I shouldn't have said that..

[Deleted]

Heldigvis for ham, var han lige pt for fuld til at føle sig ynkelig. Det skulle nok til gengæld ramme ham tifoldigt den følgende morgen, men for nu føltes det bare helt normalt at snakke med hende. Han havde ikke lyst til at skulle begynde at tænke over hvor dumt det var. Den tid den sorg, som man sagde.
Han kunne virkelig ikke finde ud af hvordan han skulle responderer når hun bare gav ham ret på den måde. Kunne hun i det mindste ikke bare lade som om at hun havde bare en smule ondt af ham? Eller modtage når han nu endlig forsøgte at undskylde på sin egen akavede og ikke helt gennemskuelige måde.
Det irriterede ham da at hun bare gav ham ret, den ene gang han ikke ville have ret. Han havde nok lidt forventet at hun havde sagt noget om at han ikke var så slem, eller at det var okay fordi han havde været presset, hvor var hun dog irriterende - igen, og mega egoistisk - modsat ham der jo altid var en engel.

Den samme nedtrykte stemning overmandede ham en smule da hun slog det hen med hun heller ikke kunne sige hvad han skulle gøre. Han sukkede lidt og lod sig falde tilbage i sofaen så han sad som en sæl kartofler og bare stirrede frem for sig.
Han var så lost, hele hans liv var så damned op og han anede ikke hvordan han nogensinde skulle komme ud af alt det rod han havde fået rodet sig ind i. Ikke at det var med hans frie vilje, det var bare fordi han var for stor en kylling til at sige fra.
En meget akavet stilhed spredte sig i rummet. Vincent anede ikke om han skulle sige noget eller om det i det hele taget kunne betale sig. Han følte sig bare så alene i alt dette her. Han havde ingen venner og de få bekendte han havde var også tilhængere af garden som hans familie. Ingen af dem ville kunne forstå ham.
Han tyggede lidt på hendes spørgsmål inden han svarede, og startede med at trække let på skuldrene. "Jeg ved det ikke," indrømmede han tøvende og rettede så de grå øjne mod hende, "måske fordi du er den eneste person jeg kender som vil give mig ret i at det ikke er vejen frem at være Dødsgardist?" Han vidste ikke om han forventede hun skulle svare noget, han var bare frustreret. "Måske jeg håbede på at du kunne overtale mig til at gøre noget fornuftige for en gangs skyld." Han smilede svagt til hende. Ikke et af de sædvanlige selvviske eller provokernede smil, men et oprigtigt smil, skønt det var bedrøvet. I morgen tidlig ville han sikkert nok have en helt anden ide om hvad "fornuft" var, men lige nu havde han bare brug for en eller anden form for støtte og han havde sørgeligt nok ingen andre at gå til end hende.

[Deleted]

Leia bed sig i læben og fik en mærkelig følelse indeni. Det kom ret meget bag på hende, for hun havde aldrig troet, at hun skulle have den følelse omkring ham. Hun havde rent faktisk ondt af ham, virkelig oprigtigt, og det var helt underligt at have det på den måde. Hun vidste godt det var fordi hun havde meget empati, så meget, at folk hun egentlig slet ikke brød sig om, også røg ind under hendes bekymring, når de tilstod deres inderste følelser for hende, mens de var fulde. Åbenbart. Hun lod en hånd glide gennem sit hår og sukkede tungt. Det her var virkelig ikke den aften hun havde regnet med, og ærlig talt anede hun ikke, hvad han forventede fra hende - hvis han overhovedet var sammenhængende nok til at forvente noget som helst.

"Hør," begyndte hun, før hun holdt en lille pause, og bed sig i læben igen. "Nu er jeg jo ikke ligefrem neutral i det her. Jeg mener helt klart, at det er en forfærdelig ting at være Dødsgardist," fortsatte hun, mens hun gik hen og satte sig i sofaen ved siden af ham, og drejede fronten en smule imod ham, så han vidste hun mente hvad hun sagde alvorligt. Hun havde ingen idé om, om han ville kunne huske hvad hun havde sagt dagen efter, men måske ville det plante sig i hans underbevidsthed, så han valgte fra at være en led satan - mere end han var i forvejen, altså. "Det virker ikke til, at det er hvad du har lyst til at gøre med dit liv. Hvis dine forældre presser dig og du sætter hælene i, så er det et klart tegn på, at det langt fra er hvad du har lyst til," sagde hun og nikkede en anelse. Endnu engang lod hun hånden glide gennem sit hår. Faktisk havde hun ingen idé om, om hvad hun sagde ville trænge ind på nogen som helst måde. "Du vil garanteret sige, at det er noget vås, men.. hvis du vil vide hvad jeg synes, så synes jeg, at du skal følge dit hjerte," sagde hun, og afsluttede det hele med et lille suk, mens hun mentalt forberedte sig på, at han ville komme med en åndssvag kommentar, som han plejede.

