Hey, remember how we used to be in love?

[Deleted]

Abbygail havde solgt stoffer for sin far, siden hun var 12 år gammel, dengang havde hun jo dårligt nok selv vidst hvad det var, for hende havde det jo bare været ligesom når 'almindelige' børn fik lommepenge for, at gå ud med skraldeposen eller tage en opvask. Det var bare hurtigt blevet hverdag, og det havde uden tvivl været bedre end at blive skældt ud eller få bank. Hun havde da også prøvet at stikke af hjemmefra, men det havde aldrig lykkes hende, så det havde hun efterhånden også opgivet, og hun havde en fæl fornemmelse af, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun ville blive sat til, at arbejde på Pink Butterfly, og det ville ikke være som bartender..

"Jeg har ikke noget valg, Mark.." sagde hun og så på ham, det var jo ikke fordi det var hendes drømmejob eller noget, det var bare sådan det var, og hun havde aldrig kendt til andet, så derfor lå det nok også bare så naturligt i hende.
Hun skulle lige til at åbne munden og sige det ikke kom ham ved, da han sagde hun skyldte ham, at svare på hans spørgsmål, hvilket frembragte et lettere bitteret blik i hendes øjne, selvom det nok var mere på sin plads, at han var bitter end at hun var det. "Hvorfor vil du vide det? Så du kan skynde dig tilbage til aurorene og sladre om mig eller hvad?" spurgte hun hårdt tilbage og stak hånden i sin taske for, at finde sine solbriller frem igen. Det hele kom alt for tæt på.

[Mark Eriksen]

Mark var træt af løgne og bedrag og det var måske også en af grundende til at han havde valgt den uddannelse som han havde. Han ville gerne have sandheden frem i folk og han ville have mindre kriminalitet. Han kunne ikke fordrage når folk var falske eller når de løg overfor ham og Abbygail havde løget overfor ham mere end nogen anden havde. Nu ville han have en forklaring på det hele. Han kunne godt mærke at hun begyndte at blive irriteret på ham, men det kunne han ikke tage sig af. hun skyldte ham det.
Han så spørgende på hende, da hun sagde at hun ikke havde noget valg. Han kunne ikke forstå det for hun havde altid været en intelligent pige der ville kunne komme langt i sit liv.
Da hun vrissede ad ham, sukkede han og prøvede at se mere medfølende ud, selvom han havde svært ved at være det. Dog ville han gerne have en forklaring og han følte at han blev nødt til at møde hende på halvejen.
"Jeg siger det ikke til dem. Desuden skal det optages før det kan bruges rigtigt." Sagde han med et skuldertræk. "Jeg vil bare gerne vide hvorfor du løg for mig i al den tid. Jeg elskede dig virkeligt og det sårede mig så dybt, da jeg fandt ud af det. Jeg vil meget gerne have at du fortæller mig det." Sagde han og følte sig for første gang meget sårbar. Da hun begyndte at rode i sin taske, lagde han sin hånd på hendes.
"Nej." Sagde han så og rystede på hovedet og kiggede hende direkte ind i øjnene. Hun plejede at tage sine solbriller på når hun var sårbar eller ikke ville vise sine følelser, så hvis det var det hun skulle til, ville han ikke give hende lov. Ville hun finde en kniv og stikke ham med, ville han da heller ikke ligefrem give hende lov til det.

[Deleted]

Normalvis var Abbygail en meget hård ung kvinde, det var meget sjældent hun græd eller i det hele taget viste sine følelser, hun havde det bedst ved bare at lukke af for dem, og lade som om, at de ikke fandtes. Det var meget nemmere, end at tage ansvar. Desuden så var hun vokset op med, at følelser kun var et tegn på svaghed, og hun ville bestemt ikke være svag.
Mark var den eneste som nogensinde havde fået lov til, at komme tæt ind på hendes hjerte, og han ville altid have en plads det, og selvom hun ville benægte det til hver en tid, så vidste hun det jo godt inderst inde, og derinde stolede hun jo også på ham, men der var samtidig stadig en del af hende, som vidste det ville kunne give ham problemer, hvis hun fortalte for meget til ham. Både fordi han jo åbenbart var blevet auror, og dermed ikke måtte holde oplysninger tilbage, men også fordi hun jo kendte sin far, og han var ikke ligefrem nogen sød mand.
"Og hvordan kan jeg vide, du ikke optager lige nu?" spurgte hun i en næsten hæs stemme, og mærkede hvordan hendes hjerte sprang et slag over, da han sagde han havde elsket hende. Hun bed sig lidt i læben og rystede så lidt på hovedet, mens hun vendte blikket mod sin taske, for at se hvor de pokkers solbriller var.
Det gav et sæt i hende og et lille gips lød fra hende, da hun mærkede hans hånd oven på sin egen, og hun vendte hurtigt blikket mod ham, hvor hun blev mødt af de forbandet charmende øjne han havde. "Mark, please.." sagde hun stille, og mærkede hvordan hendes øjne blev blanke. "Det var aldrig min mening, at såre dig," sagde hun med en stemme som var ved at knække, og vendte blikket væk, for at bryde øjenkontakten. Det gjorde ondt indeni.

