I'll Tell You All About It...

[Deleted]

Ashleen var chokeret over hele situationen, og det kunne hun også godt forstå at Zeke var. Dog havde hun ikke lyst til at dvæle for meget ved det, hun kunne jo ikke ændre på det alligevel. Sket var jo trods alt sket: "Zeke, jeg har det fint..." gentog hun.
Hun havde håb for den eliksir hun havde fået og desuden så kunne hun ikke gøre andet end at vente det ud, det ville jo ikke ændre noget hvis hun gik og var bange eller ked af det. Selvom hun da flere gange siden hun vågnede bare havde haft lyst til at skrige af frustration. Heldigvis havde hun snakket en del med Alecander, og måske var det også derfor hun havde det lidt bedre.

"Fordi at det ikke kan ændres Zeke... Jeg er nødt til at være rolig omkring det" sagde hun i en stille stemme og klemte fat omkring hans hånd, det her var bare så langt ude, at hun kunne slet ikke forstå det var sket, eller hvordan det var sket.
"Jeg er nok mere frustreret over hvor sur ud var før" sagde hun i en ærlig stemme, det var frustrerende at han havde været så vred og råbt sådan af hende.
Selvom hun nok godt vidste at månen havde en del af skylden.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke havde virkelig aldrig haft det så forfærdeligt med sig selv, at tænke sig at han kunne have været skyld i Ashleens død både hende og deres ufødte barn, ja og Alec. Det var næsten ikke til at bære for ham. "Du har det ikke fint, du er blevet bidt af en varulv..af mig..." Igen gled blikket ned til hans fødder. Han anede slet ikke hvad han skulle stille op.
"Jeg håber bare at eliksiren hjælper dig så du ikke skal leve et liv som varulv..." sagde han deprimeret. Og hvad med barnet? Gad vide om det blev "smittet" fordi Ashleen blev bidt imens hun var gravid. Det var jo næsten endnu værre, hvordan skulle et lille barn kunne klare en forvandling? Den eliksir skulle simpelthen bare virke! Medmindre barnet måske allerede var varulv fordi det havde arvet hans gener. Han kunne mærke en ny bølge af tristhed skylle ind over sig.

"Men alligevel.." det var jo ikke bare fordi han havde smittet hende med klamydia, hun var blevet bidt af en varulv for pokker da! Igen så han ned på hendes hånd før han dristede sig til at møde hendes blik. "Ja jeg ved det...jeg var ikke mig selv..." Sukkede han opgivende. Han var en ret temperamentsfuld person til daglig og jo tættere på fuldmånen det kom, jo værre blev det, lige inden fuldmånen kunne han være direkte farlig, men det havde hun jo desværre fundet ud af på den helt forkerte måde.
"Jeg er så ked af alt dette her...jeg forstår godt hvis du ikke vil have noget med mig at gøre nu," sukkede han for igen at slå blikket ned. "Og jeg ved godt at jeg ikke har nogen ret til at bestemme hvad du gøre med barnet." Men hvor ville han dog ønske at han havde.

[Deleted]

Ashleen anede ikke hvad hun skulle sige, det hele var så hårdt og følsomt lige nu, tænk at hun havde ladet det komme hertil. Hun anede jo slet ikke hvad hun skulle sige til det: "Zeke, vi kan ikke ændre det. Jeg har ikke rigtigt lyst til at grave for meget i det lige nu" sagde hun roligt.
Faktisk så prøvede hun ikke at tænke over det, det var nemmere hvis hun bare kunne skyde det ud af hovedet og droppe at det nogensinde var sket. Ikke at tingene altid var så enkle, men det skete jo til tider at det var dét man måtte sige til sig selv.
At alt nok skulle gå, og der ikke var noget at bekymre sig om

"Jeg synts bare ikke jeg er klar til noget barn, og da slet ikke nu" sagde hun, alt det her gjorde det jo ikke ligefrem nemmere, og hun var stadig chokeret over hvordan han havde reageret aftenen før, så hun vidste ikke om hun turde tage den snak igen.
"Det ved jeg godt ud ikke var, men ... Ja" sagde hun, det havde virkeligt været en ubehagelig oplevelse.
Det var slet ikke som hun forventede at Zeke kunne være, også selvom hun jo godt vidste han havde det i sig. Men at det skulle gå udover hende forventede hun ikke.

