Hvad man ikke husker, har man ikke ondt af

[Deleted]

Tilegnet: @mia
Tid: 16-tiden
Årstid: September - 2053
Sted: Rumænien - "Ferieparadiset"
Påklædning: Badeshorts, solbriller, klipklapper, solhat

---

Solen stod højt på himmelen denne solrig eftermiddag i det lille ferieparadis i Rumænien. Theodore var taget herned for at flygte fra alt det derhjemme. Det var en underlig og alligevel befriende fornemmelse at stå på egne ben efter alt det der var hændt.
For bare 3 måneder siden havde han været ude for en kosteulykke. Han var faldet ned og havde slået hovedet ret voldsomt. Efter 1 uge i koma var han vågnet op uden den fjerneste anelse om hvem han var. Hans familie havde selvfølgelig forsøgt at fylde de tomme huller ud med de ting de kunne, så altså han vidste at han var magiker, og at han havde gået på en skole der hed Hogwats, han vidste at hans familie ikke kunne lide ikke-magikere og eftersigende skulle han hade dem ligeså, men ærlig talt var det ikke et had han følte i sin dagligdag (hvilket bestemt ikke havde passet famliien). Derudover havde han erfaret at han var gift, det var næsten det værste. At være gift og dele hjem med en man ikke anede hvem var. Der var ikke den mindste gnist af følelser der rørte sig i ham når han så hende. Det var måske hårdt, men ikke desto mindre var det sandt.

Det var bare som om at alle derhjemme hev og trak i ham og forventede at han skulle huske det hele og dele deres meninger og synspunkter, men ærlig talt følte han at han var vågnet op som et helt andet menneske end det de forventede han var. Som var han en helt ny person.
Det havde nok også været den primære grund til at han var stukket af fra det hele. Han havde brug for en pause fra folk og deres forventninger og nu var han så endt op her hvor han havde været de sidste 3 uger.
Han havde hjulpet lidt til her og der for at tjene til føden og han måtte da erkende at han slet ikke forstod familiens had til de magiløse for i hans øjne virkede de ufattelig venlige, eller langt de fleste gjorde i hvert fald.
Lige nu lå han bare i en af de mange liggestole kun iført nogle turkis badeshorts, et par solbriller, en grim solhat han havde fundet tidligere på ugen og et par sorte klipklappere. Han var godt tilfreds med livet som det var lige nu. Her havde han ingen bekymringer i verden.

[Deleted]

Mia var både model i den magiske verden og i mugglerverdenen. Opgaven, der havde ført hende Rumænien involverede nogle fotos med nogle bitte små drager og et helt klassisk bikini-shoot. Selvom det var varmt nok, havde det havde ikke den fedeste oplevelse pga. lidt blæst i morgentimerne, men det havde da i det mindste været en solrig dag og hun havde fået en fin mini-ferie ud af det. Hun havde fået set lidt seværdigheder, der mest havde været kirker og slotte og sådan, men hun havde da også fået tjekket den magiske del af byen ud.

Hun lå med en bog og stegede i eftermiddagssolen. Det var snart tid til at komme tilbage på værelset, få et bad og komme i byen. Der var noget beachparty senere, men hun var ikke helt sikker på, hun ville med. Det virkede lidt som en teenagefest, selvom de var meget få på hendes alder på hotellet. Hun lå i liggestolen i en stribet bikini med røde detaljer, der stod godt til hendes efterhånden solbrune hud. Solbrillerne sad over øjnene, men hun satte dem op i panden, da en bartender kom med en drink til hende. "Tak," sagde hun og viste nøglen med sit værelsesnummer på, så han kunne skrive det på regningen. Tal gik ikke særlig godt, når de talte forskelligt sprog - Mia talte ikke rumænsk og tjeneren talte dårligt engelsk. Hun tog en tår af sin drink, da han var gået og lagde sig tilbage i stolen.


(Bikini)

[Deleted]

Gennem solbrillernes mørke glad, så han hvordan de lave bølger slog ind over sandet og farvede det mørkere for derefter at trække sig tilbage ud i det store blå. Sandet antog næsten øjeblikkeligt den samme lyse farve som det havde haft inden bølgen slog ind og blev atter farvet mørk som en næste bølge overtog den foregåendes plads.
Det var faktisk på en underlig måde lidt betagende at ligge og kigge på, men det var også bare som om at efter hans ulykke havde han bare lært at værdsætte den slags små ting i livet. Ligeså vel som bare det at stirre ud på træerne og se hvordan vinden hev i bladene. Det var nok noget værre hippiepjat for mange, men for ham betød det noget for det var øjeblikke som disse at han kunne stoppe sin hjerne fra at fylde sig med alle de bekymringer han burde have omkring hele hans liv og situation.

