I'll Tell You All About It...

[Deleted]

Ezekiel Amardeus

Kl. 11.30

Skt. Mungos

---

Solen var stået op som den altid havde gjort, som om at intet var sket. Alecander var netop gået ind på stuen på Mungos hvor Zeke lå og sov, efter han havde været forbi Ashleen med morgenmad. Hun var sluppet nogenlunde fra det, hun havde det ikke godt og de store sår var under behandling, den ene havde bidt hele vejen ind til knoglen.
Zeke var heller ikke for pæn, han havde fået et kæmpe hul i brystet efter Alecander's besværgelse som personalet dog også var ved at få styr på, men de havde forsøgt at holde ham sovende indtil det var healet bare nogenlunde op så han ikke ville have for ondt.
Der var jo heldigvis mange fordele ved magi.

Alecander lod blikket glide over sin gode ven, det var en syret situation at stå i. Heldigvis var Ashleen okay og hun havde fået fortalt Alecander alt om hendes graviditet som jo var den hun ville have snakket med ham om da hun havde sendt bud efter ham. 
Zeke havde udover hullet i brystet en del mærker rundt omkring, nogen af dem havde han sikkert selv lavet, men nogen af dem var også da ministeriet havde forsøgt at fange ham. Heldigvis var alt gået nogenlunde efter planen og både Zeke og Ashleen kom levende ud, det var jo i teorien det vigtigste.
Nu ventede Alecander bare på at Zeke ville vågne, så han også kunne høre at alle var okay, sådan næsten da...

[Ezekiel Amardeus]

Zeke missede svagt med øjnene. Han var som altid komplet udkørt og øm i hele kroppen efter en forvandling. Dette her føltes dog ikke normalt. Normalt var der koldt og trist når han vågnede i cellen i Azkaban. Han vågnede som regel nøgen på det hårde stengulv, men...det føltes ikke som noget stedgulv...og havde han tøj på? Hvordan?
Øjnene blev skudt helt op og han missede igen med øjnene da lyset var for skarpt til den handling. En ting var sikkert, dette her var ikke Azkaban. Igen gled øjnene op denne gang en smule mere roligt. Han så op i loftet på et eller andet rum han ikke kendte. Det her var alt for syret. Hvor pokker var han?

Han kunne intet huske lige nu. Han så op og fik øje på Alec. Dette her tydede ikke godt. "Alec?" Hans hals var fuldstændig tør og han hostede et par gange. "H-havd sker der? Hvor er jeg henne?" Det var først nu at det gik op for ham at han lå i en hospitalsseng. Han så kort ned af sig selv, hans krop var fyldt med mindre skrammer og blå mærker og så var der de enkelte lange flænger over brystet. Hvad var der sket? Havde han været i nærkontakt med en anden varulv? Han var bare så forvirret.
En frygtelig tanke ramte ham, hvorfor var han her ikke i en celle i Azkaban, "j-jeg har gjort nogen fortræd har jeg ikke?" Han var bleg. Det var hans største frygt og lige nu havde han en meget grim fornemmelse af at den frygt lige var blevet virkelighed.

[Deleted]

Alecander havde tænkt det hele igennem mange gange, men de kunne ikke have gjort noget anderledes, det her var jo kommet som et chok for dem begge to. Alecander havde heller ikke lyst til at skælde ud over hvorfor de ikke havde tænkt sig om, nok mest fordi han godt kunne gætte at alle havde fået et ret stort chok her.
Også selvom Zeke ikke havde været direkte til stede, så vidste han jo godt at det her var mere end Zeke sikkert kunne bære.
Alecander kiggede i mod Zeke som han så at han begyndte at bevæge på sig: "Hey Zeke... Du er okay, du er på Mungos" sagde Zeke i en rolig stemme og kiggede roligt i mod ham: "Ashleen og jeg er også okay" sagde han, okay måske var Ashleen ikke helt okay, men hun var jo ikke død eller noget, og det ville han bare gerne lige pointerer.

