Hey, remember how we used to be in love?

[Mark Eriksen]

Sted: En muggler skole i England
Tid: Omkring 14
@abbygail

Mark sad med hovedet begravet i sine hænder, inde på sit lille kontor. Han havde fået den værst tænkelige opgave. Han var næsten lige blevet uddannet som auror og havde nu fået sin første rigtige opgave. Dog var det ikke en han glædede sig til, da den var personlig for ham. Han havde ikke sagt til sin chef at han ikke ville have opgaven og han nævnte heller ikke at den var personlig. Han ville ikke fremstille sig selv dårligt og heller ikke vise svaghed. Opgaven lød på at han skulle hente en pige, som solgte stoffer på sin skole. Denne pige var hans eks kæreste, Abbygail. Han havde virkelig elsket hende, og selvom hun var ung, så havde hun altid været meget moden af sin alder. Mark var en der gik meget op i loyalitet og tillid. Hans forældre gik op i blodstatus, men han havde altid været ligeglad, hvis bare man var til at stole på. Det viste sig at han ikke kunne stole på Abbygail, da hun havde løjet for ham. Han fandt alt for sent ud af hvad hun gik og lavede og han måtte derfor gøre det forbi med hende. Det havde været hårdt, men en løgner og kriminel, kunne han ikke være sammen med. Slet ikke når han var ved at uddanne sig til auror.

Han rejste sig op for at tage ud på sin mission. Han skulle hente hende og bringe hende til afhøring inde i Ministeriet. Han stoppede op foran det lille spejl han havde derinde og kiggede på sit eget spejlbillede.
“Måske det dette det rigtige. Hun skulle aldrig have løjet for mig. Nu kan jeg få en slags hævn. Justice.” Sagde han til sig selv og smilede skævt. Så forlod han kontoret og tog afsted mod hendes skole.

Da han kom hen til skolen, synes han ikke der var så meget liv. De havde nok time endnu. Han valgte at sætte sig på en bænk udenfor og vente på at hun fik fri. han sad uden for skolen, så det ikke virkede alt for mistænkeligt.

[Deleted]

Abbygail var nok ikke som så mange andre på hendes skole, for det første så kendte hun jo til den magiske verden, hvilket til tider var en svær ting ikke at komme til, at snakke over sig omkring, for det andet så var hun ikke altid på den rigtige side af loven, men hvordan kunne hun også det med den far hun nu engang havde? Dog havde hun aldrig fortalt nogen af sine klassekammerater hvem hende far var.
Hun var egentlig ret populær på hele skolen, selv hos dem i klasserne over hende, men det var nok udelukket fordi det altid var hende som havde alt det sjove med til skole festerne, og hun tit også fik sneget sig selv og andre ind til gymnasium festerne på de forskellige gymnasier, med både alkohol og stoffer.

Hun kiggede mod uret i et suk og sad nok lidt i sin egen verden, da de andre begyndte at pakke deres ting sammen, hvilket rev hende tilbage til virkeligheden, og hun gjorde det samme. En af drengene kom hen til hende og de gik sammen ud på gangen, og ud fra skolens område, "Ta' du noget med i morgen? Vi opvarme hjemme hos mig," spurgte drengen en smule diskret, "Ja, selvfølgelig, men intet er gra.. tis.. vi ses i morgen," sagde hun og skiftede retning mod en mand hun havde set før.
Var det virkelig? Hun gik nærmere, "Hvad laver du her?" spurgte hun, selvom det sikkert ikke kom hende ved, og tændte en smøg før hun satte sig på bænken ved siden af Mark. Selvfølgelig kunne hun genkende ham, hun havde ikke været i noget forhold siden Mark var gået fra hende, og hun havde lovet sig selv, at det var slut med kærlighed, det gjorde alt for ondt.