[Mark Eriksen]

Mark havde svært ved denne situation. I starten frydede det ham lidt, men nu hvor han sad der sammen med hende, virkede det forkert at fryde sig. Han ville gerne have sandheden, men han ville ikke være for hård ved hende. Ligemeget hvad blev han nødt til at tage hende med derind, for ellers var han bange for at den karriere han havde kæmpet så hårdt for, ville blive ødelagt og han ville blive sendt på porten inden han overhovedet var kommet ind. Det var bare så forbandet svært for ham når hun sad der og så så ufatteligt charmerende ud. Det var sjældent at man fik lov til at se hende så sårbar og det gav ham en underlig følelse i maven. Var det de gamle følelser eller havde han bare ondt af hende?
Han sukkede let og trak på skuldrene.
"Det kan du jo sådan set ikke vide, men i og med at jeg har siddet her og plapret løs om vores forhold, så tror jeg ikke du skal regne med det. Derudover vil de ikke kunne bevise at det er dig og jeg er ikke så langt oppe i rang endnu, at jeg har ansvaret for forhøringen." Sagde han så og prøvede med et let smil, selvom der måske ikke var så meget at smile af.
Han så hvor sårbar hun var, da hun sagde at hun ikke ville såre ham og det gjort ondt i hans hjerte og mave. Han kunne ikke fordrage at se hende sådan, men på den anden side var det rart at hun kunne udtrykke sine følelser på denne måde.
"Hvorfor gjorde du det så?" Spurgte han og prøvede at fange hendes blik igen, men hun kiggede desværre væk fra ham. han havde ikke lyst til at tage hende med ind til ministeriet, men han blev nødt til det. Men først skulle han havde en forklaring.

[Deleted]

Abbygail hadede virkelig at have det sådan her. Hun hadede at selv efter så mange år, kunne han stadig ramme et blødt punkt i hende, hvilket der virkelig ikke var ret mange tilbage som kunne, på grund af den hårde skal hun gennem årene havde bygget op omkring sit hjerte, for at passe på sig selv, og ikke tillade nogen, nogensinde komme ind på livet af hende igen, som Mark havde været.
Hun rystede lidt på hovedet, "Hvordan kan jeg stole på noget som helst, af det du siger?" spurgte hun og så ham ganske kort i øjnene, før hun slog blikket væk igen. Hun vidste godt, det nok nærmere var ham som ikke brude stole på hende, end omvendt, eftersom han aldrig havde givet hende en grund til andet.

Hun bed sig hårdt i læben, hun havde det virkelig som om, at hendes øjne var ved at blive skubbet ud, på grund af tårene som stod i kø for at løbe ned af hendes kinder. "Fordi min far er Judas O'Conall," udbrød hun og vendte blikket i mod ham, mens hun slog sine håndfalder mod græsset på hver side af hende selv. Hun havde aldrig fortalt nogen, at hendes far var mafia boss for den britiske mafia.
Hun mærkede en enkelt lille tåre forlade sit øje, og trille ned af hendes ene kind, hvilket fik hende til, at ryste lidt på hovedet i et suk, før hun tåre den væk, og hun rejste sig, hun hadede at sidde her og være så pokkers sårbar, hun børstede sig lidt på bagdelen, og rettede så lidt på sit tøj, før hun vendte blikket imod ham igen. "Kan jeg gå nu?" spurgte hun og lagde armene over kors.

