der andet?" Sagde han, og vidste præcis hvad han skulle gøre klar, og hvornår han skulle gøre det klar. Han var helt klar over hvad planen var. Han så ned i jorden i noget tid og så så op igen. "Undskyld det tidligere..." sagde han og kiggede så ned i jorden igen. Ham havde egentlig dårlig samvittighed over det.

[Raysal Andrew Fox]

Da han sagde Janiels navn, blev hun gennemstrømmet af vrede, og rettede af rent refleks sin stav imod ham. "Sig hans navn højt igen, og jeg dræber dig." Hun havde givet strenge ordrer på, at ingen måtte nævne navne på nogen i hendes familie, da hun var bange for det ville kunne blive brugt imod hende, hvis folk fandt ud hvem hendes familie og svage punkter var. Hun kiggede truende på ham i lang tid, for at understrege at hun var dyb seriøst. Hun lod armen ryge ned langs siden igen, da han sagde undskyld for det tideligere. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere på det. Det kom så uventet. Margus var stadig som en fremmede for hende når det kom til alt det her. Hun havde aldrig rigtigt haft ham på to mands hånd før, og det gjorde hun havde svært ved at vide hvordan hun skulle reagere på ham til tider. Hun kiggede et stykke tid på ham, før hun sukkede lydløst. De gik helt klart en lang og svær tid i møde. En lang tid hvor de skulle til at lære hinanden at kende. En lang tid hvor de skulle arbejde tæt sammen. Med mindre... nej. Hun kunne ikke bede Janiel om at være med. Det kunne hun bare ikke gøre imod ham. Hun kunne ikke bringe ham ind i alt det her. Det var slemt nok hun var det. Og tænk nu hvis de begge blev smidt i Azkaban... Nej. Janiel var udelukket.

[Margus W. Dragowska Fox]

"Undskyld..." Mumlede Margus. Hvis hun var så beskyttende over for sin familie, så skulle hun da også forsøge at dække deres hår til, tænkte han og var glad for han ikke sagde det højt, for så var han endt på bunden af havet. Måske var han også blevet brændt lidt før hun smed ham derned. Han smilede lettere dumt ud i luften, da han så billeder for sit indre blik. En sur Raysal der løfter Margus op over hovedet parat til at smide ham i havet. Det var da ret sjovt.

[Raysal Andrew Fox]

Der gik længe før Raysal kiggede på Margus igen. Hun var så ude af sig selv, at hun havde svært ved at få sin krop til at reager. "Hvad smiler du af?" Spurgte hun, og vidste ikke om hun skulle være vred, ked af det, bange eller opmærksom på en fjende hun endnu ikke havde set. Hun var virkelig skræmt over hvor fremmede hun følte sig i sin egen krop, og blev mere skræmt over tanken om, at det måske aldrig ville holde op, da hun aldrig havde prøvet noget lignede før, ikke engang da hun var i Azkaban, var hun så meget ud f sig selv, som hun var lige nu.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus så op på hende, og smilet blegnede væk. "Ikke noget." Sagde han, og så ned i jorden. Han ville nok ikke blive populær, hvis han sagde hvad han tænkte. "Skal vi så sige at det var det for i aften, og så tager jeg kontakt til lammet, når jeg er klar til at mødes igen?" Spurgte han, og så hende i øjnene. Han ville bare gerne hjem til Mari, og tænke over tingene.

[Raysal Andrew Fox]

Hun stod og kiggede på ham, og så hvordan hans smil forsvandt. Og så hvordan han begyndte at lignede en, der vidste hvem det var, der bestemte. "Når du er klar?" Spurgte hun, og kiggede vred og fornærmet på ham. Hvem troede han, at han var? Det var hende der var ledren, og han skulle bare makke ret. Hvis hun sagde til ham, at han skulle hoppe, så skulle han bare gøre det med det samme.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus kiggede på hende. "Når vi er klar, mente jeg." Sagde han, og så ud over havet igen. Han længtes hjem, og ville bare gerne få dette møde overstået. "Hvis der ikke er mere at snakke om, vil jeg begive mig hjem." Sagde Margus og så stadig ud over havet. Hvis Raysal og ham var sammen længere ville det højst sandsynligt ende galt.

[Raysal Andrew Fox]

Hun svarede ham ikke, men var glad for at høre, at han bare havde lavet en foretagelse. Hun kiggede også ud over havet, da han gjorde det. Det virkede til de gik en lang og besværlig tid i møde. Hun var allerede utrolig træt ved tanken om det. Hun magtede det ikke. Hun sukkede tung, og skulle lige til at give op, da hun hørte Margus snakke igen. Hun kiggede på ham, og der gik et øjeblik før hendes mund og hjerne begyndte at arbejde sammen. "Du må hilse Mari," sagde hun kort og træt, og anede ikke hvordan hun skulle komme videre her fra.

[Margus W. Dragowska Fox]

Han kiggede på hende, og skulle til at transferere, men stoppede så op og så på hende. "Du skal vel også hjem?" Spurgte han "Du skal vel hjem til din mand og børn?" Da han sagde de ord begyndte han at tænke endnu mere på Mari. Men han tænkte også på Raysal, hun virkede ret opgivende. "Skal jeg følge dig hjem? Eller sende en patronus til din mand?" Spurgte han med medlidenhed i øjnene.

[Raysal Andrew Fox]

Hun blev vred da han nævnte hendes mand og børn, og igen sendte hun i rent vrede flammer imod ham. "HOLD MIN FAMILIE UD AF DET HER!!" Råbte hun vredt, og kunne virkelig mærke, hvor meget ved siden af sig selv hun var. Hun vidste ikke længere hvem hun var, eller hvordan hun styrede sig selv, som hun ellers havde gjort lige siden... hun hadet den mand. Kunne hun dræbe ham igen, ville hun med glæde gøre det.