[Mark Eriksen]

Mark var ikke glad for denne opgave, men på den anden side var det måske dette han havde brug for, for at lukke hende mere ude af sine tanker. Han savnede hende så inderligt, men det var ikke nu han skulle være svag. Han skulle bare have dette gjort og så kunne hun måske at det hun gjorde var forkert og hun ville få sin straf. Det gjorde lidt ondt at tænke, men alligevel var det lidt en fryd.

Ikke længe efter, kom en masse elever ud. han vidste at han hurtigt ville få øje på hende, for hun var altid en man fik øje på med sit sorte hår og sin fremtrædende personlighed. Da han pludselig fik øje på hende gik der et sug igennem hans mave. Han måtte ikke være svag nu, for han måtte ikke miste sit job. Det nyttede heller ikke noget at falde i igen, for hun var ikke til at stole på. han kunne ikke lade vær med at bemærke at hun gik tæt på en anden fyr. Det var ikke jalousi han kunne mærke for det lignede mere forretning end fornøjelse.

Han blev ikke overrasket over at hun kom hen til hende og han gjorde alt hvad han kunne for ikke at smile til hende. Hvorfor havde han elsket hende? Det var ikke andet end bøvl.
"Nyder synet af unge gymnasie elever." Sagde han med tydelig sarkasme i stemmen. Han vendte koldt blikket mod hende og kunne mærke at det ikke var helt så svært for ham at virke kold. De gamle følelser var kommet tilbage, men det var følelsen af had til gengæld også. Han havde hadet hende for at lyve overfor ham.
"Sig mig... Hvem skal man gå til hvis man gerne vil peppe sin kaffe lidt op?" Sagde han og kiggede ligegyldigt på hende.

[Deleted]

Abby havde altid været en pige med krudt i rumpeten, en ballademager og tilmed en rigtigt skurk til tider. Hun havde dog aldrig været voldlig på nogen tænklige måder, eller jo hun havde da givet lussinger, hvis en fyr var kommet for tæt på uden tilladelse, men aldrig noget vildere end det.
Hendes problem lå mere ovre i stofferne, som hun jo solgte for sin far og nok også lidt i de ting hun stjal, hvis hun da kunne slippe afsted med det.

Hun tog et nyt hvæs af sin smøg og vendte blikket i mod ham, det var virkelig underligt at sidde ved siden af ham igen, efter alle disse år, og hun hadede han stadig for at have været gået fra hende, måske lidt fordi hun godt vidste det havde været hende selv om havde trådt i spinaten. "Arha.. Så man er stadig til det unge kød?" spurgte hun måske en smule flabet som hun blinkede til ham.
Hun svang det ene ben over bænken, så hun sad med et ben på hver side af den med fronten mod ham og satte sine håndflader i mellem sine ben mod bænken, "Det kommer sørme an på, hvor sjovt du gerne vil ha' det," svarede hun og tippede hovedet lidt til den ene side og lod blikket hvile på ham. Han var stadig en ualmindelig charmende ungkarl.

[Mark Eriksen]

Mark kiggede lidt rundt på eleverne der åbenbart stadig strømmede ud ad bygningen. Hvor mange elever gik der lige på den skole? Det var da helt utroligt så mange der var. Han vendte opmærksomheden mod hende igen, da de andre elever alligevel blev for kedelige at kigge på.
Han sendte hende et skævt smil og et sigende blik.
"Det var meget spændende første gang, så hvorfor ikke?" Sagde han og smilede flabet til hende. Han vidste ikke hvordan hun havde det med deres break-up, men lige nu måtte han ærligt talt indrømme at han var pænt ligeglad. "Men måske de alligevel er for barnlige til mig." Sagde han med et skuldertræk og kiggede væk igen.

Han vidste af en eller anden grund ikke hvordan han skulle fortælle hende om grunden til at han var der. Måske han bare skulle sige det istedet for al den slinger i den berømte vals.
"Nåååååårh ja.. DU kan jo skaffe den slags." Sagde han og kiggede igen på hende og det flabede smil var tilbage på læberne. "Det var jo nok derfor min chef bad mig om at hente dig ind til en lille samtale." Det var tydeligt at han nød situationen. På det punkt var han nok lidt af en lømmel, men så måtte hun jo lade vær med at lyve overfor ham, på den måde som hun havde gjort det.

