Siempre

[Deleted]

Tilegnet:

Cecilia Crevan Fox

 @chilla

 @dacoda

 @delaine

 @esther

 @diane

 @jethro

 @judass

 @lianna

 @lucia

 Lydia Weasley-Lupin  @malvina  matthew

 @marisol

 Margus W. Dragowska Fox

 @michaelv

 @michella  @mylon

 @noah01  @rahuu  @raven  Raysal Andrew Fox  @rosangela  Tessa Mikhailovich

 @tobiasn  @uriah  @williamf  @xander

Det var endelig blevet den store dag. Margus skulle giftes, med Marisol. Margus havde taget et mørkeblåt jakkesæt på, og for en gangs skyld havde han taget en neutral sort butterfly på. Ceremonien foregik ude i haven, i noget der mindede om et sne og is landskab, men som blev varmet op med magi. Margus stod og så ud over gæsterne. Han var nervøs. Det var man vel altid hvis man skulle giftes. Han kiggede kort hen på sin onkel, som han havde valgt til forlover. Han kiggede også hen på præsten, som skulle vie dem, for at sikre at alt var på sin plads. Alt skulle være helt perfekt, til den store dag. Margus var ret så nervøs efterhånden, fordi der kunne jo ikke gå forfærdeligt lang tid, før ceremonien begyndte. Han kiggede hen på pladserne, hvor folk fra garden sad. Det var beroligende at se hen på de ansigter han kendte. Der kunne ikke være lang tid endnu. Hvad nu hvis der gik noget galt? Nej, det måtte ikke ske. Han smed hurtigt den tanke ud af hovedet igen. Nu måtte det meget gerne snart begynde.

[Deleted]

Tusniende tanker fløj gennem hovedet på Marisol imens hun ventede på, at der blevet givet tegn til, at det hele skulle begynde. Hvor var Roseangela? Hvorfor var der ingen, der havde hørt fra hende? Var der sket hende noget? Hvor var hun henne? Kunne Marisol tillade sig, at holde bryllup, når hendes søster manglede? Ville hun virkelig gennemføre brylluppet, uden sin søster som brudepige? Handlede den her dag ikke mere om Margus og Marisol? Burde hun ikke bare fokusere på hende selv og Margus, nu hvor det var deres bryllup? Var det ikke utrolig egoistisk, at tænke på sin egen lykke, når ens søster måske var langt fra lykkelig, og måske endda... nej. Hun måtte ikke tænke den tanke til ende. Hun måtte ikke tænke på Roseangela som sovende og iskold. Selvom det gav god mening at være iskold, nu hvor der var så forbande koldt i Rusland. Og selvom magien hjalp meget på det, frøs Marisol stadig, men hun ignorerede det. Hun tænkte slet ikke på kulden. Kulden var faktisk hendes mindste problem. Hun havde altid den dejlige store varme kappe, som Margus havde lånt hende den gang de mødtes. Et lille smil kom på hendes læber over minderne fra den dag. Det virkede som hundrede år siden, at hun havde kastet dolorosoforbandelsen på ham, til hun nu stod i brudekjole, og skulle giftes med ham, og alligevel, var det som om det var i går. I går sad hun på biblioteket med sin varme kakao, og kiggede ude på sneen, imens hun prøvede på at finde på en god undskylning for ikke skulle holde jul med sin familie, og i dag stod hun i brudekjole og skulle giftes. Brudekjolen var også en af de ting, der fylde hendes tanker. Var den god nok? Var den smuk nok? Viste den hendes gravide mave, eller skjulte den det? Skulle hun vise hun var gravid? Skulle hun holde det skjult? Hun havde lyst til at rive kjolen og ringen af, og flygte væk fra det hele. Det hele virkede så skræmmende og hurtigt. Hun kunne ikke følge med! Hun stod og begyndte at hyrperventilere, og mærkede hvordan hun var lige ved at begynde at græde. Hun kunne ikke genføre det! Hun kunne ikke! Hun blev nødt til at aflyse det hele! 