"Du gik i forvandling ude i huset lige efter jeg ankom... Jeg ved ikke om i havde glemt tiden men... Ja" sagde Alecander og havde ikke rigtigt lyst til at sætte detaljer på præcist hvad der var sket, der var jo så mange ting at fortælle.
"Du ramte Ashleen ret alvorligt nogen gange... Hun er ret slemt tilredt, men hun er ikke i livsfare" sagde han i en rolig stemme, bare så Zeke ikke blev mere bekymret end han behøvede: "Hun ligger på en stue længere nede af gangen" sagde Zeke og prøvede for nu at udelukke det faktum at han havde bidt hende, flere gange endda.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke lå roligt i sengen og forsøgte at samle tankerne. Forsøgte at erindre minderne fra den forgående aften. "Hvordan er jeg endt her?" Spurgte han i en stille stemme. Han kunne slet ikke se sig ud af dette her, det var som en ond drøm hvor man bare ventede på at det hele skulle gå galt.
Han kæmpede imod en ret voldsomt trang til at bryde sammen i lettelse da Alec sagde at de var okay, men han gjorde det ikke. Desuden kunne han ikke helt fornemme om der manglede et "men" et sted i det Alec fortalte ham.

Han tænkte sig kort om som få glimt kom tilbage til ham. "Jeg kan godt huske du kom...Ashleen var gravid og jeg blev så vred.." Han kneb øjnene sammen som om det hjalp ham med at huske, "jeg har aldrig nogensinde glemt det før, jeg forstår det ikke." I frustration førte han en hånd gennem håret og gemte så kort ansigtet i hænderne for så at kigge frem igen.
"Jeg ramte hende?" Zeke satte sig ret op, en gestus som han hurtigt fortrød om smerten overvælede ham for et kort sekund. "hvor slemt er det?" Sagde han og så panisk på Alec, "er hun her? Jeg må se hende!" Han svingede dynen af og var parat til at hoppe ud af sengen og sprinte ned af gangen.

[Deleted]

Alecander forstod godt at Zeke ville have svar, og Alecander ville da også gerne være ærlig overfor ham: "Jeg kontaktede nogen i ministeriet der tog ud for at indfange dig.. Da du var kommet til dig selv blev du bragt hertil på grund af dine skader... Jeg var nok lidt hård ved dig" sagde Alecander i en undskyldende stemme.
Ikke fordi han vidste jo godt at han ikke kunne have gjort andet, og det ville Zeke da sikkert også forstå, men derfor var det jo ikke nemt at vide man havde været nødt til at bruge magi imod sin bedste ven og skade ham.
Alecander havde jo aldrig rigtigt haft tætte venner, men det var ham og Zeke nu alligevel blevet.

"Ja... Du blev vred over at jeg kom, du troede nok... Ja at vi lavede noget... Men just for the record... Så havde Ashleen bare skrevet til mig fordi hun ville snakke med mig omkring graviditeten fordi hun var bange for hvordan du ville tage det hvis du fik det at vide, but yeah" sagde Alecander. "Det er vidst lidt overflødigt nu" sagde han i et smil.
"Hun har det fint... Hun.. Hun har fået nogen bid Zeke..." sagde han i en rolig stemme: "Hey Zeke, tag det roligt... Jeg skal nok følge dig derned, men du er nødt til at passe på dig selv, hun bliver nok ikke mere positiv hvis du skader dig selv" sagde Alecander i greb fat om skuldrende på ham for at stoppe ham.

[Ezekiel Amardeus]

Han nikkede forstående til Alecs forklaring. Det lød fair nok, hellere det end nogen kom til skade. "Det skal du ikke tænke på, havde du ikke gjort det ville jeg have dræbt jer begge." Sagde han ligeud. Ikke at han ønskede det skulle være sådan, men det var jo nok desværre den skindbarlige sandhed. Han hadede det inderligt! Lige nu forbandede han sin forbandelse.
Zeke kunne mærke en mild rødmen som Alec pointerede hans raseianfald. Desværre kunne Zeke godt huske den del. Han var også stadigvæk trist over de ting der var blevet sagt, men vreden var væk, det var kun spild af dyrbar tid.

"Jeg er virkelig flov over min opførsel..jeg ved ikke..hun fik mig til at se rødt og det var som om at jeg ikke kunne stoppe mig selv igen," sagde han stille og slog blikket ned. Dog blev de grønne øjne meget hurtigt rettet tilbage mod Alec. Panik, sorg og skyldfølelse hjemsøgte blikket. "Nej..." mumlede han chokeret og kunne mærke trangen til at bryde sammen vende tilbage, "vær sød at sig det ikke passer.." Hvorfor Alec skulle lyve om det anede han ikke, men kunne det ikke nok please være en løgn? Han tøvede pludselig. Han havde smadret hendes liv..hun ville aldrig blive den samme efter dette her, hver fuldmåne skulle hun gennemgå hvad han gjorde..han sank. "Jeg..kan ikke.." Sagde han pludselig. "Jeg kan ikke se hende i øjnene...jeg har ødelagt hendes liv, det var præcis derfor jeg altid har holdt mig for mig selv..det måtte jo gå galt på et tidspunk..jeg skulle aldrig have ændret det..det er for farligt." Han snakkede nok lige så meget til sig selv som til Alec, som var han gået i en mild udgave af chok.

