Let's Just Get It Over With...

[Ezekiel Amardeus]

Havde hun nogen anelse om hvor meget han havde lyst til at kvæle hende lige nu?! Bare sådan ganske langsomt og smertefuldt! Okay ikke rigtigt, men i hvert fald mentalt! Jeps, han var lige blevet mental-morder.
"Komme videre med hvad? DINE behov? Jeg lærte at opfylde dine behov og du vil ikke engnag prøve at høre på hvad jeg gerne vil!" Okay den var måske ikke helt fair, han vidste godt at hun havde prøvet, men han var bare lidt blændet af raseri lige nu. "Men hvad er det så vi har Ashleen? Ser du mig som en mulig partner eller ser du mig som din dominant?!" Det var vigtigt for ham at vide for han så jo hende som sin partner ikke sin submasive, han havde endda præsenteret hende som sin kæreste overfor Lorelai.

"Hvorfor lukker du så sådan noget lort ud? For at ramme mig?" Han fastholdt afstanden mellem dem i frygt for at hun ville løbe skrigende væk, men han havde opgivet at få kontrol over sine øjne lige nu.
Han følte sig bare så såret, "der er stor forskel på bare at knalde og så være sammen!" Sagde han oprevet, da hun spurgte hvad han mere ville have snappede han, var det ikke åbenlyst? "Jeg vil have at du elsker mig som jeg elsker dig!" Brølede han. Ordnene gav rungede nærmest i stuen og det var faktisk først nu at det gik op for ham at hans følelser for hende var begyndt at gå så dybt.

[Deleted]

Det her var alligevel en samtale hun ikke havde troet hun sådan lige skulle have, det var virkeligt mærkeligt det her. Hun holde jo også af Zeke, men hun følte til tider at han kvalte hende, hvordan skulle hun rode sig ud af det her, uden alt gik galt, og bare beholde en smule stolthed.
"Jeg snakker ikke om mine behov Zeke, jeg snakker bare om at jeg ikke skal have børn. Lige så meget som det også er dit, lige så meget er det jo min krop" pointerede hun overfor ham, hvorfor skulle han dog gøre det her så svært for hende? "Jeg ser dig som en god ven" forsøgte hun roligt, hun prøvede ikke at gøre ham ondt, men hun havde svært ved at give for meget af sig selv til ham.

"Nej, for at få dig til at forstå Zeke at jeg... Jeg er ikke som så mange andre" sagde hun blot, hun havde brug for at han ikke knyttede sig til hende, for hun kunne ikke lide at være knyttet til folk, det var jo netop problemet.
Som han snakked eom at elske hinanden, kunne Ashleen mærkede hvordan hendes hjerte nærmest gik i stå og alt blev stille i hendes hoved: "Ahva?" spurgte hun undrende og kiggede roligt i mod ham, hun vidste slet ikke hvad hun skulle svare på det: "Ehm... Jeg... Zeke jeg sagde fra starten at den salgs... går ikke" sagde hun roligt.

[Ezekiel Amardeus]

Han var bare så overfyldt med følelser lige nu og det var som om at hun kun gjorde det værre jo mere hun snakkede. Selvfølgelig var det hendes krop, men han mente stadigvæk at han havde ret til at vide mere om det, måske var det fordi han var så desperat til at have en grund til at holde hende der, noget der forbandt dem sammen. Anna havde jo tage Lily med sig og der var intet han kunne gøre eftersom han jo ikke var hendes far. "Det ved jeg godt, men derfor kunne du da stadigvæk snakke med mig om det og ikke bare konstaterer!" Snerrede han.
"Som en god ven?!" Dette slog benene væk under ham. Han troede at det de havde var så meget mere. Lige nu følte han sig udnyttet og holdt for nar og det sluttede lige nu!

"DU SAGDE AT DU VILLE PRØVE!" Rasede han. "Du sagde at du ikke var som alle andre, men du ville forsøge!" Han var så vred og skuffet og alt muligt andet han ikke kunne sætte ord på. "Men fint, hvis vi kun er venner så er vi færdige med rummet. Jeg knalder ikke mine venner." Ikke at han havde nogen venner (andre end Alecander) så det kunne han jo i realiteten ikke udtale sig om, men han anede bare ikke hvad han skulle stille op med dette her.
"Du lovede mig at du ville give det en chance, det var derfor at jeg gav rummet en chance, men det er slut nu." Han fattede ikke hvordan hun kunne være så rolig når han selv følte at han var på grænsen til at eksplodere. Måske skulle han bare opgive at få et fast forhold, men bare have noget løst engang imellem som han havde haft før, men så skulle det ikke være med Ashleen, den tilfredsstillelse skulle hun ikke have! Han ville ikke være sammen med en han var forelsket i hvis hun ikke elskede ham tilbage.

