Just to say it always will be you

[Charles Michael Lavoie]

Charles havde ikke tænkt sig at spørge mere indtil dem. Han kendte godt svaret på det meste af det, men han vidste ikke hvad han ellers skulle spørge hende om. Han var da også klar over, at der ikke var nogen i hendes familie, der ville have noget med ham at gøre. I hvert fald ikke hendes søskende, og det var også fint for ham. Hvis Charles' forældre mødte Flora, ville de nok heller ikke stoppe op og snakke med hende. Ikke fordi de havde noget imod hende og de vidste jo også godt, at det var ham, der var skyld i det i sidste ende var gået i stykker, men der var ikke nogen grund til at rive det plaster af, som man havde sat på fortiden. Man kunne aldrig se, om det var helet på folk og egentlig, så havde man jo bare travlt med at komme videre i livet og ikke gå i stå. Charles kendte utrolig lidt til Phillips liv og han vidste ikke, at drengen var i gang med at forelske sig i Skyler. Dejligt for ham og dejligt for hende. Som nævnt, havde han ikke rigtigt snakket med hende efter Blair havde givet ham en på trynen og han havde haft travlt med, at indspille sin del af det album, de snart ville udgive. "Dejligt..." kommenterede han med et skuldertræk, da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige og hun ikke gav ham meget at svare ud fra. Det var cool nok, hvis hun ikke havde så meget at sige. Det havde han heller ikke, men han prøvede da. "Læst noget om det?" spurgte han forvirret, da han holdt sig væk fra sladderbade af den grund, at han ikke havde behov for at se, hvad der blev skrevet om ham eller de andre. Han trak lidt på sine øjenbryn, da han tænkte.. Nåh, de havde nok skrevet om Skyler. Han så op på hende med et hårdt blik, da hun spurgte om hun ikke var fjorten. "Nej," svarede han med en bestemt tone og tog en tår af sin kaffe. "Men i det mindste er det ikke mig, der har knaldet med min fætter," sagde han sammenbidt og lavt, da han ikke kunne se, hvorfor Skylers alder skulle blandes ind i det hele. Han gjorde ikke noget galt og foruden det, så var de ikke kærester. De havde flirtet og det havde været sjovt, så længe det varede. Det var som om, det usagt bare vare blevet slut mellem dem og det var fint for ham, for de havde aldrig været eksklusive. Han udelukkede ikke han var blevet glad for hende og han holdt af hende, men det var også det. Ikke mere. Han ville ikke stå i vejen for hendes lykke, han ville dog heller ikke give slip på deres venskab. Han vidste heller ikke, at hun pt. havde en lille ærte inde i sig, som hun snart, sammen med ham, skulle tage en beslutning for. Om de ville lade den leve eller 'skaffe' den af vejen. Det var det, der ville gøre ondt på ham, men ikke at miste hende til en anden side, for han kunne jo ikke savne noget, han ikke havde haft. 

[Deleted]

Flora nikkede en anelse, uden egentlig at kigge direkte på ham. "Ja," mumlede hun bare, mens hendes blik gled over til et vindue, hvor sneen føg udenfor. Det så ikke ud til at det ville stoppe foreløbig, og hun sukkede dybt over udsigten til, at skulle være her alt for længe. Klokken var egentlig også begyndt at blive mange, så hun spekulerede lidt på, om han ville tilbyde hende at sove på sofaen, eller måske på Marcs værelse, eller om han bare ville smide hende ud, hvis klokken blev for mange. Hun kunne i hvert fald godt forstå det, hvis han ikke kunne holde hendes selskab ud i særligt lang tid ad gangen. Der var bare sket for mange dårlige ting mellem dem, til at det kunne være rart for dem at være sammen. Så mange usagte ting og så meget smerte. "Ja, du ved, i aviser, eller sådan noget," sagde hun og trak på skulderen, mens hun stadig kiggede ud af vinduet, med et blik som om hun med sin vilje kunne få det til at holde op med at sne, så hun kunne skynde sig hjem. Det her var alt for surrealistisk og egentlig også ubehageligt, men der var et eller andet i hende, der ikke kunne få sig selv til at rejse sig op og gå. Ikke fordi der var en reel fare for, at hun ville glide, slå hovedet og ende med at fryse ihjel, men fordi hun var nysgerrig, og gerne ville se hvor det her bar hen. I det øjeblik fortrød hun dog endnu mere, at hun var taget med herop. Da Charles nævnte episoden med Seth, vendte hun sig så brat om, at hun kom til at spilde halvdelen af sin kops indhold ned på gulvet og sofaen. Hun lagde dog slet ikke mærke til det til at begynde med, da hun bare stirrede vantro på Charles. "Hvad i alverden har det med noget som helst at gøre?!" udbrød hun. Det gik fuldstændig over hendes forstand, at han pludselig huggede efter hende på den måde. Det var jo ham der havde inviteret hende op, hvis han ikke ville have hende der, så måtte han smide hende ud, det var på ingen måde en god idé at rive op i gamle sår. Hun rejste sig, da det gik op for hende, at hun havde spildt sin kaffe, og hun stillede koppen med resten af indholdet på sofabordet. Uden at kigge på ham trak hun sin stav og udførte en nonverbal besværgelse, så kaffen forsvandt og sofaen og gulvet var som nyt. "Desuden er det langt fra lige så slemt, som at lave seksuelle ting med sin egen bror," kommenterede hun, efter hun havde gemt sin stav af vejen igen, og lagde armene over kors, mens hun så nærmest udfordrende på ham. Hun nægtede at sætte sig i sofaen igen, hvis han ville skændes, så måtte han fortælle hende hvad han mente om hende, så hun kunne gøre det samme, og de på den måde kunne komme ud med deres frustrationer. De havde jo aldrig rigtig talt ordentligt sammen, siden de slog op. Først havde Charles desperat forsøgt at få hende tilbage, mens hun nægtede, hvorefter han tilsyneladende var kommet videre. Men han ville åbenbart stadig skælde hende ud for de fejl hun havde begået.

