Just to say it always will be you

[Deleted]

Flora trak på skulderen, men hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til, at han beskyldte sig selv for at lyde selvmedliden. Normalt ville hun nok have sagt ja, men det var før de to fandt sammen og hun selv begyndte at lære at håndtere sine følelser. Og selvom hun stadig hadede at have ondt af sig selv, vidste hun godt at det var svært at undgå. Det var dog noget helt andet, da svaret på hendes spørgsmål kom. Millioner af tanker fløj gennem hovedet på hende, som kun gjorde hende forvirret, men den eneste der stod klart var spørgsmålet om, om bare en lille, mikroskopisk del af ham stadig elskede hende. En del af hende ville så gerne spørge ham om det, men resten af hende ville virkelig ikke høre svaret til det spørgsmål, af frygt for at han sagde nej. Hun selv var jo nået til den konklusion at hun stadig elskede ham, og hun aldrig ville stoppe med det. Men hun var overbevist om, at han ville sige at han ikke længere elskede hende, så hun holdt spørgsmålet for sig selv, selvom det gjorde lidt ondt. Endnu engang vidste hun dog ikke hvad hun skulle svare, hendes mave føltes som om nogen havde pustet en ballon op derinde, og hendes hjerte bankede hurtigere end normalt. Hun undgik hans grønne øjne, der var halvt dækket af hår, og hun bed sig hårdt i læben, mens hun forsøgte at samle sig selv sammen. "Um," begyndte hun, hvorefter hun trak vejret dybt ind og lukkede øjnene i et kort øjeblik. Hun lod en hånd løbe gennem sit røde hår, mens hun tog endnu en dyb indånding, hvorefter hun åbnede øjnene igen og så på ham. "Kan du ikke.. lave noget mad, eller sådan noget?" spurgte hun. Det kom faktisk lidt bag på hende, at det var det hun havde valgt at sige, for hun var overhovedet ikke sulten. Men lige nu kunne hun ikke længere holde ud at have denne hudløst ærlige samtale om deres forhold. Det var sikkert langt nemmere for ham, når nu han var kommet videre, men da hun ikke selv var, fandt hun det utrolig svært. Og på trods af hendes mangel på sult, ville det være en undskyldning for en smule afstand mellem dem, om ikke andet i et par øjeblikke, så hun kunne samle sig selv ordentligt sammen, før hun fulgte efter ham ud i køkkenet.

[Charles Michael Lavoie]

Det var ikke, fordi Charles ikke elskede Flora. Hun ville altid have en speciel plads i hans hjerte, om hun ville det eller ej. Han kunne ikke slukke for det, men da hun havde sagt, hun ikke ville ham, havde han besluttet sig for ikke at sidde fast. At han blev nødt til at bevæge sig frem og lukke nye mennesker ind i hans liv, og det havde han gjort. Kærlighed havde dog hele tiden bragt ham mange problemer, også med Skyler. Det han havde haft med Skyler og det han havde haft med Flora havde været to vidt forskellige ting. Han havde haft svært ved at give slip på Flora i lang tid, og helt slip gav han nok aldrig. Han havde ikke set hende længe, og alting havde ændret sig. Han havde mistet hende, fordi han havde haft ondt og han ikke kunne snakke med hende om det. Han havde ikke ville lukke nogen helt ind tæt på, hvor han var allermest sårbar. De havde været så tætte og nu var de helt fremmede for hinanden. Han havde dog også allerede behandlet hende som en fremmede, ved ikke at lukke hende helt ind. Han havde ændret sig nu. Han havde stadig problemer, men de var ikke altoverskyggende. Det havde hun sikkert også. Ændret sig. Da han havde været utro og tiden i mellem, havde han bare spildt sin tid. Hun havde ikke tilgivet ham og han havde ikke fået hende igen. Mest af alt, havde han spildt hendes. Han havde ikke tænkt på, at hans ansigt var det ansigt i verden, hun havde mindst lyst til at kigge på. Han så på hende, da hun sagde um og kiggede på hendes hår, da hun rørte ved det. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, og derfor lod han bare de grønne øjne hvile på hende. "Øh.. jo.. Men jeg tror du har glemt, at den mad jeg lavede for et år siden, var spaghetti når det var fornemt," jokede han. Han ville prøve at løfte stemningen mellem dem, når de alligevel var låst inde i samme lokale. Der var dog en hvis sandhed i det. Han lavede næsten aldrig mad, det gjorde Marc. Han bevægede sig på hendes anmodning da også ud i køkkenet, uden at tænke på hans sange og personlige ting nu var til frit skue for hende. 