[Deleted]

Ashleen havde altid været en hård pige, hun havde ikke let til tåre og hun sagde tingene præcist som hun mente dem: "Jeg snakker da med dig lige nu! Så tag da lige at slappe af!" snærrede hun igen, han kunne da ikke blive ved med at beskylde hende, hun havde jo svaret ham da han havde spurgt, det var jo ikke fordi hun havde holdt det skjult i længere tid.
"Ja? Hvad fanden er der nu galt i at være en ven!" sagde hun irriteret.
"Jeg prøver også Zeke, men bare fordi jeg prøver så betyder det da ikke at vi er kærester... Det er måske det du mener eller hvad? Forhelved Zeke jeg prøver, du har ingen idé om hvor svært det her er for mig" sagde hun frustreret.

Ashleen havde aldrig været følsom, hun havde aldrig haft en kæreste og alt den slags: "Fint, jamen så er alt vel slut imellem os" sagde hun og lagde armene over kors, hun var ikke ked af det, hun var faktisk bare rasende.
Sådan var det jo altid med hende, hun var ikke god til at udtrykke følelser, hun endte bare med at blive sur og stædig, hun hadede at det altid skulle være sådan her, hvorfor fanden kunne Zeke ikke bare forstå at hun faktisk gjorde alt hvad hun kunne!

[Ezekiel Amardeus]

Han himlede dramatisk med øjnene og slog ud med hånden, "ja fordi jeg opdagede det!" Gav han tilbage. Hvordan kunne alt gå fra at være helt fantastisk og fra at han endelig havde fundet den eneste ene og så til dette her? Han følte at hans hjerte var blevet sprængt i tusindvis af stykker.
"Der er intet galt i at være venner, jeg knalder bare ikke med mine venner!" Gentog han stædigt. Hun skulle da ikke få sin vilje uden at give ham noget af det han ville have? Han gad sguda ikke bare være hendes bolleven han troede at de bevægede sig nærmere på at være et par, at være sammen med hende uden at kunne have hende, det gjorde simpelthen bare for ondt!
Han skulede til hende, "men hvis du ikke vil være et par, hvad vil du så?" Spurgte han vredt.

"Man kan vel ikke slutte noget der aldrig har været der!" Gav han vredt igen. Hvis hun ikke havde set dem som andet end venner var der vel intet ændret udover at han ikke gad hive hende med ned i rummet mere.
Han var ufattelig påstålig og stædig sommetider og især når han var vred. Han havde det med at reagerer i raseri selvom det ikke altid endte godt. Faktisk endte det sjældent godt. Han havde mest af alt lyst til bare at skride han kunne slet ikke huske at han havde været så sur og såret før, ikke engang den dag hvor hun smuttede hjem til Alec. Han havde bare troet at tingene havde ændret sig, men det havde de vel ikke.

[Deleted]

"Opdagede det? Ja for jeg holde det jo bare MEGA hemmeligt, utroligt du så mig sådan jeg listede langs væggen!" snærrede hun tilbage, hun prøvede jo ikke at holde det hemmeligt, det var bare ikke normalt for hende at det interesserede fyren at høre om hendes problemer.
Hun hadede det, det var simpelthen så dumt at denne her diskussion overhovedet eksiterede, kunne han slet ikke se dte var hendes side.
"Jeg vil bare have tingene var som de var fra et kvarter siden... hold nu op!" sagde hun i en irriteret stemme, hun elskede bare det her de havde sammen, og nu ville han droppe det hele på grund af en fejl.

"Du er simpelthen så uretfærdig lige nu! Hvad fanden bilder du dig ind, dit svin?" sagde hun i en sur stemme, Ashleen bakkede ikke sådan lige ned i en debat og hunv ar bestemt ikke typen man sådan lige skulle løbe om hjørner med.
Lige nu stod hun blot og stirrede på ham: "Så hvad har du tænkt dig at smide mig ud?" spurgte hun i en hidsig tone. Hun var blevet gravid? Det var jo fuldkommen som alle de andre mænd hun havde været i nærheden af, med lige undtagelse af det faktum at det her var på et helt andet grundlag.