[Charles Michael Lavoie]

Charles svarede ikke på hendes ja. Han kunne godt se, at hun ikke ville kigge på ham og han tolkede det også mest af alt til, at hun ikke ville snakke med ham. Ikke han bebrejdede hende, for det var heller ikke fordi han havde noget at sige til hende. Ikke fordi der ikke var sket noget det år, de ikke havde været sammen efterhånden. Det var der, men det var bare ikke noget, han kunne indvie hende i. Han havde ikke brug for noget opmærksomhed fra hende af og endelig havde han ikke brug for, at hun var del af hans liv. Han havde klaret sig længe uden hun havde været i det. Ikke, at hun ikke havde strejfet hans tanker, for det havde hun. Sandheden var dog, han ikke havde haft meget tilovers for hende. Han huskede hvad der var og han huskede de gode tider med en glæde, men som et overstået kapitel. Hun havde jo bedt ham om at komme videre og det havde for alvor ramt ham, da han havde set hende og Seth efter en nats udskejelser. ”Nå. Hun er ikke 14,” påpegede han med en kølig stemme. Hans kropsprog med en ligeså stor præcision af ligegyldighed og kølighed. Den var rammende og lagde et yderligere lag is på stemningen. Han forsvandt et andet sted hen; en måned tilbage til da han brækkede sin næse. Han havde ikke set hende siden, men han havde også haft travlt med at lave album, og den hårde hud på hans fingre var beviset for han havde arbejdet hårdt. Der var plaster på den ene finger, fordi han havde revet sig på den skarpe streng. Det hårde arbejde skulle nok betale sig. Hvad hun havde læst i en avis, kunne han ikke bruge til noget, for øvrigt var det heller ikke et sted, man fik brugbar information. Han læste med vilje ikke hvad aviser skrev om ham, fordi han vidste han på et tidspunkt havde haft for vane med at tage tingene til sig, især når han var sårbar tog han al kritik til sig. Det var ganske simplere nemmere at være ligeglad; hvis ikke man læste det og så undgik han helt at nærme sig det, uanset hvilken slags periode han havde. Han så på hende med endnu et koldt blik over hendes udbrød. Et blik der nærmest sagde alt; så slap dog af. ”Fordi du dømmer mig for at være sammen med en der er på min søsters alder,” påpegede han i en monoton stemme, inden han lod de grønne øjne hvile på hende med en kølig form for mistroisk. Hvad havde alderen med hans relationer til Skyler at gøre? Han betragtede hvordan kaffen forsvandt ud af hendes krop og gjorde intet tegn til han ville fjerne det, inden hun selv med nonverbal magi rodede op efter sig selv. Han rejste sig op i en hurtig bevægelse over hendes ord. ”Men jeg var på ingen måde oppe i Marc og han var heller ikke oppe i mig. Så jeg er ikke hans sædcontainer,” påpegede han med samme kølighed som før, men denne gang var det tydeligt at han var vred. En sjælenhed, men når han endelig var vred, så var der to former. At han var vred og råbte eller han var så vred, at han var direkte kold og ubehagelig. Sidstnævnte var der nu, og var der ikke is nok i lokalet, så var der i hvert fald nu. Ja, end ikke vejret udenfor kunne måle sig med ham. ”Og i det mindste var jeg ikke sammen med en, som du skal være i et damning band med,” kommenterede han som han lagde sine arme overkors for at afvise hende med sit kropssprog. Han vidste godt, at det han havde sagt ikke var pænt, men hun havde afvist ham. Lagt evige ar i hans sjæl og han havde med tid lært at læge sine sår og alligevel, så rev hun op i dem ved at være dømmende overfor hvad han lavede.

[Deleted]

Flora trak på skulderen, da han informerede hende om, at hende han havde været sammen med - en ud af mange, var hun overbevist om, for sådan havde det jo været for hende selv - ikke var 14. "Okay," sagde hun bare, i en ligegyldig tone. Det var ikke rart for hende at tænke på, at han var sammen med andre, men hun sagde til sig selv, at hun ikke kunne ændre på det. Ikke med det samme, i hvert fald, hvis overhovedet. Det virkede jo til, at han var kommet over hende og var kommet videre med sit liv, for i starten havde han halset efter hende, og forsøgt at overbevise hende om, at hun skulle tage ham tilbage. Men det havde han ikke gjort længe, og hun havde for alvor opdaget, hvor meget hun savnede ham. Tanken om, at hun stadig havde en chance med ham, havde gjort hende skødesløs, og hun havde ikke tænkt over, at han på et tidspunkt blev træt af at jagte hende. Det var også først nu, efter han lod hende være, at hun havde indrømmet overfor sig selv, at hun ville have ham tilbage. Hun følte bare ikke, at han havde det på samme måde overhovedet. Hun havde hele tiden vidst, at hun altid ville elske ham, og hun havde troet det samme om ham, men nu var hun ikke længere sikker. Man kunne jo godt elske nogen man ikke længere var sammen med, det var bare en anden slags kærlighed, end den man havde for en man var kærester med. Dog var hun sikker på, at han ikke havde nogen som helst følelser for hende længere. "Jeg dømmer dig på ingen måde," sagde hun til sit eget forsvar, med en irriteret undertone i sin stemme. Hun følte det var dybt unfair, at han bragte episoden med Seth på banen, hun gjorde alt hvad hun kunne for at fortrænge det, for det var en af de ting hun havde gjort, som hun fortrød allermest. Generelt havde hun begået en masse fejl, efter hun var gået fra Charles. Hun kunne mærke hvordan hendes kinder brændte i takt med, at hun blev mere og mere vred på ham, over hvad han sagde om hende. "Du skal ikke vove at kalde mig så grimme ting, du er lige så meget en sædcontainer som jeg er, du er ikke et hak bedre!" sagde hun, med tydelig vrede i stemmen. Alle hendes gamle frustrationer kom væltende tilbage, hun følte præcis den samme vrede som hun havde gjort, dengang han bekræftede han havde været hende utro. "Det er heller ikke mig der vælger at være sammen med andre, når jeg har en kæreste," gav hun igen, lige nu ville hun bare såre ham, og hun tænkte ikke over konsekvenserne, hun var nærmest ligeglad med dem. Det var ham der var begyndt at angribe hende, måske var kommentaren om hende på 14, som så ikke var 14, ikke ligefrem den bedste idé, men den havde ikke været ondt ment. Hun vidste at han mente ondt med hans kommentar om Seth, så nu kunne han få tilbage i samme stil. Og selvom hun var kommet til konklusionen om, at hun gerne ville have ham tilbage, betød det ikke at hun var kommet sig over, at han havde været hende utro. Det ville hun nok aldrig komme sig helt over, for hun var aldrig før blevet såret så dybt, men hun var villig til at arbejde sig forbi det og videre derfra - helst sammen med ham, selvfølgelig.

