I shouldn't have said that..

[Deleted]

@leia

Årgang 2053

Januar

Omkring midnat

Den Utætte Kedel

---

Vincent tømte endnu et glas ildwhisky og mærkede hvordan den brændte hele vejen ned gennem halsen. Hans øjne var tunge efterhånden og han var ved at være så fuld at han var ret sikker på at han ville have svært ved at holde balancen hvis han forsøgte at rejse sig. Derfor blev han siddende. Eller ikke kun derfor, lige så meget fordi han ikke havde nogen grund til at rejse sig og gå, for nu, virkede dette her som det bedste sted at være.
Hans bror Matthew var kommet hjem fra Norge for et par dage siden, man havde holdt en fest for ham for at han kunne møde sin kommende forlovede. Arrangetet ægteskaber. Vincent rynkede på næsen og gjorde en håndbevægelse mod bartenderen til indikation om at han kunne bruge et glas mere. Manden bag baren sendte ham et tvivlsomt blik, men efterkom alligevel hans ønske.

Igen tog den unge fyr en grådig tår af den gyldne væske og sukkede dybt. Det var vel også kun et spørgsmål om tid før han ligeledes ville blive kastet efter en eller anden random tøs, det var som om at forældrene ikke kunne vente med at give sønnerne væk. Det gav ham næsten kvalme at tænke på. Forhåbentlig ville der gå nogle år, både Xander og Matthew havde jo været en del ældre inden de blev "lovet væk".
Han fnøs irriteret. De var så loyale at de slet ikke lod til at stille spørgsmålstegn ved det. Det gjorde Vincent. Han ønskede ikke at hans liv skulle planlægges for ham, han ville ikke giftes væk og han ville bestemt ikke have det latterlige mærke der nu gjorde ham en del af Garden. Han kunne ikke lide mugglere og mugglerfødte, men han havde det fint med at stå på sikker afstand imens fuldblodsmagikerne kæmpede den kamp. Desværre var det ikke længere en mulighed for ham. Han tog en ny tår og sukkede igen. Hvor han dog hadede sit liv.

[Deleted]

Leia trådte ind ad døren til Den Utætte Kedel alene. Hun havde haft en ufattelig lang dag på et shoot i nærheden, og var glædeligt vandret ud fra shootet uden at tilbyde hjælp til at rydde op og pakke sammen, da hun var godt og grundigt irriteret på alt og alle der havde været involveret. Hun havde også beholdt make-up'en hun så professionelt havde fået lagt af en make-up artist, samt et af de outfits hun havde haft på. Dog var det noget hun havde fået lov til. Så hun var iført highwastede, sorte jeans samt en rød tank top, der viste hendes blege, fregnede skuldre frem. Ud over havde hun sin almindelige, sorte vinterjakke. Hendes røde hår hang løst og krøllet som altid. Hun var i et iltert humør og havde derfor besluttet sig for at gå ned for at få en drink eller to, før hun tog hjem, så hun kunne falde til jorden før hun afsluttede dagen. 

Hun satte sig i baren og tog jakken af, hvorefter hun lod en hånd glide gennem sit hår, mens hun lod blikket glide henover baren, for at se efter en tjener. Hun fik øjenkontakt med en og fik bestilt en ild whiskey, da hun mente, at hun havde behov for noget stærkt. Så ville hun nok kun tage en enkelt, før hun tog hjem. Hun drejede hovedet og fik med det samme øje på en skikkelse hun kendte lidt for godt. Hun rullede med øjnene og lod et puf af luft undslippe hendes læber. "Price," sagde hun kortfattet, da hun på ingen måde var i humør til hans numre og åndssvage kommentarer i dag. Hun fjernede øjnene fra ham da hendes ildwhiskey blev sat foran hende, og vendte i stedet opmærksomheden mod den, uden at lægge mærke til, hvor fuld han var.

[Deleted]

Vincent havde alt for travlt med sin egen selvmedlidenhed til at bemærke kvinde der satte sig ned næsten ved siden af ham. Det var først ved lyden af hans navn at hun fangede hans opmærksomhed. Der gik lige et par lange sekunder før hans hjerne kunne sammensætte hende med hendes navn. Hun så helt anderledes ud end hun plejede. Det var nok det at hun var stylet op på en eller anden måde.
Hun så jo faktisk næsten godt ud. Vincent stoppede sin tankestrøm lige med det samme, havde han virkelig lige tænkt det? Dog kom hun som kaldet, han havde virkelig brug for at lade sine frustrationer gå ud over en eller anden og hun var da uden tvivl hans aller bedste bud. "Callahan? Er det ikke lidt fint du ser ud bare for at drikke en whisky?" Spurgte han ind i en flabet tone, hans stemmer var en smule snøvlende, hvilket blot indikerede fuldskaben. "Eller du vidste måske jeg ville være her?" Han smilede fornøjet.

