Big bad bear

[Deleted]

@elladora

Enzo var taget på camping. Igen. Det overraskede efterhånden ingen i hans omgangskreds, at han i tide og utide tog på opdagelse, nærmest uden varsel nogle gange, men det var mest af alt fordi han var eventyrlysten og næsten aldrig sagde nej til noget. Han elskede at komme ud og opleve, så at sige nej til en camping tur i Norge med en flok natur elskere, var ikke noget han afviste. Så nu var han der, oppe i Norge et sted - han anede faktisk ikke præcis hvor, de var bare taget til Heidal og var vandret en hel del, og så havde de slået sig ned et sted for natten. Han var nu meget glad for, at de var taget afsted om sommeren, for selvom han elskede at rejse nye steder hen, brød han sig ikke specielt om kulde. Siden han kom fra Italien var han vant til varmere klima, og han hadede at have alt for mange lag tøj på, for så følte han, at han ikke kunne bevæge sig ordentligt.

Han havde fået slået sit telt op på rekord tid, helt uden magi, for han nød den slags, da det også var en del af camping i hans øjne. Han havde netop fået foldet sin sovepose ud derinde og valgte at kravle ud af teltet for at strække sine ben en smule, og udforske området. Bevidst havde han valgt at slå sit telt op en anelse væk fra de andres, for selvom de var afsted sammen, kendte han ikke rigtigt de andre specielt godt, og han ville gerne nyde lidt mere privatliv når han skulle sove. Han traskede rundt i udkanten af den lille lysning de havde slået sig ned, midt i en skov. Han bevægede sig lidt længere ind mellem træerne, og kunne snart ikke høre de andre tale, da træerne stod tættere jo længere ind han kom i skoven.

[Deleted]

Ella havde holdt sig en smule på afstand af flokken som de havde slået telte op. Hendes var også slået op og stod lidt fra de andre. Hun kendte ikke nogen af dem, men hun havde gerne ville ud i naturen og få taget nogle billeder. Normalt gjorde hun den slags alene, men dette her havde været en ret god mulighed for at se noget andet end hun var vandt til.
Hun boede her i Norge, men havde overvejet at flytte tilbage til England hvor hendes to ældre brødre var bosat, hun havde jo fået et par niecer nu havde hun hørt en fugl synge om. Eller rettere medbringe brev om. Det egentlig lidt trist, men hun havde ikke set Nate eller Riley i en del år efterhånden.
Efter deres fælles far var gået bort var hun nok flygtet lidt fra det hele. Han havde aldrig været fuld i hendes selskab og selvom hun godt vidste at han døjede med alkoholiske problemer havde hun aldrig selv oplevet det. Hun var bare stukket af uden at se sig tilbage, meningen havde været at hun ville være kommet tilbage, men der var alt for meget der mindede hende om savnet, så den ene dag havde taget den anden og inden længe var der gået 3 år.

Hun bevægede sig længere ind i skoven med kameraet hængende om halsen klar til at tage det perfekte shot. Hun blev betalt for at tage med på turen her, normalt var hun ellers ikke så dybt inde alene, men nu hvor de andre lå i nærheden gjorde det vel ikke så meget?
En gren knækkede et sted bag hende hvilket hun var komplet uvidende om, hun kunne ingenting høre, hun var født døv så det var ikke noget der ellers genrede hende i hverdagen. Lige nu ville det dog nok have været at foretrække at hun kunne høre noget for så var hun ikke blevet så overrakset da en flok frygtsomme fugle satte afsted næsten lige foran hende, af ren refleks vendte hun sig om og fik for sent øje på den enorme gråbjørn der var på vej hen mod hende med blottede tænder.