[Deleted]

Flora stirrede på ham i et par øjeblikke uden at sige noget, da han pludselig lavede en joke. Hendes hjerne skulle lige registrere, at de åbenbart gik gennem hele følelsesregistret i dagens anledning, når de nu var fanget sammen i Charles' lejlighed. Først havde det været vrede, derefter kom den meget korte, men hudløst ærlige samtale om deres forhold, og nu var det åbenbart tid til at lave jokes. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare. Hun var sikker på de godt begge to vidste, at den meget korte samtale de nu havde haft om deres forhold slet ikke var nok, men lige nu tog hun sig til takke med det de havde talt om i dag, for det var langt mere end hun nogensinde regnede med de skulle tale sammen om det. Hun valgte derfor at tage en dyb indånding og smile en anelse ad hans lille joke om sin egen dårlige madlavning. "Tro mig, det har hverken min mave eller jeg glemt," svarede hun, hvorefter hun lavede et ansigtsudtryk der lignede hun var i smerte. Hun smilede lidt igen og lod sin hånd glide gennem sit hår. Af alle de følelser de havde været igennem siden han reddede hende fra snestormen, var det her den bedste, synes hun. Og hun håbede de kunne tale lige så normalt resten af tiden hun var tvunget til at være her. Engang havde de kunne tale om alt, eller det havde hun i hvert fald troet. Så det var rart at de ikke røg i totterne på hinanden længere, og de ligesom havde fået det ud af systemet. Hun nikkede, da han forlod værelset og formegentlig gik ud i køkkenet, og inden hun fulgte efter, ville hun lige trække vejret i et par øjeblikke. Hun overvejede lidt om hun skulle hugge endnu en af hans smøger, og valgte at gøre lige præcis det. Hun stod ved vinduet og røg den, men med fronten halvt vendt ind mod hans værelse, mens hun så sig omkring. Nogle ting var de samme som sidst hun havde været her, hvilket jo var længe siden. Hendes blik blev tiltrukket af den åbne skuffe endnu engang, og da han nu ikke var i rummet længere, blev hendes nysgerrighed en del stærkere end før. Hun betragtede den mens hun røg resten af smøgen, og da hun havde smidt skoddet ud af vinduet og pustede det sidste røg ud, gik hun over til skuffen, for at tage papiret op fra den. Det kom faktisk slet ikke hende ved, hun havde på ingen måde ret til at rode i hans privatliv, men da skuffen var åben følte hun at det var en anelse mere retfærdiggjort. Hun rodede lidt rundt med papirerne, før hun valgte et tilfældigt ud og begyndte at læse. Hun havde allerede fået fat i at det var sangtekster det øjeblik hun hev dem ud af skuffen, men hun spærrede virkelig øjnene op, som hun læste den første. Det ramte hende som en mavepuster, og hun bed sig hårdt i læben. Et eller andet sagde hende, at det da ikke kunne passe, det hun tænkte om dem. Det kunne jo ikke være om hende. Hun bladrede hen til et andet papir og læste det igennem, og derefter endnu et. Efter hun havde læst eller skimmet igennem alle papirerne, lod hun dem hurtigt falde ned i skuffen igen, som hun lukkede den. Hendes hjerte hamrede som hun gik ud af værelset og hen i køkkenet i stedet, hvor hun bare stod i døråbningen og betragtede ham i nogle øjeblikke, uden at sige noget. "Charles," begyndte hun, med en stemme der nærmest lød helt fjern. Hun tog en dyb indånding, og tog beslutningen om ikke at pakke det ind i vat, at hun lige havde snaget i hans privatliv, uden hans sammentygge. "Dine sange, handler de om... mig?" spurgte hun forsigtigt. Hun regnede med at han godt vidste hvilke hun mente, og hun var forberedt på hvilken som helst reaktion fra hans side. Han kunne bryde sammen i et latteranfald og det ville ikke komme bag på hende. Eller, det påstod hun i hvert fald overfor sig selv.

[Charles Michael Lavoie]

