A boy or a girl?

[Ezekiel Amardeus]

@ashleen

Skt. Mungos fødeafdeling

kl. 14.45
_________________________________

Zeke satte sig på en af de mange stole i venteværelset dog blev han ikke siddende særlig længe før nervøsiteten overrumplede ham og han måtte rejse sig op og gå lidt rundt igen. Hans håndflader var svedige og hans hjerte hamrede hårdt i brystet på ham. Han ved sig i læben og begyndte at traske op og ned af gulvet.
De måtte da snart være færdige derinde. Han havde kort forinden modstaget en hasteugle om at Ashleen var gået i fødsel. Eller det var sådan set ikke kort forinden længere, nu var det snart tre timer siden. Han var nået hurtigt frem og havde så brugt de sidste tre timer på at vade rundt her i venteværelset.

Han var både nervøs for at møde Ashleen igen, for hade hun tænkt sig bare at stikke ham ungen i armene og så bede ham om at gå? Eller ville hun holde barnet og snakke lidt med ham. Alting var bare så forfærdelig akavet. Derudover var han nervøs for om alt gik som det skulle derinde og naturligvis hele den viden om at han om ganske kort tid var fat.
Gad vide om det var til en pige eller en dreng og barnet bar varulvegenet. Det håbede han virkelig ikke. Ville han overhovedet kunne finde ud af at opdrage et barn helt alene? Dengang havde han jo haft Anna til at hjæpe sig og Lily havde jo været 4 år gammel da han mødte hende første gang. Dengang havde hun skræmt livet halvt af ham fordi han ikke brød sig om børn, men holdningen var over tiden blevet ændret. Nu glædede han sig, men han ville bare ønske at han kunne glæde sig over det sammen med Ashleen i stedet for helt alene.  

[Deleted]

Ashleen havde de sidste par dage gået og gruet for fødslen, ikke kun fordi at det lød utroligt ubehageligt, men også fordi at der var så mange ting omkring det, hendes følelser og hendes fremtid. Fødslen havde taget sin tid, i næsten et døgn havde hun været indlagt, men hvad der havde startet med pluk veer.
Ashleen sad nu derinde, sygeplejeskerne var ved at ordne den lille dreng som skreg overfra en vugge et stykke væk, Ashleen sad bare og prøvede at holde styr på sig selv, som hun fik et tæppe over sig og fik en chance for at drikke en smule vand.

Den ene sygeplejeske gik ud og annoncerede at Zeke gerne måtte komme ind. Hun havde det virkeligt underligt omkring det hele. Hun vidste ikke om hun ville se barnet, eller hvad hun skulle sige til Zeke, for nu kunne hun dog høre ham, altså barnet.
Ashleen kunne mærke hendes hjerte var ved at gå mere i stykker end nogensinde før, men hun vidste også at hun ikke kunne gøre andet end at accepterer det faktum at hun ikke skulle være mor, men at Zeke skulle være far, og han var uden tvivl helt perfekt til den opgave.
Zeke var født til at have børn, og det var hun bare ikke.

[Ezekiel Amardeus]

Endnu engang havde Zeke besluttet sig for at sætte sig ned på en af stolene. Han vippede lidt utålmodigt med fødderne og lænede sig så frem så hans albuer hvilede på knæene. Hænderne blev foldet foran ham, han var virkelig nervøs og jo længere tid der gik jo mere nervøs blev han. Han kunne slet ikke magte dette her og alene tanken om at dette her nok ville være den sidste gang han så Ashleen, det skar ham bare så dybt i hjertet.
I det samme sygeplejersken kom ud sprang han nærmest op som en trold af en æske og bombarderede hende omgående med alle de spørgsmål hun sikkert ofte hørte når hun kom ud til den afventende far. Hvordan havde Ashleen det? Hvordan havde babyen det? Hvornår kunne han se dem? Alt det og mere til.

Da han fik stoppet sin talestrøm og hun atter kunne få et ord igennem, fik hun da også informeret om at han godt kunne se dem nu og at de begge havde det godt. Et lettelses suk kom over hans læber, men bekymringerne om alle de andre ting vendte desværre hurtigt tilbage igen.
Han kom ind på stuen og som det første han fik øje på var Ashleen. Han smilede svagt til hende, lidt ked af at han ikke havde fået lov til at være der for hende under fødslen. Han gik roligt hen til sengen, "er du okay?" Spurgte han forsigtigt og så på hende. Det var der han hørte lyden fra krybben. Jordmoderen kom over til dem. "Ønsker De at holde Deres søn Ms.?" Spurgte hun i en autoritær stemme der fortalte at det ikke var første gang hun havde hjulpet børn til verden der ikke skulle være ved deres mødre.

