Did I Mention

[Ezekiel Amardeus]

Zeke havde stadigvæk meget svært ved at accepterer inde i sit hoved at hans far havde været utro. Tænk at deres dengang perfekte lille familie havde været en løgn. Han havde mest lyst til at storme ud til Azkaban og bede faderen om en forklaring, som han udmærket godt vidste at den ældre mand ikke ville være i stand til at give ham. Han kunne sikkert ikke engang huske det når det kom til stykket.
Alt dette her var bare virkelig noget rod og han havde svært ved at se den positive side lige nu, selvom det selvfølgelig ikke var Lorelais skyld og han gerne ville lære hende mere at kende.

Han rejste sig da en pludselig trang til kaffe meldte sig. "Jeg tror jeg laver en kop kaffe, vil du også have en?" Spurgte han ind inden han forsatte ved at svare på hendes spørgsmål. "Jeg er 33," fortalte han og satte en gryde over det primitive magiske komfur inden han tændte op under det. "Jeg arbejder i Azkaban." Ikke at hun havde spurgt, men det ville jo nok komme, "hvad laver du til daglig?" Spurgte han ind som nysgerrigheden langsomt begyndte at overmande hullet der var blevet skabt i maven.
"Har du nogen børn og sådan noget?" Han gik hen til hende og smilede afslappet uden at ane hvad han havde ment med "sådan noget" var det dyr? Mand? Hus? Han anede det ikke. Tænk hvis han havde en nevø eller en niece. "Bor du her i Skotland?" Han tav da det gik op for ham at han bare stod og kastede spørgsmål i hovedet på hende lige nu. "Undskyld, du behøver selvfølgelig ikke fortælle mig alt." Han skar en mild grimasse.

[Lorelai King]

Lorelai havde haft en helt gennemsnitlig barndom, lige foruden da hun havde fundet ud af, at manden hun havde troet var hendes far, havde vist sig ikke at være det, så havde hun altid fået kærlighed og omsorg præcis som et hvert barn burde få. Hun havde aldrig oplevet noget traumatiserende.
Som Zeke pludselig rejste sig, frygtede hun lidt, at han ville smide hende ud, hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at slå en smule hårdere, indtil han afslørede sin bagtanke med at rejse sig, "Jo tak, kaffe kan man altid drikke," sagde hun i et lille smil. Lorelai havde drukket kaffe siden hun var blevet kendt, det kunne til tider være svært at holde sig vågen og oppe gennem en hel turné, der var kaffe altid en god ven.

Hun nikkede lidt til hans svar, og skulle netop til at åbne munden igen, da det var som om, at han kunne læse hendes tanker og kom hende i forekøbet ved at svare, "Azkaban? Woaw, det må være et krævende job.. Er du fangevogter?" spurgte hun, det var lige det eneste job hun kunne komme i tanke om i Azkaban, og han kunne da godt ligne typen. "Jeg synger, rejser meget rundt og giver koncerter og sådan," fortalte hun i et lille smil, hun havde nu altid været ret nede på jorden omkring det, hvilket hun nok kun havde Ian at takke for.
Men som han begyndte at spørger ind til børn, forsvandt hendes smil fuldstændig som dug på solen. Hun hadede tanken om at hun havde en datter hun aldrig så, som ikke engang vidste hvem hendes forældre var eller noget, det og plus det barn hun for kun nogle måneder siden havde fået fjernet, "Ehm.. Teknisk set, ja, så har jeg en datter," sagde hun og lod en hånd glide igennem det lange blonde hår.
Hun sendte ham et nyt lille smil, "Det er okay, jeg har ikke noget at skjule, så længe det ikke kommer ud til pressen," sagde hun, før hun forsatte, "Nej, jeg bor i England med min hund.. Okay det lød ret ensomt.. Anyway.. Hvad med dig? Børn? Kone?" vendte hun spørgsmålene i et smil og en mild hovedrysten.