[Deleted]

Alecander nikkede: "I må ikke glemme månen Zeke... En ting er hvis du havde dræbt en af os, men jeg ville hade at ende med at dræbe dig en dag" sagde Alecander i en rolig stemme: "Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv" sagde han ærligt.
Selvom det måske ikke var ham der var skyld i det, så ville han forevigt bebrejde sig selv hvis han slog Zeke ihjel, også selvom han ikke havde andre udveje. Det her skulle bare gå og Zeke måtte ikke glemme månen. Alecander var bare glad for han var kommet, hun var jo ikke super god til at trylle, altså Ashleen. Hun havde da uden tvivl været død. Ikke at Alec mente han skulle gøres til nogen helt, faktisk ville han hellere være fri.

"Zeke, der er ingen der bebrejder dig... Hun er bare glad for at vi fandt dig og at du har det godt" sagde Alecander, han havde jo også været bange for at de ikke havde fundet ham og han efter endt forvandling bare ville ligge i skoven og forbløde, der var jo en grund til man beskyttede dem under fuldmåne.
"Zeke... Træk vejret... Jeg har fået en af mine venner til at flyve hertil, hun har fået en eliksir der kun er på test niveau, men som måske kan modvirke effekten..." sagde han i en rolig stemme, det var tvivlsomt men naturligvis et forsøg værd: "Hun er okay Zeke, hun vil helt sikkert blive glad for at se dig" sagde Alecander i en roligt stemme: "Jeg følger dig derind..." sagde han og rakte hånden ud til ham for at ville hjælpe ham med at komme på benene.

[Ezekiel Amardeus]

Han så ned på sine hænder som han havde foldet i skødet. Han havde aldrig haft det så elendigt i hele sit liv. Eller jo den gang han var kommet til at brække armen på sin onkel der derefter havde kaldt ham et monster. Måske han havde ret, måske han slet ikke burde være omkring andre mennesker, måske han var alt for farlig!
I hvert fald kunne han da ikke have Ashleen i hjemmen hvis hun fik ham til at glemme fuldmånen! På den anden side kunne det jo være ligegyldigt nu. Skaden var sket. Hun ville ikke længere være i fare når fuldmånen var der hun ville jo selv være ulv. Det betød selvfølgelig ikke at de ikke kunne gøre skade på hinanden, åh for Merlin da også! "Jeg har aldrig glemt det før," sukkede han langsomt. Han havde det virkelig dårligt med sig selv.

Et sørgmodigt blik blev rettet mod Alec. "Jo jeg gør, jeg burde have tænkt mig om! Jeg burde have vidst at det var fuldmåne..hvordan kunne jeg glemme det?!" Han gemte igen ansigtet i hænderne i frustration.
"Hvad?" Han så op komplet forvirret. "Modvirke biddet? Det er umuligt," han havde aldrig nogensinde hørt om nogen der var blevet kurreret mod et varulvebid.
Han så trist op på Alec, "hvordan skal jeg kunne se hende i øjnene når jeg har ødelagt hendes liv?" Spurgte han stille. Dette her var jo hans værste mareridt lige på nær at slå nogen ihjel. Men hvis hun var ilde tilredt og bidt? Han var ikke sikker på om han ville kunne se hende på den måde velvidende om at han havde været skyld i det.

[Deleted]

"Nej I know" sagde Alecander, nu havde han jo kendt Zeke et stykke tid og han vidste godt han passede på med den slags, og nu kunne han jo endnu bedre forstå hvorfor det var så vigtigt. Det her havde været en helt vild oplevelse.
At være så tæt på en varulv havde Alecander aldrig været, og han havde aldrig nogensinde lyst til at opleve det igen, det havde været en skræmmende og klam oplevelse at have inde på livet, og Alecander var da heller ikke itvivl om at Zeke nok skulle huske månen i mange mange år fremover.

"Zeke, det er jo sket, du kan ikke gøre noget..." sagde han i en rolig stemme, det var jo ikke fordi de kunne gå tilbage i tiden og ændre noget, det her var sådan tingene var nødt til at være og både Zeke og Ashleen var nødt til at leve med det, selvom det ikke var rart.
"Fordi at hun gerne vil se dig, og du skylder hende at være der for hende,..." sagde han i en rolig stemme, Alecander havde ikke ret meget forstand på kærlighed, men han vidste da en ting og det var at Zeke og Ashleen elskede hinanden, det kunne han jo se.
"Kom så Zeke... Ikke være en tøsedreng" prøvede Alec at opmundre og rejste sig op i et forsøg på at få Zeke med.

