Just to say it always will be you

[Deleted]

Charles Michael Lavoie 
Outfit

Flora var på vej hjem. Hun var taget ud på en af sine lange gåture, fordi hun ikke havde haft nogle planer, og hun blev ofte alt for restløs, hvis hun bare skulle blive derhjemme. Alt var bedre end at sidde derhjemme og glo, så hun holdt sig oftest beskæftiget, på den ene eller den anden måde. Selv når hun havde tømmermænd, fik hun slæbt sig selv udenfor, og ofte fik hun det også lidt bedre af den friske luft. I dag havde hun dog ikke tømmermænd, for en gangs skyld. Hun tænkte ofte på ingenting overhovedet, når hun gik sine ture, hun så bare på omgivelserne og lyttede til lydende omkring hende. Det var temmelig koldt i dag, men hun var ligeglad, det afholdt hende ikke fra at tage ud. Hun var dog begyndt at ane, at det nok havde været en bedre idé at være blevet hjemme, for det var begyndt at sne for omkring 20 minutter siden, men nu var det taget en hel del til. Det blæste også utroligt meget, så hendes røde hår piskede omkring hendes ansigt, selvom hun havde forsøgt at holde det væk fra sit ansigt, ved at tage hætten fra hendes jakke på. Hun havde stukket sine hænder dybt ned i jakkelommerne, men alligevel var de meget kolde, fordi hun havde glemt handsker. Lige nu virkede det mest af alt som om, at hun havde alt for lang vej hjem, især hvis der var udsigt til, at det kun ville blive værre med sneen.

[Charles Michael Lavoie]

Dressed to impress

---

Charles gik oppe i lejligheden og så ud mod den sne, der var begyndt at falde. Det så ud som om, det ville trække voldsomt op. For ham var det endnu en undskyldning for at blive indenfor, men han vidste, at hans planer om at skulle ud i aften ikke ville blive til det store. Bare der var en lille smule sne, var han typen, der hellere ville være indenfor end overhovedet at bevæge sig ud, så det var egentlig ret ligegyldigt med mængden af det. Han hadede vinter, næsten ligeså meget som han hadede sol. Generelt var han bare typen, der nød alle de glæder der var indenfor så som mad og games. Han kunne sågar gå ind til Ashton og Seth for at træne, så det var begrænset hvad han overhovedet behøvede at gøre ude i den sne, ja. Hans øjne faldt på en ung kvinde med rødt hår, som han alligevel synes virkede bekendt. Han kunne dog ikke se hende helt ordentligt, da han var ret langt fra. Hvad fanden gjorde hun herude? Charles valgte at tænde for radioen, hvor en mande stemme lød… ”…Det bliver den værste snestorm i mandsminde. Vi har ikke set lignende i 47 år… Vi varsler folk om at gå udenfor, da det potentielt kan være livsfarligt” Charles så trodsigt mod radioen, da han virkelig ikke magtede at skulle sne inde, til trods for han ikke ville ud. Han kiggede så ud af sit vindue igen og analyserede det ansigt, han så på afstand. Gud… var det ikke? Jo! Flora Sophia York Hosyo. Hvor lang tid siden, var det han havde set hende? 5 måneder? Noget i den stil, da han havde fundet hende sammen med Seth. Han sukkede, som han tænkte på det han havde hørt i radioen. Han måtte vel hellere – der var trods alt ingen mulighed for, at hun ville kunne komme sikkert hjem, da intet ville køre om lidt. Det var ikke med hans gode vilje, da han tog sine sko og jakke på for at gå udenfor. ”Hey Flora!” råbte han efter hende, inden han indhentede hende. Han kløede sig lidt i nakken. Det var ikke fordi han ville have hende igen, og af en eller anden grund så troede han, at hun ville tro det. ”De har lige sagt at den sne storm bliver den værste og det er farligt at være udenfor..” pointerede han og knugede sine hænder sammen for at holde på varmen, da det var isende koldt.

