I shouldn't have said that..

[Deleted]

Leia kunne slet ikke lade være med at grine. Hans normale, åndssvage personlighed var endnu engang tilbage, og selvom han var noget så ufattelig irriterende, var det nærmest en lettelse for hende, at han ikke længere var underlig og ville tale om følelser. Hun anede ikke hvordan hun skulle håndtere folk der pludselig opførte sig helt anderledes end de plejede, og det gjaldt især ham, når det var så meget anderledes, og hun aldrig havde set et hint af, hvordan han havde opført sig mens han var fuld. Men alting var som det plejede nu - selvfølgelig bortset fra, at hun nu kendte til hvordan han følte inderst inde, og hun havde været vidne til at han havde friet til hende, hvilket hun bare slog hen som værende fuldskab, selvfølgelig. Det værste var kysset, for det var kommet mere bag på hende end noget andet, hele den aften og nat, hvilket i sig selv var en bedrift, for alt hvad han havde gjort og sagt havde overrasket hende. "Selvfølgelig havde du styr på det," sagde hun bare og rullede med øjnene.

Hun hævede et øjenbryn, da han var skeptisk omkring pillerne hun havde lagt foran ham. "Det er dødelig mugglergift," sagde hun, og holdt så en kunstpause, hvor hun tog en bid æg i munden og tyggede grundigt, mens hun kiggede på ham med et fornøjet ansigtsudtryk. "Eller også er det smertestillende, hvilket vil dulme din hovedpine. Vælg selv hvad du tror på," tilføjede hun så med et skuldertræk, hvorefter hun igen dykkede ned i sine æg. Hun skar en grimasse, da han kaldte det en 'enestående chance'. "En enestående chance for at tage livet af mig selv, måske," mumlede hun dystert. Nok var hun hjælpsom af natur, men at ofre hele sit eget liv for at hjælpe ham med at slippe for at blive Dødsgardist? Det ville hun aldrig gå med til. Hun fik dog igen det fornøjede ansigtsudtryk tilbage, da han spurgte ind til hvad han havde sagt i løbet af natten. "Åh, jeg kender såmænd bare til alle dine inderste følelser nu," sagde hun og viftede med hånden, som var det ikke noget særligt.

[Deleted]

Han bed sig lidt i den bløde underlæbe og vidste ikke helt hvad han skulle svare. Han ville gerne smide en dum kommentar efter hende bare lige for at rette op på hans mentale sammenbrud i nattens løb, men han vidste ikke helt hvad han skulle sige så han endte i stedet med at vende sin opmærksomhed tilbage til pillerne. "Ja jeg havde nemlig så," svarede han en anelse fraværende.
Han havde da aldrig hørt om noget der kunne fjerne hovedpiner, eller jo besværgelser fra healere, men man tog jo ikke ligefrem på Skt. Mungos fordi ham havde hovedpine. På den anden side så stolede han trods alt nok på hende til at vide det ikke var gift. Det var hun ikke ligefrem typen til. Eller, så havde hun i hvert fald skjult sine morderiske tendenser godt. Tvivlsomt tog han den ind i munden og begyndte omgående at tygge den som var det et bolche hvilket han bittert fortrød. Et fuldstændig forvrænget ansigtsudtryk bevidnede om den grimme smag han fik i munden, han sendte hende et giftigt blik, "ad!" Fik han fremstammet som han kæmpede imod sin brækrefleks.

"Det virker slet ikke," kommenterede han halvkvalt skønt han dårligt havde slugt det. Tanken om forgiftningen strejfede ham kortvarrigt, men blev atter skubbet i baggrunden som hun glædeligt informerede ham om at han tydeligvis havde talt over sig.
Han himlede med øjnene, denne gang af sig selv over at han ikke havde kunne indtage alkohol uden at ende som et total tudefjæs. Han rømmede sig svagt. "Nu overdramatiserede jeg altså også en del." Svarede han og prikkede lidt til ægget på sin tallerken. Det var desværre løgn, han havde sagt præcis hvad han havde følt. Han så igen op på hende, "men du kan lige vove på at sige det videre!" Han sendte hende et hårdt blik og rettede ryggen en smule. Hun skulle bare ikke rende rundt og fortælle det til Gud og hver mand.
Ægget blev ført op til hans læber og han tog en lille bid, bare lige for at sikre sig at det ikke ville komme op igen. Han kiggede op og sukkede dybt over hendes lidt for fornøjede ansigtsudtryk, "du nyder det her, gør du ikke?" Spurgte han en kende irriteret.