[Deleted]

Enzo træskede lidt rundt på må og få i skoven, mens han skabte en sti bag sig af nedtrampede småplanter og græs. Han var ikke ligefrem stille, mens han gik gennem skovbunden, det kunne man roligt sige. På et tidspunkt fik han viklet sig ind i en gren fra en busk, der nægtede at give slip på hans jakke ærme, hvilket irriterede ham så voldsomt, at han bare rev armen til sig. Heldigvis skete der ikke andet end at grenen knækkede, og han mistede balancen en anelse, så han tumlede ind i en lysning, uden at vælte. Han genvandt balancen og så sig omkring i den nye lysning han var kommet til og fik øje på en kvinde. Hun stod med ryggen til, og hun havde åbenbart slet ikke hørt ham komme væltende, hvilket han undrede sig over. Han lod en hånd glide gennem sit halvlange hår, hvorefter han gned sin hage, mens han spekulerede på, hvad i alverden der kunne have hendes opmærksomhed, der fik hende til at gå glip af, at han kom væltende sådan.

Han så bare på, mens kvinden gik lidt rundt med et kamera i hænderne. Mens hun gik rundt og tog billeder og kiggede på forskellige ting, betragtede han hende. Hun var egentlig ret pæn, men det der undrede ham mest var stadig, at hun på ingen måde havde hørt ham komme, og hun hørte ham heller aldrig bevæge sig, selvom der var forholdsvist stille i lysningen. På et tidspunkt hørte han nogen komme igennem skovbunden, men han fjernede ikke sit blik fra kvinden, for han tænkte, at det bare var en af de andre fra camping turen. Et par minutter senere troede han, at han så et par øjne, der bestemt ikke var menneskeøjne, glimte, og han rynkede panden en anelse. Det blev dog hurtigt til et chokeret ansigtsudtryk, da en gråbjørn kom buldrende gennem skovbunden og ud i lysningen. Den stoppede op et øjeblik, blinkede for at orientere sig, og gik så hen mod kvinden med hurtige, målrettede skridt. "Hey! Hey, pas på!" råbte han, fordi han vidste, at han ikke ville kunne nå hen til hende, før bjørnen gjorde, og hun var åbenbart så meget i sin egen verden, at hun nok ville få et chok, uanset om den angreb eller ej.

[Deleted]

Ella havde af gode grunde intet hørt, hun koncentrerede sig om den gule blomst foran hende og om at få det helt perfekte billede. Da hun fik øje på bjørnen var det også allerede for sent, den knitrede arrigt, ikke at hun kunne høre det, men hun kunne se hvordan læberne var krænget tilbage i en lydløs snerren.
Hun gispede og tog et par skridt baglæns. Kameraet faldt ud af hendes hænder og hang nu som et alt for stort og tungt halssmykke omkring hendes nakke. Hun vidste godt hvad hun skulle gøre, eller rettere hvad hun burde gøre, men hun måtte også hurtigt erkende at der var lang vej fra teori til praksis når man stod med en stor bjørn foran en. Spil død! Skreg stemmen i hendes hovede, men hun stod som naglet til jorden og kunne ikke bevæge en muskel, paralyseret af skræk.

Hun trådte mere tilbage og væltede over en rod idet bjørnen langede ud efter hende hun mærkede kløerne strejfe hendes ene overarm og hun skreg mere i forskrækkelse end i smerte. Hun landede fladt på ryggen og fik slået luften ud af sig, hun gispede efter vejret og nåede at se bjørnen gå frem mod hende med langsomme skridt inden den stoppede op og snusede lidt hvorefter den drejede sit store hoved i en anden retning.
Ella havde sin hånd over der hvor bjørnen havde ramt hende, skønt det blødte en del virkede skræmmen kun overfladisk, den havde kun lige strejfet hende hun bekymrede sig mere for bakterierne frem for den egentlige skade, men det ville jo på den anden side ikke blive noget problem hvis bjørnen valgte at spise hende til frokost! Hvorfor havde hun også været så dum at efterlade sin stav i teltet. Ikke at hun kunne udfører nogen særlig vilde besværgelser, men hun kunne da et par enkelte non-verbale.