[Ezekiel Amardeus]

Han hadede at hun havde set ham på den måde. Det havde aldrig været hans intention at skade hende og det gjorde ondt på ham at se på hende velvidende om at bidene stammede fra ham. "Dine sår burde snart være healet.." sagde han pludselig lidt ud af det blå som hans blik var låst fast på en af hendes bandager. "Varulve healer hurtigere end normale folk..du ved..det skal de kunne efter en forvandling." Sagde han og slog igen blikket ned. Hun måtte virkelig hade ham for dette her.

Som snakken om barnet atter blev bragt op besluttede han sig for at lytte til hende, hun havde jo mere at skulle have sagt end ham, det var trods alt hende der skulle slæbe rundt på barnet. Han ville så gerne have et barn, men måske var det bare en for stor risiko at tage, der var så mange aspekter i det. Tænk hvis barnet blev varulv..eller tænkt hvis ikke det gjorde, men havde to forældre der var.. tænk hvis han også kom til at skade sit eget barn.. og lige nu anede han jo ikke engang om ham og Ashleen var sammen eller ej.
"Nej...du har nok ret.." sagde han trist til mode. Han ville ikke starte en ny diskussion, slet ikke nu hvor han ikke var forblændet af varulvens arrigskab. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige så i nogle lange sekunder lod han bare stilheden sænke sig inden han atter begyndte. "Måske var det også bare dumt af mig at tro at jeg kunne leve på den måde..du ved..med kæreste og barn og den slags.." Han fumlede med sine hænder i skødet. "Måske er det bare mere sikkert at jeg er alene." Han havde ikke lyst til et liv alene og slet ikke efter at have mødt Ashleen, der var intet han hellere ville end at finde ud af tingene sammen med hende, men på den anden side skulle hendes sikkerhed jo ikke kompromiseres.

[Deleted]

Ashleen havde aldrig prøvet de her ting før, det var meget nyt for hende at hun holde så meget af en anden person, ligesom det var meget nyt for hende at der var nogen der rent faktisk bekymrede sig om hende
"Lad os nu se Zeke.." forsøgte hun igen, som om hun ville have ham op med at snakke.
Måske fordi hun bare prøvede at lukke af for muligheden lige nu, hun kunne slet ikke holde til at tænke på alle de konsekvenser tingene kunne have og hun prøvede egentligt bare at glemme det hele lidt, og fokuserer på at komme på benene igen.

"Hold nu op med det Zeke, nu er der jo en mellemting mellem at være en familie og være alene" sagde hun, det var jo gået fint med dem før det her, de havde ikke haft nogen problemer og de havde været glade.
"Det er bare... Jeg ved det ikke Zeke" endte hun med da hun ikke kunne afslutte sætningen.
Alecander og hende havde jo snakket lidt sammen om det hele, men hun var egentligt ikke kommet frem til nogen løsning, om mere følte hun nok bare det hele langt mere forvirrende og rodet inde hendes hoved.
Hun vidste ikke hvordan de fik det til at fungerer, men hun vidste bare at hun ville gerne.

[Ezekiel Amardeus]

Han slog blikket ned. Hvor var dette her bare forfærdeligt. Han håbede så inderligt at eliksiren ville virke, det var næsten det eneste der betød noget lige nu. "Så den der eliksir." Begyndte han roligt. "Hvordan skulle den virke? Er der nogle bivirkninger?" Det måtte der jo næsten være eftersom den endnu ikke var godkendt på markedet.
"Du må også undskylde, det er ikke min mening at skræmme dig, jeg kan bare ikke forstå hvordan jeg kunne være så hensynsløs. Jeg blev fanget af mit kontor arbejde og så kom du hjem og ja.." Så havde han glemt alt om tid og sted. Intet havde nogensinde fået ham til at glemme en fuldmåne før.