Charles brugte tit humor som en forsvarsmekanisme. På den måde, kunne ingen se, når de gjorde ham ondt og han kunne være den, der stod med oprejst pande. Ikke at Charles var en følsom mand, for det var han ikke. Dog, hvis man om og om igen, fik at vide man var gårsdagens affald, et problem, dårlig til det man lavede eller at ens undskyldninger ikke var gode nok, var det svært ikke at tro på det. Han var dog kommet ud på den anden side. Stærkere end stål. Hvor der skulle meget til at nå indtil ham før han havde været Flora utro, skulle der nu mere til. Det var jo ikke kun det med Flora, der havde tynget ham den gang. Han havde dog bekæmpet en dæmon ad gangen og var nu stærkere end dem. Ondere. Havde opdaget sine egne værktøjer. Han så på hun skar en grimasse og sendte hende et kort, overfladisk smil. Det var utroligt, som en man en gang havde været så fortrolig med, kunne være fremmed for en. "Nåh, det var da altid noget. Så forventer du ikke de store kulinariske eventyr," medgav han, inden han forsvandt ud i køkkenet og begyndte at gennem rode alle skabe og skuffer, der var. Han vidste at Marc aldrig ville have et køkken, hvor der ikke altid var et eller andet man kunne lave mad af. Han fandt da også nogle rester i fryseren, som han gav sig til at varme op, mens han kogte spaghetti. Charles var ikke den store kok og han indrømmede det gerne. Han kunne dog godt lave mad uden at sætte køkkenet i brand og det meste af det smagte også okay, men det var ikke Marcs madlavning. Han vendte sig da han hørte sit navn og kiggede på hende med et løftet øjenbryn. "Du ligner en, der har set Kurt Cobains spøgelse," kommenterede han og lænede sig op af køkkenbordet inden han for frem for sig og så på hende med et overrasket blik. Sange? Hvilke sange? Hun burde da ikke kunne se hans sange og albummet var ikke udkommet endnu.. Hvad? Han bed sig i læben. "Hvilke sange, Flora?" spurgte han forvirret. Han regnede ikke med, at hun ville gennemgå hans private ejendele uden tilladelse. Han valgte med vilje ikke at svare på om de handlede om hende, da han ville træde varsomt og foruden ikke vidste, hvad det var for nogle sange hun snakkede om. De sange, han havde skrevet mens de havde været sammen, måtte hun da vide, handlede om hende. Hun havde trods alt været en muse for ham, men Charles havde lært af det. Man skulle ikke lade andre mennesker være muse, for når de forsvandt, skete det sammen for inspirationen. Nu var hans følelser hans muse, som i en anden græsk tragedie.  

[Deleted]

Flora rystede langsomt på hovedet, som svar til hans kommentar om hans egen madlavning. "Nope, jeg skruer forventningerne ned," sagde hun. Selv var hun heller ikke fantastisk til at lave mad, og hun brød sig faktisk ikke rigtigt om det. Det var lidt ligesom en sur pligt for hende, men det var noget der skulle gøres. Heldigvis var ikke alt takeaway usundt, så det spiste hun for det meste. Det eneste tidspunkt hun nød bare en smule at lave mad, var når hun var sammen med andre om det. Det var sjældent sjovt at lave mad kun til sig selv. Hun følte stadig akavetheden mellem dem var til at tage på og røre ved, men i det mindste råbte de ikke længere ad hinanden. Hun var faktisk frustreret over, at de ikke kunne være overfor hinanden som de plejede, men det krævede jo at de fandt sammen igen, og hun turde end ikke håbe på det. Det sagde hendes fornuft hende i hvert fald, men der var jo altid den mere romantiske del af hende, der håbede at denne snestorm ville få ham til at indse, at han måske ville give deres forhold en chance til. Hun ænsede knapt nok at han fyrede endnu en joke af, da hun ikke kunne være mere ligeglad med hans mærkelige humor lige nu. Det han havde sagt før, samt hendes opdagelse af de sange hun aldrig havde set før, gjorde håbet i hende større. Og hun kunne ikke nægte at det gjorde ondt i hjertet på hende, at han havde været igennem den smerte, ligesom hun selv havde været igennem smerte. Hun gik ud fra at de sange var nogle han havde skrevet efter hun var gået fra ham, for hun havde aldrig set dem før, og han plejede at vise hende sange da de var sammen. "Dem i din skuffe," fortalte hun, da han nærmest spillede uvidende lige nu, som om han absolut ikke havde nogle sange liggende. Hun sukkede. "Ja, jeg kiggede i din skuffe uden at jeg fik lov. Den var åben. Jeg skulle have ikke have gjort det," tilføjede hun hurtigt, fordi hun var temmelig sikker på, at han ville skælde hende ud for det. Hun vidste godt det var dumt først og fremmest at rode i hans private ting, og derefter afsløre at hun havde gjort netop det. Men hun måtte vide. "Så, handler de om mig?" spurgte hun igen, og denne gang var det svært for hende at skjule en lille smule desperation i hendes stemme.

