Did I Mention

[Lorelai King]

Ezekiel Amardeus - Zekes hus - April 2053, omkring kl 17.

Lorelai havde i mange år godt vidst, at hende, Brooke og Rita kun halvsøskende, Lorelai selv havde nemlig en anden far end sine søstre havde. Men hun havde aldrig helt haft modet til, at finde ud af mere som sin biologiske far og søskende som var på hans side. Hvilket der nok var flere grunde til. For det første, så ville hun jo ikke gøre hendes stedfar ked af det, det var jo ham som havde opdraget hende og været der for hende i gennem hele hendes liv, og det var ham hun kaldte far.
Alligevel var hendes nysgerrighed på denne ukendte del af hende også blevet så stor med årene, at hun havde prøvet at finde sin biologiske far, men uden held, hun vidste ikke engang om manden stadig var i live og hvis han var, hvad han så lavede. Faktisk havde hun kun et navn på ham, hun havde ikke engang set et billed af ham.

Men nu var det endelig lykkes hende at finde frem til en person som måske ville kunne give hende nogle svar. Hun havde fået sin bror, hvis hus hun lige nu stod ude foran. Hun bed sig lidt i læben, hun ville ønske at hun vidste, om han overhovedet kendte til hende. Det var der nok kun en måde at finde ud af på, hvilket fik hende til at banke på døren. Det var en smule trist i vejret, typisk april vejr, med lidt små byer af og til.
Det var dog først nu, at tanken slog hende, måske hun lige skulle have skrevet en ugle eller sådan noget først? Nu vidste hun godt nok ikke, hvor meget eller lidt han fulgte med i musikkens verden, men Lorelai var jo ikke ligefrem som gennemsnittet, hun havde ligget på ti hit lister i nogle år efterhånden og var der sådan set stadig.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke sad inde på sit kontor og forsøgte at få styr på nogle småting i forbindelse med en fange der havde været meget psykisk ustabil gennem nogle måneder. Desværre var Zeke ret godt til at få sympati med disse mennesker, men det havde nok noget at gøre med at han følte at de fleste af dem (ikke alle) havde en grund til at gøre som de gjorde.
Som deres terapeut kom han jo også ind på livet af dem og han havde nok altid taget udgangspunkt i hans far. Der var bare så mange triste skæbner derinde. Folk som ikke havde tænkt sig om som unge og pludselig fik frarøvet sig en livsalder i et fængsel så dystert at hvis ikke de havde været sindsyge da de røg ind, så var de det da i hvert fald når de kom ud.
Zekes job bestod i at bedømme hvornår de var klar til at komme ud igen, og om de nogensinde blev klar. Det var jo ikke alle der blev klar til at vende tilbage til verden udenfor.

Som det bankede på døren rettede han sig undrende op. Hvem i alverden kom dog forbi her? Han boede trods alt midt i en skov med flere kilometer til den nærmeste nabo. Dog kunne det være et par vandrere, det ville ikke være første gang at nogen kom forbi for at få fyldt deres vandflasker. Han brød sig generelt ikke om at få gæster, det lå nok tilbage fra hans teenageår hvor han havde isoleret sig selv i huset her i frygt for at skade folk.
Han bevægede sig roligt hen til hoveddøren og åbnede den. Blikket faldt på den blonde kvinde, men Zeke kunne ikke lige umildbart genkende hende. Men nu så han heller aldrig tv eller lyttede til musik og når han endelig læste aviser, læste han kun det der omhandlede noget han kunne bruge til noget. Havde Ashleen været hjemme havde hun måske nok kunne genkende kvinden, men hun var ikke lige hjemme nu. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" SPurget han uden at lyde vred eller irriteret, men heller ikke ligefrem venlig, nok nærmere sådan lidt udtryksløst.