[Deleted]

Flora lagde ikke som sådan mærke til sine omgivelser lige nu. Det var hun stoppet med for noget tid tilbage, da det var begyndt at tage til med sneen. Hun var bare begyndt at gå rundt lidt tilfældigt, og hun havde ikke opdaget, at hun var havnet på en lidt for velkendt gade. I hvert fald ikke før en lidt for velkendt stemme råbte hende an. I et øjeblik var hun i tvivl om hun overhovedet havde hørt korrekt, da hun hørte Charles stemme kalde hendes navn henover vindens susen. Det var ikke ligefrem unormalt at han var i hendes tanker, hun havde jo ikke kunnet slippe ham ordentligt, siden hun havde slået op med ham, så hun skulle ikke undre sig, hvis det var noget hun havde bildt sig ind. Men alligevel valgte hun at vende sig om, for at bekræfte, at det bare var noget hun troede hun havde hørt. Hun så dog at han var på vej hen mod hende og hun anede ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun blev bare stående, indtil han var nået hen til hende. "Charles," sagde hun så, hvorefter hun bed sig i læben og forsøgte at undgå hans blik. Hun kunne ikke klare at kigge ind i hans grønne øjne. Dog blev hun temmelig overrasket over hvad han sagde, så hun kiggede op på ham alligevel. "Eh.. Okay," sagde hun, i tvivl om hvor han ville hen med hvad han havde sagt. Det var en mærkelig ting at stoppe hende for at konstatere. "Jeg er også på vej hjem," tilføjede hun lidt efter, det ville vel være nemmere nu, hvor hun var klar over hvor hun var. Vejen hjem fra Charles' lejlighed kendte hun alt for godt.

[Charles Michael Lavoie]

Det var ikke fordi Charles var glad for at se hende. Han havde jo ihærdigt forsøgt sig på at glemme hende. Ikke så meget deres tid sammen, men mere komme videre og acceptere at det bare ikke skulle være de to. Han havde tilgivet sine egne fejl og han havde også været såret af hende. Det var utopi at tænke sig til andet. Ville hun have ham igen… I en eller anden fantasiverden… så måtte hun kæmpe for ham. Han havde kæmpet, han havde prøvet… Han havde lavet fejl, men ingen var perfekte. Nej, han ville ikke såres af nogen igen. Han stoppede op foran hende og smilede overfladisk og akavet til hende, som han satte sin hånd bag om sin nakke, mens han eftertænksomt trak sine læber tilbage. ”Yeah..” svarede han fraværende et øjeblik, inden han rystede på hovedet af hende. ”Det kan du ikke nå. De lukker for al trafik og fraråder alt befærdelse udenfor,” mumlede han og så på hende med et opgivende blik. Han brød sig heller ikke om, at have hende i sin lejlighed. Mindet om at have set hende og Seth sammen… Det sad stadig stærkt i hans hjerne. Mindet om, hun havde sagt til ham, at hun intet ville have med ham at gøre.. Han kunne dog heller ikke efterlade hende herude, han var som sådan ikke et dårligt menneske, selvom det havde taget sin kamp at indse det. ”Uhm, kom nu bare med. Så kan du tage hjem i morgen, når de åbner for trafikken,” pointerede han og klaprede lidt med tænderne, da det mildest talt var skide koldt.

[Deleted]

Flora bed sig i læben og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde ikke set ham længe, ikke siden dengang med Seth. Hvilket var et af de meget smertefulde minder. Siden de havde slået op, var alle de gange de havde set hinanden siden blevet til smertefulde minder. Hun kiggede en anelse undrende på ham, da han informerede hende om trafikken. Det var ikke umuligt at gå herfra, og hun vidste ikke rigtigt hvorfor han agerede vejrmand for hende. Var han virkelig kun kommet hen til hende for at sige det? "M-med?" spurgte hun forvirret, da hun først slet ikke forstod hvad han mente. Det gik dog op for hende lige efter hun havde sagt det, hvad han mente, men det kunne da virkelig ikke være en særlig god idé. Hvorfor inviterede han hende med op? Hun var overbevist om, at han var blevet helt ligeglad med hende, siden dengang hun havde sagt, at det ikke skulle være de to igen nogensinde, og efter det med Seth, var hun overbevist om, at han hadede hende. "Charles, det.. Det tror jeg virkelig ikke er en god idé," mumlede hun, mens hun stirrede på hans knæ, i stedet for hans ansigt. Hun stak hænderne i lommen på sin jakke, fordi de føltes som om de var ved at falde af. Hun måtte indrømme, at tanken om varme var utroligt tiltalende lige nu, og udsigten til at skulle vandre hele vejen hjem i en tiltagende snestorm var mildest talt uoverskuelig. Endelig løftede hun blikket og kiggede ham undersøgende ind i de grønne øjne, der stadig hjemsøgte hendes tanker. Hun sukkede dybt og trak så på skulderen. "Men du har vel ret, det kan umuligt ende godt, hvis jeg forsøger at tage hjem nu," tilføjede hun så og slog ud med hånden. Hun begyndte at gå hen mod hans opgang, som hun selvfølgelig stadig vidste hvor var, uden at se sig over skulderen. 