[Deleted]

Et lettere flabet smil meldte sig på hendes læber, som hun kort hævede begge øjenbryn, "Hvad kan jeg sige? Jeg er bare et meget spændende menneske," sagde hun og trak lidt på skulderne. Hvor hun dog inderligt hadede at det gjorde så ondt indeni, at se på Mark, hun havde været sammen med en del efter ham, men ingen som havde betydet noget for hende, hun havde jo virkelig elsket ham.
Hun lod sin ene hånd daske til det lange sorte hår, så det landede på hendes ryg, "Ja du har ret, de er ret barnlige, men de kan jo ikke alle sammen være lige så modne som os vel?" spurgte hun og kneb øjnene en smule sammen som han vendte blikket væk, hadede han hende virkelig så meget, at han ikke engang kunne se på hende i længere tid af gangen, eller hvad skete der lige?

Et stolet smil viste sig på hendes læber, som hun satte hænderne mod bænken, denne gang dog bag ved sig, så hun kunne bruge dem til støtte, så hun ikke ville vælte bagover da hun lænede sig tilbage, "Intet er gratis, selv ikke for dig," sagde hun og blinkede til ham
Dog forsvandt hele det ellers så selvsikre attitude, som dug fra solen, da han begyndte at snakke om en chef og en samtale, det var bare to ord hun ikke var vildt begejstre for. "Sååh, det du siger til mig er, at din chef, hvem end det så er, vil have en samtale med mig?" spurgte hun ret skeptisk, og svang benet tilbage så de begge var på samme side af bænken, bare lige i tilfælde af, at hun skulle gøre klar til at løbe.

[Mark Eriksen]

Mark begyndte at grine en smule, da hun sagde at hun var mere spændende. Det kunne han nu kun give hende ret i, dog uden egentligt at sige det højt. Det var dog ikke alt det spændende der var positivt i hans verden. Det at hun solgte stoffer var ikke ligefrem et turn-on for en mand som ham og det havde virkelig knust ham at hun ikke var den han havde regnet med.
"Nej det kan de vel ikke." Sagde han med et skuldertræk og skævede til hende. Han ville så gerne trække hende ind til sig og glemme alt der var sket imellem dem, men hans job krævede noget andet ad ham og hun havde ikke ligefrem været loyal overfor ham dengang. Han skulle ikke nyde noget af at blive såret endnu engang.

Han kiggede på hende og lod som om han blev såret, selvom det var tydeligt at han på ingen måder var det.
"Ej nu troede jeg lige at jeg var speciel." Sagde han og slog ud med armene. Han vendte sig om mod hende og lagde en arm om hende. Det stak lidt i hjertet, men han kunne alligevel ikke lade vær med at fryde sig lidt. Hun var jo lidt af en lumsk pige og en fusentast.
"Nåårh nej det ved du nok ikke. Jeg er blevet ansat i Ministeriet. Jeg er auror nu. Inden for ungdomskriminalitet. Og det kan man vel sige at dette her." Han kunne slet ikke holde op med at være spydig. Selv havde hun altid haft en attitude, så det burde slet ikke komme som en overraskelse at han også kunne have det, efter det hun havde gjort imod ham.
"Og ser du. Min chef har fået snus om at du sælger stoffer til mindre årige og det kan vi jo ikke have." Sagde han og var stadig ret irriteret over at han selv havde fået denne opgave. Det ville han allerhelst slippe for.