[Lorelai King]

Lorelai trippede lidt med den ene fod, som hun afventede om der ville være nogen hjemme. Som døren blev lukket op og hun blev mødt af en mand hun aldrig havde set før, var hun ret hurtigt til at regnede ud, af hun lige nu stod forover sin bror. Tanken var virkelig underlig, hun var jo kun vant til at have søstre omkring sig, selvom hun havde vidst det i mange år.
Hun rakte venligt hånden frem mod ham, "Godeftermiddag, mit navn er Lorelai King, er De Ezekiel Amardeus?" spurgte hun, bare lige for at være på den sikre side, det ville være så akavet, hvis hun bare lagde ud med, 'du min halvbror' og så det ville vise sig, at hun var gået forkert eller sådan noget.

Det var egentlig ikke fordi hun havde de helt store forventninger til ham, om at de nu skulle til at få et rigtigt søskendebånd, ikke at hun ville brokke sig, hvis de fik det, men hun prøvede ikke at sætte sine forventninger for højt, nok mest fordi hun som altid bare prøvede at beskytte sig selv.
"Er Deres far Miquel Amardeus?" spurgte hun og lagde armene lidt omkring sig selv, og bed sig lidt i læben, hun var nok en smule nervøs, for om hvordan han ville reagere, mest fordi hun ikke vidste om han kendte til hende, og hun vidste jo at hun også havde en søster på farens side.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke kiggede på den blonde kvinde foran ham og rynkede brynene let. En ting var at han sjældent fik gæster, en anden ting var når gæsterne så kendte hans navn? Den var ny. "Ja det er mig? Hvad drejer det sig om?" Spurgte han en smule forvirret. Han kendte ikke særlig mange mennesker. Faktisk kunne man nok tælle hans bekendtskaber på en hånd og hende her vidste han at han ikke havde set før. Heller ikke som en veninde af Annas. Han glemte meget sjældent ansigter eller dufte for den sags skyld.
Navet sagde ham dog et eller andet, men han vidste ikke hvor han havde hørt det før. Måske nogen havde nævnt det engang eller noget i den stil?

Han rynkede brynene og et forvirret udtryk blev pålagt ham. HAn kunne mærke at han blev nervøs. Var der sket ham noget? Men det ville han da have hørt? Han var nede ved ham i går. I dag havde han holdt fri - hvilket ellers også var en sjældenhed.
Hvem var hun i det hele taget? Hun arbejdede ikke i Azkaban så hvordan skulle hun vide hvis der var sket noget? Måske hun var fra Ministeriet. Det gik op for ham at han havde stået og gloet mærkeligt på hende i lidt for lang tid og han rømmede sig.
"Er han okay?" Spurgte han så i en lidt hæs stemme. Om hans far var "okay" var måske også lidt af et sats, manden havde jo ikke været okay i mange år, han men efter omstændighederne.
Zeke følte sig pludselig vanvittig nervøs, bare ikke af samme årsager som hun. Han glemte helt at tilbyde hende at komme ind, men nu var han heller ikke særlig gæstfri normalt.

[Lorelai King]

Et lidt lettet smil meldte sig på Lorelais læber, da hendes oplysninger var korrette, dog blev det også en smule mere nervøst igen, da han spurgte hvad det drejede sig om, hvordan smed man lige sådanne en bombe? Hun bed sig lidt i læben, "Jeg.. De må undskylde jeg bare kommer anstigende på den her måde, men.." hun tav en smule, hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle formuler sig.
Hun ville lige nu faktisk bare ønske at hun havde været så klog og lige sendt ham en ugle først. Godt nok var Lorelai fremme i skoene når hun stod på en scene, men så snart hun nok ned fra den, så kunne hun også blive lille som en mus, hvilket hun følte sig som lige nu.

Hun fygtede kort sine læber, som hans blik på hende pludselig ændrede sig en smule, bare han ikke troede hun var skør eller sådan noget. Hun rømmede sig næsten samme sekund som han gjorde det, og sendte ham så et lille, lidt forsigtigt smil, som dog hurtigt forsvandt igen, da hans næste spørgsmål lød, hvilket blot fik hende til at rynke lidt på panden.
"Ehm.. Det havde jeg nok lidt håbet på, at De kunne fortælle mig.. Ser De.. Han er også min biologiske far, jeg har bare aldrig mødt ham," sagde hun og kunne allerede nu, mærke hvordan hun bare forventede, at han ville smække døren i hovedet på hende, især fordi han ikke engang havde budt hende indenfor.