Med et afslappet suk foldede han hænderne over maven og lukkede øjnene lidt for bare at tage det hele ind. Lydene, lugtene alt åndede bare fred og idyl.
Da han hørte nogle stemmer et sted ved en af de nærliggende liggestole åbnede han igen øjnene og kiggede i den retning en kende forvirret. Han måtte have blundet lidt hen, for han huskede ikke at nogen var kommet og havde sat sig. Med en let hovedrysten, betragtede han kvinden i bikinien lidt. Hun var flot, ingen tvivl der, men nu håbede han ikke at hun så ham som en eller anden pervers tosse der bare lå og stirrede på damer dagen lang.

[Deleted]

Mia havde ikke lagt synderligt mærke til sine omgivelser, men hun kiggede, da der var en fyr, der rørte på sig. Han virkede bekendt, men hun kunne ikke lige placere ham som det første. Hun tog af sin drink og prøvede at koncentrere sig om den bog, hun havde. Det gik dog ikke særlig godt, for det irriterede hende grænseløst, at hun ikke kunne placere ham. Han var jo alt andet end grim, men der var et eller andet over ham, der fik hårene i nakken til at rejse sig.

Det tog noget tid, før hun kunne placere ham. Han var (endnu) en af de Slytherin-drenge, der havde terroriseret hende og de andre mugglerfødte med jævne mellemrum. Det havde aldrig været decideret mobning, men det kunne godt tage overhånd ind i mellem. Heldigvis da for de gode undervisere, der havde holdt godt øje med de mugglerfødte troldmænd. Et øjeblik følte hun sig som en 10-årig skoleelev, og hun måtte lige minde sig selv om at hun var en voksen kvinde, der faktisk havde succes. Hun var en dygtig magiker, og hun ville holde hovedet højt. Hun rejste sig fra liggestolen og tog sine ting, så hun kunne sætte sig i baren eller op på værelset i stedet. På vejen stoppede hun ved Theodores liggestol. "Vi bor tydeligvis på samme hotel. Du kan ikke lide mig, jeg kan ikke lide dig - fint. Jeg foreslår vi bare undgår hinanden, lader som ingenting og holder hver vores ferie, okay? Godt!" sagde hun og gik op mod baren. Forhåbentlig gad han ikke engang bruge tid på at svare hende, og ville bare rette sig efter hvad hun sagde.

[Deleted]

Theo lå lidt og lyttede videre til havets bølger skyde mod land på næsten rytmiks maner. Han rettede dog hurtigt blikket til den unge – og aldeles smukke kvinde, der pludselig rejste sig og stillede sig foran ham, hun så ret sur ud hvilket overraskede ham en kende eftersom han ikke kunne huske noget som helst om at have set hende før nogen steder.
Måden hun åbnede samtalen på undrede ham om muligt endnu mere end den fact at hun lignede en drage der gjorde klar til at spyde ild. ”Ja det gør vi tydeligvis,” svarede han hende undrende og kløede sig let på hagen. Forvirringen blev kun komplet som hun begyndte at snakke løs om hvordan de hadede hinanden. Underligt når han ikke kunne erindre nogensinde at have set hende før.
De mørke bryn blev skudt i vejret et sted under hendes anklager. ”Øh jeg tror ikke helt..” men det var for sent. Hun var allerede strøget videre og efterlod ham tilbage med endnu flere spørgsmål til livet end han havde haft før hun opsøgte ham. Hun lød som om at hun kendte ham og siden han ikke rigtigt kendte sig selv gav det ham en sær lyst til at udspørge hende.

Lansomt rejste han sig op fra liggestole og satte kust mod kvinden der havde søgt op i baren. En ting var sikkert, han huskede udmærket at han var kommet hertil og alt hvad han havde lavet imens han havde været her... i hvert flad næsten alt...det var muligvis et par nætter hvor han havde været lidt for fuld, men uanset hvad ville han da mene at han kunne huske hende hvis han havde mødt hende her.
Han stillede sig ved siden af hende i baren og så på hende hvorefter han tog den fjollede hovedbeklædning af og lagde den på bardisken. Solbrillerne blev skubbet op i panden så de blå øjne fremstod tydeligt.
”Dav, jeg tror lige jeg missede noget der før, nærmere betegnet den del hvor vi blev uvenner?” Han vinkede en tjener over for at bestille sig en whisky ligeglad med at klokken jo kun var sidst på eftermiddagen.