[Deleted]

Han sukkede meget dybsindigt og så frem for sig. Hvordan skule han nogensinde klare sig igennem alt dette her. Det var forvirrende og svært og alting var uoverskueligt på så mange måder at han ikke engang vidste hvor han skulle begynde henne.
Et spor af lettelse gled over hans øjne da hun sagde at hun var enig i at dødsgarden var noget skidt. "Jeg har ikke lyst til at være en del af det, men jeg ved ikke hvordan jeg skal slippe ud af det." Indrømmede han i et dramatisk suk.
Vincent forholdt sig tavs imens hun snakkede. Han lyttede intenst uden at være sikker på om han overhoverhovedet ville være i stand til at huske denne samtale den følgende morgen. Et taknemligt smil gled over hans læber da hun holdt inde. Han var glad for at have bare en enkelt støtte i alt dette her, også selvom den kom fra hende, "tak," sagde han uden omsvøb og vendte så ryggen til hende for at ligge sig på ryggen i sofaen og placerer sit hoved mod hendes lår. "Jeg ville ønske at jeg bare kunne følge mit hjerte og alt det, men det kan jeg ikke, hvor skulle jeg tage hen hvis jeg kun har mig selv?" Sukkede han igen og så lidt frem for sig som var det ikke den mindste smule akavet at han havde lagt sig op af hende som var de et kærestepar.

"Tænk hvis jeg aldrig kan komme ud af det, men bliver tvunget til at følge det alle andre forventer af mig til den dag jeg dør eller bliver spærret inde i Azkaban." Han gøs og så op på hende, "jeg vil ikke ende i Azkaban." Sagde han næsten bedende som var hun alene i stand til at sørge for det aldrig ville komme til at ske for ham.
Han lod igen blikket glide ud i rummet, "har du nogensinde prøvet at gøre noget der ændrede alt for sig? Du ved, stået helt alene?" Han var ikke sikker på om han ville kunne klare det. Han var ikke ligefrem god til at skaffe sig venner og han kunne ikke overskue at rende rundt og kigge sig over skulderen resten af livet, for tænk hvis Raysal kom efter ham hvis han stak af. "Der ville sikkert ikke engang komme nogen til min begravelse." Mumlede han dystert som forventede han at det ville henne indenfor nær fremtid.

[Deleted]

Leia trak en anelse på skulderen, selvom hun ikke var sikker på, at han lagde mærke til det. Forventede han virkelig, at hun kunne løse hans problem? Det var ikke ligefrem fordi der var noget helt almindeligt galt på arbejdet, eller et andet normalt problem, som andre mennesker havde. Det var et kæmpe problem, og hun anede absolut intet om den slags. Det lød på hende næsten som om han var nødt til at flygte, eller noget i den stil. "Det lyder ærlig talt som om, at der ikke er andet for dig at gøre, end at tage dine ting og flytte langt væk," sagde hun stille, mens hun så frem for sig. Hun drejede dog hovedet for at kigge på ham, da han sagde tak, og hun rynkede panden en anelse. Den her aften blev mere og mere underlig. Hun havde netop færdiggjort den tanke, da han lagde sig ned og lænede hovedet mod hendes lår. Hun havde ingen anelse om, hvad i alverden der skete lige nu, og alt i hende skreg på, at hun skulle flytte sig helt hen i den anden ende af lokalet, eller bedre endnu, smide ham ud. Men hun gjorde intet, hun spændte bare musklerne en anelse i kroppen, da hun ikke kunne slappe helt af, når han lænede sig sådan op ad hende. "Du kan tage hvorhen du vil," mumlede hun med endnu et skuldertræk. Hun rømmede sig en anelse og forsøgte at slappe af i kroppen, ellers ville hun få vilde spændinger. "Det er det positive ved den situation. Stik af, til hvilket som helst land i verden du har lyst til at besøge," sagde hun. Pludselig lød hun nærmest begejstret for ideen, men det var bare hendes glæde for at rejse, der slog igennem. "Du behøver ikke engang slå dig ned det første sted du havner. Du kan besøge forskellige steder, indtil du finder det sted du vil kalde dit nye hjem," fortsatte hun, og afsluttede det hele med antydningen af et lille smil. Igen var det bare hendes kærlighed for at rejse.