"Querida niña," kom det bekymret fra hendes far Carloz, da han kom ind for at hente hende, da det var nu det skulle begynde. "Padre... no puedo..." Stammedet hun imens hun kæmpede for at holde tårende tilbage. "Demasiado rapido." "Niña. Tu puedes. Piense en Margus." Kom det opmuntrende, alvorlig og støttende fra hendes far. "Ruso..." Mumlede hun, og mærkede hvor meget hun savnede ham. Hvorfor skulle Malvina også havet tvunget hende til at forlade Margus så tidligt? Hun kunne da sagtens havet brugt lidt mere tid sammen med ham, før hun blev nødt til at tage afsted, på grund af alt det der fis med, at han ikke måtte se hende før det hele begynde. "Ruso..." Mumlede hun igen før hun kiggede på sin far. "¿Como me veo?" Spurgte hun, og hentydet ikke bare til hendes lette naturlige makeup, der skjulte hvor meget hun frøs, men også hendes hår og hendes kjole. I sær kjolen. Hun havde valgt en, der skjulte hendes mave så meget. Hun ville ikke kunne håndtere både bryllup og skulle snakke om sin graviditet. Det var også derfor, at hun havde valgt at kjolen skulle være så simpel som muligt, så der forhåbentligt ikke alt for mange, der ville kigge og stille spørgsmål. Den var bare lang uden ærmer og snehvid, med meget lyseblå små blomster i syningerne. I håret havde hun et lille tiara, der havde en enkel mørkeblå diamant i, som havde tilhørt hendes mormor. "Tan hermosa." Svarede hendes far helt bevæget, og sank en enkel gang. "Mi pequeña niña." "Padre..." Hun gav ham et lille forsigtig knus, da hun var bange for, at han skulle mærke hendes mave. 

"¿Estás listo?" Spurgte han alvorlig, med armen i en gestus til, at hun skulle tage den, så de kunne komme igang. Hun tog en dyb indånding. Ville hun nogensinde blive klar? Nej. Men var hun klar til at se Margus, og dele resten af sit liv med ham? "Sí," sagde hun nervøs, før hun tog sin fars arm, før de begyndte at gå fra det lille rum hun havde befundet sig i. Ruso. Mi Ruso. Mi amor. Tænkte hun igen og igen, for at samle sig styrke til den kæmpe oplevelse, der nu ventede hende. Hun stoppede dog med at tænkte, da hun så ham stå og vente på hende. Margus! Hendes Ruso! Han stod der, og ventede på hende, som han havde lovet hende. Han ville altid være der for hende, og hun elskede ham for det. Tænk, at når hun og hendes far langt om længe kom der op til ham, og hun havde sagt ja, ville hun være hans, for altid.

[Deleted]

Margus var for alvor ved at blive nervøs nu. Kunne det ikke godt snart gå i gang? Tænkte han, imens han så ud over gæsterne. Der var gået så kort tid, og alligevel skulle de nu giftes, samtidig med at Mari var gravid. Det var gået så hurtigt, men det var som det skulle være. Et sæt gik igennem ham, da han så hende. Hvor var hun smuk. Det føltes som om der gik 100 år før hun kom op til ham. Han blev mindre nervøs, jo tættere de kom på at skulle sige ja til hinanden, og være hinandens for altid.

[Deleted]

Som de kom tættere og tættere på, blev hun mere og mere nervøs. Hun havde aldrig i sit liv været så nervøs. Ville hun også havet været så nervøs, hvis det hele ikke var gået så hurtigt, og hvis hun ikke var gravid? Hun vidste det ikke, og hun havde også mere travlt med at lytte til sit hjerte, der slog så hurtigt, at hun ikke kunne høre andet end det. 