Pludselig blev han fast besluttet på at han ville indtage pladsen helt ved siden af hende inden andre gjorde dte. Dette viste sig dog ikke at være den smarteste ide til dato, dog havde han lidt glemt hvorfor det var han ikke havde rejst sig før, så da han hoppede ned fra barstolen han sad på mistede han nærmest omgående balancen som havde nogen trukket tæppet væk under fødderne på ham.
Ham - der ellers altid bevægede sig med en overlegen elegance og aldrig lavede klodsede ting som at vælte over sine egne ben - lå nu og rodede rundt på alle fire for foden af hendes barstol. Det selvsikre smil, var forsvundet imens han forsøgte at hive sig op ved hjælp af stolen ved siden af hendes. Dette resulterede blot i at den væltede med et stort rabalder der fik de omkring stpende gæster til at glo i deres retning.
Efter endnu et par mislykkedes forsøg, sukkede han opgivende og satte sig i stedet på rumpen med ryggen mod bardisken og så så op på hende igen. Det sorte stilede jakkesæt han havde på sad nu krøllet, men han var ligeglad. "Nåh, det lader til jeg bliver hernede," konkluderede han som endnu et grin gled over hans læber, "men hey, det er den eneste gang jeg nogensinde har "set op til dig," fik du den?" Han begyndte at grine af sin egen morsomhed.

[Deleted]

Leia rullede med øjnene over hans kommentar til hendes udseende. "Og det kommer fra dig," sagde hun bare og øjnene hans jakkesæt. Hvis nogen var fin her, så var det ham, hun havde mere almindeligt tøj på, og hans var direkte formelt. Hun rystede på hovedet og lod et suk undslippe hendes læber. "Jeg prøver for alt i verden på at undgå dig," sagde hun med et ligegyldigt skuldertræk. Hun var på ingen måde i humør til det her. Hun lagde ikke mærke til hans fuldskab i første omgang, da hun var ret ligeglad. Hun kiggede bare på sit glas og tænkte på, om hun mon ville ende op med at forvandle ham til et eller andet klamt som et resultat at hendes irritation, som han helt klart ville øge.

Hendes opmærksomhed gik dog direkte hen på ham, da han pludselig lå og rodede rundt på gulvet. Hun stirrede på ham mens han væltede en stol og til sidst gav op. Et suk undslap hendes læber. Ikke nok med at hun skulle deale med ham, han var også fuld oven i hatten. Hun anede ikke hvad det betød for hans åndssvage kommentarer, men hun var sikker på, at de ikke ville blive bedre. Hun var egentlig ligeglad med at folk kiggede, men hun var alligevel irriteret over, at han væltede sådan rundt. "Price," sagde hun i et alvorligt tonefald. "Tror du ikke det ville være en god idé, hvis du gik hjem?" fortsatte hun, hvorefter hun tog en tår af sin ildwhiskey, hoppede ned fra sin stol og rakte hånden ud for at han kunne hive sig selv op. Det var ikke fordi hun ville hjælpe ham helt hjem, og tanken om at han gjorde sig selv til grin appellerede en del til hende, men hun havde på ingen måde overskud til ham lige nu, så det ville nok være bedst for alle, hvis han smuttede. Om han så tog hjem eller fandt en anden bar var hun ligeglad med.

[Deleted]

Som han opgav at komme på benene igen blev han siddende lidt og så frem for sig. Sikke en lorte dag...uge...måned, eller faktisk bare hele året! Han havde omsider fået det han havde gået og glædet sig til de første skoleår på Hogwarts, han var blevet en del af garden og nu hvor det var sket ville han bare ønske at han kunne blive fri.
Han massive tankestrøm blev stoppet ved hendes ord og han fnøs i afsky, "pff hjem...ellers tak...så bliver jeg bare gift væk eller sendt ud for at rasserer en eller anden bydel," mumlede han dramatisk, mest for sig selv, men nok højt nok til at hun kunne høre det. Han så lidt tvivlende på den hånd der blev ham fremstrakt, men valgte så at tage den. Under mere normale omstændigheder ville han nok have slået den væk med en fornærmet vrængen på næsen.