"Nej det er der ikke." Sagde han roligt. "Hvis vi havde en mellemting ville du stadigvæk være i fare." Pointerede han. Det havde virkelig været et knæk på selvtilliden dette her, han havde jo ikke skadet nogen siden han var helt ung. "Jeg kan i hvert fald ikke se hvad en mellemting skulle være." Han så igen ned på sine hænder. Han havde ikke lyst til at have denne samtale det gjorde næsten fysisk ondt på ham, men han ville bare heller ikke smide hende ud for han elskede hende jo.
Han nikkede lidt forstående. Hun mente vel at hun heller ikke var sikker på om det var ham hun ville være sammen med, ikke at han bebrejdede hende. "Nej, det ved jeg heller ikke," indrømmede han trist.

[Deleted]

Ashleen trak på skuldrende: "Jeg ved det faktisk ikke, altså der kan være bivirkninger, men jeg hørte ikke så meget efter" sagde hun ærligt, hun havde mere fokuseret på det faktum at hun ville have den. Naturligvis var der ingen der ønskede at leve som varulv.
"Det ved jeg godt Zeke, men det var jo ikke fordi at du bevidst ønskede at gøre skade på mig og Alec, og det ved jeg godt" sagde hun roligt.
Naturligvis stolede hun på at Zeke aldrig ville gøre hende ondt, han ville da aldrig nogensinde gøre noget der kunne skade hende, heller ikke selvom han var sur. Hun vidste bare ikke rigtigt om det var grunden til at han var blevet sur, eller om han havde temprement.

"Det skulle være det vi havde for en uge siden. HVor vi bar er sammen, har det sjovt og alle de ting" sagde hun i en rolig stemme og lod hans hånd glide op til hendes mund for at kysse hans knoer: "Mener du helt seriøst du syntes vi skal slutte det?" spurgte hun undrende.
Hun synts måske selv det var en smule drastisk, men på den anden side så havde hun jo ikke selv noget godt foreslag, det her gjorde bare ondt. Både fysisk men mest af alt inde i hendes sind.

[Ezekiel Amardeus]

Han rynkede brynene lidt, det var da dumt ikke at vide hvad man gik ind til, på den anden side så var alt vel bedre end at blive forbandet som ham. Han kunne slet ikke overskue dette her lige nu, han var så ked af at have roddet hende ud i dette her.
"Nej selvfølgelig ikke," sagde han hurtigt, "men det ændre ikke på at det skete." Han sukkede. Hvordan skulle han nogensinde kunne tilgive sig selv dette her. Han ville jo så gerne bare være sammen med hende, men efter dette her var han ikke helt sikker på om det var sikkert for hende. Tænk hvis han kom til at skade hende igen.

Han sukkede let og trak på skuldrene. "For en uge siden troede jeg at vi bevægede os i en retning sammen.." sagde han stille. "Men..i går lød det bare ikke som om at det var det du havde lyst til." Han så lidt forsigtigt på hende. Hvordan skulle han forklare hende det? Der var jo intet han hellere ville end at være sammen med hende.
"Jeg har ikke lyst til at slutte det," sagde han ærligt, "men jeg vil heller ikke stå stille..og det lød bare som om at du havde fundet dig tilfreds med det vi havde, men jeg håber på mere. Jeg vil være sammen med dig som din kæreste hvor vi tager beslutninger og den slags sammen." Forsøgte han at forklare, "jeg vil have at du kommer til mig med sådanne ting så vi kan snakke dem igennem i stedet for du bare tager beslutningerne alene." Han prøvede at læse hendes ansigtsudtryk, "giver det overhovedet mening? Jeg vil gerne være sammmen med dig Ashleen, men så skal vi også være sammen rigtigt," Han forlangte ikke at hun skulle være total husmor eller noget, men han ville bare gerne at hun så ham som en kæreste og ikke som en bolleven. "Jeg bliver nødt til at vide hvor jeg har dig for hvis jeg er usikker på dig..så sker ting som i går og jeg vil ikke skade dig.." Han anede ikke om det gav mening. Han ville ikke miste hende, men han blev nødt til at vide at han havde hende rigtigt.