[Deleted]

Enzo stirrede bare på kvinden først, uden at gøre noget som helst. Han fattede ikke hvorfor hun ikke skyndte sig væk, eller i det mindste vendte sig om for at se, hvem det var der råbte til hende. Kunne hun virkelig ikke høre ham? Han så til mens bjørnen kom tættere på hende, og han samlede luft i lungerne for at råbe til hende igen, denne gang højere, men han nåede det ikke, før hun væltede og landede på jorden, mens bjørnen langede ud efter hende. Et råb undslap hans læber, da han opdagede, at bjørnen havde givet hende en flænge, og pludselig var der igen liv i hans krop. Det der før var lammet af uforståelighed overfor kvindens mangel på reaktion, blev nu til adrenalin.

Hans råb havde fanget bjørnens opmærksomhed, og den vendte snuden mod ham, for at se hvor al den larm kom fra. Han spærrede øjnene op og begyndte igen at råbe ad sine lungers fulde kræft, mens han begyndte at hoppe rundt. "Hey, bjørn! Kom her, dit store, grimme dyr!" råbte han, og gjorde ellers alt hvad han kunne, for at få dens opmærksomhed. Mens han udførte dette lille nummer tænkte han på, hvad der kunne være det bedste forsvar mod dyret. Han var ikke helt sikker på magi kunne stoppe den effektivt, han ville jo ikke slå den ihjel, men der skulle nok en del lammere til at få den ned med nakken. Dog havde han ikke så meget tid til at tænke i, da bjørnen nu først langsomt kom traskende hen mod ham. Hurtigt ændrede den dog hastighed og satte i løb hen mod ham. Uden at skænke det en ekstra tanke, løb han så hurtigt han kunne den modsatte vej af hvor han var kommet. Han ville jo heller ikke lokke den hen til teltpladsen, hvor alle de andre var, for selvom flere nok var bedre til at overmande en bjørn end én, kunne den nå at gøre skade først. Så han løb bare igennem græs, lavtvoksende planter og andet godt i bunden af skoven, heldigvis uden at vælte.

[Deleted]

Ella var chokeret over alt det der pludselig foregik omkring hende. Hun havde slet ikke set manden før han stod og råbte af bjørnen, eller det lod til at være det han havde gang i. Ikke at hun kunne høre det, men hun kunne se på ham at han råbte og det lod også til at fange bjørnens opmærksomhed.
Så snart han løb ind mellem træerne kunne hun se bjørnen følge efter ham. Hun var dybt berørt over at han satte livet på spil for hende, de kendte jo ikke engang hinanden. Med armen over såret løb hun tilbage til lejren for at hente hjælp. Hun kunne ikke bruge magi for hun anede jo ikke om der i det hele taget var nogen magikere i blandt eller om det bare var mugglere, hvilket der var en ret god sandsynlighed for. Desuden var hun ikke særlig stærk i at udøve besværgelser eftersom hun kun kunne udfører nonverbale besværgelser.

Hun stoppede dog op da hun hørte et brøl fra bjørnen og ombestemte sig så. Det ville tage hende nogle minutter at løbe tilbage desuden skulle hun også bare bruge unødig tid på at fange deres opmærksomhed og forklare situationen. Hun blev nødt til at hjælpe manden!
Derfor satte hun efter dem i retning af hvor bjørnen og manden var forsvundet hen. Hun fik øje på dem længere fremmme, det virkede lidt som om at bjørnen var ved at opgive jagten, den havde i hvert fald sat farten ned og inden hun havde brug for at smide en sten efter dem som hun lige havde samlet op, luskede den i den anden retning væk fra dem af.
Elladora løb med bankende hjerte det sidste stykke over til manden, hun ville så gerne spørge ham om han var okay, men det kunne hun jo ikke rigtigt så i stedet gav hun sig omgående til at kigge op og ned af ham og gå en runde omkring ham for lige at checke.