Han kom en smule usikkert på benene og var nær væltet ind i hende inden han fandt balancen han så på hende, "du er pæn.." kommenterede han pludselig komplet ud af det blå. Han blinkede et par gange nok lige så overrasket over det som han formåede hun måtte være, "altså jeg mener makeuppen og det...det klæder dig," han kunne mærke kinderne begyndte at brænde. Hvad fanden havde han gang i!
Faktisk var hun jo også ret køn med den naturlige makeup hun normalt bar de få gange de havde mødtes, men ikke at han i sin vildeste fantasi havde forstillet sig at han ville kommenterer på det, han måtte virkelig være fuld.
"Jeg vil virkelig ikke hjem," sukkede han så en kende dramtisk i håb om at hun så glemte hvad han lige havde sagt. Han vendte rundt og begyndte at stavre på usikre ben mod døren. Der måtte vel være en parkbænk han kunne slå sig ned på et eller andet sted. Alt andet var bedre end at høre på forældrenes plabren om hvordan både Xander og Matthew havde indtaget deres plads og var klar til at gifte sig med kvinder der var lige så godt stillet som dem selv.
Efter hvad der virkede som en evighed nåede han døren, han tog i håndtaget gik stålfast ud, gled på det isglatte fortorv og endte med at vælte sidelæns ind i en snedrive. Det var omtrent på dette tidspunkt at det gik op for ham at hans kappe stadigvæk lå inde i baren, men han orkede næsten ikke at rejse sig. Måske var det bedre han blev liggende, så faldt han i det mindste ikke så langt.

[Deleted]

Leia rynkede panden over hans mærkelige mumlen. Hun hørte godt hvad han sagde, men hun fattede på ingen måde hvad han snakkede om, så hun valgte at slå det hen. Hans liv var heller ikke noget der kom hende ved, og hun interesserede sig på ingen måde for ham alligevel, så det med ikke at snage i hans sager var noget hun absolut intet havde imod. "Jeg har ingen idé om hvad du plaprer om, men du er stang bacardi, så det er nok en dårlig idé, hvis du bliver ved med at drikke," sagde hun. Lige nu var hun en anelse irriteret på sig selv over hendes mangel på evne til at være fuldkommen kold i bagdelen, og bare lade ham sejle i sin egen sø, men hun kunne simpelthen ikke få sig selv til at efterlade ham nogen som helst steder i den tilstand han var i nu. Det kunne jo i værste tilfælde ende ret galt, og hun ville ikke kunne leve med sig selv hvis der skete ham noget, selvom hun på ingen måde brød sig om ham.

Hun hævede overrasket øjenbrynene og stirrede bare lamslået på ham i et par langtrukne øjeblikke, efter hans ord var sunket ind. Så virrede hun lidt med hovedet, som om der var en flue der irriterede hende. "Okay, du er fuldere end jeg troede, Price. Når du siger sådan noget vrøvl er du alt for langt ude," sagde hun bare, og valgte at se gennem fingre på hvad han havde sagt om hende. Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun skulle høre de ord komme ud af hans mund, så det kom ret meget bag på hende. Tanken om ordsproget om, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk passerede hende, men hun slog den hurtigt ud af hovedet igen, for hun var stædigt overbevist om, at det på ingen måde var sandheden. Hun var ikke engang sikker på han var helt klar over hvem hun var. Hun rystede på hovedet og betragtede ham gå hen mod døren. Hun lagde mærke til at han havde glemt sin kappe ved sin barstol, og efter hun havde ladet et langt suk slippe ud, greb hun den, tømte sit glas med ildwhiskey og fulgte efter ham. Desværre var hun lidt for langsom, og hun måtte nøjes med at se på, mens han gled på isen som en anden Bambi, hvorefter han landede i en snebunke. Hun skyndte sig hen til ham og himlede med øjnene. Hvis det ikke var så sørgeligt, havde det faktisk været sjovt. "Price for pokker, tag dig sammen!" sagde hun, med en irriteret tone til sin stemme. Hun bøjede sig ned og greb fat i hans ene arm, for at forsøge at hive ham op ad snebunken.

[Deleted]

Han var godt klar over at han var alt for fuld til at tænke klart lige nu, han burde gå hjem, men han ville ikke have at familien så ham på denne måde. Som han lå og rodede rundt i sneen kunne han godt lidt se at han havde klokket lidt i det -igen, hvad helvede havde det også været for noget at sige? "Du er pæn?!" For Merlin hvor han ikke håbede at hun ville minde ham om det fremover for ærlig talt ville han bare helst glemme hele denne her total akavet og mega nedværdigende aften.
Han lukkede øjnene, for træt til at rejse sig, desuden havde mængden af alkohol nok sløret hans følesanser en del for han følte dårligt nok kulden, dog kunne han mærke tøjet blive vådt, men han var ligeglad.
Hendes stemme trængte dog hurtigt igennem til ham og han slog atter øjnene op. Hun havde ret, han burde virkelig samle sig selv lige nu. "Kom du der igen?" Spurgte han muntert fra pladsen i sneen og begyndte først at kæmpe sig på benene som hun forsøgte at trække ham op for anden gang denne aften.
Som han omsider kom op svingede han en arm omkring hendes skuldre for støtte så han forhåbentlig ikke ville vælte for tredje gang. "Ved du hvad? Du er faktisk slet ikke så slem," sagde han så og kiggede ned på hans kappe i hendes amrne, "Ej hvor sjovt! Jeg har en kappe helt mangen til den der!" Kommenterede han uden at ideen om at det kunne være hans strejfede ham.