Hun rynkede panden en anelse og kiggede ned på ham, som han lå der, med hovedet mod hendes lår. Hun rystede på hovedet. "Hvis du stikker af fra din familie, kommer du ikke til at havne i Azkaban. Jeg kan ikke love at der ikke sker noget.. værre, men hele din situation er jo ret slem," mumlede hun. Hun kunne ikke få sig selv til at tale om, at der var en mulighed for, at hans familie, eller nogle andre fra Dødsgarden ville finde ham, og slå ham ihjel. Selvom han på ingen måde var hendes kop te, ville hun aldrig ønske det for nogen som helst. Hun rystede på hovedet ad hans spørgsmål. Selvfølgelig havde hun prøvet noget der ændrede alt, hendes mor var død da hun var 6 år gammel, men hun havde aldrig stået alene. Det ville hun dog ikke tale om. "Du kommer ikke til at blive begravet lige foreløbig, så det kan da være ligemeget. Plus, du er stendød alligevel, så du er nok også temmelig ligeglad," sagde hun med en stædig klang til sin stemme. Hun slappede nu helt af og lænede ryggen op ad sofaens ryglæn, mens hun talte. 

[Deleted]

Han gloede en smule bebrejdende op på hende, tydeligvis var det slet slet ikke det svar han havde lyst til at høre. Han bemærkede dårligt nok at hun spændte op for hans tanker var helt andre steder. "Jeg kan da ikke bare rejse væk," mumlede han og så igen frem for sig. Hvor pokker skulle han tage hen? Og hvordan skulle han klare sig? Han kunne jo nok ikke ligefrem slæbe familieformuen med sig så han ville skulle starte helt fra bunden af med at tjene penge og alt det og han var bestemt ikke fan af at have et eller anden hårdt job, men han kunne vel ikke taget job i den magiske verden, så ville han vel blive fundet? En ting var at få et dumt job som bartender på en magisk café eller noget, men et mugglerjob? Det var jo nærmest forrykt!
Nu var det godt nok ikke det hun sagde, men han kunne bare lige se det for sig.
Han så lidt sammenbidt op på hende og kunne tydeligvis ikke lige dele hendes åbenlyse glæde, men han havde jo heller aldrig rejst uden sine forældre og det skete ikke særlig tit at de var væk mere end et par dage af gangen. "Hvordan skal jeg så få råd til mad Røde?" Spurgte han pessimistisk, "og mon ikke det bliver en anelse kedeligt i længden?" Han hævede et bryn. Han lød ikke sur eller som om han talte ned til hende, men som var det en ganske realistisk samtale hvor eventuelle problemstillinger lige måtte tages med i overvejelserne.

Han fastholdt det dystre udtryk imens han forblev tavs i nogle minutter. "Men det er min familie, mine forældre og mine brødre, hvordan skulle jeg dog nogensinde bare kunne skride." Han mærkede hvordan tanken alene gjorde ham utrolig trist til mode og blinkede et par gange inden han genfandt fatningen.
Uanset hvad så snakkede de jo om at efterlade familien, nu vidste han ikke hvordan hendes familiesituation var, men han elskede sine forældre og sine brødre, også selvom de var som de var. Det ville altid være hans far som var hans store barndomsforbillede og hans mor der havde passet ham når han var syg samt fortalt ham at alt nok skulle gå når han var ked af det, og hans brødre der havde hjulpet ham med at træne magi og leget med ham - og drillet ham og gået ham på nerverne, men sådan var det jo med brødre.
"Ville du nogensinde bare kunne forlade din familie?" Spurgte han nysgerrigt, ikke for at understrege en pointe, men nærmere for at høre om det bare var ham som var svag for ikke at kunne se sig selv gøre det.
Et svagt smil trådte frem på hans læber og han så op på hende som hun lænede sig tilbage i sofaen, "meget beroligende sagt Røde," kommenterede han med en drilsk undertone.