Da hun var helt oppe ved ham, kiggede hun kort over på sin far, der så ud til at han var på grådens rand. "Padre," mumlede hun stille, og gav ham et lille forsigt knus, før han kiggede så alvorligt han kunne på Margus, før han lagde Marisols hånd over i Margus' hånd. "Cuida de ella." Sagde han alvorligt, før han gik ned til sin plads. "Pas godt på hende," oversatte hun af ren refleks, uden at tænke over hvad han havde sagt, før hun slev tænkte over det, og begyndte at rødme lidt imens hun kiggede genert ned. Hendes far skulle da også bare være pinlig, lige sekundet før hun skulle giftes. Hun kiggede op på ham igen, da hun vidste, at hun bare ville rødme endnu mere, hvis hun blev ved med at stå og rødme på den måde. Hun tog en dyb indånding, og mærkede hvordan hun stadig var nervøs, men det hjalp utrolig meget, at hun nu var sammen med Margus, og ikke længere var alene om det hele. Hun var klar til at blive gift, hvis han var. Han skulle bare vende sig præsten, og så skulle hun nok følge ham. Hun ville jo følge ham ligemeget hvad.

[Deleted]

Margus smilede da han fik hendes hænder i sine. Han kiggede hende i øjnene, i noget tid før han vendte sig imod præsten. "Vi er samlede her idag, for at bevidne vielsen mellem Marisol Elizabeth Fox og Margus White Dragowska." Sagde præsten, højtideligt. Han gjorde tegn til at Margus kunne sige sit løfte, hvorefter Margus vendte sig mod Marisol. "Jeg, Margus White Dragowska, vil love at komme tilbage hver eneste gang, uanset hvad mit arbejde kræver." Sagde Margus med lettere nervøs stemme, og skævede kort ud mod garden. Nu var det igang, der var ingen vej til bage mere. Det skulle være ham og Mari, uden indblanding fra nogle andre. Kun ham og Mari, og deres barn. Han huskede tydeligt, den første dag de mødtes. Det havde ikke just været den bedste start på deres forhold. Og idag stod de og skulle giftes, efter så kort tid.

[Deleted]

Hun kiggede ham i øjne, som han kiggede i hendes, og mærkede hvor nervøs hun stadig var, og hvordan rødmen fik hende til at sænke sit blik lidt, før hun kiggede på ham, før hun lydløst forsigtigt sagde, "te amo Ruso," før de vende sig mod præsten. Hun var vendt mod ham, men hendes blik var stadig rettet mod ham. Det var derfor, hun ikke rigtig hørte hvad præsten sagde, men hun vendte sig mod Margus, da hun så, at han vendte sig mod hende. Hun kiggede ham i øjnene, imens han sagde sit løfte, og prøvede virkelig på ikke at komme til at græde. Hun elskede ham, og han elskede hende, og de stod og var igang med at blive gift, og han lovede hende, at han altid ville komme tilbage, ligemeget hvad. Havde det ikke været fordi de var igang med at blive gift, havde hun uden tvivl kysset ham. Hun tog en dyb indånding, for at få lidt styr på sig selv, så hendes stemme ikke lød lige så bevæget, som hun følte sig. "Jeg, Marisol Elizabeth Fox, lover, at jeg vil beskytte vores familie. Lige meget hvad hvilke konsekvenser og midler det kræver af mig." Det sidste sagde hun med et lille smil, da mindet om deres første møde med dorlrosoen fylde hendes minder, og efterfuldt af nogle mindre skænderier og vrede udbrud, der heller ikke havde været særlig pæne. Især Det Slagtede Lam, og da hun fandt ud af, at hun var gravid, stak ud i de minder. Selvom det måske var nogen minder folk normalt ikke ville finde positive, så Marisol kun det positive i dem. For det viste bare, hvor meget de elskede hinanden, og bekymrede sig om hinanden. Det var virkelig ægte kærlighed. Og tortur ved første blik.

[Deleted]

Margus afventede lidt, og gav Mari et beroligende blik. Han lyttede til hendes løfte, og mærkede hvor rørt han blev. De stod lige nu og her, og skulle giftes. "Margus White Dragowska, vil du tage Marisol Elizabeth Fox, til din hustru?" Spurgte præsten højtideligt. Nu var der ingen vej tilbage. De skulle snart leve hele deres liv sammen. "Ja." Svarede Margus. Nu skulle præsten kun spørge Mari, og hun skulle sige ja, og så var de mand og kone. Margus White Dragowska Fox og Marisol Elizabeth Dragowska Fox. Det passede godt sammen. De skulle snart officielt være en familie. En familie med samme navn.