[Deleted]

For et øjeblik, bare et kort øjeblik, mærkede Abby et kort og smertefuldt stik i hjertet. Et stik som nogen nok ville kalde savn. Hun havde savnet hans latter, og hvor hun dog inderligt hadede det. Hun rømmede sig kort, for at ryste den uvante følelse af sig. Hun havde aldrig været nogen særlig følsom pige, det havde der ikke været tid til i hendes barndom.
Hun trak et par solbriller frem fra sin taske og tog dem på, kulsorte så man ikke kunne se hendes øjne, det havde været en vane siden hun havde været helt lille, det var som om, at når hun tog de sorte solbriller på, også selvom solen ikke skinnede, så kunne folk ikke se hendes sorg eller de smerter hendes hjerte og hjerne bar rundt på. Hun tænkte bare ikke lige over, at Marc sikker ville kunne huske den detalje om hende. "Nope," svarede hun blot og lagde benene over kors.

Et smørret smil meldte sig på hendes læber, som hun skubbede solbrillerne op på hovedet og vendte blikket i mod ham, "Oh honey, du vil altid være noget specielt," sagde hun og blinkede til ham, før hun skubbede solbrillerne ned igen, og ligeledes mærkede stikket i hjertet, da han lagde armen om hende. Hvorfor skulle det også gøre så pokkers ondt, selv efter alle de år?
Hun stivende fuldstændig, som han begyndte at fortælle om sit job. "Shit.." mumlede hun, dette her kunne umuligt fører nogle gode steder hen. Hun tog solbrillerne af og kom dem tilbage i tasken, nu skulle hun være klar til, at løbe, det ville trods alt ikke være første gang, selvom det plejede at være mugglerne politi hun løb fra.
Hun vendte blikket i mod ham, "Jeg ved ikke hvad du snakker om," løj hun og sendte ham et falsk smil, "Men bare lige en lille reminder, Mr. Eriksen, så befinder vi os i mugglernes verden.. Magi er forbudt," sagde hun og blinkede til ham, før hun satte af, fra jorden under sig, og gav sig til at løbe alt hvad hendes ben overhovedet kunne, ud mod en skov som lå lige ved siden af skolen.

[Mark Eriksen]

Mark kunne ikke være mere irriteret over at han skulle have den opgave, for selvom det frydede ham lidt, så gjorde det også ondt at sidde her sammen med hende og vide at han skulle være den der måske fik hende sendt i fængsel.
Selvom hun dengang havde løjet for ham om en ret stor del af sit liv, så kendte han hende godt nok til at vide hvad det betød når hun tog solbriller på og det skar lidt i hjertet for han ville ikke se hende ked af det. Han var meget tæt på bare at droppe sagen og lægge sine arme om hende og beskytte hende, men han kom fra det igen, da hun tog dem af og han kom tilbage til virkeligheden.
En lille del af ham havde lyst til at grine, da hun sagde shit. Hun var busted og han synes det var ret komisk, for hun kunne jo bare holde op.

Mark skulle lige til at svare, da hun pludselig satte af og løb. Han var godt klar over at det nok ville ske, så han var forberedt. Han var ikke hurtig nok til at gribe fat i hende med det samme, men han var trænet og kunne løbe ret hurtigt, så han skulle nok fange hende.
"Det er også vores verden. Jeg må bare ikke bruge det foran én." Råbte han efter hende. Hun var ikke langt foran ham. Hvis hun løb ind i skoven, ville han nemmere kunne bruge magi, for der var nok ikke rigtigt nogle mugglere derinde nu, da børnene havde fri.

[Deleted]

"Nej det er snyd!" råbte hun tilbage og mærkede hvordan et lettere triumferende smil meldte sig på hendes læber, over at hun selv følte hun havde et ret så godt forspring lige nu. Han ville aldrig fange hende, det var hun overbevist om.
Som hun nåede skovkanten, kunne hun allerede godt mærke at hun måske ikke var i den aller bedste form, men hvis hun kunne løbe fra mugglerne politi, så ville hun dælme også kunne løbe fra en auror, som samtidig var hendes eks-kæreste.