[Charles Michael Lavoie]

Han svarede ikke på hendes okay. Han så dog på hende med lynende øjne, da hun prøvede at bilde ham en løgn ind. ”Flora, drop det. Jeg kender dig. Jeg ved at du dømmer mig for det,” svarede han hårdt, dog med en rolig stemme. Han havde lagt mærke til, den irriterede stemme som hun talte i. Han kunne ikke tage sig af det, hun havde selv valgt at udtale at hun havde læst, han havde været sammen med en på 14. Hun burde vide bedre end at stole på, hvad medierne skrev om ham. Det havde været en konstant trættende faktor i det forhold de havde haft, at måtte forklare sig selv hver eneste gang, der var sket noget i stedet for, at hun bare stolede på ham. ”Jeg kan gøre hvad jeg vil, for jeg er ikke sammen med dig,” påpegede han køligt og så på hende med et afmålt blik, inden han gennemtænkte sit comeback. Gudskelov for at hans mor ikke hørte, hvordan han talte til Flora lige nu. Hun ville belære ham om, at hun havde opdraget ham bedre og til at respektere kvinder. Han havde også fået den største reprimande, da han havde været Flora utro og så fra sin egen mor. Han var så også blevet sur og var gået midt under det hele, men det var en helt anden sag. ”Foruden, hvordan kan jeg være en sædcontainer?” spurgte han undrende, da han virkelig ikke kunne se, hvordan det skulle være en fornærmelse mod ham. Hans verden gik i stå ved hendes næste kommentar. Han mærkede sit hjerte briste om og om igen. Han havde sagt undskyld og han kunne ikke gøre mere og alligevel blev det bragt op igen? Han stod helt stille og bevægede ikke en eneste legemsdel, før han rettede de grønne øjne mod hende med et blik, de færreste kunne aflæse. Et blik, han tvivlede på hun kendte længere. Han var såret, men ydersiden af ham var hård. Efter hun havde afvist ham, ville han aldrig vise hende en svag side igen. ”Den igen? Har du virkelig ikke noget bedre, huh? Desuden var det én anden, ikke andre i flertal” påpegede han mens han rullede med øjnene og tappede sine fingre ind mod hinanden. Han havde brug for en smøg. ”Og når vi er inde på den, så er jeg i det mindste ikke en stardamner, der har behov for at være sammen med tre fjerde dele af FE. Hvem er nu det? Nååååh jo… Det er dig,” svarede han med en spottende tone i sin stemme. Hun havde været sammen med ham og Seth samt kysset med Marc. Han bed sig lidt i læben. Han vidste godt, at han var gået over stregen, men det var hun også. Han så bare afventende på hende. Han hadede at være oppe og skændes med folk, mest af alt fordi han anså det som et spild af hans egen tid. Det var bare så sjælden han var sur og når han var det, så vidste han også det bedste var at komme af med vreden.

[Deleted]

Flora rullede med øjnene. Godt nok havde han ret i at hun dømte ham for det, men det behøvede han ikke at vide. "Du kender mig ikke længere, det har du ikke gjort i meget lang tid. Desuden er der intet galt i at jeg dømmer, du kan da være ligeglad med hvad jeg mener, er du ikke?" spurgte hun med et hævet øjenbryn, mens hun lagde armene over kors. Han kunne vel være fuldkommen ligeglad med, om hun dømte ham eller ej, det ændrede jo ingenting. Han dømte sikkert også hende for nogle ting, det var hun da helt overbevist om. Endnu engang hævede hun et øjenbryn, da han kom med den barnlige udtale. "Årh ja, for det er kun folk man er sammen med man skal tale pænt til," sagde hun, med tydelig sarkasme i stemmen. Hun vidste godt han kunne blive rasende, men at det var sjældent, og at han normalt opførte sig meget bedre end lige nu. Eller, han havde i hvert fald aldrig opført sig sådan her overfor hende. Hun var overbevist om, at selvom det var ham der havde startet hele denne lavine af dårlige ting de gjorde mod hinanden, så var det stadig hende der damnede mest op. Det havde hun altid gjort, og det var hun sikker på hun altid ville gøre. Men det betød ikke, at hun ikke ville tale tilbage til ham, når han pludselig begyndte at tale grimt til hende, og bringe gamle ting op hun havde gjort. "Huh, du har muligvis ret, den eneste måde du kan være det på, er hvis din egen bror kom dig i munden!" hvæsede hun. Det var måske dumt at tage den op, når det også gik ud over Marc, som jo absolut intet andet end godt havde gjort hende, men den måtte hun tage senere. Lige nu havde hun ikke lyst til andet end at såre Charles, og måske få ham til at forstå, hvor meget han havde såret hende. "En anden, flere andre, det er fuldstændig ligegyldigt, pointen er, at du gjorde det. Og desuden kan jeg ikke vide, om der var flere, man kan ikke stole på en der er utro," sagde hun og nærmest knugede sine arme ind til sit bryst, for at holde sammen på sig selv. Hvad hun sagde var der kun en lille del af hende der følte for, resten af hende ville mest af alt bare tage hans ord, uden protester, og lade ham få sin vrede ud, så de måske kunne komme videre derfra, eller i det mindste bare stoppe med at skændes og hade hinanden. Men hendes stolthed tog over, og gav ham igen, så godt hun nu kunne. Da han kaldte hende stardamner, kunne hun dog mærke hun havde fået nok. For hende indeholdt det ord, at hun bare havde været sammen med ham fordi han var kendt, og ikke fordi hun elskede ham. Da de mødtes havde hun ikke anet hvem han var, og han havde knapt nok været kendt i Storbritannien. Men alligevel troede han, eller i hvert fald påstod han, at hun aldrig havde elsket ham, og det kunne hun simpelthen ikke klare. Hendes i forvejen blege ansigt, blev helt hvidt, og hun stirrede på ham med et tomt blik i de brune øjne. Der gik lang tid hvor hun ikke sagde et ord, men bare stirrede på ham, og selvom der ikke var et eneste tegn på det i hendes ansigt, var smerten indeni hende rigeligt stor. Endelig lod hun sine arme hænge ned langs siderne og hun blinkede et par gange. "Jeg går," sagde hun bare, da det var de eneste ord hun kunne få over sine læber, og hun vendte sig om for at gå mod gangen. Hun fumlede en hel del med at få sko på, hendes fingre ville ikke rigtigt samarbejde. At lade ham hive hende herop var nok den dummeste beslutning hun havde taget i ædru tilstand nogensinde, og hun skældte sig selv ud, for at have ladet sig overtale. Hun vidste ikke om han havde gjort det bare for at kunne skælde hende ud, men hun kunne ikke holde det ud, hellere snestorm end at skændes med Charles, det var helt sikkert.