[Deleted]

Ashleen havde det dårligt. HUn havde ondt i kroppen og i hjertet. Hun græd, ikke fordi at hun var glad, men fordi at hun var overvældet over hele situationen lige nu, hun kune slet ikke finde ro i sig selv og følte sig egentligt mest bare stresset, træt og frustreret.
Som han spurgte om hun var okay, rystede hun på hovedet imens tårene løb, hun græd ikke med lyd, men hun kunne ikke stoppe hendes tåre selvom hun forsøgte.
"Bare skynd dig at gå" sagde hun i en rolig stemme, hun ville egentligt helst bare have dem væk, ud af hendes liv, for hun kunne mærke den enorme fortrydelse komme til hende som hun kunne høre det lille barn græde, selvom der så småt var ro på.

Hun anede ikke engang selv om det var en dreng eller en pige.
Hun kiggede kort i mod Zeke og kvinden der snakkede til ham: "Er det en dreng?" spurgte hun og mærkede igen det kæmpe hul forme sig i sit indre. Hun havde haft ham i sin krop i knap et år, hvordan kunne hun bare give slip på det?
Hun havde ikke forventet at hun ville have det så dårligt, men lige nu måtte hun indrømme at hun følte sig fuldkommen ødelagt og ude af stadn til at tage en beslutning om noget som helst.

[Ezekiel Amardeus]

Han havde allermest lyst til bare at omfavne hende og fortælle hende at alt nok skulle gå, men han vidste jo godt at det var langt lettere sagt end gjort. Han kunne ikke bare give hende falske løfter for den eneste måde det kunne blive okay på var vel at hun besluttede sig for at være en del af det hele. Eller det var den eneste løsning han kunne se i hvert fald.
Alligevel tog han mod til sig og lagde en hånd mod hendes kind. "Er der noget jeg.." Det var her hun bad dem gå. Hans mund gled op, men lukkede sig atter igen og han nikkede blot. Han havde lovet hende at han ikke ville presse hende så det ville vel kun være fair at han opfyldte hendes ønske hvor ondt det end måtte gøre på ham.

Da jordmorderne kom over til dem, faldt Zekes blik for første hang på den lille, på hans søn. Han mærkede en klump i halsen og så på Ashleen da kvinden spurgte hende om hun ville have lov til at holde ham. Han ville i hvert fald ikke protesterer hvis hun ville. "Ja, og en sund en af slagsen." Sagde hun i et smil og rakte spædbarnet lidt frem mod Ashleen. Zeke trådte lidt til side så hun kunne komme til. Heldigvis havde mødre jo ret til at ombestemme sig og det ville ikke tage noget fra ham siden han var barnets far.
Han rømmede sig lidt og så på kvinden, "kan I se om han.." Zeke tøvede lidt som skulle han lige finde mod til spørgsmålet. "..er varulv?" Hans grønne øjne var bekymret. "Vi har taget en blodprøve, vi burde få svar for den om et par dage og der kan vi afgøre det," fortalte hun fordomsfrit.

[Deleted]

Ashleen smilede kort som han lagde en hånd på hendes kind, inden han fjernede den igen. Hun var jo glad for Zeke, men det gjorde bare ondt på hende at hun ikke kunne få sin krop og hjerne til også at fungerer.
Hun anede slet ikke hvordan hun skulle takle det faktum at hun lige havde født et barn, alle de følelser det satte i hendes krop havde hun på ingen måde forventet og hun anede efterhånden slet ikke hvad der var op og ned i denne her verden, egentligt havde hun måske bare brug for at være pisse fuld og glemme det hele. Det var alligevel meget længe siden hun havde drukket.