Hun nådede kun et par skridt ind i skoven, da hun vendte hovedet for at se hvor langt bagud han mon var, hvilket hun aldrig skulle have gjort. Det resulterede blot i, at det sekund hun vendte blikket tilbage frem for sig, løb hun direkte ind i et træ.
Før hun overhovedet nådede at reagere på noget som helst, lå hun på ryggen på jorden, fuldstændig slået omkuld af et træ. Pinligt og smertefuldt. "Aaav!" sagde hun og tog sig til pande. Pokkers, det blødte lidt, højst sandsynligt fra hendes ene øjenbryn som var flækket. Som del rundforvirret satte hun sig op, hvilket bare gjorde hende endnu mere svimmel.

[Mark Eriksen]

Han kom til at grine som han løb bag hende, det hun åbenbart ikke havde taget højde for at han godt måtte bruge magi, bare ikke foran en muggler. Derudover løb hun bare længere ind i skoven og der var ikke et menneske at se i nærheden og det morede ham lidt. Han hev sin stav frem fra lommen, men han nåede ikke at gøre brug af den, da hun lå på jorden efter at være løbet ind i et træ. Han stoppede chokeret op og stod i et øjeblik og stirrede på hende som hun lå der. Han vidste ikke lige hvad han skulle gøre ad sig selv, men ikke længe efter, skyndte han sig hen til hende. han havde sin stav fremme, så han kunne bruge den hvis det blev nødvendigt.
"Er du okay?" Spurgte han hende og så meget bekymret ud. han måtte indrømme at han stadig havde følelser for hende, så det at se hende såret, gjorde ondt på ham. Han tog sin stav frem og pegede på hendes øjenbryn som var flækket. "Episkey." Sagde han og fik healet øjenbrynet. Selvom han var vred på hende og han var kommet for at tage hende med sig, kunne han godt behandle hende ordenligt når det kom til dette. han kiggede hende ind i øjnene et øjeblik og blev lidt revet tilbage til den tid de havde sammen. Han kom dog tilbage til virkeligheden og fik hende hjulpet op. Han holdt godt fat i hende og havde staven rettet mod hende, så hun ikke kunne slippe væk.
"Du skal med." Sagde han og han kunne desværre ikke fjerne smerten i sin stemme.

[Deleted]

Abbygail på et langt øjeblik på ryggen, mens hun tog sig lidt til hovedet. Hun følte sig ret så forvirret lige nu, og det svimlede en del for hendes øjne, da hun satte sig op, ret så ømmende.
Der gik lidt før det gik op for hende, at det var Mark som var kommet hen til hende, "Det tror jeg.." mumlede hun før hun vendte blikket i mod ham. For pokker hvor hun dog savnede ham, selvom hun hadede at skulle indrømme det. Hun forsvandt ind i sin egen lille verden, hvor hun for et øjeblik tillod sig selv, at fortryde alt hvad hun havde gjort mod ham, hun havde været en lømmel overfor ham, og hun vidste det godt. Men det sekund, hun fik øje på hans stav som han rettede mod hendes øjenbryn, blev hele hendes krop langt mere anspændt, "Please.." mere nåede hun ikke at sige, før hun mærkede en varme og derefter en kulde, hvorefter smerterne var væk. Hun gik fra at være forvirret, til at blive bange, til blot at være forvirret igen. Hun havde fra helt lille, været vant til, at tryllestave var lig med smerte, ikke til at fjerne smerte.
Hendes mund gled op i et perfekt o, "Det mener du bare ikke seriøst? Min mor slår mig ihjel," sagde hun, og så lidt bedende på ham. Kunne han ikke bare lade hende gå? Hun talte aldrig om sin far, men nu så hun ham også kun meget sjældent, faktisk kun når han havde brug for hende. Men det passede hende fint, en sindssyg forældre at bo sammen med, var mere end rigeligt.