[Mark Eriksen]

Mark rystede en smule på hovedet. Han forstod nu godt hvorfor hun ikke vidste om hun kunne stole på ham, for hun havde trods alt svigtet ham og det kunne godt virke som hævn dette her, men det var det ikke. Selvom det havde frydet ham lidt i starten, så betød det ikke at han var glad for det nu.
"Fordi det er sådan det er, Abby. Det her er min første opgave. De skal da lige se mig an, inden de begynder at give mig ansvar for forhøringer." Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige til det. Han talte sandt og hun måtte tro på det eller lade vær.
Mark havde aldrig rigtig hørt om hendes familie, for hun havde sørget for at holde tæt omkring dem i al den tid de havde været sammen, så da hun sagde hvem hendes far var, gjorde han store øjne.
"Af hvad siger du?" Han sad og stirrede målløs på hende. "Er din far mafia bossen?" Han satte sig ned og strøg sig selv over panden, da han begyndte at mærke sveddråber. Den skulle han lige sluge, for det havde han ikke forventet.
"Og du sælger det for ham? Har han gjort noget ved dig? Hvis han så meget som krummer et hår...." Mark var blevet hidsig. Han begyndte at kunne forstå hvorfor hun gjorde som hun gjorde, selvom han selvfølgelig stadigvæk følte sig svigtet.

Da hun spurgte om hun så måtte gå nu, fik han det lidt dårligt.
"Abby... Jeg bliver nødt til at tage dig med ind. Kan du ikke bare fortælle dem hvorfor du gør som du gør?" Spurgte han med bedende øjne. Hun måtte da også kunne forstå at han blev nødt til at passe sit job.

[Deleted]

Abby sukkede lidt, hun var virkelig i en indre konflikt med sig selv, om hvor vidt hun skulle stole på ham, eller om det bare var noget han sagde for at få hende til at snakke. Et eller andet auror trick de lærte på aurorskolen eller hvad end det hed. "Så deres første opgave til dig, er at fange mig? En fuser som sælger stoffer?" spurgte hun stadig ret skeptisk.
Hun vendte blikket i mod ham, da han spurgte om hendes far var mafia bossen, hvilket fik hende til, at bide sig lidt i læben, hvortil hun nikkede lidt, "Ja, det er farmand.." mumlede hun med væmmelse i stemmen. Hun hadede sin far, hun hadede sin mor for, at lade ham styre så meget af Abbys liv, hun glædede sig bare til, at blive færdig med skolen, så hun kunne stikke rigtigt af og ikke bare som i de mange forsøg hun havde gjort indtil videre, men rigtigt slippe væk.

Hun spærrede dog øjnene op, som hans toneleje pludselig ændrede sig, "Som jeg sagde før, så har jeg ikke noget valg Mark.. Hvad vil du ha' jeg skal sige? Ja, han har tæsket mig, når jeg har fortjent det. Ja, han har haft sendt folk efter mig, hvis han ikke lige mente jeg var hans tid værd," svarede hun ærligt og trak lidt på skulderne. Hun havde jo været vant til det helt fra lille af, og hendes mor var jo ikke meget bedre. "Så hvad Mark? Han er jo ikke dum, I har ingenting på ham, I kan ikke gøre noget," sagde hun opgivende, hun havde jo selv prøvet at komme væk, men det havde aldrig lykkes hende.
"Fortælle dem, at jeg sælger stoffer til mindre årige, for at redde min egen røv? Er du helt væk eller hvad? Please Mark, kan du ik bare lade mig gå?" hun kunne slet ikke overskue, at skulle ind på Ministeriet, hun ville jo ikke kunne fortælle dem sandheden som hun lige havde gjort til Mark, for så vidste hun godt, at både hendes mor og far ville stå klar til, at lærer hende en ting eller to, om at holde sin mund lukket.

[Mark Eriksen]

Mark slog ud med armene og sukkede.
"Ja desværre. Men jeg arbejder jo for Afdelingen for Ungdomskriminalitet, så det giver ret god mening at jeg skal ud efter dig så." Sagde han en smule opgivende. Han ville ønske han ikke skulle gøre dette, for han følelser for hende var åbenbart ikke forsvundet. han havde sådan lyst til at slippe hende fri, men det ville virkelig ikke se godt ud for ham. Skulle han vælge en pige som havde løjet for ham i så lang tid og knust hans hjerte, eller skulle han vælge sin karriere? For mange ville dette ikke være et dilemma, for det var ikke til at vide om han nogensinde ville kunne stole på hende igen, men det var virkelig svært for ham. Hun havde fortalt ham hvorfor hun havde gjort som hun havde gjort og han havde virkelig ondt af hende. Dog ville han gerne tage hende med for at redde sin egen røv og for at få fangen den lurendrejer til hendes far.

