Let's Just Get It Over With...

[Deleted]

Ashleen kiggede i mod Alecander, hun anede ikke helt hvad hun snakkede om: "Du mener at? Hvad... Er... Er fuldmånen i aften?" sagde hun og kunne mærke hvordan hun med det samme blev helt tør i munden, hvordan kunne det her være glemt?
"Hvad? Nej... Zeke... Selvfølgelig har vi ikke en affære" sagde hun og kunne mærke hvordan hendes vrede nu var blevet overtaget af frygt, hun var virkeligt bange for at han ville skade hende: "Jeg... Zeke, jeg skrev til ham fordi jeg var bange for det med barnet, så jeg havde brug for hans råd" sagde hun og bakkede igen.

"Træk vejret... Skat... Zeke... Please... lad... Lad mig komme over til Alec så vi kan komme væk, og få dig i sikkerhed" sagde hun og var ikke sikker på om det var nogen god idé at forsøge at røre ved ham.
Hun ville helst ikke komme til skade og tanken om at Zeke var sådan her, det gjorde ondt at se det.
Udover ikke at ville komme til skade, så ville hun for alt i verden heller ikke at han kom til skade: "Alec... Hjælp" sagde hun i en helt stille stemme som hun så at Zeke begyndte at gå i forvandling. Det her kunne ikke ende godt.

[Ezekiel Amardeus]

Han gispede igen og så hjælpeløst mod Alec som han slog armene omkring sig selv og skreg på ny som smerterne tog til. Dette her var det værste ved det at være varulv, han hadede forvandlingen, det var så smertefuldt og bare det at miste sin menneskelighed det var frygteligt at vide at han om ganske få minutter ikke ville tøve med at kaste sig over dem begge. "Jeg...prøver.." gispede han.
Det var tydeligvis varulvens sind der forsøgte at tage over nu og han kæmpede så hårdt for ikke at lade det ske. Han var ikke i stand til at svare på Alecs spørgsmål som hans krop begyndte at vokse, det var som om at hans krop gik af led på flere steder og det eneste han kunne gøre var at skrige i smerte.

"Jeg...kan ikke...styrer det!" Vrissede han mod Alec og slog ud med den en hånd mod Ashleen, egentlig var intentionen at skubbe hende mod Alec. Det føltes som om at der var ild i ham og han flåede sin tshirt i stykker for at få luft.
Denne gang blev det hjælpeløse blik rettet mod Ashleen, han forsøgte at kæmpe i mod, for et splitsekund fik han kæmpet sin øjenfarve tilbage da hun kaldte ham skat. Han så ulykkeligt på hende, "u-undskyld, jeg kan ikke...". Øjnene blev atter ravgule og han faldt om på gulvet hvor han vred sig i smerter som hans krop begyndte at ændre sig. Skrigende blev mere dyriske og til sidst var der intet menneskeligt tilbage over ham. Ulven lå helt stille på gulvet som en sovende hund.

[Deleted]

Alecander anede ikke hvordan han skulle reagerer, men han fik alligevel ringet op: "Jeg har brug for Azkaban... Nu! Vi har en løs varulv!" snærrede Alecander i telefonen, så personen i den anden ende blev helt stille. Han lagde også på uden at sige farvel, lige nu måtte de bare gøre noget, det her ville ende med at få nogen slået ihjel.
Alecander forsøgte at komme til Ashleen, men han turde ikke gå i mod Zeke, godt nok kunne Alecander magi, men det var jo ikke helt det samme som at stå foran en varulv. Han havde sin stav rettet i mod Zeke, klar til at sende besværgelser afsted når der blev brug for det, lige nu måtte han bare prøve at holde Ashleen i sikkerhed.

Alecander kunne mærke hvordan panikken spredte sig mere som han så Zeke lange ud efter Ashleen. Alecander kunne en smule mørk magi, men han turde ikke bruge den, han ville jo ende med at ryge i Azkaban. Det her var han nødt til at løse på andre måder.
Han kunne ikke transferer sig hjem, der var for langt. Men noget måtte han gøre, om ikke andet måtte han transferer dem ud i skoven også måtte de stikke af derfra, det var da i det mindste nemmere end hvor de stod lige nu.