Han var noget højere end hende, men alligevel kunne han da godt støtte sig lidt op af hende, "du er bare ret kort." Endnu en random kommentar, "hvis nu du skal på date med en høj fyr, tager du så ekstra høje hæle på? Ellers hvordan kan I så kysse hinanden?" Hvis dette her blev optaget og han kunne se sig selv dagen efter ville han aldrig nogensinde kunne se hende i øjnene igen. Dette her var alt for langt ude, men nu havde han jo ligesom gjort sig til grin overfor hende så hvorfor dog stoppe der.
"Ved du hvad? Vi burde snakke sammen noget oftere," konstaterede han som havde de haft en langvarrig venskabelig samtale. Han havde bare så meget indebrændthed over sin familie at han bare havde lyst til at ignorerer alle de forpligtelser der fulgte med det at være en Price.
"Jeg mener, jeg er faktisk slet ikke så slem en person, det er bare fordi du altid går mig på nerverne." Plabrede han videre i sin fulde stemme. "Kan jeg sove hos dig? Jeg skal nok opføre mig pænt! Og teknisk set kender vi jo hinanden, jeg ved at du er model og du ved at jeg er...øh...det der ministerie halløj, som for øvrigt slet ikke er lige så sjovt som jeg prøvede at bilde sig ind sidst. Så vi er næsten venner jo!" Det sidste kom komplet ude af sammenhæng til de andre ting han havde sagt, men han ville bare ikke hjem.

[Deleted]

Leia skar en grimasse, da han blev ved med at virke som om, at han slet ikke huskede, at han normalt var en smerte et hvis sted for hende, og omvendt. Hun fik med noget besvær bakset ham på benene, og heldigvis hjalp han en anelse til, for ellers havde det ikke kunne ladet sig gøre. Hun vaklede temmelig meget, da han pludselig lagde en arm om hende, og mærkede hurtigt hvordan hun fik vådt tøj også, da hun genvandt balancen. "Hold nu op med alt det vrøvl," mumlede hun, en anelse irriteret. Hun nægtede at lytte sådan rigtigt til hvad han sagde, for hun vidste godt, at intet af det passede. Lige nu skulle hun bare koncentrere sig om at hjælpe ham, få ham et eller andet sted hen, hvor han ikke var til fare for sig selv. "Det er din kappe," sagde hun, hvorefter hun smed den over hans skulder, da det var en anelse besværligt at bære den over den ene arm, mens hun skulle støtte ham med den anden. Og måske kunne det skærme ham lidt fra kulden mod det våde tøj. Han ville nok ende op med at blive syg, uanset hvad. 

Hun hævede et øjenbryn ad hans mærkelige kommentar. "Kort? Jeg har da en ganske almindelig højde. Modeller skal være mindst 1.75," sagde hun, mens hun baksede med at slæbe ham med i en eller anden retning. Hun havde stadig ikke besluttet hvad i alverden hun skulle gøre med ham. Han kunne garanteret ikke transferere i denne tilstand, ikke engang hvis det var hende der gjorde arbejdet, for hun ville ikke risikere, at han gik i spåner. "Det var da et ufatteligt mærkeligt spørgsmål," var alt hun valgte at sige til det. Han var et godt stykke højere end hende, og hun spekulerede på, om han talte om sig selv. Men endnu engang var det en tanke hun slog ud af hovedet lige så hurtigt, som den var dukket op. Det var latterligt. Hun lyttede til hans vrøvl og stoppede så op, da han spurgte om han måtte sove hos hende. Hun stillede sig lige foran ham og kiggede op på ham med et undersøgende blik. "Jeg tror du har fået en hjerneskade af alt det alkohol, Price. Har du nogen idé om, hvad du lige har spurgt om?" spurgte hun med et hævet øjenbryn. Hun var sikker på, at han ville fortryde alt det her dagen efter, og hvis han vågnede op hjemme hos hende, ville han nok hade sig selv. For hende var det alt sammen bare noget hun kunne holde imod ham, så hun havde egentlig ikke så meget imod det som hun måske burde. "Venner går ikke hinanden på nerverne konstant. Venner kan rent faktisk holde ud at være i hinandens selskab. Men det ved du nok intet om, eftersom du ikke har nogen rigtige venner," sagde hun med et skuldertræk, i håb om, at hun kunne fremprovokere hans sædvanelige hånlige og sarkastiske jeg. Det var ikke fordi hun ikke troede han havde nogle venner, men ærlig talt foretrak hun næsten den normale ham fremfor den fulde ham, for det var ved at blive en anelse creepy, at han opførte sig som om, at han pludselig syntes godt om hende.