[Charles Michael Lavoie]

Charles mindedes da også de mange minder de havde haft med ondt i hjertet, men han havde druknet det væk i alkohol og stoffer og var egentlig først stoppet med det, da han var begyndt at ses med Skyler Brown. De sås dog ikke mere, fordi Blair Brown havde taget dem i akten og havde sørget for at de ikke længere kunne se hinanden. Han så på Flora med et blik, der tydeligt sagde, det heller ikke var fordi han havde lyst til at snakke med hende. Han synes trods alt også, at det var utrolig akavet, men han kunne heller ikke bare lade hende dø af kulde, når hun var så tæt på, der hvor han boede. Han ar ikke umenneskelig, selvom han til tider kunne virke sådan overfor folk, der ikke kendte ham. Han kunne godt lide at holde afstand dog. ”Ja, op,” forklarede han og måtte kæmpe for ikke at himle med øjnene, da han var færdig med at undskylde for hvad han havde gjort for over et år siden og han var færdig med at kunne se sig selv med hende eller nogen som helst overhovedet. Han gad slet ikke det kærlighedspjat længere. ”Og hvorfor så ikke det? Tror du det er bedre at være herude og fryse halvt ihjel eller hvad?” spurgte han med særlig tryk på det sidste, da han virkelig ikke kunne se noget som helst rationelt i det, og han formodentlig kunne overtale hende med logik. Hun behøvede ikke sige et ord til ham, mens de var deroppe. Hun behøvede ikke en gang kigge på ham, hvis hun ikke ville. Charles øjnene lignede efterhånden mere nogle, der var træt af at prøve og en, der var blevet såret en del gange og på den måde blevet gjort hårde. De var ikke fyldt med samme naivitet, men der var nærmest et stift blik, i hans øjne. Ikke det ikke klædte ham, for noget af det skyldtes selvfølgelig også han var blevet mere voksen og han havde fået mere erfaring. Det at skulle begå sig i musikbranchen gjorde også, at han var blevet langt mere hård og gemte sin venlighed til dem der fortjente. Der var stor forskel på at være høflig og venlig i hans verden, trods alt. ”Nej, sådan lyder det ikke på vejrudsigten,” sagde han, inden han begyndte at bevæge sig mod sin lejlighed og låste den op. Gud, hvor var det her egentlig helt utroligt akavet.

[Deleted]