[Mark Eriksen]

Mark måtte kæmpe for ikke at tage hende i sine arme og holde om hende. Som hun lå der helt sårbar kunne han ikke lade vær med at mindes de gode tider de havde haft sammen og det var lige før at han overvejede at lade hende gå. Dog vidste han at det ville være dårligt for ham når det nu var hans første mission. Han ville ikke virke svag og han vidste at hans chef ville se ned på ham hvis han fejlede allerede.
"Hør... Jeg kan ikke lade dig gå. Det er min første mission og hvis jeg ikke engang kan klare det, så vil min chef aldrig stole på mig igen." Sagde han en smule opgivende.
"Desuden ligger du som du har redt. Hvis ikke du kan tage konsekvenserne for dine handlinger, så burde du virkelig lade vær med at være kriminel." Sagde han og slog ud med den ene arm. Det kunne da ikke være så svært at forstå for hende.
"Hvorfor handler du med stoffer? Hvad får du ud af det? Er det ikke bedre at få din uddannelse og få et normalt liv?" Spurgte han. Dette var ting han altid gerne havde ville spørge hende om, men da han fandt ud af hvad hun lavede dengang, havde han forladt hende uden at stille spørgsmål.

[Deleted]

Abby havde altid godt vidst, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før enten politiet eller aurorerne ville få fat i hende, hun havde bare ikke lige forstillet sig, at det skulle være Mark, som skulle være den som det lykkedes for. "Please, Mark, jeg.." hun tav lidt, hun ønskede selvfølgelig heller ikke, at han skulle miste sit job eller tillid hos sin chef, hvis han fejlede, men hun ønskede bestemt heller ikke, at ende i Azkaban eller at de tog kontakt til hendes mor.
Et halvhjertet, tøvende grin forlod hendes læber, "Tror du virkelig det er så nemt? Tror du det er for sjov?" spurgte hun og rystede lidt på hovedet, med blanke øjne, hun havde mest af alt lyst til, at bryde grædende sammen og bare gemme sig ind til ham, men hun var overbevist om, at han blot ville afvise hende, for hun vidste jo godt, hun havde været en lort overfor ham.
Som hans spørgsmål lød, spærrede hun øjnene op og så direkte på ham, "Jeg har ikke noget valg.. Tror du jeg ønsker, at ødelægge min fremtid? Tror du jeg ønsker, at såre folk omkring mig?" vendte hun hans spørgsmål, uden at svare mere uddybende. Jo selvfølgelig havde hun et valg, men når valget stod i mellem, at gøre som hendes forældre sagde eller blive tæsket af i hvert fald hendes mor, jamen så havde hun jo sådan set ikke noget valg.

[Mark Eriksen]

Det skar endnu engang i hjertet på ham, da hun sagde please. Det gjorde så ondt at skulle tage hende med, men han blev nødt til det. Han brændte for det han lavede og havde altid drømt om at blive auror. Han havde dog valgt denne afdeling på grund af hende. Han ønskede ikke at unge mennesker skulle være kriminelle og ødelægge deres fremtid, så derfor ville han gøre alt hvad han kunne or at hjælpe de unge videre med sit liv. Han ville også rigtig gerne hjælpe hende, men hun havde såret ham så dybt og han vidste ikke hvordan han kunne.

Han blev dog overrasket over hendes reaktion. Han sad med åben mund og glippede med øjnene. Han kendte ikke hendes rigtige grund til at sælge stoffer. han havde altid troet at hun gjorde det fordi hun tjente gode penge på det.
"Hvorfor gør du det?" Spurgte han med en mere alvorlig mine end før. Han ville høre hvorfor hun havde såret ham på den måde og hvorfor hun var ved at ødelægge sit liv. "Jeg vil vide hvorfor du såre folk omkring dig og hvorfor du er ved at ødelægge din fremtid. Det synes jeg at du skylder mig." Han var begyndt at lyde mere hård, uden at det helt var meningen, men hvis hun aldrig havde haft intentioner om at såre ham, så synes han at hun burde have en ret god grund til alligevel at gøre det.