[Deleted]

Hun rystede på hovedet: "Nej det ved jeg godt... Men jeg bebrejder dig ikke, Zeke" sagde hun i et smil, hun var glad for ham, der var ingen tvivl om at han var den mand hun stolede mest på i forhold til dem hun havde været sammen med i sit liv.
Sådan var det jo nok altid når man først faldt for nogen, så blev man såret når tingene skete, sådan var det jo også nu. Ashleen havde set hvor ondt det gjorde på Alecander dengang han havde mistet Kimberly, og Ashleen kunne ikke forestille sig at miste Zeke. Hun vidste ihvertfald at det her var første og sidste gang hun åbnede sig. hvis det her ikke gik, jamen så måtte det bare være slut.

"At få et barn Zeke er bare for stort et spring..." sagde hun i en ærlig stemme: "Jeg har aldrig nogensinde ønsket at få børn" sagde hun i en ærlig stemme, hun havde lyst til at få børn, og dte havde hun aldrig rigtigt lagt skjul på, hun var da også stadig overrasket over det var så hårdt for ham.
"Jeg er tilfreds med det jeg har med dig Zeke... Jeg er ikke klar til et forhold, det er svært for mig" sagde hun i en rolig stemme.
Hun anede ikke hvad hun skulle svare ham: "Du har mig lige her Zeke, og jeg vil gerne være en del af mit liv, men vi kan ikke... Altså du ved, vi er ikke kærester" sagde hun det var virkeligt forstyrrende det her, men hun kunne bare ikke.

[Ezekiel Amardeus]

Han fnøs opgivende, "men jeg bebrejder mig." Sagde han stille og sandfærdigt. Han var bange for at en ligende situation pludselig ville opstå. At han ville blive hidsig på hende igen på den måde og han vidste at muligheden var der når han var så usikker på hende som han var blevet efter deres diskussion.
Hun havde ikke lydt til at være interesseret i at fører det videre hvilket jo hele tiden havde været hvad han havde håbet på at de kunne. Måske var et barn lidt dristigt lige her og nu, men hvorfor ville hun ikke gå med til at være hans? Hvorfor skulle hun være "fri på markedet"? Håbede hun på at finde noget der var bedre?

"En ting er at du ikke vil have et barn..det kan jeg godt..leve med, men jeg kan ikke forsætte som vi gjorde før. Jeg har brug for at vide at du er min..jeg vil ikke have et løst forhold hvor vi kun har samleje i rummet, det sagde jeg også til dig fra starten af." Han var bare så bange for at deres forskelligeheder var for store til at de ville kunne mødes. "Jeg har brug for at du enten er der for mig, eller slet ikke er der." Han så på hende med et alvorligt blik. Det var måske hårdt sagt, men det gjorde jo ondt at hun ikke havde lyst til at låse sig til ham.
Han sukkede og lod en hånd hvile mod hendes kind, hans blik var både trist og kærligt, "men det er jo lige det, så har jeg dig ikke." Sagde han afslappet. Han var for træt til at hidse sig op over det, men der var ingen tvivl om hvor dybt det berørte ham. "Jeg vil ikke kun være samlejeboddies, jeg vil mere end det. Jeg elsker dig." Sagde han med et sidste håb om at hun ville sige ja.