[Charles Michael Lavoie]

Han rettede sit blik vredt i hendes retning. "Og hvad så? Du kender heller ikke mig og har tydeligvis aldrig gjort det," påpegede han spydigt, inden han igen begyndte at lege utålmodigt med sine fingre. Han havde brug for den damning smøg og han vidste, han havde nogen på sit værelse. Han havde ikke røget siden han var begyndt at date Skyler. Flora havde ikke, ifølge Charles, ikke lagt mærke til han havde haft det ad helvedes til i optakten til hans utroskab. Faktisk, var der ikke nogen der havde gidet at interessere sig nok for ham, til at spørge hvordan han havde det. Han kom ikke bare og hældte hele sit hjerte ud. Nej, man skulle hive det ud af ham. "Desuden, så kan du dømme mig alt hvad du vil, det er ikke det, der irritere mig. Det der irritere mig, er at du tydeligvis stadig tror på alt hvad tabloid aviser og sladderblade, skriver om mig og foruden har den frækhed at dømme mig så tydeligt," påpegede han med en kold stemme, mens hans blik var rettet på hende. Piercierende og søgende mod at provokere hende. Hun kunne dømme ham alt hvad hun ville, men det betød ikke det skulle foregå i hans lejlighed. "Nu var det faktisk mere baseret på at du er så damning kontrollerende, at det er utroligt, at man må have en selvstændig tanke," svarede han henvist på hendes sarkastiske svar. Hun havde tydeligvis ikke opfanget hvad det var han sagde og til trods for, at han ikke mente halvdelen af hvad han sagde, så var han pisse ligeglad. Hun havde ladet ham i stikken, hun havde fået ham til at sige undskyld så ufattelig mange gange, at han ikke havde tænkt sig at sige undskyld en gang mere. Han havde forsøgt at vise, han var til at stole på. Det 8 måneder, hvor han ikke datede Flora efter han havde indrømmet sit utroskab, havde han ikke været sammen med nogen. Han havde ikke kysset nogen. Han havde end ikke lagt sine øjne på nogen andre. Det var først da hun havde sagt, det aldrig skulle blive de to, at han var begyndt at komme videre og ja, det havde været med Skyler der var væsentlig yngre end ham, men hun havde gjort ham glad igen. Selvfølgelig var det ikke på samme måde som Flora havde gjort ham glad, men det var sådan; havde man en plads i hans hjerte, så var man lukket derinde for altid. Han hadede ikke Flora, han var ikke decideret vred på hende eller omstændighederne. Han var irriteret over noget, som han ikke helt kunne forklare. Han var træt af, at føle han skulle sige undskyld, også et år efter hele episoden havde foregået. Han havde sagt undskyld til sin mor, til sin søster, til Marc, bandet, til Skyler, til sine fans, til damning journalister og til Flora. Sidstnævnte den han havde sagt det mest til. Han kunne ikke lave det om; alt folk havde var hans ord for, at han var ked af hvad han havde gjort. Alligevel, så havde han ikke en eneste gang grædt mens Flora eller nogen andre var i nærheden, for selvfølgelig foregik der mere i hans liv end hvad de kunne se. Inde i hans hoved. Han havde følt sig ødelagt og følt, han ikke hørte til. Fremmed, damning fremmed. Alt det syntes dog at være ligegyldigt, ligeså snart man havde stikket sin pik ind i en anden. Det var ikke fordi han ville være selvmildliden, men han satte altid andre før sig selv og han følte ikke, han var nummer 1 i andres verden. Ja, det var måske hans egen fejl. Han var stadig flov over den episode med Marc og derfor fik hendes ord, da også ham til at kigge den anden vej. "Det var ikke sådan det skete," påpegede han med en lav mumlen, da det sådan set var irrelevant. Det var ikke ham, der var en sædcontainer. Charles vidste, hvor meget han havde såret hende, men hvad kunne han gøre nu? Han havde sagt han var ked af det så mange gange. "damn dig, du ved godt der er forskel," påpegede han og rullede med øjnene, mens hans fingerleg blev mere intens og han begyndte at rykke mod entreen for at komme videre ind i lejligheden mod sit værelse. "Foruden har jeg sagt undskyld til dig så damning mange gange og sagt jeg var ked af det og prøvet at bevise overfor dig, at jeg aldrig ville gøre det igen. Så hvad damn ville du have jeg skulle gøre udover det, huh?" påpegede han denne gang med en stemme der var væsentlig højere end før. Han var stadig rolig, men det var tydeligt at det med de mange undskyldninger gik ham på. Han frøs til, da hun gik og så på hende gå direkte forbi ham. Hmph, så var alt som det plejede. Han gik efter hende og så på hende med et vredt blik. "Det er damning farligt derude og vi er garanteret også sneet inde. Gå nu bare ind i damning stuen, så går jeg ind på mit værelse," foreslog han, en anelse modvilligt. De havde sagt situationen var livsfarlig og  der var faldet ret meget sne allerede. Inden hun kunne svare gik han da også ind på sit værelse, da han skulle have sine smøger. 