[Deleted]

Leia hævede et øjenbryn, en anelse forvirret over, hvorfor i alverden han mente, at han ikke bare kunne rejse væk. Han havde ligesom ikke mange muligheder tilbage, og magi rakte desværre ikke langt nok til, at han kunne ændre på sit liv på den måde. Desuden var der nok ikke en eneste person i hele verden, der var så god til at overtale, at de ville få hele hans familie til at opgive det Dødsgardist og renblods fis. "Har du overhovedet noget valg?" spurgte hun. Hun bed godt mærke i, at han vendte tilbage til at kalde hende det kælenavn han havde udvalgt specielt til hende, for at irritere hende, og hele aftenen havde været så virkelighedsfjern for hende, at det irriterende tilnavn næsten var kærkomment. "Arbejde? Du ved, ligesom alle andre dødelige," sagde hun og rullede med øjnene. Han lød som en forkælet møgunge der aldrig i sit liv havde gjort noget som helst for at få de penge han har. "At rejse og opleve nye steder er aldrig kedeligt," tilføjede hun, og rynkede panden en anelse. Han kunne vel finde nogle andre at irritere, så han ikke skulle lide sådan, uden at have nogen at irritere.

Hendes ansigtsudtryk blev en del mildere, da han tvivlede på, om han kunne tage væk fra sin familie. Det forstod hun godt, hun ville ikke selv kunne gøre det samme. Måske hvis de tvang hende til noget forfærdeligt hun ikke ville, men det kunne hun umuligt vide. "Nej, det tror jeg ikke," mumlede hun med et skuldertræk, som svar på hans spørgsmål. Som om han kunne læse hendes tanker. Hun bed sig en anelse i læben og sukkede så. "Du kan vælge at forlade din familie, eller blive Dødsgardist. Du kan jo ikke få dem til at skifte mening, går jeg ud fra," sagde hun og kiggede ud i sin stue. Hun var glad for, at hun ikke selv stod i den slags problemer. Et lille smil gled over hendes læber, da det åndssvage tilnavn kom igen, og hun vendte blikket ned mod ham. "Jeg tror effekten af alkoholen er ved at dampe af," informerede hun ham om, før hun rejste sig op og strakte sig en anelse. "Jeg må hellere smutte, før det går op for dig hvor du er. Få sovet, og så kan du altid snige dig ud i morgen," sagde hun, før hun bevægede sig væk fra stuen.

[Deleted]

Han skævede lidt op til hende. Det var virkelig ikke det han havde brug for at høre, heller ikke selvom det muligvis var sandheden! Han sukkede lidt dramatisk. "Hvis nu jeg måske giftede mig med en anden fuldblod, så kunne jeg flytte væk som min bror Matthew og så kunne jeg leve livet der uden at kigge mig over skulderen," tænkte han højt og lød mere og mere begejstret som han snakkede, "det ville nok kræve at jeg fik et par unger for så kunne jeg sige at jeg ville værne om familien og ikke ville risikerer at sætte dem i fare." Han snakkede som var det en strategi der rent faktisk holdt vand.
Endnu værre blev det dog da et lys gik op for ham og han kiggede tilbage op på hende, "heeey, du er fuldblod!" han behøvede ikke at uddybe mere for hans ide stod skrevet i hele ansigtet på ham. Man kunne nærmest se hvordan han mentalt klappede sig selv på ryggen for sin egen intelligente løsning.
"Det er jo genialt!" Udbrød han og satte sig op med et ryg, uden overhovedet at tænke på at høre hendes mening om tingene. "Hvis du alligevel er så glad for at rejse kunne vi flytte hvor som helst hen i verden du gerne ville bo! Jeg ofre mig gerne for at få det til at fungerer." Den kommenede morgen ville han nok indse hvor idiotisk planen var, men for nu havde han bare en enorm optur på.

Midt i hans begejstring havde han ikke helt bemærket at hun havde rejst sig. Han så forvirret på hende, men sprang så op af sofaen. "Jeg kunne sove inde hos dig? Så kan vi afprøve om det virker?....altså ikke samleje og det, bare det at sove sammen." Han havde endnu ikke sluppet planen for lige nu var han gået helt i selvsving, "eller altså op et eller andet tidspunkt vil det jo blive nødvendigt vi skal jo have nogen børn...jeg tænker to eller tre." Han begyndte at bevæge sig tænksomt op og ned af gulvet.
Igen havde tanken om at hun nok var af en ret anden mening ikke rigtigt strejfet ham. "Vi skal nok bare begynde i det små du ved, prøve at kysse og sådan noget uden at være ved at brække os over hinanden, vi skal jo helst virke som om vi er forelskede og alt det." Plabrede han videre og først da stoppede han op og gik over for at stille sig foran hende, "altså jeg har masser af penge så det bliver intet problem." I sin fuldskab lod han sig falde på knæ foran hende og så op på hende med bedende øjne, "så Røde, vil du gifte dig med mig?......jeg har ikke lige nogen ring på mig, men jeg skal nok finde en i morgen...er du mest til guld eller sølv?" Det var først nu han rent faktisk gav hende mulighed for indvendinger, eftersom han nærmest havde snakket uafbrudt siden ideen havde sneget sig ind på ham.