Flora rynkede panden, da hun var en anelse forvirret over Charles. Han udtrykte vel en form for bekymring over hendes ve og vel, da han tilbød hende at vente snestormen ud hjemme hos ham, men samtidig var de ting han sagde temmelig fjendtlige. Han lød virkelig som om han hadede hende, og egentlig så det mere som pligt end høflighed, at invitere hende op, til snestormen var drevet over. Hun brød sig virkelig heller ikke om at skulle være helt alene med ham, uden mulighed for at gå nogensteder, medmindre hun ville ende med at blive begravet i en bunke sne et sted, men hun synes heller ikke han var fair, at han talte sådan til hende. De var jo lige gode om, at behandle hinanden dårligt. "Det er en dårlig idé på grund af alle de ting der er sket," sagde hun, uden at pakke det ind i vat overhovedet. Hun var træt af at alt skulle være så svært mellem dem, hun vidste bare ikke hvad hun skulle gøre, for at komme videre. Der var gået så lang tid, og det kunne umuligt være normalt, at hun stadig tænkte på ham dagligt. Han havde såret hende voldsommere end nogen anden før, men hun havde heller ikke været en engel siden da. Hun gøs en anelse over det blik der mødte hende, da hun kiggede ham i øjnene, men slog det en anelse hen. Der var alligevel ikke noget hun kunne gøre ved det. Hun trådte ind i hans alt for velkendte lejlighed, som hun jo også havde været i siden de slog op, når hun skulle besøge Marc. Men det her var noget helt andet. Hun smed skoene og jakken og styrede direkte ind i stuen, for at sætte sig i sofaen, uden at vide hvad hun ellers skulle gøre. "Hvor er Marc?" spurgte hun så, da hun håbede han var her, eller i det mindste ville dukke op snart, så hun kunne bruge tiden på at tale med ham, fremfor at det skulle være så akavet mellem hende og Charles.

[Charles Michael Lavoie]

Det var ikke fordi han hadede hende eller fordi han ville være høflig. Han var oprigtigt bekymret, men det betød ikke han ville nyde at have hende oppe i sin lejlighed og han vidste jo ikke hvor længe snestormen ville vare. Det var underligt at have hende oppe i hendes lejlighed efter så lang tid, hvor de ikke havde været sammen. Ville alle minderne komme igen? Ville det være smertefuldt? Han følte jo egentlig, han var kommet langt siden han havde set hende sammen med Seth og han havde selv været sammen med Skyler. Han havde endda brækket sin næse efter en fest hos hende, hvor Blair havde fundet dem sammen. Hans næse var da også en stadig hævet, men det var ikke meget mere og det var også noget, der var svært at se. Man skulle i hvert fald tæt på, for at kunne gøre det. "Og hvad så? Ville du være herude og fryse ihjel?" spurgte han og så direkte på hende med et bekymret blik, for at understrege han ikke var var sur eller hans mening ville være at være ubehagelig overfor hende. 
Han trådte ind i sin lejlighed og smed skoene af. Han så på hende over hendes spørgsmål. Han trak lidt på skulderen. "Formentlig hos sin kæreste eller hos nogen venner," svarede han og bevægede sig ud i køkkenet. "Vil du have en kop kaffe eller te?" spurgte han, mens han selv gik i gang med at lave en kop kaffe. Han kunne godt mærke stemningen var tyk, men han vidste ikke hvad han skulle gøre for at ændre det. Det var heller ikke fordi han følte, han burde. Der var sket så meget i mellem dem, at han ikke var sikker på at han kunne ændre stemningen. "Hvordan går det?" spurgte han roligt, mest af alt for at få en samtale i gang. Det var underligt at skulle sidde så mange timer uden at sige et ord. 

[Deleted]