[Deleted]

Enzo's hjerne var komplet tom, mens han løb fra bjørnen, og det eneste han koncentrerede sig om var, at han skulle lægge så meget afstand mellem dem som muligt. Han tog det lidt som det kom, og havde egentlig ikke nogen plan, hvilket nok var ret dumt af ham, for det var temmelig svært at løbe fra en bjørn, hvis den først besluttede sig for at løbe i fuld fart. Han var ikke ligefrem i dårlig form, faktisk var han ret okay på det punkt, men selv ikke den hurtigste mand kunne nok slippe afsted uden en skramme. Der var også en ret stor chance for, at han ville vælte over et eller andet i skovbunden, og så ville han være på den. Hans tanker kom tilbage da han begyndte at fatte, at han nok snart skulle finde på noget, før bjørnen halede ind på ham, og han overvejede at klatre op i et træ, så han begyndte at lede efter et godt et.

Han fandt et godt træ og vendte hovedet for at se efter bjørnen, men den var længere væk end han troede den var. Den luntede faktisk mere end den rent faktisk løb nu, og han rynkede panden en anelse og satte selv farten ned. Til sidst stoppede bjørnen helt op, kiggede væk og begyndte at lunte i en anden retning i stedet. Han kunne slet ikke tro, at den rent faktisk havde mistet interessen! Han stoppede op og lænede sig frem, med hænderne på sine lår, for at fange pusten, da han hørte en lyd og kiggede op igen. Kvinden fra før kom løbende hen mod ham, og han spærrede øjnene op. Hvorfor i alverden var hun fulgt efter? Han åbnede munden for at spørge hvorfor, da hun begyndte at gå rundt om ham i cirkler. Han lignede nok et stort spørgsmålstegn, og han fattede ikke hvad hun havde gang i. "Hvorfor fulgte du efter mig? Du skulle have løbet i den anden retning!" sagde han, en anelse febrilsk, og stadig småforpustet fra løbeturen. Hans blik gled ned til hendes arm og han greb ud efter den for at inspicere riften hun havde fået. Den så ikke ud til at være særlig dyb. "Er du okay?" spurgte han og kiggede hende i øjnene.

[Deleted]

Hun bemærkede slet ikke at han mund bevægede sig lige til at starte med, hun havde alt for travlt med at sikre sig at han var okay, hvis der var sket noget med ham ville det jo delvist være hendes skyld. Eller det mente hun i hvert fald selv at det ville.
Hun kiggede op og ned af ham og først efter et par runder bemærkede hun munden der gled op og i imens den formede sig efter hvad det end var han var ved at fortælle hende. Hovedet gled først lidt på skrå og de brune øjne blev kebet let sammen i forsøget på at mundaflæse hvad han sagde. Hun fik da også fat i noget af det, problemet var bare at hun ikke kunne svare ham med ord.
Et lille gisp undslap hendes læber som han greb fat omkring hendes arm for at kigge nærmere på de overfladiske rifter. Hun slog lidt ud med hånden og smilede til ham, i en gestus der skulle sige at det ikke var så slemt. ”Jeg har en førstehjælpskasse hjemme i lejren, der kan jeg rense det.” Forklarede hun med tegnsprog. Ikke at hun regnede med at han forstod det – for det var der virkelig ikke mange der gjorde – men man kunne jo blive overrasket.

Hun tog forsigtigt fat i hans ærme for at trække ham lidt med sig, de måtte hellere komme tilbage til lejren inden de blev mødt af flere bjørne eller der der var værre, her i den dybe skov var de trods alt på deres enemærker.
Hun kunne stadigvæk ikke helt flytte blikket fra ham, hun var stadigvæk dybt rørt over at han havde sat livet på spild for hende på den måde, men samtidig gik hun og holdt øje med at han ikke havde en skjult skade et eller andet sted.
De lyse krøller samlede hun i en lidt sjusket hestehale bare for at tænke på noget andet end den rystende oplevelse de begge lige havde været udsat for. Det var virkelig alt for tæt på og hun burde uden tvivl holde bedre øje næste gang.