[Deleted]

Leia trak på skulderen som han talte om, at han skulle gifte sig med en fuldblod. Hun rynkede en anelse på næsen, da det ikke lød specielt rart i hendes ører, at skulle gifte sig med en eller anden tilfældig person, så længe de havde det rigtige blod, bare så man kunne slippe for at være tvunget til at blive Dødsgardist. Selv ville hun aldrig gøre sådan, det ville hun simpelthen ikke kunne holde ud. Men hun var også stædig, så det kunne være det var nemmere for andre. Hun hævede et øjenbryn da han pointerede, at hun var fuldblod. "Ja..?" begyndte hun, men så gik det langsomt op for hende, hvad han kunne mene. Hun spærrede øjnene op så meget, at hun var sikker på de ville poppe ud af hovedet på hende, mens hun stirrede på ham, som om han var fra en anden planet. Det kunne han bare ikke mene!

Hun var ret sikker på hun lignede noget der var løgn, som hun stod der og gloede på ham med store øjne og halvt åben mund, men hun var simpelthen bare for meget i chok til at kunne gøre noget som helst ved det. Hun ventede bare på, at han ville sige det var en joke, eller i det mindste bare, at det var en vanvittig idé, som han aldrig kunne finde på at overveje at udføre. Men det kom aldrig. Det var som om hun havde mistet evnen til at bevæge sig. Hun var ved at gå bagover af overraskelse, da han begyndte at tale om, at de skulle sove sammen, og lære at kysse uden at brække sig over hinanden. Endelig kom hendes evne til at bevæge sig tilbage, og hun rystede voldsomt på hovedet, i håb om, at han skulle se det, for hun fik ikke en eneste chance for at bryde ind og sige ham imod. Hun var heller ikke sikker på, at hendes stemme var normal. En underlig, lille lyd undslap hendes læber da han til sidst faldt på knæ foran hende, og hun måtte holde fast i dørkarmen for ikke at dejse om, det hele var virkelig surrealistisk, og hun ville bare væk fra den her situation så hurtigt som muligt. Hun rømmede sig og kiggede ned på ham. "Price, for fanden... Læg dig nu til at sove," sagde hun, med en stemme der kun lød lidt anderledes end normalt, da hun valgte at fuldstændig ignorere alt det han lige havde sagt.

[Deleted]

Måske Vincent var gået en lille smule i selvsving, men det var bare som om at det hele pludselig gav så god mening! Som kunne han omsider se lyset for enden af tunnelen. Hvorfor havde den tanke dog ikke strejfet ham noget før?!
Han bemærkede dårligt hvordan hun bare stod og gloede på ham som havde han fortalt hende at han var begyndt til ballet. Han var helt sikker på at denne ufattelig gennemtænkte plan kunne redde hans røv.
Da hun ikke kom med et reelt svar gloede han bare en smule fornærmet op på hende, "det er sguda ikke et svar!" Sagde han irriteret og blev stædigt siddende på knæ foran hendes fødder. "Kom nu, det ville godt kunne fungerer," begyndte han, "jeg snorker ikke om natten og vi kan jo godt sove med hver vores dyne, det er ikke unormalt. Jeg køber os bare en stor seng." Han mente da selv at han var yderst løsningsorienteret lige nu og alligevel var det som om at hun bare ikke lige ville arbejde med ham her.

Til sidst valgte han at komme på benene, "sove? Er du rigtigt klog? Vi har et helt bryllup der skal planlægges! Vi skal også lige finde ud af hvordan du skal møde mine forældre." Plabrede han tænksomt videre. "Men altså der skal vi jo helst lade som om at vi kan lide hinanden," han så lidt frem for sig og stillede sig tæt ved hende. "Måske vi skal øve os.." Uden videre varsel greb han hendes hoved mellem sine hænder og lænede han sig frem mod hende for at placerer et kort kys på hendes læber. Eller det var i hvert fald hans intention medmindre hun naturligvis nåede at flytte hovedet.
Nu skulle hun jo ikke tro at han gjorde dette her af fornøjelse, det var ren og skær overlevelse, det måtte hun da også kunne forstå, hun var jo sådan en "jeg hjælper alle og enhver" -typen. Derfor var det vel også logisk at hun ville hjælpe ham ud af denne situation. Igen mente han da selv at det var ret ligetil.
I det mindste var Leia ikke grim. Faktisk så hun da meget godt ud hvis man så bort fra hvor vanvittig irriterende hun var. Men hun var jo også model så det var vel et krav at hun ikke ligende en sæk kartofler. Lige på trods af at hun var mugglerelsker så ville hun nok også blive accepteret af familien, de skulle bare ikke snakke om blodstatus og den slags, men det skulle nok gå!