[Deleted]

Hun blev lidt mere rolig, da han sendte hende et beroligende blik, men hun var stadig nervøs. Hun smilede lidt, da præsten sagde hans mellemnavn, før hun virkelig fik svært ved at holde tårende tilbage, da han sagde ja, og hun mærkede et sug gå gennem hende. Han ville virkelig giftes med hende! Det var ikke bare noget han sagde, for at gøre gengæld på alle hendes møgfald. 

"Ligeså tilspørger jeg dig, Marisol Elizabeth Fox. Vil du have, Margus White Dragowska som hos dig står til din ægtemand?" Spurgte præsten, før hun meget bevæget svarede, "sí." Hun var alt for glad og bevæget, til at huske at snakke engelsk, men i det øjeblik, kunne hun ikke være mere ligeglad. Hun ville med glæde sige ja på al verdens sprog, så længe det resulteret i, at hun blev gift med Margus. Hendes elskede Ruso. "Så giv hinanden hånd derpå." Sagde præsten, og hentød til de skulle give hinanden ringen på. Letter skælvende, rakte hun sin hånd, så han kunne give hende sin nye ring på. Hun var stadig så nervøs, uden hun vidste hvorfor. Men så længe Margus var der, var det til at overkomme.

[Deleted]

Margus smilede, da hun sagde ja. Eller Si vel og mærke. Nu var de så godt som gift, nu manglede de bare at give hinanden ringe på. Det var helt uvirkeligt for Margus. Han tog imod hendes hånd, hvorefter han med skælvende hånd, satte hendes ring, på hendes finger. Han gav hende, hans hånd for at hun kunne give ham hans ring på. Om lidt var de gift. Officielt og det hele. Han behøvede ikke at være nervøs mere, nu hvor det alligevel var overstået. Nu ville deres søn, ikke være et uægte barn, som nogle traditionelle familier, kaldte det. Han var rørt, over at de snart var mand og kone, lige meget hvor lidt tid der var gået. Han glædede sig til at se hvad der så skulle ske. Hvad fremtiden ville bringe. Det var et helt nyt kapitel i Margus liv. 

[Deleted]

Hun mærkede hvor hurtigt hendes hjerte slog, imens han satte ringen på hendes finger. Det skete virkelig. Det sket virkelig nu! Nu var de så godt som gift! Hun tog forsigtig hans hånd, før hun forsigtig satte ringen på hans finger, imens hun virkelig kæmpede for at holde tårende tilbage. Hendes øjne var stadig på hans ring, da præsten sagde. "Jeg erklære jer nu at være ægtefolk at være. Du må nu kysse bruden." De ord sendte et sug af ren lykke igennem hende, før hun kiggede op på Margus. Hendes nye elskede mand, som hun skulle dele resten af sit liv med. De skulle være sammen, for al tid.

[Deleted]

Margus smilede da hun satte ringen på hans finger. Da præsten erklærede dem for at være ægtefolk, smilede han endnu mere. Han gav Mari et langt kys. De var mand og kone nu. Det kunne ikke være mere perfekt, end det var nu. Det var slet ikke til at fatte at de nu var blevet gift. Det var som det var igår, at han havde været bange for at han aldrig ville kunne stifte familie. Og nu stod han der, med sin kone, og ventede et barn. For første gang i lang tid følte han at han kunne bringe ære over familien. Det var en rar følelse. Hans forældre ville helt sikkert have være stolte.

[Deleted]

Da han kyssede hende, gengælde hun med det samme kysset, og slog armene om ham. Hun var overlykkelig. De var langt om længe mand og kone. Marido y esposa! "Te amo siempre." Sagde hun stille og lykkelig, og kiggede ham dybt i øjnene. Hun havde slet ikke lyst til at dele ham lige nu med alle deres venner og familie. Hun havde mest af alt lyst til at transfere sig væk sammen med ham, så hun ikke blev nødt til det, men som en god hustrue og værtinde, blev hun nødt til at bide sin egoisme i sig, og dele ham med de andre.