"Ehm nej altså... Jeg mener... Jeg... jeg ved ikke om det er klogt" sagde hun og tørrede tårene væk fra hendes kinder, som hun alligevel nikkede til kvinden, okay måske hun godt bare lige ville se ham.
Aldrig nogensinde havde noget været så hårdt som de sidste par måneder af hendes liv, hun elskede virkeligt Zeke, hun elskede hendes søn, det kunne hun jo mærke, og alligevel så følte hun sig som verdens dårligste mennesker for de beslutninger hun tog.
Hun måtte bare være forfærdelig, og hun fattede slet ikke hvrodan Zeke kunne blive ved med et have et positivt syn på hende.

[Ezekiel Amardeus]

Han ville nok aldrig kunne forstå hvad hun var så bange for i alt dette her. At blive såret? Han ville jo aldrig såre hende. Eller jo det havde han på en måde allerede gjort, men det var jo kun fordi hun ikke ville være sammen med ham og han ikke kun kunne være der for hende som en dominant, det gjorde jo lige så ondt på ham at være uden hende som omvendt.
Hovedet sank en smule da hun først afslog, men kort derefter så han hende alligevel nikke og jordmoderen rakte barnet frem mod hende. Zeke fik næsten tårer i øjnene ved at se Ashleen tage imod deres søn. Det var jo det perfekte billede, hvorfor kunne hun ikke se det?

Han stod lidt i tavshed og bare tog det hele ind. Nød synet af hende og deres søn sammen og håbede inderligt på at det måske kunne få hende til at ændre mening. Hun behøvede jo ikke at være der hele tiden hvis ikke hun havde lyst, men bare det at hun ville vise bare lidt interesse ville jo være fantastisk.
Langsomt trak personalet sig ud for at give dem lidt tid til dem selv. Zeke kom helt hen til sengen igen og så ned på dem. ”Du behøver ikke nægte sig selv dette her Ash.” Sagde han stille og trak en stol hen så han kunne sidde ved hovedgærdet. Kærligt gav han sig til at stryge hende blidt over håret.

[Deleted]

Ashleen tog i mod ham som han blev rakt til hende. Han var så lille og fin, og som hun kiggede ned på hende kom tårene frem med det samme igen: "Heej" sagde hun i en roligt stemme og smilede til ham, som hun snøftede og tørrede sine tåre igen med sin ledige hånd for ikke at græde ned på ham.
Hun havde troet at skulle hun nogensinde have børn, så skulle det være helt perfekt. Desværre var det ikke perfekt lige nu, langt fra og hun havde det dårligt. Alligevel så havde hun ikke lyst til at slippe ham.
Hun elskede ham allerede uden at kende ham, han var bare så lille og perfekt, og pludseligt ville hun slet ikke slippe ham igen.

"Jeg nægter det ikke" sagde hun i en rolig stemme, uden overhovedet at kigge på Zeke. Lige nu ville hun bare tage alt ind. Hun havde jo fraskrevet sig ham fuldkommen og Zeke kunne jo tage ham hvert sekund det passede ham, men lige nu ville hun slet ikke slippe ham.
"Jeg kan ikke det her" sagde hun roligt, og vendte så endeligt blikket op i mod Zeke.
Hun havde slet ikke troet at det ville være så svært, men hun kunne bare slet ikke samle sig om at skulle slippe ham. Ikke at hun ville være sammen med Zeke, hun ville jo heller ikke være mor, hun havde bare ikke lyst til at give slip på ham.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke lod hende sidde med sin søn, jo længere tid hun fik lov til at holde ham jo hurtigere ville hun vel bonde med ham, det var i hvert fald hvad Zeke bildte sig selv ind. Hver gang han så hende var det som om at et nyt håb spredte sig i hans indre om at hun ville indse tingene og pludselig gerne ville være sammen med ham.
Det betød helt sikkert noget at hun blev så rørt, han kunne ikke forestille sig andet. Måske dette her var gode tegn? Måske hun ville begyndte at tænke lidt mere over at være en del af sønnens liv. Man havde vel lov til at håbe.

Han svarede hende ikke, men sendte hende et sigende blik. I hans øjne nægtede hun uden tvivl sig selv at være lykkelig, om det var fordi hun ikke følte hun fortjente det eller hvad der ellers lå til grund for det, for bare fordi hun havde haft det svært betød det vel ikke at man skulle lukke ned for det der gjorde en menneskelig, hun var jo ikke en robot og bare det at se hende med den lille fyr i armene var nok til at han var langt mere overbevist om sin egen teori.
"Kan ikke hvad?" Spurgte han stille uden at stoppe de kærlige strøg, "være mor, eller vende ryggen til?" Hovedet faldt på skrå, hvor han dog håbede på det sidste.