[Deleted]

Flora rynkede panden ved hans ord. Selv ville hun sige at hun havde kendt ham, dengang de var et par, men åbenbart mente han det modsatte. Hun ville ikke lade ham se, at det sårede hende, hvilket nok var derfor hun blev ved med det her åndssvage skænderi. De kom ingen vegne ved det, det var hun godt klar over, men for hvert ord han sagde, der ramte hende som knivstik, ville hun give ham igen. "Så kan du ikke sige du kender mig," svarede hun, selvom svaret egentlig var temmelig logisk. Han havde påstået han kendte hende, men det gjorde han ikke længere. Selvom hun ville ønske han gjorde. Det var så underligt for hende, at hun var så meget i konflikt med sig selv, lige nu, på den ene side ville hun såre ham tilbage, når han sagde noget grimt til hende, og på den anden side ville hun bare ignorere hvad han sagde, og lade ham få luft for sine frustrationer. Men hun kunne vel lige så godt også få luft for sine, nu når han var så godt i gang. Så hun fortsatte. "Selvfølgelig tror jeg på noget af hvad de skriver, de har jo åbenbart fat i alle de rigtige ting, når det vedrører dig. Dater en eller anden ung tøs, er utro, alt det der," gav hun igen, og løftede hagen en smule. Selvom hun var høj, var hun ikke på nogen måde lige så høj som ham, så hun måtte gøre hvad hun kunne, for at se højere ud. "Kontrollerende? Hah, jeg beder dig bare om at vare din damning mund," sagde hun og fnøs en anelse. Måske havde han ret, måske kende hun ham slet ikke på noget tidspunkt. Hun så i hvert fald en helt anden side af ham lige nu, som hun ikke havde set, siden han var hende uro. Godt nok var hun godt klar over, at det nok kom fra to forskellige steder, men for hende bundede begge ting i, at han var et røvhul overfor hende. Hun havde spekuleret i uendeligt lang tid på, hvorfor hun i alverden overhovedet ville have ham tilbage, når han behandlede hende så dårligt. Godt nok havde han haft den periode, efter hun var gået fra ham, hvor han desperat forsøgte at få hende tilbage, men hun var netop gået fra ham, fordi han behandlede hende skidt, og nu gjorde han det igen. Men hun kunne ikke forklare det, ikke engang overfor sig selv, hvorfor hun bare ikke følte sig rigtig uden ham. Det havde også taget hende uendeligt lang tid at acceptere. Eller, sådan føltes det i hvert fald. Hun var stadig ikke sikker på, at hun helt havde accepteret det. "Måske rent faktisk prøve at bevise, at du er ked af det? Det eneste du gjorde var at rende i hælene på mig og tigge mig om at tage dig tilbage," sagde hun og lagde armene over kors. Det var sådan set ikke for at afvise ham med hendes kropssprog, mere for at afholde sig selv fra lige pludselig at hælde alle sine følelser i hovedet på ham. Det mente hun ikke der kunne komme noget godt ud af. Hun stoppede op med sin ene sko i hånden og stirrede på ham, med en blanding af irritation og desperation i blikket. "Hvorfor i alverden vil du have jeg skal blive her? Hvis det eneste vi kan finde ud af er at skændes," spurgte hun, en anelse mere offensivt end hun mente det. Men hun kunne i hvert fald ikke holde ud at blive ved med at skændes på den måde, så det var nok en god idé, hans tilbud om at de skulle være i hver sit rum. Selvom det var tåbeligt. Men det var vel bedre end at skændes hele tiden. Hun stillede skoen fra sig igen og fulgte efter ham. Hun stod i døråbningen til hans værelse og betragede ham rode rund efter noget, og da han hev en pakke smøger frem, lyste hun en anelse op. "Deler du?" spurgte hun, i en meget mere venlig stemme end før.

[Charles Michael Lavoie]

"Der er nogle ting, der aldrig ændre sig," svarede han sammenbidt og med en kølig aura omkring sig. Charles ville mene, de færreste kendte ham. Marc kendte ham på en måde, ingen andre gjorde. Han var faktisk en af de få, der kunne aflæse hans følelser, også når han prøvede at holde dem skjult. Marc havde bare ikke opdaget det den gang, men han havde også haft travlt med at være lykkelig sammen med Chris. Charles ville ikke ødelægge den glæde, som de havde haft med hvor nedern han var. Hvor ensom han havde været, selvom der havde været folk omkring ham, der holdt af ham. Hun måtte gerne såre ham. Hun kunne bare prøve. Efterhånden, var der intet hun kunne sige, som hun ikke havde sagt. Fortjente han at blive såret? Ja, sikkert, men det var efterhånden svært at gøre ved ham. Han vidste han havde talt grimt til hende og det måske var for meget, men omvendt kunne hun lade være med at dømme ham for hvad han lavede. Han havde i det mindste ikke kneppet halvdelen af London. Han rullede med øjnene over hendes ord. "Ved du hvad? Tro du bare på alt hvad de skriver, jeg gider ikke retfærdiggøre mine handlinger over for dig," svarede han med den køligste stemme, han kunne fremmane. Et eller andet sted gjorde det ondt, at hun hellere ville tro på hvad de skrev frem for hvad han selv sagde. Han vidste så godt, at lige nu havde hun ikke ligefrem et valg, for det var ikke fordi de havde snakket sammen i hvad der nu vel svarede til 4-6 måneder. Han betragtede hende løfte hagen op, og lagde armene over kors endnu en gang. Han vidste godt, at hun var i gang med at gøre sig selv mere faretruende for ham. "Så er det da damning heldigt, at du ikke bestemmer hvad jeg lukker ud. Eller vil du gerne det? Så kan du jo kigge mine sange igennem og fortælle mig, hvad jeg gerne må have med..." svarede han med en sarkastisk tone, da han ikke ville have hende til at kigge en eneste sang igennem. Det var den eneste måde, han kunne få afløb for hvad han ikke måtte sige højt. Han følte aldrig, at han havde behandlet hende dårligt. Jo, den gang han havde været hende utro og den gang, han var blevet jaloux over se hende med en anden, men ellers synes han, at han havde behandlet hende ordentligt. Hans mor havde altid lært ham at behandle kvinder pænt og havde hun følt sig dårligt behandlet fra starten af, så måtte hun enten kunne lide det og være afhængig af det, eller også måtte hun have sagt det til ham. Han havde fra dag et sagt, at han var en idiot og et røvhul, hans fejl var ikke, at folk ikke troede på ham når han sagde det. Han vidste, han altid havde sat hende før sig selv og han ville have gået gennem ild og vand for hende, men hun ville ikke have ham, selv efter han havde sagt undskyld. "Det gjorde jeg også, Flora og det ved du udmærket godt." påpegede han med et fnøs. Han havde ikke gjort andet end at bevise det. "Jeg sagde, jeg ville gøre alt du bad mig om. Jeg holdt fast i, hvor højt jeg elskede dig og prøvede at bevise, jeg aldrig ville gøre det igen. Jeg kyssede ikke med nogen, når jeg var i byen og hvis medierne spurgte, så bekræftede jeg, at det var mig der havde været røvhullet" påpegede han med en grad af frustration i sin stemme, som han pressede sin ene negl ned i sin ene finger. Kunne hun ikke bare tie stille i 2 minutter, så han kunne finde sine smøger? Han havde ikke tænkt sig at nævne, at han ikke havde haft samleje med nogen i over et halvt år for at bevise, han kunne styre sig for han vidste godt, at han ville få at vide, at det var alt han tænkte på. "Hvorfor?" gentog han og så på hende med et blik, der var svært at aflæse. Han bed sig kort i læben og så ud af vinduet, da han stadig stod i dørkammen til stuen. "Fordi jeg ikke er interesseret i du fryser ihjel, og så kan vi være i hvert sit rum for ikke at skændes" påpegede han med hans almindelige rolige stemme, inden han var gået ind på sit værelse. Han hev pakken frem fra en skuffe, hvor han havde sine sange i og mærkede den middelhårde pakke med sine hænder og følte en form for øjeblikkelig afslappelse, da han vidste hvad der kom efter. Han tog en smøg op til mund og åbnede vinduet inde på sit værelse og så over på hende, da hun talte. Han betragtede hende i døråbningen og nikkede. "Sure," sagde han og rakte pakken ud, så hun selv kunne hente den inden han tændte sin egen og tog et langt hiv. 