[Deleted]

Leia rynkede panden, da han blev ved med at kræve et svar. Det var virkelig ikke det her hun havde forventet af aftenen, og især fordi den blev ved med at tage så mange vilde drejninger. Hun havde ikke troet at det kunne blive vildere, end at hun havde taget ham med hjem til hendes lejlighed, for at han kunne sove rusen ud, men det var selvfølgelig bare indtil han begyndte at snakke om ægteskab. "Hør, Vincent," begyndte hun, og brugte hans fornavn - hele hans fornavn, ikke bare kælenavn. Hendes budskab skulle virkelig igennem, forbi det fordukne slør der lå over hans hjerne lige nu. Hun greb fat i hans skuldre og kiggede ham i øjnene, for at understrege sin pointe. "Jeg svarer dig ikke, fordi ideen er komplet latterlig, og du mener det jo ikke. Vi kan ikke holde hinanden ud, og det ved du godt. Selv hvis vi kunne tolerere hinanden, kunne jeg aldrig finde på at indgå i et ægteskab med nogen, bare for at redde deres røv, fordi de ikke gider rejse væk fra deres familie. Det er dit problem, ikke mit," sagde hun, med en alvorlig tone i stemmen. Et suk undslap hendes læber, og hun fortsatte: "Derfor skal du sove nu, så du kan holde op med at få den slags latterlige ideer. Det ender med du gør noget du vil fortryde alvorligt i morgen." Altså, lige ud over at fortælle hende en af hans dybeste kvaler.

Til hendes overraskelse greb han fat i hendes ansigt, og hun spærrede øjnene op, men før hun kunne nå at reagere på nogen som helst måde, mærkede hun hans læber på sine. Hun frøs fuldstændig fast, og kunne absolut ikke røre sig ud af flækken, så hun stod bare og stirrede ind i hans ansigt, der var alt for tæt på. Hun kunne nærmest mærke hvordan farven drænede fra hendes ansigt i bar chok. Først da han trak sig tilbage, genvandt hun bare en anelse af fatningen. Men hun anede ikke hvordan hun skulle reagere. Skulle hun slå ham? Skubbe ham? Skælde ham ud? Hele hendes krop var fuldstændig anspændt, og hun stod bare og lignede en, der havde fået et slag i ansigtet med en kølle. Hun forsøgte at åbne munden, men der kom ikke en eneste lyd ud, så hun gav op, og lukkede den igen. Det næste der skete, var nærmest ude af hendes kontrol. Hendes krop bevægede sig helt automatisk, og det føltes slet ikke som om det var hendes krop, der gjorde det. Hun drejede om på hælen og marcherede ind på sit værelse, hvor hun smækkede døren i efter sig. Derinde blev hun bare stående midt på gulvet og forsøgte at hitte rede i hele denne forfærdelige, underlige situation.

[Deleted]

Han stirrede på hende som hun tog fat i ham og begyndte at snakke. Det værste var at hun havde helt ret i at det var en latterlig ide og det lå så langt fra virkeligheden som det nærmest kunne. Det var komplet latterligt og han burde virkelig bare få sig noget søvn og tænkte det hele igennem en ekstra gang i morgen når han vågnede op.
Som hun afsluttede rynkede han brynene lidt. "Det er da en ret egoistisk holdning at have synes du ikke?" Spurgte han og så på hende med rynkede bryn.
Et meget dybt og dramatisk suk brød hans læber og han nikkede så. Måske det ikke ville være helt dumt at få sig noget nattesøvn. Men derfor måtte han alligevel afprøve det andet.