[Deleted]

Leia rullede med øjnene, stadig med det samme fornøjede smil på læberne. "Jaja, så siger vi det," sagde hun, med samme tonefald som man ville bruge til et barn der ikke gad holde mund, bare så man kunne få fred. Hun betragtede ham undersøge pillen, og brød ud i grin, da han valgte at tygge den. Hun måtte lægge en hånd over sin mund for at stoppe sig selv, hun synes det var noget så underholdende, at han tyggede en pille. "Det er meningen man skal sluge dem. Og der går 20-30 minutter, før de virker. Jeg ved dog ikke om de gør, når man tygger," sagde hun, da hun endelig var holdt op med at grine. Hun rystede muntert på hovedet og stillede sin tallerken fra sig, hvorefter hun trak sine ben op under sig. Selvom han var tilbage til sit gamle, irriterende jeg, var han stadig underholdende, fordi der var en smule ynkelighed tilbage i ham.

Hun rystede på hovedet og grinede lidt igen. "Ja, for du er typen der overdramatiserer," sagde hun, hvorefter hun lænede sig tilbage i lænestolen, mens hun betragtede ham. "Hvem skulle jeg sige det videre til? Vi har ingen fælles venner," sagde hun bare, med et skuldertræk. Det var heller ikke fordi hun var typen, der rendte og fortalte folks hemmeligheder, uanset om de havde fælles venner eller ej, og uanset om det var meningen folk skulle fortælle hende hemmeligheder eller ej. Og det havde tydeligvis ikke været meningen med ham. Hun smilede igen og klemte sine øjne en anelse sammen, hvorefter hun nikkede fornøjet. "Åh ja, jeg nyder det fuldt ud. Din smerte morer mig," sagde hun, som om det var den mest naturlige ting i verden.

[Deleted]

Han skulede let til hende ved hendes overbærende tone. Han hadede når folk gav ham ret bare for at slippe for en diskussion især nu hvor han havde så inderligt brug for at komme ud med noget af al den vrede han var ved at opbygge over sin egen dumhed. Han plejede altid at have check på tingene.. eller han plejede at lade som om han havde, hvilket fik ham til at virke fattet skønt han i virkeligheden følte sig som et nervevrag.
Hele den facade havde han brudt overfor Leia. LEIA! Af alle personer! Hun vidste hvordan han havde det med alt dette her nu og han hadede at hun vidste det! Han ville bare ønske at han havde været god til at slette hukommelser så hun ikke behøvede at vide den slags om ham.

Hendes latterudbrud fik ham blot til at knibe øjnene endnu mere sammen i en dramtisk skulen. Hvor var hun dog bare helt ufattelig irriterende. "Siger du nu?!" Udbrød han i et surt tonefald. Det kunne hun sguda godt have sagt inden han havde sat tænderne i den. Ikke at hun havde haft den store mulighed for at nå at sige det, men derfor kunne han jo godt bebrejde hende alligevel, uretfærdige årsager havde alligevel aldrig holdt ham tilbage fra at give hende skylden før så hvorfor skulle det nu?
"20-30 minutter?!" Han gloede vantro på hende, det måtte da være en joke. "På den tid har hovedpinen da nået at fortage sig selv og så tror mugglere at det er den dumme pille der hjælper? Sikke nogen fjolser." Han fyldte sin mund med æg uden helt at vide om han ville være i stand til at holde det nede, han var bare virkelig sulten.

Han blinkede lidt forvirret over hendes udtalelse, "ja...eller...nej...nogengange." Den kunne han ikke vinde uanset hvilket svar han havde tænkt sig at give hende. Irriterende. "Nej, men derfor skal du stadigvæk ikke sige det videre!" Svarede han i en skarp tone. Ikke at han kunne gøre noget som helst for at forhindre hende i at gøre det, men han håbede at hans lidt truende attitude var nok, selvom han efterhånden nok burde kende hende bedre end det.
"Jeg hader dig," kommenterede han bittert, han ville have nydt mindst lige så meget - om muligt mere - at se hende lide på denne måde, så han havde vel ikke ret til at spille fornærmet over det, men han havde det faktisk ret hårdt! Mente han selv.