[Deleted]

Hendes hjerte hamrede. Det havde virkelig krævet noget mod at turde tale sådan til ham. Bare fordi hun var Hufflepuffer betød det ikke, at hun ikke kunne sige fra. Hun havde bare først rigtig lært det, da hun blev voksen. De fleste fornærmelser havde hun forsøgt at ignorere i skoletiden. Hun havde i hvert fald aldrig nosset sig sammen til at sige noget til ham og hans venner. Ikke sådan rigtigt, i hvert fald. Hendes stolthed blev dog hurtigt overskygget, da han fulgte efter hende og hun følte sig som en skoleelev igen. Hun tog en halvdyb indånding og forberedte sig på hvilke grimme ting han kunne finde på at sige om hende.

Hun så lidt forvirret ud da han spurgte hvorfor de var uvenner. Tog han pis på hende, eller havde han bare glemt hvordan hun så ud? Nok havde hun ændret sig en del siden skoletiden, men ikke så meget. "Vi blev uvenner dengang du kaldte mig og mine venner for beskidte mudderblodsunger," svarede hun køligt. Det var svært ikke at kigge på ham, når han var så let påklædt som han var, men heldigvis var hun for gal til at kunne lade sig charmere af en halvnøgen mand.

[Deleted]

Hendes ord fik ham til at blinke lidt. "Mudderblodsunger?" Han tænkte sig kort om. "Er du sikker på at du ikke forveksler mig med en anden?" Spurgte han ind. Han havde hørt hans forældre bruge de ord og efter hvad de og hans kone havde fortalt om hvordan han have været før i tiden så kunne det godt lyde som noget han kunne finde på at kalde folk med den "forkerte blodstatus".
Nu var det bare det at han var en anden person nu end han havde været dengang - dumt og kliché-agtigt som det lød. Men han havde ingen erindring om hvorfor han skulle hade mugglere og mugglerfødte så meget, ærlig talt var han ret ligeglad med dem på nuværende tidspunkt.
Han rømmede sig en smule og så kort op og ned af hende, "selv hvis det er mig kan jeg slet ikke huske det." Ikke at han skyldte hende en forklaring, for hvorfor skulle han skylde en forklaring til en fremmed.

Det var her det slog ham. Hun vidste tydeligvis hvem han var og hvem han havde været dengang på skolen. Måske kunne hun give ham lidt indsigt i det for der var ikke noget værre end at se sig selv i spejlet og ikke kende sit eget spejlbillede. Ikke ane hvem man var, hvordan man havde det med forskellige ting. Han anede ikke engang hvilken slags mad han kunne lide og ikke lide eller om han var allergisk overfor skalddyr og sådan nogle ting.
"Hør jeg har haft et par virkelig hårde uger, så hvis jeg har fornærmet dig engang i fortiden så beklager jeg dybt," ikke at han mente det, for igen det føltes det lidt som at undskylde for noget en anden person havde gjort.

[Deleted]

Der skulle virkelig meget til at pisse Mia af, men han formåede at gøre det. "Ja!" sagde hun bare. Hun var 100% sikker på det var ham. Hun havde aldrig været decideret bange for den vennegruppe, men det havde da aldrig været rart. De havde kunne finde på nogle ubehagelige ting, men de havde jo aldrig været bange for at de ville komme op at slås eller noget. "Det blev helt fredeligt, da I alle sammen gik ud," fortalte hun. Han var jo lige et par år ældre end hende, og da ham og hans venner gik ud af skolen, var der kommet ro på. Selvfølgelig havde der været andre elever med samme holdning, men det havde ikke været helt så slemt.

"Hvorfor skulle du også huske en håndfuld 'ubetydelige mudderblodsunger, der ikke hørte til på Hogwarts'?" spurgte hun retorisk og brugte hans egne ord imod ham. I hvert fald dem, han havde brugt mod hende i sin tid. Han virkede oprigtigt til ikke at kunne huske det, hvor meget det end irriterede hende at indrømme. "Yeah, well, jeg havde en rimelig hård skoletid..." kunne hun ikke lade være med at snerre. "Men lad os bare sige, at jeg accepterer den undskyldning, hvis du lader mig være på resten af min ferie her." Helt glad lød hun ikke, men hvis hun kunne slippe af med ham hurtigt, var det vel dé værd.