[Deleted]

Som hun forklarede ham at det var hans kappe gloede han forvirret fra den og så på hende, "hvor pudsigt, hvordan er den dog havnet der?" Spurgte han uforstående som gav det slet ingen mening for ham overhovedet. Men nu gjorde hans fulde tilstand ham heller ikke videre klogere end normalt. "Nåh pyt," han trak let på skuldrene og lod så også kappen falde omkring hende så de derved delte den. Det var vel kun fair når hun nu hjalp ham.
"Du er kort i forhold til mig," pointerede han, men han var jo også næsten 1,85 så det var måske ikke så mærkeligt. Han sukkede dramatisk da hun anslog hans spørgsmål som mærkeligt, "det er da ikke mærkeligt," sagde han som havde han ment det dybt seriøst, hvilket han jo også havde, han kunne ikke lige se hvorfor det var underligt? Det var da ret relevant, det kunne jo vise sig nyttigt en skønne dag.
Han lod hende trække sig med, uden at ane hvor de var på vej hen, han var bare ikke lige i stand til at traffe nogen videre beslutninger lige nu, det eneste han vidste var at han ikke nagede noget ønske om at komme hjem til familien og deres latterlige forventninger.
"Ja?" Svarede han dumt, "jeg spurgte om jeg måtte sove hos dig." Gentog han som var de hende der var den fatsvage af dem lige nu. "jeg kan bare sove på din sofa," der var en næsten tiggende undertone i hans stemme.

Han så på hende med et såret blik da hun påpegede at han ingen venner havde. Hun havde jo i og for sig ret. "Altså du går mig ikke på nerverne lige nu," mumlede han og var nær snublet over sine egen fødder. Han genvandt balancen ved at holde fat i hende og stod stille lidt inden han dristede sig til at gå videre.
"Ouch, men du har ret, jeg har faktisk ikke rigtigt nogen venner," svarede han helt ærligt og så lidt frem for sig. Igen ikke en indrømmelse han ville have givet hende hvis han havde været ved sine fulde fem. "Dem på Hogwarts hang kun ud med mig fordi jeg er rig, veltalende og ser djævelsk godt ud." Han sendte hende et skævt smil. "Men du har det hele, både venner og en støttende familie og et job du elsker, du er pokkers heldig Leia, det er derfor jeg altid kører på dig," okay selv i fuld tilstand kunne han godt mærke at dette her måske var at bevæge sig lidt ud i et grænseland. Bare det at gøre brug af hendes fornavn.
Han stoppede op og slap hende, kappen lod han blive over hendes skulder som han selv trådte ud fra den, han slog armene om sig selv i den kolde vinternat. "Jeg ved godt at jeg nok er den person du allermindst vil hænge på til aften," sukkede han, "jeg skal nok lade være med at tvinge dig som jeg gjorde sidst," han så sig lidt fortvivlet omkring, "kan du måske bare guide mig i nærheden af det nærmeste hotel?" han ligende nok mest af alt en efterladt hundehvalp på nuværende tidspunkt, men han vidste jo godt at hun ikke skyldte han noget som helst.

[Deleted]

Leia sukkede bare og rullede med øjnene, uden at kommentere på hans uvidenhed omkring sin kappe. Hun havde alligevel alt for travlt med at tænke på, hvor i alverden hun skulle dumpe ham. Hun anede jo ikke hvor han boede, for de havde aldrig rigtigt fået nogle personlige ting at vide om hinanden, ud over deres karrierevalg, og så hvilket blod de havde.. Eller også var det bare noget man sådan vidste. Hun var i hvert fald sikker på, at alle på skolen dengang de gik der vidste, at han var fuldblod, og på en eller anden måde vidste han, at hun også var. Hun lod også hans sidste bemærkning om hendes højde gå ubemærket hen, for der var ingen pointe at diskutere med en fuld person. Dog kiggede hun undrende på ham, da han også lagde kappen over hendes skuldre, som om de bare var de bedste venner, og hun også manglede noget at skærme hende mod kulden. Han var en helt anden person lige nu, hvilket ærlig talt skræmte hende en anelse. "Det er da et lidt for personligt spørgsmål, taget i betragtning af, at vi slet ikke kender hinanden på den måde," sagde hun bare med et skuldertræk, og ville helst ikke tale om det mere. Hele situationen var virkelig underlig for hende, og hun anede egentlig ikke hvordan hun skulle reagere, ud over at få ham indenfor et eller andet sted så hurtigt som muligt.