[Ezekiel Amardeus]

Han var simpelthen så rasende på hende lige nu, som om at hans følelser løb helt af med ham og bare blev forvandlet til blindt raseri. "Du indrømmede sguda selv at du ikke ville have sagt noget hvis ikke jeg havde opdaget det!" Råbte han som et jag af smerte skød gennem kroppen, han gispede og han skar en kort grimasse, men fokuserede hurtigt på diskussionen igen og slog det andet hen uden nærmere eftertanke.
"Nåh du mener der hvor "vi bare var venner der knaldede" det er måske ikke sjovt at være venner med mig hvis ikke vi knalder?" Hun var simpelthen for meget lige nu! Kunne hun slet ikke se hvor hårdt hun ramte ham? Han elskede hende jo virkelig højt.

Igen tog han et par skridt frem mod hende i arrigskab, "jeg er uretfærdig? Det var sguda dig der sagde vi kun var venner! Hvis vi kun er venner har det der var mellem os vel ikke betydet noget for dig? Hvordan kan det gøre mig til idioten, jeg har jo sagt at det betyder noget for mig!" Brølede han.
"Nej selvfølgelig ikke, sådan behandler jeg ikke mine venner!" Okay han smurte lidt tykt på lige nu men han kunne slet ikke stoppe sig selv. Det var som om at ordene bare fløj ud af munden på ham uden han var i stand til at gøre noget ved det, som om han langsomt var ved at miste kontrollen over sig selv han var bare for rasende til at indse det.

[Deleted]

"Hvor fanden skulle jeg vide fra det var så pisse vigtigt for dig! Det har det jo ikke ligefrem været for nogen andre" pointered ehun, nej alle andre havde netop ment hun bare skulle klare det hele selv og var ikke blevet specielt glade for den nyhed. Hun havde fået et godt råd engang om at holde den slags for sig selv, og nu hvor hun gjorde det, jamen så gik verden jo så også en smule amok.
"Og hvad kalder du så det vi er?" spurgte hun og håbede bare ikke han sagde kærester.
Hun havde fra starten sagt at hun ville prøve og ikke mere så tanken om at han måske ikke mente hendes anstrengelser var nok, var rimeligt frustrerende.

"Zeke er du ikke sød at holde op, jeg har jo sagt hundrede gange at jeg prøver, men det her er svært for mig" sagde hun: "Og det har jeg ligesom været åben af fra starten" sagde hun frustrerende, hvordan kunne det pludseligt ikke være nok nu?
"Hold kæft hvor er ud lav lige nu, er du sød at opfører dig som en voksen mand?" spurgte hun i en sur stemme, hvorfor kunne han ikke lade hende være?
Skulle han altid bare køre rundt i det her lort? "Du prøver at virke så pisse følsom, og ved du hvad? Du er et lige så stort røvhul som alle de andre" sagde hun bestemt.

[Ezekiel Amardeus]

"Men jeg er ikke som alle de andre hvilket jeg har prøvet at fortælle dig tusind gange!" Råbte han tilbage. Han kunne mærke hele hans krop spænde op i vrede, et nyt jag af smerte som han hurtigt slog hen. I sin raseri havde han slet ikke tænkt over at tiden så småt var ved at løbe fra ham. Det var ellers aldrig sket for ham før. Han havde altid check på hvornår det var fuldmåne og hvornår han skulle være låst inde. Ikke til aften.
Han betragtede hende et kort sekund, "i hvert fald mere end bollevenner!" Snerrede han gennem sammenbidte tænder. Han havde da hele tiden sagt til hende at han ikke kun ville være hendes dominant, men at de måtte finde en gylden middelvej. Han vidste godt at han havde et stort temperament, men han plejede trods alt at være lidt bedre til at kontrollerer det end han var lige nu.

Igen slog han ud med hånden, "ja det ved jeg sguda godt, men hvis du stadigvæk prøver hvorfor helvede forsøger du så at ramme mig ved at sige alt muligt pis med at det måske ikke er mit barn? Det gør man sguda ikke hvis man holder af folk!" Gav han igen. Det var jo det der havde tricket ham mest.
"Ja modsat dig der jo er så uskyldig og omsorgsfuld! Ved du hvad? Kald mig hvad du vil, jeg kommer alligevel ikke når du kalder, ikke mere!" Han følte en voldsom trang til at smadre et eller andet, men han holdt sig i skindet. Den eneste grund til at han blev så rasende var jo fordi at han elskede hende og det var bare ikke let hvis ikke hun elskede ham tilbage.