[Ezekiel Amardeus]

Han nikkede som hun sagde ja ti kaffe. Selv drak han det ikke så tit, han var god til at passe på sin krop og han mente ikke at kaffe var sundt i for store mængder. Desuden havde koffeinen det med at påvirke ulven en smule forstået på den måde at hvor andre folk ville blive opkvikket let af det virkede det tre gange så voldsomt på ham. Havde han drukket kaffe om eftermiddagen – som nu – ville han have svært ved at falde i søvn om aftenen.
Med rolige skridt gik han over og begyndte at rode med kopper i køkkenskabene. Han havde ikke to kopper der var ens eftersom han ikke var vandt til at få gæster så det betød som regel ikke så meget. Anna havde gået en del op i det og havde købt et helt sæt, men havde taget det med da hun var flyttet hvilket også passede ham fint, han havde ikke brug for en reminder om Anna hver gang han åbnede sit skab, nu have han Ashleen og han var virkelig glad for hende.
Blikket blev rettet mod hende da hun spurgte om han var fangevogter. I et kort splitsekund kunne man se en snert af væmmelse i ansigtet på ham ved den ”beskyldning”. Han kunne ikke fordrage fangevogterne i Azkaban, der var måske et par enkelte stykker han kunne snakke med som var flinke og fornuftige, men størstedelen af dem var folk der godt kunne lide at have den magt over forpinte sjæle. Zeke var godt klar over at man ikke røg i Azkaban uden en grund, men derfor behøvede man jo ikke at fratage dem deres rettigheder til mad, medicin og andre humane ting for ærligt, hvordan skulle de så selv være bedre.

”Øhm nej, jeg er terapeaut for fangerne.” Forklarede han da det gik op for ham at han nok havde været stille lidt for længe. ”Men ja, det kan godt have sine udfordringer.” Det værste var dementorerne, man skule have en helt speciel psyke for at være der med dem. Heldigvis var de blevet sat til kun at vogte den nederste del af Azkaban, der hvor alle de virkelig forfærdelige mennesker sad.
Eller forfærdelige var måske lige voldsomt nok, de havde jo alle haft årsager i deres liv der havde gjort dem til den person de var i dag.
”Synger? Altså sådan professionelt?” Nu begyndte en lille klokke at ringe. Var det der han have set hende før? Ubevidst gået forbi en plakat hvor hun var på eller noget i den stil. ”Har du?” Han satte kaffen over og kom tilbage til sofagrupperne dog uden at sætte sig, det tog jo ikke lang tid for vandet at koge. ”Hvor gammel er hun og hvad hedder hun?” Spurgte han videre. Tænk at han også havde en niece, nu kunne dagen da umuligt bliver mere underlig.
Da hun spurgte ind til ham mærkede han et stik af dårlig samvittighed, ikke fordi han savnede Anna, for det gjorde han ikke længere, men han savnede Lily og var ked af måden det var endt på med at han havde smidt Anna ud hvilket jo også var gået ud over den unge pige. ”Nej ingen af delene,” svarede han og smilede, ”jeg har en kæreste.”
Han kunne vel godt præcenterer Ash som sin kæreste? Han anede i hvert fald ikke hvad han ellers skulle kalde hende og han håbede jo på at de kunne skabe en familie sammen en dag.

[Lorelai King]

Lorelai fulgte Zeke med blikket som han forsvandt ud i køkkenet, det her gik da langt bedre end hvad hun havde ture håbe det ville. Hun havde nok bare lidt forestillet sig, at han ville have smidt hende ud med det samme, og troet hun løj, hvilket hun måske også godt ville have kunne forstå.
"Terapeut? Fedt, det vidste jeg ikke engang fandtes i Azkaban," sagde hun med et rolig smil, det var egentlig ret blæret, det kunne da umuligt være et nemt job, "Kommer de så til dig, frivilligt eller af tvang?" spurgte hun nygerrigt ind, hun havde aldrig kendt nogen som havde siddet eller i det hele taget været i Azkaban, ikke af hvad hun vidste af i hvert fald, så det var vel ikke så underligt, at hun blev nysgerrig.