[Deleted]

Det gjorde ondt på Ashleen at se ham i den smerte, hun havde aldrig før set nogen forvandle sig og hun kunne allerede nu sige at hun ikke ville se det igen. Ashleen bevægede sig i mod Alec som Zeke langede ud efter hende og ramte hende så hun røg tilbage i væggen lige bag hende, hun skreg kort, heldigvis var det ikke noget alvorligt.
"Zeke... Zeke jeg ber dig" sagde hun, hun vidste jo godt at man ikke kunne tale en varulv til fornuft, men hun var nødt til at prøve, bare gøre et eller andet for at gøre situationen bedre. Hun hadede sig selv for at hun ikke havde holdt øje med dagene, det var jo sådan noget man skulle tjekke når man havde en varulv i huset!

Som han blev mere og mere dyrisk, og mindre menneske, kunne hun mærke sin puls blive så høj at hun følte hun skulle besvime. Det her var lige godt det værste hun nogensinde havde oplevet.
"Jeg... Alec.... Hjælp... Hjælp, vi må ud" sagde hun og var samtidig bange for om Zeke ville skade sig selv, hun ville ikke gøre skade på ham.
Sandheden var jo at hun holde utroligt meget af ham, hun var bare dårlig til at indse det og indrømme det, han var en fantastisk fyr, men for dælen... Hun prøvede jo at bygge noget op med ham, hun havde nok bare brug for mere tid end de fleste.

[Ezekiel Amardeus]

Ulven lå tilbage på gulvet uden det mindste minde om at det faktisk var hans venner der stod foran ham. Den kom med et par klynkende lyde som mindede meget efter en hunds. Den var stadigvæk i smerter, men de fortog sig hurtigt og den rettede de ravgule øjne mod først Alec og derefter Ashleen. Det eneste den så var bytte.
Med en dyb knurren kom den langsomt på benene, den blottede det abnorm lange hjørnetænder i en truende snerren som den begyndte at gå langsomt frem mod Ashleen på alle fire. Selvom dens poter mere lignede dyriske hænder var de forsynet med lange kløer. Ulven slikkede sig om munden.

Denne her situation var fuldkommen ude af kontrol, Zeke havde aldrig i sit liv glem en fuldmåne, ikke siden han blev bidt, men han vidste jo også på nært hånd hvilke konsekvenser det kunne få at glemme det.
Ulven knurrede igen, der var intet genkendeligt at sporer i den. Der var intet af Zeke tilbage, nu var det blot en blodtørstig dræbermaskine og den havde øje på de to personer foran sig.
Lige nu virkede Ashleen bare som det letteste bytte så den gik langsomt og snerrende nærmere hvorefter en til sidst gjorde klar til spring. Den forstod ikke hvad hun sagde, det eneste den kunne forstå var at her var der mad. Musklerne blev spændt og den sprang frem mod hende i et øvesynderivende brøl.

[Deleted]

Ashleen anede ikke om hun overhovedet kunne sige noget der gjorde tingene bare en smule bedre, man kunne vel ikke berolige en varulv, og hun endte derfor med bare at stå og stirre frem for sig med store øjne. Det her kunne kun gå galt, og hun var i panik, men turde ikke røre sig.
"Så.. Vuffer... Zeke... Jeg mener... Tag det roligt" sagde hun og trak sin stav med rystende hånd. Ashleen havde aldrig været super skarp til magi, det var jo ikke ligefrem den slags hun havde brugt sin tid på og hun havde ikke noget specielt talent for det. Hun havde også altid hadet det dengang de gik i skole.

"Alec..." sagde hun og kiggede over i mod ham. Ashleen var helt sikker på at hun skulle dø lige nu, hun kunne ikke flytte sig nogen steder hen og stirrede bare ned i mod de gule øjne, hun kendte ingen tricks, hun havde slet ikke forstand på dyr og gik ikke ud fra man kunne gøre noget.
Som ulven sprang frem i mod hende, blokerede hun for den, men det lykkedes alligevel at blive ramt. Ashleen kunne ikke mærke præcist hvor det gjorde ondt, men mærkede sit baghoved slå ind i væggen bag hende, som dets tænder ramte hendes skulder, hals og overarme, hvilket resulterede i et højt skrig.