[Deleted]

Enzo kiggede helt forvirret på hende, da hun ikke så ud til at reagere på hvad han sagde overhovedet. Eller også var hun meget koncentreret om, hvad end hun havde gang i, mens hun gik rundt om ham. Han rynkede panden da hun endelig stoppede op og kiggede på ham, og skyndte sig at give slip på hendes arm, da hun gispede. Da hun begyndte at vifte med hænderne, blev han først endnu mere forvirret. "Hvad laver du?" spurgte han forundret, og forsøgte at følge hendes underlige armbevægelser med øjnene, men der foregik for meget til, at han kunne opfange hvad i alverden hun lavede. Der gik et par øjeblikke, før det gik op for ham hvad hele situationen var. "Åh!" udbrød han bare, mest for sig selv jo, for det var gået op for ham, at hun nok var døv. "Du- øh jeg mener.. Argh, du kan ikke høre mig," mumlede han, hvorefter han viftede lidt med hånden for at fange hendes opmærksomhed, hvorefter han pegede på sit øre. "Du er døv?" spurgte han og talte langsomt, i tilfælde af, at hun kunne mundaflæse.

Det var egentlig en ret underlig situation. Men det kunne i det mindste forklare hvordan hun ikke havde hørt bjørnen, eller hans advarselsråb. Han kiggede ned på sit ærme da hun trak i det, og derefter op på hende igen. Da hun begyndte at gå, skyndte han sig at følge efter. "Du må hellere få nogen til at kigge på dit sår, det ser ikke slemt ud, men for en sikkerheds skyld," begyndte han, selvom han godt vidste hun ikke kunne høre det, og det var måske også svært for hende at mundaflæse mens de gik - hvis hun overhovedet kunne det. "Det skal renses og nok forbindes, ellers kommer det til at gøre ondt, hvis du rører ved det," fortsatte han, mens de gik tilbage mod lejeren. Han kunne godt selv rense sår, men han vidste ikke, om hun ville tillade at han gjorde det for hende.

[Deleted]

Det kunne til tider godt være svært at finde folk at snakke med eftersom tegnsprog ikke ligefrem var et kendt sprog blandt befolkningen. Ella plejede dog ikke at tage så tungt når folk trak sig fordi de ikke anede hvordan de skulle kommunikerer med hende, nogengange opførte de sig bare som om at hun var fatsvag eller noget. Det var altid med det der underlige undskyldende smil og medfølende blik.
Nu skulle hun selvfølgelig ikke stryge alle over en kam, få synes det var sjovt at hun lærte dem lidt så de kunne snakke bare lidt sammen med simple fagter.
Hun hadede det, og havde især været ked af det over det da hun var yngre. Men nu havde hun ligesom vendt sig til det og lod sig ikke længere gå på af det, skønt hun jo ikke så ofte mængede sig med folk mere, det var nemmere i naturen hvor hun ikke behøvede at snakke så meget.
Faktisk var det også lidt enestående at hun havde valgt at tage med på turen her, men hun kunne godt bruge pengene og hun var jo glad nok for at møde mennesker, det kunne bare godt være virkelig anstrengende sommetider når de trak sig.