[Deleted]

Leia trak på skulderen, da han begyndte at brokke sig over pillernes virknings tid. "De fleste mennesker har tømmermænd en hel dag, så mugglerne har rent faktisk fat i den lange ende, frem for os," sagde hun, og nærmest håbede på, at det ville irritere ham, at hun gav mugglerne så meget credit. Hun vidste godt, at de var langt bedre end magikere med en del ting, men til gengæld var de også bagud med en del. Derfor brugte hun selv både muggler ting og magiske ting, men det ville han nok aldrig få lov til, for sin familie. Selvom det gjorde tilværelsen en hel del nemmere. "Jeg skal ikke blande mig i, om du vil lide fremover. Men som Dødsgardist er det nok ikke så smart at mænge sig med mugglere ved at tage deres smertestillende piller," sagde hun.

Et smil spredte sig på hendes læber, og hun grinede igen, mens hun rystede på hovedet. "I virkeligheden ville det være den ultimative hævn i bedste Price stil, at fortælle alt hvad jeg ved videre til gud og hvermand, bare for alle de gange du har været en pestilens," sagde hun, og nikkede lidt. Det var noget hun var overbevist om, at han ville gøre, uden den mindste tøven. Derfor var hun glad for, at det ikke var hende, der havde drukket sig fuld og fortalt alt til ham. "Men jeg er ikke et dårligt menneske som du er, og jeg ville aldrig synke ned til dit niveau, så bare rolig; jeg fortæller det ikke til nogen," sagde hun, hvorefter hun rejste sig op, for at bære begge de tomme tallerkener ud i køkkenet. Hun skyllede dem hurtigt af og stillede dem i vasken, hvorefter hun gik tilbage ind i stuen.

[Deleted]

Han skulede til hende da hun nævnte at mugglerne havde fat i den lange ende. Det kunne da godt være at hun havde ret, men det irriterede ham stadigvæk. Generet irriterede det ham hver eneste gang at nogen mente at mugglere gjorde noget godt for samfundet og han hadede også at han havde overgivet sig til deres metode, men han var bare virkelig desperat for at slippe af med den afskyelige hovedpine.
"Jeg har heller ikke tænkt mig at tage dem mere end denne ene gang." Sagde han stålfast selvom endte han i en ligende situation en anden gang ville han nok alligevel ende med at tage dem igen. - Hvis altså de virkede. Han spiste op og koggede lidt rundt i stuen. Her var faktisk ret hyggeligt - skønt han aldrig ville indrømme det, hans hjem var så stort at møblerne jo nærmest stod og skreg efter hinanden i rummene, der var endda rum hvor der slet ikke var møbleret, det var de rum eller rettere "sale" familien brugte når der blev holdt en af de fornemme fester.

Et kort strejf af panik huserede de grå øjne ved hendes trussel. Eller en trussel var det vel næppe, nærmere en konstatering, hun havde desværre ret. Han ville sikkert ikke have tøvet et eneste sekund med at gøre det mod hende hvis situationen havde været vendt rundt.
Han slog lettet blikket ned da hun lovede ikke at sige det videre og pludsleig var han ikke helt sikker på om han skulle takke hende eller give hende et verbalt møgfald for at have disset ham. Dog valgte han at minde sig selv om at hun sad med det lange strå her og han hellere måtte vogte sine skridt lige nu.
"Godt," endte han med at mumle og rejste sig så op samtidig med hende. "Jeg må..også hellere se at komme videre." Annoncerede han flygtigt og gik mod hoveddøren. Han fandt sin kappe som han trak på, den føltes stadigvæk klam efter nattens roden rundt i sneen, men han ignorerede det og smed den over skuldrene. "Vi ses jo nok." Mumlede han og forlod lejligheden uden så meget som et tak for hjælpen. Han ville virkelig ikke synke så dybt selvom hun med stor sandsynlighed havde reddet hans røv ved at tage ham med hjem.


// out