Mark sank en klump, da hun fortalte hvad hendes far havde gjort ved hende. Det var svært for ham at høre og han havde mest af alt lyst til at tage hende med sig og gemme hende for denne grusomme verden. Mark kunne godt mærke at han ikke var kommet sig over hende, for det var helt klart hans kærlighed der fik ham til at ville lade hende flygte.
"Jamen... Vil du da ikke gerne have ham til at stoppe? Jeg ved godt det måske er umuligt, men vi kan hjælpe dig." Sagde han og gned sig i nakken med den ene hånd. Han hadede sig selv lige nu for at være i tvivl. Hvorfor skulle hun være så forbandet skøn? Han førte hænderne op i håret og hev lidt frustreret i det. Så fandt han sin pung frem og fandt et stykke papir med en adresse på. Derefter fandt han en nøgle og bukkede sig så ned og tog fat i en stor sten.
"Okay hør.. Jeg har en hytte, som ingen ved jeg har. Jeg bruger den når jeg gerne vil være alene og lukke alt andet ude. Hvis du nogensinde har brug for at komme væk, så tag derhen." Sagde han og gav hende papiret hvor adressen stod. Så kiggede han på stenen og rakte den til hende.
"Slå mig med denne. Det skal se ægte ud, for ellers er der en god chance for at jeg mister mit job." Han bed sig i læben og prøvede at få øjenkontakt med hende. Han fattede ikke at han gjorde dette.

[Deleted]

Abbygail nikkede lidt, "Ja, det gør det vel.." sagde hun ret opgivende, hun følte ikke rigtigt der var nogen vej udenom, hun kunne slet ikke se, hvordan hun skulle kunne slippe væk, men på den anden side, havde hun heller ikke lyst til, at give op så let. Det var bare svært når det lige præcist var Mark hun stod overfor, for uanset om hun ville indrømme det eller ej, så ville han altid være en af hendes størst svagheder. Hun vidste jo godt, at hun selv havde været skyld i, at han var gået fra hende, men det gjorde det ikke mindre smertefuldt. Hun var en ballademager og han var en prætig mand.

Hun havde aldrig været god til, når folk fik ondt af hende, hun kendte jo ikke til andet, for hende var det jo normalt at få sig en lussing, hvis hun ikke opførte sig ordenligt, for hende var det mere unaturligt med kram og godnatkys og hvad der ellers fulgte med, at være barn i en gennemsnitlig familie.
"I kan ikke gøre noget Mark, jeg har prøvet at hente hjælp i Ministeriet, desuden bliver jeg 18 næste år, et år mere overlever jeg nok," sagde hun for at slå det lidt hen, mens hun stadig gjorde hvad hun kunne for at undgå hans øjenkontakt, men hendes øjne blev alligevel fanget, da han begyndte at finde sin pung frem, hvilket fremkaldte en mild rynken på hendes pande, som kun blev tydeligere da han tog en stor sten op fra skovbunden, og hun mærkede den indre frygt for, hvad pokker han havde gang i.
Hun så tydeligt overrasket på ham, da han rakte hende et stykke papir med en adresse og en nøgle, og det var med en tøvende hånd hun tog imod det, "Du er ikke rigtigt klog, hvad hvis nogen finder mig der? Du vil blive fyret på stedet," sagde hun stille og bed sig lidt i læben, før hun tog imod stenen, med et meget undrende blik, hvad pokker skulle hun med den?
Hun spærrede øjnene helt op og så på ham, "Hvad?! Nej, Mark, jeg vil ikke slå dig!" udbrød hun og rystede kraftigt på hovedet, det ville hun slet ikke kunne få sig selv til, udelukket fordi det var ham. Hun mærkede hvordan hendes øjne blev blanke, og en enkelt tåre trillede ned af hendes ene kind og landede på stenen i hendes hånd.