[Deleted]

For første gang i alt dette her var Ashleen itvivl om hun rent faktisk vlle være mere ulykkelig ved at gå fra dem lige nu, end hun ville ved at være sammen med dem. Hun var ikke rigtigt sikker på om det ene var bedre end det andet lige nu.
"Måske.. MÅske er det bedst du bare tager ham" sagde hun roligt og slap ham dog ikke, hun havde det virkeligt forfærdeligt med denne her situation, hvad var op og ned, og hvad skulle hun sige. HUn havde lige født den smukkeste lille dreng og nu skulle hun så sige til ham at hun ikke ønskede ham.

Ashleen kunne slet ikke stoppe de tåre der trillede ned af hendes kinder, det her var så forfærdeligt som noget kunne være: "Jeg har ikke lyst til at slippe ham" sagde hun roligt. Lige nu tænkte hun egentligt ikke på at være sammen med Zeke, hun tænkte kun på den lille dreng hun sad med.
Hun havd eikke ligefrem midlerne til at tage sig af ham, hun havde jo ingen penge og ingen mulighed for at forsørge ham, men alligevel så kunne hun ikke bære tanken om bare at smide ham ud af bagdøren, hvad nu hvsi han ville hade hende fordi at hun havde givet ham væk?

[Ezekiel Amardeus]

Zeke blev siddende uden at tage imod den lille dreng da hun sagde det. Desuden så hun ikke helt ud til at ville give slip anyway. Ikke fordi Zeke ikke gerne selv ville holde ham, men han ville også bare så gerne have at hun indså hvad hun var ved at give slip på, om ikke andet så hun var helt sikker på at det var den rette beslutning at tage.
Han fjerende et par af hendes tårer med tommelfingeren og så igen ned på den lille dreng. Tænk at det var hans søn. Hans perfekte lille søn. Det var nok ikke helt rigtigt gået op for ham endnu, lige nu var han jo så opsat på at få Ashleen til at føle noget. Anything.

"Men det behøver du jo heller ikke," sagde han stille og så på hende, "du kan være en del af hans live hvis du ønsker det, alt du skal gøre er bare at sige til." Om så hun stadigvæk ikke ville være sammen med ham, ville han da kun deres barn det bedste og det bedste for ham var vel at have begge sine forældre hos sig.
Zeke ville jo gøre alt for at de kunne klare sig igennem det hele, hun kunne jo bo hos ham hvis hun havde lyst, det behøvede ikke forgå noget mellem dem, men bare det at have hende tæt på sig, det ville være så fantastisk og det ville måske åbne døren på klem.

[Deleted]

"Jeg vil gerne have ham selv" sagde hun ærligt, og kiggede ned på ham igen. Hun havde ikke lyst til at han skulle bo hjemme ved Zeke: "Jeg... jeg er ked af de Zeke, men jeg kan ikke lade dig tage ham" sagde hun roligt og holde ham lidt tættere ind til sig, som det lignede drengen var ved at falde i søvn.
Hun vidste godt at det måske ikke var helt fair.
"Jeg ved godt det ikke er fair, men... Jeg havde ikke regnet med at have det sådan her" sagde hun i en ærlig stemme, og tørrede igen hendes tåre væk. Hun følte sig helt hudløs på sine kinder af at græde så meget, men hun kunne ikke rigtigt stoppe sig selv.

Hun sad bare, lige nu, uden at sige et eneste ord. Det var jo ikke fordi hun ville nægte Zeke sin søn, men hun havde bare ikke lyst til at slippe ham, selvom hun godt vidste at hun rent lovmæssigt ikke havde ret til at beholde ham, nu hun havde skrevet under på papirene med Zeke.
Det var pænt af ham at fjerne hendes tårer og hans kærlige berøring var da også behagelig.
Zeke ville altid være noget specielt for hende, og hvis hun endeligt skulle have et barn, var hun da glad for at det var med ham og ikke med en af de andre idioter hun havde været sammen med.