I det mindste skubbede hun ham ikke væk i kysset. Det måtte da være gode tegn - bildte han sig selv ind. Hun lod dog heller ikke ligefrem til at falde i svime over det - hun gengælde de heller ikke. I nogle lange sekunder fastholdt han hendes blik til hun uden varsel vendte om på hælen og stormede ind på værelset efterfulgt af lyden af en hårdt smækkende dør.
Vince skar en grimmaasse, havde det været for overilet måske? En smule sørgmodigt gik han over og lagde sig på hendes sofa, han tak tæppet hun havde lagt klar til ham op til halsen så det kun var hovedet der stak ud. Han var langt trættere end han havde tænkt over og det varede ikke længe før han faldt i søvn.

*** TIME ***

Næste morgen vågnede han da solens ståler stod ind af vinduet og lyste ham lige i ansigtet. Ham grumlede lidt og forsøgte at skjule hovedet under hovedpuden. Han var stiv i nakken og hans hoved dunkede som et helt sagværk. Han stønnede svagt i selvmedlidenhed og lod langsomt puden glide til gulvet hvorefter han med missende øjne scannede rummet han lå i - en stue kunne han konstaterer. Han var stadigvæk fuldt påklædt..og lugtede svagt af bræk hvilket gjorde ham ret utilpas.
I nogle lange sekunder lå han bare og forsøgte at genskabe sig minderne fra den foregående aften. Hvor pokker var han?!

[Deleted]

Leia vågnede tidligt, langt tidligere end hun brød sig om, når hun havde brugt størstedelen af natten på, at tage sig af en fulderik. Men hun kunne simpelthen ikke sove mere, så hun gav op til sidst, omkring da solens første stråler kravlede henover hendes seng. Egentlig havde hun sovet ufattelig dårligt hele den resterende nat, meget uroligt, fordi hun ikke kunne holde op med at spekulere på, hvor mærkeligt det hele havde været. Da hun stod op kiggede hun sig i spejlet på badeværelset, mens hun børstede tænder, og besluttede sig for, at hun ikke orkede at lægge make-up, selvom hun lignede én, der ikke havde sovet i tre år. Hun skyllede munden, hvorefter hun gik ind for at tjekke, om han stadig var på sofaen. Han lå og snorkede, så hun rynkede på næsen, men besluttede sig for, at hun lige så godt kunne være flink og lave morgenmad. Medmindre han løb skrigende bort når han vågnede, hvilket nok var sandsynligt.

Da hun havde bikset nogle æg og noget bacon sammen, gik hun ind i stuen for at tjekke til ham igen. Hun lagde mærke til at han var vågen, og kunne ikke lade være med at smile for sig selv, fordi hun var sikker på, at hans reaktion på at se hende ville være ret så underholdene. Især hvis han huskede hvad der var sket natten før. Hun gik ind i stuen og stillede sig, så hun vidste han kunne se hende. "Godmorgen, sovetryne. Hvordan har hovedet det i dag?" spurgte hun, som om det var helt normalt, at han sådan vågnede op på hendes sofa med hvad hun var sikker på var en dundrende hovedpine. Hun kunne ikke lade være med at fryde sig en anelse over den smerte hun vidste han følte, grundet dehydrering fra alkohol, for det fortjente han, et eller andet sted, mente hun.

[Deleted]

Der gik nogle lange sekunder før Vince genkendte den lidt for muntre morgentone. Han rettede et træt og meget utilfreds blik mod hende og blev paralyseret i nogle meget lange sekunder hvor han endte med bare at ligge og stirre på hende som var hun fladet ned fra himlen.
Inde i hans hoved begyndte det meste at scenariet fra den forgående aften at vende tilbage. Han blev mere og mere bleg. Først da han var faldet på røven...flere gange. Han løftede lidt op i den fugtige bluse og fik øje på et ret stort og ømt blåt mærke der strakte sig fra hans hofte og ned i bukserne. Det våde tøj bragte minderne tilbage om at have roddet rundt i sneen.
Han huskede svagt hvordan han bare havde øverøset hende med alle hans problemer og lugten af bræk mindede ham om den salut han havde efterladt på trappeopgangen.
Alting begyndte at vende tilbage, men det der fik ham til at stivne fuldstændig var tanken om hvad han havde fortaget sig kort inden han var gået i seng. Han mærkede hjertet gå i stå.