[Ezekiel Amardeus]

Dette her var nok noget af det underligste Zeke havde oplevet. Hvem var denne kvinde? Han havde en skidt fornemmelse, men det var nok primært fordi han ikke anede hvad dette her gik ud på og han var bange for at der var sket noget med hans far. "Undskyld hvad?" Nu var han da dobbelt så forvirret.
Han gloede lidt op og ned af hende med tvivlsomme øjne, "hvad mener du med at han er din far?" Spurgte han forvirret. Det kunne jo ikke passe. Zekes far havde altid været gift med hans mor frem til den dag hun døde - hvilket var samme dag han endte i Azkaban så det kunne jo ikke være sandt.

Hans første indskydelse var at råbe af hende hvad fanden hun bildte sig ind at komme her og tro hun var en hel masse, men pludselig vendte erindringen tilbage fra Maggie hjemme ved Alec og han mærkede et strejf af dårlig samvittighed. Der måtte jo være en logisk forklaring.
Mon det måske kunne være Alec der lavede numre med ham for at bevise at Zeke jo heller ikke ville tro på det hvis en fremmede troppede op i hans hjem. Nu virkede Alec ikke lige som typen der kunne finde på den slags, men det lå bare latterligt tæt på oplevelsen med Maggie og måske det var der Zeke havde hørt navnet før. Måske hun var en veninde af Alec.
Han slog tankerne ud af hovedet. Der var vel kun en måde at komme til bunds i dette her på. "Måske du skal komme indenfor så vi kan snakke?" Forslog han. Hvis dette her var et trick ville Zeke stadigvæk virke som den fornuftige for at bevise overfor Alec at alle havde ret til en chance.

[Lorelai King]

Lorelai så lidt på Zeke, som prøvede hun at spotte nogle træk de begge havde, men det var ikke ligefrem fordi de lignede hinanden helt vildt, overhovedet ikke faktisk. Men nu lignede Lorelai også sin mor virkelig meget. "Miquel Amardeus er min far, biologiske set i hvert fald, jeg har aldrig mødt ham, men.." hun tav lidt og bed sig lidt i læben.
Hun vendte blikket mod jorden en smule, før hun vendte blikket tilbage på Zeke, "Jeg mener at den mand jeg altid har kaldt far, ikke er den mand som er min far i følge min dåbsattest," forklarede hun, hun vidste ikke hvilket blodstatus Zeke havde, hun vidste bare at hun selv var halvblod, men nu var hun trods alt heller ikke typen som gik vildt meget op i den slags.

Lorelai prøvede sig lidt frem med et lille forsigtigt smil, som han bød hende indenfor og nikkede så lidt, "Ja.. Tak," sagde hun og trådte indenfor i gangen, hvor hun tog jakken af og derefter sine sko, som tog syv cm af hendes højde.
"Du må undskylde jeg bare kom sådan brasende, jeg burde nok have sendt en ugle først," sagde hun og sendte ham et undskyldende blik, det var faktisk ikke særligt fedt gjort, en advarsel havde måske været meget rart for ham. "Du.. Eller vi, har en søster mere, ikke sandt? Jacqia?" spurgte hun en smule tøvende.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke gloede forvirret på hende. Det kunne da ikke passe. Hans far havde jo altid været sammen med familien, hans far og mor havde været sammen længe før han blev født så det gav slet ikke mening! "Det..kan da ikke passe?" Sagde han med rynket bryn, han ville dog ikke skabe en stemning som Alec havde gjort for tænk hvis det var Alec der havde sendt hende for at teste ham, for at understrege pointen med Maggie.
Nej, han måtte forholde sig cool og fattet. "Min far har været gift i mange år. Hvor gammel er du?" Spurgte han og kunne godt selv høre at det måske var en smule direkte, men han ville jo gerne vide om det kunne give mening.