[Mark Eriksen]

Mark vidste godt at denne plan var helt hul i hovedet, men han kunne ikke gøre for at hans følelser styrede ham på dette tidspunkt. Han kunne ikke få sig selv til at tage hende med ind til Ministeriet, for han vidste ikke hvad de ville gøre ved hende. De ville nok ikke torturere hende, men han var stadig bange.
"Ikke engang min bror ved at jeg har den hytte og den står i et andet navn. Jeg har nogle gange brug for fred og vil derfor ikke have at der er nogen der finder mig. Jeg tror ikke på at nogen vil finde dig der og hvis de gør, så er det ærgerligt for mig, ellers må vi sige at du stjal det fra mig." Han trak på skuldrene, som om alt andet end hendes sikkerhed var ligegyldigt.

Han kiggede ind i hendes øjne og så alvorlig ud, men der var stadig en ømhed over hans blik, som kun var der når han kiggede på hende.
"Du bliver nødt til det. Nok vil jeg blive stemplet som ham der fik tæv af en pige, men så må det være sådan. Det er den eneste udvej." Sagde han. Da han så hendes tåre, var det som om hans hjerte gik i stykker. Han gik tættere på hende og lagde sin hånd ved hendes hage og løftede hendes hage op. Han kiggede hende dybt ind i øjnene.
"Jeg elsker dig." Sagde han og placerede hans læber blidt på hendes. Der gik dog ikke længe før han igen flyttede sig. "Gør det og løb." Sagde han og tog en dyb indånding.

[Deleted]

Abbygail frygtede primært Ministeriet fordi hun vidste, at hun havde lavet mange dumme ting. Hun havde stjålet biler, lavet indbrud, solgt stoffer, både til voksne og til mindre årige. Dog havde hun aldrig gjort nogen ondt, hun havde aldrig slået nogen ned eller noget i den dur.
Hun kiggede lidt på nøglen, mens hun lyttede til hans ord. "Hvis jeg bliver opdaget der, så tager jeg skylden," sagde hun og lukkede sin hånd godt omkring nøglen, før hun vendte blikket mod ham, mens hun bed sig lidt i læben. Dog vidste hun godt, at hun ikke ville kunne gemme sig der for altid, men det var vel en start.

Hun rystede igen lidt på hovedet, hun havde aldrig slået nogen ned før, og nu stod Mark, af alle mennesker i hele verden, og direkte bad hende om, at slå ham ned. "J-jeg kan ikke," sagde hun stille og lukkede øjnene med hovedet nedad, da han gik i mod hende, for at holde de andre tåre tilbage. Hun åbnede dog de blanke, våde øjne igen, da hun mærkede hans hånd mod sin hage, og sank en klump, da han kiggede hende ind i øjnene.
Abbygail mærkede hvordan hendes hjerte gik fuldkommen i stå, da Mark sagde han elskede hende. Hun havde aldrig troet hun nogensinde skulle høre ham, sige de ord igen. Hun gengældte det blide kys, selvom det ikke varede længe, "Jeg elsker også dig," sagde hun mens tårene begyndte at trille ned af hendes kinder, "Undskyld," grad hun og svang sin hånd med stenen i mod ham, hvorefter hun smed stenen og begyndte at løbe, mens tårene trillede ustyrligt ned af begge hendes kinder.

[Mark Eriksen]

Mark var ikke meget for at hun tog skylden for noget som helst, selvom da han tog dette job, ønskede at hun gjorde. Det var utroligt så hurtigt det var gået, men hendes sårbarhed trak ham tilbage til dengang hvor de havde det allerbedst sammen og han havde elsket hende lige siden. Følelsen havde gemt sig lidt væk, da hun havde løjet for ham, men de kom nu frem igen. Han havde ikke lyst til at skilles fra hende igen, men det var desværre det de var nødt til nu. Han var nødt til at beskytte hende nu, for han ville ikke have hende ind i Ministeriet, hvor de alligevel ikke kunne hjælpe hende. Selvom han arbejdede der, havde han ikke den store tiltro til dem på dette punkt.
Da hun kyssede ham igen, gjorde det bare endnu mere ondt at han skulle forlade hende nu og det samme da hun sagde at hun elskede ham. Han frygtede det slag en smule, men han vidste at det var nødvendigt.
Han kiggede hende ind i øjnene og det var det sidste han så inden det blev mørkt.

// Out