Det gik op for hende at manden igen snakkede til hende som han viftede med hånden for at fange hendes opmærksomhed. Hun lod de varme brune øjne hvile på ham som han pegede mod sit øre og spurgte om hun var døv. Heldigvis havde hun lært sig selv at være ret god til mundaflæsning.
Et varmt smil gled atter over hendes læber og hun nikkede imens hun formede munden og svarede "ja" uden lyd.
Hun fangede ikke alle ordene i hans sætning, men hun fangede godt budskabet. Endnu et tålmodigt smil løb over de rosa læber. Tålmodighed var en dyd når folk ikke fattede hvad man snakkede om og hun kunne - som nu - lige have sagt det samme, uden at den anden person var klar over det.
Ansigtet blev lagt i lidt tænksomme folder som hun prøvede at tænke på en anden måde at forklare at hun havde en boks med den slags i lejren.
Hun strakte den sårede arm frem og lod som om hun duppede den med usynligt papir og derefter bandt den ind i usynlig bandage og pegede så i retning af lejren uden at vide om han opfangede hvad hun mente.
Lidt ud af det blå gik det også op for hende at hun ikke havde takket ham for at redde hende fra bjørnen, hun så på ham som de gik og kunne ikke helt beslutte om hun skulle kaste sig ud i en ny omgang gæt og grimasser eller om hun bare skulle vente til de kom tilbage og så skrive det til ham på en seddel hvilket i realiteten nok ville være lettere.

[Deleted]

Et smil bredte sig på Enzo's læber, da hun nikkede ja til, at hun var døv. Det var selvfølgelig synd for hende, men han var glad for, at hun havde forstået ham. Selvom det nok var ret begrænset hvor meget de kunne kommunikere med hinanden, var det alligevel en sejr i hans øjne, at de havde forstået hinanden. Han kunne ikke noget som helst på tegnsprog, hvilket han egentlig fortrød nu. Han havde aldrig mødt en døv person, så han havde aldrig haft brug for det, men lige nu ville det gøre tingene en del nemmere, hvis han kunne. Men i stedet så han bare det, at de have sværere ved at kommunikere, som en udfordring. Og han elskede udfordringer!

Han så på hende mens hun igen lavede armbevægelser. Denne gang var det dog noget andet, kunne han se, mere ligesom gæt og grimasser, fremfor et individuelt sprog. Han rynkede panden en anelse mens han så på hvad hun lavede, og forsøgte at forestille sig, hvad i alverden hun mente. "Du kan selv rense og forbinde dit sår?" spurgte han, da han havde nået frem til, hvad han troede hun mente. Han kunne selvfølgelig tage fejl, men det var det mest logiske, ud fra hvad han lige havde sagt. Igen smilede han til hende, det hele var egentlig en temmelig surrealistisk situation. Han havde lige reddet hende fra en bjørn, og her stod de og viftede ad hinanden med hænderne. Heldigvis var de snart tilbage i lejeren, han trængte i hvert fald til at sidde lidt ned oven på den løbetur.

[Deleted]

Hun smilede igen. Nu var hun efterhånden så vandt til det med at klare sig, snakke uden nogen kunne høre hende. Eller sådan kunne det sommetider godt føles i hvert fald.
Dog lod han til at tage det ret cool. Hun havde oplevet mange trække sig når de fandt ud af det, men på den anden side var de jo også midt i skoven, det kunne jo godt være at han smuttede når de kom tilbage til lejren. Eller ikke bogstavelig forstand, men at han ikke ville snakke mere når det var - hvis man kunne kalde dette at snakke - Ella valgte i hvert fald ikke at sætte forventningerne for højt til at starte med, især ikke når han virkede så sød, han havde jo reddet hendes liv, men hun vidste også bare hvor skuffet hun ville blive hvis hun gik og håbede på at han ikke bare ville ignorerer hende resten af turen og han så endte med at gøre netop det.