[Deleted]

Flora måtte bide sig i læben for ikke at skære en grimasse. Hun var allerede virkelig træt af at skændes, men hun følte hun måtte forsvare sig selv, fordi han fik det til at lyde som om, at det kun var hende der var forkert på den her. Selvom det føltes sådan størstedelen af tiden, kunne den stolte, stædige del af hende ikke lade være med at bide igen. "Så er det jo fantastisk, at du ikke behøver det," sagde hun og slog ud med armene. Hun havde stadig ikke forstået, hvorfor han mente det var et helt utroligt stort problem, at hun havde spurgt ham ind til det. Han havde spurgt hende om hun havde en kæreste, og hun nævnte udelukkende hvad hun havde læst, og så var han faret op, som om det var helt forfærdeligt, at hun dømte ham en smule for at være sammen med en der var så meget yngre. Faktisk anede hun ikke engang selv, om hun havde været sammen med en der var en del yngre, hun havde ikke ligefrem tjekket ID på folk, det havde hun regnet med, at dørmændende på diverse klubber og barer havde gjort for hende. "damn dig, Charles, jeg kunne ikke være mindre interesseret i at styre dit liv. Jeg vil bare ikke finde mig i, at du taler grimt til mig," sagde hun, med tydelig vrede i stemmen, dog uden at hæve den. Hun råbte sjældent af folk, for det var også at vise lidt for meget følelse, hvis man spurgte hende, og den slags brød hun sig ikke om. Den ene gang hun havde besluttet sig for at give efter for sine følelser, havde hun brændt fingrene noget så voldsom, og var endt med at blive så dybt såret, at det stadig påvirkede hende et helt år senere. Hun vidste godt at hun aldrig ville stoppe med at elske Charles, men hun håbede på, at hvis de ikke fandt sammen igen, så ville hun finde en måde at komme videre på. Ligesom han havde gjort. "Det jeg fik fra dig var ikke andet end ord, Charles," påpegede hun. Hun havde ikke anet, at han ikke havde kysset med nogen, eller hun havde i hvert fald glemt det, hvis han havde sagt det. Men hun havde jo ikke ligefrem gjort det nemt for ham at bevise, at han var opsat på at gøre det hele bedre mellem dem. Hun havde troet hun ikke ville have noget at gøre med ham, eller det havde hun i hvert fald forsøgt at overbevise sig selv om. Det var jo så bare ikke gået særlig godt. Hun tog en dyb indånding, da det så ud til, at de begge var faldet lidt ned igen. En lille del af hende var stadig irriteret på ham, men hun orkede virkelig ikke at skændes mere. Det havde hun simpelthen ikke kræfter til. Så uden at sige et ord tog hun bare imod pakken med smøger og stak en i munden, hvorefter hun tændte den og tog et langt hiv. Hun holdt røgen i lungerne i et godt stykke tid, før hun pustede ud, næsten som et suk. Først derefter skævede hun med en smule nysgerrighed til skuffen hvor han havde fundet sine smøger frem fra. Der var en del papirer i, havde hun set, og hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvad det mon var for nogle. De så ud til at ligge lidt rodet dernede. Men i stedet for at rode i hans privatliv, tog hun endnu et hiv fra smøgen og pustede ud, mens hun mærkede effekten af nikotinen brede sig i kroppen, og hun følte sig straks langt mere afslappet.

[Charles Michael Lavoie]

