I'll Tell You All About It...

[Ezekiel Amardeus]

Han sukkede og smilede blidt til hende, "jeg har hele tiden sagt at jeg ikke ville nøjes med at være din dominant." Han havde aldrig ønsket at være hendes dominant og jo han var blevet glad for rummet, men han ville jo bare gerne være sammen med hende. "Men det er da ikke en mellemvej hvis du får hvad du vil have? For lige pt er jeg da kun din dominante.." Det var da i hvert fald sådan som han så det.
De var i rummet hvor han var hendes dominante - som hun gerne ville - men det var jo ikke fordi at hun var hans kæreste når de forlod rummet. Han var ikke ude på at gøre hende ked af det, men han var bare bange for at de ville ende i ligende situationer på et andet tidspunkt hvis ikke de fik afstemt deres forventninger og den risiko turde han ikke løbe - selvom nu var det måske alligevel for sent.

Han kunne mærke at han fik dårlig samvittighed. Han slog blikket ned. "Det er ikke det jeg mener.." Sagde han stille, "jeg vil bare gerne have at vi rykker os fremad." Forsøgte han at forklare på ny, men det gik hurtigt op for ham at han nok havde trukket den lidt for langt.
Desværre følte han sig bare for træt til at kæmpe, han syntes virkelig at han havde forsøgt at give hende mange chancer og det var jo ikke fordi han ikke ville være sammen med hende, han ville bare gerne være sammen med hende rigtigt. "Jeg vil ikke være uvenner.." Han så forsigtigt på hende, "jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke forstå hvorfor du ikke vil være min, det virker som om at jeg ikke er god nok." Indrømmede han. Det kunne da også godt være at hun ikke havde ment noget med det da hun havde sagt at han ikke kunne vide om det var hans barn, men derfor havde det virkelig givet ham stof til eftertanke.

[Deleted]

"Nej du er da ikke? Vi kysser da, vi hygger da? Vi sover sammen?" sagde hun, det var da allerede langt flere ting end hun overhovedet havde forestillet sig de skulle, sådan havde det jo overhovedet ikke været når hun rent faktisk havde haft en dominant, så havde det bare været hårdt og direkte.
"Jeg syntes vi rykker os fremad" sagde hun, nu var de da også begyndt at sove sammen, ja det kunne da godt være at det ikke gik mega hurtigt, men dte gik da i den rigtige retning og hun var glad for at bruge tiden sammen med ham, hun troede da også å det nok skulle komme, men hun følte ikke hun kunne gøre mere lige nu.

"Zeke, hold nu op med at rode rundt i det, jeg har lige sagt hvad jeg kan tilbyde og jeg kan ikke gøre for hvis jeg ikke er god nok til dig" sagde hun i en lettere irriteret stemme og kunne godt mærke hun var begyndt at lukke ned.
Men når hun blev følsom, blev hun kold og hun beskyttede sig selv, og eftersom hun kunne mærke dte her var på vej i en dårlig retning.
Så kunne hun jo lige så godt begynde at tage facaderne op.

[Ezekiel Amardeus]

Han sukkede lidt, "men hvis du kun gør det fordi du skal og ikke fordi du har reelt lyst til det.." Sagde han lidt forsigtigt. "Hvis nu jeg sagde at jeg var var klar til at ligge alt det på hylden og blive din dominant hundrede procent, ville du så ikke takke ja?" Det var svært for ham at forstille sig at hun gerne ville have det her efter det hun havde sagt den foregående aften.
Måske lagde han også bare for meget i det, men alting var bare så forvirrende lige nu og det gjorde da ondt at vide at hun ikke ville have børn med ham eller i det hele taget ville kalde sig hans.

Han så på hende med et lettere såret blik, "det er ikke fordi du ikke er god nok til mig Ashleen, jeg vil jo så gerne være sammen med dig, men du har ikke lyst til at låse dig til mig." Han blev virkelig skræmt af alt dette her fordi han var så usikker på hende. Det ene øjeblik var han helt overbevist om at hun slet ikke gad kæresteriger og det næste øjeblik så lød hun som om hun forsøgte.
"Elsker du mig? Eller kan du se dig selv lykkelig sammen med mig i fremtiden?" Spurgte han og lagde forsigtigt en hånd over hendes. Han havde ikke lyst til at de skulle slutte det de havde sammen, men han følte sig bare så fortabt lige nu.

[Deleted]

Ashleen måtte da sige, at dette her muligvis var en af de hårdeste samtaler hun havde haft i sit liv, for dælen.. Hvorfor skulle det altid være så kompliceret imellem dem? Hun holde jo virkeligt meget af ham og hun ville gøre stortset alt for at de to virkeligt kunne få det til at fungerer, men hun havde en blokade indeni hende der stoppede hende.
"Ja" sagde hun hurtigt, men kunne med det samme mærke tvivlen i kroppen, hun vidste jo godt at Zeke og hende havde noget mere med hinanden end bare at være nede i rummet, men det var jo lige præcist den krop som hun ikke kunne indrømme overfor sig selv.

"Zeke please... Hold nu op med alle de spørgsmålet, kan vi ikke bare... Lade samtalen ligge for nu?" spurgte hun i et suk, hun havde bare brug for lidt tid, desuden var hun træt og det hvde været en helt utrolig lang dag. Hun var bare bange for alle de ting hun følte.
"Lad os snakke om det... Senere" sagde hun en smule modløst: "Jeg holder af dig Zeke, men jeg er ikke klar til mere" sagde hun direkte, hun kunne efterhånden ikke sige dte meget tydligere overfor ham, hun vidste ikke hvordan hun skulle forklarer sig.

[Ezekiel Amardeus]

Han mærkede atter hjertet synke som hun uden tøven bekræftede hvad han allerede vidste, han sukkede blidt, "det tænkte jeg nok." Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det, han havde jo været forberedt på det og alligevel gjorde det lige så ondt som var han blevet sparket i maven af en hippogriff.
Et nyt suk. Han vidste hvad han blev nødt til at gøre. Han blev nødt til at se tingene an. Han kunne ikke leve med at hun egentlig slet ikke ville det samme som ham. Hun ville bare være submassiv og han følte lidt at det andet var noget han tillagde hende som hun egentlig nok ikke ville.

Meget langsomt rejste han sig fra sengen. Han følte at hans hjerte var blevet flået ud af brystet på ham og stampet på. Ikke at det var hendes skyld, hun havde jo rigtignok aldrig lovet ham mere, men han havde nok bare håbet at han ville kunne få hende til at indse det ikke var så slemt som han også havde gjort med rummet. Dog lod det til at han havde taget fejl.
Han lænede sig ned og kyssede blidt hendes kind, "jeg kan ikke leve i et forhold hvor jeg presser dig til noget du ikke vil, og hvor jeg ikke ved om du er min." Indrømmede han trist og så alvorligt på hende, "men..hvis du på noget tidspunkt mener at du har lyst til mere end det..så ved du hvor jeg bor." Han gik mod døren og vendte sig om en ekstra gang, "jeg vil selvfølgelig være der for dig når du skal have fjernet barnet og hvis eliksiren ikke virker." Sagde han stille. "Jeg må hellere gå nu." Han sukkede igen og så sørgmodigt på hende, "farvel Ash." Med tungt hjerte forlod han stuen og kunne mærke hvordan klumpen i halsen voksede sig større for hvert skridt han tog.

//out