Flora kiggede en anelse forvirret på Charles. Tog hun fejl, eller kiggede han på hende med et bekymret blik? Hun kunne umuligt have ret i det, tænkte hun, fordi hvorfor i alverden skulle han have noget tilovers for hende, andet end had? Samtidig med at han forsvandt ud af hendes liv, var hendes selvtillid også begyndt at forsvinde, på det punkt omkring kærlighed og følelser. Før de havde fundet sammen havde hun bare aldrig troet, at hun ville finde kærligheden, men det havde aldrig gået hende på. Efter Charles vidste hun igen, at hun aldrig ville finde den endnu engang, men denne gang gik det hende på. Før kunne hun ikke savne hvad hun aldrig havde haft, men det kunne hun nu. "Øhm," mumlede hun, da hun ikke rigtigt vidste hvad hun skulle svare på hans spørgsmål. Han havde jo ret, det var slet ikke det, men tanken om at bruge de næste mange timer, måske endda hele natten, i selskab med ham, var temmelig uudholdelig. Hun var i tvivl om de overhovedet kunne tale sammen, eller om de ville ende med bare at stirre i hver sin retning. Allerede nu, ved denne korte samtale, havde hun det helt mærkeligt indeni. 
"Ah," svarede hun bare, en anelse svævende, da han svarede på hendes spørgsmål. Hun havde ellers håbet Marc var hjemme, for det ville måske gøre situationen mindre akavet, hvis hun kunne tale med sin ven. Men selvfølgelig var den redning ikke tilgængelig. Det var lige hendes held. Endnu engang undrede hun sig over, hvorfor han var så flink ved hende og talte så høfligt til hende. Hun følte ikke selv hun havde fortjent det. Men på den anden side havde de begge været idioter overfor hinanden, så måske havde han indset, at det ikke ville nytte noget at skælde hende ud. "Kaffe ville være rart, tak," svarede hun. Hendes stemme var langt svagere og mere underdanig i det, end den plejede at være. Normalt kunne man tydeligt høre i hendes stemme, at hun var helt sin egen kvinde, og at hun havde ben i næsen, også selvom hun kun svarede på, om hun ville have te eller kaffe. Men nu lød hun langt mere som om, at hele verden var imod hende, hvilket hun så sandelig også følte den var. Dog troede hun ikke, at han ville stille hende det næste spørgsmål han gjorde. Hun så undersøgende på ham, for at se om han virkelig var interesseret i at vide, hvordan det gik hende. Hun kom til den konklusion, at det nok bare var smalltalk, og at hun ikke skulle hælde ud over ham, at hun havde det elendigt. "Det går fint," svarede hun, en oktav højere end normalt, det klassiske tegn på en løgn. Hun ville dog ikke indrømme noget, hvis han forsøgte at tage hende i det. "Hvad med dig selv? Jeg har hørt I snart udgiver et nyt album," sagde hun. Han var da ikke den eneste, der var god til smalltalk. 

[Charles Michael Lavoie]

Charles var typen, hvor ligeså snart man kom ind i hans hjerte, så gav han ikke slip. Han var dog færdig med at prøve på at vinde hende. Han havde fået at vide af hende, de to ikke havde en fremtid, så han kunne ikke se hvorfor han overhovedet skulle prøve på det. Det betød ikke, at han ikke kunne se hende som ven. At han så ind i mellem virkede fjendtlig, skyldes primært at han ikke gad at diskutere med hende og han ikke følte sig parat til at skulle bruge så mange timer med hende. Han vidste jo godt, han havde gjort en masse galt i forhold til deres forhold og han ville heller ikke undskylde sig med, at han havde haft det ad helvedes til. Der var ting han stadig kæmpede med, men at have Skyler havde virkelig hjulpet ham. Ikke de havde snakket om tingene, for han var al for privat på det punkt. Hun havde bare været god og grænsesøgende, hvilket han havde haft brug for. De havde dog aldrig haft et egentlig forhold og havde de da heller ikke lige nu, men han ville lyve, hvis ikke han indrømmede at han var glad for hende. Ikke forelsket, mere sådan som et crush, men det hele skulle nok ende. Han vidste jo ikke på stående fod han var gravid, foruden det faktum han ikke havde set hende siden hendes storebror havde brækket hans næse og smidt ham ud. "Super," svarede han, da han valgte at se hendes øhm som et ja, inden han drejede om på sine fødder for at gå tilbage.
Charles vidste ikke hvad Marc lavede og han var også ligeglad så længe han var i sikkerhed og han regnede med at han ville få at vide, hvis ikke han var. Han kunne godt høre hendes underdanige tone i hendes stemme, men tog sig ikke rigtigt af det. Han gættede på, det skyldes det formentlig var mærkeligt at være tilbage efter så mange måneder, hvor de ikke havde set hinanden. Seths lejlighed havde da også været et hjemsøgt sted for ham, men de havde løst deres uenigheder. "Kaffe is is then," svarede han og gjorde også en kop klar til hende. "Skal du have noget i? Mælk, sukker, karamel?" spurgte han, som han fik ordnet selve kaffen og så afventende på hende. Selv drak han den sort. Charles var ikke ligeglad, for ellers ville han ikke spørge. Han var bare heller ikke interesseret i så bredt et udfang, at han ville høre om hendes hver dag og de problemer, hun gik igennem. Han nikkede og rakte hende koppen for at gå ind i stuen. "Nåh, det var dejligt. Går det også fint med din familie?" spurgte han og bed sig i læben. Han havde jo mødt hendes familie, men lige nu føltes det hele så fremmedet for ham. Hun var fremmed for ham, han anede jo ikke hvad der foregik i hendes men hun vidste lidt om hans. Selvfølgelig var det så også hans offentlige liv, hvilket var noget andet. "Fint, men ja. Det er vi også. Er i gang med at indspille guitar på nogen af de sidste sange," forklarede han, hvilket han som egentlig kunne gøre hvornår han ville. Studiet var jo hos ham. 