[Deleted]

Det var en virkelig sær situation for ham at sidde i. Tænk at få skyld for noget han ikke huskede at have gjort. Desværre kunne det godt lyde som noget han kunne finde på at sige, i hvert fald hvis man skulle tro hans forældres ord. Det hele var så forvirrende. Den han havde det sværrest ved ikke at have nogen erindring om var faktisk hans lillesøster Hazel. Hun virkede til at tage det lidt tungere end hun fortale, men han kunne jo ikke gøre for at de alle var som fremmede for ham, han havde ikke selv bedt om at glemme alt og alle inklusiv sig selv.
"Tja det må jeg vel tage dit ord for," kommenterede han med et skuldertræk. Han ville virkelig gerne vide mere om hans fortid, men han kunne godt fornemme at hun nok ikke ville være voldsomt samarbejdsvillig i den forbindelse.

"Hvis det er nogen trøst er det ikke kun dig," svarede han og lød nok en del mere afslappet end hvad han egentlig var. Han skulle til at sige noget da hun kom med kommentaren om hendes hårde skoletid. Seriøst, så slem kunne han da ikke have været.
Han sukkede let, "jeg har virkelig været hård ved dig hva?" Han lod blikket hvile på hende i nogle lange sekunder. "Hvad er dit navn?" Han var ikke sikker på om hun ville give ham det, eller hvad han ville opnå med det.
Måske var det håbet om at det ville kunne sparke et eller andet igang i hans hukommelse selvom han tvivlede, intet andet havde hjulpet på det og han var ved at være træt af at forsøge hele tiden at huske hvem han var engang, alt tydede jo på han ikke havde været en særlig fed person, så måske han i stedet skulle fokuserer på at blive den han følte for nu.

[Deleted]

Mia vidste jo ikke han havde glemt alt om sig selv. Hun huskede bare den samme lede satan, der havde generet hende og hendes venner i skolen. Det var trættende at han blev ved at tale til hende. Kunne han ikke bare acceptere at de ikke var venner, og at de aldrig blev det? "Wow... Sikke en trøst," sagde hun med så tyk en sarkasme, at man kunne skære i den. Hun var normalt et af de mildeste væsner på jorden, men hun kunne sagtens sige fra. Det havde aldrig været nemt for hende, men hun havde da lært det.

"Mia," sagde hun og rystede så på hovedet. De var jo ikke venner, så han ville nok nærmere kende hende på hendes efternavn. Ikke at hun synes, han skulle have hendes fulde navn uanset hvor mange "Mia Cole'er", der fandtes i verden. Hun var jo ikke så kendt en model, at han burde kunne genkende hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde jo ikke ligefrem lyst til at fortsætte med at snakke med ham, men hun havde en fornemmelse af, at det ikke ville virke bare at vende ryggen til ham og gå.

[Deleted]

Han kunne godt fornemme at hun var temmelig sarkastisk i sin udtalelse, men han var ikke helt sikker på hvordan han skulle responderer på det. På den ene side ville han gerne komme med en flabet kommentar, men på den anden side ville han helst ikke ødelægge sine muligheder for at få et bedre billede af den person han før havde været.
Ærlig talt lød det han havde hørt indtil videre ikke særlig lovende. "Mia," gentog han tænksomt. Der ringende ikke en eneste klokke, han var komplet på bar bund omkring hvem hun var. Han foldede hænderne lidt foran sig og fugtede så sine læber. "Jeg er ked af hvis jeg har været en røv overfor dig," sagde han på ny, ikke at han mente det mere anden gang end første gang han undskyldte, men han ville bare gerne vide lidt mere.

Hovedet blev tippet let på skrå og han kløede sig i nakken. "Så vi gik altså på skole sammen? Hogwarts har jeg ladet mig fortælle?" Han så på hende som forventede han at hun skulle be- eller afkræfte ham. Ikke at hun virkede til at have specielt meget lyst til det.
"Kan jeg ikke byde dig på en drink?" Spurgte han så lidt ud af det blå. Hun så jo ret godt ud og han kunne godt tænkte sig at vide bare lidt om sig selv og så set med øjnene fra en der ikke lod til at bryde sig om ham, det virkede bare ret interessant.
Desuden følte han sig ikke videre forpligtet selvom han jo egentlig var gift, men konen derhjemme var lige så fremmed for ham som Mia her så igen følte han sig ikke særlig forpligtet nogen steder.