[Deleted]

Alecander følte sig magtesløs, og vidste at han var nødt til at nå over til Ashleen så de kunne komme væk. Som ulven hoppede i mod hende, svang Alecander sin stav: "Expelliarmus" råbte han frem i mod ulven. Han var nød til at få fat i hende og det skulle helst gå hurtigt, så måtte ministeriet finde ud af hvordan de fik styr på Zeke når han engang var normalt igen.
Alecander ville ikke bruge mørk magi, godt nok havde han øvet sig på Dolor i en del år, dog til lidt andre formål. Men han vidste at der blev holdt øje med ham, han var jo minister, så han turde ikke. Han ville bare ende i Azkaban. Det var jo ikke for sjovt at man kalde dem utilgivelige.
De ville nok ikke ligefrem se igennem fingre med det.

Som Alec hørte Ashleen skrige, svang han staven atter engang: "Sectumsempra" sagde Alecander og svang igen staven, han var nødt til at få Zeke væk, også selvom det betød at han måske ville gøre skade på ham, så længe han ikke døde, så skulle alt nok gå.
Alecander var ikke glad for at gøre skade på folk, men han havde dog hørt efter på Hogwarts og kunne da også en del med en stav, han havde altid været en flittig elev, selvom han ikke så ofte brugte magi til kamp mere, nu var det jo mere til de små dagligsdagsting man var for doven til selv at ordne.

[Ezekiel Amardeus]

Ulven snerrede og snappede ud. Hver gang tænderne snappede ud efter den tomme luft lød der et mindre smæld som bevidnede om hvor meget kraft der lå bag kæberne. Den havde kun en ting i hovedet og det var at følge der aggressive rovdyrinstinkt.
Den blev kastet baglæns væk fra Ashleen som den første besværgelse ramte den og den drejede sit hovede mod Alec med vild raseri i blikket. Igen brølede den som den nu løb frem mod ham med rejste børster og blottede tænder. Det var på det tidspunkt at den næste besværgelse ramte den og den gav et dyrisk skrig fra sig som dybe flænger åbnede sig i der hvor Alecs besværgelse havde ramt den.

Blodet løb ned over dens forben og mave og klistrede den filtrede pels sammen. Igen kom den på benene. Lettere haltende og med en ustoppelig vildskab i blikket kæmpede den sig igen frem mod Alec.
Lige nu så den ham ikke kun som bytte, han var en fjende, en rival, og han skulle likvideres omgående. Komplet ligeglad med sine åbne sår kom den atter frem mod Alec. Dens pels var indesmurt i blod ligesom dens blottede tænder. Den var så klar til at gå til angreb igen.

[Deleted]

Alecander kiggede i mod Zeke som han bevægede sig frem i mod ham, han havde det dårligt med at skade ham, men hellere en skadet Zeke end en død Ashleen, og det var han ret sikker på at Zeke ville give ham ret i når han engang kom til sig selv igen.
"Ashleen grib fat i mig" sagde han i en desperat stemme som han ramte Zeke med den anden besvægelse, og han endte med nærmest at kaste sig over i mod hende i et forsøg på at få fat i hende, de skulle bare væk og det kunne kun gå for langsomt.

Alecander fik fat i hendes arm og svang staven omkring dem begge så de forsvandt. Alecander og Ashleen landede et sted i skoven, hvor langt de var fra huset vidste han ikke, men han vidste at de skulle væk. Alecander kiggede i mod Ashleen som han var itvivl om var igang med at besvime, han kunne slet ikke se hvor hun var ramt for alt det blod.
Alecander greb sin telefon igen, han skulle finde nogen der kunne få dem væk fra skoven inden Zeke kom ud af huset og fik færd, og bagefter skulle han finde nogen der kunne tage sig af Zeke.

//Out