Med et tvivlsomt overvejede blik kiggede han på hende. Det kunne ikke passe. Det ville han da ikke have gjort! Det måtte være et mareridt - som om det at vågne på hendes sofa ikke var slemt nok i sig selv. Bare tanken om hvor ydmygende det hele var. "Ikke godt," indrømmede han i en hæs stemme og gled hånden gennem håret.
Hans hals var tør og han hostede en enkelt gang. Han følte sig utilpas, havde en massiv hovedpine og var helt utrolig tørstig. "Bad jeg dig virkelig om at gifte dig med mig i nat?" Spurgte han med en stemme der stadigvæk bar præg af hvor meget han ønskede at det var en drøm.
Men det var var ikke engang det værste han huskede at han havde gjort. Han håbede bare at hun ville forsikre ham om at det var en drøm så han ikke behøvede at tænke på hvad han havde gjort derefter. Det ville simpelthen være alt for nedværdigende hvis han havde kysset hende. Det kunne han slet ikke overskue at tænke på.

[Deleted]

Leia kunne ikke holde det tilfredse smil af læberne, da hun så på mens det gik op for ham, hvad han havde gjort i løbet af aftenen og natten. Måske var det ikke så flinkt af hende at stå og blive underholdt af hans pinlighed over sig selv, men hun følte hun havde været flink nok overfor ham, og efter hvad han havde udsat hende for, følte hun også, at hun havde lov. Hun kunne tillade sig at fryde sig en anelse over, at han havde det så elendigt, og havde både almindelige og moralske tømmermænd. "Fantastisk. Det er da godt jeg kan komme dig til undsætning, når du ikke engang kan tage varer på dig selv," sagde hun, før hun forsvandt tilbage ud i køkkenet. Hun kom dog hurtigt igen med en tallerken med bacon og æg på til ham, samt et glas vand og to hovedpine piller. Hun stillede det hele på sofabordet. 

Mens hun tjekkede efter om han havde brugt spanden i løbet af natten, talte han videre. Hun trak en anelse på smilebåndet og smed sig i den lænestol der stod i stuen, ud over hendes sofa. "Jep. Og bare rolig, jeg sagde ikke ja," sagde hun med en munter tone i stemmen. Det var helt tydeligt at hun morede sig en hel del over hele situationen, og hun lagde ikke skjul på, at det var ren underholdning for hende. Da hun stod op havde hun besluttet sig for helt at glemme alt om, at han havde kysset hende, og hun havde på fornemmelsen, at han heller ikke ville bringe det på banen. Det var også pinligt for hende, selvom hun ikke ligefrem havde gengældt det. Men det havde desværre taget hende et par langtrukne sekunder at reagere, før hun var flygtet. Og det var derfor ikke noget hun ville tale om.

[Deleted]

Hvor havde han dog lyst til at gøre et eller andet for at fjerne det smørrede grin fra hendes ansigt, men for en gangs skyld var han for udmattet til at kaste med spydige kommentarer. Faktisk havde han mest af alt lyst til at sove videre til den forfærdelige hovedpine ville fortage sig, dog brød han sig ikke om tanken om at sove når hun var i nærheden. Han var jo ikke herre over om han så dum ud når han sov, på den anden side havde hun nok set hans værste på nuværende tidspunkt.
Hendes kommentar fik ham til at sende hende et giftigt blik. "Hallo, jeg havde siruationen helt under kontrol!" Løj han og sendte hede et bedrevidende blik, eller det ville han have gjort, men det endte nok nærmere ud i en underlig grimasse.

Faktisk havde han også lyst til stædigt at demonstrerer som hun bragte ham morgenmad, udelukkende fordi hun havde lavet det, men han var vanvittig sulten og besluttede sig derfor for at det ville være ris til egen røv. Han kiggede dog lidt tvivlsomt på pillerne. "Hvad er det?" Spurgte han, som søn af så fin en fuldblodsfanatisk familie havde han aldrig set mugglermedicin før.
Blikket blev flyttet fra pillerne tilbage til hende som han tog imod tallerkenen med et smørret smil og rettede sig derefter lidt op i sofaen for bedre at kunne spise. "Det var da ellers en enestående chance for dig." Svarede han kækt og fandt igen den lidt mere genkendelige lettere arrogante side af sig selv frem.
Uden at tænke over hvad hun kunne have gjrot ved maden, begyndte han at skovle indenbords, hun virkede ikke som typen der kunne finde på at gå så lavt.
Kysset hjemsøgte ham stadigvæk en smule. Han havde ikke lyst til at nævne det overfor hende i frygt for hvad hun ville sige, det var jo ikke ligefrem en af de stolteste øjeblikke i hans liv. Han rømmede sig lidt. "Såh...hvor meget øregas endte jeg med at sidde og hælde ud?" Han skar en let grimasse og havde desværre en ret god ide om det.