[Deleted]

"Og jeg er heller ikke som andre du har mødt, som jeg også har prøvet at fortælle dig tusinde gange!" sagde hun hårdt, hun havde virkeligt brug for at han forstod hende, men hun var da også sikker på det gik den anden vej. De var bare fra to helt forskellige verdener og det var svært til tider helt at forstå det hele.
"Vi er to mennesker der prøver at finde ud af tingene, er det bedre så?" spurgte hun i en hård stemme, hun var sgu ligeglad med hvad han kaldte det, hun kunne bare ikke rigtigt magte tanken om at de var... Ja... Mere end det.

"Fordi du begynder at angribe mig som om jeg er verdens værste menneske!" sagde hun i en frustreret stemme, det gjorde ondt på hend enår han bare kastede omkring sig med ord, hvilket nok netop var fordi hun var glad for ham. Normalt ville hun jo bare pakke sine ting og skride.
"Ved du hvad, jeg tror bare jeg går..." sagde hun og rejste sig op igen for at gå i mod gangen og få sko på. "Du er så pisse unfair... Men du skal bare vide når jeg går ud af denne her dør så kommer jeg ikke tilbage" truede hun.

[Ezekiel Amardeus]

"Nej det er jeg da godt klar over og jeg synes da også at jeg har taget hensyn til dig!" Denne her diskussion var spundet fuldkommen ud af kontrol, hvordan var den endt på denne her måde? Han havde jo nærmest lyst til at kvæle hende lige nu. "Ja det havde sguda været langt bedre end at friend-zone mig!" Han kunne virkelig mærke temperamentet løbe afsted med ham lige nu.
Det var bare som om at det hele tiden blev værre, som om han gerne ville rette op på det, men bare ikke kunne fordi der kun kom lort ud hver gang han åbnede munden. "Det kan godt være at den slags ikke betyder noget for dig, men det betyder noget for mig!" Måske hun bare mente det var tomme ord, men han havde brug for det håb om at de ville ende med at få et rigtigt forhold. Rummet måtte hellere end gerne være en del af det, men der skulle også være plads til de andre ting.

"Vel gjorde jeg da ej! Jeg blev først sur da du begyndte at plabre løs om at barnet måske ikke var mit!" Hvad helvede bildte hun sig ind! Havde Zeke tænkt sig om ville han nok godt have kunnet regne ud at grunden til han havde så svært ved at falde ned og få sig selv tilbage i kontrol var fordi at månen langsomt var begyndt at stige hvilket betød at han inden længe ville være forvandlet til et forfærdeligt monster med smag for blod.
"Fint så skrid! Det var jo også det du gjorde sidste gang!" Igen tog han et par skridt frem mod hende. De ravgule øjne skinnede dystert i det efterhånden halvmørke rum.

[Deleted]

Alecander var på vej i mod Ashleen, han havde fået en ugle fra hende for nogen timer siden at hun havde et problem hun gerne ville snakke med ham om, og Alecander havde derfor sat retning i mod huset.
Han forventede naturligvis at hun ville være alene, for fuldmånen var jo snart. Alecander havde en del styr på de ting, nok primært fordi han sad med så mange sager på ministeriet og samtidig forsøgte de jo at gøre tingene bedre for folk der var i forvandling. Han havde en pose med, med en flaske rødvin. De kunne jo altid tage et glas vin imens de snakkede.

Alecander stoppede op foran huset og et øjblik lyttede han blot, det lød som om... Nogen var oppe at skændes? Alecander åbnede ganske langsomt døren uden at banke på, de kunne nok ikke høre ham alligevel. Som han åbnede så han Ashleen stå lige inde for døren, og lidt længere væk fik han øje på Zeke
"Ehmm hej?" sagde han en smule undrende og kiggede så i mod Zeke, hvorfor var han hjemme: "Hvad laver du her?" spurgte han og kiggede i mod Zeke, som Alecander kiggede på klokken, han kunne jo umuligt være på vej nu. Alecander kiggede derefter i mod Ashleen, han kunne godt fornemme at stemningen her ikke var helt i top.