[Ezekiel Amardeus]

De næste ord efterlod ham dog kortvarrigt i et næsten paralyseret stadie. Altså han havde da håbet hun ville have noget med ham at gøre, ikke at hun ville ombestemme sig helt. "Øh.." Han var helt mundlam. På den ene side havde han lyst til at argumenterer, det var jo ikke fair, men på den anden side havde den lille vel brug for sin mor, han ville bare ikke spidses af med kun at måtte se ham hjemme ved hende en enkelt gang hver anden uge.
Han vidste at han havde juridisk ret til at tage barnet, hun havde givet ham fuld forældremyndighed, men det ville han da ikke kunne få sig selv til. Han var stoppet med at nusse hende, han sad bare helt lamslået og stirrede på hende. Havde hun tænkt sig bare at skride med hans barn? Det ville han på intet tidspunkt lade hende gøre.

"Du..vil...have ham selv?" Han kunne mærke at han fik det skidt, hun kunne vel godt selv høre at det ikke var den rette løsning? Han ville ikke kæmpe om sit eget barn! "Men..hvor passer jeg så ind i alt det?" Hans stemme var lav og han var en smule bleg, men han ville da lige høre hvad hendes briliante plan så var og om det i det hele taget indebar ham.
Han kørte en hånd ned over ansigtet og rejste sig op for at gå en runde om sig selv i frustration. Han brød sig ikke helt om hvor dette her bar henad.

[Deleted]

Ashleen følte sig som et røvhul lige nu, og alligevel følte hun det hele langt mere klart lige nu end hun havde gjort de sidste måneder. Hun havde haft så travlt med at tænke på sig selv og Zeke at hun slet ikke havde tænkt på hvordan det ville være når hun først fik den lille dreng i armene
"Undskyld" sagde hun roligt og holde lidt mere fat i drengen, som om hun var bange for at Zeke pludseligt kunne finde på at stikke af med ham, ikke at hun regnede med han ville være en idiot, men på den anden side havde de jo ikke stået i denne her situation før.

"Jeg ved det ikke, det er ikke ligefrem fordi jeg har gennemtænkt det" sagde hun og græd fortsat, ikke at man kunne høre dte på hendes stemme, men hun kunne bare ikke stoppe hendes tåre alligevel.
"Jeg... Jeg havde ikke troet det ville være så svært" sagde hun.
Men hun havde jo gået med den mave i 9 måneder, hun havde mærket ham bevæge sig og et eller andet sted havde hun jo også elsket ham allerede, selvom hun hele tiden havde bildt sig selv ind at hun ikke havde lyst til at få børn og hun ikke ville være en god mor.
Det her var alligevel for meget, og hun var ikke sikker på hvordan hun skulle takle det.

[Ezekiel Amardeus]

Han kunne godt mærke at han blev mere og mere bekymret for hele situationen. Han kunne ikke engang smile mod hende som hun undskyldte. Ikke fordi selvfølgelig var han glad for at hun ville være en del af barnets liv, det var jo alt han havde turde håbe på, men at hun pludselig ville have ham for sig selv, det var han slet ikke mentalt forberedt på.
For lige at få lidt ro på sig selv lukkede han kort øjnene og talte indvendigt til ti. Igen lod han de grønne øjne hvile på hende, han var tydeligt bekymret. Hun kunne vel ikke finde på bare at afskære ham fra drengen? Så egoistisk kunne hun da umuligt være.

"Men det er en ting jeg vil vide før jeg siger ja til noget." Sagde han i en rolig, men bestemt tone. Lige nu var det ham der stod med det lange strå. "Jeg vil være sikker på at hvis vores søn skal bo hos dig, så må jeg se ham så tit jeg vil både hos dig og hos mig." Han ville ikke risikere at hun bare stak af med ham. Ikke fordi, det regnede han da ikke med hun kunne finde på, men hun kunne bare være så uforudsigelig sommetider.
Han tog en ny dyb indånding, "selvfølgelig ville jeg aldrig forbyde dig at have vores søn hos dig, han har brug for sin mor, men jeg vil ikke skubbes ud. Hvis du vil have ham i dit liv er du også nødt til at have mig i dit liv." Det kunne hun ligeså godt vende sig til for det ville gøre sig gældende også selvom han måske skulle få en ny kæreste en skønne dag. Ikke at han stilede efter det, men hvis ikke Ashleen ville have ham.