"Det er så kun fordi du er fuld," mumlede hun med endnu et skuldertræk. Faktisk gik han stadig hende en anelse på nerverne, dog langt fra på samme måde som han plejede. Selvom det var rart at han ikke smed dumme kommentarer efter hende konstant, var alt det her falske venligheds halløj også temmelig grænseoverskridende, og hun foretrak den almindelige og arrogante ham, fremfor denne underlige, personlige type han var lige nu. Hun stoppede også op da han var ved at snuble, og greb fat i hans arme for at han kunne finde balancen igen. Hun stirrede uforstående på ham, da han begyndte at indrømme overfor hende, hvorfor han altid var som han nu engang var. "Okay, Price, det er nok nu. Du skræmmer mig seriøst med dine alt for personlige fortællinger, jeg er ikke din psykolog, så luk arret og fortsæt med at gå," sagde hun, med en irriteret undertone i stemmen. Der gik dog ikke lang tid, før de var stoppet op igen, og hun hev hans kappe af sig, så snart han trådte væk fra hende. Hun udstødte en irriteret lyd. "Du er det mest irriterende menneske jeg kender, og vi begge kommer til at fortryde det her noget så ufatteligt i morgen," sagde hun, hvorefter hun gik hen til ham og tog et godt tag i hans arme. "Hold fast," sagde hun bestemt, hvorefter hun hurtigt transfererede dem væk. De landede en anelse ufint inde i hendes trappeopgang, men hun blev ved med at holde fast i hans arme, til de begge fandt balancen. Hurtigt tjekkede hun om han var gået i spåner, men umiddelbart så det ud som om han var hel. Hun slap ham hurtigt igen, nærmest som om han var ulækker at røre ved, hvorefter hun vendte om og marcherede op ad de få trin til hendes hoveddør. "Kommer du?" spurgte hun over sin skulder, hvorefter hun låste sin dør op. 

[Aaron Jacob Walker]

Aaron listede langsomt hen til døren i den lejlighed hvor han lige havde været sammen med en ung og smuk kvinde, som nu lå og sov. Han havde ikke tænkt sig at blive hele natten, da han vidste at dagen efter ville blive akavet. Hvad nu hvis hun ville lave morgenmad til ham? Det orkede han simpelthen ikke for det kunne ende med at de skulle ses igen og én gang var altså nok for ham, selvom hun var smuk.

Han åbnede stille døren og så et ungt par. Den unge mand var ret så fuld og den unge smukke kvinde, som Aaron synes han havde set før, halvt slæbte på ham.

“Han skal bare have en ildwhiskey til morgenmad, så er han frisk igen. Men vær nu ikke for hård ved ham.” Sagde Aaron med et grin imens han blinkede til kvinden, da han havde lukket døren til lejligheden med den sovende kvinde han forhåbentligt aldrig skulle se igen. Derefter gik han forbi dem, med et stort smil og et nik som godnat, og ud ad døren, hvor han tranfererede sig hjem.


// Out

[Deleted]

Han trak ligegyldigt på skuldrene, "måske vi så kunne lære hinanden at kende på den måde," sagde han med et smil som dog hurtigt falmede. "Eller altså ikke på dén den måde, men sådan venskabelig-agtig den måde." Han rynkede bryene lidt, gav det i det hele taget mening? I sin fuldskab ville han gerne lære hende bedre at kende, måske det ville ændre sig i morgen når han var mere ædru.
"Og lækker!" Tilføjede han som han skød brystet lidt frem for at højne sin pointe. "Fuld og lækker." Han havde altid set sig selv som en flot fyr og inden skulle prøve at bilde ham andet ind. "Med mit flotte udseende kan jeg umuligt gå dig på nerverne." Han smilede velvidende om at hun nok havde en helt og andelses anden holdning til lige netop det.
Hendes afvisning ramte ham lidt, her forsøgte han at åbne sig lidt op for hende og fortælle hende at hun faktisk var okay og så vippede hun ham bare af. Sådan en egotripper. Her så han så fuldstændig bort fra at han jo sådan set selv havde været ude om det med alle de gange han havde kørt på hende og behandlet hende dårligt, han kunne jo bare have været sød mod hende, så kunne det være at det var blevet gengældt. Selvom faktisk var hun allerede langt sødere ved ham nu end han nogensinde ville have været mod hende hvis situationen havde været vendt rundt. Han kunne vel ikke bebrejde hende hendes skepsis.