[Deleted]

Ashleen havde det forfærdeligt lige nu. Hun ville så gerne bare fikse tingene, og hun forstod ikke hvorfor han ikke bare kunne give hende i chance. Hun havde slet ikke troet at han ville blive sådan her, og hun anede ikke hvordan hun skulle takle hans vrede.
"Forhelved Zeke hvor er du en idiot lige nu, er du sød at tage dig sammen og opfører dig som et voksent menneske!" sagde hun hidsigt til ham, hvorfor skulle han tage sådan på vej? De kunne jo sætte sig ned og snakke om tingene, men hun kunne godt ligesom fornemme det ikke var et foreslag hun skulle komme med.

"Zeke... Slap af" sagde hun og holde en hånd op foran sig som han igen gik frem i mod hende med de gule øjne, et øjeblik var hun helt bange for at han kunne finde på at gribe fat i hende eller slå hende. Som Alecander kom ind, var hun en smule lettet, så stoppede det da for en stund.
"Oh shit... Alec... Jeg havde glemt du kom" sagde hun helt forstrækket og åndede lettet op, det her var bare ved at gå helt ud på den forkerte side og hun ville så gerne bare holde styr på det hele og sørge for han ikke var sur på hende.
Men hun... Hun anede ikke hvad hun skulle sige til ham.

[Ezekiel Amardeus]

Endnu engang skød en stråle af smerte gennem kroppen, men han slog det hurtigt hen for i samme min sekund trådte Alec ind af døren. De gule øjne blev vagtsomt rettet mod ham. "Hvad jeg laver her? Jeg BOR her. Hvad laver du her?!" Han kunne mærke at det her efterhånden var lidt mere end hvad han kunne tage.
Han så ned på vinen og gik igen frem mod dem. "Hvad foregår der her?" Spurgte han med en faretruende undertone. Han anede ikke hvad han skulle tro. Havde de en affære? Var det derfor hun var sådan med alt det med barnet? Havde hun talt sandt da hun sagde at hun ikke vidste om han var far til barnet?

Han kunne slet ikke styre sin vrede lige nu og skulle til at sige noget, men blev afbrudt af et nyt jag af smerte, denne gang så voldsomt at han knækkede sammen i en højt gisp. Det føltes som om at hele hans krop var begyndt at brænde, og som han rædselslagen førte tungen mod hjørnetænderne kunne han mærke de var ved at blive spidse.
Dette her var ikke bare et raserianfald, det var...en forvandling. Hvad var klokken? Først nu kiggede han mod vinduet og kunne se tusmørket udenfor, panik begyndte at sprede sig sammen med vreden. "I skal væk lige nu" sagde han og gik igen frem mod dem, men måtte støtte sig op af væggen ved et nyt smerteanfald der slog ham i knæ. Et smerteråb brød ud og han begyndte at gispe voldsomt efter vejret. Han brød sig ikke om tanken om at de skulle se ham i forvandling og slet ikke når de ville stå overfor en fuldt udviklet varulv bagefter.
Han kom igen op på benene, det var som om at han ikke kunne kontrollerer sin vrede lige nu han gjorde et udfald mod dem og endte med at stå imellem dem. Han svedte voldsomt og hans negle var begyndt at blive spidse. "Har I to en affære?" Råbte han rasende mod Ashleen ude af stand til at styre sig selv lige nu.

[Deleted]

Alecander kiggede i mod Zeke: "Okay Zeke... Træk vejret, du er nødt til at prøve at kæmpe i mod så vi kan nå væk" sagde Alecander og var allerede ved at få sin telefon op af lommen for at finde ud af hvem han skulle kontakte, i det mindste kunne han få nogen til at sende en ugle afsted til nogen magikere der kunne en ting eller to, en auror var nok ikke sagen, Zeke skulle jo ikke komme til skade.
"Hvordan fanden kan i også have glemt tiden" sagde Alecander i en hård stemme og kiggede på Zeke for derefter at vende blikket i mod Ashleen, hvordan kunne de glemme det?

"Wauw... Ehm... Zeke... Hey.. Slap af" sagde Alecander som han endte bag ved Zeke da han kiggede i mod Ashleen, Alec lod en hånd hvile i mod hans skulder og trak på samme tid sin stav.
"Ashleen, kom herover" sagde Alecander i en bestemt stemme, han var nødt til at få hende væk, uden overhovedet at have nogen idé om hvordan han skulle gøre det, men han var bare ret sikker på at det her ikke kunne ende godt.
Alecander havde kun en gang set en varulv i virkeligheden og det havde ikke været nogen specielt behagelig oplevelse, og han havde ikke brug for det blev gentaget.