Charles så på hende med et forvirret blik over hendes kommentar. "Hvad mener du?" spurgte han med en irriteret stemme og stak sine hænder ned i sine lommer, da han virkelig ikke kunne holde ud at være i hans egen krop. Han hadede at skændes og han hadede, at bruge energi på at være vred. Han vidste også, der normalt skulle meget til at han blev det. I dag, skulle der ikke mere til end en dømmende kommentar fra Flora til. Ja, hun havde bare spurgt, og ja, han kunne høre hvornår hun var hvad, for han havde kendt hende en gang. For ham, var hun ikke i nogen position til overhovedet at dømme ham for hvad han gjorde. De var ikke i hinandens liv mere og hun havde gjort det klart, at han heller ikke skulle være en del af det. Han havde lyttet og gjort, præcis hvad hun bad ham om. Var kommet videre og havde startet en ny flirt op. Han rynkede på næsen, da hun sagde, hun ikke ville finde sig i, at hun talte grimt til ham. "Det har du fandme gjort så mange gange... Og du dømte mig, så havde du ikke allerede tænkt ilde om mig?" spurgte han retorisk og sank den vrede klump, han havde til at sidde i hans hals. Alt det her var simpelthen for meget for ham. Han var udkørt og ligeglad. Han havde hørt vreden i hendes stemme. Han genkendte den, for han havde hørt den før. Han forstod hun var vred, men hun måtte også forstå han var. Hun forvirrede ham. Charles vidste, at det var sjældent hun råbte, hvilket også var en af grundene til, de havde fungeret. Ingen af dem brød sig om at råbe. Hvor Charles nærmest ikke kunne blive sur uanset hvad han gik igennem, så havde hun et lidt større temperament end ham. Ikke at hun altid var sur eller vred for det vidste han jo godt, hun ikke var. Han huskede hende ikke en gang som værende vred, da han havde mødt høj op på hendes adresse efter et narkotrip. Han havde mere husket hende som, at hun var irriteret på ham. Han var jo også klar over, at han havde såret hende den gang og han havde sagt undskyld for det. Han kunne ikke læge hendes sår og slet ikke hvis hun blev ved med at holde fast i den smerte, han havde påført hende. Selvom han ikke måtte nævne det, så havde det også gjort ondt på ham og han havde haft ondt lang tid, inden det var sket. Han rystede på hovedet, over det hun sagde. "Nej, jeg viste det til dig. Det er ikke min skyld, at du ikke så det selvom jeg prøvede ihærdigt at få dig til at se mig," påpegede han tilbage og så væk fra hende. Han gad ikke mere. Han så på hende, som hun tændte den smøg han havde givet hende, mens han pustede røgen ud fra sine lunger igen. Han havde ikke mere at sige. Han kiggede ikke en gang hen på sin skuffe, men lod i stedet blikket falde på sneen, der faldt, mens han mærkede kulden på sin hud fra det åbne vindue. 

[Deleted]

Flora stod i et langt stykke tid og bare kiggede ud på gaden, mens sneen fløj rundt derude. Det så temmelig voldsomt ud, så hun var glad for, at Charles havde fået hende overtalt til at gå med op. Altså lige bortset fra, at de havde endt ud med at skændes. Det kom dog ikke som nogen overraskelse, da hun godt vidste der var meget spænding mellem de to, og ting de aldrig havde fået raset ud over og talt ud om overfor hinanden. Nu havde de i hvert fald fået raset en smule, så måske det var tid til bare at få talt nu. Hun anede dog ikke hvad hun skulle sige til ham, for det var stadig svært for hende, at få styr på sine følelser. Hun var cirka halvvejs igennem sin smøg, da hun begyndte at bekymre sig om hvad i alverden næste skridt var, når de var færdige med at ryge. Skulle de bare sidde i hvert deres rum, indtil snestormen var overstået, så hun kunne gå hjem igen? Hun anede det simpelthen ikke. Den bekymring fik hende til at ryge hurtigere, og der gik ikke lang tid, før hun smed skoddet ud af vinduet, da hun havde røget det absolut sidste hun kunne, hvis hun altså ikke ville ryge filteret. "Charles," begyndte hun, og vendte sig mod ham, mens hun trådte et lille skridt tilbage. Der var ikke voldsomt meget plads ved vinduet, og hun følte ikke lige for at stå helt tæt ved ham, når de talte. Det var bare sært. Hvis han altså havde lyst til at tale, hun havde erfaring med, at han ikke var så god til den slags, præcis ligesom hende selv. "Du sagde du viste det til mig. Hvordan gjorde du det?" spurgte hun, med et hævet øjenbryn. Det var måske meget smart at skyde bolden over i hans banehalvdel, når hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Desuden var hun temmelig nysgerrig, for hun havde ikke selv opfanget, at han havde vist hende hvor meget han elskede hende, ud over at dukke op i tide og utide, og så selvfølgelig ved at sige det, og tigge hende om at tage ham tilbage. Måske havde hun overset det med vilje, at han forsøgte at vise hende det, eller nægtet at det var det han prøvede på, fordi hun var så såret, og troede at han da ikke kunne mene det, når han havde været hende utro. Hun havde egentlig også lyst til at spørge ham hvorfor han havde været hende utro, men hun var ikke sikker på, om det ville gøre ham sur igen, eller ej, og hun nød at de ikke råbte ad hinanden.

[Charles Michael Lavoie]

Charles ville ikke risikere at hun frøs halvt ihjel derude eller blev fanget i sneen. Så tog han hellere med, at der var spænding mellem dem og de ikke rigtigt havde noget som helst at snakke om. At den fortid der var i mellem dem, havde gjort dem fremmede overfor hinanden, hvor de før havde været så tætte. Han kunne leve med meget. Charles havde den gang ikke grædt eller skældt ud andet end han kort havde forklaret sig om hans utroskab. Han satte altid sig selv sidst og han forstod, at det var ham der havde været den onde og havde gjort hende fortræd. Hans smerte havde vel være ligegyldig både for hende, men også for ham selv. Han ville dog ikke pege fingre for han ville ikke snakke om det. Han var modsat til hvad mange skulle tro, faktisk god til at lukke sig ind i sig selv og holde sine følelser skjult. Han lagde ikke mærke til, at hun røg hurtigt. De blege grønne øjne stirrede bare op i loftet, som sneen udenfor fik ham til at fremstå mere bleg, end han plejede. Han kunne mærke kulden, selvom han var indenfor. Han så på hende, da hun sagde hans navn og betragtede hende trække sig et skridt tilbage uden at lave en eneste mine med ansigtet. "Ja?" spurgte han, som smøgen søgte mod hans læber og han indåndede den sidste røg, der var tilbage i den, inden han ligeledes smed den ud af vinduet og lukkede det. Som hun stillede ham sit spørgsmål, gik han kort i stå. Hans hjerte sank, egentlig ikke fordi det gjorde ondt hun spurgte, men over hun ikke kunne se det. Han rømmede sig en anelse, da han ikke følte han havde en stemme at forklare det med. "Uhm," forsøgte han sig, som hans blik gled mod træpladerne på gulvet. "Jeg prøvede at vise dig, jeg havde ændret mig. Jeg opsøgte dig, sagde undskyld, sagde det aldrig ville ske igen.. Var ikke sammen med nogen i et år... Lod dig være, da du bad mig om det..." forsøgte han, mens han tænkte tilbage. "Jeg både prøvede at sige og vise dig, at du var den eneste, jeg ville have. Da du sagde, det ikke længere skulle være os, stoppede alle mine forsøg om du så opfattede dem som hel eller halvhjertede eller ej," forklarede han videre, og så direkte på hende. "Havde du sagt til mig, jeg skulle hoppe ned til hajer med et blødende ben, havde jeg gjort det," kommenterede han og bed sig hårdt i læben. Det var ikke fordi det var et behageligt emne for ham, men han kunne vel ligeså godt fortælle hende sandheden, eller i hvert fald hans. Han var godt klar over, at hun nok ikke kunne se det og det bad han hende ikke om. Han var dog rolig i mælet, men et eller andet sted forventede han en haglstorm. "Jeg arbejdede også med de problemer, jeg havde, som havde ført til det.." mumlede han og kløede sig en anelse på skulderen. "Uden det hele skal være sådan poor you og alt det, og jeg er egentlig heller ikke interesseret i, at du skal have ondt af mig," forklarede han, det sidste lidt mere køligt. Det var dog mest af alt for at indikere, han ikke ville snakke om de problemer og skubbe hende væk fra hans følelsescenter. 