Han så på hende, "det mest irriterende? Er jeg virkelig så slem?" Han lod hende alligevel tage fat i sig og transferer dem til den opgang han formodede at hun måtte være bosat i. Dog var transforreringen lige i overkanten af hvad hans i forvejen utilpasse mave kunne klare og i samme nu som hun slap ham for at lukke op vendte han hovedet til side for at lade en stor del af maveinholdet vælte ud på gulvet. Han havde det elendigt og følte sig pludselig endnu mere ynkelig end før. "Ad..." beklagede han sig. For Merlim hvor var han dog langt ude lige nu.
Som manden gik forbi dem rettede han blikket lidt op og smilede ret halvhjertet til ham. Han skulle ikke have noget som helst der mindede om alkohol det næste lange stykke tid det var helt sikkert.
Selvom manden kun lige akkurat havde passeret dem begyndte Vincent at fumle efter sin tryllestav i lommen for at få fjernet det roderi han lige havde lavet, skønt lugten alene næsten fik ham til at kaste op igen. Han var nok desværre også ret meget ude af stand til at udføre nogen form for magi lige nu som han stod der og svingede med staven som var det bare en gren han havde brækket af et træ på vejen.
"Den virker ikke," mumlede han irriteret og rystede den voldsomt et par gange og med et højt knald sprang pæren over Leias hoveddør og efterlod dem i delvist mørke, "hovsa," mumlede han. Han tænkte slet ikke over at dette her jo også sagtens kunne være et mugglerboligkvarter og at brug af magi var dumt nok i forvejen.

[Deleted]

Leia hævede begge øjenbryn, da han sagde noget om, at de skulle lære hinanden at kende på den måde. Hvilken måde han mente havde hun slet ikke lyst til at tænke over, og blev også lettet, da han skyndte sig at ændre hvad han sagde. "Lad os se på det, i morgen synes du garanteret det er en forfærdelig ide," sagde hun bare, da hun var overbevist om, at det var alkoholen der talte for ham. Så snart han blev ædru, ville han fortryde alt hvad han havde sagt nu, hvis han overhovedet kunne huske det, hvilket der nok var en chance for, at han ikke kunne. "Dit udseende har intet med det at gøre, Price," sagde hun og viftede lidt med hånden. I det mindste var han stadig lige så glad for sit eget udseende som han plejede, så den egenskab mistede han ikke når han blev fuld. Hun var lettet over, at han ikke var fuldstændigt forandret.

Hun nikkede bestemt. "Det mest irriterende, du er forfærdelig," sagde hun oprigtigt, for hun kunne ikke komme i tanke om andre, hun havde eller havde haft så meget kontakt til, der var lige så irriterende som ham. Normalt var det bedste ved mennesker hun ikke kunne holde ud, at hun oftest kun var nødsaget til at være i deres selskab i højest et par dage, og så skulle hun aldrig se dem igen. Han, derimod, var åbenbart en pestilens hun ikke så let kunne slippe af med, af en eller anden grund. Hun rynkede på næsen da hun hørte ham kaste op, men så det heldigvis ikke, da hun havde travlt med at låse sin dør op. Hun hørte ham godt fumle lidt rundt, og en eller anden mand passerede også, men hun hørte ikke rigtigt efter hvad han sagde. Hun vendte sig om for at se hvor Vincent blev af, og rynkede så panden, da hun så ham stå og svinge vildt med sin tryllestav. Det gav et gib i hende, da pæren sprang, og endnu engang måtte hun udstøde en irriteret lyd af ham. "For pokker, Price," sagde hun, hvorefter hun hurtigt trak sin egen stav, og fik hans maveindhold til at forsvinde på få sekunder. Hun gad ikke gøre noget ved pæren, så hun gik bare ned, greb fat i hans arm og trak ham med ind i hendes lejlighed. "Gå ind i stuen," beordrede hun, hvorefter hun forsvandt ind på sit værelse for at finde ham et tæppe. Hun vendte tilbage til stuen med det og lagde det på sofaen, og håbede mest af alt, at han selv kunne finde ud af at lægge sig under det, men hun havde på fornemmelsen hun langt fra var færdig med at hjælpe ham endnu.