[Deleted]

Flora vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hele situationen var simpelthen så surrealistisk, det var næsten som om hun drømte. Hun havde en pludselig lyst til at nive sig selv i armen, eller noget i den dur, så hun kunne se, om det var en drøm eller ej. "Mælk er fint," svarede hun på hans spørgsmål, det var simpelthen bare så underligt at stå her i hans lejlighed og tale om noget så overfladisk, om hvad hun ville have i sin kaffe. Hun havde været her siden de slog op, så det i sig selv var ikke så underligt. Det var ikke meget hun havde været her, men hun havde været sammen med Marc her et par gange, og der havde hun også følt sig en anelse underligt tilpas. Men det var intet sammenlignet med lige nu. Hun kunne slet ikke finde ud af, hvad hun skulle gøre af sig selv. Men hun fulgte da efter, da han gik ind i stuen, for det var det eneste hun kunne komme i tanke om, ville være en forholdsvis god idé. Hun rynkede panden en anelse, da han spurgte ind til hendes familie. "De har det også fint," sagde hun, med et skuldertræk. Det var så sandheden denne gang, hun havde ikke selv hørt noget om, at nogen af dem skulle have det dårligt, og selv hvis det var tilfældet, var hun ikke sikker på, om hun ville dele det med Charles. Hun spekulerede lidt på, om hun skulle spørge ind til hans familie, men på den anden side vidste hun godt hvordan Marc havde det, for de var jo venner. Og han fortalte ting om resten af familien. Så hun valgte ikke at spørge ind. Hun nikkede som han svarede på hendes spørgsmål omkring albummet de snart ville udgive. Hun kunne ikke rigtigt finde på andet at sige, selvom hun tænkte lidt over det. De måtte vel bare acceptere den akavede stilhed de nok ikke kunne undgå ville komme. Også selvom hun virkelig ikke brød sig om akavet stilhed. Så hun valgte bare at sætte sig i sofaen med sin kop kaffe og lagde begge hænder om den for at varme sig selv, efter den kulde hun havde været ude i.

[Charles Michael Lavoie]

Charles følte sig bare malplaceret i sit eget hjem lige nu. Det var længe siden Flora havde været heroppe. Ja, i hans viden, havde hun ikke været heroppe siden de havde været kærester. Ikke at han ville blive vred på Marc over, at hun havde været heroppe. "Yes, det skal du få så," svarede han, inden han åbnede køleskabet og hældte mælk i hendes kaffe. Charles var for en af de første gange i hans liv ikke rigtigt klar over, hvad han skulle sige. Han kunne afgrænse de gange i sit liv til pt. 3 gange. Han satte sig ned i sofaen og tog en tår af sin kaffe, da han godt kunne mærke hans krop var nedkølet efter at have været ude i sneen. Han varmede sine hænder på siden af koppen efterfølgende og så på hende, som hun sagde hendes familie havde det fint. "Dejligt at høre.. Er Aimé stadig sammen med Cerys?" spurgte han, selvom han godt kendte svaret. Det vidste han godt de var, men det var bedre at spørge end der skulle være stilhed i mellem dem. Som stilheden spredte sig inde i stuen igen, stirrede han ud i luften. Han havde ikke rigtigt noget at spørge hende om og han havde heller ikke rigtigt noget at sige til hende. "Såh..." prøvede han og mærkede lysten til en smøg sprede sig i hele hans krop, selvom han faktisk ikke havde røget en cigaret i virkelig lang tid. "Har du fået en kæreste eller?" spurgte han med en rolig stemme, og så afventende mod hende. Han var ikke sikker på om han ville vide svaret. Ikke fordi han ikke var kommet videre eller noget i den dur, men det var underligt at tænke på at for et år siden.. Der var det dem, der havde været kærester og at de nu havde erstattet hinanden med gud fanden vidste hvad. Han var ikke sikker på, om ham og Skyler overhovedet flirtede mere. De havde ikke snakket sammen siden en fest i december, hvor hendes storebror havde taget ham på sengegærdet med hende. Som den tanke strejfede ham, tog han sig til næsen ganske ubevidst. Heldigvis havde han fået den ordnet nu, men han måtte indrømme han var blevet ret ømsinddg omkring sin næse. 