[Deleted]

"Siempre" Gentog Margus stille, med lettere rystende stemme. Han var ovenud lykkelig. Nu var der intet, som kunne komme imellem dem. De var hinandens for evigt nu. "Skal vi?" Hviskede Margus, og hentydede til at skulle de skulle gå til det "rum" hvor festen skulle afholdes. Det havde været smuk ceremoni, syntes Margus. Han var glad for at det var i de omgivelser, som det nu var. Det var bedre end at det bare var i et eller andet lokale. Det her var mere specielt, eller magisk, hvilket det jo faktisk var. "Jeg elsker dig." Sagde han lavt, og gave hendes hånd et lille klem.

[Deleted]

Xander var ankommet lidt sent og havde betragtet festlighederne lidt på afstand nede bagerst. Han var ikke fan af denne slags ceromonier, eller jo de var da hyggelige nok, men der var altid så mange mennesker. Pudsigt nok. Han var mere fan af stille og rolige omgivelser, men det at blive gift var helt afgjort en smuk ting og han glædede sig da lidt til at kunne ære familien ved selv at gifte sig med den rette kvinde.
Han vidste at der var en tiltænkt ham, men han vidste endnu ikke hvem hun var. Matthew havde dog været heldig, hans trolovede så ganske godt ud, de burde også være her et eller andet sted, det var jo Margus søster.
Hvad Matthew syntes om sin kommende kone anede Xander ikke, de snakkede ikke rigtig om den slags, det eneste Xander var nået frem til, var at Matthew ville være meget insisterende om at de skulle bo i Norge når de engang blev gift og skulle flytte sammen. Xander smilede lidt for sig selv. Matt kunne være så afsindig stædig sommetider.


// bare kør emnet videre uden at vente på mine svar, for ved ikke hvor meget jeg kan nå at være med når jeg også har alle mine andre emner, men smider et svar ind i mellem regner jeg med xD

[Deleted]

Havde Rahuu vidst at åbne skolen, og ansætte sin kusine og sin søsters dødsgardist resulteret i at de blev gift, havde hun åbnede den for længe siden. Hvor var det fantastisk, at hun på en måde havde ført to mennesker sammen, uden at være klar over det. Og hvor var det fantastisk, at hun var blevet inviteret med til deres bryllup. Hun sad på en af de forreste rækker, da hun jo var nærmeste familie af Marisol, og hvis hun selv skulle sige det, god ven af Margus. Hun forstod godt sin kusine. Margus var en god mand, som hun var sikker på Marisol ville blive glad for. Rahuu var selv glad for ham, og stod i evig gæld til ham. Hvad var der sket med hendes børn, hvis han ikke havde været der? Hun rystede hurtigt den tanke ud ad hovedet. Hendes tre ynglings piger i hele verden, skulle ikke tænkes på som kolde livløse lig. Ingen af dem. Lucia var overraskende glad for at gå på skolen, og havde ikke snakket om den danseskole, som hun altid havde snakket om. Nu var hun ved at være glad for at gå på skolen. Chilla var nummer ét i sin klasse, og havde top karakter i samtlige fag. Hun gjorde virkelig sin mor stolt. Hun var virkeligt et lille geni. Og så var Michella. Hun var ved at blive lige så stor som sine søskende, og havde virkelig også nogle fine karakter, taget hendes vredes udbrud i betrækning. Hvor hun havde alt den energi fra, vidste hverken Rahuu eller Nick. De vidste kun, at det forhåbentligt blev beder med tiden, især efter hun nu var blevet fast besluttet på, at hun skulle være dødsgardist når hun blev stor. Det gjorde Rahuu glad men også letter nervøs. Hun vidste jo alt for godt fra sine søskende, hvor meget livet som dødsagardsit kunne ødelægge ens liv. Det var derfor, at hun nu sad og havde svært ved ikke fælde en tåre, imens hun så Marisol og Margus blive gift, eller når hun ud ad øjenkrogen så Raysal sidde sammen med Noah og sine tre børn. De var alle levende beviser på, at selvom livet som dødsgardist var hårdt og ødelagde meget i ens liv, kunne man sagtens blive lykkelig og få en familie. Og hun ønskede virkelig ikke noget andet for sin familie og kære, end at de var lykkelig.