Hun så lidt spørgende på ham da han forsøgte at gentage havd hun lige havde sagt, det var ikke altid let at mundaflæse, heller ikke selvom man var så trænet i det som hun var efterhånden var.
Efter en mindre tænkepause nikkede hun dog og gik ud fra at de mente det samme. 
De brune øjne vandrede fremad og hun kunne allerede nu fornemme toppene af teltene længere fremme. Hun pegede i retningen, skønt han nok allerede havde set det. 
Hånden der var ret blodig eftersom hun brugte den til at holde for såret, blev ført tilbage til riften på hendes overarm. Heldigvis gjorde det ikke så ondt, det var mere som om at det nev og svag en smule, dog gjorde det hende ikke nervøs, sådan var det jo med rifter og den slags. Desuden var den hverken dyb eller blødte faretruende meget, igen var det mere infektionen frem for såret i sig selv hun var bekymret for, men det problem ville blive løst når hun nåede til sin førstehjælpskasse i teltet.
Det varede heller ikke mange minutter før de nåede frem til lejren. Folk lod til at være ganske optaget af at bygge et bål end til at bemærke at de var vendt tilbage, hun smilede atter til Enzo og pegede så mod sit telt, bare for at informerer om at de havde nået deres mål - hvilket igen nok virkede ret åbenlyst.
Hun fandt hurtigt en lille tavle og noget kridt der han fast til tavlen i et stykke snor. En simpel, men ganske brugbar ting som hun næsten altid havde med sig så hun lettere kunne kommunikerer med folk. Hun kom atter ud af teltet imens hun skrev løs på tavlen, "tusind tak for hjælpen, du reddede mit liv." stod der med nydelig og let læselig håndskrift. Tavlen blev rakt frem mod manden.

[Deleted]

Enzo var glad for, at hun tog det med et smil, ligesom han gjorde. Men han gik heller ikke ud fra, at hun troede at han smilede af, at hun var døv, men mere af, at de forstod hinanden bare lidt. Han var allerede nu begyndt at spekulere i at lære tegnsprog, også selvom det langt fra var sikkert han så hende igen efter denne tur. Dog mente han at det var en ting der kunne blive nødvendig senere hen også, for at han bedre kunne kommunikere med folk der ikke kunne andet. Han slog sig selv mentalt for panden for ikke at have lært det noget før, men han havde vitterligt aldrig tænkt over det før. Men nu skrev han det på en mental to-do liste, så han snart kunne gøre op for den fejl.

Endnu et smil prydede hans læber, da de nåede frem til teltene. Han stoppede op da de var inde i lejeren igen, fordi han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv nu. Om han skulle gå med hende og sørge for, at hun var okay og fik renset sit sår, eller om han bare skulle gå tilbage til sit eget telt. Han opdagede dog, at hun pegede i retning af hendes telt, mens hun kiggede på ham, så han gik ud fra, at han havde tilladelse til at gå med. Ellers måtte hun formidle at han skulle stoppe. Han fulgte derfor efter hende til hendes telt. Dog blev han ude, da hun kravlede ind i sit telt, og han gik ud fra, at hun ville komme ud og rense såret. Han smilede dog igen, da hun kom ud og havde en tavle i hånden, som hun kunne skrive til ham på, og han betragtede hende med det store smil på læberne, mens hun skrev. Da han fik tavlen i hænderne kunne han ikke lade være med at føle en lille sejr, da dette gjorde det en del nemmere for dem at kommunikere. "Det var da så lidt," sagde han i en ydmyg tone, selvom hun ikke kunne høre det. Han havde ikke ligefrem gjort det for at få noget ud af det selv. "Hvad hedder du egentlig?" spurgte han så, og sørgede hele tiden for at tale langsommere end normalt, så hun kunne mundaflæse. "Jeg hedder Enzo," sagde han, og spekulerede lidt på, om hun mon forstod hans navn, eller om det bare så underligt ud, når han formede de lyde med munden.

[Deleted]

Generelt var Ella faktisk ganske bekymringsfri. Hun havde lært at tage tingene som de kom, og måske hellere se der som udfordringer der skulle overvindes frem for at sætte sig ned og græde over det.
Selvfølgelig var hun stadigvæk meget rystet over angrebet og det ville sikkert også være noget der ville hjemsøge hendes drømme det næste stykke tid frem – ingen tvivl om det – men hun brød sig ikke om at sidde og tænke for meget over det, måske var hun stadigvæk lidt i chok over det og selve reaktionen lod vente på sig, men den tid den sorg, lige nu måtte hun bare fokuserer.
Hun smilede igen og førte en hånd til sit hjerte som for at forklare at hun var ham virkelig taknemmelig. Det havde jo ikke ”bare været så lidt” han kunne jo være endt med at komme alvorligt til skade.
På ny tog hun tavlen og skriblede hurtigt ned igen, ”Elladora, men alle kalder mig bare Ella.” Det var lidt sjovt at hun kunne sige at alle kaldte hende det, det gjorde de jo, men hun kunne jo ikke høre det.
Øjnene blev knebet lidt sammen da han sagde sit navn. Det var svært at forstille sig lyden af et navn inde i hovedet, desuden var hun ikke helt sikker på hvad han havde sagt, da hun jo af gode grunde ikke kunne genkende navnet.