[Charles Michael Lavoie]

”Det er godt, ellers bliver du også bare skuffet,” påpegede han med et smil. Charles kunne godt lide mad, men han kunne bedre lide at konsumere den ind at producere den. Normalt var det Marc der lavede mad til dem begge og så havde han andet ansvar. Han kunne også sagtens hjælpe med at lave den, men det der med at følge en opskrift eller finde på noget ud fra ingenting, var ikke så meget ham. Han havde en ret han lavede rigtigt godt, som han brugte, når han skulle imponere, når han havde været på date og det var det. Efterhånden kunne man også få en masse sundt take away, så var Marc ikke hjemme, så kunne der godt komme noget nem mad ned i hans mave. Selv hvis det ikke var blevet sundere, så gjorde det egentlig heller ikke så meget lige nu. Han havde jo trænet i snart et år og han forbrændte derfor også de overflødige kalorier. Det bedste var dog, når han kunne spise i forhold til hvordan han trænede og det kunne han skam også mærke på sin krop. Som hu forsatte med at konfrontere ham med de sange, han udmærket godt vidste var i hans skuffe, bed han sig i læben. ”Nååh dem…” kommenterede han, og så på hende som hun indrømmede hun ikke burde have kigget i hans skuffe. ”Men det gjorde du,” påpegede han en anelse tøvende, og vidste ikke helt hvordan han skulle snige sig uden om hendes meget direkte spørgsmål. ”Altså, mine sange…. De handler om alt muligt….” prøvede han, da han ikke var helt sikker på, han havde lyst til at fortælle hende, ’ja, mange af dem er om dig’, da han ikke helt vidste hvordan hun havde det med det. De fleste af dem var jo ikke en gang kommet videre end den skuffe. Nogle af dem var på det nye album ja, men det var ikke udkommet endnu, så det kunne hun ikke høre eller se.

[Deleted]

Et suk undslap Floras læber, da han stadig ikke rigtigt ville svare på hendes spørgsmål. Egentlig burde det at han ikke bare svarede med det samme betyde, at nogle af de sange rent faktisk handlede om hende, men hun turde nærmest ikke tænke den tanke, fordi hun ikke ville give hende selv mere håb end hun allerede havde. For hvis nu det slog fejl, hvis nu han på ingen måde var interesseret i at starte forfra og prøve igen, så ville hun endnu engang ende op med at blive såret. Og hun var ikke sikker på, at hun kunne overleve det igen. Men på den anden side vidste hun allerede nu, at hun ikke fungerede ordentligt uden ham. Det års tid der var gået siden de slog op havde været det værste i hendes liv, og hun ville gøre alt for ikke at blive ved med at leve sådan. "Ja, det gjorde jeg," sagde hun bare, da hun ikke rigtigt vidste hvad hun ellers skulle sige. Heldigvis så han ikke ud til at han ville begynde at skælde hende ud for at have kigget hans skuffe igennem. Åbenbart havde han for travlt med ikke at besvare hendes spørgsmål, som ellers ikke burde være særlig svært at svare på. "Hvis de handler om mig.. så er det en ting fra fortiden, går jeg ud fra. Jeg regner ikke med du har skrevet nogen af dem for nylig," sagde hun, mens hun lagde armene over kors, nærmest som om hun beskyttede sig selv. Hvad hun ville sige var noget helt andet, nemlig at hun ville prøve igen med ham, men hun turde virkelig ikke. Hun trak vejret dybt ind og lukkede øjnene i et par øjeblikke. "Men jeg håber at du ville fortælle mig det, hvis du stadig... føler sådan. Bare den mindste smule," tilføjede hun så, da et skud mod pludselig ramte hende. Hun så en anelse chokeret ud over sine egne ord, men tog sig hurtigt sammen og kiggede undersøgende på ham. På den måde havde hun ikke afsløret sig selv, men hun havde alligevel bragt emnet på banen. Så måtte hun se hvor det førte hen, og forhåbentlig ville det ikke ende med, at de endnu engang råbte ad hinanden, og at hun blev såret. 

[Charles Michael Lavoie]

Han så på hende med store øjne, over hun indrømmede det. "Og det ved du godt er forkert?" spurgte han uddybende, da han ikke forstod hvorfor hun gjorde det, hvis hun vidste det. Hun kunne så heller ikke løbe fra, hun havde snaget, når hun direkte havde spurgt om de handlede om hende. Han sukkede. Han kunne vel ligeså godt være ærlig. "Ja, de er fra den tid, vi gik fra hinanden, men det betyder ikke, de ikke er aktuelle" svarede han og bed sig i læben. Det med at snakke om følelser og være intim med en anden, var ikke ligefrem den ting, han gjorde bedst. Han brød sig egentlig heller ikke om det. "Altså.. at de repræsentere følelser, jeg har nu," forsatte han, da hun begyndte at snakke om, hun gerne vil have han fortalte det, som han hældte vandet fra og serverede pastaen op på to tallerkner og fandt ost og ketchup i en mands allerhelligste helligdom dedikerede til mad. Han fandt to gafler og rakte tallerken ud mod hende. Hun forstod ikke hvorfor hun gerne ville vide det, da han ikke vidste om hun havde de samme følelser. Han tog sin egen tallerken og begyndte at spise. Han følte stemningen var tung igen. 

//Out//