Hun nikkede lidt, "Ja," svarede hun og førte en blond hårtot om bag det ene øre, hun havde aldrig rigtigt været god til, det der med at skulle fortælle andre om hvad hun lavede, men til gengæld så generede det hende heller ikke det mindste når fans kom hen til hende på gaden, det måtte de hellere end gerne.
Igen måtte hun nikke roligt, men hans følgende spørgsmål fik hende dog til at bide sig lidt i læben og trak lidt på skulderne, "Det er en lang historie, men det korte af det lange er nok bare, at hun ikke ved jeg er hendes mor, men hvis hun stadig har samme navn som jeg gav hende, så hedder hun Melody, jeg vil gætte på hun er omkring 9-10 år efterhånden," sagde hun og vendte blikket lidt væk, hun vidste jo ikke om Gary havde ændret hendes navn. "En kæreste? Hvad hedder hun?" spurgte hun som hendes smil vendte tilbage.

[Ezekiel Amardeus]

Han nikkede og stillede kopperne foran dem på bordet inden han satte sig ned i sofaen ved siden af hende. ”Jeg er også den eneste der er der.” Informerede han lidt tænksomt. Det var jo et job han havde fået åbnet ved at stille en diskussion op inde i ministeriet.
Sommetider var det lidt som om at de glemte derinde at fangerne også var menneskelige og selvom mange af dem havde gjort utænkelige ting - der var jo en grund til at man havnede i Azkaban - så var 10 eller bare 2 år lang tid på et sted som det. Mange overlevede ikke deres ophold. Og så var der naturligvis dem der fik Dementorkysset. En babarisk handling ifølge Zeke. Havd gjorde dem er tog den beslutning bedre end fangen det gik ud over? Et liv var vel et liv uanset hvor usselt det så end måtte være.

”Det er altid frivilligt.” Svarede han hende og trak let på skuldrene som han tog en tår af sin te. ”Jeg sørger for at spøger dem med jævne mellemrum. Dem der har brug for det og lyst til det får en tid, de resterende gør ikke.” Informerede han. Hvis ikke de tog imod terapien havde de dog heller ikke den store chance for at komme ud tidligere.
Øjnene blev spærret op i overraskelse og han stillede atter koppen fra sig. Havde hun bortadopteret sit barn? Ikke at han dømte hende, men det ville han da nok aldrig være i stand til at gøre, men han kendte selvfølgelig ikke hendes situation. Han rømmede sig svagt. ”Melody er et smukt navn.” Sagde han lidt forsigtigt, måske det var bedst ikke at snakke for meget om det? Det måtte jo være hårdt for Lorelai at snakke om og han ville ikke gøre hende ked af det, derfor lod han emnet glide lidt ud.
”Hun hedder Ashleen,” fortalte han og prøvede at forstille sig hvad hun mon ville sige til at blive præcenteret for hans søster som værende hans kæreste, hun var jo, som Alec, ikke super vild med det ordvalg af en eller anden årsag.

[Lorelai King]

Lorelai kunne mærke, at hun ikke kunne undgå at blive en smule stolt, selvom hun ikke kendte Ezekiel endnu, altså ud over det han lige havde fortalt, så var hun jo kommet i det håb om, at de ville kunne blive, om ikke andet venner. Selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, men med tiden måske også få et rigtigt søskende forhold.
"Det lyder som et ret krævende job.. Jeg mener, det må være psykisk hårdt, at høre på fangerne," sagde hun og så på ham med et lidt bekymret blik, selvom det nok ikke helt var på sin plads, at hun blev bekymret, hun kendte ham jo ikke, hun vidste jo ikke hvorfor han havde valgt det job, eller noget som helst andet.

Hun nikkede lidt, som han sagde Melody var et smukt navn, "Well.. Musik har altid betydet meget for mig, så da det blev en pige, så lå det navn bare lige til højre benet.. Men jeg er sikker på hun har det godt, hun blev adopteret af Hogwarts Pedel, Gary Slade, så hun har en del adaptivsøskende.. Hun har det langt bedre, end hvad jeg havde kunne tiltyde hende," forklarede hun, trods han ikke spurgte ind, hun ville bare ikke have, at han så hende som en eller anden egocentreret kælling, for det havde netop været for Melodys skyld.
Hun nikkede lidt med et roligt smil på læberne, "Hvor længe har I været sammen?" spurgte hun med et roligt smil på læberne, og pustede lidt ned i koppen før hun tog en forsigtigt tår af sin te, hun ville helst ikke brænde sig jo. Indtil videre virkede det da til, at gå meget godt, Lorelai syntes i hvert fald, at Zeke virkede som en cool fyr, og han var ret nem at snakke med.