[Deleted]

Det var ikke helt let at blive ved med at være vred, når han ikke rigtig gav igen. Slet ikke når han undskyldte og faktisk lød til at mene det. Det kunne han vel umuligt mene? Det måtte være en del af hans plan eller noget. Det blev dog sværere og sværere at overbevise sig selv om at det var sådan, det hang sammen. "Det var du," medgav hun bare. Hun var jo ikke den eneste, og han var slet ikke den værste i den gruppe, men alligevel...

"Øh ja..?" sagde hun en anelse forvirret. Vidste han ikke engang selv hvor han havde gået i skole, eller prøvede han bare at lade som ingenting? Det stemte bare ikke overens med den Theodore hun kunne huske. Måske var det derfor hun også gradvist blev mere medgørlig. "Hvorfor skulle du dog byde mig på en drink? Vi har ikke mere at snakke om," sagde hun en anelse forvirret. De var jo enige om, at han havde været en røv - hvorfor kunne han ikke bare lade hende gå op på sit værelse?

[Deleted]

Han tog det nu ikke så tungt. Hvis hun havde lyst til at være sur på ham måtte hun da gerne det, det betød virkelig ingenting for ham eftersom han slet ikke anede hvem hun var og derfor ikke havde den mindste smule følelser eller noget andet i klemme hos hende. Alligevel ville han jo gerne vide mere så han havde ikke helt lyst til bare at være en idiot selvom det af en eller anden årsag føltes ret naturligt for ham da han bare havde forladt sit hjem og sin kone. Tænk at være gift med en kvinde man slet ikke kendte.
"Altså som jeg ser det så er du ikke gået endnu så måske en lille del af dig gerne vil blive?" Han kunne ganske nemt ramme helt forkert for igen anede han jo ikke hvem hun var som person, det havde blot været en indskydelse.

Han rettede sig lidt op og vinkede bartenderen hen til dem, "så sandhedens time, vil du have en drink eller ej?" Han så på hende med en kende forhåbning i de blå øjne, endelig en der kunne fortælle ham hvem han var uden at have forventninger om at det var den person han skulle gå tilbage til at blive, han ville bar så inderligt gerne høre hendes version af ham som person, også selvom sandheden nok kunne komme til at gøre ondt.

[Deleted]

Mia sukkede. Hun havde virkelig ikke særlig meget lyst til at snakke med ham, men hun måtte (desværre) indrømme, at han virkedede anderledes end da de gik i skole. Forhåbentlig var han vokset op og blevet klogere, men der var jo noget med at gamle hunde ikke lærte nye tricks. Måske havde han bare en eller anden ondsindet plan i bagtankerne. "Eller også er en del af mig høfligt opdraget," gav hun igen. Hun havde jo ligesom "indledt" samtalen, så var det jo frygtelig uhøfligt bare at gå fra ham.

Hun tøvede et par sekunder og betragtede ham, som om det kunne tage beslutningen for hende. "Så skal den virkelig være stærk," sagde hun med et skuldertræk. Hvis hun ikke skulle blive rigtig led at være sammen med, så skulle hun nok have lidt alkohol i blodet. "Hvad vil du så snakke om? Det er jo ikke ligefrem fordi vi kan tale om gamle dage," sagde hun fladt. Det kunne de selvfølgelig godt, men det var jo ikke gode tider, de havde haft sammen.

[Deleted]

Han kunne ikke lade være med at more sig lidt over hendes kommentar, udelukkende fordi han fandt hendes næsvise attitude en smule charmerende. Det burde han måske ikke? Ikke hvis han virkelig havde været så stor en røv som hun tilsyneladende mente, så måtte det vel betyde at hans daværende ham ikke så noget som helst i hende. Hvor var det bare super underligt ikke at vide den slags ting om sig selv.
”Jamen så tror jeg at den udnyttende del af mig vil benytte mig af chancen til at snakke videre.” Sagde han med et skævt smil. Han havde fundet ud af at det faldt ham let at udnytte givende situationer så det måtte vel også ligge tilbage til hvem han egentlig var.

”Du kan vælger jeg betaler.” sagde han blot og fandt sin tegnebog frem fra bukselommen i badeshortsene. Det var måske mærkeligt for hende, men for ham var det en mulighed for at at finde ud af noget om sig selv og finde ud af om den person han var engang var den person han ønskede at gå tilbage til at være.
Han bestilte en drink der som pynt (og smag) havde en pind med frugter til at røre rundt med. Han tog pinden op og spiste det yderste stykke frugt som var et stykke ananas. ”Så vi er altså ikke venner,” konkluderede han tænksomt, ”har vi været kærester eller noget?” Det kunne jo godt være at det var derfor hun hadede ham, man kunne aldrig vide.