Det var virkelig mærkeligt dette her. Han nikkede blot og tog hendes jakke for at hænge den på knagen. "Kom med," sagde han roligt og gik op ovenpå til stuen med forventning om at hun fulgte efter ham. "Det er okay, jeg er nok bare lidt forvirret," indrømmede han. "Og jo, det har vi." Han havde ikke snakket med Jacqia længe, hun passede ofte sig selv eller kæresten eller hvad hun nu rendte rundt og lavede. Zeke så ikke meget til hende.
"Hvad var det du sagde at du hed?" Spurgte han igen.

[Lorelai King]

Lorelai sendte Zeke et lidt undskyldende og forsigtigt smil, eller det var nok nærmere et kort træk i mundvigerne, som skulle forestille et smil. "Jeg har vidst det siden jeg var ni år, jeg troede heller ikke på det, før jeg så min fødselsattest," sagde hun i en rolig stemme.
"Det har min mor også.. Jeg bliver 25 til august," svarede hun ærligt, hun havde jo ingen grund til, at lyve, hun vidste ikke engang at hun lige nu stod overfor en af Alecanders venner, havde hun vidst det, havde hun nok ikke taget kontakten op, og slet ikke efter alt hvad hende og Alecander havde været i gennem, det var faktisk bare noget hun helst ville glemme alt om og ikke noget hun ville ende ud i igen, så hellere stoffer sammen med Dean.

"Tak," sagde hun i en venlig tone, som han tog imod hendes jakke, hun ikke helt havde vidst hvor hun skulle gøre af, før hun fulgte efter ham, det var dog en smule underligt for hende, at de skulle op ovenpå? Hun slog dog tanken hen igen, da det vidste sig at være stuen som lå ovenpå.
Hun nikkede lidt, "Igen, undskyld for at jeg bare kommer brasende, jeg skulle nok have sendt en ugle først," hun gik nok bare lidt automatisk ud fra, at han også var magiker eller i det mindste kendte til det magiske samfund. "Lorelai.. Lorelai King," svarede hun som et nyt lille smil meldte sig på hendes læber. Det var faktisk en smule akavet dette her, måske også fordi hun var blevet forvendt til, at alle vidste hvem hun var.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke følte en underlig trang til at sidde ned. Det kunne ikke være rigtigt, hans familie havde været perfekt! Hans forældre havde været lykkelige sammen. Han kunne slet ikke samle hovedet omkring den tanke at hans far havde været hans mor utro? Det gjorde ham rasende at tænke på og samtidig ret trist til mode.
Igen havde han mest lyst til at smide Lorelai ud for fuld udblæsning, men han holdt igen. Hvis det var en ond spøg så så skulle hun nok få at vide hvad han mente om det, men hvis det var sandt var hun jo ikke skyld i det.

"Det er okay," svarede han stadigvæk ret chokeret over det han lige havde fået at vide. "Kan jeg byde dig på et eller andet?" Spurgte han så og så på hende. Hans stemme var en smule monoton fordi hans hjerne endnu ikke kunne begribe sig om det der foregik.
Han nikkede blot som hun præcenterede sig, navnet sagde ham et eller andet, men han kunne ikke komme på hvor han havde hørt det før. Hans far havde da ikke nævnt det, det var Zeke ret sikker på at han ville have studset lidt over. Han slog tanken lidt ud af hovedet og rettede atter opmærksomheden mod hende. "Så din mor og min far skulle have været sammen?" Spurgte han lidt ud af det blå.

[Lorelai King]

Lorelai lod en hånd glide i gennem det halvlange blonde hår, hun havde det lidt skidt med, bare sådan at komme brasende uden lige at have skrevet en ugle eller et eller andet først. "Ehm, bare et glas vand," sagde hun i en beskeden tone, kaffe kunne hun selvfølgelig altid drikke, men lige nu prøvede hun nok bare ikke at være til mere besvær end hun allerede følte hun var.
Hun kunne ikke helt finde ud af, om han rent faktisk ikke vidste hvem hun var, eller om han bare var for chokeret til at tænke over det. Det kunne selvfølgelig også bare være, at han ikke hørte musik, men det var nu heller ikke derfor hun var kommet, lige nu var det faktisk ret rart, at hun bare kunne være sig selv lige nu.