[Ezekiel Amardeus]

Han tænkte sig lidt om. Han havde vel lært at leve med det, for nej han elskede jo ikke som sådan sit job. Han var glad for at gøre en forskel og han kunne aldrig drømme om at finde på noget andet. Det kunne dog godt holde hårdt med en del af fangevogterne, heldigvis var mange af de slemme blevet skiftet ud, men der var stadigvæk nogen tilbage af dem.
Derudover var det heller ikke altid lige spændende at høre hvorfor en mand som Theodore havde valgt at gå amok og myrde børn og ligenede, men det skyldtes nok at Zeke på ingen måde kunne relaterer til den tankegang - eller jo på et professionelt plan, men stadigvæk.
Til gengæld vidste Zeke også godt at hvis han stoppede med at arbejde derude og kæmpe for fangernes rettigheder ville de hurtigt blive glemt og fangerne ville lige så stille syne hen. Plus Zeke dermed også ville miste muligheden for at se sin far...som nu også viste sig at være Lorelais far. Han burde måske fortælle hende det, men det ville kræve en længere forklaring som han ikke var helt sikker på om han var klar til at dele med hende. "Det kan godt være udfordrende engang imellem." Endte han til sidst med at svare.

Han nikkede svagt til det hun fortalte. Han forstod det ikke helt, men på den anden side måtte han jo bare tro på at hun havde sine årsager. Inderst inde ville han nu gerne møde hende. Han var jo blevet ret glad for familie efter han havde fået kontakt til Jacqia igen, også selvom han ellers altid havde været en enspænder. Nu havde han dog også Ashleen og var faktisk ret glad for at have andre folk i livet, han var heller ikke længere så bange for at skade folk, jo hvis han mistede temperamentet, men det skete sjældent og hvis det gjorde var det oftest op til fuldmånen, men nu havde han jo aldrig skadet nogen ud over sin onkel der nok i bund og grund selv havde bedt om det, derudover havde det været en brækket arm, ikke noget videre alvorligt.
"Det må være dejligt for hende," sagde han i et lille smil.
"Ehm..." han tøvede, de var jo ikke sammen sammen. Han kaldte det et par og det prøvede hun at undgå at kalde det så det var ikke bare lige. Alligevel valgte han at bruge sit eget syn på det. "I et par måneder," sagde han så og smilede svagt.

[Lorelai King]

Lorelai sendte Zeke et roligt smil, "Det kunne jeg godt forestille mig," svarede hun, hun vidste med sig selv, at det ikke ville kunne være et job hun kunne have, hun ville blive alt for sur, det var jo ikke søde og uskyldige folk som sad i Azkaban, i hvert fald ikke så vidt hun vidste.
Det var jo farlige forbryder, folk som havde slået ihjel, koldblodigt mord, og det var bare ikke noget hun kunne sætte sig ind i, men så var det jo godt, at folk var forskellige, det var jo heller ikke alle som ville kunne have hendes job, ikke kun på grund af sangen, men også det at stå foran så mange mennesker og optræde.

Lorelai havde aldrig været fan af vold eller udnyttelse af andre mennesker, hvilket egentlig kunne virke underligt, taget i betrækning, at hun havde været submassiv for Alecander i knapt et år. Men det havde jo også været noget andet, for selvom hun aldrig havde haft følelser for Alec, ikke sådan rigtigt i hvert fald, så havde det jo ikke handlet om vold, selvom det havde virket voldelig. "Jah, jeg er sikker på hun har det godt," sagde hun og gengældte hans smil, uden helt at vide om, hun mon skulle give en forklaring på, hvorfor hun havde bortadopteret Melody.
"Hvor dejligt," sagde hun i et nyt smil og tog en tår mere af sin te, før hun lod blikket glide lidt rundt, det var vel okay, at være nysgerrig efter hvordan han boede. Hun vendte dog blikket tilbage på ham, "Hvad med vores far? Ved du hvor jeg kan finde ham?" spurgte hun og tog en ny tår af sin te.