[Ezekiel Amardeus]

Det var en forfærdelig følelse at sidde med. Tænk at han havde kastet denne forbandelse over et andet menneske. Forhåbentlig ville denne modgift, hvad end det var, virke og hun kunne gå tilbage til ikke at være varulv, han ville aldrig kunne tilgive sig selv hvis hun blev forvandlet, men han havde bare aldrig før hørt om det. "Hvad var det for en modgift du snakkede om?" Spurgte han stille ind. Han brød sig ikke om ikke at vide det, han havde jo været rodden til problemet.
Hvordan kunne han også have ladet dette her ske? Det var simpelthen for langt ude, han kunne føle hvordan det knuste ham indeni at tænke på.

"Men det var min skyld..." sagde han stille, det var hans ansvar. Han sukkede og så tvivlsomt på Alec, han fortrak ikke en mine ved Alecs forsøg på at muntre ham op, han kunne slet ikke se noget som helst muntert i denne situation.
Han nikkede så og kom roligt på benene som han fulgte efter Alec. Hele vejen mod stuen gennemgik han hvad han skulle sige til hende, hvordan han skulle undskylde overfor hende, men hvordan kunne han? Intet han sagde kunne jo ændre hvad der var sket, men forhåbentlig kunne eliksiren Alec snakkede om.
Langsomt skubbede Zeke døren op indtil Ashleens stue som de nåede frem.

[Deleted]

Alecander kiggede roligt i mod ham: "Det er et serum de stadig er ved at teste. Jeg overtalte ham til at give en smule til Ashleen selvom hun ikke er godkendt som test person.. Indtil videre er cirka 40% af de testede i bedring og ingen har vist tegn på forvandling. Jeg ved godt det ikke er meget, men det er da noget" sagde Alecander i en rolig stemme.
Han ville gerne hjælpe både Zeke og Ashleen, de betød begge to utroligt meget for ham og han ville gerne hjælpe dem så godt han kunne.
Alecander havde jo også sine egne ting at tænke på, han prøvede stadig at komme sig over alle de ting der foregik i hans liv og han tænkte stadig en del på Kimberly, selvom han prøvede at lade være.

"Zeke, det var ikke din skyld..." sagde Alecander i en rolig stemme, han kunne jo ikke gøre noget ved det. Når man var varulv var det jo en forbandelse der ville hænge over en i mange år og Alecander var da også helt sikker på at Ashleen ikke bebrejdede ham noget, hun var nok også bare glad for at alle var kommet ud i live.
"Jeg går ned og får en kop kaffe, du må bare komme ned hvis der er noget" sagde Alecander i en rolig stemme.
Han mente ikke han burde være til stede i deres samtale, det var privat imellem de to, og de havde sikkert en masse ting at snakke om.

//OUT

[Deleted]

Ashleen lå roligt inde på stuen med lukkede øjne, hun sov ikke, men prøvede bare at slappe lidt af. Hun havde to store bid i den ene overarm og over skulder og hals. Hun havde en flot bandage hvor man kunne se det hele var blødt en smule igennem.
Hun havde ondt og havde blå mærker pretty much all over, det bedste var nok flængen i læben og det store blå mærker over det ene øje, turen tilbage i væggen havde ikke ligefrem været behageligt og Ashleen havde haft svært ved lige at sluge det hele. Hun var dog stadig gravid, hvilket hun ikke var helt sikker på hvordan hun havde det med. De havde jo ikke rigtigt fået snakket mere om det før Zeke var gået amok.

Som hun hørte lyden af døren der blev skubbet op, åbnede hun langsomt øjnene og kiggede i mod den. Hun forventede at det var en sygeplejeske eller Alecander, men som hun fik øje på Zeke, spærrede hun øjnene en smule op og forsøgte hurtigt at sætte sig op, hvilket dog resulterede i at hun klagede sig i smerte.
"Zeke! Zeke, er du okay?" sagde hun hastigt og kiggede i mod ham, hun havde været bange for at der var sket ham noget alvorligt, det havde været voldsomt at se alt det blod der lå tilbage i huset efter at Alecander havde kastet forbandelser på ham og Ashleen var så bange for at han måske var virkeligt syg.
Hun rakte hånden ud som tegn til at han skulle komme over til hende og holde fat i den.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke lyttede til Alecs forklaring. Det kunne godt være at det var på testbase, men han var faktisk ret optimistisk, 40% det var da ret godt. "Altså..virker det på..alle varulve?" Spurgte han lidt henkastet. Det var ikke fordi han hadede at være varulv, det have jo klart sine fordele, men han måtte da erkende at hvis han kunne slippe for forbandelsen så ville han da helt sikkert fortrække det!
"Er der nogle bivirkninger?" Det var ikke lige noget han havde taget med i beregningen lige til at starte med, men et eller andet måtte der vel være hvis ikke den var blevet godkendt endnu.
Han så lidt hjælpeløst efter Alec som han gik videre ned af gangen. Han havde faktisk lidt håbet at han var gået med ind, mest fordi at Zeke faktisk var bange for at møde synet af Ashleen alene i hvert fald efter det der var sket.