Den fyldte tavle blev visket ren og hun skrev igen, ”Iso?” Hun rakte tavlen frem mod ham og smilede lidt undskyldende. Det var ofte en krig at finde ud af folks navne hvis ikke de kunne tegnsprog eller havde et navn hun ofte havde ”hørt”.
”Øjeblik” Fik hun skrevet ned inden hun på ny forsvandt ind i sit telt og fandt førstehjælpskassen frem som jo egentlig havde været den hun havde været inde efter. Hun åbnede den og tog nogle forskellige sårrensnings væsker og salver frem, noget hun kunne vaske af med.
Hun fangede tavlen igen, ”er du okay? Den fik ikke fat i dig?” De brune øjne havde en lidt bekymret glød over sig. Hun ville hade hvis han var kommet til skade på grund af hende.
Hun sprittede hurtigt sine hænder og gav sig så til at rense såret. Ansigtet forvred sig lidt , det sveg lidt og hun lod vatrondellen falde lidt ned som hun lige tog sig sammen til at forsætte.

[Deleted]

Endnu et smil gled over Enzo's læber, da han læste hendes navn, som hun havde skrevet på tavlen. "Det er et smukt navn," sagde han og bed sig en anelse i læben efter. Det kunne måske godt virke som om det var noget han bare sagde, men han mente det nu. Det klædte hende også, navnet, og det bedrøvede ham faktisk en anelse, at hun aldrig havde hørt sit eget navn. Medmindre selvfølgelig at hun ikke var født døv, det kunne han aldrig vide. Han kunne mærke nysgerrigheden boble, men det var ikke noget han ville spørge om nu, han ville ikke trænge sig på når de slet ikke kendte hinanden. Men han måtte indrømme, at man fik dannet et helt anderledes bånd, når man sådan reddede et andet menneske fra en bjørn. 

Da han modtog tavlen igen og han læste hvad hun havde opfanget hans navn var, måtte han bide sig i læben for ikke at komme til at grine. Han følte ikke han kunne tillade sig at grine, når hun jo ikke kunne gøre for det. I stedet rystede han dog på hovedet og viskede tavlen ren, hvorefter han skrev sit navn med hurtige kragetæer. Hans skrift var knapt så pæn som hendes, men han var sikker på hun kunne læse det, og han rakte derfor tavlen tilbage til hende. "Enzo er måske også et lidt underligt navn her i landet," sagde han, da han fik hendes opmærksomhed igen. "Jeg er fra Italien," forklarede han så, med et smil på læberne. Der var intet at sige til, at hun ikke havde 'hørt' om hans navn før, for det var ikke ligefrem alle englændere der hed et italiensk navn. Han betragtede hende som hun kravlede tilbage i teltet og kom ud igen kort efter med førstehjælps kassen. Da han igen modtog tavlen smilede han, og rystede på hovedet. "Jeg er uskadt," sagde han. Interesseret så han til mens hun rensede sit eget sår, og han forsøgte at se efter, om der var nogle steder hun manglede, men det så ikke sådan ud. Hans øjne gled op til hendes igen med et bekymret udtryk i ansigtet, da hun måtte stoppe op, for at det ikke skulle svie for meget. "Er du okay?" spurgte han, bekymringen også tilstede i hans stemme, men det kunne hun selvfølgelig ikke høre.