[Deleted]

Flora forsøgte at læse hans ansigtsudtryk, da han var stille i et stykke tid efter hun havde stillet sit spørgsmål. Hun var ikke ligefrem god til at læse mennesker, nok fordi hun selv forsøgte at holde sine kort så tæt som muligt. Men hun spekulerede alligevel på, om han virkede tøvende, fordi det var et spørgsmål der var personligt for ham, da det måske lidt var at rive op i gamle sår. Hun tænkte bare at hun måske kunne komme videre, hvis de fik talt ud om tingene, hvilket de jo langt fra havde gjort endnu. Faktisk var hun en anelse misundelig på, at han så ud til at være kommet fuldstændigt videre, og ikke nærede en eneste form for følelse for hende længere, når hun nu selv var lige så langt fra at komme videre fra deres forhold, end hun havde været da de lige var gået fra hinanden. Hun var temmelig desperat efter at der skete et eller andet, for hun kunne virkelig ikke holde den nuværende tilstand ud. Så lige nu var hun villig til at rive op i gamle sår. Hun stirrede bare på ham, mens han forklarede sig, og hun undrede sig over, at hun ikke havde set alt det dengang det rent faktisk foregik. Men hun havde vel været blind af selvmedlidenhed og havde nægtet at se efter den slags, fordi hun ville have han skulle være skurken, når han havde gjort hende så meget fortræd. Hun rynkede panden en anelse, da han sagde han ikke var interesseret i, at hun skulle have ondt af ham. "Jeg har ikke ondt af dig, hvorfor skulle jeg have det? Du sagde at du har arbejdet med de problemer du havde, og det ser ud til, at du er kommet videre og har det godt," sagde hun og trak en anelse på skulderen. Hun vidste godt han var typen der ikke brød sig om når folk havde ondt af dem, for hun var selv på samme måde. Der var sjældent noget værre end når folk kiggede på en med medlidenhed i blikket, det gjorde faktisk det modsatte af at hjælpe. Hun bed sig en anelse i læben, da hun havde bidt mærke i noget han havde sagt. "Elskede du mig virkelig så meget, at du ville gøre alt hvad jeg bad dig om?" spurgte hun, med en stemme der var ret lavmælt, næsten som om hun ikke ville have han skulle høre hvad han svarede. Hun var faktisk en smule bange for svaret, for hvis han sagde ja, hvad skulle hun så gøre med det?

[Charles Michael Lavoie]

Charles hadede, når hans følelser sad ude på tøjet. Det var fint nok med musik og når han var på scenen. På en eller anden måde, så var det noget andet. Han følte sig mest sårbar, når der kun var en han skulle åbne sig overfor. Han kløede sig en anelse i nakken og var egentlig også ret up front med, at det her ikke ligefrem var hans favorit emne, at snakke om. Spørgsmålet var personligt og det rev op i alt det gamle, som han ikke længere havde lyst til at tænke på. Han ville bare gerne videre. Han havde længe følt han havde sat fast på samme punkt i sit liv og nu, ja, der var han blevet et år ældre og var en del erfaringer rigere. Han havde haft et godt år. Ikke fordi han ikke havde savnet Flora eller det, som de havde haft, for det havde han og han benægtede ikke, de fungerede da de havde været sammen. Ja, lige indtil han ikke havde kunne styre sig. Han mærkede hendes blik på sig, mens han gjorde alt for at undvige hendes. Han var ikke sikker på, han kunne sige alt det han ville, hvis han rent faktisk kiggede på hende. Ikke han fik sat alt det han ville alligevel, for selvom man kunne planlægge med sig selv, hvad man ville sige, så var praksis bare noget andet. Han havde fået det hele ud i sange i stedet, men det ville han så heller ikke sige. Han havde helet på mange måder og selvom hendes ord, havde gjort ondt, så havde han gjort som hun havde sagt. Ladet hende være i fred. "Fordi jeg lyder så damning selvmedliden," svarede han kortfattet og med et skuldertræk. Det var ikke hans intention, at han skulle lyde sådan. Han var vant til, at han skulle gøres til den onde. Fra hendes side. Fra sin mors, sin søsters, fars, Marcs, Skylers, nogle fans, nogen medier..... Det var nærmest second nature for ham nu og han så automatisk sig selv i det lys på grund af det. Det behøvede hun så ikke vide. Han svarede ikke på, hvor vidt han var kommet videre ud fra hendes antagelser. Det kunne være sagen fuldstændig ligegyldig. "Ja.. Du bad mig jo om at lade dig være i fred og at du ikke ville mig mere, så det gjorde jeg." svarede han med et skuldertræk, mens han betragtede hende med hovedet lænende mod sin skulder og håret der faldt ned over hans øjne. Han så ærlighed som det bedste svar til hendes spørgsmål, for det var sandt. Han ville have gjort alt hvad hun bad ham om, og det havde han gjort. Han var kommet videre, men det betød ikke, at hun ikke havde et specielt sted i hans hjerte, for det havde hun og det ville hun altid have. Charles havde svært ved at give slip på folk, ligeså snart de havde trængt sig ind i hans væsen.