Ved synet af hende i hospitalssengen mærkede han hvordan alt i ham vendte sig. Tænk at han havde været skyld i det. Hun så så skrøbelig ud. De blå mærker og hendes lille udbrud som hun satte sig bevidnede om hvor meget smerte hun var i. Han ville aldrig komme til at tilgive sig selv dette her.
"Ash..." begyndte han og kæmpede for at holde desperationen tilbage. Han gik langsomt over til hende og satte sig ned. "Jeg...jeg ved ikke hvad jeg skal sige.." sagde han, skylden stålede ud af ham. "Jeg har så ked af det her, jeg skulle aldrig nogensinde have glemt månen...jeg ved ikke hvordan det kunne ske..jeg..jeg.." han slog blikket ned og bed sig i læben. "Jeg er så ked af jeg har fået roddet dig ind i dette her.." Han kunne slet ikke finde hoved og hale i hvor han skulle begynde.

[Deleted]

Som han satte sig ved siden af hende, rakte hun hånden ud som et tegn til at hun gerne ville holde hans hånd. Hun var virkeligt glad for at se ham, og at han var okay: "Jeg har været så bange for du var kommet alvorligt til skade" sagde hun i en stille stemme og kiggede i mod ham med et forsigtigt smil.
Ashleen kunne kun forestille sig hvor dårligt Zeke havde det, men alligevel så følte hun ingen vrede i sin krop overhovedet, det var ikke hans fejl, hun vidste jo godt at han altid tænkte sig om.
Han havde jo aldrig glemt den slags før, og hvorfor han havde glemt det denne gang anede hun ikke, men egentligt havde hun heller ikke lyst til at rode en masse mere i det, sket var trods alt bare sket.

"Jeg har det okay.." startede hun, for at forsikre ham at hun ikke var helt skidt. Hun havde ondt, men det havde han jo sikkert også. Den eneste der var sluppet uden de store skrammer var Alecander, og heldigvis for at han havde været der. Faktisk turde Ashleen slet ikke tænke på hvad der var sket hvis hun havde stået alene med Zeke i huset.
"Du har ikke roddet mig ind i noget, jeg har jo altid vidst det var en side i dig" sagde hun i et smil og klemte fat omkring hans hånd.
Man var nogengange bare nødt til at se tingene i øjnene og komme videre, og det var hun ret sikker på var det smarteste i det her tilfælde, bare glemme alle de andre bekymringer, også bare forsøge at holde fokus.

[Ezekiel Amardeus]

Han kunne ikke se dig ud af dette vandvid. Han havde næsten mest lyst til bare at storme ud og bare løbe langt lang væk fra det hele. Hvordan skulle han nogensinde kunne se hende i øjnene velvidende om at hendes liv nu ville blive et sandt helvede ved hver eneste fuldmåne. Han kunne ikke engang bære at tænke tanken til ende. "Jeg slap vidst langt billigere end du gjorde." Sukkede han stille og kunne stadigvæk ikke helt få sig selv til at møde hendes blik.
Lidt forsigtigt kiggede han mod hendes hånd, men tøvede en smule. Ikke fordi han ikke ville holde hende i hånden, ærlig talt var det han allerhelst ville bare at tage hende i sin favn og holde hende tæt ind til sig, men det følte han bare heller ikke at han fortjente.

Da hun fangede hans hånd lod han den alligevel hvile i hendes. Han sank en klump. "Det er ligemeget om det er en side af mig, jeg skulle have tænkt mig om!" Sagde han meget bestemt. "Det der skete er på ingen måder acceptablet, hvordan kan du være så rolig omkring det?" Han kunne slet ikke forstå det. HVorfor var hun ikke ved at flå hovedet af ham?
Han dristede sig til at møde hendes blik, skyldfølelsen var næsten ikke til at bære.