Hun nikkede lidt, "Jah.. Jeg var omkring ni år, da jeg fik af vide, at faren til min lillesøster, ikke er min far," fortalte hun, hun vidste ikke om hun skulle komme med en længere forklaring, eller om det var nok. Hun bed sig lidt nervøst i læben, hun vidste ikke helt hvad hun forventede at få ud af dette her, men hun håbede nok lidt at de om ikke andet kunne blive venner.
"Hør, jeg forventer ikke at du eller nogen andre tager imod mig med åbne arme, eller at vi nu skal til at være rigtige søskende eller noget, jeg.. Jeg vil bare gerne vide hvor jeg kommer fra," forklarede hun med et lille smil på læberne, "Altså ikke fordi jeg ikke vil lærer jer alle sammen at kende, for det vil jeg selvfølgelig virkelig gerne, men jeg forventer ikke noget," tilføjede hun.

[Ezekiel Amardeus]

Han nikkede lidt kort da hun slog sig til tåls med et glas vand. Zeke var ikke vandt til at få gæster og han var nok af samme årsag ikke den allerbedste til at være gæstfri. Han var dog blevet bedre til at håndterer det. Dengang, før han fandt sammen med Anna, havde den eneste gæst der havde besøgt ham været Matthew et par enkelte gange.
Zeke slog ud med hånden mod sofagruppen for at indikerer at hun kunne sætte sig der. Imens hun fandt sig til rette bevægede han sig hurtigt ud i køkkenet og fandt et glas frem som han fyldte op med vand. Derefter vendte han atter ind i stuen og rakte glasset frem mod hende og satte sig så selv ned.

"Da du var ni?" Det var tidligt, han kunne på ny mærke vreden boble lidt indeni. Ikke fordi han var sur på hende, det var jo ikke hendes skyld, men fordi at intet kunne have forberedt ham på dette her. Han havde altid troet at de havde haft den perfekte lille familie inden alt det med varulven, og nu viste det sig at hans far havde haft en anden kvinde på sidelinjen?! Havde hans mor vidst det? Hvor længe havde det stået på? Det var bare få af de tusinvis af spørgsmål som han havde lige nu, samtidig var han dog ikke sikker på om han ønskede at høre svarene.
Han betragtede hende lidt som hun snakkede. "Det er bare en ret stor mundfuld lige nu," indrømmede han. Zeke havde dog altid været meget beskyttende overfor Jacqia også selvom hun godt kunne være lidt af en mundfuld. "Ikke fordi jeg siger at vi ikke kan ses, jeg tror bare at jeg lige skal have tid til at sluge den, det vender ret meget op og ned på mit syn." Indrømmede han afslappet. "Fortalte din mor dig hvem din far var?" Zeke boede jo i barndomshjemmet hvor hans forældre også havde boet så han havde nok ikke været så svær at finde.

[Lorelai King]

Som Zeke forlod stuen for en kort stund, kunne Lorelai selvfølgelig ikke lade vær med, at lade blikket vandre rundt i stuen, hvor hun havde sat sig i sofaen. Det hele virkede så urealistisk, at hun havde en bror og en søster mere. Hun havde jo været vant til, at de bare var Rita, Brooke og Lorelai selv, tre søstre og ikke mere end det.
Hun vendte blikket tilbage mod Zeke og tog i mod glasset med vand, "Tak," sagde hun venligt, eller i hvert fald i et forsøg på at være det. Hun førte en blond hårtot som var faldet ud af hestehalen, om bag det ene øre, og tog så en tår af glasset. Selvom hun så mange gange havde forstillet sig, hvordan det mon måtte være at møde sin familie på hendes fars side, så var det slet ikke som hun havde forventet. Måske fordi hun ikke helt havde vidst hvad hun forventede.