[Deleted]

Flora nikkede en anelse, til hans spørgsmål om Aimé. "Så vidt jeg ved, ja," sagde hun stille. Det var ikke rart for hende at indrømme, at hun egentlig ikke havde været specielt meget i kontakt med sin familie, som hun burde være, på det seneste. Hun havde det bare generelt bedre alene, eller omringet af fremmede, som hun vidste ikke ville såre hende, for de kendte hende jo ikke, og hun kendte ikke dem. Det var langt nemmere at håndtere. Så hun havde egentlig trukket sig lidt væk fra alle hun kendte, både folk hun var tæt på, og folk hun ikke var så tæt på igen. Stilheden mellem dem efter hendes svar var nærmest til at tage og føle på, og hun følte en ubehag ved hele situationen. Dog følte hun det ville være for uhøfligt bare at gå, når hun nu havde takket ja til hans tilbud om at vente snestormen ud her. Så hun sad bare og drak sin kaffe, mens hun stirrede ud i luften, samtidig med at hun forestillede sig, at han stirrede i den modsatte retning. Hun kunne jo ikke være den eneste der var ukomfortabel med det her. Hun spekulerede dog lidt på, om hun skulle finde på noget at sige, men hun var ikke typen der var god til smalltalk, og hun følte det ville være alt for tomt og ligegyldigt mellem dem. Så da han pludselig sagde noget, skyndte hun sig at vende opmærksomheden mod ham, som om det var meget vigtigt at hun hørte efter. Bare et eller andet der kunne stoppe denne ubehagelige stilhed mellem dem. Hun hævede et øjenbryn, da hans spørgsmål faldt, og hun var stille i et par øjeblikke. "Nej, det har jeg ikke," svarede hun efter lidt mere tavshed, med et skuldertræk. Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle svare, for hun havde jo ikke lyst til at fortælle ham hvorfor, eller noget som helst andet der var personligt. De gamle forsvarsvægge om hendes hjerte var genopsat, så hun ville ikke lukke ham ind. "Hvad med dig selv?" spurgte hun så, selvom hun troede hun godt kendte svaret. Hun havde desværre ikke kunne undgå al sladderen om ham, da han var kendt og det var svært ikke at ramle ind i det.

[Charles Michael Lavoie]