[Deleted]

Ashleen trak på skuldrende, hun anede ikke hvad hun skulle sige, det var jo svært når han ikke kunne accepterer det der var sket, hun vidste godt at det jo stadig var helt nyt, men Ashleen havde allerede tænkt tanken at det ikke skulle stå i vejen for dem.
Der var så mange gode ting i deres forhold og at han havde glemt det, det ville hun ikke bebrejde ham, men hun frygtede nok lidt at han ikke så det lige så enkelt som hun gjorde inde i sit hoved.
Der var jo heldigvis ikke sket andet end nogen skrammer til både ham og hende.

"Det har du da heller ikke Zeke! Jeg har da strukket mig langt for dig.. Hvorfor skal vi have denne her samtale lige nu"? spurgte hun uforstående og kiggede på ham med store øjne, kunne han ikke bare lade det ligge, hun gjorde jo alt hvad hun kunne for at de to fungerede.
"Zeke det er pænt af dig men" hun rystede på hovedet: "Det kan jeg ikke Zeke, det er for stort et skridt... Man kan ikke blande alt det her med kærlighed, det går galt" sagde hun, hun havde jo hørt om det før.
Ja hun kunne jo stadig huske hvordan Alecander havde haft det over Kimberly.

[Ezekiel Amardeus]

Følelsen af hvor stor en lettelse det havde været at hun stadigvæk var i live var ved at fortage sig lidt og blive erstattet med frygten for at han nok alligevel ville ende med at miste hende. Han kunne ikke leve på denne her måde, han havde virkelig troet at hun stadigvæk arbejdede sig hen mod at få et mere naturligt forhold, men nu virkede det mere som om at hun faktisk bare havde fundet sig tilfreds med det de havde.
Det var bare ikke nok for ham. Han havde ikke lyst til at bekymre sig om om hun pludselig havde et one-night-stand med en eller anden fyr fordi hun jo sådan set sagtens kunne tillade sig det så længe de ikke var et par. "Fordi at nu er vel et lige så dårligt tidspunkt som det ville være i morgen eller dagen efter der?" Han sukkede, "jeg ved godt at du har gjort meget, men jeg bliver nødt til at vide om du forsat vil bevæge dig i retning af at vi kan være sammen som par eller om du bare generelt ikke har lyst til at låse dig til mig på noget tidspunkt."

Hun svarede jo sådan set på det spørgsmål med sine næste ord og han slog blikket ned og nikkede kort for sig selv. Desværre var det ikke det svar han havde håbet på, men han kunne jo ikke tvinge hende til at elske ham hvor meget han end ville ønske at han kunne. "Jo man kan hvis man gerne vil det," sagde han stille. "Det er fair nok at du ikke vil, jeg vil ikke tvinge dig ti at være sammen med mig, men det gør simpelthen for ondt kun at have dig halvt.." Indrømmede han, "jeg vil nok aldrig lære at forstå hvorfor man ikke kan blande tingene sammen ligeså vel som du nok ikke vil lære at forstå hvorfor jeg ikke kan være sammen med en der ikke elsker mig tilbage." Han fumlede med sine hænder i skødet og så så op på hende med et plaget blik.

[Deleted]

Ashleen havde svært ved denne her samtale, det var ikke lige sådan hun havde forestillet hun skulle se ham igen, faktisk havde hun forventet lidt flere kys og kram. Hun elskede jo også Zeke, men hun kunne ikke sige det til ham, der var grænser for hvor meget hun kunne åbne sig selv.
"Zeke, hold op med at presse mig. Jeg ved det ikke" sagde hun i en ærlig stemme: "Handler det her om barnet? Er det derfor du bliver ved med at køre rundt i det? Vi havde det jo fint inden du vidste det?" sagde hun i en ærlig stemme, kunne han ikke bare lade det ligge og holde op med at presse på.
Hun havde ikke mod på mere lige nu, alt det her var i forvejen lidt over grænsen.