Hun nikkede lidt, "Ja, ni, jeg har bare aldrig rigtigt haft modet til, at opsøge nogen af jer.. Før nu altså," det sidste blev tilføjet med et lille smil på læberne. Hun kendte intet til deres fars fortid, det eneste hun vidste om manden var hans navn og at han var hendes biologiske far. Hun kendte dermed intet til, Zekes mor eller historien om varulven, eller det faktum at Zeke var varulv.
Lorelai bed sig lidt i læben, "Det forstår jeg også godt.. Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke sendte en ugle først," sagde hun undskyldende. Hans næste ord, fik hende til at nikke lidt med en mild rynken på panden, "Ja selvfølgelig, der er ingen stress eller pres fra min side, jeg ville bare.. Well.. Jeg ville nok bare finde ud af noget mere om min biologiske far og den side af familien," sagde hun i et forsigtigt smil. "Teknisk set, så opdagede jeg selv at navnet på min fødselsaritest ikke var det samme som på min lillesøsters, og så måtte min mor jo fortælle mig sandheden," forklarede hun.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke anede ikke helt hvad der var det rigtige eller forkerte at gøre i denne situation. Han ville gerne være sød og venlig og tilbyde hende at hun kunne komme forbi når som helst, men han kendte hende jo slet ikke. Ikke endnu i hvert fald. Han ville gerne, man han skulle lige have tid til at bearbejde det hele. Det var ikke en let hippogriff at sluge når man fik at vide at ens far havde været ens afdøde mor utro med en anden kvinde.
Han nikkede blot som hun takkede for vandet. Hvad i alverden skulle han stille op med denne information. Eller det vidste han jo godt, han skulle være en god bror for hende, han skulle bare lige igennem choket - og være hundrede procent sikker på at hun fortalte sandheden, men hun virkede nu ret oprigtig.

"Tænk ikke mere på det," sagde han roligt, faktisk ville han næsten hellere finde ud af det face-to-face end gennem et brev. Han rømmede sig en smule. Det var svært at fortælle hende om hendes far uden at fortælle hende hele historien, nu var Zeke heldigvis ikke bange for at indrømme at han var varulv, heller ikke selvom der i disse tider blev set ret meget ned på dem, men han havde bare heller ikke lyst til at overrumple hende med en eller anden tåreperser-historie.
"Det lyder som en ret ubehagelig oplevelse," kommenterede han roligt og var egentlig ret imponeret af hvor afslappet han måtte synes udadtil skøn alt indeni var i oprør.

[Lorelai King]

Lorelai tog roligt en tår mere af vandet fra glasset Zeke havde givet hende, og nikkede derefter lidt til hans ord, "Jeg.. Jeg ved vel bare ikke helt, hvordan man gør sådanne nogle ting her.." sagde hun, det var jo ikke ligefrem hver dag, man tog ud og opsøgte familiemedlemmer som ikke engang vidste man eksisterede.
Tanken gjorde faktisk ret ondt, tænk, at hun havde gået siden hun var ni år gammel, og kun kunne forestille sig, hvordan det måtte være at møde sin biologiske far og hendes søskende på den side, mens de bare sikkert havde levet i deres egen lykkelige lille bobbel, fuldstændig uvidne om, at hun fandtes.

Hun trak skulderne lidt op i en dyb indånding, "Jeg forstod det ikke rigtigt dengang, ikke andet end at min mor havde været den mand jeg havde troet var min far, utro.. Og at min lillesøster og jeg kun er halvsøskende, mere tror jeg ikke rigtigt jeg lagde i det, ikke før jeg blev ældre og begyndte at forstå det lidt mere," forklarede hun og kølede sig lidt hen over det ene øjenbryn.
Hun vendte blikket lidt mod gulvet, "Kan du.. Hvor gammel er du?" spurgte hun og vendte blikket tilbage på ham, hun havde lidt en fornemmelse af, at han var ældre end hende, og nu hvor han virkede så rolig omkring det hele, så følte hun godt, at hun kunne tillade sig, at spørger lidt ind, ellers kunne han jo altid smide hende ud og sige hun måtte komme igen en anden dag, når han lige havde sundet sig lidt.