[Deleted]

Vincent var virkelig ikke meget være på dette givende tidspunkt. Maven opførte sig stadigvæk skræmmende meget på grænsen af at vende indholdet ud for anden gang, men han forsøgte at ignorerer det. Lige nu var han mere opsat på at finde ud af hvordan hun kunne hade ham så inderligt - som var det ikke åbenlyst.
"Hvad?!" Beklagede han sig og tørrede munden af i sit ærme. "Jeg har det ikke så godt." Nu lød han som en femårig der forventede at hun ville komme over og klappe ham på hovedet og fortælle at det hele nok skulle gå. Han hadedeat være syg, også selvom dette nok nærmere skyldtes mængden af den indtaget alkohol frem for en virus.
På stive ben valkede han ind i stuen som hun beordrede ham til og nærmere faldt, end satte sig ned i sofaen. Han kæmpede sig op og sidde rigtigt og så efter hende med bedende øjne. "Jeg har virkelig været en idiot overfor dig har jeg ikke?" Spurgte han som hun kom til bage. Han vidste det jo godt selv, men han håbede nok lidt at hun afkraftede ham i det.
"Det er bare svært...min familie er så kompliseret." Begyndte han at fortælle skønt hun ikke havde spurgt.

Han foldede hændene i skødet og kiggede ned på gulvet. "Jeg har bare altid opvokset med at jeg skulle hade mudderblod og alle dem der støtter dem," Han sukkede og forsatte uden at bekymre sig om om hun i det hele taget var interesseret i at høre hvad han havde at sige.
"Hele min familie har bare altid været tilhængere at Dødsgarden og de tror på alt det den står for, min ene bror er Dødsgardist og mine forældre forventede virkelig at jeg ville slutte mig til dem som ham, men jeg er åbenbart svag eller noget i den stil for jeg kunne ikke. Jeg fik mærket, men jeg kunne ikke stå inde for det..mine forældre tror at de bare er en fase og at de kan få mit på bedre tanker, men i virkligheden har jeg nok bare mest lyst til at stikke af til et eller andet sted hvor de aldrig finder mig, nogen af dem." Han havde aldrig sagt dette højt før og det føltes underligt, men rart. Han så på hende med et bedrøvet - næsten sårbart blik - "jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre." Indrømmede han og hans blik var trist og hjælpeløst han anede ikke hvorfor han fortalte hende det, han havde vel ikke andre, hun var den eneste han kendte der sikkert kunne bekrafte ham i at han tog det rette valg da han ikke mødte op i kampen på Hogwarts. Alle andre så jo ned på ham over det. Han følte sig bare så hjælpeløs og var egentlig ligeglad med at den information han lige havde givet hende ville være nok til at få smidt ham i Azkaban. Han var bare så træt af at kæmpe hele tiden.

[Deleted]

"Mmh," lød det fra Leia, da han sagde, at han ikke havde det godt. Hun overvejede om hun havde en spand eller en balje et sted hun kunne stille ved sofaen, når han skulle sove på den, for hun var på ingen måde i humør til, at vågne op til opkast på gulvet dagen efter. Den stank ville nok være ufattelig svær at få til at gå væk. Hendes opgang ville nok heller ikke lugte alt for godt de næste par dage. Hun så op på ham, da han indrømmede, at han havde været en idiot overfor hende. Alkohol så virkelig ud til at virke som et sandhedsserum på ham. "Ja, du har," sagde hun bare og trak på skulderen, som for at indikere, at det egentlig var ligegyldigt. Selvfølgelig var det ikke ligegyldigt, men der var ikke meget de kunne gøre ved det lige nu, og desuden ville han sikkert være tilbage til at være en idiot overfor hende, når han igen var ædru. Faktisk håbede hun på, at han ville være væk før hun vågnede dagen efter.

Hun hævede overrasket begge øjenbryn, da han fyrede sin monolog af. Det efterlod hende en anelse befippet, og hun havde absolut ingen idé om, hvad hun skulle sige til alt hvad han fortalte hende. Hun var i tvivl om, om det var noget han sagde som en slags undskyldning, eller om det bare var for at komme af med det. Måske begge dele. Men hun havde lige fået smidt en spand information i hovedet, som hun ikke anede hvad hun skulle gøre med. "Jeg, øhm.. Jeg ved heller ikke hvad du skal gøre," sagde hun stille, efter en lang stilhed, da han havde talt færdigt. Hun havde ingen idé om, hvordan hun skulle reagere, eller om det overhovedet var meningen hun skulle sige noget. Hun følte det var lidt malplaceret at sige, at det var synd for ham og alt det, men det var det vel et eller andet sted.. At være tvunget til noget man slet ikke havde lyst til var aldrig sjovt. Men hvad skulle hun dog gøre ved det. "Hvorfor fortalte du mig det?" valgte hun i stedet at spørge, da hun ikke anede hvad hun ellers skulle sige.