"Halvt? Jeg er ikke sammen med andre, hold nu op" sagde hun, hun havde da heller ikke tænkt sig at være sammen med andre, det havde jo trods alt heller ikke være en del af den aftale man havde med de submissive man havde inde på livet.
"Jamen jeg holder da af dig Zeke, det er jo ikke fordi jeg hader dig" sagde hun ærligt.
Hun kunne ikke få sig selv til at sige at hun elskede ham, både fordi hun forventede det ville få alt for store konsekvenser, og at hun ikke lige kunne trække det tilbage igen, der var nogen ting der havde bedre at ikke at blive sagt.

[Ezekiel Amardeus]

Denne her retning var ikke hvad han havde ønsket. Han havde nok håbet på at hun ville indse at de selvfølgelig godt kunne være sammen som par for hvad var problemet i det? Han forstod slet slet ikke at hun ikke ville sige hun var hans, hvis ikke det ændrede noget så var der vel ingen skade sket, for ham ville det jo betyde alverden.
Han slog blikket ned som hun sagde at hun ikke vidste det. Ville hun ikke engang prøve? Kunne hun ikke se hvor ondt det gjorde. Han ønskede jo ikke at presse hende, men han ønskede heller ikke at gå tilbage. "Det her har ikke noget med barnet at gøre, det har noget at gøre med at vi vil forskellige ting i vores forhold...eller hvad man kan kalde det." Det var vel ikke et forhold når de ikke var sammen. "Du vil have at vi bliver hvor vi er uden at være låst til hinanden og uden følelser, men sådan et forhold kam jeg ikke leve i Ashleen." Han så ned igen. "Jeg vil have at vi flytter os fremad, at jeg kan præsenterer dig som min kæreste at vi kan snakke sammen om at få børn eller whatever, men allermest vil jeg bare gerne at du kunne elske mig tilbage."

Det kunne godt være at det lød ynkeligt nu var det jo ikke lige den type mænd hun som regel omgik, han havde bare virkelig troet at de ville det samme, at det var det de arbejdede sig frem mod. Alternativt kunne han nægte at gå med hende i rummet til hun begyndte at vise følelse og så kunne de jo se hvor længe der gik før hun var ude af døren eller havde fundet en anden og sådan et forhold havde Zeke ikke lyst til at leve i.
"Ikke endnu..hvad så hvis jeg sagde at jeg syntes vi skulle droppe rummet for en periode og fokuserer mere op alt det andet?" Han hævede et bryn af hende. "Ikke at hade mig er slet ikke det samme som at elske mig Ash, jeg er ked af det, men det er ikke nok for mig." Han kunne ikke selv bedømme om han var uretfærdig lige nu, men han var så desperat efter at se om der ikke bare var en lille smule følelser for ham, eller om han bare var et godt knald.

[Deleted]

"Jeg syntes bare det kommer så pludseligt" sagde hun, det fungerede jo fint mellem dem og det var nok også derfor hun var så uforstående. Men fint, hvis det ikke havde noget med barnet at gøre så ville hun da heller ikke bringe det på barnet, for dte var slet ikke en ting hun havde mod på lige nu.
"Ja og jeg vil gerne have at du er min dominant, men ingen af os får det vi vil have og derfor har vi denne her mellemvej" sagde hun, hun havde da rykket sig, havde hun ikke? HUn følte da hun prøvede, og hun syntes da det gjorde ondt at vide han ikke følte det var nok.
Det var jo også mærkeligt det hele, men Ashleen var bare ikke klar til et normalt forhold.

"Jeg prøver Zeke, og undskyld at det ikke er nok, men det er alt jeg kan gøre" sagde hun i en tavs stemme, det var slet ikke sådan her hun havde forestillet sig at de to skulle snakke sammen efter alle de ting der lige var sket.
Hun kiggede roligt op i mod ham igen: "Er du ikke sød at gå?" spurgte hun, hun ville gerne bare være selv lige nu, og bare prøve at samle sine tanker.
Det her kunne hun ikke få sit hoved omkring, det virkede bare... Uoverskueligt.