Han nikkede lidt, som han forstod det. "Hvad med Me.. undskyld, Phillip, kan han stadig lide Quidditch?" spurgte han, da han jo havde mødt hendes familie, og huskede noget om at Melvin ikke ville kaldes for sit fornavn, men pure holdt fast i hans navn var Phillip. Han forstod det sådan set godt. Han ville heller ikke kaldes ved sit fornavn, hvis han hed Melvin. Han vidste af logiske årsager ikke, hvad der foregik i Floras liv og han måtte erkende, efter at have opdaget hende den skæbnesvangre tømmermænds morgen, på Seths værelse med deres syndige dåd skrevet i deres ansigter, så havde han være ligeglad. Alt i ham var frosset til is den dag, og han havde for alvor besluttet sig for at komme videre. Selvfølgelig efter hendes ord, havde han valgt ikke at kontakte hende igen og prøve, men den dag, havde han virkelig overbevist sig selv om, at det var det han ville. Han havde tilgivet Seth for det, og han var heller ikke længere vred på hende. Hun var voksen, og hun kunne gøre som hun ville. Charles valgte at kigge på et billede, som stod i stuen og overanalyserede det blot. Han drak ind i mellem af sin kaffe, mens lysten til at ryge blev større og større. Han vidste han havde en et par pakker til de dage, hvor det eneste der hjalp var sådan en. Han var dog ikke fastryger længere. Han lagde godt mærke til, at hun hævede et øjenbryn ved hans spørgsmål. Ved nærmere eftertanke, så var han heller ikke sikker på, at han ville høre svaret på det. Ikke fordi det ville gøre ondt at vide, at hun havde en kæreste, mere det der gjorde ondt var at han ikke kunne klare akavet situationer, og havde stillet et, for nogen, ret personligt spørgsmål bare for at bryde tavsheden. Han var så akavet, at han fik sig selv til at krumme sine tæer. "Nåh," svarede han og bed sig en anelse i læben, inden han hev den tilbage og nikkede et par gange blot for at gøre situationen væsentlig mere akavet. "Øh hva, nej..." mumlede han, som han tænkte på Skyler et kort øjeblik. De var ikke kærester og de havde ikke set hinanden i længere tid. Ikke efter at Blair havde givet ham et slag på trynen, og rent faktisk brækket hans næse. Han vidste ikke, hvad der foregik i hendes liv, men hun vidste, at han havde travlt med album og alt det der, som man nu havde travlt med i deres branche. 

[Deleted]

Flora brød sig virkelig ikke om, at han sådan spurgte ind til hendes familie. Hun tænkte det bare var for at de kunne have noget at tale om, frem for at der var akavet stilhed mellem dem, og det var jo heller ikke ligefrem personlige spørgsmål han stillede hende. Men det fik hende bare til at tænke på, at hun sjældent sås eller talte med sin familie, og det førte hende til at tænke på deres brud. Der havde været en lang periode hvor hun ikke kunne tænke på, hvor hårdt han sårede hende dengang, uden at hun fik tårer i øjnene. Men nu var det bare som om hun for længst var løbet tør for tårer, og at hun var helt tom indeni. Bortset fra en sær, nærmest brændende følelse, som hun længe ikke havde anet hvad var, men hun havde efterhånden fundet ud af, at det simpelthen var fordi hun ikke kunne leve uden Charles. Hun skrev sig bag øret, at hun skulle huske at kontakte Aimé og Phillip, og nok også deres fædre. Hun var ret overbevist om, at Charles var kommet videre nu, hun havde jo sagt det aldrig ville blive til noget mellem de to igen, og så var der lige alt det med Seth. Hvilket var det hun fortrød mest i hele sit liv. Ikke på grund af Charles, men på grund af hende selv. "Ja, det kan han," sagde hun, og lagde godt mærke til, at hun var ved at kalde ham Melvin. Den fejl begik folk oftest kun en gang, for han hadede virkelig det navn. Men Charles havde vel heller ikke set ham længe. Hun så en anelse overrasket ud, da han sagde han ikke havde fået en ny kæreste. "Ikke? Jeg syntes ellers jeg havde læst noget om det," sagde hun, hvilket egentlig mest var hende der tænkte højt, mere end hun spurgte ham om noget. Hun stolede jo på hvad han sagde, når han sagde han ikke havde. Medmindre han selvfølgelig kun sagde nej, for at spare hendes følelser. "Var det ikke noget med at hun var 14?" spurgte hun så, da hun kom i tanke om lidt flere detaljer om den sidste trunte hun havde læst om han var set sammen med. Hun gjorde alt hvad hun kunne for ikke at lyde dømmende, selvom hun dengang hun først havde læst om det havde tænkt, at han måtte være sunket temmelig lavt, siden han fes rundt sammen med en pige. Et barn, virkelig. Det havde intet med jalousi at gøre, også selvom hun havde set en del ældre ud på billedet, hende pigen, så vidt Flora huskede. Det kom bare bag på hende, at han havde valgt at være sammen med så ung en pige, når han sagtens kunne få kvinder på hans egen alder. Så jo, hun dømte ham temmelig meget for det. Godt nok havde hun sikkert også selv været sammen med en der var en del ældre end hende, da hun var 14, men det betød ikke, at hun ikke dømte den eller de mænd for det, på nuværende tidspunkt.